Visit i Nordjylland

Visit i Nordjylland

"Munken i Bunken"

Dagbog

 

09.09.2016, Bjørnevej 4, Bunken

"Så er vi i Bunken", sagde Munken !

 

Endelig i Nordjylland, og det viste sig lidt svært at finde adressen, som vores gps ikke ville kendes ved. Vi ankom først efter klokken 20, så denne aften slutter nok først efter midnat, inden vi er færdige med at pakke ud og lave mad..

Vi kom selvfølgelig for sent fra Løgten. Det er svært at løsrive sig fra sin hjemegn, når man først er der. Men OK, når vi ved, at alt er i de bedste hænder derhjemme, så gør det ikke så meget.

Først nord for Ålborg hørte den stærke motorvejstrafik op, og vi fik næsten vejen for os selv.

Iflg. et geodætisk kort, som hænger på væggen i stuen, er vi i området Bunken. Lige nord for os ligger Bunken Klitplantage, og derefter kommer Hulsig by ca. 6 kilometer væk. Mod syd ligger Ålbæk 7 kilometer herfra.

Og der er præcis 18 kilometer til havnen i Skagen.

 

 

10.09.2016, Bjørnevej 4, Bunken

Vi begav os på en enkelt mindre cykeltur i dag for at studere den nære omegn for første gang. Turen endte alligevel med at ”beløbe” sig til 20 kilometer. Først forsøgte vi at nå til Skiveren, som ligger 10 kilometer herfra. Men ca. halvvejs gav vi dog op i den stride vestenvind, som vi ikke blev venner med, førend vi vendte den ryggen, men så var den til gengæld også til stor hjælp.

Vi gjorde et længere ophold ved Råbjerg Kirke, men kunne dog ikke få lov til at kigge indendørs, da døren var aflåst.

Vi gik så i stedet for rundt på kirkegården, og fik en del tid til at gå med at studere gravstene. Måske en lidt underlig interesse, vil nogen måske synes, men vi fik nu mange interessante og spændende diskussioner ud af det. Familier med navne som Troldborg, Sørig, Lee, Rump, Skagbo, Grabowski og jeg husker ikke hvad, møder man ikke normalt nede på vores breddegrader i Østjylland. De ældste gravsten førte helt tilbage til 1700-tallet. Og det er da et stykke tilbage i vores tidsregning.

Kirkegården, som er omhegnet af et lille dige af rå natursten, bærer virkelig præg af den omkringliggende rå og barske landsdel, vi befinder os i. Ingen hække omkring de enkelte grave, vi er jo på vestkysten, og ingen større beplantninger på de enkelte grave. Kun græs, lave cypresser og lignende hårdføre vækster omgiver de vindblæste gravsten.

Men det mest bemærkelsesværdige ved Råbjerg Kirke er beliggenheden midt i det øde landskab. Der ligger en enkelt gård et stykke derfra, men derudover er der milevidt til bebyggelser, og hvorfor kirken oprindeligt er placeret der i ødemarken, får stå hen i det uvisse.

Råbjerg Mile ligger knap 2 kilometer nordøst herfra, hvor vi står.

Hjemtur via Ålbæk by, og det er egentlig forbavsende, at så kort en distance, som vi lige har tilbagelagt, kan give sådan en forskel i klimaet, altså fra den barske vestkyst ovre ved Råbjerg til den mere milde østkyst ved Ålbæk.

 

 

11.09.2016, Bjørnevej 4, Bunken

Kl. 20:13

Vi var en smut oppe i Skagen sidst på eftermiddagen, hvor de fleste søndags-turister var taget hjem. Solen her i Bunken var noget diset i dag, og det blæste en del både her og i Skagen

Vi parkerede udenfor gigt-centeret, hvor Holger Drachmanns hus ligger som nabo. Så gik vi hen i byen ad Skovvej, der, ligesom de fleste andre gader, er omkranset af flotte gule villaer langs begge sider af vejen.

For enden af Skovvej ligger Skagen Kirke, og her måtte vi absolut gøre et ophold. Vi har tit gået forbi kirken, men har aldrig studeret den nærmere. Ikke engang da vi, for nogle år siden, boede i en hel uge ca. 200 meter fra Kirken nede på Sct. Laurentii Vej.

En pragtfuld bygning udefra og meget særpræget af en kirke at være. Den er kalket i den flotte gule skagensfarve bortset fra den høje sokkel, som er i en speciel lyserød farve. En lidt underlig farvesammensætning til en kirke, men det ser faktisk flot ud.

Klokketårnet er næsten overdimensioneret højt, men alligevel passer det til resten af den høje bygning. De store sprossede vinduespartier, er virkelig flotte udefra, og indenfor gør de kirkerummet ganske lyst.

Lige over hovedindgangen til kirken er der en balkon med en bagvedliggende dør, og hvad denne balkon bliver brugt til, kunne være interessant at vide. Måske præsten står deroppe og vinker velkommen, når menigheden valfarter til hans gudstjeneste, eller måske han vinker farvel deroppefra, eller måske den kun bruges, når biskoppen fra Ålborg er på besøg, eller hvis dronning Margrethe skulle besøge byen. Hun plejer at have styr på ritualet med at stå på en balkon og vinke til folket.

Døren ind til kirken var åben indtil kl. 18, og det er efterhånden et særsyn, at man kan komme ind i en dansk kirke udenfor gudstjenesten.

Der var da også alarmer på såvel døbefont som på nogle af relikvierne oppe ved alteret. Bl.a. står der et par gamle lysestager, som dateres tilbage til den tilsandede kirke, da den var ”oven sande” og hed Sct. Laurentii Kirke.

Indvendig er kirken omend endnu mere interessant og meget særpræget. Det første man bemærker, når man træder ind, er de 2 aflange balkoner, som er hævet op på søjler og placeret på hver sin side af midtergangen, næsten i skibets fulde længde. Deroppe er der siddepladser i flere niveau-forskudte rækker. At disse 2 balkoner overhovedet er etableret må skyldes for lidt kapacitet af siddepladser nede i gulv-niveau.

3 flotte kirkeskibe hænger langt oppe i loftet imellem de flotte lysekroner. Det midterste af dem forestiller skoleskibet ”København”, som forsvandt på en sejlads fra Sydamerika til Australien tilbage i 1928 eller -29.

Oppe på væggen ved indgangen hænger der flere tavler med en oversigt over kirkens hidtidige kapellaner og præster. De ældste navne dateres helt tilbage til 1300-tallet.

 

 

12.09.2016, Bjørnevej 4, Bunken

Det er mandag, og arbejdsdagen er begyndt efter en dejlig weekend.

Det er sådan, at når man lejer et af Aarhus Kommune’s feriehuse, som dette her i Bunken, så må man gerne udføre et stykke arbejde i forbindelse med huset.

Da arbejde jo normalt ikke skader, og da det efterhånden er over 3 år siden sidst, jeg arbejdede sådan alvorligt, går jeg gerne i gang.

Jeg starter, efter morgenmaden, med at slå græsplænen, som virkelig trænger til at blive slået.

Problemet, undskyld, udfordringen er blot, at græsplænen er kolossal stor. Grunden er over 2500 m2, og da huset, med terrasse, fylder ca. 120 m2, og der samtidig fradrages nogle kvadratmeter til hegn og hæk, er der altså sådan ca. 2000 m2 græsplæne, for på grunden er der intet andet end græsplæne. Ikke så meget som en enkelt blomst er der. Kun et par mulvarpe-skud rager op midt på græsplænen, og disse måtte jeg selvfølgelig først udligne, inden græsklipningen kunne starte.

For sjovs skyld startede jeg Endomondo op, og det endte med en gåtur bag den benzin-osende maskine på 2 kilometer og 650 meter.

Således kan man altså også få motion, samtidig med at man udfører et stykke nyttigt arbejde.

Jeg savnede af og til min gode gamle håndskubber derhjemme, men arealet er alligevel nok for stort til en sådan manuel oldsag.

Det er ikke kun mig, der arbejder. Lige nu er Kirsten igen i gang med vinduesvask. Og vinduer dem er der nok af i dette moderne hus. Og så har hun afkalket kaffemaskinen og el-kedlen, og hun har haft badeforhænget igennem en eddike-proces. Jo, vi får nok et A+++ i Aarhus Kommunes Feriefonds udlejnings database.

Kl 20:01

Igen en cykeltur sidst på dagen. Distance over 24 kilometer. Først igennem Bunken Plantage til Hulsig. Dernæst fra Hulsig til Kandestederne ad den gamle betonvej, som må være fra krigens tid. Vi skulle selvfølgelig omkring for at se Hjorth’s Hotel og Kokholm’s Hotel, et par gamle klassikere.

Dernæst retur til Hulsig og sydpå igennem klitplantagen igen.

 

 

13.09.2016, Bunken

Har aftalt at vi kører op til Skagen i dag for en lille sightseeing, men er ikke kommet af sted endnu, hvor klokken er over frokost.

Har lige udgivet fotos fra Samsø på munk1.dk.

Kl.18:14

Kom hjem fra Skagen for 1 time siden.

Da vi kom ud på Ålbækvej og skulle til at dreje nordpå, stod der 2 piger og blafrede med et stort papskilt med teksten ”Skagen”. I nærheden af dem stod 2 store rygsække på jorden. Kirsten sagde hurtigt ”Skal vi ikke gøre dagens gode gerning ?”. Jeg var med på ideen, selvom vi normalt aldrig har plads til blaffere i bilen. Men denne gang var bilen helt tom på såvel bagsæde(ikke engang en barnestol) som i bagagerum.

Jeg gjorde tegn til dem, og vi holdt ind til siden. Kirsten steg ud for at tage imod dem, og de var allerede i fuld fart hen imod os slæbende med deres store rygsække.

De viste sig at være udlændinge. Hhv. en canadier og en tysker, som var på ”hitchhiking”. De var i formiddags ankommet til Hirtshals fra Kristiansand i Norge, og var altså nu nået her nord for Ålbæk i deres forsøg på at nå til Grenen, hvorefter de skulle til Ålborg for at overnatte hos nogle venner. Vi blev enige om at køre dem helt ud til Grenen og sætte dem af der, og det blev de vældigt glade for.

Selvom køreturen ud til Grenen kun tog en tyve minutters tid, var der alligevel tid nok til snakke en del med dem. Den ene af pigerne, Michelle fra Canada, talte både engelsk og fransk. Den anden, Annika, kom fra Leipzig i Tyskland, og talte både tysk og engelsk. Så der blev talt både engelsk, tysk, fransk og dansk i bilen, sådan lidt på skift.

Godt at vi kun skulle køre ca. 20 kilometer med dem, fordi jeg involverede mig nok lidt for meget i den interessante snak, imens jeg kørte på min indre ”autopilot”.

 

Tilbage i Skagen gik vi først på kirkegården på Chr. X’s vej for at finde gravstederne med Krøyer og Ancher. Hovedindgangen ligger lige overfor Skagen Bryghus. Så er der heller ikke så langt over til gravøllet, når dette engang imellem bliver serveret.

Det er en voldsom stor kirkegård, sammenlignet med byens størrelse. Og den er flot og velholdt med mange store gravsten og et prægtigt mindesmærke for druknede redningsfolk.

Vi fandt ret hurtigt gravpladserne for P. S. Krøyer og familien Ancher. I samme afsnit lå også nogle andre kendte personer fra den tidsalder. Bl.a. Degn Brøndum, den berømte hotelejer.

Derefter en almindelig by-rundtur.

 

 

14.09.2016, Bunken

Endelig ser det ud til, at solskinnet er kommet til det øverste Nordjylland. De sidste par dage har der været en del diset heroppe, hvorimod resten af DK ser ud til at have haft mere sol.

Kl. 19:56

Dagen går på hæld, og vi er tilbage fra 2 udflugter i dag. Den første var en kort cykeltur hen til østkysten, hvor vi gik over de høje klitter og ned til en fin badestrand.

Her talte vi med en lokal indbygger nede på stranden. Og han boede heller ikke så langt fra vores kvarter. Han fortalte faktisk flere interessante ting. Bl.a. at Aksel Schiøtz ligger begravet ved Råbjerg Kirke, så der må jeg hen igen for at få et foto af min fars gamle sang-idol, altså af hans gravsted.

Ligeledes fortalte han, at vi burde kigge ind i Hulsig Kirke. Der var et eller andet med nogle farver, som vi skulle se. Han ville dog ikke fortælle hvad.

Det bliver efterhånden til nogle ture på kirkegårde og kirkebesøg

Og han fortalte om Hirsholmene, hvor der går en båd ud fra Frederikshavn om morgenen og hjem igen om aftenen. Der bor nu om dage kun 4 personer fast derovre.

 

Næste udflugt, igen pr. cykel, hen til stien mod Råbjerg Mile, og ca. 2 kilometer nordpå ud ad den, indtil vi stødte på Mile-søerne. Herfra kunne vi angribe milen fra bagsiden, altså modsat siden med den officielle indgang omme fra landevejen mod Kandestederne.

Vi måtte forcere nogle meget høje klitter, men blev, oppe på toppen, belønnet med den fineste udsigt ud over denne flotte ørken.

Jeg fik taget en del gode fotografier af det imponerende landskab, hvor man føler sig hensat til en anden del af verden.

 

 

15.09.2016, Bunken

Klokken er næsten 19:30, og vi er lige kommet hjem fra dagens cykeltur, Skagen t/r, i alt 44 kilometer.

Undervejs derop gjorde vi ophold i Hulsig for at se kirken, som vi havde fået fortalt om i går. Og det med farverne var helt specielt. Dele af kirkerummet var i flotte moderne farver i forskellige nuancer. På prædikestolen, alteret og for enden af hver bænkerække var der malet nogle store felter med kulørte farver. Og ligeledes dele af loftet, var malet i en flot gul farve. En overraskelse at møde disse kulører i denne kirke, som er fra sidst i 1800-tallet.

Det var den hidtil varmeste sommerdag, i hvert fald hvis man skulle tro tjeneren på Skagen Fiskerestaurant, hvor vi fik frokost. Og jeg tror faktisk, han havde ret. Jeg måtte tage skjorten af på turen fra Hulsig til Skagen. Denne del af turen går først igennem Tranestederne lige nord for Hulsig og derefter igennem et større lyngområde, og til sidst Skagen Klitplantage.

Cykelruten er noget befærdet, og man skal være forsigtig i svingene, idet der sommetider kommer ”rigtige” cykelryttere rasende i fuld fart.

På restauranten fik vi et bord udenfor i solen, og det fortrød jeg i sidste halvdel af måltidet. Jeg sad og svedte, så det næsten dryppede på gulvet…. måske lidt overdrevet, men jeg måtte tørre mig i panden med servietten adskillige gange.

Kirsten holdt sig til sin franske specialitet, som de tilfældigvis serverede her på havnen i Skagen. ”Moules marinière”, Og sikken’ gang muslinger… De blev serveret i en gryde, og i bunden lå der en flot suppe. med chilistykker, fennikel, hvidløg, dild og andre urter. Det var pengene værd, iflg. Kirsten.

og jeg ”nøjedes” med en rejemad. Og sikken’ rejemad, super kvalitet af friskfangede og håndpillede rejer i massevis.

Hov, jeg glemte et glas Grüner Veltliner og 1 fadøl 40cl.

Disse sidstnævnte drikkevarer var totalt svedt ud, næsten inden vi havde betalt regningen, og undervejs på cyklen hen til Skagen Museum bagefter, drømte jeg allerede om den næste kolde fadøl….

 

På Skagen Museum drejer det sig ikke om fadøl, men om helt andre ting.

Jeg ved ikke hvor mange gange, vi har været her, men hver gang er det en lige stor oplevelse.

I år var det hele forandret, idet en ny bygning er etableret, og vi skulle lige orientere os et par gange, for at kunne genkende tingene.

I de gamle udstillingssale var der så stuvende fuldt af malerier på alle vægge, så det kunne være svært at overskue det hele. Dertil fik man udleveret en ganske lille folder, som viste alle værkerne væg for væg, og hvori der så stod skrevet noget tekst om de enkelte værker. Teksten var dog skrevet så småt, så vi ældre mennesker kunne have svært ved at læse den.

Men vi har heldigvis set de ”store” værker så mange gange, at vi kender dem ganske godt, og et gensyn med dem, er det hele værd.

F.eks. Krøyer’s ”Sankt Hansblus på Skagen strand”, med mange genkendelige personer på lærredet, eller ”Sommeraften ved Skagen Sønderstrand”, hvor man ser Marie Krøyer og Anna Ancher gå arm i arm i deres flotte hvide kjoler.

Eller det flotte ”Roser”, hvor man ser Marie Krøyer siddende i en liggestol i haven med en stor flot hvid rosenbusk som det dominerende element i maleriet.

Og så de mange malerier af Michael Ancher og ligeledes hans kone Anna Ancher og datter Helga Ancher. Alle malede de med en evne, som kun er en virkelig kunstner beskåret.

Og selv Holger Drachmann, som de fleste kun kender for ”Midsommervisen”, var også en eminent maler.

På hjemturen kørte vi omkring Krøyers sommerhus, som ligger i den sydlige del af byen. Her boede han fra 1895 – 1909.

Konklusion: Skagen er sagen !