Husdyr på Kreta

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

Husdyr på Kreta

 

Her er vi for en gangs skyld på ferie i Grækenland, nærmere betegnet Kreta, hvor vi boede i Agia Marina, som ligger lige vest for Chania.

Jeg er, i middagsheden, taget på en lille vandretur bagom byen.

 

Søndag d. 12/7 1998

Jeg lagde ud med at bestige den gamle Agia Marina by. På torvet hilste jeg på de stillesiddende mænd ved tavernaen. Senere hilste jeg ligeledes på en gammel mand, som sad og kiggede udenfor et hus, ”Yassu !” sagde jeg med hånden til hilsen.

Jeg gik videre ud ad den øverste vej fra byen, forbi den taverna, hvor vi havde spist for et par dage siden.

Det første jeg så lige udenfor byen, var et sort får, som stod tøjret i vejkanten uden nogen mulighed for at få skygge. Det stod og så lidende ud i varmen, sølle og afmagret, og havde åbenbart affundet sig med sin skæbne. Det værdigede mig ikke et blik, men stod bare med hovedet bøjet ned mod jorden. Formodentlig havde det stakkels dyr ikke kræfter til at bevæge sig i varmen. Øjenkrogene og en del af hovedet var dækket af svirrende fluer uden at dyret protesterede. Et par meter derfra stod en tom skål, som formodentlig var beregnet til vand. Og grøftekanten var totalt afpillet for tørt græs helt ned til den bare jord i den korte radius, som tøjret tillod.

Det er ikke sjovt at være familiens sorte får på Kreta.

 

Lidt længere henne ad vejen lå en enkelt ged i skyggen under et træ. Ja, den var heldig at der var et træ til rådighed, hvilket det stakkels får ikke havde.

Altså passer man nok bedre på gederne end fårene her.

 

Længere fremme ad vejen mødte jeg en høne. Jeg standsede op og pludselig var der 2 høns. Jeg satte mig på hug for bedre at kunne fotografere de flotte brune italienere, som så ud til at være i god foderstand. Hønsene på Kreta lider åbenbart ingen nød.

Pludselig var jeg omgivet af en hel flok, som var kommet løbende op fra olivenlunden. De troede måske, at jeg kom med madforsyninger. Jeg knipsede et par fotos og begyndte så at gå videre, men hønsene rendte ihærdigt lige i hælene på mig, og opgav ikke ævred så let. På et tidspunkt, vel 50 meter længere fremme, holdt deres domæne åbenbart op, idet de pludselig opgav forfølgelsen og bare stod og kiggede langt efter mig.

 

Nok et stykke fremme gennem olivenlunden, var der en slags urtehave, hvor et automatisk vandingsanlæg var i gang. Og ikke nok med at haven og 20 nyplantede oliventræer blev vandet, men ude på vejen stod også en vandstråle i en bue så høj, at man kunne gå under den. Et spild af vand, men de må åbenbart have nok af det her i området.

Disse vandingssystemer er forbundet via rørsystemer, som ligger ovenpå jorden. Altså forbindelsen til vandværket eller brønden kan man konstatere ved at følge rørene, som alle steder ligger frit fremme på jorden, vel fordi det er umuligt at grave dem ned i klippegrunden.

 

Længere fremme lugtede det kraftigt af ged, hvilket ikke er så mærkeligt på disse kanter. Lugten blandede sig med lugten fra en død høne, som lå overkørt i vejkanten, og det gav virkelig en delikat sammenblanding af dufte !

Der gik en mand og hakkede i noget langt inde i marken, hvor gedelugten kom fra.

 

Til sidst endte vejen blindt ved en fabrik, og jeg kunne ikke komme videre.

Jeg havde allerede set støv- og røg-skyerne i længere tid, og konstaterede nu, at man var i gang med at nedbryde et mindre bjerg.

Nu var det slut med at observere flere husdyr, men den sidste observation var trods alt tangerende et sådant, i hvert fald navnemæssigt, idet der var tale om en ko….. altså en gravko.

Oppe på bjerget stod der denne gravko, et gult monstrum med en grab for enden af den lange hydrauliske arm.

I nærheden, næsten helt ude ved den yderste kant af bjerget, stod en ”dirigent” og styrede slagets gang med en walkie-talkie i hånden. ”Koen” skubbede med hele sin rå kraft klippestykker ned ad bjergsiden, vel ca. 30 meters fald, hvor de knustes i en støvsky som langsomt steg til himmels og næsten dækkede for solen.

Voldsomt så det ud, og farligt så det ud. Jeg tog et par billeder, vinkede farvel til ”koen” og returnerede derefter ad samme vej, som jeg var kommet. Hønsene værdigede mig denne gang ikke et blik, og heller ikke geden. Fåret stod og så endnu mere lidende ud i den tiltagende varme.

Tilbage på torvet var der nu helt mennesketomt, men det var også midt i siestaen.

En sådan gåtur giver virkelig anledning til at kunne studere detaljer på nært hold, og man kan opleve mange små ting, som beskrivelsesmæssigt godt kan fylde papiret ud.