September 2015 🇫🇷

September 2015


Uddrag af dagbog og fotos fra vores tur til Sydfrankrig


Syburg(D) - Epernay(F) - Epeigne les Bois(F) - Saumur(F) - Ile de Ré - Soulac-sur-Mèr - Serignan Plage - Rully - Weinheim


Dagbog

19.08.2015, Løgten

En kommende ”Tour” står lige for døren. Vi har besluttet at drage af sted mod det franske land den kommende uge. Nærmere præcision for afrejse er den 25. august 2015, og hjemrejsen er foreløbig planlagt til at finde sted ultimo september 2015.


Vi har planlagt en noget anderledes rute denne gang, altså anderledes i forhold til de fleste af vores besøg i Frankrig, men lægger selvfølgelig uundgåeligt ud med en overnatning i Tyskland, nærmere betegnet i området omkring Dortmund/Düsseldorf, hvor vi allerede har ”beslaglagt” et værelse for en enkelt overnatning på ”Landhaus Syburg”, lidt syd for Dortmund.

Og dagen efter skal vi kun tilbagelægge en ganske kort køretur på 350 km inden vi er ved vores næste stop, nemlig det nok så kendte franske område Champagne, som ethvert barn kender, eller måske mere korrekt sagt enhver voksen kender.

Vi agter at bosætte os midt i Champagne, dog kun for en enkelt overnatning, så det med bosætningen er nok mildt overdrevet. Men at vi ikke foretager et længere ophold skyldes at vi har prøvet det før(i 2007). Og dengang med så stor succes, at vi lige siden har ønsket at komme tilbage dertil.

I byen Epernay, som ligger 30 km. syd for Reims, er der et formidabelt udbud af kendte Champagne-huse. Byen er også berømt for den flotte gade ”Avenue de Champagne”, og da vi besøgte den sidst, lå den i brak p.g.a. en større byfornyelse, så denne gang håber vi at kunne se ”Avenue de Champagne” i sin fulde helhed med marmorbelægning på fortove og brosten på avenuen.

Denne avenue siges at være den dyreste gade i verden på grund af de rige Champagne-huse, som har fyldt kalk-undergrunden med millioner af flasker Champagne.

Efter Epernay, når rusen har lagt sig, agter vi os videre ned til Loire floden og derefter går det ud vestpå, således at vi kan genoptage vores tidligere Loire-ekspedition fra 2007 fra og med byen Tours, hvor vi dengang afbrød ruten på grund af alt for mange besøg på de store slotte i Loire-dalen. Vi var simpelthen blevet mætte af de mange nye indtryk, og trængte til en mere almindelig dase-ferie.

Denne gang vil vi forsøge at færdiggøre Loire-ruten fra byen Tours og ud til udmundingen ved Nantes.

Derefter går turen sydpå til øen "Ile de Ré", som vi også besøgte i 2007. Den ligger lige ud for byen La Rochelle, og er et studium værd for mange interessante ting, det være sig østers-opdræt, salt-indvinding, høj-/lav-vande fænomenet og meget andet.

Sightseeing på øen foregår for det meste på cykel. Den meget flade ø er simpelthen indrettet med gode cykelruter.

Efter en uges tid på Ile de Ré, er planen foreløbig at besøge Bordeaux-området. Her har vi dog også været før. men det var helt tilbage i 1988, så det er nok et gensyn værd.

Og skulle vi så have mere tid i overskud, eller hvis vejret på Atlanterhavs-siden ikke arter sig ordentligt, kan vi jo bare tage østpå mod Middelhavet, hvor der normalt altid er chancer for godt vejr.

Men foreløbig har vi kun for alvor planlagt den allerførste overnatning. De øvrige vil vi afklare undervejs dag for dag eller uge for uge. Denne måde at finde logi på giver en vis spænding i tilværelsen, og kan til tider føre til nok så overraskende oplevelser.


25.08.2015, Landhaus Syburg

Ankom kl. 18:00 efter en tur på 700 km fra Løgten. Turen forløb uden dramatik. Mellem Flensburg og Hamburg regnede det hele tiden og der var lange strækninger med vejarbejde.

Vi startede fra Løgten kl. 09:15, og jeg havde allerede sat startnøglen i, da K spurgte: ”Og alle pengene….?”.

Resolut drønede jeg ud og låste op til bryggerset, hvor jeg havde lagt min grønne skuldertaske på bordet. Den indeholdt en mio euro(ca.) i kontanter samt pas og øvrige papirer.

Kl. 21:39

Tilbage på værelse nr. 204 på 1. etage efter den sædvanlige tyske aftensmad med alt for meget kød. Jeg fik traditionel Wienerschnitzel og Kirsten traditionel kotelet. Dertil fik jeg petersille-kartoffeln og Kirsten fik kantareller. Begge fik vi også en udmærket salat til, dog var det ikke den sædvanlige med kål i eddikelage. Vi var kun 2 par i restauranten, men da vi bagefter lige ville gå udenfor for at kigge på omgivelserne, opdagede vi et andet spise-lokale, som var fyldt med mennesker.

Naboejendommene var alle hoteller/restauranter. Og minsandten om vi ikke har Ruhr-floden lige for vores fødder. Vi må udforske det nærmere i morgen, for lige nu er det totalt mørkt udenfor.


26,08.2015 Landhaus Syburg

Kl 08:15

Hotellet består primært af en gammel ejendom i flotte udhuggede granitsten, som i alle størrelser er indsat som i et puslespil, og som dermed danner ydermurene.

Inde i restauranten, hvor vi indtager morgenmaden, er der træpaneler, ornamenter og udsmykning på vægge og lofter. Alt i gammel velholdt og flot renoveret stand. Loftslampen er eksempelvis et stort gammelt vognhjul i træ besat med lyskilder i hele omkredsen. På en væg hænger et åg, en blæsebælg, en fejekost, og på en skænk står der flotte små messinglamper med glaskupler.

Og i disse skønne omgivelser sidder vi og indtager en rigtig tysk ”Frühstück”, den sidste rigtige morgenmad inden vi skal stifte bekendtskab med den franske ditto, som normalt er i den stik modsatte grøft hvad kvalitet angår.

Men pludselig, midt i al idyllen, men heldigvis sidst på måltidet, blev idyllen afbrudt af en forfærdelig lugt à la pu-ha ! Der havde lige sat sig et ældre par ved bordet foran os, og jeg mistænkte dem straks for at være årsagen til lugten. Det var aldeles pinligt, og da jeg hentød mistanken til K, begyndte hun at skralder-grine i ganske korte udbrud, og havde svært ved at holde op igen. Altså endnu mere pinligt. Lugten blev ved, og nu inddrog vi også den noget trinde servitrice i mistanken(mi-stanken ?), og det bevirkede endnu flere latter-udbrud fra K. Nu blev det for alvor pinligt, så jeg besluttede at gå op på værelset, og efterlod K helt alene i den stadig værre lugt. Hun var selvfølgelig heller ikke helt færdig med at indtage morgenmaden endnu.

Vi tænkte overhovedet ikke på at mistænke hverandre for den dårlige lugt, hvilket må bero på, at vi i forvejen, efter 49 års bekendtskab, kender hinandens lugte, såvel gode som dårlige, og her var ingen af os i tvivl om, at der var tale om en fremmed lugt, og altså en af de rigtig dårlige lugte.

Sandheden gik først op for mig, da jeg var kommet ud i gangarealerne på vej op til vores værelse, for lugten forfulgte mig hele vejen. Konklusionen var at der var kloak-problemer i ejendommen, og lugten forsvandt først fra vores sarte næser, da vi havde afregnet med receptionisten og var kommet ud på parkeringspladsen.

Kl. 09:45

Jeg sidder i den allerede bagende sol ude på den lille altan, hvor luften er frisk. Den vender over mod en række af høje Ahorn-træer, og ude mod nordøst kan jeg se en større skov af grantræer. Det hele domineres af den evige lyd fra motorvejene længere borte. Motorvejene ligger i dette område på kryds og tværs for at kunne forbinde alle de store byer i Ruhr-området. Jeg tvivler på at man her i Ruhr-området overhovedet kan finde en plet i naturen med total stilhed. Vi er lige øst for Düsseldorf, og ikke langt væk ligger Dortmund, Bochum, Wuppertal, Essen, Köln og mange andre kendte byer her i Ruhr-distriktet.

Vi skal først være ude af værelset kl. 12:00, men agter os af sted noget før, således at vi får tid til en gåtur her i området og ligeledes i Epernay, hvor vi planmæssigt vil ankomme sidst på eftermiddagen.

Eneste minus ved hotellet her, er det manglende internet. Man skal indgå en aftale med ”.T…online.” om at logge på et hotspot, men det er dyrt og for besværligt. Så vi er lutter offline for en gangs skyld. Ja, det er lige før vi har fået abstinenser, og jeg mindes ikke hvornår vi sidst har været uden adgang til internettet så længe(i ca. 16 timer). Adgang via 3G-nettet er på en eller anden måde blevet blokeret her på stedet.

Kl. 17:30, Hotel la Cloche, Epernay

Ca. 480 km på landevejen i dag fra Syburg til Épernay, og det vel at mærke uden at komme igennem Luxembourg, som vi passerede nordvest om. Derimod så vi en del til det nederste sydøstlige hjørne af Belgien, hvor bjergområdet Ardennerne ligger.

Starten fra Syburg gik ikke helt som planlagt, idet vi blev ledt ind på en forkert motorvej, og det kostede os i omegnen af 20 kilometer, men det er petitesser i sammenhæng med denne turs længde.

Lige nord for Reims, som er hovedstaden i Champagne, gjorde vi ophold for 1 kop fransk kaffe på en rasteplads. Den indtog vi siddende på en bænk udenfor cafeteriet i 30 graders varme.

På en høj bakke udenfor rastepladsen står verdens største vildsvin og troner fra sin piedestal, hvor det er blevet placeret for nogle år siden. På de tilhørende turist-informationer påstås det, at det er verdens største vildsvin. Det er lavet i en sindrig jernkonstruktion og er virkelig også ganske stor.

10 meter høj, 14 meter lang, 5 meter bred, og der er anvendt 50 tons metal for at kreere dette monster af et vildsvin.


Her i Épernay var der 27 grader ved ankomsten kl. 17.

Vi bor på 2. etage på Hotel la Cloche lige overfor byens gamle kirke, og igen har vi fået værelse nr. 204, ligesom på hotellet i Syburg. Værelset ligger ud til den mest befærdede vej i byen overfor ”Place Piérre Mendés France”, men her oppe på etagen virker det ikke så voldsomt, når vinduet er lukket, hvorimod det lyder som en krig, når det står åbent.

kl. 23:30

Da vi ankom ved 17-tiden, gik vi en tur i byen, primært for at se Avenue de Champagne, men det var lidt af en skuffelse. Selve gaden var virkelig flot, og alle de prægtige bygninger med de kendte Champagne-huses navne på facaderne var selvfølgelig gåturen værd. Men i forhold til sidste gang, da vi var her for 8 år siden, var gaden nu blevet åbnet for kørende trafik, så nu osede den ene efter den anden bil forbi og forstyrrede dermed vores sightseeing. Men vi fik da taget billeder af alle de kendte huse.

Tilbage på hotellet stod den nu på aftensmad, og for de kulinarisk interesserede bestod den af grøn salat/gazpacho, Dorade/Dorade, Assiette de Fromage/Flane et fruits og dertil fik vi en halv Sigolsheim, Pierre Sparre, Gewürztraminer 2013.

Og da vi nu var i Èpernay, var det selvfølgelig nødvendigt at indlede med 2 glas champagne, Danielson & Fils de Verzenay...... ja, alligevel var den ikke fra Épernay, men Verzenay ligger ganske tæt på.

Efter aftensmaden gik vi en tur i byen, hvor trafikken nu havde lagt sig, og det lykkedes os på et tidspunkt at fare vild i de mange små gader i byen.

Da vi endelig havde fundet hotellet igen, gik vi en tur over i parkanlægget, hvor vi sad og nød stilheden i den lune aften og med et flot springvand i forgrunden.


27.08.2015, Hotel la Cloche

”Gud ved hvor længe, det her æg har kogt ?”, var det første K spurgte om, da vi sad nede ved morgenbordet i det separate lokale bag receptionen på Hotel la Cloche. Ægget var godt nok noget sort i en rand omkring blommen og fuldstændig iskoldt, men det blev da spist uden yderligere kommentarer. Derudover bestod morgenmaden af sort kaffe à la tjære, croissant, toast-brød, som det lykkedes K at farve sort i brødristeren, yoghurt Danone, chokolade-müssli og syltetøj i små plasticbægre. Altså ikke lige den gode sunde danske morgenmad, som vi kender den. Men da der samtidig blev spillet ”Enola Gay” over radioen, glemte vi helt yderligere kommentarer omkring morgenmaden.

Udenfor regnede det som forudset af ”Chaine Meteo”, og bilerne susede igen rundt forbi det lille parkanlæg.

På et tidspunkt stak en ung pige hovedet indenfor døren til restauranten og så spørgende på servitricen. Hun var lige kommet ind fra gaden. Servitricen svarede hende ”8 euro pour le petit dejeuner !”. Den unge pige rystede på hovedet og forsvandt så igen uden kommentarer. Hun sparede derved de 8 euro, og gik heller ikke glip af noget.

Kl. 18:10, ”La Chataigneraie”, 11 Allée les Bois, 37150 Epeigné les Bois

Turen hertil Epeignè les Bois fra Epernay foregik i regnvejr lige indtil vi nåede byen Blois, som ligger ved Loire-floden.

Den første del af turen var uden større problemer ad den gode vej, som førte de ca. 100 kilometer ind til Paris. Men det regnede hele vejen. Vi skulle køre igennem den sydlige del af Paris, men vi så hverken Eiffel-tårnet eller andre seværdigheder. Vi så kun 5 rækker af biler i hver retning med fuld fart igennem ”vandlandet”, og det varede vel det meste af 1 time at tilbagelægge den bytur med fuldt drøn på vinduesviskeren og tungen lige i munden, samtidig med koncentreret lytning til fru GPS, som udstedte de nøjagtige anvisninger, dog på tysk, men dem kan vi efterhånden udenad.

”Im Kreisverkehr bitte 2. Ausfahrt rechts verlassen”, den har vi hørt utallige gange på denne tur. Dog med variation i 1., 2., 3. eller 4. Ausfahrt.

I Frankrig har man, ligesom derhjemme, også omlagt masser af tidligere lyskryds eller vejkryds til rundkørsler, så den der med ”Im Kreisverkehr……” er vi virkelig godt hjemme i.

”Der Autobahn bitte 3 kilometer folgen”

”Demnächst rechts abbiegen, und dann wieder rechts fahren”

“Halblinks abbiegen”

“Bitte rechts abbiegen”

“Nach 300 Meter haben Sie Ihr Ziel erreicht”

ja, efterhånden bliver man nok også bedre til tysk.


At køre igennem det sydlige Paris var ikke så sjovt denne gang.

Og så var der en, der engang sagde, at Paris er vel en messe værd, nemlig Henrik den 4.

Han måtte, i 1593, konvertere fra protestant til katolik for at erhverve kongedømmet i Frankrig. Han fremsagde da de berømte ord ”Paris vaut bien une Messe !”.

Men i dag var Paris nu ikke meget værd.

Det skal siges, at vi har kørt her før, og plejer at kunne se en flot skyline ind over Paris herfra.


På et tidspunkt drejede vi så stik sydpå mod Orleans.

Fra Orleans begyndte vi at følge Loire-floden, men kunne dog ikke rigtig se den fra motorvejen, førend vi nåede Blois, hvor vi så til gengæld skulle følge vejen langs floden ad en almindelig landevej.

Vi var nu kommet over på sydsiden af floden og fulgte den et godt stykke vej uden for byen, inden vi drejede sydvest på mod Epeigné les Bois. Det var et flot syn over mod Blois med de gamle prægtige bygninger helt nede ved floden og op ad højdedraget mod toppen af byen.

Vi ankom ca. 16:45, men erfarede så at vi først kunne få vores værelse kl. 17:30 ? underligt, men sådan er det åbenbart med ”Table d’Hôtes” arrangementer.

Så vi gik en lille tur i området, inden vi turde ringe på klokken ved havelågen. Men så kom en smilende madame også straks og tog venligt imod os. Og ikke så snart var vi indenfor på deres terrasse i haven, da en ligeså smilene monsieur gav os hånd.

Vi udvekslede forskellige høflighedsfraser og fik også hilst på deres hund og kat.

Værtsparret hedder foreløbig JF/MF REDON, som der står på deres visitkort, og deres ejendom ligger endnu længere ude på bøh-landet end en vis Lars’s marker.

Vi skal spise til aften kl. 19:30, ikke her på stedet, idet der kun er tale om ”Bed & Breakfast”, som det hedder på moderne dansk.

M. Redon har bestilt bord til os på en restaurant i den nærmeste by, som ligger 11 kilometer herfra. Byen hedder Montrichard og ligger ved Loire-floden. Når vi medbringer et visitkort fra M. Redon, står vi til en gratis apéritif på restaurant ”Les Tuffeaux”.


(Vi har lige bestilt 1 uge på en campingplads på den nordligste del af Ile de Ré fra lørdag den 29/8 til lørdag den 5/9, så nu er det endelig afklaret. Vi blev dog afvist det første sted i Ars-en-Ré, men blev så henvist til Airotel la Plage, som ligger noget nordligere på øen, og her lykkedes det. Vi måtte ringe fra værelset for at afklare det, da deres reservations-systemer på nettet ikke virkede, og det er åbenbart ikke lå let at få plads på Ile de Ré på denne årstid, som vi havde troet.)

Kl. 23:26

Maden på brasseriet ”Les Tuffeaux” var det sande franske køkken(”La vraie cuisine Francaise”).

Der blev efterhånden totalt fyldt op ved alle borde både i stueetagen og på 1. sal.

Typisk fransk at der selv på en torsdag er fyldt på sådan et sted, selvom vi er i nok så lille en by.

Ved nabobordet sad 2 piger og talte med hinanden, når de da ikke talte i mobiltelefoner.

Som sædvanligt måtte jeg diskutere med servitricen, da vi til slut bestilte kaffe. Jeg vil gerne have en alm. kop sort kaffe, men den slags eksisterer ikke på en aften-restaurant. Jeg har i tidens løb forsøgt at forklare alle mulige detaljer om hvordan sådan en kop kaffe ser ud, men jeg får altid serveret en eller anden form for ekspresso.

Denne gang fik jeg serveret en dobbelt ekspresso, da min forklaring blev opfattet som en ”Café Américaine, allongée”. Den bestod af en dobbelt mængde ekspresso og dertil en kande varmt vand ? Ak, godt at vi selv kan lave kaffe, når vi kommer til vores camping-plads om et par dage.

Efter måltidet gik vi en lille tur i byen, og kom på et tidspunkt ned til Loire-floden, som i sin fulde bredde lå mørk og dyster i det våde aftenlys fra gadelygterne. Kirsten gik med et lyst tørklæde om hovedet og bar samtidig en paraply. Det lignede næsten en scene fra en gammel Claude Chabrol film tilbage i 70’erne, med autentiske franske kulisser i baggrunden.

Det lykkedes at køre de ca. 11 km fra Montrichard tilbage til Epeigne les Bois uden at fare vild på de små mørke landeveje. Kirsten mente af en eller anden grund, at hun skulle køre bilen, men var dog lidt nervøs. Jeg var egentlig også nervøs, for hun havde drukket en aperitif(Kir Sauvignon), 1 glas Champagne og 1 glas hvidvin. Det er også ganske unormalt, at hun kan indtage så meget af drikkevarer. Derhjemme plejer hun kun at drikke i fingerbøl-mål.

Men dette til trods ville hun absolut køre hjem, og vores gåtur i byen havde vel også hjulpet på reducering af promillerne.

OK, hun nåede at køre ca. 2 kilometer, inden hun udmattet måtte holde ind til siden langs Chèr-floden, så jeg kunne overtage de sidste 9 kilometer, aldeles ædru som sædvanlig.


28.08.2015 “La Chataigneraie”, Epeigné les Bois

Ved morgenbordet fik vi igen snakket noget fransk, og det viste sig at der var andre gæster end os i huset. Nemlig en dame fra Paris, som havde haft sin søn på 14 år med på ferie i Bretagne og Normandiet,. De havde boet i St. Malo, og havde også været i Bayeux for at kigge på tæpper. Men nu var ferien ved at være slut, og sønnen skulle starte i skolen på tirsdag.

De skulle gerne nå til Paris inden den forestående ”Journee noire à circulation”, hvilket betyder en sort dag i trafikken. De sidste dage i august myldrer det halve Frankrig retur nordpå efter ferien ved Middelhavet.

Da jeg spurgte hende, om hun kendte Danmark, sagde hun noget dæmpet ”Oui…., mais…”, og enhver kunne se på hende, at hun ikke anede en lyd om et land af det navn.

Det blev en snak om ferie i DK contra ferie i F, og lidt om den varme, som de fleste franskmænd har været udsat for denne sommer. Her blandede Madame Redon sig i samtalen og fortalte, at de havde haft 2 måneder med op til 40 graders varme her på stedet. De havde kun kunnet opholde sig indenfor om dagen med skodderne slået for vinduerne, og først om aftenen var det til at være udenfor.

M. Redon pralede stolt af den hjemmelavede marmelade, som han havde stået for, ”Cerises/oranges, abricot et exotique(ananas)”. 3 forskellige slags, havde han lavet, men jeg syntes nu, at de smagte ens.

kl 09:30

Vi checker ud på ”La Chataigneraie” og agter os til slottet Chenonceaux, hvortil den flinke M. Redon har udfærdiget os en rabatkupon.

Kl. 11:00

Chenonceaux.

Endelig fik Kirsten slottet at se. Hun har gået og snakket om det slot de sidste 8 år. Vi afbrød nemlig vores udflugt langs Loire dengang, for 8 år siden, lige præcis da vi kom til Chenonceaux efter at have set os trætte på adskillige andre slotte i Loire dalen.

Nu brugte vi så de næste 2-3 timer på det, og det var mere end rigeligt. Indvendigt var det mest himmelsenge, gamle stole og borde, gobeliner, malerier, store blomsterbuketter. Udvendigt var det gamle mure og flotte tårne, og en have så stor, så man fik åndenød.

Jeg kunne nu hurtigt få nok af det, så jeg gik mig en længere tur i parkanlægget, satte mig på en bænk og skrev lidt i min lommebog, medens Kirsten gik rundt oppe på slottet og kiggede på himmelsenge.

Det specielle ved slottet er, at en stor del af det er bygget hen over floden i dens fulde bredde, og man kan endda sejle under slottet. Regelmæssigt kom lange både sejlende med turister fra den nærmeste by langs Chèr floden.

Der var besøgende turister overalt. Busserne ankom hele tiden med nye flokke af turister, og det var efterhånden vanskeligt at finde parkeringsplads til almindelige personbiler.…..de må tjene en formue på det slot, for det var selvfølgelig ikke gratis at komme ind.


Videre langs Chèr og derefter langs Loire floden var der virkelig flot. Vi fulgte floden et godt stykke vej til Saumur. Overalt er den meget bred, men på denne årstid er der ikke så meget vand i floden, og mange sandbanker dukker frem.


28.08.2015, kl. 18:40, Chateau Beaulieu, Saumur

Fra det ene slot til det andet. Vi kom fra det store slot i Chenonceaux til ”vores eget” for den næste overnatning. Dette slot, Chateau Beaulieu, er dog knapt så stort som Chenonceaux, og bliver anvendt som ”Table d’Hôtes”(bed & breakfast).

På det første slot var vi sammen med tusinde andre mennesker, men her i udkanten af Saumur ser der ud til at være højst et par englændere og et par irlændere. Madame her på stedet er irer og hedder Mary Coat-Maguire.

Vi fik en velkomstdrink i den højloftede pejse-stue, og sad sammen med et ungt par, han var fra Irland og hun fra London. De var lige kommet fra Ile de Ré, hvor de havde ferieret i en uge, så det gav lidt stof til samtale. De havde for det meste haft dårligt vejr på øen, og på et tidspunkt var teltet ved at blæse væk for dem. ”Rainy and windy”, som de sagde… det lyder ikke godt for vores kommende uge, men ifølge vejrprognoserne skulle det nu blive godt nok.

Mary fortæller og fortæller, og pludselig siger hun ”All the redhaired Irishmen they come from the danish vikings !” …. ”Oh… yes ” sagde vi samstemmende og nikkede som om at det selvfølgelig var ganske almindelig dansk viden fra historiebøgerne.

Der kan man bare se, hvor berømte vi danskere er i det store udland.


Mary og hendes mand, Conor, kom hertil første gang på en ferie i 1999. De må åbenbart have syntes om stedet, for de tog hertil igen i 2003, og boede her så i 2 nætter, hvorefter de købte slottet. Ja, så enkelt udlagde Mary beretningen for os.

Men de har stadig hus hjemme i Irland, hvor de bor om vinteren.

Slottet er fra 1727, og det bærer efterhånden præg at et tiltagende behov for renovering, især indvendigt.

Man kommer ind i en hall med en buet trappe op til de øvrige etager. Scenen er som skåret ud af en gammel film. Alle opholdsrum er højloftede, og der er store gamle pejse i de fleste rum. Jeg synes også, at Mary talte om et spøgelse her på stedet, men vi får se.


29.08.2015, Chateau Beaulieu, Saumur

Natten i det lyserøde værelse på 1. sal forløb uden spøgelser, selvom det egentlig var oplagt at her i sådan et værelse måtte der være spøgelser om natten. Men jeg så nu kun Kirsten gå ud på badeværelset midt på natten, og det var ikke specielt uhyggeligt, selvom hun så lidt søvndrukken ud.

I aftes var vi inde at spise på en restaurant, som Mary havde anbefalet. Den hed ”Le Pot au Lapin”(det betyder kaningryden), og bagefter gik vi en tur i Saumur bymidte.

Vi gik de 2 km. ind til byen ad en sti langs Loire floden i det dejlige vejr, og hjemad valgte vi landevejen, hvor der på det tidspunkt stadig var lunt, og trafikken ophørt.


Vi var de første ved morgenbordet, hvor der var dækket op med i alt 20 kuverter rundt om det lange bord. Det undrede os noget, men da vi havde fået serveret kaffen, begyndte det at myldre ind med andre gæster, og pludselig var hver en plads optaget ved bordet.

Irere, englændere, spanioler, franskmænd. Alle flinke og rare. Jo, det viste sig, at der var langt flere gæster, end vi først havde troet.

Det engelske par lige over for os var fra Sheffield og havde 2 teenage-døtre med.

I forhold til franskmænd, så ved englændere altid hvad Danmark er for noget, og hvor det ligger på landkortet.

En af pigerne fortalte at hun gerne ville besøge Danmark eller Sverige, og jeg foreslog hende også Norge som et kønt land.

De havde været oppe i Eiffel-tårnet i forgårs, i samme regnvejr som vi også oplevede, da vi ”sejlede” igennem den sydlige del af byen.

Når man bor i Sheffield, har man 2 timers kørsel ud til vestkysten og også 2 timers kørsel ud til østkysten. De foretrækker helst østkysten, hvis de skal til havet.

Så snart vi havde fortalt at vi kom fra DK, så begyndte konen at fortælle om sin far, som havde kørt hele Europa tynd i sin gamle sportsvogn, og som også havde været på besøg i Danmark. Jeg kunne tydeligt se ham for mig med six-pence, blafrende skotskternet halstørklæde, læderhandsker og med piben i munden siddende bag rattet i den forkerte side af vognen.


Mary og Conor går hele tiden rundt ved bordet og spørger ”Ca va ?” eller ”Everything OK ?”, og så giver de sig tid til at snakke med de enkelte familier. Ligeledes spørger den tynde franske servitrice regelmæssigt ”Ca va ?”.

Vi må videre og siger ”bye-bye”, medens vi udveksler de sidste sætninger med det unge par, som også var på ”Le Pot au Lapin” i aftes, og som vi igen var faldet i snak med ved morgenbordet.

Iflg. Mary’s sidste melding, skulle der blive 35 graders varme her i Saumur i dag, så lad os endelig komme væk.

Da vi checker ud og betaler for opholdet, siger hun ”You have only stayed for one night, so you can’t buy this castle !”. Tjae….hun var faktisk fuld af lune den gode Mary.




Tour de Ré(Rétur)


29.08.2015, kl. 19:32, Camping Airotel la Plage, Ile de Ré

Endelig er vi på plads for de kommende 8 dage, eller efterhånden kun 7 dage.

Vi er på nordspidsen af Ile de Ré, ca. ½ kilometer fra fyrtårnet ”Le Phare de Baleines”. Der er vel stadig 25 grader tilbage af de 31, som vi havde undervejs herover. Vi sidder ude på terrassen og surfer og skriver lidt, før vi skal kokkerere noget aftensmad.

Vores mobilhome er af typen Flores og hedder ”Souchet”, hvilket er betegnelsen for en vildand.

Der var en forfærdelig trængsel af biler ved broen herover. Broen ligger lige i den nordlige udkant af La Rochelle.

Der var 10 baner ind i betalingssystemet, og selvfølgelig også 10 baner ud, men da der kun er én vejbane i hver retning på broen, skulle de 10 baner fusioneres til 1 på en strækning af ca. 100 meter efter at vi var kommet ud på den anden side af betalings-slusen. Det var selvfølgelig ikke let, og da slet ikke i 31 graders varme.

Kl. 22:40

Øv, lige inden aftensmaden opdagede jeg at jeg havde fået en forkert strømforsyning med til min pc, Acer Aspire, så jeg nu ikke kan opdatere MUNK1.DK. .!



30.08.2015, Airotel la Plage, Ile de Ré


TEKNISK UHELD, VI BEKLAGER


På grund af sløseri i den normale arbejdsgang, som ellers går under sloganet "Rettidig omhu", tvinges vi nu til en pause i udsendelsen af nyheder på MUNK1.DK.

Den ansvarlige IT-medarbejder har desværre medbragt en forkert strømforsyning til det store udland, hvilket har den betydning at PC'en nu kører på batteriets sidste sparsomme ressourcer, og om en halv times tid går den i sort.

Så derfor er de normale udsendelser af dagbogssider og fotos foreløbig suspenderet.


Den IT-ansvarlige har så til opgave, her i Frankrig, at fremskaffe en brugbar strømforsyning til en ACER ASPIRE V3-571, hvilket her på øen, Ile de Ré, er en umulighed. Og da vi først er tilbage på fastlandet om en uges tid, om alt går vel, har det lidt lange udsigter med hensyn til opdatering af hjemmesiden.

Desværre, men sådan ligger landet.

Foreløbig ligger der ca. 10 håndskrevne dagbogssider og venter på at blive digitaliseret, og forhåbentlig lykkes det senere.

Men indtil videre vil vi udforske øen her på et par cykler. Og dog, først vil vi nok tilbringe de næste par dage i lutter slappe-af-mode, idet de sidste 5 dages rejse herned har tæret noget på de fysiske ressourcer. 1850 km i bil og 4 overnatninger, hvoraf de sidste 2 har været i regi af "Table d'Hôtes". Denne form for logi kræver ens fulde opmærksomhed, når der skal passiares med værtsparret. Og vel at mærke ikke på det danske sprog. Omvendt giver det masser af oplevelser.

Mere om det senere, og indtil da ønskes alle læserne en god september, som jo står lige for.


Kl. 20:48

Hjemme igen efter en gåtur til Les Portes en Ré, som ligger ca. 5 km herfra. Vi spadserede ad cykelstien og med et par svinkeærinder blev det til en tur på over 12 km. Inde i centrum af byen satte vi os og nød et par drikkevarer på en café. Der har igen været 30 grader ind imellem i dag, men med både skyer og sol.



31.08.2015, Airotel la Plage

Det har regnet og stormet i nat, men her til morgen er det stille og roligt og solen titter frem bag tynde skyer. Vi er først stået op kl. 10:00, så dagen er lige fra starten i ulave m.h.t. spise-tidspunkter.

I aftes blev det til aftensmad efter kl. 22:00. Men det er et B-menneskes lod at leve på den måde(eller mon ikke vi nærmere hører hjemme i C-kategorien ?).

Nå, den resterende dagsplan er stadig at leje et par cykler for så at begynde udforskningen af den nordlige del af øen.

Der sidder 9 svaler oppe på luft-ledningen og kvidrer lystigt, alt imedens de foretager morgen-toilette, hvilket mest går ud på at pudse undersiden af vingerne.

Den franske genbo-kone har lige slukket for sin hårtørrer, og om lidt kommer hun nok ud på terrassen, forhåbentlig kønnere end da hun gik ind.

Den lille køter, som tilhører vores franske naboer, ja, vi kalder dem allerede ”de gamle”, på soveværelses-siden, har nu stået og gøet inde i vognen siden vi stod op. Den er tydeligvis alene hjemme. Det er et par gamle pensionister, som muligvis er ejere af den mobil-home, som de bor i.

Sådan ser det i hvert fald ud at dømme efter antallet af potteplanter og altankasser udenfor vognen.

Konen har en meget dyb og hæs stemme, som tyder på for mange smøger, for meget rødvin og for meget kaffe. Somme tider får de besøg af en anden gammel dame ovre fra den anden ende af campingpladsen, og hun har akkurat samme slags stemme. Jeg tror de må være søstre. Og så går snakken lige uden for vores soveværelses-vindue.

Ud for vores køkkenvindue står nabovognen ca. ½ meter fra vores. Når vi står ved køkkenvasken og kigger ud af vinduet, ser man lige ned i deres soveværelse. De har for det meste også rullet gardinet for. Det er et ældre par ligesom os.

Til højre for terrassen, hvor jeg sidder og skriver, står nabovognen ca. 1 meter fra vores. Kendetegnet på den nabofamilie, som også er fransk, er regelmæssige barneskrål af kortere eller længere varighed. K mener bestemt ikke, at de har forstand på småfolk.

Det minder mig om den anden aften inde på ”Le Pot au Lapin” i Saumur, hvor vi spiste til aften. Her satte sig, ved nabobordet, en familie bestående af et ungt par samt tydeligvis pigens forældre. Pigen og moderen på den ene side af bordet og den unge mand og svigerfaderen på den anden side. De havde medbragt en nyfødt baby. Kirsten vurderede alderen til ca. 14 dage, og denne lille grønært lå i faderens arme for at konsumere indholdet af en sutteflaske.

Men det foregik slet ikke efter forskrifterne. Ingen øjenkontakt mellem fader og barn. Faderen havde for travlt med at deltage i snakken omkring bordet, og havde helt glemt at han samtidig sad og gav barnet sutteflaske. Så begyndte barnet at stritte med de små fingre op i luften, hvilket iflg. K betød at barnet ikke var mere sulten. Men det var der ingen, udover K, der tog notits af. Og da slet ikke moderen, som sad lige overfor fader og barn på den anden side af bordet. Hun var mere interesseret i sit vinglas, og her var der sandelig øjenkontakt, altså med glasset.


Jeg har hilst på de fleste af naboerne og genboerne, hvoraf et enkelt hold er tyskere. Der var nogle problemer med parkeringen på den alt for lille plads, så jeg ville lige spørge ham, om det var i orden. ”Geht’s mit dem Auto ?”, hvortil han svarede: ”Alles in Ordnung !”. Og længere blev den snak næsten ikke. Der findes tyskere, som er af ganske få ord.


Nu holder hunden en pause med sin gøen, og der er også pause i barneskrålene inde ved siden af. Ja, så er der faktisk ganske idyllisk på denne plads. Dog så sidder jeg og er helt gennemblødt af sved.

Nattens regn og blæst har ikke ændret en tøddel på de 30 grader, som der stadig er her kl. 11 formiddag.

Vi må hen at leje cykler, så vi kan komme ud at se på øen og få frisk luft ude på cykelstierne.

Kl. 12:00

Har nu lejet 2 gode cykler, 1 almindelig god damecykel med kurv bagpå, og 1 med gedebukkestyr og kurv forpå.

Kl. 13:00

Har lige afprøvet min cykel ud til fyrtårnet Phare des Baleines, som ligger ca. 1 kilometer herfra. Der var fyldt med turister og souvenirboder og tøjbutikker og 10 restauranter med moules/frites og meget andet cirkus.

Der var blevet lavvande(Mèr bas), og havbunden lå næsten totalt blottet helt ud til det andet fyrtårn, som står langt ude til havs. Der gik en del mennesker og rodede i sand og tang, næsten helt ud til kanten af havet. Jeg kunne kun se dem længst ude ved hjælp af min zoom-linse på kameraet.

Kl. 19:30

På vores første cykeltur fandt vi en god strand ude på den nordligste spids af øen på bagsiden af Les Portes en Ré, Pointe de Lizay. Her indlogerede vi os i en ”1-værelses lejlighed”, som var bygget op af flade sten direkte på stranden. Godt nok var ydermurene kun ca. 30 cm. høje, men de dannede alligevel god læ for vinden. Der var masser af den slags ”huse” hele vejen hen langs stranden.

K fik hurtigt bygget et ”køleskab” til, således at vores vandflaske kunne stå i skygge.

I dette hus kunne vi ligge nogenlunde ugenert for vinden, og vi havde naboer til begge sider. Til den ene side boede de i et hus ligesom vores, og til den anden side boede et par i et højere hus, vel næsten 1 meter høje mure.

Der var ca 150 meter ned til vandkanten, da vi kom, og kun ca. 50 meter da vi forlod stranden et par timer senere. Vi havde glemt vores bøger, og kunne så bare ligge og ”kede os i hinandens selskab”, hvilket foregik i ivrige diskussioner om fransk kultur contra dansk kultur …. et emne, som vi aldrig bliver færdige med. Parret ved siden af havde medbragt en transistor og skulle åbenbart følge med i en radioudsendelse, hvilket vi så også, på grund af lydstyrken, var tvunget til. Ligeledes var vi også tvunget til at dele deres smøger med dem, eller i hvert fald røgen fra smøgerne.

Da vi havde overstået diskussionerne, droppede vi det videre strandliv og cyklede videre rundt om Portes en Ré, og endte efter en kort tur inde i centrum af byen.

Her ville vi gøre indkøb hos en slagter, men han lukkede aldrig op for butikken, til trods for at vores forespørgsler i forskellige nabo-butikker angav at han burde have åben. Der var nu delte meninger, bl.a. sagde kiosk-damen, at han burde åbne kl. 17:30, hvorimod købmanden sagde 18:00, men da vi forlod byen kl. 18:30, havde han stadig ikke åbnet.

I stedet for købte vi 5 habaneros hos købmanden. Hans butik må være verdens mindste købmandsbutik, for der kunne kun gå én person ad gangen igennem de smalle passager i butikken. Og man skulle passe på ikke at rage noget ned fra de fyldte hylder. Vi gik nu kun lige indenfor døren, hvor også kasseapparatet stod, for Kirsten havde en rygsæk på, og med den kunne hun i hvert fald ikke vende sig, hvis hun gik videre ind i den smalle gang.

Købmanden grinte af os, da han udleverede de 5 habaneros, ”Très fortes !!”. Vi fik en snak med ham om disse chilier, som hernede hedder piments fortes. Han kunne ikke forstå, at vi kunne lide dem. Hvorfor han så havde en kel kasse fyldt, forstod vi til gengæld ikke, men der kommer måske flere skøre danskere forbi hans butik end os.

Hjemme igen stod den på Chèvre chaud + salat(incl. stærk chili) + alskens andre ting og dertil Côtes du Rhone, Rasteau 2012, nam-nam.


Vi tilbagelagde næsten 16 kilometer på de nylejede cykler. K’s en alm. dame-model og min med et bredt styr som på en Harley-Davidson og med meget brede dæk, som på en mountain-bike. Jeg skal bare lige have et rygmærke på og måske også en læderjakke, så skal I se folk få respekt, når jeg kommer susende…. men jeg cyklede kun med bar overkrop, så folk nøjedes med at grine !



01.09.2015, Airotel la Plage

“Vuffeli-vov”

”Viens !, Viens-la !, Viens-ici !, Arrêtes !, Dépêche-toi !, Aller !, Va t’en !, Bientôt !”.

Ja, den gamle nabokone bruger mange små korte sætninger, når hun højlydt skælder ud på den lille puddel inde ved siden af, og jeg får lært bøjningen af flere verber i imperativ ental.

Så snart den hører den mindste nye lyd i området, gøer den, og for lidt siden kom vores 2 franske genboer cyklende hen til deres vogn på 2 nylejede cykler. Det var nok til at forstyrre den, til trods for at de har boet her i adskillige dage.

Når hun så har remset hele ordforrådet op indtil flere gange, og derefter til sidst klappet hunden, tier den, og der falder ro over lejren igen…… en kort tid, og så starter det hele forfra.


”Tout seul à la maison ?"

Det giver en ekstra kolorit på naboskabet, det med hunden, men det er dog ikke så sjovt, især ikke for hunden, når den gamle kone forlader vognen for at gå på besøg hos søsteren, som bor ovre i den anden ende af lejren. Så lader hun minsandten det lille kræ være alene hjemme, og det synes den bare ikke om. Så snart hun er uden for hørlig rækkevidde, begynder den at gø, og det bliver den ved med, lige indtil den falder i søvn af udmattelse. Så sover den 10-15 minutter, inden den så starter forfra med sit vov-vov, ja sådan hedder det også på fransk. Den er virkelig ked af det, og hvorfor hun ikke tager hunden med, er underligt, men måske søsteren ikke synes om at få hundebesøg ovre hos sig.

Så når jeg da sidder på morgen-terrassen og forsøger at læse avisen ”Sud-Ouest”, må jeg koncentrere mig ihærdigt i de 10-15 minutter, hvor der er ro.


Det har blæst igen i nat, og ligeledes har det regnet. Men her i formiddag er der fuld sol, og heldigvis er luften nu blevet renset og er helt frisk igen. Der er nok 25 grader på terrassen nu.


Vi var(især jeg) noget trætte efter en cykeltur på lidt over 35 kilometer med byen Loix som mål.

Det var en utrolig dejlig dag med fuld sol og 25 graders varme. Jeg måtte tage min T-shirt på ret hurtigt for at undgå den varme sol.

Og det gik bare over stok og sten i starten med vinden nordfra lige i ryggen, så da vi stod i Loix ved havnen, var benene stadig i god orden, men da rè-turen begyndte, kunne jeg godt mærke, at det havde tæret noget på mine resterende ressourcer af kræfter.

Jeg fik fotograferet en del hejrer(Herons) ude i de mange ”Marais”, selvom mange af dem er meget sky, og flyver bort så snart man står af cyklen. De er særdeles svære at få i fokus uden en god zoom-linse.


03.09.2015, Airotel la Plage

Det lykkedes at få gang i gas-grillen i aftes, men ikke uden hjælp fra den flinke ”TEAM”- medarbejder. Jeg måtte sande overfor ham ”Je suis un fou !”, idet jeg ikke vidste, hvor man skulle tænde for gassen, eller hvor man skulle placere fiskene. Ja, i starten kunne jeg næsten heller ikke åbne for gassen, og jeg troede faktisk ikke, at der var mere gas på beholderen.

Men det endte med at såvel sardinerne som makrellerne blev grillet helt tilpas.


04.09.2015, Airotel la Plage

Cykeltur på 20 km., noch einmal !

Endelig fandt vi stranden med det sjove navn ”La Trousse Chemise”. Vi cyklede igennem kilometer-lange forstæder af lutter hvide et-plans huse med grønne skodder. Les Portes fylder mere i omkreds, end man lige tror. Og det skyldes selvfølgelig at man kun må bygge i eet plan. Ingen højhuse, ingen 2-plans villaer, ingen hoteller…. dog så vi et enkelt, men kun i eet plan.


Først på dagen tog vi ind til byen St. Clement des Baleines for at besøge Christophe Penot, ”Multiservices-informatique”. Jeg havde emailet med ham i går, og han havde svaret tilbage at han muligvis havde en adapter til pc-en.

Han var en ung fyr, måske 30 år, men ikke af så mange ord. Han fandt fluks en Logitech universal-oplader, som indeholdt 17 forskellige tilslutnings-muligheder, og efter at have afprøvet 5 – 6 stykker af dem, fandt han den rette. De 16 øvrige, som hører til pakken, får jeg sandsynligvis aldrig brug for. Formedelst 50 euro. Så nu kan jeg skrive digitalt på livet løs, og opdatere regneark og hjemmesider, og indlæse fotos osv.


05.09.2015, Airotel la Plage

Det er skønt at cykle igennem skoven Le Foret de Lizay. Det dufter af fyrretræ overalt og der er fyldt med skønne pletter inde i skoven ved siden af den brede beton-cykelsti. Nogle af fyrretræerne er ”angrebet” af en snylteplante, som kravler op ad stammen og danner en pyramideform af grønne blade, efterhånden som den får sig kravlet længere op. Det er nok en slags vedbend.

Således tilbagelægges ca. 3-4 km. inden vi når til La Rivière, som er en ganske lille forstad til Les Portes en Ré.

Herfra går det så op mod kystlinien ved Pointe Lizay, hvor man kan forlade cykelstien, hvis man vil til stranden eller fortsætte ind til Portes en Ré.


Nu står den gamle nabokone minsandten ovre i vognen og skælder ud på den stakkels hund igen. Hun anvender de sædvanlige og efterhånden ret kendte korte sætninger, og hendes stemme er den sædvanlige hæse.

Det underlige denne gang er bare, at hunden ikke siger noget som helst. Ikke engang et lille bjæf. Ja, vi har næsten ikke hørt noget til den i dag.

Hun øver sig måske bare i opdragelse af den lille hund, og det skal alle de omkringboende naboer selvfølgelig vide.

Aftensmad: Poulet cuisses grillées.


06.09.2015, Airotel la Plage

Igen en ”slapper” med en fredelig formiddag i lejren og en eftermiddagstur til Pointe de Lizay. Og dog, efter Lizay tog vi ind omkring Portes en Ré, hvor K siden sidste søndag har kredset omkring en butik med flotte bluser, og nu ville hun absolut slå til.

Jeg stod udenfor butikken og holdt øje med cyklerne, alt imedens hun prøvede inde i butikken. Jeg overværede i pausen et lille intermezzo med ”Le boucher”, slagteren, ovre på den anden side af gaden, hvor han stod og passiarede med et ægtepar, som tydeligvis var på turist-visit(manden stod med et kamera med langt zoom-objektiv hængende om halsen og helt ned på maven).

Jeg kunne tydeligt høre, at de spurgte ham om vej, og den flinke slagter begyndte nu at pege mod både øst og vest, alt imedens han talte og talte. For mig lød det som om han viste dem vej til både det ene og det andet sted. Han talte mange gange om veje til højre og venstre og rundkørsler og ligeud ad landevejen og op og ned ad stræder og andre veje. Gad vide hvor han viste dem hen…. Men det endte da med, efter ca. 10 minutter, at ægteparret sagde pænt farvel til slagteren, og de havde formentlig nu overblik over ruten.

Kirsten var i mellemtiden kommet ud af tøjforretningen medbringende en lille brun papirspose i den ene hånd. Men hun var ikke nået helt hen til cyklerne, da ekspedienten kom ilende i hælene af hende, alt imedens han hastigt kiggede på den hvide bluse, som hun bar i den anden hånd Efterhånden var han nået helt op på siden af hende, og skyndsomst halede han fat i blusen for at kigge på et eller andet kendetegn, hvorefter han blev helt rød i hovedet samtidig med at han fremstammede ”Pardon…. Excusez moi… !”

Kirsten svarede ham ”It doesn’t matter !”

Endnu rødere i hovedet svarede den unge ekspedient ”C’est fin du jour, et je suis fatigué !”.

Kirsten sagde så til slut :”It doesn’t matter, I understand you…..”.

Ekspedienten havde tydeligvis mistænkt Kirsten for at have taget nok en bluse med ud af butikken ud over den, som hun nok så pænt havde betalt 50 euro for.

Jeg kan godt forstå at den stakkels butiksbestyrer blev rød i hovedet… det fjols, han skulle have holdt bedre øje i butikken, hvad Kirsten havde på, da hun kom ind i butikken, og hvad hun havde på da hun gik ind i prøverummet, og hvor meget hun havde med derinde, og hvad hun havde med ud.

Nå, pyt, det er heller ikke let at være butiksbestyrer i Frankrig, og hans opførsel kunne tyde på at han nok tit er ude for den slags ugerninger, som han i dette tilfælde havde Kirsten uretmæssigt mistænkt for.

Tja, på ca. et kvarter, havde jeg overværet 2 små hændelser, som ved nærmere eftertanke kan blive til et par små historier fra den franske hverdag i en lille turistby.


Vi valgte en større omvej hjem, og den gik ud over en stor del af Marais-området her på nordøen, og vi så adskillige Herons(hejrer) og andre sjove fugle, og i mange Marais’er var de begyndt på høsten, hvilket tydeligt fremgik af de høje hvide bunker af flot havsalt.


07.09.2015, Airotel la Plage

Og så er det Valdemars allerførste fødselsdag i dag, tillykke !

Vi har lige her til middag indsunget fødselsdagssangen tostemmigt på Lea’s telefonsvarer.

Dagens plan, cykeltur til St. Martin en Ré, en tur på over 20 km. hver vej ?


Sidste nyt: vi er igen online og har fået strøm på pc’en !

Ja, først i dag er jeg blevet færdig med stoffet til udgivelse på hjemmesiden.


08.09.2015, Airotel la Plage

Valdemar 1 år + 1 dag i dag ! Tillykke ! Ja, som tiden dog går.

Igen en cykeltur på 14 kilometer. Denne gang til fiskehandler, slagter og købmand i Portes en Ré, og derefter hjem over Les Marais, hvor jeg fik optaget en del video-sekvenser med K på cyklen i fuldt fart igennem terrænet. Ligeledes tog jeg også nogle scener igennem Fôret Domaniale de Lizay.

Efterhånden har vi vel snart cyklet en hel Tour de Ré, men jeg skal lige have sammentalt alle turene på Endomondo, inden jeg har det endelige tal. Mine ben siger omkring 200 kilometer, men sandheden er nok et tal noget mindre.

OK, tallet er præcis 142 kilometer, men der mangler et par småture, så tallet er nok reelt = 150 kilometer på 9 dage, hvilket er et dags-gennemsnit på ca. 17 km.

K taler igen om en prolongering af opholdet her, denne gang dog kun for en enkelt dag, således at vi tager af sted på fredag den 11. september.

Kl. 19:23

Vi har prolongeret til på fredag og har dermed stadig 2 hele dage tilbage her.

Vi er næsten lige kommet hjem fra en tur på cykel hen til fyrtårnet, som vi entrede helt op til toppen ad de 257 trin. Heroppefra var der en formidabel udsigt i det meget klare vejr. Jeg mener at kunne se broen nede mod sydøst, og i samme retning var byen La Rochelle ovre på fastlandet ganske tydelig.


Sardinerne, 18 i alt, har jeg lige renset og gjort klar til grillen, og K lægger sidste hånd på klargøringen.

Siden hun har opdaget gas-grillens lyksaligheder, har hun ikke været til at rykke væk fra det hjørne på terrassen, hvor den står, og jeg er nu blevet forvist til andre gøremål inde i køkkenet.

Alt skal grilles, selv et stykke brød om morgenen eller en sandwich til frokost.

Så den har selvfølgelig stået på grillmad hver aften, siden vi fandt ud af at tænde den.

Som sagt sardiner, men også andre fisk har vi prøvet, og brochettes(grillspyd), skinke i flere varianter, kartofler, tomater, courgetter, peberfrugter, chili, ja, alt bliver grillet.

Den er også smart indrettet. På øverste etage er der 2 kogeplader, og man kan placere såvel en gryde som en pande. Så kan man koge kartofler eller stege på panden samtidig med at man på etagen nedenunder har selve grill-risten. Og allernederst, i bunden, er en slags varmeskab/-hylde, hvor man kan sætte tingene fra, når de er færdige, men stadig i varmen fra grillen.

K er rent ud sagt fyr og flamme for at vi må have sådan en tingest, når vi kommer hjem til DK igen.

Jeg siger bare: ”Det er ren gas !”.


Nu sidder hun minsandten og spiser kage igen. Denne er godt nok ikke grillet. At hun kan. Vi har lige spist frokost, salat, tun-sandwich og ost til dessert. Og alligevel kan hun konsumere en kage. Det er nok den fra la boulangerie i Ars-en-Ré i går, hvor hun var inde at handle flere gange, medens jeg sad og solede mig på en bænk overfor kirken, ligesom mange andre pensionister.


09.09.2015, Airotel la Plage

Den gamle franske nabokone går og nynner inde ved siden af. Det er en kendt Charles Aznavour melodi.

Den anden dag stødte vi på et ungt par, som gik og sang for sig selv på gaden, noget lavmælt, men jeg kunne alligevel godt høre at det drejede sig om ”Et pourtant…”, igen Aznavour.

Og senere i samme by, stødte vi på en hel flok af mennesker, som alle gik og sang på vej hjem fra stranden. Det er igen en afspejling af god fransk kultur.

Og stadig bliver vi hilst på gaden med et ”Bonjour” eller ”Bonsoir”. Og det lyder fra såvel børn, unge og ældre, som man møder på sin vej, alle er de høflige.


Vi sidder i 25 grader og koger på terrassen. Dog sørger en nordøstlig dejlig vind for at vi ikke koger over. Her om eftermiddagen plejer vinden at falde en del, så vi må hellere se at komme videre med dagsplanen. Jeg har fået indlæst de 23 video-sekvenser fra cykelturen i går, og nu skal de bare redigeres, når vi engang kommer hjem. Bagefter har jeg opladet kameraet på ny, så vi er faktisk klar til en ny ekspedition.


Igen på stranden, men kun for en times tid, og stadig i godt vejr. Vinden er lun og varm og der er igen 25 grader i dag. Vi har i det hele taget været heldige med vejret her på øen. Lige siden ankomsten den 29. august har solen skinnet, dog ikke om natten, men så har fyrtårnet, Phare de Baleines, til gengæld strålet ud over det natlige landskab.

I dag optog jeg igen en cykel-sekvens med K i centrum som cyklist igennem en del af landskabet på nord-øen. Først igennem Fôrèt de Lizay og derefter igennem det mere spændende landskab ude i marais-området, hvor der indvindes salt fra de mange bassiner.

Hun havde i anledning af denne video-optagelse iført sig sin fine kjole og den nyindkøbte hvid skjorte-bluse til ære for fotografen. Men optagelserne blev også gode, og hun har gennemgået denne casting til ug.

Boeuf haché og Habaneros !! uuhhh, det er stærke sager, men vi overlevede.


10.09.2015, Airotel la Plage

Sidste dag, og nu skal der pakkes. Det bliver i 25 graders varme, som der er lovet i dag.

kl. 18:00

Cyklerne er afleveret efter den allersidste cykeltur på 14 kilometer i eftermiddags. Sydpå via St. Clement, og derefter østpå og nordpå i Marais-området, indkøb i Carrefour i Portes og derefter bagom byen og retur til lejren via skovstien.

Vi har haft cyklerne i 10 dage og har cyklet i alt 170 kilometer, hvilket betyder 17 kilometer pr. dag i gennemsnit. Og det kan mærkes i såvel lår som i ben.


Nu har vi i 12 dage troet at de gamle inde ved siden af var et ægtepar. Dog har vi ikke hørt så meget til manden, men alligevel en gang imellem har hans stemme været tydelig at høre.

Først nu har vi fundet ud af, at ”manden” er konens søster, som vi har hilst på så mange gange, når hun regelmæssigt har gået forbi vores vogn. Hun har bare så dyb en stemme, at det lyder som en mand, og de 2 søstre kan åbenbart tale så meget, så man sommetider tror, at der er 3 personer tilstede.

Vi har aldrig fået hilst på vores gamle nabo-kone, og det skyldes primært at hun ikke bevæger sig så meget udenfor sit område, og at hendes vogn er skjult bag nogle større buske.

Når hun et par gange har forladt vognen for at besøge søsteren ovre i den anden ende af lejren, er det ikke lykkedes for os at komme til at hilse på hende.


….efter gåturen ud til fyret sidst på aftenen, stødte vi på vores genboer på vej hjem igennem lejren, og vi fulgtes med dem det sidste stykke hen til vognen.

Her stod vi så udenfor og snakkede, og lige pludselig var det blevet helt mørkt men også for sent til at invitere dem indenfor.

”De er fra Ribeauville, og er her på pladsen for 2. gang, men til næste år vil de bo i Couarde, da der er bedre forhold til at fiske. Manden er ivrig lystfisker.

Han er 58 og hun er 47, og arbejder i Colmar. De går på pension som 62-årige.

De har også ofte været ved Middelhavet på ferie, men aldrig i juli eller august, hvor der er alt for mange mennesker. Og det gælder også øen her i disse 2 måneder.

Det er stadig utroligt anstrengende at snakke fransk hele tiden. De små, efterhånden meget grå hjerneceller, bliver trætte af den megen koncentration.


 

Ré-kapitulation


1) Salt

Her på Ile de Ré er de i gang med salthøsten. Den foregår på den nordlige del af øen, hvor landskabet er meget fladt. På vestsiden ud mod Atlanterhavet er der bygget høje diger ud, men på østsiden over mod fastlandet er der ingen diger. Herfra ledes der havvand, via kanaler, ind i utallige bassiner af forskellige størrelse. Disse bassiner ligger spredt over hele den nordlige del af øen.

Når der skal høstes, bliver bassinet opdelt i små damme, adskilt af ler-volde. I disse små damme vil solen efterhånden i løbet af sommeren få saltet til at krystallisere og lægge sig på bunden. Og lige præcis i september har man travlt med at høste saltet. Dette foregår med håndkraft ved at trække en slags rive hen over bunden for derved at få saltet revet ind til kanten. På kanten kan man så efterhånden se en bunke salt blive større og større for hver dag, indtil den bringes videre hen i en endnu større bunke, som er dækket til med en presenning.

Vi købte salt ”ved stalddøren” for 1 euro. Og vi fik 1 kilo salt helt rå og uraffineret . ½ kilo ”gros sel” og ½ kilo ”Fleur de sel”, hvor førstnævnte er af en grov, storkornet kvalitet og grå i farven. Fleur de sel er til gengæld helt hvidt og mindre grovkornet. Det er den første del af høsten, der giver den hvide fine kvalitet.

Saltet fra Ile de Ré sælges i hele verden, og ca. 60 producenter producerer omkring 3000 tons salt om året.


2) Cykelture

Vi har cyklet 170 kilometer på 10 dage i alt, når vi sammentæller de ture, som vi har registreret på Endomondo. Fordelt på en del småture men også nogle længere ture. Den længste tur var på 35 kilometer og den korteste et par kilometer.

Ja, cyklerne har stået for tur, og bilen har kun været på en eneste tur i løbet af de 13 dage, som opholdet har varet.

Og det er let at cykle på øen. Cykelstierne er i en virkelig god stand, og der er tydelige afmærkninger til alle destinationer. Men det er populært at cykle her, så man er ikke alene på cykelstierne nogen steder. Ligesom derhjemme kommer der af og til nogle susende i fuld fart, og andre gange kommer de modkørende cyklende 2 ved siden af hinanden.

Kommer man uden for cykelstierne og befinder sig på en landevej, behøver man ikke være nervøs for biltrafikken, så længe man overholder reglerne. Der er en utrolig respekt for cyklisterne, og bilerne holder rask væk tilbage for cyklisterne.


3) Tidevand

Her på nordøen skiftes der mellem højvande og lavvande 2 gange i døgnet.

Ifølge en tidevandstabel kan man læse forskellene på høj-/lav-vande, og disse forskelle er meget afhængigt af, hvor man befinder sig. Tidspunkterne skifter hver dag, selv på det samme sted, således at man ikke kan regne med noget system i tingene, men hele tiden må ty til den officielle tabel, hvis man vil opleve fænomenet.

Når lavvandet indtræder kan man se ganske almindelige mennesker gå og samle muslinger, østers og snegle fra den blottede havbund, og det foregår sommetider så langt ude på det tørlagte hav, at de er svære at få øje på med det blotte øje.

Andre steder kan man se professionelle østers-opdrættere røgte ”garn”. Der anvendes en traktor til at bringe redskaber og materiel ud og ind.


4) Flora og fauna på Ile de Ré

At klimaet her på øen er meget mildt, afspejles i de mange vækster, som vi normalt kun møder ved Middelhavet. Det er primært palmer og agaver, som bevidner det milde klima. Men også cikader kan man høre i de lune aftener.

I de mange vand-bassiner med havvand på øen er der et større dyre- og fugle-liv. Og småfisk er der også i bassiner og kanaler. Overalt ser man bl.a. hejrer gå rundt og finde forskellige ting i vandet. Enten går eller løber de af sted i vandet, alt imedens de regelmæssigt hapser noget med det lange næb, eller også står de totalt stille, inden de pludselig lynhurtigt stikker det lange næb ned i vandet efter bytte.


5) Husene på Ile de Ré

”Les maisons blanches en Ile de Ré”.

I alle de byer, vi hidtil har besøgt, er særpræget at alle huse er hvide og i eet plan. Derudover er de alle gemt, ikke bag hække som derhjemme, men bag hvide mure i samme højde som en hæk.

Alle er med skodder i en grøn eller blå nuance, me ellers ligner husene ikke hinanden. De er bygget vidt forskellige.


Og nu ré-tur til fastlandet….


Medoc/Bordeaux


11.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Klokken er 17:55, og vi er ved at installere os i vores ”hjem” for de næste 7 dage. Det ligger i Soulac-sur-Mèr på sydsiden af Gironde floden. Camping pladsen vender ud mod havet, som her er Biscay-bugten.


Vi sejlede over udmundingen af Gironde floden fra nordsiden, hvor byen Royan ligger, til La Pointe de Grave på sydsiden, en sejltur på næsten ½ time og med 1½ times ventetid ved havnen i Royan.

Vi har kun kørt lidt over 130 kilometer fra vores campingplads på Ile de Ré og hertil. Havde vi valgt landevejen nedenom Bordeaux, havde vi haft en køretur på 300 kilometer. Men vi blev så til gengæld også 30 euro fattigere ved sejlturen.

Ovre i bilkøen på havnen i Royan, blev jeg pludselig antastet af en tysker, som ville spørge mig om jeg vidste hvor mange biler færgen kunne tage med. Han holdt i sin mobilhome et par biler bag os, og han var nervøs for om færgen ikke kunne tage så mange biler. Han vidste til gengæld at afgangen var kl. 15:45, men ærgrede sig over, at han ikke var ankommet noget før. Vi holdt i en lang række ned til betalingsslusen, som først ville blive åbnet ½ time inden afgang. Vi kunne ikke se nogen som helst færge nogen steder, og det ville da blive spændende at se, hvor mange der kunne være med. Næste færgeafgang var nemlig 17:30, så vi skulle helst kunne komme med 15:45.

Han og konen var fra Hamburg, og han fortalte om, hvor billigt de foreløbig havde ferieret undervejs igennem Tyskland og Frankrig hertil. De boede kun på pit-stops eller på rastepladser eller andre gratis overnatningssteder, så hidtil havde det ikke kostet dem 1 cent at overnatte.

Og de havde kun kørt ad landeveje i Frankrig, og havde dermed sparet afgifterne på motorvejsnettet.

Senere talte vi også med hans kone, og hun beklagede sig over, hvor få penge pensionisterne i Tyskland havde. Man kan ikke leve af en enkelt pension(als Rentner)… men når man er to, går det.

De havde turneret overalt i Europa, både øst og vest, og bagpå deres ældre udgave af en mobilhome var der klistret nationalitetsmærker fra såvel Sovjet som Kazakstan og Ukraine.

Lige nu skulle turen gå til Arcachon og derefter videre til Portugal, inden de skulle være hjemme igen i starten af oktober.

Hun talte om et godt sted i østtyskland, ”Görlitz”, og vi fandt ikke helt ud af, hvor det var, men det må vi undersøge senere.


12.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Dagen og aftenen er forløbet stille og roligt med et par cykelture, som vi har skiftedes til at foretage på den ene cykel, som vi foreløbig har lejet.

Aftensmad kl. 21:30, hvor vi konsumerede en pizza ”à emporter” nede fra ”les commerces”, og det var verdens ringeste pizza til 10,20 euro. At vi da kan lade os snyde sådan ?

Jeg glæder mig til at komme hjem til Leo’s pizza’er i Thisted(pizzeriaet hedder ”O Sole Mio”, og kan varmt anbefales), hvor vi kun betaler ca. 7 euro for den mange-dobbelt gode kvalitet. Men Leo er også indfødt italiener.


13.09.2015, Soulac-sur-Mèr

En uheldig dato, og ganske rigtigt, det har regnet hele dagen, dog med et enkelt ophold ved 18-tiden, hvor jeg så cyklede hen til købmanden efter et par nødvendige varer.

Ca. 5 minutters indkøb i butikken hvorefter jeg var og oppe på cyklen igen. Men ikke så snart var jeg kommet 100 meter hen ad vejen, da det startede med et veritabelt skybrud. Jeg besluttede at fortsætte cykelturen, totalt gennemblødt på et øjeblik, og det sidste stykke vej føltes som at være ude på en vandcykel, ja det var lige før, jeg skulle have svømmet det sidste stykke vej.

Men det skal så siges at det har været vores første regnvejrsdag på denne ferie, bortset fra dagen, da vi tog hjemmefra Løgten, og så lige en enkelt aften oppe ved Loire floden.


Jeg var oppe i receptionen i dag for at forhøre mig om det manglende wifi-net i huset, ”Non, il n’y-a pas wifi aux maisons !”, lød svaret, ”Mais aux commerces !”

Jo tak, sikken’ et kommers.

Vi er altså kommet så langt ud sydvestpå, at wi-fi-nettet er næsten ude af syne. Så med hensyn til opdatering af munk1.dk er vi nu igen bagud.

Denne egn af Frankrig er at sammenligne med det vilde vesten i gamle dage, fuldstændig uciviliseret.

Jeg har fået arrangeret alle fotos fra Ile de Ré i korrekt orden til brug for upload til munk1.dk, og jeg har også fået mere styr på den tilhørende tekst i dag, så nu skal vi bare ud for at finde et land med wi-fi.


Arraignées(edderkopper).

I nat hørte jeg pludselig K rende rundt i huset. ”Hvad laver du ?”. ”Jeg fanger edderkopper”

Jeg troede først, at hun gik i søvne, men nej, den var god nok. Hun gik rundt med et glas, og forsøgte flere gange at lægge det ned over edderkoppen, som ilede hen over gulvet. Derefter et postkort ind under glasset, og haps… så er edderkoppen fanget. Og bagefter skulle hun absolut låse hoveddøren op for at lukke det lille udyr ud i den fri natur igen. Den skulle ikke bare smides af lige udenfor døren, nej, hun gik helt ud over terrassen og ned i græsset i det totale mørke, inden hun tømte indholdet af glasset.

Hun er oppe på en fangst af 4 edderkopper nu. Godt at hun ikke lider af araknofobi, men hun mindes formodentlig dengang i Hyères for mange år siden, da hun havde fået et par meget store hævelser på den ene arm, og vi tænkte på at søge læge, da lejrchefen mente at der var tale om et bid af en edderkop. Vi kom nu aldrig til lægen, og der var formodentlig bare tale om en speciel ondartet mygge-plage på det sted.



14.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Igen regn til morgen, men det ser ud til at høre op inden middag.

Det har blæst hele natten, og fyrrekogler er faldet ned overalt og 20 centimeter lange fyrrenåle er drysset ned på terrassen. Vi agter os en smut til Montalivet-les-Bains for at kigge på den nærmeste by sydpå ved havet.

Vi har efterhånden besluttet at nøjes med 7 dage her, og så tage til Bordeaux eller Angoulème på fredag for en overnatning, hvor vi så også kan mødes med Jette og Graham. De skal efter planen deltage i et ”Old car race” i deres gamle Austin-Healey næste weekend. De skal køre med biltoget fra Hamburg til Mulhouse, og vil derefter køre resten af vejen til Angoulème i den gamle vogn.

Derefter tager vi en tur over til Serignan ved Middelhavet, en tur på små 500 kilometer ned over Toulouse.

Minsandten om ikke solen titter frem her kl. 11:15, hvor K er cyklet ned efter brød, men kan man nu stole på det, altså det med solen ?


Vi var i Montalivet-les-Bains i eftermiddags. Den så nu noget gudsforladt ud, og vi kom aldrig ud af bilen der.

Derimod tog vi ind til byen, Soulac-sur-Mèr, og parkerede midt i byen. Kirsten skulle have sendt alle sine postkort fra posthuset.

Vi gik derefter igennem den korte hovedgade og ned til strandpromenaden, som byen nok er berømt for. Men havet var i oprør og der var både havgus og sand i luften, så vi vendte hurtigt om.

Byerne her på kysten har overstået hoved-sæsonen, som absolut er juli og august, og der er kun pensionister og andre med god tid tilbage.

Det virker som om efteråret allerede er kommet til Bordeaux, men det kan vel ikke passe, da vinhøsten ikke ser ud til at være helt startet endnu.


15.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Vi er stået op til regnvejr igen, og K har lige læst i vejrudsigten via 3G at det faktisk er det samme for resten af ugen. øv….

Beslutningen om Serignan på lørdag er enstemmigt vedtaget.

Kl. 20:22

Var på sightseing i det gode Bordeaux-vinområde på sydsiden af floden i eftermiddags. Vi startede ud med St. Estephe, som ligger knapt 40 kilometer herfra, og derefter besøgte vi Pauillac, hvor vi dog bare var nede omkring floden for så at vende retur, da det regnede for meget.

Retur til lejren via et besøg i Carrefour i Lesparre Medoc.

I St. Estephe købte vi 2 flasker forhåbentlig god rødvin. 1 flaske Cos Labory til 16 euro, og så var det endda kun deres ”Second Wine”. Og en flaske alm. St. Estephe til 13 euro. Og det var selvfølgelig de billigste, vi kunne få i den forretning. De fleste vine kostede mellem 50 og 100 euro.

Den samme forretning var vi inde i i 1988, altså for 27 år siden, og ligeledes som dengang kørte vi bagefter hen og så de 2 berømte slotte, Cos Labory og Cos d’Estournel, hvoraf det sidste er forfærdelig stort og flot med en prangende indgangsportal.

På vejen til Pauillac så vi det allerdyreste af alle slotte, nemlig Lafitte Rothschild, men om det er ligeså dyrt som Romanée Conti i Bourgogne, ved jeg dog ikke.

Aldeles spændende, at være på disse steder igen, og havde vi haft bedre vejr, kunne vi have brugt meget mere tid på at besøge vinslotte i grand cru klassen. Vi er heller ikke langt fra Pomerol, Sauterne, St. Emillion og Cognac ikke at forglemme. Overalt ser man kendte navne på vin-slotte og vin-områder.

Men vejret var desværre ikke på vores side, især sidst på turen da det regnede, og det var svært at tage gode fotos.

Beslutningen om at drage herfra på fredag er mere end eenstemmigt vedtaget, hvordan man så end opgør det ?, og fredagen kan efterhånden ikke oprinde for hurtigt.

Nej, det er nu ikke helt rigtigt, for der er til gengæld god tid til at læse bøger, og jeg er efterhånden kommet igennem halvdelen af Solsjenitsyn ”Kræftafdelingen” bind 2. På Ile de Ré fik jeg læst bind 1. En virkelig interessant bog, omend et noget dystert emne.

Kirsten er kommet godt i gang med ”Dina’s bog” af Herbjørg Wassmo, som jeg har prakket hende på.

Nu står den på resterne fra i går af Poulet rôti, salat og andet godt tilbehør.


16.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Det regner minsandten i dag ! og det i stride strømme, så vi kan ikke gøre os forhåbninger om at komme udenfor i dag. Ja, vi kan vel næsten ikke komme ned for at handle.

Vi taler om at afbryde opholdet og tage herfra i morgen.


17.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Kl. 13:03

Sidder henne i Cyberspace-bixen for at opdatere munk1.dk. Jeg har købt en dagsbillet, og forventer at kunne bliver færdig med beretningen om Ile de Ré i dag, incl. fotos.

Undskyld kære dagbog, jeg glemte at indlede med ”Øv, regnvejr igen i dag !”.


18.09.2015, Soulac-sur-Mèr

Farvel Medoc og Bordeaux..… og det regner stadig, men nu må det være slut med vores deltagelse i løjerne, for på Middelhavskysten siger vejrudsigten fuld sol og mange flere varmegrader !


Farvel Medoc og Bordeaux, vi ses nok en anden gang do’…



Serignan


18.09.2015, Hotel Las Cigalas, Villeneuve-Lès-Béziers

Kl. 19:00

Vi ankom til ”Le Serignan Plage Camping” kl. 18:00, godt 2 timer forsinket i forhold til dagens planer.

Vest for Narbonne fik vi en GPS-melding om en ulykke forude i vores retning, og at der var en kø på 10 kilometer, og dermed den længste kø hidtil på denne tur.


Vi havde ikke på forhånd booket campingplads, og det endte med at vi ikke kunne få plads fra i dag. Hverken på ”Le Serignan Plage Camping” eller nogen af de tilstødende pladser, hvoraf en er for naturister, kunne de hjælpe os.

Men fra i morgen var der heldigvis plads, så vi bookede 1 uges camping på ”Le Serignan Plage Camping”. Og vi var så heldige, at den flinke pige i receptionen kunne anbefale os et lille hotel oppe i Villeneuve-lès-Béziers, hvor hun selv boede.

Denne by kender vi i forvejen, og har besøgt den adskillige gange på cykeltur langs ”Canal du Midi”.


Og det med hotellet lykkedes heldigvis.

For et kvarters tid siden har vi checket ind på hotel “Las Cigalas” i Villeneuve-Lès-Béziers.

”Ans…., Ans….., Ans… !” kaldte den kvindelige receptionist, da jeg havde forespurgt på et værelse til 2 personer for en enkelt overnatning.

Kirsten sad i bilen udenfor hotellet. Som sædvanligt var der ingen parkering at få langs gaden. Jeg havde derfor parkeret midt i et fodgængerfelt inde ved fortovet, men havde så tændt for alarm-blinket, sådan som jeg har set mange franskmænd gøre.

Receptionisten havde nu rejst sig op og gik hen imod køkkenet, stadig kaldende ”Ans…, Ans… !”, medens jeg undrede mig over, at hun åbenbart ikke selv kunne finde ud af, om de havde et ledigt værelse. Jeg undrede mig også over det underlige navn ”Ans”.

Ude fra køkkenet dukkede nu en høj lyshåret mand op og så meget spørgende ud.

Han gik med hen til receptionen, og de to snakkede nu lidt frem og tilbage om kapaciteten af værelser.

Sådan foregår det som regel, når man kommer ind fra gaden og beder om en overnatning. De skal lige se, om der er noget ledigt, til trods for at de selvfølgelig er fuldt klar over, hvad der er ledigt.

Formodentlig skyldes alt dette hurlumhej kun den ene ting, at man vil forsøge at få den højest mulige pris ud af kunden, som her allersidst på dagen er i nød for et værelse.

Således mødte vi Hans fra Sverige og hans kone, Christine, som var receptionisten.

Ja, franskmænd kan ikke udtale et H, når det står som det første bogstav i et ord. Det er med andre ord stumt.

Christine er godt nok ikke af fransk afstamning men belgisk, og det kan være det samme, for hun er fra den fransktalende del af Belgien.


Og det viste sig at Hans var en særdeles venlig og virkelig dejlig svensker, som vi fik talt rigtig meget med, inden vi igen skulle forlade stedet lørdag ved middagstid. Vi fik endda lov at parkere vores bil inde i gården, meden vi gik tur i Villeneuve efter hotelopholdet.

Vi fik værelse nr. 1 med en rabat på 10% fordi vi betalte kontant. 60 euro i alt, og dermed var det vores hidtil billigste hotelværelse på denne tur, og næsten også det hyggeligste.

Hans og Christine har ejet hotellet i de sidste 10 år, og Hans har kun levet i Sverige i 15 år ud af sit vel nok 50-årige liv. Forældrene havde været ansat i bl.a. Tunis, da han var barn, så selv den svenske skole kendte han knapt nok. Men han talte dog et svensk sprog, som var let at forstå, og han var også god til at forstå vores dansk.

Og ved morgenbordet blev vores kaffe efterhånden kold, medens Hans ivrigt fortalte om sit liv hernede, men det var spændende at høre om.

Om byens navn ”Villeneuve-lès-Béziers” fortalte han, at byen tidligere har heddet ”La Crémade” , (hvilket skulle betyde sådan noget som ”Den nedbrændte by”). Byen har nemlig, engang for længe siden, været brændt totalt ned.

På et tidspunkt, syntes indbyggerne dog ikke om navnet længere, og byen kom derfor i en årrække til at hedde Villeneuve, som betyder ”Den nye by”. Senere mente de dog at den skulle hedde noget mere, og deraf det nuværende navn ” Villeneuve-lès-Béziers” (Den nye by ved Béziers).

Byens Pizzeria, som ligger bekvemt lige ud til Canal du Midi, hedder dog stadig ”La Crémade”.


I morgen skulle der foregå en større byfest, centreret om tyreløb igennem gaderne, og det syntes han bestemt at vi skulle overvære, så han forklarede om ruter og veje, hvor det skulle foregå.

Det skulle starte lige fra morgenstunden med nogle processioner igennem gaderne, men han mente, at det nok først var interessant for os kl. 10:45, hvor nogle tyre ville blive frigivet på vejen ”Chemin des Salancs”, og derefter igen kl. 17:30, hvor der ligeledes ville være gadeløb med tyrene i centrum.

Men, da vi jo ikke synes om traditionen med hverken tyrefægtning eller tyre-gadeløb, er det nok tvivlsomt, om vi deltager.

Vi er ikke så langt fra den spanske grænse, ca. 130 km., så traditionerne her i området bærer vel præg af det spanske.

Det er en forening i byen, ”Club Taurin”, som har 10 års jubilæum og de skal for allerførste gang arrangere tyreløb inde i byen.

Tyrefægtning og tyreløb finder sted i alle de større byer hernede. Fra Nîmes oppe i nord og helt ned til den spanske grænse er denne tradition vidt udbredt. Ja, selv henne omkring Bouches de Rhône mod øst finder det sted.

Inderst inde er Hans ikke modstander af en så gammel tradition, men han deltager aldrig selv i ”fornøjelserne”.


Her på middelhavskysten er vejret som sædvanligt varmt, 25 grader da vi ankom, og udsigten for den næste uges tid ser lovende ud. Så dermed slut på 1 uges dårligt vejr, som vi efterlod på vestkysten.


19.09.2015, Le Serignan Plage Camping

kl. 15:50

Endelig på plads, allerede kl. 13:00 kunne vi få nøglen. En utrolig service-minded pige, som vi også var så heldige at snakke med i går, havde sørget for at vores vogn var klar til indflytning så tidligt. Egentlig havde hun sat os i udsigt i går, at vi muligvis kunne komme til at vente helt indtil kl. 17, inden de var færdige med inspektion og rengøring af vognene. Det var dem samme pige, som også anbefalede os hotellet i Villeneuve-Lès-Béziers.

25 graders varme og fuld sol hele dagen.


20.09.2015, Le Serignan Plage Camping

Vi er lige hjemkommet fra byfest i Villeneuve-l-B, hvor der kl. 10:45 var annonceret ”Lacher de Taureaux”, hvilket betyder frigivelse af tyrene eller måske mere korrekt ”Slip tyrene løs”.

Det lykkedes os at finde parkering i byen efter lidt hjælp fra det lokale politi. Men der var nu ikke mange sjæle at se i området, som Hans havde angivet som værende der, hvor det skulle foregå.

Men vi kunne se, et stykke længere henne, at der var gang i et eller andet, så vi gik i den retning.

Der var et par mand i gang med at grille 6 store skinker og endvidere stod der et par store gryder og kogte over et bål.

Vi spurgte en lokal mand om vej, og han viste os vejen ud af byen over mod cykelstien.

Vi begav os til fods ud ad ruten, men vi var ikke kommet ret langt, da ”vejviseren” kom kørende i sin bil og rullede vinduet ned for at forklare os det sidst stykke af vejen. Og godt for det, ellers havde vi aldrig fundet derud. Vi skulle krydse igennem en forfærdelig stor vinmark, og til sidst fik vi også øje på nogle hoveder(ikke høveder) henne for enden af vinmarken. Her var et dige, som vi kravlede op på, og her stod vi nu sammen med en flok lokale beboere og kunne nemt overskue vejen nedenfor, hvor det hele skulle foregå.

Faktisk var der tale om cykelruten til Portiragnes, som vi kender i forvejen.

Her stod vi nu og glanede ½ times tid, inden der dukkede en større flok ryttere op i det fjerne.

Da de kom nærmere, kunne vi tælle 12 ryttere i en samlet klump. De var iklædt hvide skjorter og sorte bukser. Nogle havde hat på og et rødt silketørklæde om halsen.

Vi kunne nu tydeligt se, at der løb 3 tyre inde i midten af flokken. Deres lange horn så ud til at være beklædt med læder.

Tyrene var klemt inde i midten af flokken af heste og ryttere, og kunne ikke bryde ud.

Men nogle af hestene blev ind imellem nervøse og forsøgte at komme væk. Langs med flokken løb nogle unge mænd, og de skulle hele tiden afværge at hestene brød ud. Det så lidt farligt ud, men de kom da alle helskindede forbi stedet, hvor vi stod.

Bagefter fulgte en vogn med et hornorkester på ladet. De spillede med fuldt blæs på, og det virkede meget festligt.


Et stort postyr for denne korte optræden, men bagefter fulgte vi processionen og endte henne på grill-pladsen, hvor ryttere og heste stillede sig an til fotografering.

Jeg fotograferede, og Kirsten gik hen for at studere madlavning på pladsen.

Her følger hendes beretning:


(start på rapporten fra vores udsendte medarbejder KM)

”Grillmesteren penslede jævnligt de 6 flotte roterende skinker med en hjemmelavet kost bestående af en stor buket rosmarin bundet op for enden af et kosteskaft. Så vores appetit blev hurtigt vakt. Der var opstillet adskillige borde og bænke. En gryde stod og kogte over et bål, og heri blev der nu hældt en spand hakkede løg, og ligeledes en hel spand bacontern. Til sidst blev indholdet af adskillige store dåser, Flageolets-verts, extra fines, tilsat.

Engangsbestik og gafler lå allerede parat. Det hele meget primitivt, men utrolig festligt og jeg er sikker på at det ville have bekommet os godt, men for at deltage i spisningen kl. 13:30 skulle man være tilmeldt i forvejen, så vi vendte næsen hjemad efter at have studeret dette festlige folkeliv et godt stykke tid.

(slut på rapporten fra vores udsendte medarbejder KM)


Den lokale ”Carmen” sad henslængt i en plasticstol, ja hun nærmest lå ned. I stramme cowboybukser og med et blegt udtryksløst ansigt. Helt blegt var det nu ikke, da hendes læber var farvet dobbelt så store med en meget rød læbestift. Så røde var de, at man fik øje på dem på lang afstand, endda langt førend man fik øje på pigen.

Af en eller anden grund havde hun ikke en smøg i munden.

Ved nærmere eftertanke var hun måske alligevel ikke af ”Carmen”-typen.


På en anden stol sad en meget svær mand, så svær at man skulle tro, han allerede havde konsumeret de 6 skinker helt alene. At stolen ikke brast, var et under.


Så spillede det 10 mand store hornorkester ”Oh when the saints…”, og det gjorde de virkelig flot. Men jeg var den eneste, udover en enkelt af de lokale, der klappede af dem bagefter. De fleste lokale deltagere havde så travlt med at indtage deres gratis aperitif, alt imedens de talte om formiddagens begivenheder, at de glemte at klappe af musikken. Eller også var det fordi orkesteret var fra Narbonne, altså en konkurrerende by indenfor departementet. Og da Villeneuve åbenbart ikke selv kan opdrive et hornorkester, har man været nødt til at entrere med ”L’enTrain Narbonnais”.

Foreløbig en festlig og fornøjelig formiddag. Virkelig fransk ”folklore”.

I aften kl. 17:30 er der programsat et punkt, benævnt ”Bandido”, og iflg. en forklaring fra Hans, skulle det være det mest spændende i dagens program.


Kl. 19:30

Jeg tog alene ind til Villeneuve-Lès-Béziers i aften for at overvære tyreløb i gaderne.

Pyh-ha… det virkede som en lang forestilling, selvom det kun varede lidt over en time.

Selve sekvenserne med løbene gik hurtigt, så man skulle være kvik på aftrækkeren(kameraet) for at få et skud i kassen.

Ruten gik fra ”Rue du Jasmin” via et 90 graders sving om i ”Rue de l’abattoir”.

Jeg havde placeret mig lige i svinget bag den solide afskærmning i form af et metalgitter.


I hver sin ende af gaderne var der parkeret en stor lastvogn med et højt lad, som var lukket i siderne, men med en oplukkelig bagklap. Ovenpå ladet stod 4 unge mænd på en gangbro og styrede slaget. De sørgede for at genne tyrene ud, når løbet startede, og ligeledes sørgede de for at lukke bagklappen, når tyrene var inde igen.

Meningen var, at ryttere til hest skulle bringe tyrene fra den ene vogn hen til den anden vogn, hvor de, via en rampe, skulle løbe op i vognen, som derefter blev lukket.

Dernæst gentog man scenen, tyrene blev lukket ud og skulle nu løbe i modsat retning hen til den første vogn og op ad rampen til denne.

Og her er så forklaringen på, hvorfor dette programpunkt hed ”Bandido”.

Når gruppen af ryttere var startet, med en eller flere tyre inde i midten, skulle en flok unge stærke mænd, i løb, forsøge at bryde gruppen af heste og ryttere for derved at få fat i en tyrs hale eller horn. Dette lykkedes for dem indtil flere gange, og det skabte totalt kaos, som nogle gange så faretruende ud.

På et tidspunkt hægtede en af de unge mænd sig fast i tyrens horn og blev slæbt 10 meter hen ad gaden. Han måtte bagefter gå humpende ud af ”legen”.

På et andet tidspunkt var en ung mand næsten oppe på ryggen af tyren, medens en anden havde halet sig fast i tyrens hale, samtidig med at hestene sprang forvildet rundt. Det så igen forfærdelig farligt ud med et virvar af tyre, heste, ryttere og de unge mænd på kryds og tværs af vejen.

Tyrenes lange spidse horn var pakket ind i en læderbeskyttelse. Ellers havde det nok heller ikke været muligt at få hestene til at udføre deres del af opgaven.


Løbene varede lidt over en time, og underligt nok blev der aldrig alvorligt brug for samaritterne, som også stod og overværede løjerne.

Bagefter var der selvfølgelig hornmusik, taler og masser af applaus fra publikum til de deltagende ryttere.

Samtidig med løbene var en pétanque-turnering i gang på Boulodrome Municipal ved siden af, og de ihærdige spillere ænsede ikke tyreløbet, men spillede bare uanfægtet videre, medens løbene foregik lige på den anden side af trådhegnet ind til deres baner.


Det er en meget gammel tradition med disse tyreløb og ligeledes også med tyrefægtning.

Men det virker som en besynderlig ide, at man nu om dage kan finde på at irritere og plage dyrene på den måde. Hernede kalder man det sport, men jeg vil nu kalde det dyrplageri, og man kan ikke forsvare det med forklaring om gamle traditioner. At det ikke er aflivet endnu er uforståeligt.


I avisen, Midi Libre, har jeg læst om en større tyrefægtning, som skal finde sted i Nîmes næste weekend. Der deltager 3 matadorer, som skal kæmpe med i alt 5 tyre. Tyrenes kampvægt er angivet til hhv. 509, 515, 505, 516, 501 og 534 kilo. Derimod står der ikke noget om matadorernes vægt, men at dømme efter et foto af en af dem, er der tale om nogle tynde adrætte typer.

Man forventer 10.000 tilskuere til forestillingen, som varer 2 timer og 50 minutter.

Enhver større by fra Nîmes i nord og ned mod syd, har en arena. Og i alle mindre byer er traditionen med tyreløb i gaderne åbenbart også normalt.

Men i Catalonien, regionen lige syd for den spanske grænse, har tyrefægtning været forbudt siden 2010. Altså i selve tyrefægtningens hjemland.

Denne region er også kendt for at ville løsrive sig fra Spanien.

Her i den franske region, Languedoc-Roussillon, hvor vi befinder os, er der også modstand mod tyrefægtning, men modstanderne er stadig i mindretal.


Fuld sol hele dagen og 27 grader.



21.09.2015, Le Serignan Plage Camping

K har virkelig fået tillært sig betydningen af det franske ord ”Prolonger”, her i navneform, for nu sidder hun minsandten igen og snakker om at prolongere(ja, det er næsten det samme ord på dansk) opholdet her på pladsen. Men jeg synes nu, at vi så kommer lidt for sent hjem til DK !!!


På stranden, Serignan Plage, kan man mod nord se byen Sète med bjerget Saint Clair, som er byens tydelige vartegn i det ellers så flade landskab.

Mod syd tårner Pyrenæerne sig tydeligt op i varmedisen og danner helt ud til kanten af havet en naturlig grænse ned mod Spanien.

Ca. 3 kilometer mod syd ligger byen Valras Plage, og et par enkelte højhuse er at se. Det er byen, hvor man kan købe alle former for skaldyr, og de bliver serveret lige på stedet fra små salgsboder. Dertil et glas af regionens kendte hvidvin Pinet.


Fuld sol hele dagen og 27 grader.



22.09.2015, Le Serignan Plage Camping

Vi har lige været henne for at leje 2 cykler for et par dage, og vil i eftermiddag cykle til Portiragnes Plage for at se landskaberne ved vådområderne.

Og i morgen har vi planer om at cykle op til Béziers for at se de 9 sluser ved Fonsérannes.

Men foreløbig har K altså startet en storvask.

På et tidspunkt var jeg oppe for at se hvordan det gik, og lige udenfor vaskeriet stod en ”læder-mand”, en gammel hippie, og solgte lædervarer. Det endte med at jeg købte et flot brunt læderbælte, som blev skræddersyet til mig. Først målte han det omkring min tynde(?) talje, hvorefter han klippede sådan ca. halvdelen af længden. Derudover skræddersyede han ligeledes hullerne i bæltet med en hultang, og klippede spidsen af bæltet til.

Og sandelig om han ikke også stemplede PM og et par flotte tegninger ind i bæltet.

Da det var hans sidste dag på stadepladsen, fik jeg 1 euro i rabat og betalte i alt 15 euro.

Jeg har før købt bælter af sådanne stadeholdere, og er nogle gange blevet snydt. Det kan være meget svært at afgøre, om der er tale om læder eller ej.

Nogle kan få alle mulige materialer til at ligne læder, og sælger så bælterne til samme pris som var de lavet af læder, så man kan ikke altid afgøre kvaliteten via prisen. Når man så har gået med det i ganske kort tid, begynder det at krakelere i overfladen, først der hvor man spænder det regelmæssigt. Her kan man efterhånden se pap eller andet underligt komme frem under den læderlignende overflade. Tilsidst knækker det.

Jeg har efterhånden fundet ud af at der helst ikke skal være nogen syninger på bæltet.

Kl. 19:45

Vi kom hjem kl. 19:30 efter en tur på 21 kilometer, hvoraf de 13 blev tilbagelagt på cykel og de sidste 8 ”à pied”, altså på gå-ben, for mit vedkommende.

Lige uden for Vias by, ved viadukten over Canal du Midi, stoppede jeg op for at tage en pause i det varme vejr. Da jeg steg på cyklen igen, mærkede jeg næsten med det samme, at dækket var uden luft…. Pokkers……og vi havde ingen cykelpumpe med.

Jeg havde også haft min tvivl om dækkenes tilstand, da vi stod sammen med cykeludlejeren, og han ville pumpe min cykel, men jeg sagde desværre ikke noget om, at en anden cykel måske var bedre.

En anden gang medtager jeg den lille smarte cykelpumpe med hjemmefra.

Vi var heldigvis allerede kommet ca. 3 kilometer væk fra Portiragnes Plage, som var turens længste punkt, inden jeg måtte stå af.

Men udmærket med en 8 kilometers gåtur, det er kun godt for konditionen. Jeg har nemlig lige læst i en overskrift i avisen, at en daglig gåtur kan forlænge livet med op til 7 år.

Trods denne cykel-fiasko har vi alligevel mod på morgendagens endnu længere tur, nemlig næsten 40 kilometer. Men jeg spadserer nu ikke hjem, hvis morgendagens cykel skulle punktere ude ved de 9 sluser i Béziers, altså ca. 20 kilometer herfra.


23.09.2015, Le Serignan Plage Camping

Har lige været henne for at skifte cykel, og håber nu på bedre held i dag. Der sad en lille tjørn i dækket, som han lappede lige på stedet. Men da jeg så bagefter sagde, at den også skulle smøres(den knirkede), fandt han alligevel et eller andet, som ikke var i orden. Så det endte med at jeg fik en anden cykel og en lille smart pumpe med på turen.

Har også været henne i receptionen for at prolongere opholdet med 2 dage. Så nu hedder afgangsdatoen mandag den 28. september og hjemkomstdatoen i Løgten torsdag den 1. oktober.


Kl. 20:08

Vi kom hjem kl. 19:30 efter en tur på 38 km, og det kan mærkes i benene.

Les 9 Écluses de Fonséranes i Béziers var turens mål, og det lykkedes at gennemføre uden punkteringer.

Det var skønt at cykle langs Canal du Midi igen. Vores første cykelture langs kanalen ligger tilbage til 2007, og siden har vi været her 3 gange yderligere, så vi kender efterhånden cykelruterne i dette dejlige område.

Der er store platantræer på begge sider af kanalen, og der er ind imellem en livlig trafik af langsomt sejlende både. For det meste er der tale om udlejningsbåde eller andre arrangerede turist-sejladser. Inde omkring byerne ligger der mange steder husbåde fortøjret langs kanalen. Nogle af dem er tydeligvis fast beboelse med potteplanter, husdyr, terrasser og sågar et lille indhegnet jordstykke inde på land langs båden.


Fra lejren fulgte vi først l’Orb floden, og derefter gik det hen over vinmarkerne og over en del små vandløb, indtil vi nåede kanalen ved byen Portiragnes. Herfra cyklede vi så resten af vejen til sluserne langs kanalen. Først igennem byen Villeneuves-lès-Béziers, hvorfra der er 5 kilometer videre til udkanten af Béziers by.

Sluserne ligger i udkanten af byens sydside, og vi måtte her trække et længere stykke med cyklerne, idet der var grus og småsten på cykelstien. Da vi samtidig nu var længst væk hjemmefra lejren, omkring 19 kilometer, turde vi ikke risikere en ny punktering. Turen i går var stadig i frisk erindring.

På et tidspunkt kom vi ind på en bro, hvorfra der var en flot udsigt op til den gamle borg i Béziers. Vi cyklede stadig langs Canal du Midi, og kanalen løb minsandten også hen over broen, eller rettere sagt må der være tale om en akvædukt. Altså en moderne udgave af Pont du Gard.

Nedenunder broen løb floden l’Orb stille og roligt af sted.


Henne ved sluserne, hvoraf de 2 første ligger forskudt i forhold til de øvrige sluser, var der mange turister, som ivrigt fulgte med i bådenes opstigning igennem sluserne.

Det tager 45 minutter for en båd at stige de ca. 14 meter op igennem 6 på hinanden følgende bassiner og 7 sluser op i landskabet, inden den så på toppen kan begynde den videre sejlads ad Canal du Midi.

Hvis en båd skal den omvendte vej, altså nedad, tager det kun 30 minutter at komme igennem sluserne.

Her er et link til sluserne: Les 9 ecluses à Fonserannes.


Fuld sol og 24 grader.


24.09.2015, Le Serignan Plage Camping

Har lige været henne for at aflevere cyklerne kl. 10, så nu har vi ”kun” bilen tilbage til transportformål.

En cykel koster 9 euro om dagen, men vi har været på de 2 udflugter, som vi havde planlagt.

K igen i Balneo fra 11:30 til 13:00, meden jeg har skrevet dagens tekst.

Fuld sol og 24 grader, men en del vind.



25.09.2015, Le Serignan Plage Camping

Fredag

K i balneo og jeg på fotosafari på campingpladsen, hvor der er mange bygninger i spansk stil samt en masse flotte planter og blomster.


- Ikke mere muscat i den store vintønde !

- Ikke mere olivenolie en VRAC, af den gode slags, i beholderen.

de resterende løg, såvel røde som alle de andre, er begyndt at spire.

- ikke flere meloner uden mugpletter på.

- og ligeledes tomaterne.

…og sådan kunne man blive ved.

Ja, det er kendsgerningerne, når man besøger den gode butik med frugt og grønt oppe ved landevejen.

Og her i lejren er de også så småt begyndt at lukke af for sæsonen, som slutter på mandag.

Vi købte 1,2 kilo Paella hos spanioleren, her den allersidste aften, inden han lukker geschäften. Nu skal han sikkert have sig en tiltrængt pause, eller også drager han sydpå mod Spanien, hvor han velsagtens kan sælge paella i efteråret og til vinter.

Fuld sol og 25 grader.


26.09.2015, Le Serignan Plage Camping

En ren slapper i dag. Jeg var med i Balneo 1 times tid, og derefter en god frokost på terrassen. Og igen sidst på eftermiddagen en tur til stranden.

De fleste vogne er ved at være tomme, og der er meget stille på pladsen, men man kan dog stadig høre børnenes muntre lege ovre i vandbassinerne.


Jeg forsøgte at bestille bord hos Jpetto i Béziers enten til i aften eller i morgen aften, men ”Tout complét !” lød svaret. Og formodentlig er der ingen ledige borde langt ud i fremtiden. Det tror pokker efter den flotte anmeldelse, han fik den anden dag i Midi Libre. Han blev udnævnt til af være Frankrigs bedste pizza-bager ! intet mindre end den bedste, og at dømme efter et foto i avisen, må man sige, at hans pizzaer ser spændende ud.

Så vi tager i stedet for til Villeneuve og prøver ”La Crémade”, som Hans også anbefalede os.

Kl. 22:26

Er lige kommet hjem fra Villeneuve, og der var aldeles mørkt på landevejen de 10 km. hjemad.

Efter restaurantbesøget, gik vi rundt i byens indre kerne i den dejlige aften. Der var så stille, at man skulle tro, alle havde forladt byen.

På ”La Crémade” var der helt fyldt op med gæster. Vi sad i den ene ende af det overdækkede fortov udenfor. Og her sad vi, tætpakket, 3 par ved siden af hinanden ved små 2-mands borde, men det virkede alligevel som om vi alle 3 par sad ved eet og samme bord.

På den ene side af os sad et tysk par, og på den anden side et fransk par. Så ingen forstod hinandens sprog. Ja, altså, de forstod i hvert fald ikke vores sprog, hvorimod vi godt kunne tyde noget af deres.

K fik ”Quatre Staggioni med ansjoser(des anchois)” og jeg fik ”Steak de Thon”, en kæmpe tunbøf, så jeg var færdig med at se godt ud i taljen bagefter. Godt at jeg ikke faldt i kanalen, som var lige udenfor restauranten. Altså, da vi forlod stedet, for så var jeg gået lige til bunds.

K fik expresso kaffe og jeg fik regningen !


27.09.2015, Le Serignan Plage Camping

Søndag, og dermed den allersidste dag, inden vi drager nordpå i morgen.

Pakkedag, oprydningsdag, farveldag.

Vi har planlagt 3 dagsture á ca. 650 kilometer pr. dag, men lad os nu se, om det kommer til at holde stik.

Foreløbig har vi kun styr på den første overnatning, som vi forventer finder sted i den lille by Rully i Bourgogne.


28.09.2015, Rully, ”Le Vendangerot”

Endelig i Rully efter en køretur på over 500 kilometer, og her på ”Le Vendangerot” er der fred og ro.

Vi var her sidste gang i 2010, og er her nu for 4. gang, og alt ser ud til at være som det plejer.

Værelserne er stadig gamle og urenoverede men fungerer alligevel. Dog kan dobbelt-vinduerne være vanskelige at åbne. De er 2,5 meter høje og låsepalen er en lang gennemgående stang, som hægter de 2 vinduer sammen i midten. Den er malet så mange gange, at det er ved at være vanskeligt at åbne den.

En gammel kamin, eller måske har det været en pejs i et tidligere århundrede, dominerer den ene side af værelset. Den er god til at lægge ting på. Bl.a. er her placeret et flot menukort til restauranten. Med en flot hævet skrift står der udenpå ”Le Vendangerot, Florent & Florian”.

Men indholdet i dette menukort er desværre ikke det samme, som man bliver præsenteret for på menukortet nede i restauranten.


Den unge mand med det dårlige service-gén, Florent eller Florian, er stadig en ung mand af få ord. Men jeg fik da halet ud af ham, at det ikke er ham, der står for køkkenet men hans ”associé”.

Så Florent eller Florian er åbenbart nu blevet administrator af foretagendet. At han har overladt tjener-jobbet til andre er også godt for forretningen.


I restauranten er der alligevel sket et par forandringer. Fyren, der sidste gang var stik-i-rend-dreng, er nu en ung mand og er avanceret til at være chef for baren og bringer drikkevarer og åbner vinen ved bordet, lugter til proppen, og lægger så sirligt såvel den afskårne folie samt proppen til rette på bordet. Altså proppen ovenpå folien.

Der er nu kommet en anden stik-i-rend-dreng, men han er noget for hurtig, og har knapt nok tid til at svare på spørgsmål.

Derudover er der kommet en ung pige af asiatisk afstamning. Hun tager mod bestillinger og serverer maden med et smil, og hun har så til gengæld bedre service-manerer overfor gæsterne.

Men som sagt var menukortet i restauranten ikke med samme indhold som det på værelset.

Vi havde ellers brugt en del tid på at studere kortet for således at være bedre forberedt, når vi skulle bestille. Bl.a. havde vi oversat en del franske kulinariske udtryk, som der er mange af i kortet, og disse udtryk er ofte afgørende for forståelsen af retterne.

Så derfor måtte vi nede i restauranten starte forfra med at studere kortet, og da vi ikke kunne sidde og oversætte det hele, fulgte der selvfølgelig et par overraskelser med. Bl.a. vidste jeg ikke at ”Râble de Lapin” var kanin på den måde. Altså, jeg vidste godt, at der var tale om kanin, som jeg har fået før, men at stykkerne var omvundet med en slags spæk, vidste jeg ikke.

Menuen var som sædvanlig af gourmet-kvalitet, og helt exceptionel var hvidvinen fra Duvernay, 2013, ”Rully Blanc 1er Cru, Les Cloux”.


29.09.2015, Weinheim, ”Hotel Schmittberger Hof”

Kl. 22:05

Oppe på værelset igen efter at have nydt den gode aftensmad, som blev serveret af den flinke og snakkesalige servitrice, Minna.

Bagefter hilste vi på ”Die Chefin”, Frau Zumbach, som huserede i køkkenet, og som havde stået for den gode mad.

Restaurant og krostue var så tysk, som noget kan være. Lutter flinke mennesker, og alle borde besat på en almindelig tirsdag aften. Her er jeg sikker på, at vi kommer igen, idet stedet ligger strategisk korrekt, både når vi kommer hjemme fra nord, eller når vi kommer langt fra syd.


Da vi startede fra Rully i formiddags, kørte vi ud omkring Domaine Duvernay, som lå i udkanten af byen for om muligt at købe et par flasker af deres gode hvidvin, men selvfølgelig var den udsolgt. Man skal være hurtig, hvis man skal have fingre i sådan noget.

Derimod var der ikke udsolgt af hvidvin på cooperativet i Turckheim i Alsace, som var vores første stop på den 500 kilometer lange rute i dag. Altså nogenlunde samme distance som i går.


Efter Turckheim valgte vi at køre mod Tyskland via Strasbourg, men det skulle vi nu ikke have gjort, for vi endte faktisk inde i midten af byen ved domkirken. Den er godt nok stor og flot, men hvem har tid til at studere kirker, når opgaven går ud på at finde vej ud af Strasbourg. Og så i den trafik.

Vi har flere gange tidligere valgt ruten over Strasbourg, og normalt bliver man bare ledt ind i udkanten af byen. Men på grund af diverse vejarbejder, endte vi altså denne gang for foden af domkirken.

Vi brugte omkring 1 times tid på utilsigtet ”sightseeing” i Strasbourg.


Denne Strasbourg-udflugt medvirkede til, at vi ankom for sent til dagens sidste stop, og vi havde endda ikke på forhånd bestilt værelse for overnatning.

Byen hedder Weinheim, og ligger lige nord for Heidelberg. Den er en af de mange flotte byer langs ”Bergstrasse”.

Bergstrasse ligger parallelt med A7 fra Heidelberg i syd og op til Darmstadt i nord.

Den ligger for foden af en mindre bjergkæde øst for motorvejen, og set herude fra, virker det nok så romantisk og hyggeligt med de små byer, som med jævne mellemrum ligger langs med bjergsiden, og nogle af dem også op ad bjergsiden.


Vi ankom til hotellet kl. 19:30 efter 1 times hotel-søgning rundt i omegnen. Bl.a. var vi omkring ”Hotel Zur Rose” i Oberflockenbach, som ligger et stykke oppe i Odenwald bjergene. Vi har været der før, men ”Alles besetzt !” lød svaret på en høflig forespørgsel om logi.

Frau Rose checkede godt nok gæstebogen mere end én gang, og hun var noget ked af, at hun ikke kunne hjælpe. Hun foreslog så, at hun ville ringe til sin broder, som har et hotel nede i omegnen af Weinheim, og herfra lød svaret at der var ”Was frei !”. Dog kostede et værelse over 100 euro + morgenmad, og var dermed ikke lige tilpasset vores hjemrejse-budget, men vi kunne jo efterhånden blive tvunget til at se bort fra prisen.

På vejen ned til Weinheim vågnede K pludselig op efter at have siddet og sovet hele eftermiddagen. Muligvis fordi jeg nævnte værelsesprisen noget højt for hende.

Normalt er K andenpilot ombord, og forsøger at finde adresser og ruter via sin iPhone.

Men her i Weinheim havde jeg selv forsøgt at finde mulige hoteller via gps’en. Samtidig skulle jeg selv navigere rundt i den tætte trafik, og samtidig med måtte jeg ind imellem finde parkering for derefter at gå ind i diverse hotel-receptioner og lire min efterhånden slidte standard-sætning af: ”Haben Sie ein Zimmer frei ?”.

Hun begyndte at tale om noget med ”Schmittberger”, og jeg ændrede gps’en til den adresse, som hun angav. Adressen viste sig at være et stykke oppe ad bjerget igen, og heldigvis ikke langs ”Bergstrasse”, hvor der er en del trafik.

Her var der heldigvis Bingo/Banko, og endda til en værelsespris, som lå under vores budget. Og det var også lige i sidste øjeblik, for ½ time efter at vi ankom, var det blevet totalt mørkt udenfor, og dermed noget vanskeligere at skulle finde ledige hotelværelser.

Dagen er således endt godt her på Hotel Schmittberger Hof i Weinheim.


30.09.2015, Weinheim

Das Frühstück er overstået, og det til 4 euro pr. hoved. Nok den billigste hidtil og ligeså god som de andre tyske på denne tur.

Hjemtur budgetteret til 911 km.

Skrivekrampen udebliver.

Emnerne er udtømte.

K vil have vaskepulver med fra et supermarked her i Sydtyskland og altså fragte det hele vejen op til DK i en i forvejen overlæsset bil ?

20 grader i såvel Alsace som i Weinheim i går


01.10.2015, Løgten

Vi stod først op kl. 10:30 efter en noget hektisk dag i går, som først sluttede hjemme i Løgten ved 2-tiden i nat.

Det mest hektiske tidspunkt på dagen var præcis kl. 15:15, hvor vi 86,5 kilometer syd for Hamburg endte i et harmonikasammenstød.

Der var 7 biler indblandet i sammenstødet, og vi var nr. 6 i den uheldige række.

At vi begge i dag er 100% friske og uskadte, skyldes et sammentræf af heldige omstændigheder.


Vi havde tilbagelagt ca. 450 kilometer af dagens etape på lidt over 900 km.

De sidste 20 kilometer havde været en strækning med skiftende vejarbejder, hvor den 3-sporede motorvej ind imellem blev dirigeret ind i 2 spor, og det skabte den sædvanlige kø-dannelse og ujævne kørsel med underlige ryk hele tiden.

Når der så ud til at være ”fri bane”, startede trafikken på normal vis igen, lige indtil det hele stod mere eller mindre stille igen med pludselige opbremsninger, ”elastik-kørsel” kaldes det vist med et moderne ord.

Sådan foregik det over et langt stræk, og man skulle være meget vågen for at kunne følge sikkert med.

Det var jeg heldigvis, da vi med ca. 80 kilometer i timen var på vej op i fart igen. Det hele så nu ud til at være overstået, og vejarbejdet var ophørt.

Der var 2 vejbaner og vi lå i ydersporet, hvor jeg, ca. 100 meter forude, så at bilerne alligevel begyndte at klumpe sig sammen, men dog i fart. Jeg satte farten lidt ned, men lige pludselig var vi henne ved rækken af biler, hvoraf den forreste åbenbart var standset helt op.

Jeg var med det samme klar over at situationen var alvorlig, for alle de forankørende bragede nu en efter en ind i hinanden. Pyh-ha, jeg havde øjeblikkeligt trådt bremsepedalen i bund, og hørte abs-systemet gå i gang, samtidig med at jeg nåede at se en af de forankørende forsøge at bryde ud af rækken for at undgå kollision. Han var på vej over i højre spor, og jeg tænkte, at nu bliver han da torpederet bagfra.

Vi havde heldigvis været i i så god afstand til bilen foran os, at vi ikke kørte ind i den, men det så ud som om vi rørte den med forsnuden, da vi endelig holdt stille.

Noget chokeret så jeg samtidig i bakspejlet en bil i fuld fart et kort stykke bag os. Man kunne tydeligt høre, at også hans bremse-system var fuldt aktiveret. Han havde dog for meget fart på, og røg derfor ind i vores bagende, men heldigvis ikke med nogen synderlig reaktion inde i vores kabine. Vi kunne mærke det tydeligt, men fik kun et ganske lille skub.

Hele dramaet havde varet 4-5 sekunder, og vi sad chokerede inde i vognen et øjeblik.

2 unge piger, i vognen foran os, var steget ud, og den ene sad nu rystende på autoværnet, som adskiller motorvejens 2 retninger.

Længere henne var flere også steget ud af bilerne, som holdt på kryds og tværs af vejbanen, og det så ganske kaotisk ud.

Vi steg ud for at sunde os, og al trafik var heldigvis gået i stå bag os med en kø i de 2 vejbaner så langt øjet rakte.


Jeg forventede det værste, men det viste sig heldigvis, at ingen var kommet fysisk til skade, selvom flere af bilerne foran havde fået såvel forparti som bagparti ødelagt.


Ham der var kørt ind bagi os, var også steget ud, og vi udvekslede et par ord, medens jeg fik åbnet vores bagagerum og skyndsomst fandt alarm-trekanten frem. Han gik så hen og placerede den på vejbanen ca. 50 meter tilbage, hvor der var blevet fri bane.

Jeg talte imedens med den ene pige, og hun forsøgte at ringe efter hjælp, og spurgte mig, hvor vi var. Heldigvis havde jeg set, at vi var lige ud for et af de små afstands-skilte ude i vejsiden. De fortæller om afstanden til Hamburg, og står placeret med ½ kilometers afstand hele vejen fra Sydtyskland op op til Hamburg. Og der stod 86,5.

Jeg kunne samtidig se, at en af de andre foran os også var i gang med at ringe.


Vi havde kun stået 10 minutter på stedet, da 2 politivogne kom med fuld udrykning.

Den ene vogn blev holdende et godt stykke tilbage på motorvejen med alarmblink, og endvidere blev der placeret nogle blinkende lamper på vejen. Den anden politivogn kørte helt hen til os, og parkerede i indersporet, således at trafikken dermed blev holdt tilbage. Vi blev derefter mindet om at tage de gule veste på, som vi selvfølgelig også havde medbragt.

Et par minutter senere kom hele 2 ambulancer forbi, men de kunne nøjes med at rulle vinduet ned for at spørge om alt var i orden. Ingen skulle under behandling.

En politimand ledte nu trafikken i gang igen via nødsporet, medens en anden var behjælpelig med at udfærdigede en rapport, som vi fik overbragt en kopi af.

Vi var som sagt heldige, og vi fik kun fik en bagskærm ødelagt.


Efter at vi havde fået rapporten, bad de både os og ham bagved om at køre videre, og forinden standsede de al trafikken i nødsporet.

De øvrige 5 biler kunne ikke køre derfra ved egen hjælp.


Lidt senere blev ulykken nævnt i NDR-info, men den druknede i mængden af andre trafikulykker og info om kø-dannelser i Nordtyskland og Hamburg-området.

På et tidspunkt nævnte de 5 forskellige ulykker.


Nej, tysk trafik er ikke at spøge med, og vi overvejer nu, om tiden ikke er kommet, da vi må finde andre transport-former til en ferie.

Det var vores 30. besøg i Frankrig, og muligvis det sidste i bil.


Slut på dagbogen for denne gang og tak til de trofaste læsere.

Der følger muligvis en opdatering af fotografier senere.

Skulle der forekomme flere stavefejl og kommafejl end sædvanligt, skyldes det manglende involvering fra (K)orrekturlæserens side.