Øvrige fortællinger


Øvrige ferie fortællinger


Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.


Fortællingerne kommer ikke i kronologisk orden.

Madame Ferrio


Vi var ankommet til vores lejemål i Villefranche, men kunne ikke finde sengetøjet, som skulle følge med i lejemålet


Torsdag, den 20.12.2012, Villefranche sur Mèr

Jeg har lige ringet til Mme Ferrio, men det var en eller anden gammel bedstefar med en svag stemme, som tog røret. Jeg lirede hele den nøje indlærte lektie af, bl.a…..”et il manque 2 taies d’oreillers et 1 housse de couette”, og da jeg endelig var færdig med den lange remse, lød der en masse uforståeligt kaudervælsk i den anden ende af linien, så jeg ikke anede, hvad jeg derefter skulle sige, men pludselig fangede jeg alligevel et par løsrevne sætninger ”Vous rappelez á quatre heures et demie”, så jeg forstod at Madame Ferrio først var hjemme halvfem, og at jeg skulle ringe igen… ”Au revoir !”.


Fredag, den 21.12.2012, Villefranche s/Mèr 

Så har jeg efterhånden fået tillært mig et par nye franske gloser, som jeg tror vil hænge ved i fremtiden, nemlig dynebetræk(housse de couette) og hovedpudebetræk(taie d’oreiller).

Jeg ringede til Mme Ferrio igen kl. 17 igår og denne gang var det så en gammel bedstemor i røret. Ved nærmere omtanke var det nok hendes moder. Men efter et par sætninger, igen svære at forstå, var Mme Ferrio selv i røret. Nu kunne jeg faktisk opfatte, hvad der blev sagt, selvom hun talte i normal fransk fart, men jeg kunne forstå at hun var helt klar over situatioen med ”La litterie”, og at hun ville komme øjeblikkeligt, selvom jeg tilbød at afhente sengetøjet hos hende. Det forslag viste sig også at være omsonst, for det viste sig at sengetøjet allerede befandt sig i vores lejlighed, i entreen bag den aflåste dør, hvorpå der stod ”Private”.

Et kort øjeblik efter ringede det på døren, og Mme Ferrio viste sig at være en særdeles flink og meget talende kvinde, aldersmæssigt formodentlig sidst i halvtredserne. Vi var i forvejen bekendt med at hun kun talte fransk, men godt for det, så kunne jeg endelig få lov at kvaje mig uden at der blev slået om i engelsk eller tysk.


Historier om Picasso


Vi var for et par år siden sammen med en ung franskmand, halvt dansker og halvt franskmand, bosiddende i Nice:

 

Søndag, den 23.12,2012, Villefranche sur Mèr

Yann var ”un vrai Francais”, og hans argumenteren om vand ”du robinet ou de la bouteille” kunne ingen ende tage. Alt imedens han gestikulerede som ”un vrai Francais”, og selvom jeg eller K ind imellem prøvede at korte hans opposition af, ved hjælp af ord i en højere decibel, overhørte han totalt alt andet end sine egne ord og argumentationer. Det var lige før det var for meget for ”un vrai Danois”, men på den anden side, så kender vi disse franskmænd og deres, til tider, besynderlige mentalitet. Og vi opgav yderligere diskussion om man kunne drikke vandet fra vandhanen, eller om man burde købe det i flasker i supermarkedet.

 

Yann's mor var dansk, og hans far var franskmand, med en lægepraksis i Cannes. 

En af hans fars patienter i Cannes, en gammel chauffør, havde i sin ungdom kørt rundt med Picassos malerier i en gammel lastbil. Picasso boede på det tidspunkt i Antibes, og skulle så have flyttet alle sine malerier fra et atelier til et andet. Malerierne blev læsset på lastbilen og derefter overdækket med gamle sække som presenning. Det så aldeles tilforladeligt ud, og ikke et øje kunne drømme om, at lastbilen indeholdt meget værdifulde malerier.

 

En anden fortælling fra dengang:

En ung fattig tysker var så forlibt i Picasso’s malerkunst, at han absolut måtte eje et af værkerne, men vidste godt at det var fuldstændig umuligt at købe. Så han vovede at ringe på hans dør, og simpelthen spørge om han måtte få et af hans værker. Picasso inviterede ham indenfor,men viste ham først ud i køkkenet, hvor han fik noget at spise. Han må have set meget fattig ud. Bagefter viste han ham ud i atelieret, hvor der stod en række færdige værker. ”Værs’go’ at vælge !”. Historien melder ikke noget om, hvor rig tyskeren er i dag !


Klokken er 20:40 og vi er ved at være færdige med aftensmaden her lillejuleaften, fabriks-dybfrossen suppe + ristede ris med meget spredte kyllingestykker, ja, man skulle faktisk have øjnene helt ned i tallerkenen for at skelne kyllingestykkerne fra riskornene !

Men ok, ”salade verte” bagefter var som sædvanlig af god kvalitet. Det skal lige siges at K havde lavet en rigtig god pistou, eller hvad det nu hedder, til at blande i suppen.

Og efter gårsdagens udskejelser, finansielt, har der åbenbart ikke været råd til de store kulinariteter i dag.

Bjergbestigning


Mandag, den 5/9 2011, Villard de Touage


Le Châtel, aussi nommé Bonnet de Calvin, est une montagne très spéciale. Très arrondie, elle marque un important contraste avec son voisin l'Obiou. Le sommet est composé d'une très grande étendue d'alpage, très souvent occupé par des troupeaux.

De la table d'orientation, une très belle vue dégagée permet de découvrir et admirer le plateau Matheysin, le Beaumont, le Trièves. Son accès est très facile à partir de Mens, sans aucune condition physique requise.


Skal jeg oversætte ovenstående med mine bedste evner, uden at konsultere en ordbog, må det blive følgende:


”Châtel-bjerget, også kaldet Bonnet de Calvin, er et meget specielt bjerg. Meget afrundet, som en kontrast til nabobjerget L’Obiou. Toppen består af et stort fladt landområde, meget ofte dækket af tåge.

Fra oversigtstavlen er der en meget klar udsigt ??? som afdækker det imponerende plateau Matheysin, le Beaumont, le Trièves. Adgangen til bjerget er meget let fra Mens-siden, uden behov for nogen speciel fysisk kondition.”


Ja, den sidste bemærkning om fysikken, er vi nok ikke helt enige I, efter at have gjort et forsøg på bestigning.

Klokken er 18:10 og vi er lige kommet hjem efter en lang udflugt til Chatel-bjerget, som ligger ca. 15 km. herfra. Meningen var at vi skulle køre op til 1200 meters højde ved Barret og derefter fortsætte til fods til toppen over 1900 meter oppe. Det var iflg. Fabienne en gåtur frem og tilbage på ca. 3 timer. Vi skulle først lige omkring Mens for at proviantere vand og brød og efter Kirsten sædvanlige idé skulle vi da også besøge Office de Tourisme.

Her fik vi en grundig instruktion i vandreturen til toppen(le sommet), og den gode turistchef printede sågar en side ud med vejr-udsigten over området, meget udførligt, i farver, med dagen inddelt i timer med grader og vind og vejr. Så fortalte han at det sidste stykke af ruten var vanskeligt at forcere ”très difficile !” og altså klassificeret som ”difficile”. Det afskrækkede os nu ikke, og da han kiggede på vores sandaler, skyndte jeg mig at sige, at vi havde vandresko med.


Vi fandt vejen op på bjerget, men ingen skilte med ”Barret”, så vi fortsatte bare ligeud ad den stenede vej, efter at asfalten var ophørt, og det var flere kilometer. Jeg gruede lidt for dækkene, og ønskede at det havde været en 4-hjuls trækker, vi var kørende i.

Tilsidst var vi ved at opgive, men så dukkede pludselig plateauet op, hvor vi kunne parkere, men Barret hed det nu ikke.

Derefter gik det, efter at vi havde iklædt os bjerg-udstyret, over stok og sten, dog i et sindigt tempo, idet stigningen var voldsom lige fra starten. Vi startede, som sagt, med altitude ca. 1200 m. og nåede efter 2 timer op i ca. 1700 m, men måtte da alligevel give op p.g.a. vanskeligheder med højden. Pludselig forsvandt træerne, som hidtil havde ydet os en vis beskyttelse mod den drastiske udsigt nedad og selvfølgelig også var en sikkerhed i tilfælde af at vi skulle træde uden for den smalle sti.

Tilsidst var der kun en stejl grøn bræmme af græs, hældende nedad ca. 50 meter mod det der lignede det bratte fald ud over klippen. Men vi kunne ikke se videre ned på grund af det tætte skylag. K valgte at stoppe her, og hun satte sig svimmel ned i græsset ved siden af stien. Jeg forsøgte at gå 100 meter længere ud ad stien, men måtte så også give op, da bræmmen af græs var svundet ind til ca. 10 meter. Nedenfor denne bræmme var der kun skyer at se, så umiddelbart så det kun lidt faretruende ud, men pludselig blev der et hul i de massive skyer, og jeg kunne se en del af landskabet forfærdelig langt nede i dalen.

Mine ben begyndte at ryste, og jeg satte mig forsigtig på den stejle græskant til venstre for stien.

Derefter tog jeg retræten, og ind imellem måtte jeg, i nervøsitet, holde fast i græsset på den stejle side af stien, og jeg fortrød at jeg var fortsat længere hen ad stien. Var jeg faldet ned af stien var jeg sikker på aldrig at komme op igen. Sådan et syn har jeg aldrig oplevet før.


”C’est rien !” sagde Fabienne, da vi om aftenen fortalte om episoden. Hendes mor på 76 år havde gjort turen omme fra den østlige side af bjerget, og den var meget vanskeligere !!

Gad vide om vi egentlig tog den rigtige sti ? Jeg kan godt komme i tvivl, idet vores udgangspunkt jo ikke var Barret, som anbefalet af turistchefen.



På restaurant i Sault


Onsdag, den 14.09.2011, Bedoin

Vi har brugt dagen til en udflugt til Sault, som ligger et stykke oppe ad bjerget, på sydsiden, 40 km. fra Bedoin. Vi var der også i 2005, hvor vi spiste frokost på en udendørs restaurant ved Boule-banen, og husker det som et hyggeligt sted med en god udsigt over bjerget set sydfra.

Da vi denne gang kom til byen, viste det sig, at der var markedsdag, men da klokken var over 12, var de selvfølgelig i gang med at lukke ned. Det gjorde nu ikke noget, for markeder bliver man kun fattigere af. Meningen var også, at vi skulle på en vandretur langs lavendel-markerne, men inden vi havde set os om, sad vi på en restaurant midt på Place de Marché, hvor vi havde udset os et ledigt bord i skyggen. Jeg synes godt nok de andre gæster så lidt fine ud, og det viste sig også at vi var landet på byens fineste spisested, nemlig Hotel le Louvre. Og jeg gemte straks min gamle forslidte cowboytaske ned under stolen.

(Dette restaurant-besøg har jeg optaget med lyd på min Iphone).

Ham, der sad ved bordet til venstre for Kirsten, var fuldstændig tavs under måltidet, og han åbnede først for tale-gaverne, da han opdagede at de havde fået vores regning, og at vi omvendt havde fået deres regning.

Den regning vi havde fået lød på 2 menuer uden drikkevarer, nemlig 38 euro, og det passede mig vældig fint set ud fra en økonomisk betragtning, men selvfølgelig ikke ud fra en moralsk.

Men OK, misèren gav anledning til høje grin og en del smilen, og alt blev ordnet retskaffent.

Min indre djævel havde ellers grinet højt, hvis vi havde været færdige førend dem, og dermed havde forladt etablissementet 12 – 14 euro billigere end budgetteret. Og hvis de så ikke havde været så vågne, at de ikke havde set fejlen på regningen, ville alt være gået op i en højere bedrageri-enhed..

Men folk, der drikker vand til gode måltider er desværre altid vågne.


Eremitten


Igen tilbage til 2012 i Villefranche sur Mèr.


Jeg har før fortalt om de trekantede haver, og at disse er opstået på grund af serpentiner-vejføringen, som er nødvendig på denne meget stejle bjergside. Og dermed opstår disse trekantede småhaver imellem vejsvingene. 

Dog så er trekanten nede i det sidste vejsving på vej ned til banegården ikke udlagt til have, men derimod et beboet hus.

Huset, som er formet efter jordstykket, nemlig i en trekant, har murene lige præcist grænsende hele vejen rundt om det trekantede hjørne. 

Der er en overetage på huset, men her er der altid skodder for vinduet.

Jeg har prøvet at skridte arealet op ude langs vejen, og kommer frem til, at der er ca. 10 m2 i grundareal i huset.

Og ude-areal er der ikke noget af, bortset fra en lille smal sti hen til en låge, som er udgangen til vejen.

Og her bor der minsandten en mand, eller måske nærmere en eremit

Hvorfor pokker han bor der i det diminutivt lille hus, formodentlig Frankrig’s mindste hus, ved jeg ikke.

I den side af huset, som vender ud mod bugten, er der et vindue så stort, at man ikke kan undgå at kigge ind til ham, medmindre man da vender hovedet 90 grader den anden vej, når man går forbi.

En aften vi gik forbi, stod han og børstede tænder indenfor i døråbningen til noget man kunne kalde hans badeværelse. At han stod i døråbningen havde vel den forklaring at han ikke kunne komme helt ind i badeværelset, som så ud til kun at bestå af en lille vaskekumme.

En anden dag sad han med en kikkert og studerede ivrigt livet ude på bugten, og en aften sad han og så fjernsyn, hvordan han så ellers har fået plads til det, men det var selvfølgelig en fladskærm. Men for det meste om dagen sidder han inde bag vinduet og skriver eller læser ved et lille bord.

Jeg tror, han er forfatter og i gang med at skrive en roman om livet som eremit.

Efterhånden har vi gået forbi ham så mange gange, at han i dag hilste på os, idet han vinkede bag ruden. Og jeg vinkede smilende tilbage.

Synd at vi er på retræten herfra, ellers er jeg sikker på, at han ville snakke næste gang, vi gik forbi, og dermed kunne have fået hans historie om det lille hus.

Table d'hôtes à Villard de Touage, Trièves


Her et udklip fra år 2011, hvor vi boede privat et par dage i de franske alper hos et værtspar, Fabienne Perret og hendes ven Bruno. Byen hedder Villard de Touage i egnen Trièves, ikke så langt fra Alpe d’Huez. Men om man kan kalde et sted, bestående af 3 – 4 huse, for en by, ved jeg ikke.

Denne form for logi i Frankrig er meget anvendt og hedder ”Table d’hôtes”, og kan på dansk sikkert oversættes til ”Ved værtens bord”.


04.09.2011, Villard de Touage, kl. 21:43

Vi er kommet hjem i styrtende regnvejr fra vores aftensmåltid i byen Mens på restaurant L’Alezan, hvor de anvender ”Le Cheval qui rit” som logo, dog ligner hesten her et æsel. Der var ca. 6 km. hjem og K var tydeligvis ultra-nervøs, til trods for at vi kørte på indersiden af vejbanen op ad bjerget, men det var også meget usigtbart i regnen, og på et tidspunkt kørte vi sågar oppe i skyerne. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man allerede var kommet i himlen og nu fór rundt på små skyer.

Men skyerne forsvandt, og vi var igen tilbage i den virkelige verden. Tilsidst nåede vi, til K’s store forbavselse, vores destination ”Les Agnelles”, og hun var bogstavelig talt som faldet ned fra skyerne igen. Men OK, hun havde også fået en Chartreuse i is-desserten, og det kunne hun nok ikke tåle. Til trods for at den stammer fra vores navne-brødre, Munkene, i Chartreuse, som ligger ikke så langt herfra, men dog på den anden(nordlige) side af Grenoble.

Dengang Chartreuse munkene virkelig huserede her tilbage i tiden, kørte de normalt nok heller ikke i BMW 320d ned fra bjerget, men sad på æselryg, og kunne derfor sagtens bære en Chartreuse-rus uden at det anfægtede øvrigheden, hvorimod vi ville være blevet holdt tilbage øjeblikkeligt, hvis vel at mærke øvrigheden havde været tilstede i det rette øjeblik.

Men hvilken gendarm gider også stå i øsende fransk regnvejr for at tilbageholde et par kørende danske turister i Chartreuse-rus. Ihvertfald ikke gendarmer i Trièves-regionen.

Ud over Chartreusen, som var så grøn som grøn kan være, var der også vanilleis i K’s bæger. Og vi sagde ja til kaffe, og K sagde nej til Cognac.

Vi sagde begge ja til forretten med 2 forskellige salater, K’s med skinke og min med Chevrettes, gedeost pakket ind i en kuvert, men uden frimærke på. Og vi sagde ja til ret nr. 2, nemlig Saumon aux lidt af hvert + tilbehør. Og vi sagde ja til fromages diversées på en tallerken, og det var bare godt !

Vi kom af med 51,30 euro + 4 i drikkepenge, men jeg fik ingen regning, og det kan jeg godt unde de ihærdige flinke mennesker på sådan et udsted.


Der skete desværre det, at K fik smag for likøren Chartreuse, og det blev hendes skæbne !


Vi har hilst på Fabienne Perret og hendes ven Bruno, da vi kom hjem fra udflugten til La Mure, og også deres hund, som fik lov til at gå ind fra det våde element udenfor og derefter drøne rundt på alle de fine gulve uden at skifte til hjemmesko, som vi andre er tvunget til. Ja, igen, her i Frankrig er det tit bedre at være fæ end folk !

Og skulle man aldrig kunne drive det videre i dette besynderlige land, så gør det derfor ikke så meget, at man ”går i hundene”, hvilket ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man dermed får dårlige kår at leve under.


Lige nu står det ned i stråler udenfor, men det er da hyggeligt at ligge på sengen og skrive i denne bog, og anden støj er der overhovedet ikke helt herude forbi Lars T…….’s marker. Måske han hedder noget andet på fransk. I hvert fald er dette sted, hvad støj angår, det diametralt modsatte af stedet i Heidelberg, hvor man blev vækket hver gang en bil eller en sporvogn kørte forbi nede på Dossenheimer Landstraße.

Her har vi i nu ca. 1½ døgn ikke hørt andet end nogle bænkebidere, som sidder og gnaver i de gamle trækonstruktioner fra 1823, med risiko for sammenstyrtning, men mon ikke de holder til det i vores resterende halvandet døgn her i værelset.


Aftenen med Fabienne og Bruno, fra 19:30 – 22:00, var ganske hyggelig og aldrig har jeg snakket så meget fransk. Det er som om at det allerede nu på 3. dagen i landet er lettere med sproget, og det er virkelig et fremskridt, selvom aftenen med belgierne endnu sidder i mig.

Bruno arbejdede på et Pharmacie, normalt kun 4 dage om ugen, men om sommeren 5 dage + lørdag formiddag p.g.a. de mange turister.

Der er aldrig ulykker med elastikspring i området, men derimod altid dødsulykker med de mange Parachutes-flyvere.

Oste fra chèvre og vache med hård sort skorpe(den slags skorpe hedder ”croute”).

Superbe, magnifique, dertil hvid Macon Villages og rød Côtes Lyonnais.

Den første flaske hvidvin, Pouilly Fuissé, som hun åbnede, smed hun væk efter at have duftet til proppen. Ærgerligt, men så fandt hun en ligeså spændende, nemlig en hvid Macon Villages.

Og Bruno’s Genepi-likør fra alpe-planter, som han selv samlede i juni og hældte på 45% alkohol i 3-liters Jeroboam flasker. Vi fik lov at smage det allersidste i flasken, som var fra sidste års produktion.

Vi fik saucisson + pommes de terre + grøn salat i hvidløgsdressing + noget hvid creme-fraiche sovs til kartoflerne.

- Dressing hedder ”sauce de Salade” på fransk.

- Derefter fik vi de nævnte oste, og derefter kage.

- Og vi sad og talte med dem under hele måltidet i de 2½ time, som et sådant fransk måltid åbenbart skal vare.

- Der er 10 indbyggere i Villard de Touage !

- ”Pas des étrangers ici, ils sont à Lyon !”

- Lyon har 300.000 habitants(à la ville), men med omegnen(banlieu) ca. 500.000.

- Der er mange portugisere og italienere i Frankrig, tilbage fra krigens tid, og f.eks. naboen til Fabienne og Bruno, er portugiser i 2. generation, ”mais Francais !”, som Bruno sagde.

- Bruno’s hund hedder ”DRINKS”

- Fabienne har læst om NOMA og René Redzepi i nogle franske mad-magasiner, og drømmer om en tur til Kbhv.

- I Frankrig pensioneres man normalt som 62-årig, men hvis man har studeret længe som ung, er det normalt 65 år eller mere. Og altså meget forskelligt, ligesom i DK.

- Den 19. september tager de på 3 ugers ferie i Porto Vecchio på Corsica, og Denise passer så biksen.

- Egentlig bor Fabienne og Bruno slet ikke sammen, han bor ca. 13 km. fra ”Les Agnelles”.


Ugerningen i Edens Have


Det var i december 2012, at følgende hændelse fandt sted.

Vi boede i en lejlighed på 6. etage i en ejendom på bjergsiden i Villefranche sur Mèr.

Når vi skulle ned til byen, foregik det ad flere hårnålesving, og i det trekantede jordstykke imellem disse vejsving, lå der et stykke have, hvor jorden blev dyrket intensivt.

Det var i sådan en have, at Kirsten havde udset sig et frodigt appelsintræ, hvor grenene hængte helt ud til rækværket mellem haven og vejen.

 

Her følger så uddraget fra dagbogen:


Mercredi, le 19 decembre 2012, V. s/M

På vej op ad den sidste stigning på vejen i aftes skulle K selvfølgelig udføre det tyveriforsøg, som hun havde gået og planlagt i lang tid, nemlig at stjæle en appelsin fra det flotte træ, som stod inde i ”trekanten”, et lille stykke have, som der er så mange af her, idet hver en kvadratcentimeter at det sparsomme areal op ad bjergsiden er udnyttet. 

Hun havde virkelig flere gange i løbet af de sidste dage gået og skumlet på en plan om et større kup mod det bugnende appelsintræ, som vi gik forbi hver gang vi gik ned ad vejen, men jeg troede nu ikke at hun ville gøre alvor af planerne, som hun havde udtænkt skulle udføres ved aftenstide.

Ikke fordi man behøver at have ondt af ejeren af appelsintræet, der er nok flere hundrede frugter på det træ, og virkelig frodigt ser det ud. Men mere fordi handlingen med at tage en forbuden frugt i denne have, i dette tilfælde altså en appelsin, formodentlig er ildeset på disse kanter. Det er nok ikke som derhjemme, hvor man blot kan samle værdiløse æbler op i alle haver.

Men som sagt, ”Eva” skulle jo smage den forbudne frugt, og her var der ikke engang en slange til at overtale hende, tværtimod, så forsøgte jeg at tale hende fra det, men hun var ikke til at styre ind på andre tanker, så ugerningen blev udført, formodentlig i et anfald af eufori.

Der opstod dog i gerningsøjeblikket visse vanskeligheder med at vriste den lille frugt fra grenen, hvorpå den sad bedre fast end først vurderet. Men til sidst lykkedes det, og selvom man kunne høre støjen fra den svirpende gren i miles omkreds, listede vi uantastet de sidste 20 meter op til trappen ved ejendommen. Gad vide om ikke nogen har stået og kigget bag gardinerne et eller andet sted i de omkringliggende nabohuse. 

Da vi så, efter turen med elevatoren, kom op i lejligheden på 6. etage, fremviste hun stolt ”tyvekosterne”, en ganske lille frugt, som man knap kunne kalde en appelsin, men som mere mindede om en lille rynket mandarin.

Jeg fik desværre ikke foreviget gerningsøjeblikket, selvom jeg havde medbragt fotoudstyret. For jeg var så chokeret over, at hun overhovedet kunne finde på det, at jeg ikke ænsede at få kameraet arrangeret. Det ville ellers have været fuld dokumentation for hendes overtrædelse af det 7. bud.

 

Nå, men med denne ugerning lagt på afstand, er vi igen klar til nye udflugter i ”Edens have”, som man egentlig godt kan kalde hele området hernede omkring Villefranche.

Chez le coiffeur


I dette uddrag fra dagbogen er vi helt tilbage i oktober 1999, hvor vi fejrede vores 25-års bryllupsdag i Villefranche sur Mèr.

Et af de steder, hvor man virkelig kan få lov at tale fransk, hvis man har de lyster, er hos en frisør. Og jeg har flere gange anvendt metoden, for at udvide mit begrænsede ordforråd. Men ikke altid med lige godt held, idet nogle franskmænd alligevel gerne vil prøve at snakke engelsk, og så snart de hører mit fransk, slår de over i engelsk.

Men hos frisøren i Villefranche var jeg heldig, han talte nemlig udelukkende fransk, og slog aldrig over i engelsk, vel fordi han ikke kunne engelsk.

Og jeg havde med vilje udsat mit frisørbesøg, indtil vi kom til Frankrig………………..

 

Onsdag, den 20. oktober 1999, Villefranche sur Mèr

Scenen er hos frisøren i Villefranche sur Mèr. Da jeg kommer ind i salonen ved 6-tiden om aftenen, er der 2 kunder i butikken. Den ene, en ældre herre, er i færd med at blive klippet af salonens ejer. Den anden, en dame på ca. 75 år, sidder med håret fuld af curlere under en hjelm med motoren i fuld gang.

Jeg siger ”Bonsoir” og sætter mig i den ene ventestol efter at have hængt min jakke på en bøjle. På og under bordet ved min stol flyder det med alverdens blade og magasiner, men ingen aviser. Ved nærmere eftersyn er det lutter gamle udgaver af blade, de yngste er ca. 1 år gamle. Jeg kigger alligevel i flere af dem og ser bl.a. at der i september 1998 var et så kraftigt skybrud, at alt var oversvømmet med mange problemer til følge.

Endvidere læser jeg om Johnny Halliday, som har udgivet et nyt album i 1998.

 

Pludselig træder en ældre mand ind ad døren. Han bærer en taske over skulderen, og sætter sig i den anden ventestol efter at have sagt ”Bonsoir messieurs.-dames”. Jeg tror at det er en ny kunde, men efter at have snakket frem og tilbage med den klippende frisør, rejser han sig pludselig og går med frisøren hen i den bagerste ende af lokalet. Frisøren begynder at fylde hans taske med blade og kommer også hen og henter nogle fra bordet ved siden af mig. Da tasken er fyldt, forsvinder manden nikkende ud ad døren med et ”Messieurs-dames !”.

Der trængte nu også til at blive ryddet lidt ud i de blade, og hvorfor han ikke har byttet de gamle numre ud med nogle nyere, er mig en gåde.

Måske de gamle blade går på tur imellem frisørerne i byen, og måske er manden med tasken netop kommet denne aften med nogle nyere, og har lagt dem henne i den anden ende af butikken, hvor frisøren så vil bringe dem på plads senere.


Salonen falder til ro igen, indtil telefonen ringer. Damen under hjælmen åbner så pludselig munden og siger: ”C’est mon mari, qu’appelle !”. Helt døv under hjælmen er hun da ikke. Det viser sig minsandten også at det er hendes mand, som ringer for at spørge, hvornår hun er færdig. Han vil komme og hente hende, fordi det regner udenfor.

Pludselig ringer en anden klokke… det er hjælmen, som giver lyd fra sig. Timen er slut og vupti..bliver hjælmen taget af Madame. Hun sidder så lidt og troner med håret fyldt med curlere, medens frisøren gør den mandlige kunde færdig.

Da monsieur er færdig, vinker han farvel, og nu begynder frisøren at fjerne curlere på madame, alt imedens han taler om hendes hår. Det skinner også både guld- og sølv-farvet, da han reder det ud. Telefonen ringer nu igen, og denne gang er det åbenbart en bestilling til i morgen, idet frisøren noterer i en bog.

Pludselig nikker frisøren til mig, hvilket betyder at der er plads i stolen. Jeg sætter mig og får et forklæde med ærmer på.

Madame er ved at tage overtøjet på, men hendes mand er ikke kommet endnu, så frisøren siger til hende, at hun kan sætte sig  og vente, og lade som om hun er hjemme…. ”Faites comme chez Vous !”

Så begynder han at klippe mig, og forinden har han spurgt om, hvor meget han skal tage af. Jeg ævler usikkert ”court” , hvortil han svarer ”court, comme moi ?”. Jeg kigger på ham, men ser kun en uklar tåge, jeg har jo taget brillerne af. Jeg skynder mig at svare ”oui !”, i det håb, at det nok er OK. Han er på cirka samme alder som mig og har vistnok nogenlunde samme mængde hår(eller mangel på samme) som mig.


Først nu begynder selve klipningen, men jeg bemærker det faktisk slet ikke, idet frisøren er af den meget talende slags, som derfor kræver min fulde opmærksomhed.

Jeg fortæller at vi er på ferie i Villefranche, og at vi kommer ”du Danemark”. ”Oh-h-h… svarer han mig hurtigt og snakker så om nogle bekendte, som bor i Holland ! Dermed er hans geografiske opfattelse af Danmark på plads.

Snakken går, og jeg får ikke fat på det hele af hans rivende ordstrøm, men husker alligevel følgende detaljer fra samtalen, som jeg skynder mig at notere ned i min lille lommebog, da jeg er ude af salonen igen.

  - De mange turister om sommeren, som kommer for at lade sig ”stege røde”.

  - Kirken, hvor han kender præsten, som er italiensk født.

  - ”Le Galerien”, et kunstværk i kirken, og det bør vi absolut se.

  - Museerne i Citadellet er også et besøg værd.

  - Vand-reservoirerne i baglandet, helt op til Digne og ved den italienske grænse. Disse forsyner kystbyerne med vand.

  - De riges huse på Cap Ferrat. Husene, som er fyldt med kostbarheder, tilhører den italienske mafia og om vinteren bebos de kun af ”les gardiens”.

  - Corsica, hvor  han  har flere bekendte, og hvor de her i sommer har myrdet ”le prefèt, hvilket han er meget oprørt over, og taler vildt og voldsomt om, at de derovre ikke vil overholde landets love.

  - Hans egen søn, som ville være gendarm på Corsica, men det blev heldigvis forpurret, således at han nu er indenfor hotel- og restaurations-branchen.

  - Frankrig vil ikke slippe Corsica p.g.a. øens strategiske beliggenhed.

  - Fremmedlegionen holder til på Corsica.

  - Krydstogtskibene ude i Villefranche-bugten. Han finder straks et gammelt blad, hvori et af skibene er omtalt. Det foretager togt i det meste af Middelhavet, med priser til 7-8-9-10.000 francs. Jeg ser et togt til det græske øhav. Han er meget betaget af det, og er meget stolt af det franske skib, som er bygget i St. Nazaire, men for udenlandsk kapital.

Hele tiden står han og fægter med saksen og kammen. Jeg ser ham faktisk aldrig klippe, men lige pludselig haler han forklædet af mig, og han mener åbenbart, at jeg er færdig. Jeg tager mig til håret, og da jeg igen får brillerne på, kan jeg da også konstatere, at der er sket en kraftig forandring med frisuren. Min slut-konklusion er, at han må have talt håret af mig…. !

Jeg kommer af med 86 frcs. hvori også er inkluderet betaling for frisørens taletid.

”Nu vanker der en bøde !”


26.08.2010, Bedoin

Dagen i dag med køretur fra Guebwiller til Bedoin endte i en nedtur, bogstavelig talt, på en stejl bakkke ca. 30 km nord for Orange Sud, hvor ”sortie” fra A7 viser ud til Bedoin.

Der var 3 vejbaner og meget hurtig trafik, og på vej ned ad bakken kørte jeg ud i den yderste venstre vognbane for at komme forbi, således at trafikken kunne glide bedst.

Jeg så godt, at jeg derved kom alt for højt op i fart, og speedometernålen nærmede sig hastigt, for første gang overhovedet på denne tur, 180 km/t…………., og pludselig sagde Kirsten, samtidig med at jeg så et lysglimt ude til højre ”Der står politiet !” Jeg vidste med det samme at løbet var kørt ! og ganske rigtigt så jeg kort efter i bakspejlet, en motorcykelbetjent ræse efter os. Han kom op på siden af os og viste tegn til at vi skulle følge efter ham.

Kort efter drejede han ind på en lille ”Aire”, og vi fulgte troligt bagefter. Vi blev vist ind i en tom bås ved siden af en del patruljevogne, og det vrimlede nærmest med betjente på pladsen. Jeg steg ud, og straks konfronterede han mig med loven, efter at have konstateret vores nationalitet: ”I Frankrig må man kun køre 130 km/t på motorveje, og min kollega har fotograferet Dem med 163 km/t !!”

Jeg så jo nok noget bøvet ud og sagde stille ”Oui ?” . Han talte derefter både fransk og engelsk. Så gik vi hen til et af picnic-bordene, og han begyndte straks at regne med en kuglepen på et stykke papir, alt imens han konverserede med flere af sine kolleger. Han trak nogle procenter fra og det endte med at være en overskridelse op til 154 km/t, hvilket skulle koste en bøde på præcis 90 euro, og det lige på stedet.

Han skrev og skrev og skrev på en formular. Pludselig skulle han se mit kørekort, hvorfra han ville aflæse mit navn. Mit fornavn fik han indføjet med kuglepennen som ”Kørekort”, og derefter undrede han sig, og spurgte om, hvad Munk betød og hvad Peter betød. Jeg fik hurtigt, grinende, korrigeret misforståelsen, og han skrev videre, alt imedens han højt råbte ”Mairde….. Shit…..!!!”. Da jeg viste ham hvor bynavnet stod lignede han et stort spørgsmålstegn i hovedet. Han syntes vist ikke at Skødstrup kunne være et bynavn….. Tilsidst skulle jeg skrive under på formularen, og jeg overrakte ham derefter 100 euro, men han beklagede at han ikke kunne give tilbage. Jeg rodede noget mere i min pung, og kunne så alligevel give ham de 90 euro præcis. Fluks gav han en af mine 10 euro-sedler til en anden makker, som ilede tilbage til sit picnic-bord, for straks at overrække den til en anden ”lovovertræder”, som åbenbart også kun havde en 100 euro-seddel, og som dermed nok var endt i den samme bøde-skala som mig.

Det var en ren pengemaskine, de der havde gang i, for lige præcis på den stejle bakke, kørte alle for hurtigt, selv franskmænd. Men jeg kunne da sagtens forestille mig, at fortrinsvis udlændinge skulle bidrage til gildet.

Hotel Watzenhof


Her er vi for en gangs skyld ikke i Frankrig, men dog undervejs hjem fra  en ferie i Frankrig.

 

Sontag, den 30. Dezember 2012, Hotel Watzenhof, Hemsbach

Vi kørte ca. 900 km i går, og turen igennem CH var overmåde flot. Der var endnu mere sne på alpetoppene end for 14 dage siden.

Vi gjorde holdt ved St. Gotthard for at tage nogle fotos, men kulden udenfor var noget af en omvæltning, og at stå og fotografere i skjorte og tynd jakke var helt forkert, så det blev ikke til så mange billeder.

De sidste 200 km. fra Basel til Hemsbach foregik i aftenmørket, hvilket mindede om forløbet for 14 dage siden, hvor vi kørte ovre i den modsatte vejbane, men denne gang slap vi dog for regnvejret.


Vi nåede vores mål, Hotel Watzenhof, kl. 19:20 i aftes.

Hotellet ligger i udkanten af Hemsbach, lige nedenfor Odenwald-området.

Værelsespris 44 Euro + 5 Euro i afbestillingsforsikring via Booking.com, så der er tale om et af de allerbilligste hoteller.


Da vi trådte ind i receptionen, var der ikke et menneske tilstede, og vi troede, at vi var de eneste gæster på hotellet, hvilket vi også allerede havde konkluderet ud på parkeringspladsen. Der holdt 1 bil parkeret udover vores.

Men vi kunne dog se, at der sad et enkelt par med et barn og spiste inde i restauranten. Det så alt sammen ganske hyggeligt ud. Lige indenfor hoveddøren stod et fad med julesmåkager, og der var julepyntet overalt.

Vi måtte dog en tur ud i køkkenet for at praje receptionisten, og han dukkede endelig op efter vores gentagne kalden ”Halloooooooo…….”

Vi fik et godt, stort og rummeligt værelse, og hotellet ligger næsten 10 km. fra motorvejen i vest, så stilheden er total.

 

Vi fik et kvarter til at pakke ud, og gik derefter ned i restauranten, som nu var helt tom. Chefen var ved at forsøge at tænde ild i den hyggelige pejs, og først efter adskillige forsøg lykkedes det. Men ilden blussede alligevel kun op ganske kort, og han orkede åbenbart ikke mere, så den fornøjelse var ganske kort.

Vi fik overbragt et menukort med de sædvanlige tyske retter, men derudover også et ekstra kort med lutter ”Gänse-retter”, altså gås, og formodentlig var der tale om rester fra julemaden. Chefen anbefalede os ”Gänsekeule”.

Vi fulgte hans anbefaling og ventede så spændt på ”Gänsekeule”, men kort efter kom han slukøret retur fra køkkenet med beskeden: ”Leider keine Gänsekeule !”… ”Nåh.., pyt, så finder vi på noget andet fra det righoldige menukort”, og det blev til 1 stk grillteller + 1 stk rumpsteak, altså de traditionelle retter, som altid findes i et tysk restaurant-køkken.

Dertil 1 Riesling + 1 vand og bagefter 2 kaffe.

Udmærket var det, selvom K alligevel ikke var helt tilfreds med ”rumpen”.

Men knap havde vi smagt på kaffen, da han igen kom ud fra køkkenet med ordene ”Eine Frage… mit dem Frühstück…?”. Her afbrød jeg ham og spurgte prompte ”Ja, um welche Uhr ?”……… svaret lød ”Leider kein Frühstück, der Chef ist krank !”

Eller sagde han egentlig ikke ”Die Chefin ?”, jo, det er nok konen, som står ude i køkkenet og dirigerer hele foretagendet, og han er bare en marionet-dukke, som udfører de givne ordrer.

Og selvfølgelig gider de ikke at stå op for at lave morgenmad til os.

Han godskrev os kaffen til gengæld for den manglende morgenmad !


Farvel morgenmad…. nu sidder vi her på værelset med en yderst lunken kop Nescfé og en tør baguette, som Kirsten har fundet frem fra bagagerummet, og planen er nu at finde morgenmad på den første rasteplads på A5 inden Frankfurt.

Derudover er der følgende at sige om det billige hotel:

 

- der lugter af kloak på badeværelset

- en udluftningskanal som ikke fungerer på badeværelset

- en voldsomt knirkende dør til badeværelset

- en pejs uden ild

- et fyldt menukort uden reelle valgmuligheder ….

- en ramponeret minibar uden indhold, så den er både mini og bar.

- et ”værelse med morgenmad”, uden morgenmad

- Og tilsidst, udgang gennem bagdøren, ”og husk at smide nøglen i postkassen indenfor døren, inden I går ud.” 

Kort og godt, det hidtil værste sted, vi har været…. Selv Formule1 er bedre ! ….  Og konklusionen er, at  hotelværelser kan altså være for billige.


”Sig JA til euro, men NEJ til cent”


Tanker efter et besøg i et fransk supermarked i 2005


Kasse-udgangen er et kapitel for sig. Der er sådan set mange kasser, jeg tror vi sommetider har talt flere end 50, men problemet her er, at de er inddelt i forskellige funktioner, så man kan ikke bare lige drøne hen til den første den bedste kasse.

Der er kasser til checks, der er kasser til betalingskort, der er kasser til 10 varer, der er kasser til flere varer, der er kasser til færre varer, der er kasser til mødre med småbørn, der er kasser til mødre uden småbørn …..!!

Og finder man så endelig en egnet kasse, og møjsommeligt får varerne gelejdet igennem transportbåndet og skal til at betale, kan man  være sikker på at beløbet altid ender med et eller andet underligt antal cents, og at kassedamen så spørger én om man har det antal cents, således at hun ikke skal sidde og fedte med de mange små cents i retur-betalingen. Og det er helt uoverskueligt, i portemonnæen, at fremfinde de små brune mønter, som gemmer sig imellem de lidt større messingfarvede mønter, som igen er skjult bag de mere gedigne 1 og 2 euro-mønter. De har 1, 2, 5, 10, 20 og 50-cent mønter, og pokker stå i alle de tidskrævende tingester.

Hvis jeg skal stemme JA til euro’en, bliver det under følgende slogan: ”Stem JA til euro, men NEJ til cent”.

Husdyr på Kreta


Her er vi for en gangs skyld på ferie i Grækenland, nærmere betegnet Kreta, hvor vi boede i Agia Marina, som ligger lige vest for Chania.

Jeg er, i middagsheden, taget på en lille vandretur bagom byen.


Søndag d. 12/7 1998

Jeg lagde ud med at bestige den gamle Agia Marina by. På torvet hilste jeg på de stillesiddende mænd ved tavernaen. Senere hilste jeg ligeledes på en gammel mand, som sad og kiggede udenfor et hus, ”Yassu !” sagde jeg med hånden til hilsen.

Jeg gik videre ud ad den øverste vej fra byen, forbi den taverna, hvor vi havde spist for et par dage siden.

Det første jeg så lige udenfor byen, var et sort får, som stod tøjret i vejkanten uden nogen mulighed for at få skygge. Det stod og så lidende ud i varmen, sølle og afmagret, og havde åbenbart affundet sig med sin skæbne. Det værdigede mig ikke et blik, men stod bare med hovedet bøjet ned mod jorden. Formodentlig havde det stakkels dyr ikke kræfter til at bevæge sig i varmen. Øjenkrogene og en del af hovedet var dækket af svirrende fluer uden at dyret protesterede. Et par meter derfra stod en tom skål, som formodentlig var beregnet til vand. Og grøftekanten var totalt afpillet for tørt græs helt ned til den bare jord i den korte radius, som tøjret tillod.

Det er ikke sjovt at være familiens sorte får på Kreta.


Lidt længere henne ad vejen lå en enkelt ged i skyggen under et træ. Ja, den var heldig at der var et træ til rådighed, hvilket det stakkels får ikke havde.

Altså passer man nok bedre på gederne end fårene her.


Længere fremme ad vejen mødte jeg en høne. Jeg standsede op og pludselig var der 2 høns. Jeg satte mig på hug for bedre at kunne fotografere de flotte brune italienere, som så ud til at være i god foderstand. Hønsene på Kreta lider åbenbart ingen nød.

Pludselig var jeg omgivet af en hel flok, som var kommet løbende op fra olivenlunden. De troede måske, at jeg kom med madforsyninger. Jeg knipsede et par fotos og begyndte så at gå videre, men hønsene rendte ihærdigt lige i hælene på mig, og opgav ikke ævred så let. På et tidspunkt, vel 50 meter længere fremme, holdt deres domæne åbenbart op, idet de pludselig opgav forfølgelsen og bare stod og kiggede langt efter mig.


Nok et stykke fremme gennem olivenlunden, var der en slags urtehave, hvor et automatisk vandingsanlæg var i gang. Og ikke nok med at haven og 20 nyplantede oliventræer blev vandet, men ude på vejen stod også en vandstråle i en bue så høj, at man kunne gå under den. Et spild af vand, men de må åbenbart have nok af det her i området.

Disse vandingssystemer er forbundet via rørsystemer, som ligger ovenpå jorden. Altså forbindelsen til vandværket eller brønden kan man konstatere ved at følge rørene, som alle steder ligger frit fremme på jorden, vel fordi det er umuligt at grave dem ned i klippegrunden.


Længere fremme lugtede det kraftigt af ged, hvilket ikke er så mærkeligt på disse kanter. Lugten blandede sig med lugten fra en død høne, som lå overkørt i vejkanten, og det gav virkelig en delikat sammenblanding af dufte !

Der gik en mand og hakkede i noget langt inde i marken, hvor gedelugten kom fra.


Til sidst endte vejen blindt ved en fabrik, og jeg kunne ikke komme videre.

Jeg havde allerede set støv- og røg-skyerne i længere tid, og konstaterede nu, at man var i gang med at nedbryde et mindre bjerg.

Nu var det slut med at observere flere husdyr, men den sidste observation var trods alt tangerende et sådant, i hvert fald navnemæssigt, idet der var tale om en ko….. altså en gravko.

Oppe på bjerget stod der denne gravko, et gult monstrum med en grab for enden af den lange hydrauliske arm.

I nærheden, næsten helt ude ved den yderste kant af bjerget, stod en ”dirigent”  og styrede slagets gang med en walkie-talkie i hånden. ”Koen” skubbede med hele sin rå kraft klippestykker ned ad bjergsiden, vel ca. 30 meters fald, hvor de knustes i en støvsky som langsomt steg til himmels og næsten dækkede for solen.

Voldsomt så det ud, og farligt så det ud. Jeg tog et par billeder, vinkede farvel til ”koen” og returnerede derefter ad samme vej, som jeg var kommet. Hønsene værdigede mig denne gang ikke et blik, og heller ikke geden. Fåret stod og så endnu mere lidende ud i den tiltagende varme.

Tilbage på torvet var der nu helt mennesketomt, men det var også midt i siestaen.

En sådan gåtur giver virkelig anledning til at kunne studere detaljer på nært hold, og man kan opleve mange små ting, som beskrivelsesmæssigt godt kan fylde papiret ud.


.