Ugerningen i Edens Have

 

Uddrag af dagbogen med ferieminder og fotos fra forskellige år som turist i Europa, primært med Frankrig som destination.

Ugerningen i Edens Have

 

Det var i december 2012, at følgende hændelse fandt sted.

Vi boede i en lejlighed på 6. etage i en ejendom på bjergsiden i Villefranche sur Mèr.

Når vi skulle ned til byen, foregik det ad flere hårnålesving, og i det trekantede jordstykke imellem disse vejsving, lå der et stykke have, hvor jorden blev dyrket intensivt.

Det var i sådan en have, at Kirsten havde udset sig et frodigt appelsintræ, hvor grenene hængte helt ud til rækværket mellem haven og vejen.

Her følger så uddraget fra dagbogen:

 

Mercredi, le 19 decembre 2012, V. s/M

På vej op ad den sidste stigning på vejen i aftes skulle K selvfølgelig udføre det tyveriforsøg, som hun havde gået og planlagt i lang tid, nemlig at stjæle en appelsin fra det flotte træ, som stod inde i ”trekanten”, et lille stykke have, som der er så mange af her, idet hver en kvadratcentimeter at det sparsomme areal op ad bjergsiden er udnyttet.

Hun havde virkelig flere gange i løbet af de sidste dage gået og skumlet på en plan om et større kup mod det bugnende appelsintræ, som vi gik forbi hver gang vi gik ned ad vejen, men jeg troede nu ikke at hun ville gøre alvor af planerne, som hun havde udtænkt skulle udføres ved aftenstide.

Ikke fordi man behøver at have ondt af ejeren af appelsintræet, der er nok flere hundrede frugter på det træ, og virkelig frodigt ser det ud. Men mere fordi handlingen med at tage en forbuden frugt i denne have, i dette tilfælde altså en appelsin, formodentlig er ildeset på disse kanter. Det er nok ikke som derhjemme, hvor man blot kan samle værdiløse æbler op i alle haver.

Men som sagt, ”Eva” skulle jo smage den forbudne frugt, og her var der ikke engang en slange til at overtale hende, tværtimod, så forsøgte jeg at tale hende fra det, men hun var ikke til at styre ind på andre tanker, så ugerningen blev udført, formodentlig i et anfald af eufori.

Der opstod dog i gerningsøjeblikket visse vanskeligheder med at vriste den lille frugt fra grenen, hvorpå den sad bedre fast end først vurderet. Men til sidst lykkedes det, og selvom man kunne høre støjen fra den svirpende gren i miles omkreds, listede vi uantastet de sidste 20 meter op til trappen ved ejendommen. Gad vide om ikke nogen har stået og kigget bag gardinerne et eller andet sted i de omkringliggende nabohuse.

Da vi så, efter turen med elevatoren, kom op i lejligheden på 6. etage, fremviste hun stolt ”tyvekosterne”, en ganske lille frugt, som man knap kunne kalde en appelsin, men som mere mindede om en lille rynket mandarin.

Jeg fik desværre ikke foreviget gerningsøjeblikket, selvom jeg havde medbragt fotoudstyret. For jeg var så chokeret over, at hun overhovedet kunne finde på det, at jeg ikke ænsede at få kameraet arrangeret. Det ville ellers have været fuld dokumentation for hendes overtrædelse af det 7. bud.

Nå, men med denne ugerning lagt på afstand, er vi igen klar til nye udflugter i ”Edens have”, som man egentlig godt kan kalde hele området hernede omkring Villefranche.