På toppen af Brocken

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

På toppen af Brocken

 

Her er vi for en gangs skyld på ferie i Tyskland, nærmere betegnet Harzen, hvor vi bor i byen Hahnenklee.

En af vores udflugter går selvfølgelig til Brocken, eller Bloksbjerg, som det hedder på dansk. Primært for at se, om der virkelig er hekse på bjerget.

 

Søndag d. 16/9 2017

Kl. 11:30

Her ude på terrassen på 3. etage i Bocksbergblick 1 på Brünneleweg 4 i Hahnenklee er der godt vejr. Solen titter frem ind imellem de store skyformationer, som flyder henover himlen i en god fart. Der er lunt nok til at man kan sidde herude, selv når solen går bag skyerne.

Fuglene pipper overalt i de høje træer, hvor vi også har set flere egern, både brune og sorte.

Adskillige af træerne er langt højere end vores 3. etage, men alligevel har vi frit udsyn over mod Bocksberge i sydøst. Svævebanen er i fuld gang, og de små gondoler svæver lydløst op og ned ad bjerget hængende i de stærke stålwirer. I dag, hvor weekenden er startet, er der nok flere af kabinerne besat end i går, hvor vi stod og studerede stationen nede i byen.

Der lyder en konstant højttalerstemme nede fra bymidten. I dag afvikles der nemlig et maratonløb her i Hahnenklee. Det har været opreklameret overalt, og i går var de ved at opstille forskelligt udstyr i den anledning.

Vi deltager dog ikke i maratonløbet, men har i stedet for valgt en noget kortere rute til almindelig vandring. Udflugtsmålet er afklaret, og vi mangler bare at pakke det sidste tøj i rygsækkene. Der kan være koldt oppe på Brocken eller Bloksbjerg, som den hedder på dansk. Jeg har fundet en vandrerute på 5,4 kilometer med udgangspunkt i den lille by Schierke syd for bjerget. Og den distance passer lige til os, altså i alt 10,8 km.

De 5,4 kilometer er normeret til ca. 1,5 timers vandring, og da vi nu nærmer os middagstid, er det da også på tide at drage af sted, hvis vi skal nå både op og ned ad bjerget i dagslys. Vi har aldrig været gode til at starte ud tidligt på dagen og altså heller ikke denne gang.

Dagens spørgsmål er, og det kan formodentlig besvares, når vi kommer op på toppen, altså 1142 meter oppe: ”Findes der virkelig hekse på Bloksbjerg ?”. Nogle vil måske mene, at når K er med deroppe, så….. Og ligeledes kan vi måske støde ind i trolde, for det fortælles, at heksene er gift med trolde.

Men først skal vi altså på en køretur 46 kilometer over til Schierke

Kl. 22:30

Vores hidtil længste vandretur er til ende, heldigvis. Det blev til i alt 17,5 kilometer op og ned ad Brocken. Distancen viste sig at være meget længere end beskrevet i de forskellige prospekter. Ja, det er lige før, vi har gennemført ½ maraton.

Opstigningen, som viste sige at være på 6 kilometer, tog 3 timer og demed det dobbelte af den normerede tid. Nedturen, som foregik ad en asfalteret kørevej i serpentiner-sving, tog 2 timer og et kvarter og beløb sig til 11,5 kilometer.

 

Der var flere muligheder for ruter op på bjerget fra Schierke. Sågar en togbane fører derop, og det endda med et damptog på de smalsporede skinner. Vi så dog ikke noget til toget i Schirke.

En anden rute var den flot asfalterede kørevej, som kun må anvendes af arbejdskøretøjer til bjerget, men vandrere må dog også benytte vejen. Da stigningen på denne vej er udjævnet i form af mange serpentinersving, bevirker det til gengæld, at den er over 11 kilometer lang.

Vi valgte derfor at gennemføre turen derop ad en skovsti, som ”kun” havde en længde på ca. 6 kilometer. Denne sti havde fået navnet ”Teufelsstieg”, altså ”Djævlestien”, og på skiltet stod der nævnt, at ruten var i kategorien ”mellemsvær”, men det forskrækkede os nu ikke.

Da byen Schierke ligger i ca. 600 meters højde, og toppen af Brocken ligger i 1142 meters højde, skulle vi altså gennemføre en højdestigning på over 500 meter ad denne Djævlesti.

I starten var der tale om en ganske almindelig skovsti med blød skovbund og kun en ganske svag stigning, så det gik i et rask tempo. Men der gik ikke lang tid, inden den gode sti blev afløst af en mere rodet slags sti. Sten og klippestykker i alle størrelser og trærødder, ligeledes i alle størrelser, dannede nu grundlaget for stien. Vi måtte løfte benene utallige gange, og mange gange hoppe fra sten til sten. Efterhånden gik det op for os, hvorfor stien havde fået navnet ”Djævlestien”.

Skoven på begge sider af stien bestod af meget høje grantræer. Mange steder lå disse træer væltet med de store rodnet stikkende voldsomt op i terrænet. Andre steder lå mange døde stammer og flød hulter til bulter. De så ud til at være brækket over halvvejs, og den anden halvdel af stammen stod nu og strittede vildt op i luften med de takkede brud. De fleste af disse væltede træer var tydeligvis gået ud. Og ligeledes var store skovpartier rundt omkring helt gået ud. Det så ud, som om der havde været en krig. Og stedet lignede også en kirkegård for grantræer.

På et tidspunkt fik vi en forklaring på denne skovdød. En bille, ”Borkenkäfer”, æder simpelthen barken på træerne så de går ud, og det tynder efterhånden godt ud i træbestanden. Her i Harzen bekæmper man dog ikke denne bille, men lader naturen gå sin gang. Underligt, men man mener, at naturen løser problemet selv, og det kan nok ingen være uenige i. At udrydde hele bestanden af grantræer i Harzen er dog nok en umulighed for denne lille bille. Der må være millioner af træer her.

 

Vi var efterhånden kommet halvvejs op ad ruten, da vi pludselig hørte sirenerne fra en ambulance ude på vejen. Vi tænkte straks, at der nok var tale om en cykelrytter, som var kommet til skade. Vi havde set adskillige af dem, når vi krydsede asfaltvejen. De, som kørte nedad bjerget, kom drønende i fuld fart, og risikabelt så det ud. Der må af og til ske ulykker.

Et stykke tid efter så vi pludselig, længere oppe ad stien, en flok mennesker stimlet sammen. Tydeligvis folk i tøj med selvlysende farver. Da vi kom nærmere viste det sig af være ambulancefolk, og på stien lå en ældre dame pakket godt ind i tæpper. Ved siden af hende stod en båre med specielle hjul på. En redder stod og holdt en gennemsig pose med væske, hvorfra en slange førte ned til den ældre dame. Hun var åbenbart faldet på den meget ujævne og stejle sti, måske med et brækket ben til følge. Hendes mand stod fortvivlet ved siden af og så på. Vi skyndte os dog videre forbi, og mødte undervejs et par yderligere reddere på vej nedad, forsynet med nødhjælpstasker og andet udstyr. 100 meter længere oppe ad stien var der et plateau, hvor der så stod hele 3 redningskøretøjer parkeret.

Resten af turen op gik vi ekstra forsigtigt på det stadig meget ujævne og stejle terræn.

 

Der er virkelig koldt på toppen, og det gælder også for Brocken.

En formidabel udsigt ud over landskaberne hele vejen rundt. Niedersachsen mod nord og vest, Sachsen-Anhalt mod øst og længere mod syd, Thüringen. Vi var heldige med den gode sigtbarhed, som er en sjældenhed på dette bjerg.

Der var minsandten et hotel på 6-7 etager øverst oppe, og ovenpå dette hotel var en udsigtsplatform, som vi dog opgav at besøge. Vi orkede ikke at bestige de mange trapper derop.

Derudover var der nogle observationstårne, master, radarskærme og den slags spredt rundt på den store overflade, som udgør toppen af bjerget..

Og selvfølgelig var der også en café med fornødenheder til de trætte bjergvandrere. De fleste af de besøgende på toppen var dog ankommet med damptoget, som havde endestation her.

 

Vi forsøgte at tage et par selfies ved stenen, som bar navnet Brocken, men det mislykkedes. Mine fingre var ved at fryse til, og det blæste meget. Dog fik jeg taget et par gode fotos af ”Heksen” stående foran monumentet, hvor der også står skrevet, at bjerget er 1142 meter højt.

Da jeg senere, henne i læ ved hotellet, ville tjekke ind på Facebook, gik min iPhone selvfølgelig død i kulden. Der var ca. 5 grader på stedet, og i den stærke vind føltes det som frost.

 

Da vi skulle til at starte nedstigningen, var vi efterhånden blevet enige om, at vi var for trætte og nok ikke kunne holde til strabadserne med en nedstigning til fods, så vi studerede ivrigt togplanen på et skilt. Den var lidt uoverskuelig, men alligevel så det ud til, at der gik et tog ned til Schierke.

Vi kunne ikke se, om man kunne købe billetter i toget, så jeg drønede lige over på den anden side af banen, hvor jeg havde set en mand i uniform for at spørge ham til råds. Han svarede godt nok ja til, at man kunne købe billetter i toget, men så fortsatte han med ”Es kostet 27 euro pro person….. das ist teuer !”. Den sidste sætning sagde han noget flovt. Og så fortsatte han med ”Und der Zug fährt nur nach Wernigerode !”. Altså skulle vi give 2 x 27 euro for at komme ned til Wernigerode, hvorfra der var 18 kilometer over til Schierke, hvor vores bil stod parkeret. Så dette opgav vi selvfølgelig, selvom vi var noget nervøse for, om vores ben kunne holde til nedturen. Vi havde planlagt at følge den asfalterede kørevej ned for at spare på benmusklerne, men denne kørevej var til gengæld næsten dobbelt så lang som stien herop.

Og det værste var måske, at klokken efterhånden nærmede sig seks, så jeg kunne hurtigt vurdere, at vi ikke kunne nå ned i fuldt dagslys.

 

Men alt lykkedes selvfølgelig til sidst. Turen ned foregik i et roligt tempo ad de mange serpentinersving.

I starten mødte vi kun ganske på vandrere og cykelryttere. Længere nede var vi de eneste på vejen. Og selvfølgelig blev det mørkt, inden vi nåede Schierke ved foden af bjerget. Det sidste stykke kunne vi godt have brugt en lommelygte, men jeg orkede ikke at skulle tage rygsækken af, hvori den befandt sig.

Henne i parkeringshuset, ”Parkhaus am Winterbergtor”, som ligger lidt udenfor byen, stod vores bil parkeret på etage nr. -4. Der var kun 2 andre biler udover vores, og de fyldte ikke meget på den etage. Vi skulle op på etage nr. nul for at afregne. Vi var åbenbart de eneste i den store bygning, og selvom der var god belysning, forekom det os alligevel noget nervøst med den store stilhed.

Hjemturen ad de mange bjergveje foregik i et nedsat tempo. Kørsel efter mørkets frembrud er altid mere anstrengende, og her var der hele tiden skilte med advarsler om dyr, som kunne krydse vejen. Temperaturmåleren meldte om 3 grader udenfor. Vi kom igennem byerne Braunlage og Clausthal-Zellerfeld, inden vi nåede Hahnenklee.

Vi kunne knap nok gå op ad trapperne til 3. etage i Bocksberg-blick nr. 1, da vi kom hjem. Vi lignede nærmest et par krøblinge, som var stået ud af rullestolene. Godt at det var blevet mørkt, og formodentlig ingen kunne se os.

I morgen er der dømt rekreation for trætte ben hele dagen.

 

Vi må siges at have været heldige med at vælge den rigtige dag til opstigningen, idet vejrstatistikken for Bloksbjerg fortæller, at bjerget er omgivet af tågedis og regn 306 dage om året, i 100 dage er bjerget dækket af sne og is, og gennemsnitstemperaturen er 2,9 grader.

 

For lige at runde denne fortælling af, så vi ingen hekse på Bloksbjerg, men vi mødte til gengæld en trold, da vi næsten var helt nede af bjerget. Og det lykkedes mig endda at fotografere den, inden den hurtigt forsvandt.