Dagbog fra udrejsen

 Tour de printemps 2019


Uddrag af dagbog og fotos fra vores forårstur til Sydfrankrig  foråret 2019


Dagbog fra udrejsen

04.02.2019, Klitmøller


Forårets tur er planlagt og bringer os til gammelkendte steder, beliggende i……gæt hvor......?


Godt gættet, Sydfrankrig !


Konservative som vi efterhånden er blevet på vores gamle dage, vælger vi det sikre, og har derfor udsøgt os et par velkendte adresser.

Nærmere betegnet drejer det sig om et ophold på 3 uger i den lille by Flassan, som ligger for foden af Ventoux bjerget i Vaucluse. Her skal vi bo i en byejendom, som er danskejet. Vi har været der to gange før, men ikke i marts måned, hvor vi forventer at se de mange kirsebærtræer i blomst.

Derefter har vi entreret med en fransk udlejer, som bor i Villefranche sur Mèr.

Han bor i en lejlighed i byen men ejer også et ganske lille bitte hus i byen. Ham har vi korresponderet og talt i telefon med adskillige gange, førend han, for 14 dage siden, indvilligede i, at vi kunne leje hans ganske lille bitte hus på Av. Georges Clemenceau i Villefranche i april måned. At der er tale om et ganske lille bitte hus får vi se senere, men vi har ofte gået forbi huset, og har altid ønsket at kunne leje det.

Turneen er planlagt til opstart torsdag den 7. marts kl. 7 om morgenen, og efter lidt over 7 timers kørsel forventer vi at ankomme til vores første stop, nemlig byen Friedberg, som ligger i nærheden af Frankfurt.



12.02.2019, Løgten

Vi er så småt startet på træningen til de forhåbentlig mange bjergvandringer, som venter os i det sydlige. Og hvorfor så ikke drage nytte af den nære beliggenhed af vores egne bjerge, nemlig dem ovre på Mols. Godt nok ikke med de samme stigninger som i syd, men alligevel smager det lidt af bjerge.

Vi lagde ud i går med en 8 kilometers tur startende fra Agri Baunehøj, som tårner sig op i landskabet med hele 137 meter over havets overflade. Ja, faktisk kun 10 meter lavere end Himmelbjerget, så der er faktisk ingen grund til at tage til Himmelbjerget, hvis man vil højt op i landskabet.

Her oppefra kunne vi stå og nyde udsigten over hele nationalparken, Helgenæs, Ebeltoft, Hjelm, Kaløvig, Aarhus, Samsø og så videre, altså hele geografien omkring vores hjemegn. Og det er let at pege de enkelte destinationer ud. Der er nemlig placeret en stor markør på en vandret skive midt på baunehøjens stensætning. Denne markør kan drejes rundt og via de anviste navne på skiven, man pege på den præcise beliggenhed af et punkt. Der skal helst være god sigtbarhed, hvis man skal have det hele med.

Fra toppen af baunehøjen gik turen videre ned i de indhegnede marker, hvor adskillige af de vilde heste opholdt sig. Vild og vild er nok så meget sagt, der var i hvert fald ikke megen vildskab over de krikker, vi mødte.

Selvom Mols Bjerge ikke virker så voldsomt store i omkreds, er det alligevel godt at have et af de lokale kort ved hånden, og vi fik faktisk brug for det, da vi begav os videre på fodvejen til Toggerbo. Vi mødte nemlig en ung pige, som spurgte os om vej. Hun var i fuldt vandringsudstyr, lige fra en gedigen rygsæk til et par solide vandrestøvler, og selvfølgelig de rigtige bukser, anorak osv.

Hun manglede desværre bare et godt kort, og selvom hun fremviste et flot generalstabskort med en detaljeret målestok, kunne stierne ikke aflæses derpå. Hun havde endvidere et af de nye kort over Mols Bjerge, et af den slags som ligger i de dertil indrettede standere, men dette var ikke så detaljeret som det ældre kort, vi anvendte.

Hun var startet ovre fra Femmøller op ad den stejle bakke lige overfor efterskolen. Der ligger ”Den Italienske sti”, og derfra var hun så gået videre ad ”Mols Bjerge stien”, men for ikke at skulle returnere ad den samme rute, som hun var kommet, spurgte hun nu os om vej.

Efter at have udpeget hende vejen til Femmøller, forærede vi hende vores kort. Vi har et ekstra eksemplar derhjemme, og vi fik så til gengæld en fortælling om hendes vandreture i Norge og Sverige, hvor hun var meget bekendt med ruterne. Bl.a. fortalte hun om en tur ved Jotunheimen, hvor hun også var faret vild, men heldigvis sammen med en lokalkendt, så det endte uden alvorligheder.

Solen var nu efterhånden forsvundet bag bakkerne(bjergene), og det var blevet køligere, så vi sagde farvel til vores vandrings-pige, hvorefter vi hurtigt fik varmen igen i et raskt tempo.

Jo, det var den første træningstur, men efter planen ikke den sidste. Der er faktisk mange muligheder for forskellige ruter i nationalparken Mols Bjerge, som varmt kan anbefales.

Og så er der kun 22 kilometer fra Løgten til parkeringspladsen ved Agri Baunehøj.



26.02.2019, Løgten


Tanker omkring en kommende Frankrigs-udflugt

Jeg har lige læst en artikel i Weekendavisen fra den 22. februar. Den har overskriften ”De gule veste knuser landet”, og afspejler et interview med en kendt fransk filosof, Pascal Bruckner. Han mener at Frankrig står på kanten af afgrunden, og at den folkelige opstand fra ”de gule veste” er ved at ødelægge landet. Samtidig bryder antisemitismen frem i lys lue, og der er meget stor utilfredshed med præsident Macron.

Bruckner mener, at Macron går for lidt til makronerne(tjah.. hvordan skal man ellers sige det med det navn), og at han burde sætte hårdt mod hårdt og nedbryde modstanden med fysisk magt. Men mon ikke det ville føre til en fornyet revolution i landet ?

Vældig interessant læsning, men også stof til eftertanke her hvor vi står og skal af sted til ”det syge samfund”, som Bruckner benævner det.

Normalt forløber protesterne kun i weekenderne(sidste weekend var den 15. gang siden starten i oktober)

Så vi skal måske være heldige, hvis vi slipper let igennem motorvejsnettet lørdag den 8. marts, hvor vi skal køre fra et sted nord for Lyon og til vores bestemmelsessted i Flassan.  ”De gule veste” besætter ofte ”Péages”(betalingssteder) på motorvejene.

Ikke fordi jeg sympatiserer med ”de gule veste”, for efterhånden er der kun tale om et rabiat voldeligt mindretal i forhold til starten af opstanden, men skulle vi falde i et ”baghold”, så kan vi da selv fremvise et par gule veste i vores bil, da det er et lovkrav at medbringe gule veste på de franske veje.

På den anden side, hvis vi får brug for dem denne gang, kan vi måske blive antaget for at tilhøre dette rabiate mindretal, og dermed få myndighederne på nakken.

Nå, det går nok ikke så galt, og selvom Bruckner udtaler, at hvis han var yngre, ville han pakke sine ting og rejse ud af landet, så agter vi stadig at rejse ind i landet, opstand eller ej.



07.03.2019, Hotel Hanauer Hof, Friedberg, Hessen

Vi noterede kun 50 minutters forsinkelse fra Løgten i forhold til vores planlagte afgang, og var dermed afsted klokken 07:50.

Turen igennem Jylland forløb uden nogen modstand fra de mange danskere, som vi mødte undervejs, og som formodentlig var på vej på arbejde. Jeg tænkte som sædvanligt,   godt at nogen holder hjulene i gang og at vi andre kan få lov til at tilbringe vores alderdom uden de store forpligtelser…. ja, jeg har da selv i mange år ligget og drønet rundt på de danske veje for at komme til og fra arbejde. Så mange år, at det meste af mit voksne liv formodentlig er gået med det !!!...... og dog, hvis jeg nu går hen og bliver over 104 år gammel, så har jeg, alt andet lige, vundet i lotteriet og har dermed tilbragt flere år på pension end i arbejde.


I Tyskland var en stor del af de senere års mange vejarbejder efterhånden færdige.

Hamburg var dog stadig fyldt med ”Baustellen”. Der har igennem mange år været arbejdet på en enorm udvidelse af vejnettet på nordsiden af Elben, men vi nåede da ned i Elb-tunnelen inden middag. Oppe i dagslyset igen lå nu yderligere ca. 470 kilometer af den tyske Autobahn, A7 og A5, klar til at blive erobret.

Hannover, Kassel og så endelig stop 30 kilometer nord for Frankfurt i byen Friedberg, hvor vi havde bestilt overnatning på Hotel Hanauer Hof.

 

Forskellen på en ”Reservierung Bestätigung” og en ”Buchung Bestätigung” er åbenbart stor, for da vi kom til hotellet, var vi slet ikke noteret i bogen over bookninger, til trods for at vi for næsten 1 måned siden havde reserveret et værelse og havde fået bekræftelse pr email. Receptionisten anede ikke sine levendes råd, og til sidst ringede han til ”Chefen”, med hvem han førte en længere samtale. Derefter spurgte han os, om vi havde fået en ”Buchung Bestätigung”. Jeg fremviste ham email’en tilbage fra den 12. februar, hvori der stod en bekræftelse på, at vi havde bestilt et værelse, og at alt var i den skønneste orden.

Men….  vi havde altså aldrig fået en ”Buchung Bestätigung”, og det var så problemet.

Men, altså, det var jo ikke os, der havde klokket i det, så han måtte noget brødebetynget bede os vente en halv times tid, så ville han sørge for, at der blev gjort et værelse klar til os.  En lidt underlig modtagelse. Der var vist tale om et sammenbrud i den tyske perfektionisme, og den kendte parole ”Ordnung muss sein” var midlertidigt ude af drift.


Receptionisten agerede også tjener om aftenen, og vi fik da en længere snak med ham. Han kom fra Opatija i Kroatien, og besøgte familien der hver sommer. Vi fortalte ham om vores ferieture tilbage i 80’erne, hvor vi besøgte Kroatien flere gange indtil krigene ødelagde flere feriebesøg i det land.

Efter den lange snak blev der serveret Wienerschnitzel.

Dagsetape: 823 km.



08.03.2019, Hotel Terminus, Lons-le-Saunier

Afgang fra Friedberg kl. 9:30.

Vores næste stop lå kun 30 km. fra Friedberg, nemlig i en nordlig forstad til Frankfurt. Vi havde på forhånd aftalt med en af vores bekendte, at vi ville komme omkring på et kort besøg.

Vi fandt hurtigt Paquetstrasse, hvor Anne Adams bor. Hun tog glædesstrålende imod os, og viste os rundt i den store lejlighed, som hun overtog for 16 år siden. Ejendommene var oprindelig bygget til de amerikanske soldater efter krigen, og Anne, som også tidligere havde været gift med en amerikaner, havde også arbejdet på de amerikanske baser i Frankfurt.

Vores tid var dog knap, så vi måtte efter halvanden time sige farvel til Anne


Trafikken syd for Frankfurt var som sædvanlig nem på den 4-sporede Autobahn, og på det helt lange stræk, syd for Karlsruhe, hvor trafikken også var tyndet ud, fik jeg afprøvet accelerationen fra 130 – 180 km/t i sports-mode, på K’s opfordring. Den var nu ikke så overraskende som forventet, men det skyldtes vel vores overlæs af bagage.

Det blev kun til en ganske kort test. Jeg ynder ikke at køre hurtigere end de 130 km/t, heller ikke i Tyskland.


Inden vi nåede den franske grænse ved Mulhouse, begyndte K at sondere terrænet med hensyn til næste overnatning. Denne havde vi nemlig ikke bestilt hjemmefra. Hun fandt hurtigt et egnet emne i byen Lons-le-Saunier, som ligger i Jura-bjergene, tæt på vores rute mod syd.

Og minsandten om hun ikke overraskede alle ved selv at ringe til hotellet og bestille et værelse på fejlfrit fransk. Jo, det kan nok være, at jeg er ved at få konkurrence som fransktalende dansker. Nu har hun efterhånden også gået og hørt på franske gloser i mange år, og det har da sat sit præg på hendes sprog.


I Lons-le-Saunier var det selvfølgelig umuligt at finde en parkeringsplads ved Hotel Terminus. Jeg måtte parkere halvvejs oppe på et fortov, og medens jeg derefter gik ind for at checke ind på hotellet, blev K siddende i bilen.

Receptionisten, en meget ung mand, var så hurtigttalende at mine ører blev blæst af, og da jeg endelig fik samlet dem op igen, bad jeg ham tale lidt langsommere, så selv en dansker kunne forstå det. Han smilte sjovt og satte kadencen ned til det halve, og nu kunne jeg følge med.

Jeg fik først udleveret et digitalkort til værelse nr. 205. Dette kunne låse døren op bare ved at vende kortet mod låsen, altså samme procedure, som når man betaler med Dankort nede i Netto. Derefter fulgte en token, som kunne låse den store tunge port op til parkeringspladsen omme i baggården, også bare ved at pege på porten.


At parkere bilen i hotellets baggård var dog ikke uden problemer.

Der var kun én plads tilbage imellem 2 mindre biler, og det var vel at mærke med en parallel-parkering op ad en betonmur. ”Take it or leave it”, sagde jeg til mig selv. I Frankrig tager man normalt altid den første den bedste ledige parkering, idet der som regel ikke er nogen alternativer.

10 gange i fremadgående gear og ligeså mange gange i bakgear, og bilen stod så halvt inde på pladsen. Den ragede altså et godt stykke ud i forhold til de andre biler langs muren, men da der kun var ca. 20 cm. både foran og bagved til at navigere på, opgav jeg yderligere. Hvordan vi så får den bakset ud i morgen, må blive den tid den sorg. Vi må håbe at en af de andre biler er væk.

Parkeringen kunne jeg selvfølgelig ikke foretage uden hjælp fra K, og hun gik beredvilligt til sagen med ildhu. Hun agerede som en anden berømt dirigent på podiet, hun manglede bare taktstokken. Hun løb fra for til agter og hævede og sænkede armene, som om der var tale om en større Beethoven-symfoni. Hun blev godt nok lidt rødmosset i hovedet, og jeg, som spillede 1. violin bag rattet, kunne dårligt holde takten i de svære passager.

Pyh-ha for en start på et hotel-ophold.

Dagens etape: 602 kilometer.



Retur