Dagbog 2014

Dagbog 2014

16.12.2014, Løgten

Dagbogen starter så småt førend turen begynder, men foreløbig bruges de resterende dage til forberedelser og klargøring samt pakning af bilen.

Forberedelserne har selvfølgelig været igang længe, men nu er det ved at være alvor, og tiden går altfor hurtigt her inden afgang.

Kirsten tager det nu meget roligt, og går til frisør, fodterapeut, øjenlæge og jeg ved ikke hvad, og indimellem får hun også tid til at købe julegaver og besøge børn og børnebørn.

Igår aftes startede jeg på udviklingen af denne hjemmeside, og ideen fik jeg på en 6 kilometers gåtur i aftenens mulm og mørke på de lokale fortove, og ikke så snart var jeg indenfor døren igen, da jeg tændte for computeren.

Jeg har i lang tid været i besiddelse af domæne-navnet "MUNK1", og har bare ventet på en lejlighed til at kunne anvende det.

Navnet skal egentlig udtales "MUNKEN", og følger den moderne konstruktion, hvor bogstaver og tal danner et navn. Denne mode er meget sjov, og der kan undertiden være tale om en hel rebus, men "MUNK1" er vel hurtigt lært.

 

Igår havde vi vores naboer, Sven & Jenny, inde til en lille julehygge-kop-kaffe, og jeg havde tænkt mig at vi primært skulle tale om pasning af vores hus, medens vi er væk, men inden vi fik set os om, var tiden gået med al anden god snak, og Sven & Jenny skulle videre i dagsplanen, så vi fik lige snakket løst om pasningen, idet vi gav hinanden hånden til farvel.

Men nu er det heldigvis sådan at Sven og Jenny kender opgaven til bunds efter at have haft os som naboer i godt og vel 37 år, så ingen problemer med det..

 

Vi har foreløbig planlagt afgangen til torsdag morgen, den 18. december, kl. 07:00, idet målet den første dag er omkring Darmstadt, som ligger syd for Frankfurt.

Her har Kirsten på forhånd fundet adskillige gode overnatningsmuligheder, og hvis vejret arter sig godt igennem Tyskland, bliver det nok således.

Vi regner med 3 dagsmarcher på hhv. 875 km, 600 km og 380 km, alt ialt en distance på ca. 1850 km., men det hele afhænger selvfølgelig af vejret, trafikken og at bilen opfører sig ordentligt.

Som sagt er første stop omkring Darmstadt, hvorefter vi om fredagen regner med at kunne køre igennem CH, hvor vi tager ruten igennem Skt. Gotthardpasset, dog ikke op over passet men igennem tunnellen. Ude på den anden siden af tunnellen skulle vi gerne nå til Como-søen, hvor Kirsten igen har udset sig adskillige gode alternativer for overnatning, og altså denne gang i Italien.

Om lørdagen, den 20. december skulle vi så gerne nå vores bestemmelsessted, nemlig Villa l'Escale, 855, Chemin des Espinets, 06570 Saint-Paul de Vence.

 

 

17.12.2014, Løgten

Dagen har været fortravlet, og vi har begge været i byen for at afslutte de sidste indkøb inden afgang i morgen tidlig.

Vi har planlagt at stå op kl. 05:30 for at kunne være klar til afgang kl. 07:00.

Vejrmeldingen for ruten igennem Tyskland viser sig fra sin gode side på denne årstid, og der meldes om ca. 12 graders varme helt indtil Frankfurt men også risiko for regn.

Lige nu roder stuen med massevis af poser, tasker, tøj og en del løse ting, som altsammen skal stuves af vejen i bagagerum og på bagsædet i bilen, og jeg har fået sørget for ekstra luft i dækkene i eftermiddags, således at de er klar til tung last.

 

 

18.12.2014, Bürstadt

Dagen startede med at jeg blev vækket i min allersødeste søvn kl. 5:30 efter at være gået i seng over midnat, vel vidende at der forestod en lang dags rejse, men det er ikke nemt at nå alt i denne verden, og slet ikke at komme i seng til tiden.

Jeg nærmest væltede ud af sengen, søvndrukken og stadig med en halv drøm i hovedet, da jeg pludselig hører K højlydt råbe ude fra badeværelset: ”59,7”………. ? Nå ?, tænkte jeg, det lyder nu ikke, som om hun er ved at tage sin feber ? ”Nu er jeg kommet under 60 !” lød det så derudefra.

Så faldt tiøren, men jeg var som sagt heller ikke helt vågen, og selvom tallene føg igennem luften, havde jeg ikke lige regnet ud at der kunne være tale om vægttal.

Og stoltheden stod tydeligt afspejlet i hendes øjne, da jeg lukkede døren op til badeværelset.

Nu taler man normalt ikke om en kvindes alder og det skal vi da heller ikke. Og man taler da slet ikke om hendes vægt, men i dette tilfælde bliver jeg nødt til, for forståelsens skyld, at blotlægge Kirsten’s slankekur, som startede med et udgangspunkt på 68 kilo i maj måned i år. Måske ikke en særlig høj vægt for en kvinde i hendes alder og med hendes højde, men hun syntes alligevel at det var blevet for meget, og besluttede så at gøre noget ved sagen. Og nu er hun efterhånden ved at være på vej tilbage til ungdomsidealet, som da jeg mødte hende for første gang for 48 år siden, og hvor vennerne kaldte hende ”Skeleton” !..... nej, spøg til side, ikke mere snak om vægt….. det skulle da lige være, at når hun nu engang er kommet igennem den franske ferie med al den gode mad, som en sådan ferie indebærer, kan hun sikkert starte forfra igen.

 

Vi havde planlagt at køre hjemmefra kl. 07:00, men da forsinkelser normalt hører til vores dagsorden, blev klokken halvotte inden vi kom afsted. Og pyt, tid har vi jo nok af, indtil andet viser sig.

 

Første stop var rastepladsen ved Frøslev V, hvor vi lige snuppede en kop kaffe, således at vi var klar til det første lange stræk igennem Tyskland. Vores næste stop blev rastepladsen ”Göttingen W”, hvor menuen igen stod på en kop kaffe men også et par panini schinken/käse.

Det regnede stærkt hele vejen indtil Kassel, men trafikken gled let og der var ikke så meget vejarbejde som sædvanligt og kun et par strækninger med ”Stau”.

I Frankfurt var det begyndt at blive mørkt, og vi havde stadig et godt stykke tilbage, men det lykkedes at finde Bürstadt, som ligger syd for Darmstadt, hvor K havde udsøgt hotellet ”Schützenhof” lige midt i centrum af byen. Vi blev dog nødt til at ringe dem op, da vi stod ude på gaden, og døren ind til hotellet var låst. Det viste sig dog at der var tale om indgangen til restauranten, og at hotellets indgang lå omme på den anden side af huset.

Hotellets ejer, Markus Stockmann, lukkede døren op med et lille barn på armen, og han viste os straks op til det sidste ledige værelse, som vi selvfølgelig sagde OK til, selvom der var tale om verdens mindste dobbeltværelse. Men han slog så også 10 euro af prisen,

Hotellet har en 300 år gammel historie, og ligger stateligt der midt i centrum som den eneste bygning i bindingsværk imellem de mere moderne byggerier.

Markus fortalte stolt om den ældgamle gren af familien, som var at se på forskellige billeder rundt om i restauranten, og familien har ejet stedet igennem mange år.

Aftensmaden i restaurantens hyggelige omgivelser var traditionel tysk med masser af kød, brat-kartoffeln, surkål og lokal hvidvin. Markus var også tjener og serverede det hele ganske nydeligt for os, samtidig med at han også havde andre borde at betjene. Da vi var færdige til at gå op på værelset, bad vi ham hilse kokken og sige tak for den gode mad."Vil I ikke gerne hilse på kokken ?", sagde han, og fortsatte "Det plejer vi at gøre her, når gæsterne er tilfredse". Vi sagde selvfølgelig jatak, og forventede at han så hentede kokken ude i køkkenet. Men så gav han os resolut hånd, samtidig med at han sagde "Kokken, det er også mig !".

 

Dagens strækning lyder på 923 km. efter en tur på 10 timer.

 

 

19.12.2014, Argegno, Lago di Como,

Vi er ankommet til Hotel Belvedere, som ligger lige op ad søen i en lille flække, Argegno, på østsiden, og vi har fået et flot værelse med en virkelig god udsigt ud over søen, og minsandten om vi ikke har fået det eneste værelse med balkon, og det endda uden at vi har bedt om det. Udenfor indgangen står der et stort oliventræ fyldt med jule-lyskæder, og længere henne på vejen står der en række høje palmer ligeledes fyldt med julelys.

Vi tog fra Bürstadt kl. 10:30 og ankom til Como søen klokken 16:30.

Turen igennem CH gik overraskende godt, og igen gled trafikken uden problemer.

Ved grænsen i Basel måtte vi købe en vignet til forruden, og på skiltene inden stod der at den kostede 40 euro. Vi rakte tolderen 40 euro, og derefter gav han os overraskende 6 schweizerfranc tilbage. Disse 6 franc nåede vi dog ikke at bruge i Schweiz, for lige pludselig var vi nået til den italienske grænse, så nu gemmer vi den formidable formue, og håber på at kursen stiger.

Den eneste fejl vi endnu har begået på ruten var i dag, hvor vi inde i Como by tog fejl af vejen ud af en rundkørsel med 6 udgange. Men der var også fyldt med et mylder af små hurtige italienske biler på alle sider af os.

Dagsetape på 580 kilometer og en varighed af 6½ time med et enkelt ophold undervejs.

 

Kl. 21:42

Er lige kommet op på værelset efter en dejlig italiensk aftensmad på dette hyggelige hotel, så nu er dagen blevet afrundet på en udmærket måde.

Under måltidet, som virkelig var godt, begyndte Kirsten at fable om at prolongere opholdet med en dags tid, således at vi lige kunne falde til ro efter 2 dages køretur, men jeg har hende mistænkt for at det skyldes det gode menukort, som hun gerne vil studere noget nøjere i praksis. Men jeg synes nu at vi bør overholde aftalen omkring vores lejemål i Saint-Paul de Vence, hvor vi har aftalt at mødes i morgen ved 17-tiden, frem for at tilbringe en ekstra dag her, og endvidere gør det også et ekstraordinært indhug i vores allerede lagte budget, så vi er stækket inden vi når vores bestemmelsessted.

Lige nu står hun i baggrunden og snakker om at vi bør gå en tur rundt i byen, inden vi tørner ind for natten. God idé, så jeg holder lige en pause i skriveriet, og så overtaler jeg hende til afgang i morgen !

 

 

20.12.2014, Argegno, Lago di Como,

Færdig med morgenmaden, som bestod af cappucino, american coffee, brød, müssli, frugter, yoghurt. Derudover var der et stort udvalg af kager i forskellige udformninger som lagkager, der kunne skæres stykker af, men dem sprang vi dog over. Det må være specielt italiensk med den slags kager til morgenmad.

Vi sad ude på restaurantens terrasse mod søen. Der var var opsat smarte konvektorer ude i siderne, så vi kunne holde varmen. Ovre på den østlige side af søen steg de høje bjerge op som mørke skygger, og oppe mod nord var solen begyndt at skinne på de fjerneste bjergtoppe, som lå dækket af sne.

Men pludselig brød solen op over bjergtoppene i øst og skinnede voldsomt ind på terrassen. Jeg måtte hurtigt lægge trøjen, men kom alligevel til at småsvede, inden vi var færdige med morgenmaden. Fantastisk for en effekt solen har her på denne årstid.

 

Vi er ved at pakke sammen på værelset, men kan næsten ikke løsrive os fra den flotte udsigt ude på balkonen med søen lige neden for. Der er mange ænder, svaner og nogle arter af fugle, som vi ikke kender. Ind imellem tøffer en rutebåd forbi, med retning mod en af byerne langs søen..

 

Kl. 19:54, Saint-Paul de Vence

Vi ankom til Saint-Paul de Vence ved 16-tiden efter en tur på ca. 400 km.

Ikke så snart var vi væk fra Como-søen, da en forfærdelig tåge strømmede os i møde. Vi var nu i lavlandet, som strækker sig hen over denne del af Norditalien, og som gennemskæres af Po floden ca. 40 km. syd for Milano. Hele denne strækning ned til nord for Genova foregik i så tæt tåge, at vi ikke kunne se landskabet omkring os, men vi kender det fra tidligere, og det er ikke specielt spændende. Men vi kunne da se baglygterne fra de mange overhalende biler. og på omfartsvejen vest om Milano, myldrede det som sædvanligt med køretøjer i alle 8 vognbaner(4 i hver retning). Termometeret viste 5 grader.

Nord for Genova dukkede bjergene op igen, og der var stadigvæk meget tåget. Men nu begyndte også de mange tunneller at dukke op, og efter at vi var kørt igennem en af de første, var tågen fuldstændig forsvundet og solen stod højt på himlen. Temperaturen var nu steget til 9 grader. Og helt nede ved kysten vest for Genova gik det da helt grassat med 17 grader.

Over 100 tunneller kunne vi tælle inden vi opgav at tælle flere inden den franske grænse. Ruten langs den Liguriske kyst vest for Genova er fantastisk flot anlagt, og den gennemskærer den ene bjergslugt efter den anden. Mange steder køres på højt anlagte bro-systemer, hvor man kan kigge ned i dalene med de mange huse, som ligger overalt helt oppe fra den øverste del af dalen mod nord og ned mod kysten i syd. Landskabet domineres overalt af drivhuse, store og små, og her må være et specielt frugtbart klima til den slags avl.

Så snart man krydser grænsen til Frankrig, kommer skiltene med Menton, Monaco, Nice, Cannes osv. og helt indtil Nice har vejen undertiden så voldsomt et fald, at man ikke kan nøjes med at geare ned for at bremse med motoren. Og jeg påskønner umiddelbart at det var godt, at der for nylig blev lavet nye bremser på bilen.

 

Men ikke så snart var vi inde i Frankrig, da vi blev mindet om deres forfærdelige bureaukratiske system med hensyn til betalingsveje. Det system har vi kendt til i mange år, men alligevel bander man hver gang der skal hives 2,30 euro op af lommen, eller 1,50 euro, eller, for at det ikke skal være løgn, 0,60 euro !... jo, vi blev, på en strækning af 40 kilometer, ledt ind betalings-sluser 3 gange for at aflevere de nævnte småbeløb, inden vi nåede vores bestemmelsessted ved Saint-Paul de Vence. Ovre i Italien kunne vi dog køre en strækning på over 300 km. førend betalingen skulle falde, og i Schweiz skulle vi kun betale ved grænsen. Andre steder i Frankrig kan der selvfølgelig køres længere strækninger imellem hver betaling, men her nede på denne del af kysten, er det da helt galt.

Der findes selvfølgelig også et væld af gratis landeveje, men så skal man virkelig have god tid i dette overtrafikerede land.

Og det skal så siges til systemets fordel, at det er nogle utrolig flotte motorveje, der køres på.

Forresten må jeg lige nævne, at i Italien skal man huske at tælle pengene, som evt. gives tilbage ved de manuelt betjente betalings-sluser, og det bedste er at betale lige præcis det beløb, som opkræves..

Vi er kommet af med lidt over 500 kr. i vejafgifter igennem CH, I og F.

 

 

21.12.2014, Saint-Paul de Vence, Villa l'Escale

Vi har sovet længe i dag, og jeg føler mig stadig overtræt efter den lange køretur. Men mon ikke det bliver bedre op af dagen.

Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel, og vi har lige siddet ude på terrassen i liggestolene og nydt vejret. Vi talte om, at vi måske alligevel skulle have taget shorts med, men det kan vi vel købe nede i byen.

Jeg tror nu ikke, vi kommer på nogen udflugter i dag i det gode vejr, men foretrækker driverlivet på terrassen.

Jeg havde lige sat mig til at skrive lidt i formiddags, da Jean Yves bankede på og stod med 2 store skåle udenfor. I den ene var der mandariner og i den anden appelsiner. Og han understregede at det hele var her fra stedet. I morgen vil han komme med citroner, som gror omme på sydsiden af huset. Men han understregede at der var tale om grønne citroner. Men det allerbedste, synes jeg, var da han sagde ”Vous parlez français très bien !”, hvilket skal oversættes til ”De taler virkelig godt fransk !”.

 

Vi bor i Villa l'Escale i den underste af 2 etager. Ejerne, Marianne og Jean Yves samt deres søn, bor på etagen ovenover. Vi har 2 store værelser, stue, bad og køkken og så en stor terrasse, som vender mod vest med udsigt over til Saint-Paul de Vence.

Mod syd ligger byen Cagnes sur Mèr 5 km. herfra, og mod nord ligger Vence, også 5 km. herfra.

Vi blev modtaget af Marianne og hunden ”Tango”, da vi ankom i går, og hun viste os rundt i huset og forklarede de forskellige ting. Marianne er dansk, og har boet hernede i mange år, og det er selvfølgelig en stor fordel at have hende indenfor rækkevidde, hvis vi skulle få brug for gode råd og vejledning om området.

 

 

22.12.2014, Saint-Paul de Vence

Vi slappede af hele dagen i går i det gode vejr på terrassen i 16 – 17 graders varme, og i solen var det ganske behageligt.

Dog foretog vi en lille udflugt til fods op til bageren en kilometers vej herfra, og sidst på dagen en udflugt i bil til et supermarked i La Colle-sur-Loup, hvor vi foretog de mest nødvendige indkøb til dagligdagen.

I dag har vi brugt eftermiddagen på en tur over til Saint-Paul de Vence, som ligger 1 kilometer herfra i fugleflugt. Man kan spadsere en rute på 3 kilometer derover ved at følge nogle lokale småveje uden rigtige fortove, så der skal virkelig passes på trafikken.

Man ser sjældent nogen spadsere langs de franske veje, og det er forståeligt nok med den forurening, som kommer fra alle diesel-bilerne hernede. Kun et par indfødte danskere tør vove sig ud på disse franske fortove, som her altså er lig med den smalle kant der måtte være i overskud ude i vejsiden.

Og når vi spadserer på gader og veje, er der én ting, som altid holder stik. Der kommer altid en pige og en sporvogn til… !... nej, var det bare sådan, men der kommer altid en dieselhørmer og en scooter til og forpester luften lige foran os. Alle køretøjer hernede udstøder en tydelig giftig røg, som straks mærkes i næsen. Kommer de ikke susende forbi os, er det næsten sikkert, at en af de parkerede i vejsiden starter, og det lige foran os, således at vejen foran os igen forpestes med en forfærdelig luft.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det giver underskud i ens ”Helse-bogholderi” at foretage motionsture på de franske fortove. Det man vinder i kroppens konditions-system ved at motionere på gå-ben eller løbe-ben, sættes helt over styr i kroppens lunge-funktion, som bliver alvorligt svækket efter et ganske kort ophold på et fransk fortov.

…..Og samtidig med at vi så skal holde os for mund og næse for ikke at få afkortet endnu mere tid af vores i forvejen forkortede liv, skal vi passe på ikke at træde i en hundelort.

Ja, at vi gider, men bagefter, i genfortællingen, glemmer man let irritationen, og i stedet for træder et vist idyllisk skær af fransk levevis og kultur frem…… ja-ja, selv en hundelort indgår i kulturen…. altså den franske !

Det med biler og forurening og hundelorte er selvfølgelig ikke noget nyt for os. Det har vi oplevet mange gange før, i alle de år vi er kommet til dette land, og det er og bliver en del af den franske levevis. ”Shit følge, eller land fly !”.

 

Nå, tilbage til gåturen til Saint-Paul, som efterhånden er skubbet noget i baggrunden til fordel for et lille indlæg om kunsten at færdes på franske fortove.

På et tidspunkt skulle vi rundt om et sving på vejen, og her var der ikke engang en smal stribe i vejsiden, men kun asfalt og en hæk, som ragede et lille stykke ud over vejen. Jeg gik forrest, men hørte så en bil komme forude samtidig med at Kirsten råbte til mig. Jeg besluttede lynsnart at foretage en hurtig tilbagetrækning hen til hende ca. 10 meter tilbage, hvor hun stod i læ i et lille indhak i vejsiden. Og det viste sig at være en god beslutning, for ganske rigtigt kom en meget bred Porsche i vild fart susende forbi så tæt på, at bilen rørte ved hækken, og hvis jeg var blevet stående, var det slut med at skrive i denne dagbog…. Pyh-ha…. at han kørte så tæt på hækken, skyldtes nok at der samtidig kom en bil ovre i den modsatte smalle kørebane, og lige præcis i vejsvinget skulle de passere hinanden.

 

Noget chokerede listede vi forsigtigt videre mod vores mål, og kom til sidst, ad nogle meget stejle veje, op til bagsiden af Saint-Paul de Vence. Her stødte vi først på kirkegården, som vi også kan øjne ovre fra vores terrasse på den anden side af dalen.

Vi kunne ikke lade være med at gå derind, nysgerrige som vi er, og en fransk kirkegård er altid interessant at besøge. Alle gravsteder er mere eller mindre pompøse, og som regel meget velholdte. For det meste er gravstederne sarkofager og mausolæer, for jord er der ikke noget af, og sjældent ses friske blomster. Derimod er der masser af kunstige blomster, palmer og cypresser i mange varianter. Og blomsterbuketter findes også hyppigt udført som keramik. Men som det helt anderledes islæt i forhold til derhjemme, er at mange har placeret fotos af deres afdøde familiemedlemmer på selve gravstedet. Disse fotos er enten placeret godt i en glasramme eller indlagt i en emalje-plade. Og tit ligger de blot placeret oven på sarkofagen, eller også er de placeret i hovedgærdet af sarkofagen.

Her på kirkegården ligger den store franske maler, Marc Chagall, som døde i 1985. På hans sarkofag ligger en masse flade sten i en stor rundkreds, og på de fleste af stenene er der skrevet mindeord fra hans store fanskare. Og inde i rundkredsen ligger der hundredvis af euromønter i alle størrelser, dog ikke 1, 2 og ½ euro, men kun småmønter, 20, 10, 5, 2 og 1 cents. Hvad disse ”offergaver” skal symbolisere, ved jeg ikke, og besynderligt ser det ud.

 

Vi gik videre op i byen, men måtte skynde os på en kort rundtur, da hjemturen helst skulle foregå medens det var lyst. Selve byen ligger på en bakketop, og minder om mange andre franske byer, som også er bygget op omkring en bakketop. Denne by indeholder dog en masse gallerier, små butikker med udstillede malerier og skulpturer, som kan købes for en forfærdelig masse penge. Saint-Paul de Vence er tydeligvis befolket med kunstnere af den dygtige slags.

Og vi må vente med at udforske Saint-Paul til en anden dag, hvor vi har mere tid, for hovedformålet med at besøge Saint-Paul er især kunstmuseet ”Fondation Maeght”, som er et ”must”, når denne egn af landet besøges.

 

 

24.12.2014, Saint-Paul de Vence

Vi er stået sent op i dag den 24. december, og har så ikke hele dagen for os, men når det nok alligevel.

Det blev lidt for sent i går, og vi kom først hjem fra en bytur til Nice ved 21-tiden.

Vi kørte i bilen ned til banegården i Cagnes-sur-Mèr, hvor vi efter den del forgæves søgen endelig fandt en tom parkeringsplads.

Derefter, ovre ved billetautomaten, måtte vi lige genopfriske proceduren med at bestille billet på denne underlige maskine, men da det kun er to år siden, vi prøvede det sidst, gik det nogenlunde hurtigt.

Inde i toget, som er i 2 etager, var vi så heldige at finde to tomme sæder overfor en ung mand, som skyndsomst flyttede sine ben ned fra det ene af sæderne. Derefter puttede han høretelefonerne ind i ørerne igen, og lænede sig drømmende tilbage i sædet.

Det kan godt være svært at finde ledige siddepladser i disse tog, som betjener alle byerne imellem Cannes i vest og Menton i øst. Og jeg tror faktisk at de ender helt henne i Ventimiglia inde i Italien.

Men det er en utrolig populær bane i regi af SNCF, den franske pendant til DSB.

Togene er nok det mest effektive transportmiddel hernede, for på de steder, hvor togruten følger landevejen, kan man se bilerne snegle sig af sted i lange stimer.

Ja, togrejsen er det mest rationelle, men man skal så finde sig i alle de mobil-talende passagerer, som hernede, ligesom derhjemme, heller ingen hæmninger har med hensyn til at tale så højt, at alle omkringsiddende kan følge med i samtalen. Altså såkaldte tale-eksibitionister. Nu foregår det selvfølgelig mest på fransk, så jeg lytter ivrigt efter for at lære, og er ikke så irriteret over det, som jeg kan være derhjemme. Og hvis ikke de sidder og taler i mobilen, sidder de og sms’er eller surfer. Alle….. !

På vejen til Nice Ville, som hovedbanegården i Nice hedder, sad der en pige, formodentlig fra Tahiti eller en anden tidligere oversøisk fransk koloni, og talte og talte, og ringede op, og ringede op, og da hun endelig lagde telefonen, var det for at starte på fortæringen af et æble, hvilket også kunne høres overalt i togvognen…., så var det næsten bedre da hun talte.

 

Fra banegården i Nice Ville er der ikke så langt hen til Avenue Jean Médecin, som er byens hovedstrøg, og hvor man er forskånet for andre køretøjer end de sporvogne, som kører i begge retninger i midten af denne brede avenue, men sporvejsarealet anvendes samtidig også som en del af gågaden, så igen skal man passe på, og ambulancen ses og høres da også regelmæssigt i gadebilledet.

Der var tæt befolket af mennesker på vej op og ned ad avenuen , og ud og ind af de mange butikker, og det til trods for at der var tale om en tirsdag midt i arbejdstiden, dog lille-juleaftensdag…. Men det er vel ligesom derhjemme på Strøget i Århus, der er også altid fyldt med mennesker midt i arbejdstiden.

 

På vej ned ad Jean Mèdecin konsulterede K lige en H & M, ja forstå det, hvem der kan, men at gå i H & M i Nice, når man ligeså godt kan gøre det hjemme i Århus.

I stedet for skråede jeg over gaden på den anden side, for at kigge på den pragtfulde katedral ”Basilique de Notre Dame”, og det var virkelig en flot ”Crèche de Noël”, de havde fået stablet på benene derinde, og jeg fik taget nogle gode fotos.

En ”Crèche”, som på dansk betyder julekrybbe, er en stor del af den franske jule-kultur, og noget som alle går meget op i. Vel især børnene, som tit er med til at lave dem. Det er en opstilling af juleevangeliet i form at små figurer(santons) i landskabet fra julenatten med Jomfru Maria siddende i stalden, men dog uden Jesus-barnet.

Det kulminerer så, i kirkerne, til midnatsgudstjenesten juleaften, hvor en procession bærer det lille Jesus-barn ind og placerer det hos Jomfru Maria, altså igen i form af en lille figur(santon).

 

For enden af ”Jean Mèdecin” endte vi på Place Massena, hvor det altdominerende synsindtryk var et kæmpe Pariserhjul, som kørte langsomt rundt, og endda med adskillige af gondolerne fyldt.

Og ellers var der fyldt med juleudsmykning i form af guirlander i alle former, lys i alle farver, og røde udstoppede nissemænd. Og så selvfølgelig masser af juletræer, smurt ind i noget hvidt stads, som ligner sne.

På skøjtebanen var der masser af liv som sædvanligt, og lige overfor var der en lang kø af børn med deres forældre. De stod tålmodigt og ventede på at blive fotograferet sammen med julemanden, som sad og tronede, bogstaveligt talt, oppe på en piedestal formet som en guld-trone. Der var gjort plads rundt omkring ham, så hele familier kunne blive foreviget via det smarte kamera, som var placeret foran. Og der var tale om en rigtig god gammel hyggelig julemand, som virkelig kunne trække publikum til.

 

Som noget ny, indenfor de sidste 2 år, er der anlagt et springvands-system i et stort flise-areal på Place Massena, og det kan nok være at det var en attraktion, især for børn.

Ca. 200 stråler springer op fra fliserne i et flot tilrettelagt program, som varierer i det uendelige fra små stråler til store stråler i alle mulige kombinationer. Og det helt sjove er, at man må/kan gå rundt inde i området og dermed lade sig ”bestråle”, så mon ikke det er et hit på en varm sommerdag. Men selv her ved vintertid drøner masser af børn rundt derinde, medens mødrene står nervøst og skælder ud uden for området. Og fædrene står samtidig og fotograferer hele menageriet.

Vi endte til sidst nede i den gamle bydel(Vieux Nice), og kom forbi rets-bygningen, Palais de Justice, hvor vi, tilbage i 1999, sad på en café lige overfor, og en ældre dame sad og sang så smukt på trapperne op til retten.

Denne gang stod der 3 forbryderisk udseende mørke mænd, lige kommet ud fra retsbygningen og de stod nu oppe ved de store søjler, ivrigt gestikulerende og højt-talende, imens den ene af dem, en Godfather-udseende galning var i færd med at tage overtøjet på. De var formodentlig lige undsluppet et opgør i retten, og tydeligvis med et positivt resultat, hvilket fremgik af deres tilfredse miner.

Vi smuttede derefter lige om på Cours Saleya, hvor byens marked ligger, og ligesom for 2 år siden købte vi et lille oliventræ af den samme dame som dengang. Så nu er ”juletræet” i hus.

 

Videre op ad de smalle gader med retning mod bjergtoppen bag den gamle by, hvorfra man kan skue ud over hele Nice by og omegn, men undervejs var vi ved at være sultne, så vi stoppede op på et lille torv og udsøgte os et sted med det flotte navn ”La Claire Fontaine”, vel nok opkaldt efter den flotte fontæne, som stod midt på torvet. Der var udendørs servering, dog under en kraftig markise og tilhørende sider af kraftig rød teltdug og med vinduer af plexiglas. Og vi kunne sagtens holde varmen under gasvarmerne, som var placeret oppe under loftet

Vi fik hurtig servering af byens lokale specialiteter, Pissaladière og Salade Nicoise og dertil ¼ hvidvin af husets, samt 1 cola.

En hyggelig frokost et sted i den gamle bydel.

Ude igen fortsatte vi videre ad de små gader i den gamle by op mod bjerget.

Vi endte på toppen efter megen møje og besvær op ad de mange hårnålesving.

Lige inden det øverste plateau stod en mand og spillede fransk musik på en harmonika, og den stemning, som sådan noget musik frembringer, får mig som regel til at lægge et par mønter.

På toppen nød vi udsigten ud over den store by, og vi tog adskillige fotos. Nede i byen var synet domineret at det store Pariserhjul på Place Massena. Mod vest strakte Promenade des Anglais sig så langt øjet rakte, og ovre på den anden side af bugten kunne vi se lufthavnen med al dens trafik, og oppe mod nord kunne vi se de hvide sneklædte bjerge i det fjerne. Ja, jeg skal love for at vi blev mættede af alle disse flotte synsindtryk.

Nede i byen igen var det begyndt at mørkne, og vi kom vi forbi en Ecole Maternelle, hvor børnene var ved at blive afhentet, hvilket var et tegn på at klokken var henad 17.

En Ecole Maternelle er en underskole for de mindste børn, og der så ud til at være ligeså mange pårørende som børn. Nogle blev hentet i bil, andre til fods, og så var der ham faderen på motorcykel, som placerede sin lille dreng foran på benzintanken uden nogen form for sikkerhed !

Da vi nåede tilbage til Place Massena, var det nu blevet helt mørkt, og vi beundrede de farvestrålende jule-belysninger, som var overalt.

 

 

25.12.2014, Saint-Paul de Vence

Juleaften forløb stille og roligt, og vi havde god tid til det hele.

Vi fik østers til forret, hvilket er almindelig fransk tradition, og derefter Chapon, en hanekylling på 3300 gram, så nogen hanekylling ligner det nu ikke, men nærmere en kalkun. Men det er også en fransk tradition. Og ligeså fransk var desserten, nemlig ”Buche de Noël”, en mindre konditorkage formet som en brændeknude eller træstamme, og de findes i et utal af varianter. Vi fik en med Grand Marnier og en med Chocolat/Grenache.

Vi havde oprindelig planlagt at tage til midnatsgudstjeneste enten i Saint-Paul, Haut Cagnes eller oppe i Vence, men vi droppede det til sidst.

For 2 år siden var vi til en sådan gudstjeneste ovre i Villefranche sur Mèr, men da kunne vi også spadsere hen i kirken og tilbage igen. Her er vi nødt til at køre i bilen, og det kræver at man for det første forsager al vin til julemaden, og det er en vanskelig sag med det gode udvalg af vine. Derudover kræver det også at man kan finde en parkeringsplads, og det er en endnu vanskeligere sag.

Her på egnen er traditionen den, at man mødes på byens torv ½ time før midnat, og går så i fælles procession til kirken. Efter gudstjenesten, som varer ca. 1½ time, er der mulighed for at deltage i en speciel provencalsk tradition ”De 13 desserter”.

Disse traditioner gik vi glip af denne gang, men slap til gengæld for at falde i søvn i kirken under den lange katolske ceremoni.

 

 

26.12.2014, Saint-Paul de Vence

Det er fredag og dermed 2. juledag derhjemme i DK, men hernede er der ikke noget, der hedder 2. juledag.

I går, 1. juledag, var vi på ekspedition til millionærernes paradis, Monaco,

Vi kørte dertil i bil, en flot tur på ca. 36 km., hvor man kører ad A8 igennem den nordligste del af Nice og kan skue ud over en stor del af byen. Vejafgifter i alt 8,80 euro tur/retur.

Vi endte nede i en parkering på 3. etage under jorden lige midt i Monte Carlo by.

Udgangen fra denne parkering gik via en trappe lige op til centrum for hele skuespillet, nemlig Place du Casino, hvor vi havde planlagt at foretage studier af millionærernes gøren og laden.

Place du Casino består i midten af en rundkørsel, hvor omkring alle herlighederne ligger placeret, og inde i rundkørslen er det muligt at opholde sig på et smalt fortov hele vejen rundt.

Ude i midten af rundkørselen, hvorom hele denne mondæne verden drejer, er der anlagt den flotteste julepynt, man kan forestille sig. Juletræer med ”sne”, som et rigtigt vinterlandskab overalt. Om aftenen er der et fantastisk lysshow med evigt skiftende farver på træerne og landskabet, så man bliver overvældet af synet.

I sydlig retning, ud mod havet, ligger selve spillekasinoet, i vestlig retning ligger det over 150 år gamle ”Hotel de Paris” med sin flotte facade, og mod øst ligger den ligeså flotte ”Café de Paris”. Mod nord ligger der placeret et stort springvand.

 

Så her ude på dette smalle fortov, stod vi nu de næste par timer med åben mund og polypper for at glo på alle de rige.

Det kan ikke kaldes at studere folkelivet, for der er kun tale om det øverste lag af samfundet, som har råd til at bo eller opholde sig her, og som elsker at vise såvel deres rigdom som deres, ind imellem, yderst dekadente levevis frem, hvilket vil fremgå af kommende observationer.

På et tidspunkt afbrød vi dog med et enkelt smut over i spillekasinoet til venstre for Café de Paris, hvor det ikke kostede noget for at komme ind og ”rykke” i de enarmede tyveknægte, som nu om dage selvfølgelig er digitale tyveknægte med trykknapper på. Vi ofrede 5 Euro på spil, og det tog os rundt regnet 2 minutter at spendere dem, og det selvom vi på et tidspunkt kulminerede med en total formue på 7,30 Euro, som vi kunne aflæse i displayet.

 

Nå, tilbage til rundkørslen, hvor vi så igen stod med øjnene på stilke.

Jeg brugte især meget tid på at studere de hele tiden ankommende biler. Ovre ved Hotel de Paris kunne de nogle gange stoppe op midt på vejen, hvorefter ejermanden, som selv kørte Rolls-Roycen, steg ud. Efter et kort nik, til den i fuld fart hastende piccolo inde fra hotellet, forlod han bilen og slentrede nonchalant iklædt sit dyre tøj med hat, halstørklæde og fine handsker hen ad den tomme gade. Bag ham spærrede hans bil jo for trafikken, inden piccoloen, som vel nok var chauffør-uddannet, fik startet kolossen og kørt den over på en af de mange afspærrede holdepladser, tilhørende hotellet. Her låste han den af, og skyndte sig ind igennem den flotte svingdør til hotellet. Derefter kunne sceneriet gentage sig, blot med en ny rigmand i centrum.

 

Ovre ved kasinoet stoppede en stor bil midt på fodgængerovergangen og spærrede dermed for både fodgængere og yderligere trafik. Der sad tydeligvis en større familie inde i vognen. Ud steg familiefaderen, gik rundt til alle de øvrige bildøre og hjalp den resterende del af den pukkelryggede dekadente familie ud af bilen. Derefter om til bagagerummet for at tilse at alle juveler og pengeskrin kom i de rette hænder…., alt dette imedens køen af biler bagved hobede sig tålmodigt op, idet de velvidende nok skulle komme på podiet senere. Derefter sidste akt med bilejeren stående afventende at familien nu kom korrekt op ad trapperne til kasinoet, eller ventede han mon på at vi, rakket, skulle applaudere forestillingen ?

Ikke underligt at den utålmodige parkerings-kontrollør fra kasinoet til sidst kom med henkastede lavmælte bemærkninger om den aldeles upassende parkering, og først da steppede patriarken ind i limousinen igen, og kørte langsomt hen for at finde parkering, gud ved hvor.

 

På fortovet udenfor hotellet stod 2 ”dyre” damer, begge i flotte pelse, og de stod vel og ventede på at Rolls-Roycen blev kørt frem.

Måske de boede på den allerdyreste af suiterne, Winston Churchill, som koster ca. 83.000 kroner i døgnet, men så er det også med fri internet og fri adgang til kasinoet, som i sig selv er 100 kr. værd. Og har de alligevel ikke haft råd til det, har de kunnet vælge suiten ”Charles Garnier”, som kun koster ca. 55.000 kr. i døgnet, men gad vide om der så er gratis internet med ?

 

Vi havde meget svært ved at komme væk fra dette underholdende menageri, og da vi endelig forføjede os væk, og påbegyndte traveturen videre ud i byen, var det begyndt at mørkne og alle julelys blev nu tændt. Jeg gik et stykke tilbage, så jeg kunne se op til kasinoet, og ganske rigtigt, hele rundkørslen lå nu badet i julelys, og det vel at mærke i alle skiftende farver, så jeg kaldte på K og vi ilede tilbage for at overvære dette spektakulære syn, og for at tage yderligere fotos. Og det var flot ! Og der var nu ankommet endnu flere mennesker for at overvære dette formodentlig berømte skue af julelys og glimmer og pynt.

 

 

27.12.2014, Saint-Paul de Vence

Og hvad sker der så for den erfarne gamle programmør…… !... jo, han kommer til at slette det meste af hjemmesiden i et euforisk anfald af oprydning og om-organisering af alle filerne tilhørende hjemmesiden.

Lige præcis det, der ikke måååå ske…. men så fik jeg da lørdag eftermiddag og noget af aftenen til at gå med at reetablere hele skidtet, og sågar bygge noget af det op på ny. Godt at der er så god en wi-fi linie her i huset, ellers havde jeg nok været klar til at nedlægge hele arbejdet med hjemmesiden.

Og backup havde jeg heller ikke fået etableret godt nok endnu, altså endnu en stor fadæse af en så erfaren it-mand, som endda er så erfaren, at han også har sin erfaring fra tiden tilbage i forrige århundrede, da det hed edb-mand.

Nå, men af skade bliver man klog, men sjældent rig, og dog bliver man i hvert fald rig på erfaring, og så er meningen selvfølgelig at man bør lære af denne erfaring, så der er da håb forude for at en lignende fadæse ikke sker igen.

Så hvis nogen af en eller anden grund skulle have forvildet sig ind på MUNK1.DK sidst på dagen, skyldes det tekniske uheld altså ovenstående søforklaring.

Undskyld især til de ihærdige læsere af siden, altså de, som sidder og venter troligt dagen lang på nyt fra Sydfrankrig i denne vintertid, og som måske har set de gruelige kendsgerninger i øjnene, at web-editoren, det fjols, skulle have lavet ulykker.

Jeg kunne godt have brugt tiden på noget andet, altså nu når jeg/vi opholder os i Sydfrankrig, men man kan kalde det held i uheld, at klimaet samtidig er slået om til kraftig blæst samt et større fald i grader celcius, så vi er nok ikke gået glip af oplevelser, som vi ikke kan nå at indhente i den nære fremtid.

Skulle nogen observere forandringer i hjemmesiden i forhold til tidligere, er man velkommen til at komme med et praj, da min hidtidige korrekturlæser ind imellem mister interessen for emnet, hvilket virker aldeles uforståeligt for den gamle redaktør !

 

28.12.2014, Saint-Paul de Vence

I dag har vi været på vandretur langs kysten ved Cap d’Antibes sammen med halvdelen af den franske befolkning.

Marianne, vores husværtinde, anbefalede os at tage derud, og vi havde tilfældigvis også selv planlagt den samme tur, men ingen af os havde tænkt på at det var søndag, og at mange franskmænd holder jule-/nytårsferie.

Vejret var strålende med 12-14 graders varme og helt skyfrit.

Vi fandt ned til Plage de Garoupe, som ligger på selve halvøen Cap d’Antibes, og første problem var, ikke uventet, at finde parkering. Der holdt biler i hobetal overalt, selv ude i midten af vejen henover de hvide striber, holdt der biler parkeret, så jeg var faktisk på pessimistisk vis klar til at vende om, og så finde på en anden udflugt.

Men, hvor heldig kan man være…. ca. 2 kilometer oppe ad en stikvej, lykkedes det os at finde én ledig smal plads, hvor vi så måtte kante os ud af bilen, uden at skramme nabobilerne. Ikke fordi de ville have bemærket det, for de var i forvejen så skrammede, at man skulle tro, de var på vej til ophugning.

Jeg be’r til at vi slipper ud af dette land uden en skramme, men det er nok ønsketænkning.

Jeg har indtil nu kun set biler uden skrammer henne i Monte Carlo.

Nå, men vi fandt hen til starten af stien langs kysten ved at følge folkevandringen, som gik i samme retning.

Nogle enkelte havde dog valgt at tage sig en jule-dukkert i det klare vand, og det så også indbydende ud. Andre havde taget fiskestang med og stod nu og ventede på heldet.

Så var der også nogle, som gik på stranden og samlede ilanddrevne grene med underlige former, formodentlig fra en tidligere storm.

Vi lagde ud med at nyde synet over til Nice, som ligger lige ovre på den anden side af ”Baie des Anges”, altså Englebugten, og det var et helt fantastisk syn i det gode vejr med en god sigtbarhed. Byen lå majestætisk lige nedenfor de høje bjerge, og bag de høje bjerge tårnede de endnu højere sneklædte alper sig op i det fjerne.

Hvert andet øjeblik dukkede et fly op ude over havet med retning over mod Nice lufthavn.

 

Sentier des Douaniers”, Tolderstien, som den hedder, er en flot anlagt 5 kilometers sti langs klippekysten, og den er lukket i dårligt vejr, hvilket heldigvis ikke var tilfældet i dag. Man går for det meste på flader eller brud af klippestykker, som er nedlagt i mørtel, så fodfæstet hele tiden er i orden, for man skal være sikker på at kunne stå fast på stien, som nogle steder er så smal, at der kun er plads til en person ad gangen. Så nogle gange måtte vi vente indtil den modgående flok af mennesker var kommet forbi, og andre gange stødte vi ind i en ventende flok, når vi havde fået førsteret til at gå.

Mange gange skulle vi op og ned ad stejle trappetrin, som også var udhugget i klipperne.

Ind imellem gik vi helt ude ved den yderste klippekant, hvor et gelænder i form af nogle udspændte stålwirer dannede beskyttelse mod det undertiden lodrette fald ned mod havet. Og der nede kunne man se bølgerne skumme frådende mod klippesiderne.

Dramatisk så det ud i de mange slugter, som vi passerede, men flot var det.

Vi gik med solen lige imod os, og det kunne derfor være svært at orientere sig om, hvad der skete forude.

Nogle valgte at vende om undervejs, og det var især familier med mindre børn. Og så dem, som havde taget hunden med på søndagsturen. Nu gik de retur, bærende hunden på armen.

Og så var der et par, som dukkede op i modgående retning med cykler på nakken….men det må de have misforstået, for der var for en gangs skyld aldeles ikke tale om nogen mountainbike-rute, og det var da tydeligvis også gået op for dem, så nu stod de der med cyklerne på nakken, og hvordan de ville komme igennem de smalle stier uden at skabe kaos, må stå hen i det uvisse.

Hele vejen langs med stien, på siden ind mod land, var der anlagt en høj stenmur, bestående af udhuggede flade klippestykker lagt ind i mørtel i et puslespil, som må have taget år at sætte sammen. Muren var 2,5 – 3 meter høj, og efterhånden konkluderede vi, at der måtte være tale om private jordstykker på den anden side af muren, for inde bag muren var der opstillet kameraer og andet overvågningsudstyr og underlige anordninger på stolper og master. Ca. for hver 50 meter stod disse tingester. Og øverst på muren var sommetider opsat et gitterværk med spidse jernstænger, som måtte være umulige at forcere. Ja, på et tidspunkt var der endda opsat pigtråd med barberblads-lignende tingester på.

Man skulle tro, at der var tale om militære hemmeligheder, men der er formodentlig kun tale om milliardærernes kystbevogtning af deres egne fæstninger. Sandsynligvis nogle nyrige russere, som er vant til at værdierne skal beskyttes.

Der kan selvfølgelig også være tale om rige franskmænd, som er så rige, at de også må være bange for en gentagelse af begivenhederne i 1789. Og nu sidder de derinde i deres fæstninger og kan, via de mange kameraer, nervøst følge pøbelen i hobetal på stien udenfor muren.

 

Der er en ufattelig kontrast på rig og fattig i dette land, og man ser det overalt. På den ene side er der så mange rige, at man ikke forstår, hvor de kommer fra, og på den anden side ser man mere eller mindre fattige overalt. Jeg kom til at tænke på udflugten til Nice den anden dag. Vi stødte regelmæssigt på tiggere. Enten sad eller lå de på fortovet, eller også gik de rundt med hatten i hånden. Og da vi skulle hen for at tage toget hjem om aftenen, var vi lige ved at falde over en gammel mand, som lå og sov i en aflang papkasse med et usselt kludetæppe over sig. Han lå på trappen op til banegården.

Selv oppe i Vence stødte vi på en sølle ”gammelmor”, som sad krummet sammen på en stenkant ved fortovet. Foran hendes fødder stod en lille kasse med nogle småmønter i, og ved siden af lå brød og andre madvarer, som nogle havde givet hende.

 

Man kunne nok snakke meget om fransk politik og især socialpolitik, og om den er bedre eller værre end i andre lande, ved jeg ikke.… og om en gentagelse af den franske revolution måske er nært forestående, ved jeg heller ikke, men man kan aldrig vide sig sikker.

 

Vi fortsatte turen til ende, og vi konkluderede at det havde været en flot tur, og at det til trods for trængsel på stien, var en oplevelse.

Vi fandt tilbage til bilen via almindelige veje i området, og heldigvis så den ud til at have oplevet opholdet uden ridser eller buler i lakken.

Vi skulle egentlig også have været i Antibes by for at se milliardærernes kaj, som den så flot hedder, men jeg synes nu, at vi så lystyachts nok den anden dag henne i Monaco. Og vi skulle også have været i Juan les Pins, som ligger omme på den anden side af Cap d’Antibes, men det må blive en anden gang.

 

 

29.12.2014, Saint-Paul de Vence

Vi har været på gåtur fra kl. 14:00 til kl. 17:30 i dag, og først forsøgte vi at finde en anden sti over til Saint-Paul de Vence, men forgæves. Meningen var at vi ville undgå vejstrækningen nede i dalen ved ”døds-svinget”, som vi har døbt det, og derudover også den meget befærdede Route de Cagnes.

Vi troede at der selvfølgelig var op til flere stier ned fra området, men alt er besat af private grundejere, og de giver ikke noget fra sig, og kommunen udlægger ikke en cm2 til brug for offentlige stier, for en vej er en vej og den må man følge lige indtil den ender, eller også må man vende om.

Efter at have spadseret forgæves 2 kilometer ud ad en vej i en anden retning, vendte vi om og forsøgte at finde stien, som Marianne har talt om, ovre ved bus-stoppestedet. Det lykkedes K efter ihærdig søgen at finde den uanselige sti ovre på fortovet ved busstoppestedet. Der var hverken skilte eller anden afmærkning, og man skulle skråne over autoværnet, som går langs den meget befærdede vej lige ved siden af rundkørslen på Route de Cagnes.

Vi endte igen ovre i Saint-Paul de Vence på den anden side af dalen, efter at have drøftet stignings-graden på vej op ad den meget stejle vej derovre. Jeg mente 30%, mens K skød på 45%, og da hun er den matematisk uddannede af os 2(jeg er kun sproglig), giver vi hende ret. Uanset hvad, er vejen så stejl at man skal passe på ikke at falde, for man vil da uvægerligt trille hele vejen ned i dalen igen. Og kun nogle ganske få indfødte tør vove sig op og ned ad vejen i deres små peugeot-biler, og tydeligvis foregår det i et stønnende 1. gear såvel op som ned.

Vi har stadig mén i benene efter den tur.

Vi gik denne gang mere minutiøst til værks i vores gennemgang af byen, og erfarede at der virkelig var tale om nogle meget dygtige kunstnere i deres små atelierer overalt i byen. Det ene flotte værk efter det andet stod udstillet i de tilhørende gallerier, eller også direkte hos kunstneren. At der var tale om dyre ting, var der nok ingen tvivl om, da der ikke blev annonceret med priser.

I de fleste butikker var der ikke meget handel, men nogle enkelte kinesere havde åbenbart mod og penge nok til at kigge nærmere på udvalgte ting, for jeg så da, at en handel blev afgjort inde bag et vindue. Det blev til en flot figur i bronze af en dame i flagrende gevandter ridende på en hest i fuldt firspring, og den skal nok stå sig godt til Ming-vasen derhjemme i Shanghai.

 

 

31.12.2014, Saint-Paul de Vence

Godt nytår til alle !

Vi holder en rolig nytårsaften her i huset og planlægger et godt måltid.

Fyrværkeri klokken 12 kan vi ikke forvente, for den slags er forbudt her i Frankrig på nær et par andre gange om året.

Håber for alle at 2015 må blive et godt år !