Dagbog fra Villefranche sur Mèr

 Tour de printemps 2019


Uddrag af dagbog og fotos fra vores forårstur til Sydfrankrig 

foråret 2019


Dagbog fra Villefranche sur Mèr og hjemrejsen

30.03.2019, Av. Georges Clemenceau 396, Villefranche sur Mèr

K glemte en pude, og jeg glemte mine briller i Flassan. Heldigvis har jeg ekstra briller med, og heldigvis er puder til at erstatte.

Vi tog af sted fra Flassan kl. 12:30 og havde en køretur på ca. 300 kilometer til Villefranche sur Mèr.

Første stop var dog allerede efter 5 kilometer, nemlig i Bedoin, hvor K var inde for at sige farvel til bager Ravel, og jeg formoder, at hun, ved udgangen, har sagt  ”Farvel Ravel !”

Jeg ringede imens til Thooris i Villefranche og meldte vores ankomst ved 16-tiden, som gps’en annoncerede.

Jeg havde dog læst, at ”de gule veste”, for 20. lørdag i træk, ville troppe op i både Avignon-området og i Nice, så Thooris foreslog, at vi skulle dreje af motorvejen i Nice-øst, og at han nok skulle vente på os.

Det endte med at blive en nem tur ad A7 og A8, som motorvejsnettet hedder på den strækning, men til gengæld blev det bestemt stressende, da vi drejede af ved Nice-Est(det var så på fransk) for derefter at køre igennem flere af forstæderne.

Det var ikke på grund af gule veste, at vi fik vores sag for. Næh… det var simpelthen på grund af ren og skær trafik.  Vejbaner i alle retninger, så der skulle holdes godt fast i rattet.

K prøvede at finde en alternativ rute på sin iPhone, men opgav hurtigt, for derefter at hjælpe til med at aflæse vejskilte. Vi huskede tydeligt sidste gang, hvor vi måtte køre adskillige omveje i Nice’s forstæder.

Gps’en var selvfølgelig sat til med lyd, og ind i mellem lød det også som om Fru GPS fik stress, hun var lige ved at snuble over de mange sætninger.

Da vi først var kommet ned til den gamle havn i Nice, var vi på ”hjemmebane” igen, og fandt hurtigt vejen ud til Villefranche sur Mèr, som ligger 5 kilometer fra Nice-øst.


Klokken var blevet 16:30, da vi standsede ud for ”396, Av. Georges Clemenceau”. Selvfølgelig fandt vi ingen ledig parkering på denne ellers så diskrete gade. Det var jo lørdag og stranden var stadig fyldt med badegæster. Mange af de lokale indbyggere i Nice elsker at tage ud til den lille strand i Villefranche, til trods for at de selv har en 5 kilometer lang strand inde i Nice.

Vi endte med at blokere den ene vejbane af gaden med alarmlyset sat i blink, det har vi jo så tit set andre gøre, og gik så ind til ”Pavillon Rève d’Azur”, som der så flot står på havelågen. Her tog Monsieur Thooris meget venligt imod os.


”Vores slot i Provence”

Pavillonen hedder ”Rève d’Azur”, hvilket betyder ”Drømmen om Azur”.

Monsieur Thooris fortalte os om stedet og viste os rundt i huset. Rundvisningen var dog lynhurtigt overstået, for hvor lang tid kan det tage at fremvise 32 kvadratmeter ? Ja, huset er ikke større. Og de 32 m2 er minsandten fordelt mellem 2 etager, således at der er 16 m2 på hver etage. For at komme op på øverste etage, hvor der er en dobbeltseng, en kommode og en bøjlestang, skal man gå op ad en udvendig trappe.

I den underste etage er der amerikansk køkken, hvilket er lig med 2 kogeplader, køkkenvask, køleskab, fryser og en mikroovn, men hvad kan man bruge en mikroovn til, udover at lave popcorn i ?

Så er der et lille bord med 2 stole, og bagerst i rummet er der presset en køjeseng ind.

Stadig i underetagen er der et badeværelse, som man skal gå baglæns ind i, hvis man skal ind for at sætte sig på wc’et, for man kan ikke vende sig om inde i det smalle rum.

Minsandten om der ikke også er en bruser i dette verdens mindste badeværelse. Og så er der selvfølgelig også er en håndvask, igen verdens mindste. Skal man have vand i hovedet eller børste tænder, er man nødt til at lukke badeværelsesdøren op, for ellers kan man ikke bukke sig uden at støde hovedet ind i væggen bag vasken.

Alle de nævnte ting i underetagen er fordelt på de 16 m2, forstå det hvem der kan.

Nå, men det er da ikke værre end at bo i telt, og så skal det lige nævnes, at der på begge etager er et stort vindue, som vender ud mod bugten, og udsigten herfra er en million værd.


Udenfor pavillonen, i haven, er der heldigvis mere plads, vel nok 60 m2, og når vejret er godt, er det et skønt sted at opholde sig.

Lige udenfor køkkendøren er der en fliseterrasse med et bord-/bænke-sæt under et halvtag af bambus og trapez-plader.

I den anden ende af haven står et stort teaktræs-havebord med parasol og masser af havestole.

Så er der 3 små runde metal-haveborde på løvefødder, de 2 af dem er dog gennemrustne. Der er ligeledes adskillige rustne grillriste, krukker, både hele og halve. En gammel projektør, som er stukket i jorden. En kost uden skaft. En bænk, som er så skæv, at man glider ned ad den, hvis man forsøger at sætte sig uden at holde fast. Flere høje metal-standere, som har været anvendt til stearinlys og et par piedestaler, hvorpå der engang har stået statuer eller andet.

En del af haven er belagt med store træfliser, som man dog skal være varsom med at betræde, for de fleste af dem vipper op, når man træder på dem.

Hvor der ikke er træfliser, er der ukrudt i alle former. Jeg har da fået fjernet de værste brændenælder og andet, så vi nu kan gå nogenlunde rundt og nyde synet af f.eks. hækken. Det er nemlig en Bougainevillea, dog ikke så meget i blomst endnu. Og så en Hibiscus, altså Hawaii-blomst så stor, at den må være et pragtsyn, når den engang blomstrer.

Midt i haven står resterne af 2 kæmpemæssige mimosa-træer. De er ældgamle, og er netop blevet fældet for nylig på grund af alder. Nu er der kun ca. 5 meter høje stammer tilbage. Jeg har målt omkredsen af det ene træ til af være over 3 meter, og der skyder stadig nye skud ud fra resterne af disse kæmper.

Tilsidst er der et gammelt haveskur, som har været husly for et væld af mus, at dømme efter efterladenskaberne derude. I skuret ligger der hynder til stolene, men disse hynder har ligeledes været brugt til bolig for nævnte mus. På en hylde i skuret ligger der musegift, musefælder og en enkelt rottefælde.

Nej, der mangler ikke noget i den have bortset fra en større oprydning.

 

Tidligere hørte denne pavillon med til nabohuset inde ved siden af, og Monsieur Thooris boede i dette nabohus i 30 år, førend han solgte det for nogle år siden. Han beholdte dog pavillonen og det lille jordstykke. I dag ejes hans tidligere hus af en udlænding, som har restaureret på det de sidste 5 år. Nu fremstår huset virkelig flot, modsat pavillonen, som har fået lov at forfalde de sidste mange år.

Gad vide hvad Monsieur Thooris bruger sine penge på, og gad vide om pavillonen nogensinde har været lejet ud før ?

Han er er en mand på vores egen alder og er født ovre i byen på Mont Boron, bjerget som adskiller Villefranche fra Nice. Han arbejder som kinesiterapeut, hvad det så er for noget, med egen klinik i St. Jean, Cap-Ferrat. Han bor nu om stunder i en lejlighed i den anden ende af Villefranche.

I fordums tider har pavillonen været bolig for et ældre par, ansat som ”gardiens” og tjenestefolk til det store hus på grunden. Altså manden passede haven og konen gjorde rent i huset.

Nu er grundstykket med pavillonen adskilt fra det store hus med en høj hæk.

Det var lidt om ”Rève d’Azur”.

Klokken er 22:03, så go’nat efter en noget anstrengende dag.



31.03.2019, V-s-M

Dagen er gået med akklimatisering, hvilket ikke har været svært, vejrmæssigt, da der har været over 20 graders varme ligesom i Flassan.

Men også akklimatisering med hensyn til den store forandring som det er, at flytte fra landet til storbyen, fra stilhed og ro til støj og uro, fra ingen mennesker til et mylder af mennesker, fra masser af plads til næsten ingen plads…… ja, jeg kunne blive ved fra den ene yderlighed til den anden. Forandringen er total.

Allerede i går, i infernoet af mylder-trafik i Nice-øst, mente K, at vi måske skulle være blevet noget længere tid i Flassan, hvor de blomstrende kirsebærtræer hensatte én til paradisets have i fantasien.

Nå, men efter det første døgn her, er hun alligevel ved at falde til. Det er femte gang, vi besøger byen, og vi kender området ganske godt.


Ved middagstid hørte jeg pludselig en kendt stemme på den anden side af hækken på "Chemin de la Fouan". Selvom det er et år siden sidst, kunne jeg med det samme kende Gabrielle Rigucci’s stemme. Jeg kiggede over hækken og ganske rigtigt, der gik hun og fortalte ivrigt, omgivet af en lille flok interesserede turister. Hun har et bijob som turistguide, og de var selvfølgelig på vej ned i byen, hvor hun kan fortælle om mange interessante ting.


Om eftermiddagen besøgte vi et marked, som var annonceret på byens hjemmeside. ”Vide Grenier”, som betyder ”Tøm pulterkammeret”. Det var noget af et tilløbsstykke og varede fra tidlig morgen til klokken 6 aften.

Meget spændende at gå rundt og se de mange ting, som folk havde medbragt på deres stande. Tøj, legetøj, gamle nips, glas, kander, potter, bøger, blade og andet tingel-tangel.

Priserne var sjældent over en euro for hvad som helst. Det skulle måske lige være den brødrister, som K købte for 2 euro.

Derefter købte hun en kjole til 1 euro, så nu ligner hun en filmstjerne.

På vej ud til markedspladsen gik vi langs ”Plage des Marinières”, og stranden var fyldt. Mange var i gang med frokosten på tæpper i sandet.

Sådan gik vores første hele dag i Villefranche-s-M.


 

01.04.2019, V-s-M

Sol til morgen, og det er 1. april, men solen er god nok, og der er ikke tale om nogen aprilsnar. Her ved kysten er der lunere om natten end i Flassan, mens dagstemperaturerne minder om hinanden.

Efter frokost gik vi op over ”Chemin des Serres”, en spændende vej over til nabobyen Beaulieu.

Vi kom forbi udsigtspunktet på den nederste Corniche inderst i bugten, hvor alle nyankomne turister og andre forbipasserende novicer stopper op for at fotografere. Det er et syn for guder, altså det de fotograferer. Og man forstår godt, at alle står med øjnene på stilke ud over dette helt utroligt flotte vue(hov der kom vist et lille fransk ord med). 

Står man her og kigger ud over bugten, ser man på den vestlige side, langt nede, den pittoreske lille by Villefranche sur Mèr.  Ovenover byen ligger bjerget Mont Boron.

På den østlige side af  bugten ser man den nok så berømte halvø Cap Ferrat.

Turisterne står her længe og filmer og fotograferer, og der lyder gang på gang fra de franske af dem, ”Dieu que c’est beau”. Fra de danske lyder det ”Gud hvor er det flot”.

Vi fortsatte derefter ad en mindre sti op til ”Chemin des Serres”, hvorfra man også kan se nabobyen Beaulieu mod øst. Således har man overblikket over hele molevitten på én gang, og det til samme pris.



02.04.2019, V-s-M

Stået op til det sædvanlige gode vejr. Det er dejligt at kunne gå ud i haven og sætte sig i en liggestol for at nyde morgenstemningen ude over bugten.

Akklimatiseringen er fuldendt og vi er igen blevet ”Villefranchois, som de indfødte kaldes her.


Vi gik en lille tur igennem byen sidst på eftermiddagen efter en ren afslapningsdag. Selvfølgelig sørgede K for, at vi kom forbi tøjbutikken på hjørnet af "Place de la Republique", og det varede ikke mange sekunder, førend hun forsvandt ind i butikken. Jeg gik lidt videre, men vendte kort efter tilbage for at hjælpe hende med at vælge. Der var tale om 2 ens kjoler, men i forskellige farver, og det var svært at vælge.

I får 10% rabat på begge kjoler, sagde butiksejeren flot, og så gik hun hen til kasseapparatet for at regne den ud.

Da vi gik ud af butikken så hun ganske tilfreds ud, altså butiksejeren, og knap nok var vi ude, da K begyndte at fable om, at hun skulle måske hellere have valgt den ene i en anden farve. Pyh…..


Tilbage til "Place de la Paix", hvor K gik ind til Marie Claire, og jeg gik ind i Tabac’en for at købe en avis.

Marie Claire kunne sagtens genkende K, og hun havde spurt om, hvor længe vi blev denne gang. Da hun hørte, at der var tale om 4 uger, er jeg sikker på at hun bagefter skyndsomst har varskoet bageren, at han godt kunne sætte produktionen af croissanter og kager i vejret det næste stykke tid.

Hjemme igen prøver K kjoler til den store medalje.

I morgen meldes om regnvejr.



03.04.2019, V-s-M

Ganske rigtigt, det regner, og vi skulle have været henne på onsdags-markedet for at hilse på vores oliven-pige fra Gorbio. Nå, der er heldigvis 3 andre onsdage den kommende tid, hvor vi kan møde hende.

Kl. 14:00

Det er alligevel ophørt med regn ved 11-tiden, så vi gik på markedet og fandt kun én eneste bod tilstede. Når der meldes om regn fra starten af dagen, møder markedsfolkene ikke op.

Vi fik da handlet ved denne ene bod med frugt og grønt. En lille mørk og trind italiener som åbenbart havde trodset vejrudsigten og nu også var alene om al handel. Der kom efterhånden flere kunder til, og han havde travlt med at veje, skrive ned og regne på sin lille seddel, alt imens han stod og mumlede på italiensk. Samtidig havde han en underlig cigarstump i munden, og den hørte tydeligvis med til hans udseende.

Han havde også en medhjælper med. Hans job var mest at oversætte italienerens tale til  fransk, så alle kunder kunne forstå, hvad der foregik, selvom mange af de indfødte her i Villefranche er af italiensk afstamning og taler italiensk.

Klokken er ved at være 19:30, og det har regnet uden ophold de sidste tre timer. På et tidspunkt var alt udenfor vinduet mod bugten bare én stor grå masse. Så slog pludselig et voldsomt lyn ned i bugten, og det blev øjeblikkeligt efterfulgt af et ordentligt brag.

Hele det sydøstlige hjørne af ”Alpes Maritime” har været placeret i en orange alarm-zone, som den eneste del af Frankrig i dag.

Iflg. meteorologerne er alarm-zonerne inddelt i grøn, gul, orange og rød. Jeg synes nu, vi ligger i en gråzone. 



04.04.2019, V-s-M

Det har styrt-regnet hele natten, men her til morgen er det holdt op. På et tidspunkt i nat måtte jeg nedenunder for at forrette et ærinde på badeværelset. At gå ned ad de 12 trin på den udendørs trappe var nok til at jeg blev smaskvåd. Tjah…. nemt er det ikke med logistikken i den lille pavillon… men  fordelen er, at jeg ikke behøvede at tage brusebad til morgen.

Senere på dagen vovede vi os op i byen, hvor der ligger et lille Casino supermarked. Hvad sker der så undervejs op ad ”Avenue Georges Clemenceau”(pokkers at det vejnavn er så langt, fremover forkorter jeg)….. jo, minsandten om ikke vores gamle veninde Gabrielle Rigucci kommer imod os oppe fra den anden ende af vejen. Vi sagde til hinanden, at nu prøver vi, om hun kan genkende os, og går bare forbi. Men ikke så snart var hun på siden af os, da hun udbryder, ”Næh.. er det jer ?”… ”ja, det er os”, sagde jeg straks. Derefter stor gensynsglæde og kindkys, denne gang også til mig. Hun bød os straks med op på en kop te, men vi måtte høfligt afslå, da vi skulle nå op at handle. ”Så bliver det en anden dag”, sluttede hun af, og vi ilede videre. Hun nåede dog at fortælle en masse om manden, som døde for 2 år siden, og om lillebroderen, som er læge i Marseille.

Undervejs op til supermarkedet, så vi Monsieur Rocchi, som vi også kender fra tidligere år. Han var i gang med at male et gelænder på sin ejendom, som ligger overfor skolen, men ham må vi hilse på senere.  Nu mangler vi bare at møde Monsieur Nicolas og Madame Ferrio, så har vi hilst på alle vores bekendte her i byen.

                            

 

05.04.2019, V-s-M

Stået op til et flot solskinsvejr.

K har haft travlt med at gøre rent, både i pavillonen og i havehuset, og jeg har været ved at rydde op og luge i haven, således at vi kan plante et par blomster til erstatning af ukrudtet. Man kan købe et væld af forskellige planter på markedet i byen. Lige nu er der mange spanske margueritter i udvalget.

Monsieur Thooris kan nok ikke kende sin ejendom, når kan kommer på besøg. Han var her for resten i går, men stak bare lige hovedet over havelågen og spurgte om vi manglede noget. En bil holdt og ventede på ham, og han skulle skyndsomst videre. Han var da også  hurtigt væk, da vi meldte alt OK.

K er virkelig faldet til her i pavillonen, især efter at der er blevet gjort rent. Nu ender det nok med, at hun ikke vil med hjem igen, når tiden kommer. Der er heldigvis også lang tid til endnu.

Det har været en dejlig dag i haven, og vi har næsten ikke lavet andet end at opholde os i liggestolene. Dog foretog jeg en lille fotosafar op på bjerget i middagspausen, og sidst på eftermiddagen tog vi bussen op til Maeterlinck for at handle i Carrefour supermarkedet. Det ligger for enden af Mont Boron bjerget lige ved nedgangen til Nice øst.

Vi nåede derop og hjem på den samme billet, ergo 15 kr. i transportudgift. Udgiften i supermarkedet nævner jeg ikke. Der må være grænser for indiskretion.

 

 

06.04.2019, V-s-M

K mener at vi skal tage til koncerten i kirken i aften ?... Kirkekoncert, på en lørdag aften ? Tja, hvorfor ikke, vi kan jo slutte af med en ”Marguerita” på ”Café Les Palmiers” bagefter.

Vejret har vist sig fra sin kølige side i dag. Det er som om, en ændring til mere ustabilitet er på vej, iflg. vejrudsigten.

 

 

07.04.2019, V-s-M

Ustabiliteten varede kun til middag, da solen brød frem og fjernede alle gråtoner på himlen. Joh…. vi kender vejrliget, hvor de dårlige dage som oftest kun varer det halve af det frygtede, altså igen fuld sol i liggestolene.

Vi gik en tur over til bådehavnen ”Les Darses”, hvor vi nød udsigten ud over bugten fra en anden vinkel end den derhjemmefra.

Undervejs på havnen nede i byen gik vi forbi alle søndagsgæsterne, turister og besøgende fra Nice, som sad ved café-bordene helt ude på kanten af havnekajen.

 

Det lykkedes at nå koncerten i kirken i aftes. 2 lærde musikere fra Nice underholdt på hhv. obo og orgel, og det lød flot i det store kirkerum. Vi sad dog med ryggen til de udøvende kunstnere og måtte dreje os om, hver gang vi ville have et syn af dem. De musicerede oppe i rummet over indgangsdøren, hvor hele orgel-menageriet er placeret. De fik en så stor applaus efter koncerten, at det blev til 2 ekstranumre.

Ellers en gåtur til Saint Jean C-F, og besøg i Super U i Beaulieu og derefter toget hjem for 2,40 euro i alt.

 

 

08.04.2019, V-s-M

I dag var vi på bytur til Nice i det gode vejr.

Afgang fra Villefranche med linie 100 fra stoppestedet, Octroi, midt i byen. Inde i bussen ville jeg stemple vores billetter, men buschaufføren afværgede mit forehavende med en håndbevægelse og ordene, ”Ca marche pas !”, altså var maskinen i uorden, og dermed slap vi for yderligere tiltale med hensyn til at betale for busturen til Nice. Jeg fik også kun en ståplads i bussen, medens en ung pige rejste sig op og tilbød K sin plads.

Fra Place Garibaldi gik vi først hen til kontoret hos ”Lignes d’Azur” for at købe et par 10-turs kort. Derefter over i ”Parc Paillon”, hvor der var et væld af mennesker. Virkelig en fornøjelse med den park. Masser af legemuligheder for børn, og især det flotte springsvands-sceneri er et hit. LINK 

Derefter via ”Place Massena” op til byens hovedstrøg ”Avenue Jean Médecin”. Her måtte vi, som sædvanligt, kæmpe os igennem menneskemasserne. Jeg forstår godt, at det er så befærdet. Der kører ingen biler men kun sporvogne, og der er fyldt med forretninger og cafeer. Det ser ikke ud som om forretningsdøden har nået Nice endnu, for man ser ingen tomme butikslokaler.

Som sædvanligt skulle K i ”Pylones” gave-butikken og jeg besøgte ”Fnac”, en butik med alt i elektronik og musik.

Retur gik vi ad ”Cours Saleya”, hvor der hver mandag er loppemarked.

På en café fik vi en Kir og et glas Minuty, en rosévin med en uovertruffen smag.

Videre op forbi ”Quai Rauba Capeu”, hvor det store logo med ”I love Nice” var fjernet for en stund. Det er ved at blive rengjort og renoveret efter at have stået der i et par år. Omme i den gamle havn lå stadig ”russeren”, den enorme yacht ”Quantum Blue”. Den må være en god indtægt for havnen.

På Boulevard Carnot fandt vi endelig en bus ved stoppestedet Gustavin.

En lang gåtur i et fantastisk godt vejr i den smukke by.

 

 

09.04.2019, V-s-M

Sol igen i dag, slet ikke så ringe endda, som de har truet med i vejrudsigten, og vi har gennemført en tur rundt om Cap Ferrat.

Varmen kulminerede helt ude på spidsen af halvøen, hvor man er omgivet af Middelhavet på næsten alle sider. Jeg måtte skifte fra lange bukser til shorts, som jeg havde med i rygsækken.

Vi har tidligere gået rundt om Cap Ferrat mange gange, normalt startende fra vestsiden. Denne gang lagde vi ud ovre fra St. Jean Cap Ferrat, en lille by ude på den østlige side af halvøen. Her købte vi et par sandwich til turen.

Turen er lige spændende hver gang, men lider man af højdeskræk, er det nok ikke lige noget at begive sig ud på.

Østsiden af Cap Ferrat er ganske nem at befærde på det brede plateau nedenfor bjergsiden. Her er flotte veltillavede stier i det lave terræn, som ikke ligger mere end et par meter over havoverfladen.

Vestsiden, derimod, er den rene galskab. Her er det slut med brede stier, og bjergsiden går direkte helt ud til vandkanten.

Det starter, når man er nået op til plateauet nedenfor fyrtårnet på spidsen af Cap Ferrat.

Ofte er der bare en meters penge i bredden på stisystemet. Nogle steder er der løst sand, løse småsten,  og trærødder at træde på. Andre steder er der mere fast klippegrund.

På de værste strækninger er yderkanten af stien forsynet med et rækværk, enten i form af en lav stenmur eller et stålgelænder. Men… på andre stræk, som jeg synes virker ligeså voldsomme, mangler der ofte denne beskyttelse. Måske er man ikke færdige med at etablere det endnu, for det må også være vanskeligt at etablere. Der er op til 10 – 20 meters fald direkte ned, hvor de store dønninger slår mod den voldsomme klippekyst.

Jeg bryder mig nu ikke om vestsiden, selvom det er et flot og dramatisk landskab, man præsenteres for. Jeg kryber af sted klinet op ad klipperne på indersiden af stien, mens K går bagved, midt på stien, og driller, ”Nu ikke så pjevset !”. Franskmændene suser forbi på løbesko, sommetider med en hund i hælene. Franske børn drøner også af sted, ligeså hurtige og sikre i bevægelserne som bjerggeder. De frygter intet hvad højder angår.

Alt i alt blev det til en gåtur på 12,5 kilometer. Ifølge min sundheds-app er det omregnet til 18.500 skridt.

                                  

 

10.04.2019, V-s-M

Onsdag er lig med markedsdag.

Undervejs over til markedet, gik vi igennem byen, og udenfor tøjbutikken ved "Place de  Republique", var butiksejeren ved at sortere noget på en tøjstang udenfor butikken. Straks da hun så Kirsten, smilede hun glædesstrålende med et ”Bonjour”, for derefter at give hende et par kindkys. Mig gav hun kun hånden, men godt for det, for jeg havde fået hvidløg i maden i går aftes.

 

På markedet mødte vi endelig olivenpigen fra Gorbio. Hun genkendte os straks, og spurgte: ”Nå, I er vendt tilbage på ferie ?”. vi købte 2 flasker af høsten fra 2018, de sidste hun havde tilbage i dag, men aftalte at mødes igen om 14 dage igen. Næste onsdag, som er dagen før påske, møder hun nemlig ikke op.

Så fik vi endelig købt 3 planter til den kommende prydhave i Pavillonen. Jeg har allerede sat dem i jorden. De pynter gevaldigt sammen med en mynte, som K har købt.

Brød på hjørnet og skinke hos Pascal, så var det hjem til en sandwich.

Nu da det er begyndt at regne, er vi steget op på 1. etage, hvor vi kan sidde og læse og skrive eller nyde udsigten. Sengen er pakket sammen og forvandlet til en sofa..

 

 

11.04.2019, V-s-M

16 grader og dermed noget køligt. Endvidere meldes om regn. Altså igen noget ustadigt.

Her ved middagstid er der stadig en smule regn og køligt, så måske er der i dag tale om at det ustabile vejr er blevet stabilt. Øv…. vi må udsætte en planlagt udflugt.

Kl 19:48

Vi er lige kommet hjem fra en ganske kort, men anstrengende spadseretur op til ”Col de Villefranche”. Det er det øverste punkt i Villefranche, hvorfra man kan kigge ud over Nice, med bjergene langt mod nord og så langt ud mod vest, som øjet kan række. Et flot syn. Nedturen valgte vi dog pr. bus. En ganske lille en af slagsen, som kører på udvalgte korte distancer på tværs i byerne.   

 

 

12.04.2019, V-s-M

Det er noget overskyet, men mildt, omkring 18 grader.

Sidst på formiddagen begyndte det at regne, så vi måtte sadle om og gemme en planlagt udflugt til en anden gang. Det meste af eftermiddagen har det småregnet, så vi kom først ud af pavillonen ved 17-tiden, da vi gik over til St. Jean for at handle i Casino markedet på havnen.

 

 

13.04.2019, V-s-M

Lørdag og dermed markedsdag i byen.

Markedet er lidt anderledes end om onsdagen, hvor der kun er fødevarer, især frugt og grønt. Lørdag er der også tøjboder på pladsen.

Vejret viste sig fra sin gode side lige fra morgenstunden, og jeg gik alene på markedet, hvilket betød, at indkøbene kun tog en brøkdel af den sædvanlige tid.

Da jeg fik låst havelågen op og gik ud på vejen, kom Gabrielle samtidig nedad vejen. Igen stor gensynsglæde. Hun var undervejs ned på stranden for at møde en veninde. Hun viste stolt indholdet frem af en pose, som hun bar. Et flot maleri, som hun havde lavet for nylig. ”Jeg arbejder altid !”, sagde hun. Vi har tidligere købt et maleri af hende, og hun er ganske god til at lave nogle religiøse motiver i mindre format. Vi inviterede hende ind på en kop the en af dagene.

 

Midt på eftermiddagen dukkede pludselig Monsieur Thooris op og bankede på havelågen. Med sig havde han sin veninde, en meget venlig yngre dame, nok omkring de 40 år.

Vi bød dem indenfor, men de havde ikke tid til at sidde ned. Han spurgte indtil flere gange, om vi manglede noget, og vi svarede nej. Han så positivt overrasket ud over den lille prydhave, som vi har lavet.

Jeg spurgte ham, om pavillonen var til salg, men svaret var ”jamais !”(det betyder ”aldrig”), og det gentog han adskillige gange.

Ellers har dagen forløbet som en af de bedre af slagsen. Solen har skinnet, og vi har siddet i haven.

 

 

14.04.2019, V-s-M

Formiddag med ustadigt vejr.

Flotte fotos af fyrværkeriet i Beaulieu i aftes og enkelte gode fra aftenskumringen nede ved havnen.

Vi tager til Nice i dag, søndag.

Kl. 22:38

Vi tog af sted klokken 14, og knap nok var vi oppe ved stoppestedet ”Leopold II”, da det begyndte at styrtregne.

I Nice var det heldigvis tørvejr, og vi gik hele vejen igennem Parc Paillon og ned på promenaden, hvorunder Paillon floden løber ud i Englebugten.

Nederst i Parken var en haveudstilling med mange spændende planter.

Derefter en rundtur i den gamle bydel, hvor vi spiste socca hos René.

Der var knap så mange mennesker i Nice som sædvanligt på en søndag. Formodentlig på grund af det kølige vejr.

 

 

15.04.2019, V-s-M

Solskinsvejr og over 20 grader.

En togtur til Juan-les-Pins for at se byen. En behagelig tur på 45 minutter med el-tog.

En flot turistby, som ligger lunt på kysten

Mod vest fører en promenade langs stranden over mod nabobyerne Golfe-Juan og Cannes.

Længst ude mod vest kunne vi se over til Theoule/Mandelieu/La-Napoule og Esterel-bjergene bagved, hvor vi turnerede for et års tid siden. Ude i bugten ligger ”Île Sainte-Marguerite” ikke langt væk

Mod øst ligger ”Cap d’Antibes” ganske tæt på, og omme på den anden side af halvøen ligger byen Antibes.

Det flotte strandareal i Juan-les-Pins er desværre helt spoleret af liggestole og restauranter. I det gode vejr i dag var mange af liggestolene optaget, og alle restauranter var fyldte.

Det er det sædvanlige cirkus med disse strandbyer på Côte d’Azur. Langt fra så hyggeligt og autentisk som ”vores by”, Villefranche sur Mèr, hvor stranden ligger lidt afsides fra byen, og hvor selve strandarealet ikke er kommercialiseret, men står frit for enhver at benytte.

 

På hjemturen, i toget, udspandt sig en mindre episode i vognen, hvor vi sad. Nogle sæder længere fremme kom en ung pige og en ældre mand pludselig i klammeri. De sad på hver sin side af gangen, og det var åbenbart en diskussion om nogle kufferter, som fyldte godt op i gangarealet. De have begge rejst sig op, og var lige ved at fare i totterne på hinanden. Fransk hidsighed og mentalitet, som vi har oplevet det tidligere. Hovedpersonerne nærmer sig hinanden, så de til sidst næsten støder hovederne sammen, hvorefter de trækker sig tilbage, for så igen at fare frem med store armbevægelser og højlydt raseri. Det kan godt se alvorligt ud for udenforstående, og man kan være bange for korporligheder, men det er ikke så slemt endda. Vi har endnu ikke oplevet, at det er gået over gevind. Her var der tale om en pige omkring de 30 år og en mand omkring de 60, så risikoen for slagsmål var vel ikke så stor. Da gemytterne langt om længe faldt til ro(pigen fik det sidste ord), og begge havde sat sig ned, blev der klappet ivrigt af de fleste øvrige passagerer, som var der tale om en flot præstation i en teaterforestilling.

Kl. 21:30

Vi læser i avisen, at Notre Dame kirken står i brand. Synd for den flotte bygning, hvor vi tilbage i år 2010 sad i det kæmpemæssige kirkerum og oplevede en kor-koncert af Beethoven.

 

 

16.04.2019, V-s-M

Tillykke Daisy !

Overskyet men mildt vejr.

Jeg gik en morgentur ned på havnen for at se om den lokale fiskemand var tilstede. Han står normalt hver morgen på kajen, hvor han har slået en lille bod op. Jeg købte en blæksprutte og en haj….. ?.... selvfølgelig gjorde jeg ikke det, men han har da blæksprutter…. Nej, jeg købte 10 flotte sardiner.

Kl. 19:06

Vi har slentret rundt i byen hid og did. Tydeligvis er påskeferien startet i Danmark, for vi har hørt så mange danske stemmer i gadebilledet som aldrig før. Derimod er der ingen større mængde af franske turister på grund af påsken. Hernede er der kun fridag næste mandag, nemlig 2. påskedag. Skærtorsdag og Langfredag fejres ikke med fridage.

Kirken og staten er totalt adskilt her i landet, altså det man med et moderne ord kalder for et sekulært land, og der er ikke så mange helligdage. Godt at det ikke er her, man har tilbragt sine 41 år på arbejdsmarkedet

 

 

17.04.2019, V-s-M

I går havde dronningen fødselsdag, og i dag er det ”kongens” fødselsdag….. ja, altså ”kongen”, det er min svigerfar, og han er blevet kaldt ”kongen” i mange år, netop fordi han fylder år dagen efter dronningen. Han plejer at sidde med en kongekrone på hovedet, når vi fejrer hans dag. Vi kan desværre ikke være med i år, men må nøjes med at sende en telefonisk hilsen. Han bliver kun 91, og er dermed på alder med sin rigtige ”gemalinde”, nemlig min svigermor.

 

 

18.04.2019, V-s-M

Stadig fuld solskin, men desværre er også en kraftig vind begyndt at blande sig. Trapez-pladerne over terrassen blafrer, og man kan frygte, at de ryger af. Vi har tænkt på en tur til Nice, men udsætter pga den kraftige vind.

Desværre meldes der om endnu stærkere vind i morgen.

Kl. 13:00

”Tågen letter”, nej, ”Taget letter”, ville Carl Nielsen nok have benævnt melodien, hvis det var her, han havde komponeret den.

Kl. 19:14

Vi trodsede den stærke blæst og gik om eftermiddagen en tur op på Mont Boron.

Hov, undskyld et lille afbræk, men K melder, at strømmen er gået !---------- det er kogepladerne, der er i overgangsalderen, der må være løbet noget vand fra bordpladen ind i de ædlere dele, for gruppen slår hele tiden fra på el-tavlen. Ergo står den på kold mad i aften.

En sej tur op på Mont Boron i 24 graders varme, som termometeret viste.

På toppen blæste det selvfølgelig på østsiden, hvor man har det store udsyn  ud over Villefranche og hele kysten hen mod Italien.

På vestsiden fandt vi læ og  kunne vi nyde den fede udsigt ud over Nice.

Vi gik forbi Eltons ejendom, hvor der så noget forladt ud, ikke engang et stykke musik kunne vi høre, og fandt derefter ned ad bjerget igen via stisystemerne.

 

 

19.04.2019, V-s-M

Igen blæst og fuld sol til morgen.

Kogepladerne virker igen.

Kl. 19:28

Dagen er gået med en bytur til Nice, hvor vi kørte helt til endestationen ”Henri Sappia”(det var ”Bus-Rut”, der foreslog turen) med sporvognen, for derefter at returnere til Massena. Vi fik da set, hvor lang en by Nice egentlig er på den led som vender syd/nord. Den ene store beboelsesejendom efter den anden hele vejen, og mange forskellige folkeslag passerede forbi.

I morgen meldes der igen om en fin solskinsdag.

Det har nok været den varmeste dag i solen endnu, men altså også med en irriterende blæst.

Igen mange dansk-talende i gadebilledet både i Nice og i Villefranche. Den danske påskeferie er tydelig.

 

 

20.04.2019, V-s-M

Lørdag, markedsdag.

Jeg gik igen alene derop, men midt i handlen skrev K, at taget over terrassen var ved at blæse af, så jeg ilede retur. Hun stod oppe på trappen med en lang rive hen over trapezpladerne for at holde dem på plads i den stærke blæst. Der var sprunget en wire, som holder på pladerne. Jeg fik skyndsomst halet vores tøjsnor ned for så at anvende den til forstærkning af det elendige tag.

Kl.16:24

Himlen er blevet noget overskyet, og det blæser stadigvæk. Vi sidder ovenpå og læser/skriver.

Jeg har lige læst i dagens avis, at Caroline Wozniacki, i går, gav opvisningskamp i tennisklubben ovre i Beaulieu. Pokkers, så tæt på, og så har vi overset det.

Kl. 20:34

Nede på havnen har de tændt de gule lamper langs kajen.

Senere er også den røde lanterne på molen i havneindløbet blevet tændt, og tilsammen giver disse lys en flot illumination af havneterrænet.

Når mørket rigtig er faldet på, bliver det hele bare endnu flottere, og med det bølgende genskin i vandet er scenen sat til et oplagt fotogent emne.

Vi satser på mindre blæst i morgen, og håber terrasse-taget holder vores tid ud.

 

 

21.04.2019, V-s-M

Klokken er ved at være 16:00, og vi er lige kommet hjem fra en tur til Roquebrune-Cap Martin, hvor vi har gået på kyststien rundt om halvøen. En meget flot tur langs klippekysten, hvor vi på den vestlige side har fuld udsigt over mod Monaco, og på østsiden Menton.

Vi var ikke alene, men måtte dele stien med et væld af især italiensk-talende søndagsgæster.

Det var overskyet, og igen var vinden i øst. Altså helt i læ på vestsiden af Cap Martin, og voldsom blæst på østsiden af halvøen.

Vi kørte med toget derhen, og købte togbilletterne via smartphone. Dermed slap vi for at stå på banegården og trykke på diverse underlige knapper på billetautomaten.

Da vi skulle retur fra Menton, hvor vi havde fundet en togstation ved Carnoles, gik der dog lidt længere tid med billetkøbet end sjovt var. Der var ingen forbindelse til serveren hos SNCF, så vi begyndte at stresse lidt med kun 2 minutter tilbage, indtil toget ankom. Jeg blev afvist mange gange på app’en. Først da toget endelig holdt på stationen, var der bid, og serveren var ledig for to enkeltbilletter til til V-s-M. Tak...

Til aften har vinden endelig lagt sig noget

 

 

22.04.2019, V-s-M

I nat havde vi 18 graders varme, altså udendørs.

Til morgen lå der to store krydstogtsskibe ude på bugten De var allerede i gang med at fragte gæsterne i land, dvs. at byen har været fyldt op i de smalle gader i dag, medens vi har brugt tiden på en bytur til Nice..

Vi var inde omkring kirken med det lange navn ”Église Notre-Dame du Perpetuel Secours”, hvor vi talte med conciergen, en ældre mand. Han havde først gjort os opmærksom på, at vi absolut ikke måtte træde på den røde løber, som beslaglagde hele gulvet op ad midtergangen. Bagefter fortalte han bl.a. om de flotte malerier, som besmykkede kirkerummet.

K fulgte den katolske skik og tændte et stearinlys for 1 euro. Jeg syntes nu, der var lyst nok i rummet, så jeg tændte ikke noget.

Videre fra Coco Beach over til Quai Rauba Capeu, hvor der var så mange mennesker på påskeudflugt, at vi opgav at komme videre.

Vi gik Ind omkring Cours Saleya og videre igennem den gamle by, hvilket dog var helt forkert. Der var så mange turister tilstede, at menneskemængden næsten stod stille.

Sluttede af med Socca ved Place Garibaldi.

 

 

23.04.2019, V-s-M

Blæsten afløses af regn”, kunne være overskriften på dagens vejrudsigt.

Det begyndte i nat, og der trues også med regn de næste par dage.

Her over middag er der  enkelte blå striber i skyerne over byen, men langt ude i havet mod syd tårner et massivt sort skydække sig op. Vi skal vist skynde os, hvis vi skal nå at handle noget i dag.

Kl. 19:01

Regnen kom desværre hurtigt igen. Vi er låst inde, og har opgivet udgang i dag.

Vi skulle ellers have handlet ind inden 19:30, hvor forretningerne lukker.

Vi må leve af resterne i køleskabet og gammelt brød. Regnen styrter ned med en styrke, så en paraply hurtigt ville klappe sammen.

 

 

24.04.2019, V-s-M

Ingen forandring i syndfloden, tværtimod er det taget til. Vi skal nok snart rigge redningsflåden til, hvis vi ellers kan finde en. Terrænet bag banegården nedenfor er oversvømmet.

Det regner over hele Frankrig, og der meldes først om opklaring i morgen.

Vi har endnu ikke fået handlet.

Dette vejr giver stilstand i udflugterne, og i går blev det kun til 121 skridt, altså ny rekord i den ende af skalaen. Det er vel også tiltrængt med en pause.

Kl. 19:10

Endelig, endelig er regnen hørt op. Allersidst på eftermiddagen kunne alarmen afblæses, og vi kunne droppe nødproceduren med redningsflåden.

Vi har fået handlet ind, og fået friske forsyninger bragt til Pavillonen.



25.04.2019, V-s-M

Overskyet men ingen regn. 15-16 grader,

En gråvejrsdag ovenpå 2 dages regn, den kan man f.eks. anvende på at gå til frisøren.

 

”Coiffeur mixte”, står der flot på skiltet udenfor frisørsalonen i ”Avenue Sadi Carnot”, og det har jeg da hele tiden oversat til at være en frisør for både herrer og damer.

Men da jeg trådte ind i salonen, som så lidt mørk ud udefra, var der kun damer tilstede. 2 frisører og en kunde, en ældre dame, som sad i den midterste af de 3 frisørstole i lokalet. Stolen så ud som om, den var kørt op i højeste stilling, og kunden sad åbenbart og ventede på at håret skulle tørre.

Jeg havde lært mig lektien hjemmefra, og lirede hurtigt sætningen af ”Un coup de cheveux, s’il vous plaît”. Denne noget lange sætning er på dansk ganske kort, nemlig ”En klipning, tak”.

Den ældste af frisørerne, tog sig af hårvask. Det foregik efter alle kunstens regler med bløde sæber og ren balsam, så jeg følte mig som en nyfødt, da jeg derefter blev vist over i en af de ledige frisørstole.

Her trådte nu den yngre frisør til, og jeg skal love for, at hun var effektiv. Samtidig med at hun spurgte mig ud, om det skulle være kort eller langt, om bakkenbarterne skulle kortes af, om øjenbrynene skulle klippes, om skilningen skulle være i venstre eller højre side, eller om ørene skulle være her eller der, …. fik hun også spurgt mig ud, om jeg var på sprogkursus. Der er nemlig en fransk sprogskole, Institut de Francais, i byen. Jeg måtte bekende overfor hende, at jeg bare var almindelig turist, men trods alt også forsøgte at lære sproget.

Alt imens hun havde travlt med spørgsmål og klipning, måtte hun også tage sig af den ældre dame, som sad til tørring. Denne følte sig åbenbart helt forladt, for pludselig sagde hun ganske tydeligt ”jamen, jeg sidder jo her ?”. ”Ja-ja”, svarede den unge frisør hende, ”Vær ikke bekymret, jeg er der om 10 minutter”, og så gik hun hen og trådte på en fodpedal, så stolen kom helt ned i gulvhøjde.

Der var efterhånden kommet 3 kunder mere ind i salonen, alle damer. De havde sat sig tilrette i ventestolene og sad nu og plaprede løs.

Jeg følte mig virkelig hensat til en ren damefrisør-salon, og jeg syntes også, at de alle sammen kiggede så underligt på mig.

Endelig var jeg færdig med at se godt ud, og frisøren spurgte, om jeg ville have brillerne på, så jeg kunne se, hvordan det sad i nakken…. jamen, jeg kunne overhovedet ikke se mig selv i spejlet foran, så jeg sagde selvfølgelig ja tak, og vurderede derefter, at det nok ikke kunne blive bedre. Min tidligere antydning af hestehale var forsvundet, og jeg lignede en nyfødt baby på hovedet.

Idet jeg gik ud af salonen, følte jeg, at alle de franske damer fulgte mig med øjnene, så jeg blev helt flov. Måske mit grå hår gjorde dem nysgerrige. Jeg har nu set mange etniske franske mænd på min alder med gråt hår, så der er ikke kun tale om en nordisk sygdom. Det må have været noget andet, der har gjort dem nysgerrige…. måske mit Elvis look-alike udseende ?.

Konklusion: man behøver ikke at tage på sprogskole i Villefranche for at lære fransk, man kan bare gå til damefrisør.


 

30.04.2019, V-s-M

Der har ikke været tid til opdatering af dagbogen de seneste dage, for tiden er ved at rinde ud, og det er

sidste dag i pavillonen.

I morgen starter hjemturen med planlagt overnatning i Macon, Piesport og Kiel.

Vi forventer at være tilbage i gode gamle DK søndag den 5. maj.

Vi ses ! 



01.05.2019, Hotel Best Western, Macon

Vi ankom kl. 16:30 til Macon og kørte lige til Quai Jean Jaures, hvor vi blev ledt ind i hotellets gård, efter at receptionisten havde åbnet lågen. Hotellet ligger lige ud til Saone floden.

Jeg glemte min iPad i Pavillonen !, men jeg sætter min lid til M. Thooris, at han kan forsende den uskadt igennem det europæiske postsystem.


 

02.05.2019, Hotel MoselLoreley, Piesport

Kl. 23:00

Fin morgenmad i Macon med underholdning af en fransk køkkenpige fra Annecy. Hun kunne ikke slippe os igen, eller også, vi kunne ikke slippe af med hende igen.

”Le Lamartine” i aftes var autentisk fransk mad. Vi sad ved et tomandsbord omgivet af andre tomandsborde, som stod så tæt på hinanden, at vi ikke kunne komme ud, da vi først havde sat os ned. Lutter franske ældre par. Menuen lød på snegle og andet underligt fransk.

 

Vi ankom til Piesport klokken 18:30, en time forsinket på grund af gps-fejl i ruten, og vi måtte ringe til Frau Lenckemeyer, men hun arriverede prompte som aftalt, og åbnede flinkt døren for os.

Vi spiste på Hotel Moselblick, som ligger 300 meter herfra. Vi aftalte med dem, at vi skulle bo i suiten på øverste etage i morgen aften, da vi ellers ikke har andre muligheder for overnatning. Alt er optaget.

 


03.05.2019, Hotel Moselblick, Piesport

Nu bor vi hos familien Brandt, som vi også gjorde for et års tid siden, og de er vældig flinke mennesker.

Hr. Brandt står selv i køkkenet. Hans stil er, at han altid kommer ud i restauranten, når man er færdig med måltidet, for at høre om alt var i orden.

Hr. Brandt skaffede os også adgang til et par cykler, som vi lejede hos den ligeledes flinke Peter Später(hans logo kunne være: ”früher oder Später”. Han bor omme i Römerstrasse i den anden ende af Piesport i forhold til Hotel Moselblick. Vi gav 10 euro i alt for hele eftermiddagen på cykel.

Vi returnerede kl. 18:30 efter en 22-kilometers tur til Neumagen og Trittenheim. Turen mindede gevaldigt om sidste år, hvor udgangspunktet for cykelturene var Wolf ved Traben-Trarbach.

Igen et fantastisk flot landskab at besigtige fra en cykelsti. Vinmarker overalt på bjergene langs Mosel floden, og markerne så stejle, at man ikke forstår det muligt at dyrke dem.

I Trittenheim var vi inde omkring Frau Kirsten(det er et efternavn)  i vinhuset ”Kirsten” midt i byen for at købe et par flasker Moselvin med det flotte navn ”Kirsten & Kirsten”. I min verden må navnet blive til ”K & K”. Hernede har de åbenbart ikke nok i én Kirsten….

 Da vi var på cykel, blev det kun til et par flasker, som vi vel ikke nænner at tage hul på derhjemme. Frau Kirsten lovede dog, at de kunne holde i mindst 10 år, så måske vi alligevel får smagt på ”Kirsten og Kirsten”…..

 


04.05.2019, Kiel

Dagens yderpunkter: 16 graders varme ved Mosel-floden, da vi drog af sted på den videre færd, men i løbet af en times tid befandt vi os i et totalt snehvidt landskab i Eifel-bjergene nord for Luxembourg, hvor temperaturen lå omkring frysepunktet.

 

Kan det være mere strategisk med hensyn til muligheder for overnatning efter en lang køretur igennem Tyskland, at have familie i Kiel ?

Næh, så vi benyttede os af muligheden, og havde en god aften, nat og morgenstund i den nordlige del af Kiel.

Tak til Pollie, Lena og Jan.

 


05.05.2019, Løgten

Hjemme sidst på eftermiddagen. Kulden er slående, og man kan allerede savne varmen i syd.

 


06.05.2019, Løgten

Så starter havearbejdet, og der er arbejde til mange mange mange dage efter 2 måneders fravær.


Tak for denne gang til alle ihærdige, tålmodige læsere af denne dagbog, som måske fortsætter på et andet tidspunkt. Indtil da vil dagbogsskriveriet blive holdt indenfor hjemmets 4 vægge.