Bjergbestigning

 

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

Bjergbestigning

 

Mandag, den 5/9 2011, Villard de Touage

 

Le Châtel, aussi nommé Bonnet de Calvin, est une montagne très spéciale. Très arrondie, elle marque un important contraste avec son voisin l'Obiou. Le sommet est composé d'une très grande étendue d'alpage, très souvent occupé par des troupeaux.

De la table d'orientation, une très belle vue dégagée permet de découvrir et admirer le plateau Matheysin, le Beaumont, le Trièves. Son accès est très facile à partir de Mens, sans aucune condition physique requise.

 

Skal jeg oversætte ovenstående med mine bedste evner, uden at konsultere en ordbog, må det blive følgende:

 

”Châtel-bjerget, også kaldet Bonnet de Calvin, er et meget specielt bjerg. Meget afrundet, som en kontrast til nabobjerget L’Obiou. Toppen består af et stort fladt landområde, meget ofte dækket af tåge.

Fra oversigtstavlen er der en meget klar udsigt ??? som afdækker det imponerende plateau Matheysin, le Beaumont, le Trièves. Adgangen til bjerget er meget let fra Mens-siden, uden behov for nogen speciel fysisk kondition.”

 

Ja, den sidste bemærkning om fysikken, er vi nok ikke helt enige I, efter at have gjort et forsøg på bestigning.

Klokken er 18:10 og vi er lige kommet hjem efter en lang udflugt til Chatel-bjerget, som ligger ca. 15 km. herfra. Meningen var at vi skulle køre op til 1200 meters højde ved Barret og derefter fortsætte til fods til toppen over 1900 meter oppe. Det var iflg. Fabienne en gåtur frem og tilbage på ca. 3 timer. Vi skulle først lige omkring Mens for at proviantere vand og brød og efter Kirsten sædvanlige idé skulle vi da også besøge Office de Tourisme.

Her fik vi en grundig instruktion i vandreturen til toppen(le sommet), og den gode turistchef printede sågar en side ud med vejr-udsigten over området, meget udførligt, i farver, med dagen inddelt i timer med grader og vind og vejr. Så fortalte han at det sidste stykke af ruten var vanskeligt at forcere ”très difficile !” og altså klassificeret som ”difficile”. Det afskrækkede os nu ikke, og da han kiggede på vores sandaler, skyndte jeg mig at sige, at vi havde vandresko med.

 

Vi fandt vejen op på bjerget, men ingen skilte med ”Barret”, så vi fortsatte bare ligeud ad den stenede vej, efter at asfalten var ophørt, og det var flere kilometer. Jeg gruede lidt for dækkene, og ønskede at det havde været en 4-hjuls trækker, vi var kørende i.

Tilsidst var vi ved at opgive, men så dukkede pludselig plateauet op, hvor vi kunne parkere, men Barret hed det nu ikke.

Derefter gik det, efter at vi havde iklædt os bjerg-udstyret, over stok og sten, dog i et sindigt tempo, idet stigningen var voldsom lige fra starten. Vi startede, som sagt, med altitude ca. 1200 m. og nåede efter 2 timer op i ca. 1700 m, men måtte da alligevel give op p.g.a. vanskeligheder med højden. Pludselig forsvandt træerne, som hidtil havde ydet os en vis beskyttelse mod den drastiske udsigt nedad og selvfølgelig også var en sikkerhed i tilfælde af at vi skulle træde uden for den smalle sti.

Tilsidst var der kun en stejl grøn bræmme af græs, hældende nedad ca. 50 meter mod det der lignede det bratte fald ud over klippen. Men vi kunne ikke se videre ned på grund af det tætte skylag. K valgte at stoppe her, og hun satte sig svimmel ned i græsset ved siden af stien. Jeg forsøgte at gå 100 meter længere ud ad stien, men måtte så også give op, da bræmmen af græs var svundet ind til ca. 10 meter. Nedenfor denne bræmme var der kun skyer at se, så umiddelbart så det kun lidt faretruende ud, men pludselig blev der et hul i de massive skyer, og jeg kunne se en del af landskabet forfærdelig langt nede i dalen.

Mine ben begyndte at ryste, og jeg satte mig forsigtig på den stejle græskant til venstre for stien.

Derefter tog jeg retræten, og ind imellem måtte jeg, i nervøsitet, holde fast i græsset på den stejle side af stien, og jeg fortrød at jeg var fortsat længere hen ad stien. Var jeg faldet ned af stien var jeg sikker på aldrig at komme op igen. Sådan et syn har jeg aldrig oplevet før.

 

”C’est rien !” sagde Fabienne, da vi om aftenen fortalte om episoden. Hendes mor på 76 år havde gjort turen omme fra den østlige side af bjerget, og den var meget vanskeligere !!

Gad vide om vi egentlig tog den rigtige sti ? Jeg kan godt komme i tvivl, idet vores udgangspunkt jo ikke var Barret, som anbefalet af turistchefen.

 

 

 

 

Le Bonnet de Calvin

Stien til verdens ende(på kanten af "Le Bonnet de Calvin")