Morgenstund har rav i mund

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

 

Denne fortælling er henlagt til de hjemlige breddegrader.

 

Vi har tit har vi drømt om at opleve et rigtigt rav-eventyr her i Klitmøller området. Mange gange har vi inspiceret stranden for ravstykker efter et godt blæsevejr eller et stormvejr, men det er aldrig blevet til andet end nogle småstykker.

Én gang er det dog lykkedes at opleve det helt store eventyr, og det vel at mærke kun som deltagere i 2. række. Vil man være med i 1 række, skal man investere i et par waders og en glib, og så skal man selvfølgelig være der på det rette tidspunkt.

 

"Morgenstund har rav i mund... og rav betyder glæde"

 

10.02.2013, Klitmøller

Kl. 11:00

Vi har først lige indtaget morgenkaffen, og altså ikke fordi vi er stået sent op, men fordi vi har været på ravjagt fra den nogenlunde tidlige morgenstund. Og sagt med det samme, for at prale….., 68 stykker blev det til, fundet fra kl. 8:45 – 10:45 henne ved den sidste høfde inden parkeringspladsen nedenfor ”Niels Juel”.

Allerede i går eftermiddags, på vores sædvanlige gåtur langs stranden, havde vi lugtet lunten, idet der var fyldt med mennesker ved det nævnte gode ravsted. Ligeledes svævede der mange måger ude over brændingen, hvor de af og til dykkede ned i havoverfladen, og det var også et tydeligt tegn på, at der var et pindelag undervejs.

 

Vi havde derfor, i morges, garderet os med semi-professionelle redskaber, nemlig 2 hånd-river hjemme fra parcelhus-haven på østkysten. De er velegnede til at rode i pindelaget med, når man sidder på hug.

Da vi ankom, var der mærkværdigvis nok kun én person tilstede, så vi gik straks i gang med at rode og fandt straks flere småstykker. Der gik dog ikke lang tid, inden der dukkede flere folk op, også de professionelle, som kan genkendes på de store waders. Endvidere er de normalt forsynet med det uundværlige fangst-redskab, en rav-glib, som er et bredt fangstnet. Dette er meget velegnet til at hente pindelag op fra havstokken, inden laget ender inde på stranden.

 

Men der var plads til os alle sammen. De professionelle stod for det meste et par meter ude i vandkanten, hvor de forsøgte at trække vod med gliben, og derefter gik de ind på stranden for at tømme indholdet ud i sandet. Havde de ikke en makker med inde på stranden, gik de selv ned på hug for at rode i laget med de bare hænder.

Vi andre kunne så, som en anden flok gribbe, falde over resterne, når de returnerede til havstokken for at prøve lykken igen.

 

Når man sidder og roder i sådan et rigtigt pindelag, dukker der alt muligt op. Foruden pindene, tangen og ravet, kan man finde plastic i alle former og farver, gummihandsker, stumper af nylonreb og fiskenet, en halv støvle og en udtrådt sko, en glasperlekæde, som stadig er med en intakt elastik-kæde, krabber med ben og krabber uden ben, adskillige døde rødspætter, skelettet af en torsk, og i dag minsandten også et par store døde skrubtudser, hvordan de så var endt der !

 

Ham fra Lyngstien var der selvfølgelig også. Jeg faldt i snak med ham sidst på eftermiddagen i går, og i dag havde han taget konen med. Hun gennemsøgte ihærdigt alt det, som han bragte ind på stranden med den hjemmelavede glib.

En anden af de rigtig professionelle, kom på et tidspunkt hen til mig og spurgte, ”Nå, giver det noget ?”… ”Næh, kun de småstykker, som I ikke har gidet samle op !”….. ”Ja, eller dem vi ikke har set ! ” svarede han skælmsk, og så fortsatte han ”Nej, du skal gå 2 meter længere ned mod vandet, der er der meget mere …. det, du roder i, er fra i går”. Vi havde jo foreløbig pænt holdt os i baggrunden, og ville ikke fluks falde over deres nyligt ophalede bunker af pindelag, idet vi jo ikke kendte de uskrevne regler blandt ravfiskere.

At trække 2 meter længere ned mod vandkanten hjalp nu ikke meget, men min erfaring var efterhånden, at man bare skulle blive tålmodigt ved med at rode på eet bestemt sted, så kunne man næsten være sikker på at finde et eller andet.

Han havde også sin kone med, og hun var solidt pakket ind i vintertøj ligesom vi andre. Jeg stod ind imellem og iagttog, hvorledes hun ihærdigt gik i gang med at dissekere indholdet fra nettet, når det var blevet spredt ud på stranden. Hun samlede selv de mindste stykker op med store handsker på, hvorefter hun gned det mod sine bukser, og derefter stoppede hun det i munden…., ja, i munden. Og når munden så var blevet for fuld, åbnede hun jakken og lynede en lomme fri, højt oppe på maven og spyttede hele indholdet derned, altså ned i ”mavesækken”.

 

”Ja, men det er alt for koldt for hænderne”, sagde jeg på et tidspunkt til ham fra Lyngstien. Han grinte og svarede ”Ja, vi må sommetider op i bilen og stikke hænderne i noget varmt vand….. især når vi har fået fingrene i havvandet, og det er jo ikke til at undgå”. Han havde et par enorme vanter på og ligeså et par brede støvler, som udgjorde den nederste del af de waders, som gik ham helt op over maven og var hæftet fast på overkroppen med et par seler over skuldrene inde under den tykke jakke. Derudover havde han en hue trukket godt ned over ørerne. Og som prikken over i’et, en smøg i munden. Altså en rigtig rav-fisker. ”Det er den bedste dag i dag, og det bliver bedre og bedre op ad dagen, og klokken 14 kulminerer det med højvandet”, sagde han.

Men efterhånden begyndte mine fingre at fryse til is, og til sidst kunne jeg slet ikke samle de små fragmenter op med de bare fingre, så jeg måtte opgive. Ligeledes begyndte fødderne at fryse, selvom jeg havde 2 par sokker og skistøvler på. Nej, det er ikke for tøsedrenge, at finde rav på en kold vinterdag.

Vi besluttede at gå op for at få morgenkaffe, og Kirsten, som tydeligvis også stod og frøs, var straks med på den ide.

 

Lige nu, hvor klokken er blevet over 12, og vi har nedsvælget adskillige kopper varm kaffe, er vi igen ved at få varmen, og vi har besluttet at prøve lykken igen, så vi måske kommer op på 100 stykker….

Det er vel nok en skam, at vi ikke har taget traileren med denne gang. Ja, jeg ved ikke, hvordan vi skal få fragtet alt det rav med hjem.

Og ”Ravheksen”, som nu endelig kan leve op til sit navn, sidder og stråler om kap med de skinnende stykker rav, som vi har spredt ud på bordet. Det er faktisk også første gang, at vi har oplevet et sådant rav-rush. Jeg må tage fat i hendes arm, for at få hende ud af sin drømme-verden, så vi kan komme videre.

.

Kl. 15:24

Igen hjemme fra stranden, hvor vi denne gang kørte i bil hen til ”Cold Hawaii”, som i dag virkelig har levet op til sit navn. Vi havde nu mulighed for at få varmen i bilen, hvis der skulle være ligeså koldt som i formiddags, men det var der heldigvis ikke.

I løbet at 1 times tid havde vi samlet 36 stykker mere, så dagens gevinst er nu oppe på 104 stykker rav, dog ingen særligt store stykker, nogle sågar på størrelse med et knappenålshoved. Men alligevel, for amatører som os, er der tale om den helt store skat.

Som ”Ravheksen” senere meget rammende udtrykte det i en email, for at bringe nyheden ud i den store verden, ”Der var rav i den i dag !”.