Chez le coiffeur

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

Chez le coiffeur

 

I dette uddrag fra dagbogen er vi helt tilbage i oktober 1999, hvor vi fejrede vores 25-års bryllupsdag i Villefranche sur Mèr.

Et af de steder, hvor man virkelig kan få lov at tale fransk, hvis man har de lyster, er hos en frisør. Og jeg har flere gange anvendt metoden, for at udvide mit begrænsede ordforråd. Men ikke altid med lige godt held, idet nogle franskmænd alligevel gerne vil prøve at snakke engelsk, og så snart de hører mit fransk, slår de over i engelsk.

Men hos frisøren i Villefranche var jeg heldig, han talte nemlig udelukkende fransk, og slog aldrig over i engelsk, vel fordi han ikke kunne engelsk.

Og jeg havde med vilje udsat mit frisørbesøg, indtil vi kom til Frankrig………………..

Onsdag, den 20. oktober 1999, Villefranche sur Mèr

Scenen er hos frisøren i Villefranche sur Mèr. Da jeg kommer ind i salonen ved 6-tiden om aftenen, er der 2 kunder i butikken. Den ene, en ældre herre, er i færd med at blive klippet af salonens ejer. Den anden, en dame på ca. 75 år, sidder med håret fuld af curlere under en hjelm med motoren i fuld gang.

Jeg siger ”Bonsoir” og sætter mig i den ene ventestol efter at have hængt min jakke på en bøjle. På og under bordet ved min stol flyder det med alverdens blade og magasiner, men ingen aviser. Ved nærmere eftersyn er det lutter gamle udgaver af blade, de yngste er ca. 1 år gamle. Jeg kigger alligevel i flere af dem og ser bl.a. at der i september 1998 var et så kraftigt skybrud, at alt var oversvømmet med mange problemer til følge.

Endvidere læser jeg om Johnny Halliday, som har udgivet et nyt album i 1998.

Pludselig træder en ældre mand ind ad døren. Han bærer en taske over skulderen, og sætter sig i den anden ventestol efter at have sagt ”Bonsoir messieurs.-dames”. Jeg tror at det er en ny kunde, men efter at have snakket frem og tilbage med den klippende frisør, rejser han sig pludselig og går med frisøren hen i den bagerste ende af lokalet. Frisøren begynder at fylde hans taske med blade og kommer også hen og henter nogle fra bordet ved siden af mig. Da tasken er fyldt, forsvinder manden nikkende ud ad døren med et ”Messieurs-dames !”.

Der trængte nu også til at blive ryddet lidt ud i de blade, og hvorfor han ikke har byttet de gamle numre ud med nogle nyere, er mig en gåde.

Måske de gamle blade går på tur imellem frisørerne i byen, og måske er manden med tasken netop kommet denne aften med nogle nyere, og har lagt dem henne i den anden ende af butikken, hvor frisøren så vil bringe dem på plads senere.

 

Salonen falder til ro igen, indtil telefonen ringer. Damen under hjælmen åbner så pludselig munden og siger: ”C’est mon mari, qu’appelle !”. Helt døv under hjælmen er hun da ikke. Det viser sig minsandten også at det er hendes mand, som ringer for at spørge, hvornår hun er færdig. Han vil komme og hente hende, fordi det regner udenfor.

Pludselig ringer en anden klokke… det er hjælmen, som giver lyd fra sig. Timen er slut og vupti..bliver hjælmen taget af Madame. Hun sidder så lidt og troner med håret fyldt med curlere, medens frisøren gør den mandlige kunde færdig.

Da monsieur er færdig, vinker han farvel, og nu begynder frisøren at fjerne curlere på madame, alt imedens han taler om hendes hår. Det skinner også både guld- og sølv-farvet, da han reder det ud. Telefonen ringer nu igen, og denne gang er det åbenbart en bestilling til i morgen, idet frisøren noterer i en bog.

Pludselig nikker frisøren til mig, hvilket betyder at der er plads i stolen. Jeg sætter mig og får et forklæde med ærmer på.

Madame er ved at tage overtøjet på, men hendes mand er ikke kommet endnu, så frisøren siger til hende, at hun kan sætte sig  og vente, og lade som om hun er hjemme…. ”Faites comme chez Vous !”

Så begynder han at klippe mig, og forinden har han spurgt om, hvor meget han skal tage af. Jeg ævler usikkert ”court” , hvortil han svarer ”court, comme moi ?”. Jeg kigger på ham, men ser kun en uklar tåge, jeg har jo taget brillerne af. Jeg skynder mig at svare ”oui !”, i det håb, at det nok er OK. Han er på cirka samme alder som mig og har vistnok nogenlunde samme mængde hår(eller mangel på samme) som mig.

 

Først nu begynder selve klipningen, men jeg bemærker det faktisk slet ikke, idet frisøren er af den meget talende slags, som derfor kræver min fulde opmærksomhed.

Jeg fortæller at vi er på ferie i Villefranche, og at vi kommer ”du Danemark”. ”Oh-h-h… svarer han mig hurtigt og snakker så om nogle bekendte, som bor i Holland ! Dermed er hans geografiske opfattelse af Danmark på plads.

Snakken går, og jeg får ikke fat på det hele af hans rivende ordstrøm, men husker alligevel følgende detaljer fra samtalen, som jeg skynder mig at notere ned i min lille lommebog, da jeg er ude af salonen igen.

  - De mange turister om sommeren, som kommer for at lade sig ”stege røde”.

  - Kirken, hvor han kender præsten, som er italiensk født.

  - ”Le Galerien”, et kunstværk i kirken, og det bør vi absolut se.

  - Museerne i Citadellet er også et besøg værd.

  - Vand-reservoirerne i baglandet, helt op til Digne og ved den italienske grænse. Disse forsyner kystbyerne med vand.

  - De riges huse på Cap Ferrat. Husene, som er fyldt med kostbarheder, tilhører den italienske mafia og om vinteren bebos de kun af ”les gardiens”.

  - Corsica, hvor  han  har flere bekendte, og hvor de her i sommer har myrdet ”le prefèt, hvilket han er meget oprørt over, og taler vildt og voldsomt om, at de derovre ikke vil overholde landets love.

  - Hans egen søn, som ville være gendarm på Corsica, men det blev heldigvis forpurret, således at han nu er indenfor hotel- og restaurations-branchen.

  - Frankrig vil ikke slippe Corsica p.g.a. øens strategiske beliggenhed.

  - Fremmedlegionen holder til på Corsica.

  - Krydstogtskibene ude i Villefranche-bugten. Han finder straks et gammelt blad, hvori et af skibene er omtalt. Det foretager togt i det meste af Middelhavet, med priser til 7-8-9-10.000 francs. Jeg ser et togt til det græske øhav. Han er meget betaget af det, og er meget stolt af det franske skib, som er bygget i St. Nazaire, men for udenlandsk kapital.

Hele tiden står han og fægter med saksen og kammen. Jeg ser ham faktisk aldrig klippe, men lige pludselig haler han forklædet af mig, og han mener åbenbart, at jeg er færdig. Jeg tager mig til håret, og da jeg igen får brillerne på, kan jeg da også konstatere, at der er sket en kraftig forandring med frisuren. Min slut-konklusion er, at han må have talt håret af mig…. !

Jeg kommer af med 86 frcs. hvori også er inkluderet betaling for frisørens taletid.