En dejlig sommerdag

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

 

Under oprydning i gamle ferie-minder, dukkede pludselig en tekst op, som havde været forlagt i mange år. Det specielle ved denne tekst er, at den er skrevet af Kirsten. Hun har, især før i tiden, skrevet om flere oplevelser fra vores ferieture.

Denne er fra sommeren 1989, hvor vi ferierede i Kroatien for sidste gang. Vi havde besøgt Jugoslavien adskillige gange igennem 80’erne, men krigen, som startede i 1990, satte brat en stopper for disse ture.

Spændende at læse denne fortælling igen. Den er både romantisk og dramatisk beskrevet. Samtidig er den alvorlig, og pludselig bliver idyllen brudt....

 

En dejlig sommerdag ?

 

Mala Duba, Kroatien, juli 1989

Det var tidlig morgen, da jeg vågnede. Min krop føltes varm. Måske havde jeg fået for meget sol i går. Luften i teltet var ellers kølig og stilheden på pladsen fortalte mig, at det endnu var tidligt på dagen. Fuglene fløjtede. Lyden, af den sagte skvulpen fra Adriaterhavets bølger, nåede igennem teltdugen. Jeg lå og lyttede til børnenes regelmæssige åndedrag. I aftes var der mere gang i dem, da de løb på deres bare fødder i græsset rundt om teltet, uden at tænke på skorpionerne. Myg var der ingen af. Det var dejligt. Mine myggestik bliver altid så store. Sidste år i Frankrig krævede det lægebesøg med en efterfølgende penicillinkur, da jeg var blevet stukket af nogle rabiate myg på en campingplads langs en flod ved Hyères.

 

Vi havde ferieret i en uges tid på denne campingplads i Mala Duba, som er beliggende helt ude ved Adriaterkysten ca. 700 kilometer syd for den østrigske grænse og ca. 100 km nord for byen Dubrovnik.

Jeg var begyndt at sove mindre og mindre, og havde fået ny energi efter den lange køretur herned. Vejene, her på den Jugoslaviske østkyst, var ikke de bedste. Fyldt med huller, mange sving, store højder og intet autoværn. Men det havde været anstrengelserne værd. Naturlivet her gav mig nye kræfter. Maden bestod af grøntsager og frugt, da det var umuligt at opdrive kød.

Om formiddagen kom de sejlende ind i bugten ude fra de små øer, i deres små fiskerbåde, med grøntsager og frugt. Hun så sund og frisk ud - kvinden, som stod i forstavnen af båden i går. Hvor var de lækre de figner, hun solgte mig. Aldrig før har jeg smagt så sukrede, tørrede figner. Hvilken sødme der bredte sig i munden, da mine tænder brød den hårde, sprukne overflade og kernerne knasede. Nogle satte sig mellem tænderne, men da Kim så viste mig alle myrerne, som dukkede frem, da han havde taget den første bid af sin figen, begyndte jeg at gå lidt mere forsigtigt frem og tænkte på, om det mon var kerner eller myrer som knasede.

 

Havet kaldte på mig. Jeg begyndte så småt at lyne soveposen så lydløst op som muligt. Da jeg var næsten ude af teltet, begyndte Peter at røre på sig. Børnene sov stadigvæk. Jeg hviskede, om han ville med på en svømmetur.

Vi kom udenfor teltet. Kunne rigtigt fornemme at dagen var ny, luften kølig. Starten på en ny dag er som starten på et nyt liv. Solens stråler lyste op bag bjergene. Foran os glimtede det rolige, sølvklare vand. Det dugvåde græs kølnede vores bare fødder. Vi listede afsted. Drengene fra Slovenien lå udenfor teltet og sov i deres soveposer. Der var også mere liv i dem i går, da de stod og kastede med sten ud i vandet, og hvor blev jeg vred, da de ramte mig med en mindre sten i hovedet. Godt at det var på dansk, jeg skældte dem ud, men de fornemmede sikkert min vrede og forskrækkelse. Nå, men nu så de meget fredelige ud.

 

Rullestenene mærkedes under vores fødder. Tæerne greb fat om dem og vi bevægede os langsomt ud i det rolige, friske vand. Enkelte småfisk skimtedes på bunden. Vandet kølnede vores varme kroppe. Dejligt at blive frisket op. Vi svømmede roligt ud i bugten. Nu ramte solens stråler bjergkammen på sydsiden af bugten. Alt åndede fred og idyl. Kun lydene af vores bevægelser gennem vandet hørtes. Sikken start på en dejlig, ny sommerdag. Vi svømmede længere ud mod horisonten. Langt væk var de små øer, hvorfra bådene bragte os frugt og grøntsager, og langt væk lå Italien.

 

Pludselig var flyene der. Lydløst dukkede de op bag bjergkammen. Ud af intetheden kom de glidende med retning mod os, et efter et. Tre store Herkules fly i formation lige efter hinanden. Røgen væltede voldsomt ud af dem alle tre. Var de i brand ? De fløj brummende og lavt, vel nok 50 meter over vores hoveder, nu med retning mod teltene. Var de i vanskeligheder ? Ville de falde ned ? Hvad med børnene ? Spørgsmål, som strømmede igennem mit hoved på brøkdele af sekunder.

De få hundrede meter, der var mellem os og børnene, føltes som flere hundrede kilometer. Osen fra flyene dalede ned over os. Vi piskede igennem vandet på vej ind til stranden.

Nu var flyene henne over teltene. Ville de ramme bjergene bagved ? Nej, nu rettedes de op, og som om der blev trykket på en knap, ophørte røgen med at vælte ud fra flyene. De forsvandt bag bjergkammen mod nord.

Vi nåede stranden. De slovenske drenge sov stadig, men nu begyndte de at hoste. Vi kom ind i teltet. Nu hørtes der hosten fra alle teltene. Så gik det først op for os. Flyene havde ikke været i vanskeligheder. Det var tværtimod os, der nu var det. Osen var ikke røg, men kemikalier de havde smidt ned i hovedet på os.

Hvor galt det var, opdagede vi senere denne dag, da vi sad under buskene nede ved stranden. Pludselig så vi, at der var fyldt med døde, små grønne insekter. Det var altså derfor, der ingen myg var. Prisen, for at være myggefri, var nogle mundfulde DDT på denne dejlige sommerdag.