Eremitten

 

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

Eremitten

 

Igen tilbage til 2012 i Villefranche sur Mèr.

 

Jeg har før fortalt om de trekantede haver, og at disse er opstået på grund af serpentiner-vejføringen, som er nødvendig på denne meget stejle bjergside. Og dermed opstår disse trekantede småhaver imellem vejsvingene.

Dog så er trekanten nede i det sidste vejsving på vej ned til banegården ikke udlagt til have, men derimod et beboet hus.

Huset, som er formet efter jordstykket, nemlig i en trekant, har murene lige præcist grænsende hele vejen rundt om det trekantede hjørne.

Der er en overetage på huset, men her er der altid skodder for vinduet.

Jeg har prøvet at skridte arealet op ude langs vejen, og kommer frem til, at der er ca. 10 m2 i grundareal i huset.

Og ude-areal er der ikke noget af, bortset fra en lille smal sti hen til en låge, som er udgangen til vejen.

Og her bor der minsandten en mand, eller måske nærmere en eremit

Hvorfor pokker han bor der i det diminutivt lille hus, formodentlig Frankrig’s mindste hus, ved jeg ikke.

I den side af huset, som vender ud mod bugten, er der et vindue så stort, at man ikke kan undgå at kigge ind til ham, medmindre man da vender hovedet 90 grader den anden vej, når man går forbi.

En aften vi gik forbi, stod han og børstede tænder indenfor i døråbningen til noget man kunne kalde hans badeværelse. At han stod i døråbningen havde vel den forklaring at han ikke kunne komme helt ind i badeværelset, som så ud til kun at bestå af en lille vaskekumme.

En anden dag sad han med en kikkert og studerede ivrigt livet ude på bugten, og en aften sad han og så fjernsyn, hvordan han så ellers har fået plads til det, men det var selvfølgelig en fladskærm. Men for det meste om dagen sidder han inde bag vinduet og skriver eller læser ved et lille bord.

Jeg tror, han er forfatter og i gang med at skrive en roman om livet som eremit.

Efterhånden har vi gået forbi ham så mange gange, at han i dag hilste på os, idet han vinkede bag ruden. Og jeg vinkede smilende tilbage.

Synd at vi er på retræten herfra, ellers er jeg sikker på, at han ville snakke næste gang, vi gik forbi, og dermed kunne have fået hans historie om det lille hus.