Jul/nytår 2016/2017

Dagbog fra start og udrejse

 

 

 

Klitmøller, den 29.11.2016

To måneder i Sydfrankrig.

15. december 2016 – 15. februar 2017.

Så er det besluttet, og selvom beslutningsprocessen har været lang, så er det nu definitivt afgjort, at vi

drager af sted for 32. gang til landet med det blå-hvid-røde flag, vel at mærke med farverne i 3 lodrette striber….. da det ellers ville kunne forveksles med det hollandske flag, hvor de 3 striber ligger vandret.

Denne gang vælger vi de koldeste vintermåneder, men på de breddegrader betyder det ikke så meget for vi nordboere, da vinteren dernede som regel er ganske mild.

Destinationerne er denne gang et par gammelkendte. Vi satser på det sikre og vælger derfor steder, som vi kender, og som vi har besøgt adskillige gange før.

Det drejer sig nærmere betegnet først om 4 uger i den lille by Flassan(300 indbyggere), som ligger ved foden af Mt. Ventoux, ca. 50 kilometer øst for Avignon. Og derefter yderligere 4 uger i smørhullet Villefranche sur Mèr, som ligger 5 kilometer øst for Nice.

Begge steder har vi lejet hus/lejlighed af danskere, som er så heldige at være ejere af ejendom disse steder.

Denne gang tilbringer vi altså jul og nytår i Flassan, plus et par uger mere af januar.

De sidste 4 uger af turen, som samtidig er de koldeste uger, iflg. de meteorologiske statistikker, har vi derfor helt overlagt valgt at tilbringe ved Middelhavet, da statistikken samtidig siger, at der er det mildeste vejr tilstede.

Vi har denne gang ikke på forhånd de helt store planer om spændende ekspeditioner ud i områderne, men mon ikke vi alligevel drager på et par udflugter.

Og dermed vil dagbogen denne gang måske blive en ”tynd” omgang, men pyt… skulle den blive for kedelig, kan læseren jo bare ty til de utroligt spændende afsnit fra tidligere ferieberetninger.

Afgang fra Løgten: 15. december 2016.

 

P.s.: Jeg endte godt nok sidste feriefortælling med en ide ”Frankrig rundt i 80 dage”, men det bliver denne gang ikke til noget. Det må vi stadig have til gode, og Frankrig i 60 dage er selvfølgelig heller ikke at foragte.

 

”Vi ses !”... eller som man siger på fransk ”À bientôt”.

 

 

 

15.12.2016, Hotel Neuhöfer am Südpark, Bad Nauheim

Dagens etape 830 km. er gennemført i tidsrummet fra kl. 07:30 til kl. 16:30.

Trafikken så nem som aldrig før og ligeledes et godt vejr trafikalt set.

Så få vejarbejder undervejs at det var et særsyn, og så nem en tur igennem Hamburg, at vi næsten ikke nåede at registrere turen under Elben. Det lød pludselig fra Kirsten: ”Gud, er vi allerede oppe igen ?”

 

Inden vi nåede bygrænsen til Bad Nauheim, som ligger knap 30 km. nord for Frankfurt, blev vi overhalet af en ambulance, ”Johanniter” stod der på siden af vognen. Og inden vi var nået helt ind til byen, havde vi set adskillige af disse ambulancer. Vi måtte holde ind til siden en enkelt gang, da en vogn kom med udrykning. Disse ambulancer havde retning såvel ind i byen som ud af byen.

Inde i byen erfarede vi hurtigt årsagen til alle disse ambulancer.

Der er tale om en rigtig tysk kurby. Den består næsten udelukkende af lægeklinikker, helse-klinikker, rehabiliterings-klinikker, diakonisse-stiftelser, sanatorier og selvfølgelig almindelige sygehuse.

Og der foregår formodentlig en evig trafik af patienter mellem storbyen Frankfurt og Bad Nauheim.

Her kunne man da være sikker på hurtig hjælp, hvis der skulle tilstøde een noget.

 

Udover alle disse klinikker er der også et par hoteller, og vi har valgt Hotel Neuhöfer am Südpark, som ligger Lutherstrasse nr. 13.

Hotellet, som har navn efter ejeren, er et godt sted for en overnatning. En stor gammel villa, som er indrettet med 15 værelser til udlejning.

 

Helt bevidst har vi valgt Bad Nauheim til en enkelt overnatning, ikke på grund af det med helse-klinikkerne, men på grund af byens øvrige historie.

Sagen er nemlig den, at Elvis Presley boede i denne by tilbage i tiden fra oktober 1958 til marts 1960. Han var udsendt som værnepligtig til de amerikanske baser i Tyskland, og gjorde tjeneste på kasernen i byen Friedberg, som ligger lige syd for Bad Nauheim. Først boede han på "Hotel Grünewald" her i byen, men blev smidt ud efter en kort tid på grund af for mange forstyrrende elementer i hotellets orden. Bl.a. var der de mange fans, som konstant stod udenfor hotellet for at få et glimt af idolet, og derudover var der en del støj fra slænget, som Elvis altid bragte med sig. Han blev derfor bedt om at finde et andet logi.

Han lejede så en privat villa i Goethestrasse nr. 14, hvor han kunne tilbringe det meste af fritiden, men mon ikke hans fans fulgte med i hælene på ham også her. Det siges at han stillede op til autografskrivning hver aften kl. 18, når han var kommet hjem fra kasernen.

Byen afholder hvert år en Elvis-festival med stor deltagelse fra mange Elvis-fans.

Nå, det var lidt historie om den evige Elvis og et lille sidespring i ferie-fortællingen.

 

”Gammelfar”, alias Klaus Neuhöfer, tog pænt imod os, da vi ankom. Han er en rigtig rar gammel tysker. Lidt svær at bedømme aldersmæssigt, hvilket har sin forklaring i den triste skæbne, som vendte om på hans liv for 6 år siden. Han blev kørt ned af en bil lige udenfor huset og brækkede alle sine knogler, som han sagde det: ”Alle die Knochen waren gebrochen !”

Han har været igennem mange operationer og må hele tiden sidde ned, medens han snakker med os. Han kan kun stå op korte øjeblikke ad gangen.

Det er hans søn, Dirk Neuhöfer som har overtaget hotellet efter forældrene.

I foyeren hænger der en stor fotostat af Elvis på den ene væg.

Klaus Neuhöfer fortalte stolt om de mange andre berømtheder, som havde besøgt Bad Nauheim i tidens løb. Han nævnte bl.a. Roosevelt, Bismarck og en zar fra Rusland. Alle besøgte de byen på grund af dens ry som kursted. Jeg tror dog ikke at Elvis’ besøg skyldtes interesse for et kurophold.

Og nu har byen så besøg af os, men om det bliver bemærket i historiebøgerne er nok tvivlsomt.

 

Kl. 22:18

Restauranten ”El Sol” var et godt besøg, og den blev os anbefalet af Klaus Neuhöfer.

De lavede hurtigt et lille bord til os, da vi arriverede kl. 19:30 og måtte konstatere at alt var optaget. Vi havde med vilje ikke bestilt bord, da der trods alt var tale om en torsdag aften, og vi forventede ikke så mange i byen, men der tog vi helt fejl.

En fantastisk kvik betjening af de morsomme italienske tjenere og af chefen selv og hans kone.

En af tjenerne, jeg tror nu han var spanioler, lignede grangiveligt tjeneren Manuel fra ”Halløj på badehotellet”,

De lavede sjov med gæsterne hele tiden, samtidig med at de, som sagt, var hurtige til betjeningen.

2 x Gemischtes Tapas, 1 gl. vino frizzante og 1 Bier + 0,5 l. rote Montepulciano, Kaffee und Grappa for 62 euro. Og så spurgte chefen derudover, om vi ville have en Grappa på husets regning, da vi havde betalt. Men dette afslog vi dog af naturlige grunde. Vi skulle jo også gerne kunne finde tilbage til hotellet. Det var ganske enkelt uhørt billigt for et så godt måltid.

Gemischtes Tapas bestod af et fad med lutter delikatesser, stegte ansjoser, blæksprutter, rejer, krabbekød, auberginer, aioli, forskellige salater og meget andet. Det hele i tysk målestok hvad mængder angår. Jeg spiste op, medens K til sidst måtte give op.

Et fantastisk sted med en forrygende omsætning. Adskillige af bordene blev ”omsat” flere gange i de par timer, som vi sad der.

Da vi var kommet udenfor, stødte vi på ”vores” tjener, som holdt rygepause. Vi gav ham nogle ekstra drikkepenge og sagde farvel og tak.

En lille spadseretur rundt i det nære byområde bagefter gav os en ide til yderligere research af denne dejlige tyske by en anden gang, hvor vi så gerne skulle have mere tid.

Stille og roligt kunne vi gå rundt og kigge på små forretningsvinduer i den julepyntede by, inden vi vendte tilbage til hotellet.

 

Tusinder af små farvede runde lyspletter cirkulerer rundt udenpå vores vindue i værelset. De kommer fra nogle moderne ”stråle-kanoner”, som udspyr disse lyspletter i et roterende output.

Kanonerne står nedenfor i hotellets have og ”bombarderer” hele siden af huset ud mod haven, hvor der også står adskillige pyntede juletræer og anden juleudsmykning.

Dette lysshow vækker åbenbart opsigt i nabolaget, og adskillige spadserende stopper op for at beundre showet.

Virkelig en smart julebelysning, som nok ville kunne dupere derhjemme, hvis den blev sat op i haven til ”beskydning” af huset. Men alligevel måske lidt for moderne efter vores smag.

 

 

16.12.2016, Hotel le Bourgogne, Cuiseaux

580 km. var dagens etape, og vi endte i den lille by Cuiseaux i Jura bjergene i regionen Franche-Comté.

Nærmere betegnet midtvejs mellem Lons-le-Saunier og Bourg-en-Bresse. Ca. 10 kilometer øst for motorvejen A39, hvis dette da ellers kan være nogen til hjælp med den geografiske bestemmelse af dette sted.

Vi kom først af sted fra Bad Nauheim efter kl. 10:00, og det lykkedes os kun at finde Goethestrasse nr. 14, inden vi kørte videre ud af byen. Altså det hus, som Elvis havde boet i for snart 57 år siden.

Dette hus var dog ikke specielt interessant i forhold til de andre huse i gaden. Og da der ikke var meget tid at gøre med, opgav vi yderligere research omkring Elvis. Bl.a. har de en statue stående af ham et sted i byen.

Vi fandt heller ikke statuen i byen Friedberg, som vi kørte igennem på vores vej ud på motorvejen A5.

Friedberg og Bad Nauheim kæmper åbenbart en kamp om at være den mest berømte by m.h.t. historien om Elvis i Tyskland, og igen talte vi om et besøg i disse byer en anden gang, hvor vi har mere tid.

På disse udrejse-dage har vi hele tiden klokken hængende over hovedet, idet vi helst skal nå frem til vores næste bestemmelsessted, inden det bliver mørkt. Det er lettere at orientere sig på vejene i de lyse timer, både med hensyn til sikkerhed i trafikken og selve det at finde vej.

Så vi opgav at søge yderligere historiske Elvis-steder, og pyt, det har vi forhåbentlig til gode til en anden gang.

 

Vi kørte ind i Frankrig ved grænseovergangen nær Mulhouse og ankom til Cuiseaux kl. 16:30. Det var stadig helt lyst, da vi ankom, og det er først ved at mørkne her ved halv seks-tiden. Altså har vi efterhånden fået foræret næsten et par yderligere lyse timer af dagen i forhold til derhjemme i DK, hvor det efterhånden var ved at blive mørkt allerede klokken halvfire.

 

 

17.12.2016, Hotel le Bourgogne, Cuiseaux

Aftensmad, morgenmad + overnatning: 155 Euro.

En ordinær aftensmad ”Menu du Terroir” + vin + kaffe + avec, serveret af en flink dreng.

Vi bor lige nedenfor en del af Jura-bjergkæden. Jeg glæder mig til at nå frem til Flassan i dag. Det gør ligesom det hele lidt lettere at få ”fast bopæl”, og vil formodentlig give mere ro på. Disse ”hotel-dage” og ”køre-dage” er noget anstrengende. ”At rejse er at leve”, som H.C.And skrev, men det kan også være anstrengende at leve, og dermed kan sætningen jo opfattes på flere måder.

Vi har overnattet i værelse nr. 23. Et udmærket værelse, men der er ingen dør ind til toilettet !!! ja, døren til toilettet mangler, og det ser ud til at der aldrig har været nogen. Den må være sparet væk. Godt at toiletterne ikke ligger ude på gangen.

Og kaffekanden, som blev sat på bordet i morges, var uden låg !!! Om låget også er sparet væk, ved jeg ikke. Men, ok, det er også kun et 2-stjernet hotel, og altså ikke Hotel Hilton.

Vi gik ud for at betale i baren, hvor madame havde travlt med at servicere en halv snes mænd, som sad mageligt ved bardisken. Det er også lørdag i dag, og de starter tidligt på baren hernede. Til gengæld er der så heller ikke åbent så længe om aftenen. Normalt skal der være ro omkring kl. 22.

Der var desværre ikke ”Vin jaune” på vinkortet i aftes men kun ”Vin du Jura”, så det må vi have til gode til en anden gang, vi kommer her omkring.

 

 

Retur

 

Dagbog fra Flassan

 

 

 

17.12.2016, Flassan, Rue de la Boissière, Impasse Guibert

Vi ankom kl. 17:45 efter en køretur fra Cuiseaux på 369 kilometer, altså en lille sviptur i forhold til de sidste par dages dobbelte distancer. Og med hensyn til trafikken var der tale om noget af det nemmeste, vi endnu har været ude for i Frankrig. Selvom det er lørdag og egentlig den sidste weekend inden juleaften, som er på næste lørdag, så var der så roligt på A7 som aldrig før. Selv ruten øst om Lyon var nem.

Vi gik først en lille tur rundt i Cuiseaux, inden vi tog af sted kl. 11:30, ja… noget sent, men vi trængte efterhånden også til at slappe af ovenpå de sidste par dages strabadser

Vi gjorde et indkøbs-ophold i Sarrians, hvor der lå en Intermarché. Derefter videre til Bedoin, hvor det nu var ved at blive mørkt. Vi skulle selvfølgelig lige proviantere brød hos den bedste bager i Provence, nemlig Olivero Ravel. Fru Ravel ekspederede selv i butikken, og vi gik ud med 2 af de gode brød og en kage. Der havde været julemarked i Bedoin, og de var ved at pakke sammen på markedspladsen.

De sidste 6 kilometer fra Bedoin til Flassan var ad den nok så bekendte vej.

Huset er selvfølgelig koldt, men vi har tændt for alle radiatorer og et par starinlys. Pejsen må vi vente med, indtil vi har fundet en leverandør af ”Bois de chauffage”. Vi forsøger i morgen, søndag, at finde noget i området. Ingen tvivl om at pejsen er nødvendig til opvarmning af den kolde stue og det kolde gulv.

 

 

 

 

18.12.2016, Flassan

Det første døgn er gået, og det har været en dejlig dag, vejrmæssigt. Fuld sol og ingen vind. Dog har der nok ikke været meget over 10 graders varme i skyggen, men alligevel nok til at vi kunne sidde ude på terrassen i solen.

Hen på eftermiddagen gik vi en tur ud af den nordlige del af byen og op på bjerget, hvor vi fulgte en sti til St. Estève. På skiltet stod der 1,2 km., men da vi nåede til den lille flække, havde vi tilbagelagt over 2 km.

Hjemturen ad andre underlige stier på den nederste del af bjerget her ved Flassan.

Vi har tændt op i brændeovnen med nogle få rester træ fra husets brændekurv og vil så forsøge at finde noget ude i byen i morgen.

Ellers er det mandag i morgen og dermed markedsdag i Bedoin, så det er selvfølgelig vores primære tur i morgen, og hvor vi så finder brænde, må guderne vide.

 

19.12.2016, Flassan

I morges var jeg så heldig at støde på en ung franskmand, som var ovre ved nabokonen for at lave et eller andet i haven, ligesom for 2 år siden, da jeg stødte på Michel.

Jeg kom helt til kort, da jeg forsøgte at aflytte denne unge mands navn, og jeg kunne slet ikke opfatte det som noget forståeligt. Og ligefrem bede ham stave det, gjorde jeg dog ikke. Det er vist første gang, jeg ikke har kunnet tyde et navn. Vi er langt ude på landet, og det franske sprog blandt de indfødte kan være noget vanskeligt at forstå.

Men han ville forsøge at finde ud af mulighederne for at købe brænde, og ville så vende tilbage.

Lidt senere bankede han på vores dør for at give os telefonnr. og adresse på Benoit Triboulet, som handler med brænde. Han bor et par kilometer udenfor byen i retning mod Bedoin.

 

Vi er lige kommet hjem fra en tur til Bedoin, hvor der var markedsdag. Vi har været der så mange gange, og falder hurtigt ind i miljøet. De handlende står på de samme pladser, som de plejer, og det er lige spændende hver gang.

På hjemvejen til Flassan kørte vi ad ”Route des Heritiers” for at finde nr. 854, hvor Benoit Triboulet skulle bo. Vi stod udenfor hans lukkede port i 2 minutter, inden der så kom en hund løbende hen imod os, og derefter åbnede en dame hoveddøren inde i huset. ”Vous êtes Mme Triboulet ?” spurgte jeg, og derefter mumlede jeg noget om ”Bois de chauffage ?”….. Men desværre, det var 2 år siden, at handelen med brænde var ophørt, og hun sagde flere gange ”Desolée !”.

Hun var altså ked af, at hun ikke kunne hjælpe os, og hun kunne heller ikke komme med andre forslag til steder, hvor man så kunne købe brænde.

Efterhånden er konklusionen, at vi må køre til Carpentras for at købe sække med træ i et større supermarked. Derudover må vi op i skoven for at samle kogler, så vi har noget at tænde op med.

Vi mangler også stadig at spørge hos købmanden. Han burde vide, om det overhovedet er muligt at købe brænde i omegnen. Muligvis kender han også Michel, hvis Michel da stadig findes her i byen. Men om købmanden overhovedet har åben, er også stadig et ubesvaret spørgsmål. De par gange vi har gået forbi deroppe, har der været totalt dødt. Ikke engang en seddel udenpå døren eller noget andet, som kunne fortælle om åbningstider.

 

Kl. 19:03

Vi kom hjem ved 18-tiden fra vores jagt på brænde. Eftersøgningen førte os først til Mazan, hvor vi købte 2 sække a 15 kilo ”bois granulés” for 9,50 euro i alt. Derefter videre til Carpentras for at søge efter et større ”E. Leclerc” supermarked. Det lykkedes til trods for en noget vanskelig parkeringsprocedure, som et væld af andre biler også forsøgte at gennemføre. Vi var heldige og fandt, efter et del forgæves søgen, en tom bås.

Vel inde i det store supermarked spurgte vi en ”gardien” om de tilfældigvis skulle have ”Bois de chauffage” i denne biks. Han var uhyre hjælpsom og viste os straks vej ind i det store slaraffenland. Vi fandt både træ og granulat, og jeg skyndte mig ud igen for at skaffe en indkøbsvogn, hvilket den flinke ”gardien” fluks hjalp mig med i form at en plasticmønt, som kunne låse vognen op. Ind igen og derefter hurtig påfyldning af denne vogn, hvilket beløb sig til 6 sække træ og 1 pose granulat. Der resterede stadig 6 sække træ på pallen i butikken, så Kirsten for resolut ud for at skaffe nok en indkøbsvogn, hvilken så blev fyldt op med de sidste 6 sække. Nu havde vi faktisk tømt Leclerc-varehuset for brænde, og derefter gik vi i slingre-kurs hen mod kasseapparaterne med de 2 meget tunge indkøbsvogne. Henne ved kassen skulle K absolut lige kigge på en rulle sytråd, som stod på en stander tæt ved. Men ok, vi kom igennem kassen med 12 sække træ og 1 sæk granulat og så 1 rulle sytråd. Alt i alt 45 euro, hvoraf sytråden androg 6,50 euro.

Nu er så spørgsmålet om denne ladning brænde kan vare et stykke tid, hvad den selvfølgelig kan, men hvor lang tid ?

Lige nu brænder det lystigt i den store ”cheminée”, og de enkelte 30 cm’s stykker, som jeg har lagt derind, fylder ikke meget. Men det er heldigvis egetræ, så det strækker langt.

Pejsen kan tage træstykker med en længde helt op til 70 cm. Den er lukket med et par flotte låger, som hver indeholder 4 små glasruder. Virkelig en solid pejs, som er lavet af store special-sten. Midtvejs er en etage med kraftige bjælker, anlagt som en hylde, hvorpå der står lysestager og andet tingel-tangel.. Den øverste brede del af pejsen er til gengæld udført af noget tyndt metal, hvilket bevirker en god opvarmning foroven i stuen.

 

20.12.2016, Flassan

Koldt til morgen og lidt regnfuldt. Jeg har tændt op i pejsen og forsøger at blive varmet igennem ved at sætte mig på en spisestol, som jeg har placeret lige foran pejselågerne. Jeg sidder først med ryggen mod pejsen, og derefter sætter jeg mig over i den knirkende blå lænestol og smider benene op på spisestolen, således at de også kan blive varmet igennem.

Efterhånden er der brugt 2 sække brænde, og det på under 1 døgn.

Og så kan jeg igen sidde og drømme om de mange rummeter brænde, som vi har stående derhjemme i Løgten. Et par meter af dem ville gavne godt her sydpå.

Nå, tilbage fra drømmeriet og til planen for i dag. En skovtur op på bjerget er altid spændende. Alternativt kunne vi også tage en læse-dag, da husets bibliotek er fyldt med spændende titler.

Og vi skal også så småt i gang med at forberede julen. Det vigtigste har jeg efterhånden styr på, nemlig en flaske Mercier brut og 1 flaske Sauternes, som jeg så i går henne i Carrefour.

Kl. 16:58

Er lige kommet hjem fra en kort tur på bjerget. Vi kørte kun et lille stykke op og rundt om 2 af de store hårnålesving. Vi fik så samlet en del poser med optændings-pinde men ingen kogler, da der kun var cedertræer i området.

Nede i byen igen satte jeg K af henne ved vejen op til ”Ruchofruit”, som er byens eneste virksomhed. Hun ville op for at købe noget syltetøj, som de er berømte for her. Hun har været der før, og nu venter jeg hende snart hjem. Jeg sætter lige en kop kaffe over. Der er dejlig lunt i stuen for en gangs skyld. Udenfor er der 8 grader, og indenfor viser termometeret 20 grader.

Vi har fulgt med i terror-episoden i Berlin idag. Igen en galning på afveje. For ca. 2 år siden, da vi var i Nice, fulgte vi med i attentatet mod Charlie Hebdo. Og mange andre episoder har der været siden. Verden er da helt af lave.

Nu er K kommet hjem, og uden syltetøj…. Der var lukket på grund af julemarked i Carpentras. Så må vi jo tage derind en dag.

 

21.12.2016, Flassan

Dagen var ikke med det store indhold hvad oplevelser angår, og vi kom først ud af huset over middag.

Vi startede med at gå ned forbi ”slottet”, ”Chateau La Boissière”, og videre over på vejen til Mormoiron. Denne fulgte vi 1 kilometers penge til krydset ved vejen til Villes-sur-Auzon.

Derefter gik vi op på kirkegården i Flassan… ja, vi ender altid på kirkegården…

Men i dette tilfælde kunne vi heldigvis selv gå herfra igen, når vi ønskede det.

Vi studerede gravsteder og alt hvad dertil hører. Jeg synes altid, det er interessant at læse de mange tekster, som de efterladte placerer på gravstederne. De findes i alle udformninger tekstmæssigt, og er indgraveret i såvel sten som billeder og i de mange små mindeplader med fotos af afdøde. En af de hyppigst forekommende tekster er ”Le Temps passe, mais les Souvenirs restent”, og det kan oversættes til ”Tiden går, men minderne består”.

 

Ude i den levende verden igen gik vi videre igennem vinmarker og kirsebærplantager, som det vrimler med her. Stedet har faktisk skilte stående med "Terroir de la Cerise", som betyder Kirsebær-område.

Der var dog utrolig dødt overalt, ligesom henne på kirkegården, ja, vi så dog en enkelt markarbejder i færd med at beskære nogle af de mange vinstokke. Vi kunne tydeligt høre klikket fra hans automatiske saks, når han beskar en gren.

Tilbage i Impasse Guibert havde vi tilbagelagt 6,6 kilometer på ruten, som ”Endomondo” så møjsommeligt havde registreret for os.

I morgen er der planer om en jule-indkøbstur til Carpentras, således at vi sikrer os de mest nødvendige ting til en god juleaften her i den butiksdøde by Flassan.

 

22.12.2016, Flassan

Lille-lille-juleaften, og klokken er efterhånden 21:00. Vi kom hjem fra en tur til Carpentras ved 19:30-tiden.

Det meste af tiden tilbragte vi i E. Leclerc, supermarkedet midt i byen. Vi gjorde juleindkøb og fik vognen fyldt godt op. Det sank til gengæld i beholdningen i tegnebogen.

Vi fik købt både østers, chapon(kapun), champagne og andre rare ting. Så nu er køleskabet fyldt op, og vi kan bare vente på, at juleaften oprinder.

 

Efter supermarkedet kørte vi om på ”Parking de Platanes” og fandt en parkeringsplads imellem de andre hundredvis af biler. Kirsten ville gerne se julemarkedet i Carpentras, og det skulle befinde sig lige i nærheden af denne parkeringsplads. Nærmere betegnet på ”Place de 25. Août 1944”(gad vide, hvorfor den har fået dette navn, altså ”Den 25. august 1944’s plads” ?), det lyder dog som lidt af et minde fra sidste verdenskrig.

Vi fandt derhen, og julemarkedet var sjovt at se i denne by, i forhold til det, vi er vant til at se i Nice.

Virkelig et hyggeligt sted, og Kirsten fandt straks ”Ruchofruit”-boden, hvor vores syltetøjsdame fra Flassan huserede for tiden. Vi fortalte hende, at vi havde været hos hende i går, og havde fundet sedlen på døren, som fortalte at hun var på julemarkedet i Carpentras. En vældig rar dame at snakke med.

1 glas ”Vin chaud” var virkelig dejligt. I forhold til vores gløgg derhjemme, var der tale om en helt anden smag. Vanille og kanel og andre spændende krydderier i hvidvin gjorde denne drik helt speciel. Den smagte virkelig godt. Og den var åbenbart også stærk, for lige pludselig begyndte Kirsten at danse på fortovet !

Det var der heldigvis ingen, der tog notits af, så vi fik lov at gå videre uantastet.

Derefter hen til trøffel-boden, som bestyredes af et par, tydeligvis ude fra landet, men de så nu mere troværdige ud end dem vi mødte sidst vi købte trøfler i Vence for et par år siden.

Vi lod os dengang overtale til at købe en trøffel, som formodentlig slet ikke var fra høsten det år, for den smagte af ingenting. En ren fiasko.

Men her ved boden kunne vi tydeligvis fornemme en speciel duft ved trøflerne.

Vi spurgte til hvordan man rengør dem, og vi spurgte til hullerne, og vi spurgte til kvaliteten, og vi spurgte til alt muligt andet om trøfler, og vi fik bl.a. til svar at det var ”mouches”, altså fluer, som også elskede trøfler, og som borede huller i dem. Og vi fik at vide, at man skal gøre dem rene med en tandbørste under rindende vand, men ikke koldt vand. Og vi fik at vide, at man aldrig må skrælle dem. (senere har vi så fundet ud af, at andre mener, at man ikke må bruge vand overhovedet ?)

Vi havde så meget tiltro til parret i boden, at vi fik lagt 20 gram trøfler i form af 2 små runde stykker på vægten og dermed stod til en afregning på 20 euro, altså 1 euro pr. gram.

Men vi var begge enige om, efter at have duftet til trøflerne, at vi havde gjort en god handel.

Til sidst sagde konen i boden, ”Jeg smider et kort ned i posen, og hvis I bliver utilfredse med trøflerne, kan I bare møde op i vores hus !”. Ja, det sagde hun selvfølgelig på fransk, men vi fik da fat på denne sidste flotte gestus fra sælgeren i denne handel. ”Au revoir, et bonnes fêtes !” sagde konen, da vi gik. Således siger alle lige for tiden, altså ”Bonnes fêtes”, hvilket direkte oversat betyder ”Gode fester”, og der hentydes selvfølgelig til jul og nytår. Selv kassedamen i supermarkedet siger det som slut-replik.

Carpentras er kendt for trøffel-handel i denne region af Provence. Ja, det er faktisk det mest kendte sted i Frankrig hvad handel med trøfler angår. Hver fredag fra november til marts er der marked inde i byen, og her står alle de private jord-besiddere og falbyder deres trøfler. Vi har til hensigt at studere dette marked senere i januar.

 

Hvis nogen skulle være interesseret i lidt info om trøfler, er her et godt link, hvor Gunnar Steen Jacobsen fra de hjemlige breddegrader forklarer godt om emnet: Trøfler

 

23.12.2016, Flassan

Solen skinner fra en skyfri himmel, og det bliver igen en formiddag ude på terrassen. I går nåede termometeret op på 16 grader i skyggen. Og der var totalt vindstille. Det tyder på at blive det samme i dag.

Kl. 18:36

Var en tur i Bedoin for at gå en tur rundt i byen.

Inde langs fortovet på hovedgaden stod der selvfølgelig en salgsbod med østers, og der blev handlet flittigt med denne vare, som alle franskmænd skal have til juleaften. Der var tydeligvis tale om forudbestillinger af østers.

 

Derefter gik vi en tur op til kirken for at se den udstillede Creche(julekrybbe). Consiergen undskyldte dog med, da vi kom ind, at de lige havde slukket lysene ovre i kapellerne, inden vi ankom, men vi kunne sagtens orientere os i kirken.

Og deres julekrybbe var hele besøget værd. Virkelig flot udført og som sædvanligt altid en stor oplevelse.

 

Da vi gik ned oppe fra den øverste del af Bedoin by, efter kirkebesøget, stødte vi pludselig på et gadenavn ”Impasse Rory Gallagher”, og ganske rigtigt, efter at vi er kommet hjem til Flassan, har jeg googlet historien om denne irske rockmusikers læggen navn til en gade i Bedoin. Og ham har jeg minsandten en lp med derhjemme på lp-hylden.

Det franske ord ”Impasse” står for en blindgyde, og der er dermed ikke tale om en gennemgående vej. Vi bor også selv på en ”Impasse” her i Flassan.

Jeg jagter en juleflue, som åbenbart har fået lov at overleve, eller også er den smuttet ind ad døren i det gode vejr.

 

Jeg læser ind imellem ”Vaucluse Matin”, som vi købte ovre i Bedoin i dag, men de skriver kun om julepjat rundt omkring i de små byer. F.eks. er hele 2 sider dedikeret til familier med ekstraordinære julebelysninger af private huse. Overdrevne Illuminationer ligesom derhjemme. Og som sædvanligt er over halvdelen af avissiderne fotografier med masser af personer involveret. Strategien er selvfølgelig at de pågældende personer og deres familier dermed køber aviserne for dermed at kunne se sig selv i ”Søndags BT”

En hel side er med lutter fotos af nyfødte med deres forældre. Så følger 8 sider med sport, altså fransk sport, og ligeledes med utallige fotos af fodboldhold og andre hold. Verdensbegivenhederne, som p.t. omfatter tragedien i Berlin samt den i Aleppo, fylder 2 mindre rubrikker omme på side 33(avisen har 36 sider). Så kommer 1 side med vejrudsigten og 1 side med dagens tv-programmer. Og på allersidste side er der en stor reklame for ”Den Gule Enke”, eller ”Veuve Clicquot”, som den hedder hernede. Undskyld, på denne bagside er der også en enkelt spalte med franske overordnede nyheder.

 

24.12.2016, Flassan

Nu er det jul igen, og nu er det jul igen………

Kl. 17:57

Jeg har lige skrevet en jule-email til Brita i Frederikshavn. Vi fik en fra hende i går.

Vi gik en tur på næsten 4 kilometer i eftermiddags. Det lyder ikke af så meget, men da halvdelen af ruten gik op ad det stejle bjerg inde på en stenet sti, forklarer det noget om den korte distance.

Kirsten talte i telefon med Stemannsgade på vejen ned igen og ønskede god jul.

Hun har lige siddet og konstrueret et juletræ af de grene, som vi klippede af et cedertræ oppe på bjerget den anden dag. Små røde glaskugler, som hun har medbragt hjemmefra, pynter flot på grenene.

 

25.12.2016, Flassan

Vi stod forfærdelig sent op, men vi kom også forfærdelig sent i seng i aftes.

Julegaverne, fortrinsvis fra Lea og Mormor, blev pakket op efter midnat.

Kapunen blev godt stegt i ovnen, og indholdet af svesker, æbler, hvidløg og krydderier var eminent.

Men allerførst spiste vi østers, for at følge den franske tradition, og selvom nogle af dem var noget grønne indeni, smagte de udmærket. Dertil et glas Mercier brut.

Så fulgte, som allerede nævnt, kapunen og dertil et glas Vinsobres.

Til dessert en portion risalamande med én mandel i.

Hvem der fik mandelen blev aldrig afgjort, for jeg spiste den, og K fik mandelgaven i form af et flot hjemmelavet marcipanbrød, som vores gode nabo derhjemme, Jenny, har lavet. Det skal blive spændende at smage, for jeg forventer da, at K deler lidt ud af det, men til gengæld ved jeg også, at det kan tage lang tid, inden hun åbner for godterne.

Vi sluttede af med et glas Sauternes, Chateau Menate, til desserten. Fantastisk god til prisen, som var 8 euro.

Stuen var efterhånden varmet så meget op, at vi måtte lukke døren op ud til terrassen.

Alt i alt en god juleaften med kun 2 deltagere, men knap så festlig som sidste år, hvor den blev afholdt hos Lea og Niels i Billund, hvor vi var 12 deltagere, og hvor julemanden kom på besøg.

 

I dag ville vi gå en tur sidst på eftermiddagen, men lige inden vi skulle ud af døren, smækkede K døren til soveværelset i, og det på en sådan måde, at vi ikke kunne lukke den op igen. Jeg forsøgte, adskillige gange, at dreje håndtaget, således at den øverste låsepal kunne komme ud, men jeg kunne tydeligt mærke, at noget var brækket inde i dørhåndtagets indre del, for jeg kunne næsten dreje det helt rundt, uden at det fik fat i nogen låsemekanisme.

Vi skulle for alt i verden ind i det værelse igen, for der lå naturligt nok vores dyner og sengetøj, og derudover også Kirstens blodtrykstabletter, som hun havde brug for i morgen tidlig.

Pokkers, men vi lod skidtet være og tog noget nedtrykte på vores gåtur for at sunde os lidt.

 

De fleste at dørene i huset binder og kan ikke lukkes ordentlig i. Huset har en brist, som viser sig i murværket med nogle store gennemgående revner. Formodentlig synker fundamentet, eller en del af det gør, og derved bliver murværket skævt. Døren til badeværelset skramler hen over gulvet og ligeledes døren til toilettet. Og døren til soveværelset har hele tiden været svær at lukke ordentlig.

 

Hjemme igen, efter en forkortet gåtur, gik jeg ned i kælderen for at finde værktøj. Jeg kom op med en hel kasse og regnede med at få brug for en stor del at det.

Nu er jeg jo ikke nogen låsesmed, og jeg forventede ikke at jeg kunne løse problemet, men havde under gåturen gået og funderet over, hvorledes vi kunne tilkalde en professionel låsesmed her juledag.

Jeg funderede også over, om jeg skulle åbne den med magt, men så ville noget af dørkarmen uden tvivl briste.

Jeg har da tit udskiftet et dørhåndtag derhjemme, men normalt skal man kunne komme til fra begge sider af døren, hvilket altså var umuligt nu.

Jeg baksede med det længe og prøvede at skrue beslaget omkring håndtaget af, men det var umuligt, da det sad fast i hullet, hvor dørhåndtaget går ind.

Jeg drejede og vrikkede det ødelagte håndtag gang på gang, men forgæves. Det fik aldrig fat i låsen.

Jeg var lige ved at opgive, da jeg stod og lænede mig kraftigt op ad døren, og den så pludselig sprang op med et brag.

Det kan nok være at der blev glæde i det lille hus i Provence….

 

P.s.: Vi har nu rømmet det gamle soveværelse og er flyttet ind i et andet. Heldigvis har huset 2 soveværelser.

 

Talte Face-time med Pollie på iPad’en til aften. Hun er i Kiel.

 

26.12.2016, Flassan

Det er mandag, og dermed er juleferien slut her i Frankrig. Hernede har man ikke opfundet 2. juledag endnu, så de stakkels franskmænd har ikke scoret én eneste officiel fridag denne jul.

En dag som denne går hurtigt i glemmebogen. Mest en inde-dag på nær en gåtur fra 16:30 til kl. 18, hvor det var blevet mørkt.

K sad et langt stykke tid udenfor på terrassen med et tæppe om sig. Jeg lå på divaneseren og læste ”Ludvigsbakke” af Herman Bang.

Gåturen sidst på eftermiddagen førte os ud i vinmarkerne, men vi måtte i første omgang vende om et stykke ude ad den øverste sti langs bjerget, og gik derfor ned ad ruten, som vi kendte fra den første dags vandretur.

På tilbagevejen var det begyndt at mørkne, og den røde himmel ude over Rhone-dalen ved Avignon lyste mere end rødt. En ejendommelig mørkerød farve, bare en skam at jeg ikke havde medbragt kameraet.

Vi nåede op til det sidste stykke vej, som går langs med skoven, og her opdagede vi et nyligt opsat skilt på et træ i vejsiden. Skiltet annoncerede, at der foregik vildsvinejagt i området. Det var efterhånden mørknet en del, og skiltet gjorde os umiddelbart lidt nervøse, for vi havde faktisk hørt flere skud tæt på skoven bag Flassan sidst på eftermiddagen. Man skulle jo nødigt blive antaget for at være et ”vildt svin” her på vejen.

 

27.12.2016, Flassan

En dagstur som varede fra middag til halvsyv aften.

Først kørte vi til byen Crestet, som skulle være et godt udgangspunkt for en vandretur i ”Dentelles de Montmirail”, i hvert fald efter Skarv-guiden at dømme. Denne er godt nok udgivet i 1998, og det er måske årsagen til, at det nu blev en fiasko, for virkeligheden svarede ikke til beskrivelsen fra dengang.

”Dentelles de Montmirail” er nogle ejendommelige savtakkede bjergtoppe, som på afstand ser meget spændende ud. Vi kan se dem langt ude i horisonten mod nord her fra Flassan.

Crestet er en højt beliggende by på toppen af et bjerg, og vi måtte gå det sidste stykke vej ad den ukurante brobelægning. Ikke en sjæl i byen udover en ung murer, som var i gang med at reparere noget på en gammel ruin.

Vi opgav projektet efter en lang vandring omme på den anden side af byen, og kunne overhovedet ikke finde nogen relationer til beskrivelserne i Skarv-guiden.

Fluks ned igen ad den smalle vej mod dalen. Så smal at der kun var plads til én bil ad gangen på vejen. Vi slap ned uden at møde nogen, ligesom vi heller ikke havde mødt nogen på vejen op.

Derefter besluttede vi os for byen Nyons, når nu vi var her oppe nordpå. Vi kørte igennem Vaison la Romaine og Mirabel aux Baronnies og kunne nikke genkendende til vores gamle campingpladser, Camping du Soleil og Le Sagitaire, hvor vi var med børnene i årene 1999 og 2002.

Nyons, som ligger ca. 40 kilometer fra Flassan var også ganske genkendelig, selvom det er mange år siden, vi var her sidst. Vi gik op ad strøg-gaden, som yderst ender ved den gamle romerske bro fra 1300-tallet. Den går over floden L’Eygues.

Vi forsøgte et par gange at få et ledigt cafe-bord, men forgæves. Selv på denne årstid er der mange mennesker i Nyons.

Vi endte med at besigtige creche’n i kirken, inden vi så returnerede ad samme vej, som vi ankom.

Turen fra Malaucène til Bedoin, ad den kedelige 9 kilometer lange bjergvej med de mange hårnålesving, foregik i total mørke, og vi mødte ikke andre bilister, førend vi ankom til bygrænsen i Bedoin. Derefter ind for at proviantere brød hos Ravel, som har lukket i morgen onsdag. Men her kl. 18 var alt udsolgt i butikken. De lukker endda først klokken 19, men ikke en brødkrumme var at opdrive.

 

28.12.2016, Flassan

Så er det onsdag eller ”mercredi”, som det hedder på fransk.

Vi foretog en større udflugt oppe på bjerget i dag, og havde medbragt 2 nøddekæppe til forsvar, dersom vi skulle møde aggressive ulve eller vildsvin. Nåh-ja, vi kunne selvfølgelig også bruge dem til vandrestave.

Vi kørte op til PK4, et udgangspunkt som ligger 9 kilometer oppe ad bjerget ad landevejen D217 med masser af hårnålesving.

Deroppe, i 900 meters højde, parkerede vi bilen og startede en vandring, som bragte os op i 1042 meters højde. Ikke den helt store opstigning, men alligevel nok for os idag.

Hjemmefra havde vi selvfølgelig forberedt os ved hjælp af et kort fra husets biblioteket. Heri stod der, på fransk, at ruten var markeret med grønne prikker

Ruten var mere end vanskelig, både med hensyn til stiernes beskaffenhed, som for det meste bestod af skærver i mange forskellige størrelser, men også rutens afmærkning. De grønne farvemarkeringer på træer og klippestykker var flere steder mangelfulde, og ligeledes var den grønne farve sommetider udvisket, eller også var den slet ikke grøn men en helt anden farve. Typisk fransk, at man ikke tager det så nøje med den slags, og når man maler prikker på træer, anvender man den forhåndenværende farve.

Første stoppested på ruten var ”Chapel St. Jean”, som også var det højeste punkt på ruten. Sådanne kapeller ser man tit på de mest øde punkter rundt i landskabet. Som regel kan man komme ind i kapellet, hvor der ofte er forskellige relikvier i form af malerier, kors, statuer og lignende. Kapellet her var dog aflåst.

Området ved kapellet var forsynet med et par træborde med tilhørende bænke, og ved et af dem, sad minsandten 4 franskmænd, som var i gang med siestaen omkring en medbragt madkurv. De havde gået hele ruten nede fra Flassan, hvilket var lig med 7 kilometer. Og det havde taget dem 3 ½ time. De var også betydeligt yngre end os, og så ligeledes ud til at være mere erfarne i bjergvandring end os.

Vi talte lidt med dem og sagde så farvel, hvorefter vi forsøgte at finde ruten nedad. Den skulle ligge omme på den anden side af kapellet, men vi kunne ikke finde den. Derfor vendte jeg tilbage til franskmændene for at spørge dem til råds. De havde et meget mere detaljeret end os, og viste os vej til ”Fontaine de la Canaud”, som skulle være næste holdepunkt. Og dette sted var ganske utydeligt på vores eget kort.

Det lød egentlig meget interessant det med Fontaine, for det kunne tyde på, at der skulle være et vandløb i vente.

Mont Ventoux er på den side, som vender ned mod Flassan, gennemskåret af et større antal kløfter, og det var langs sådan en, vi nu befandt os. Men efter at have gået ca. 500 meter ad den meget smalle sti, drejede den pludselig stejlt ned mod kløften.

Her sagde jeg stop, idet jeg straks kunne se masser af forhindringer i det stejle terræn. I hvert fald ville det tage alt for lang tid at begynde at ”kravle” nedad. Og vi var på det tidspunkt ude på det yderste punkt af ruten, ca. halvanden time fra vores udgangspunkt på parkeringspladsen, og klokken var efterhånden blevet 16:00. Altså havde vi kun ca. halvanden time tilbage, inden det begyndte at blive mørkt. Jeg foreslog først den helt sikre løsning, at vi skulle vende om og gå tilbage til bilen ad samme rute, som vi hidtil havde anvendt. Men K protesterede og ville absolut hellere skyde genvej igennem ukendt terræn og over mod hovedruten, som iflg. kortet skulle befinde sig et stykke vest for vores nuværende position.

I disse yderliggående situationer, som vi har oplevet før, søger hun tit den mest spændende løsning, hvor jeg nok er mere forsigtig.

OK, jeg tænkte, at det kunne aldrig gå værre, end at vi bare gik nedad i terrænet, for så ville vi på et eller andet tidspunkt støde på landevejen D217, men det skulle absolut også være, inden det begyndte at blive mørkt.

Vi lavede nu den aftale, at jeg skulle gå et godt stykke i forvejen, for at undersøge om vi længere fremme ville støde på hovedruten, og K accepterede. Alternativet var selvfølgelig, at vi vendte om og gik samme vej tilbage, som jeg havde foreslået.

Jeg gik nu ad en sti, som var endnu smallere end før, og om der havde gået nogen på denne sti før os, var nogle steder meget utydeligt. Kun klipper og løse sten imellem egetræer, fyrretræer, stikkende enebærbuske og andre underlige buske. Altså ren bjergvegetation, som den nu ser ud i 1000 meters højde.

Efterhånden var jeg kommet så langt foran K, at jeg tænkte på at vende om, for jeg kunne ikke se den forventede hovedrute. Og så……. pludselig ringer min iPhone, som jeg har liggende i inderlommen i min ”Didrikson”…. Pokkers, tænker jeg, da ikke her midtvejs oppe på Mont Ventoux…. Jeg swiper på telefonen, og hvem er i den anden ende af røret… selvfølgelig Kirsten, alias K, som jeg lige havde forladt for 15 minutter siden. Hun siger straks ”Hvor er du ?... jeg synes da ikke, det er spændende at gå her helt alene ?”… Nå, jeg havde jo netop lige tænkt på, at jeg måske var kommet for langt væk, men jeg havde trods alt instrueret hende i, at hun hele tiden bare skulle følge den smalle dydens sti.

Jeg svarede ”OK, jeg går tilbage mod dig, men er altså et godt stykke væk !”

Vi mødtes selvfølgelig, og vi besluttede så at fortsætte i den retning, som jeg var kommet fra.

Vi kom efterhånden ud på en større sti og fulgte så den et godt stykke, men efterhånden måtte vi konkludere, at virkelighedens rute ikke lignede ruten på det medfølgende kort.

Så tog jeg for første gang mobiltelefonen frem for at orientere os på Google Maps. Stien, som vi gik på, var ikke noteret på skærmen, men jeg kunne jeg se, at D217 ikke var så langt væk, og hvis vi bare gik i retning af den, kunne vi aldrig blive helt ”lost”, for på den kan man enten gå opad eller nedad, og går man nedad, ender man på et eller andet tidspunkt i Flassan.

 

Og selvfølgelig endte denne amatør-vandretur lykkeligt. Vi fandt tilbage til vores bil, men det var efterhånden også blevet mørkt.

Nedturen i bilen foregik i 3. gear uden at træde på speederen, og med lysene fra de mange små byer ude i landskabet, som herfra omfatter hele regionen over til Rhone-dalen ved Avignon, som galakser i et uendeligt univers.

 

Vi blev enige om, at vi næste gang måske skulle forberede os noget bedre med kort, og ligeledes sørge for at komme af sted i god tid, og ikke gå længere ud på ruten, end at der var tid til at kunne komme tilbage til udgangspunktet inden mørkets frembrud.

Det er helt sikkert, at det ikke er helt ufarligt at færdes på denne bjergskråning. Vidderne er enorme, og de gennemskårne hjulspor, som også anvendes til vandre-ruter, er på sine steder totalt umulige at orientere sig ud fra.

Og så er, som tidligere sagt, de franske markeringer på træer og i terræn ikke nær så udbredte som i skovene hjemme i DK. Altså, skulle man fare vild på en skovtur i Vosnæs, er der trods alt ikke så langt til alfarvej, uanset hvilken retning man går.

 

29.12.2016, Flassan

Den evindelige klokke på rådhuset har her til middag slået sine 12 slag, og efter 2 minutters pause har den gentaget de 12 slag. Men ikke nok med det, for 5 minutter efter var der lyd fra en

anden klokke i byen, og den slog minsandten 18 slag…? Ligeledes har det også været de andre dage, hvor vi har været her i middagsstunden.

Anderledes usystematisk og afslappende lyder en kvidren af små fugle i buske og træer her omkring. Og især fra det store cedertræ ovre bag garagen, lyder mange forskellige fuglestemmer i det gode vejr.

Solen har nu skinnet næsten hver dag, siden vi ankom, og mere bemærkelsesværdigt er det, at vi ikke har mærket noget til vinden. Det er så vindstille, at der virker underligt. Selv i går, oppe i en kilometers højde på bjerget, ingen vind.

Der må være tale om et kraftigt højtryk, som ikke sådan lader sig flytte rundt på. Gad vide, om det varer ved de næste 14 dage også. Lige nu viser termometeret 14 grader i skyggen, hvilket ikke er en speciel høj varmegrad, men i solen er der til gengæld varmt, vel på grund af den manglende vind. Godt at jeg tog shorts med herned.

Kl, 18:15

Vi tilbragte det meste af dagen ude på terrassen, men sidst på eftermiddagen kørte vi dog en lille tur over til byerne Villes-sur-Auzon og Mormoiron, hvor vi kiggede lidt på bylivet. Begge byer er dog lige triste her i vintertiden, og især restauranterne holder vinterlukket. Men der bliver, som hele året rundt, spillet Petanque under platanerne på de dertil indrettede baner i byernes centrum. Forskellen til sommertiden er her, at platanernes kraftige bladhang mangler til skygge for solen, men det betyder så ikke noget om vinteren.

 

30.12.2016, Flassan

En dag i Carpentras, hvor vi først stødte til fredags-markedet, da de var ved at lukke ned. Klokken var efterhånden halv-et, men vi nåede dog at købe 1 liter olivenolie fra Nyons, mandler og oliven. Og inde på strøggaden, hos en ”Chocolatier”, købte K chokolade til den store guldmedalje. Derefter om i Leclerc, hvor vi handlede ind til en anden stor guldmedalje.

Hjemvejen gik over Bedoin for at købe brød.

Det meste af dagen har det været overskyet, for en gangs skyld.

Nytårsforsæt: Næste fredag vil vi møde op på markedet i Carpentras i god tid.

 

31.12.2016, Flassan

Det gamle år går stærkt på hæld, og i morgen skriver vi 2017. Hvad skal man dog sige til det ? Vi må høre, hvad dronningen har at sige til det i aften.

Kl. 16:50

Vi har, her på årets sidste dag, gjort som de fleste andre dage her, nemlig gennemført en gåtur. Denne gang nord ud af byen og op mod St. Estève.

På et tidspunkt mødte vi en lille dreng på 6 år. Han gik rundt inde i skovtykningen lige op ad skovstien, hvor vi gik forbi. ”Er du alene ?”, spurgte vi. ”Næh, jeg har bare løbet for stærkt !”. Og et minuts tid efter kunne vi hilse på hans forældre og en lillebror, som altså kom spadserende ned ad stien.

 

Kirsten lod følgende nytårshilsen gå ucencureret igennem nåleøjet og videre ud på Facebook:

 

Her ved foden af Mont Ventoux sender vi en hilsen til familien,

alle venner og uvenner, bekendte og ubekendte, indvandrere og udvandrere.

Også en hilsen til søens folk og det grønlandske hjemmestyre !

Og selvfølgelig ikke at forglemme, Arla-klubben.

Godt nytår til jer alle !

 

01.01.2017, Flassan

Tak for alt i det gamle år…..

Nytårsaften forløb stille og roligt. Altså en ren fransk version, uden ret megen ståhej og da slet ikke med indhold af fyrværkeri, eller noget der ligner. Fyrværkeri er forbudt nytårsaften.

Vi havde til gengæld pyntet op med serpentiner(jeg kaldte dem terpentiner som barn), og stuen så til forveksling ud som en nytårsaften derhjemme.

 

Fordelen ved at holde en ”rolig” nytårsaften er først og fremmest, at man så kan komme tidligt op nytårsdag, og ikke nødvendigvis behøver at lide af ”tømmermænd”.

Vi forsøgte, ved middagstid, at finde en fransk fjernsynskanal med nytårskoncerten fra Wien, men det lykkedes aldrig.

I stedet for lagde vi ud, på denne årets første dag, med en gåtur på bjerget.

I alt tilbagelagde vi 7 kilometer fra PK4 ad en rute, som var ligeså dårligt afmærket som sidst, og vi mistede hurtigt orienteringen, men fortsatte dog ”lige ud ad landevejen”.

”Landevejen” var her lig med bunden af kløften ”Combe de Canaud”, hvor der var meget fugtigt, og det var tydeligt, at solens stråler sjældent nåede herned, for der var mos overalt, selv langt op ad træstammerne.

På et tidspunkt stødte vi ind i et område, som var nævnt på vores kort, og vi var dermed på den korrekte rute igen. ”Bories Village” er nogle gamle ruiner af stenhuse fra, ja de må være fra stenalderen, for jeg kan da ikke forestille mig, at nogen har boet i sådanne huse siden. De lå på et plateau langs kløftens ene side, og var anlagt inde under den meget indad skrånende bjergvæg, således at det kun var nødvendigt med en enkelt stenmur for at danne en ”bolig”. Der var ejendomme med både 1, 2 og 3 værelser, men de så ikke ud til at have været beboet i tusinder af år.

Vi mødte ikke andre under hele turen op igennem kløften, og det var et meget øde område. Efter at vi var ude af området igen, bemærkede K, at hun ikke var helt tryg ved stedet.

Vi endte henne ved opstigningen til ”Chapel St. Jean”. Den opstigning, hvor vi den anden dag stod højt oppe i den anden ende og opgav at ”kravle” ned. Opstigningen gik dog nogenlunde smertefrit, og vi var nu i kendt terræn igen, og havde god tid til af finde tilbage til bilen.

Inden vi kørte fra PK4, var det alligevel begyndt at blive mørkt, og inden vi nåede ned til Flassan, 6,4 kilometer nede ad D217, var det blevet helt mørkt. Det var flot igen at se de mange småbyer i omegnen oppe fra bjerget. I mørket skinnede de op i landskabet med de mange lys fra huse og veje.

 

02.01.2017, Flassan

Allerførst på dagen var vi omkring markedet i Bedoin, og her lød det fra alle sider ”Bonne Année”, altså ”Godt nytår”. Så fik vi da også lært at sige det.

 

Videre på dagens udflugt lykkedes det os endelig at gøre en succesfuld udflugt til ”Dentelles de Montmirail”.

Denne gang angreb vi målet fra den sydvestlige side af bjergkæden. Den 27. december forsøgte vi fra nordøstsiden, hvor byen Crestet ligger, men det var med et nederlag til følge, og vi fik aldrig bjergkæden at se tæt på.

Turen førte os igennem de berømte vinbyer Beaumes de Venise, Vacqueyras og Gigondas.

Vi parkerede ved ”La Mairie” midt i Gigondas, altså ved rådhuset, og herfra gik vi først en tur rundt i den lille flække. Oppe for at se den traditionelle borgruin på toppen af bjerget, og derefter lidt rundt omkring i de berømte vinmarker. Omkring denne by er vinen så dyr, at hver en kvadratcentimeter udnyttes til vindyrkning, og de fleste steder er bjergene ryddet for vegetation op til en øvre grænse på måske 4-500 meters højde. Mange steder er der lavet terrasser på skråningerne, således at dyrkningen bliver lettere, men selve starten på en sådan vinmark må være kolossalt arbejdskrævende.

At vinen bringer meget velstand til denne egn, fremgår tydeligt af huse og ejendomme i byen.

Gigondas har samme status som eksempelvis Chateauneuf-du-Pape, der ligger ca. 20 kilometer herfra. De opfattes begge som Grand Cru vine sammen med 14 andre steder her i Côtes du Rhône.

 

Midt i byen fandt vi vores udgangspunkt for opstigning til Dentellerne, og jeg skal love for, at det gik opad. Det drejede sig om en strækning på kun 2 kilometer, men det tog en krig af tid at tilbagelægge denne rute, inden vi ved målet stod oppe på toppen, ”Belvedère”.

De sidste 100 meter op på bjerget, foregik ad nogle stejle trappetrin så høje, at de kunne være vanskelige at forcere.

Oppe på toppen var der bygget en metal-platform, hvor der kunne stå 5-6 personer, og her var et helt fantastisk skue, som dog kun kunne nydes, hvis man ikke led af højdeskræk, for den yderste del af platformen var anlagt helt ud til den lodrette klippeside, men selvfølgelig med et solidt rækværk.

Mod vest kunne vi se langt ud over Rhone-dalen, som i det fjerne fortonede sig i en dis, og mod øst, ganske tæt på, havde vi de efterstræbte ”Dentelles de Montmirail”. Disse savtakkede klipper lignede noget fra en amerikansk Western-film. Virkelig et flot skue, og hele dagens anstrengelser værd. Jeg fik taget en del fotografier af den flotte udsigt.

Nedturen til Gigondas var næsten ligeså anstrengende som opturen, idet der hele tiden skulle stemmes imod med fødder og benmuskler på det stejle stræk.

 

Inden vi forlod byen måtte vi selvfølgelig lige frekventere byens fælles vinsalg, ”Caveau du Gigondas”, som forhandler de fleste af omegnens vine, og her fandt vi et par gode flasker, i hvert fald hvis kvaliteten hænger sammen med prisen.

 

Lidt om fransk trafik-kultur:

Hjemturen, ca. 30 kilometer, foregik efterhånden i skumringen, og desværre var vi nu røget ind i trafikken fra de mange, som var på vej hjem fra arbejde. Der lå hele tiden en hidsig fransk bilist bag ved, uanset hvor hurtigt man kørte. De hægter sig på som igler og er umulige at ryste af igen. De kører alt for hurtigt, og skaber farlige situationer, når de forsøger at overhale på de mest underlige steder, hvor enhver anden kan se, at der mangler udsyn fremadrettet.

Det værste er, at de ikke har forstået begrebet med at holde afstand. Sommetider ligger de så tæt bagved, at man ikke kan se deres forlygter.

Om det er fordi, vi kører med udenlandske nummerplader, ved jeg ikke, og normalt holder jeg ind til siden for at lade den utålmodige franskmand, som altså også hyppigt kan være en dame, komme forbi. Men ikke så snart er vi ude på vejen igen, førend en anden ”galning” er i hælene på een.(Jeg håber ikke, at der skulle befinde sig en fransk-mand/dame imellem læserne, som jeg dermed ”træder over tæerne”, men virkeligheden er desværre som beskrevet).

Skulle nogen være i tvivl om sandheden i denne beretning om det franske kørsels-vanvid, så er det bare at slå op i en hvilken som helst fransk avis, og så konstatere hvor mange færdselsulykker, der er sket det sidste døgn. Ergo, man kan ikke læse i en fransk avis uden at blive konfronteret med diverse trafikulykker, for selvfølgelig er det ikke uden omkostninger med denne trafik-kultur.

Det skal siges, at Frankrig, de senere mange år, er blevet meget sikrere at køre i på grund af skærpede lovregler omkring spirituskørsel, fartbegrænsninger osv. Engang lå Frankrig øverst på den kedelige top-10 m.h.t. antal trafikdræbte i Europa, og det gør de vist ikke mere.

Men det synes alligevel som om, at mange franskmænd ikke følger med i lovreglerne nu om dage.

 

03.01.2017, Flassan

Endelig en dag uden oplevelser !, og dermed altså ikke noget at skrive hjem om, men dog kan lige berettes noget om omslaget i vejret.

Mest en inde-dag, dog ikke for K, som sad i solen på terrassen i længere tid, indimellem at hun styrede vaskemaskinen i kælderen.

Vinden er gået i nord iflg. vejrudsigten, og det har gjort luften en anelse koldere udenfor. Men vinden kan stadig ikke mærkes. Der er totalt vindstille og fuld sol, som der har været, siden vi ankom den 17. december.

Vi gik en lille tur på lidt over 6 kilometer sidst på eftermiddagen.

I morgen planlægger vi en udflugt til L’Isle-la-Sorgue, den by med det udtalemæssigt svære navn. Vi har været der før, for et par år siden, men dengang var det regnvejr og meget koldt.

Derfra er der ikke så langt til Fontaine-de-Vaucluse, byen med et lidt lettere navn, udtalemæssigt, og en by som også er et eftertragtet turiststed. Det er stedet med ”hullet i jorden”, hvorfra der strømmer vand op i store mængder, men måske ikke så meget her om vinteren.

 

04.01.2017, Flassan

"Kilden i Provence"

En dagstur sydpå til ”Fontaine-de-Vaucluse” og derefter ”L’Isle sur la Sorgue”. 2 byer som ligger meget tæt op ad hinanden. Og 2 lige berømte byer. Den første på grund af de underjordiske kilder, som strømmer op til overfladen og her starter begyndelsen på floden La Sorgue, som få kilometer længere henne strømmer igennem den anden by, L’Isle sur la Sorgue.

Der var ingen drøn på selve ”hullet i jorden” ved Fontaine de Vaucluse, men alligevel strømmede der masser af vand op fra andre småkilder tæt på som starten på floden. Og man skal ikke følge vandstrømmen mange meter, førend den kan kaldes en flod. Disse underjordiske kilder kommer alle sammen inde fra det store bjergmassiv, som tårner sig op i området.

Henne ved ”hullet” er der et rækværk, som angiver, at herefter er det på eget ansvar at gå videre. Der er risiko for nedfaldende sten fra bjerget, som her stiger lodret op i 230 meters højde.

De fleste besøgende negligerer dog denne advarsel, og går uanfægtet videre de sidste 25 meter hen for at kigge på den lille sø, som ligger stille og ganske tilforladelig på denne årstid.

Det er yderst spændende at stå der, og man kan kigge et stykke ind under klippen og se, at en grotte går ind i klippen og ender i et mørkt hul. Men kigger man op ad den lodrette klippe, altså 230 meter op, bliver man helt svimmel. Vi var begge hoppet over barren, men forføjede os hurtigt tilbage efter at have taget et par fotos. Man føler sig ikke helt sikker, når man står lige nedenfor denne høje klippevæg.

Om sommeren er der langt ned til overfladen af vandet, men her om vinteren står vandspejlet højt, ja det ligner en mindre strandbred, og de første par meter kan man se bunden…. men, så skal man nok heller ikke vove sig længere ud, hvis man har lyst til et fodbad, for så går det lodret ned, og det vel at mærke over 300 meter. Mange har i tidens løb forsøgt at måle dybden, og mange har givet op. Man har haft små ubåde sendt ned i hullet. Den berømte Jacques Cousteau måtte give op. Men i 1989 lykkedes det endelig at konstatere en dybde på 308 meter

Og så om foråret strømmer vandet op af hullet, og på denne tid kan man ikke forcere barrieren, som vi gjorde, for så er det hele én stor flod.

Kilden udspyr årligt mellem 600 og 700 mio. m3 vand iflg. en nærmere research på Google.

 

Men det var en kold omgang at agere turist i dag. Det endte næsten med forfrysninger i fingrene

Også byen ”L’Isle la Sorgue” var en kold omgang, så vi kunne ret hurtigt gennemføre vores lille sightseeing, inden vi returnerede de ca. 40 kilometer til varmere egne i Flassan.

Byens centrum er bygget på en ø midt i La Sorgue floden. Vi parkerede udenfor øen og gik så over for at se øen. Det mest interessante var en utrolig flot kirke, ikke så meget udvendigt, men indvendigt var den et fantastisk skue. Aldrig har jeg set så meget forgyldt udsmykning. Overalt var der ornamenter, træpaneler med udskæringer, stuk på lofter og vægge, og koret med alteret, forgyldninger overalt. Her følger et link til kirken: Collégiale Notre-Dame-des-Anges

 

05.01.2017, Flassan

Vinden har været på besøg i dag. Ja, det startede allerede i nat, og jeg troede bestemt, at det var begyndt at regne, men det viste sig altså at være vindens forskellige lyde, der kunne høres.

Og det er første gang i snart 3 uger, at vi har mærket nogen vind.

Men her til aften har den lagt sig igen.

Vi var på en 7 kilometers gåtur mod nord sidst på eftermiddagen, og det var blevet mørkt, da vi gik igennem byen, samtidig med at kirkeklokken slog 6 slag.

 

06.01.2017, Flassan

Episode i Carpentras omhandlende en danskers dårlige fodgænger-kultur:

Fra markedspladsen på ”Parking des Platanes” i Carpentras ville vi gå videre over i byen for at studere livet der.

Vi står foran et lyskryds på en af de mest befærdede veje i Carpentras, og der er rødt lys for fodgængerne. Der er 3 vejbaner, og i de 2 første rækker holder bilerne stille på grund af trængsel, men ovre i den 3. række kører trafikken. Der er stadig rødt for vi fodgængere…. men pludselig ser jeg K storme ud i krydset………. jeg når ikke at reagere på noget som helst, inden hun er på vej ud på kørebanen.

Bilen, som er på vej ovre i den 3. bane, har heldigvis set hende og blokerer bremsen, så det kan høres i asfalten, medens hun drøner videre.

Tydeligvis chokeret, men heldigvis velbeholden, står hun nu ovre på det modsatte fortov og kigger flovt over på mig.

Alles øjne rettes mod hende. Såvel chokerede bilister som chokerede fodgængere og mig, som nok er den mest chokerede…. alle stirrer vi på hende.

Der går lige lidt tid, inden alle får sundet sig, og trafikken sætter i gang igen.

 

Hvad der gjorde udslaget til denne episode, er noget diffust, men efter nærmere analyse af bevæggrunde, kunne der være tale om et uigennemtænkt forsøg på at skabe en spændende situation, som vi så skulle skrive hjem om. Som om vi ikke oplever spænding nok i forvejen.

Og Kirsten, som normalt aldrig går over en vej, uden at der er farbar bane i 100 meters sigte til alle sider, og det selvom der er grønt lys…

Alternativet til denne teori om selv-iscenesættelse af et stunt, kunne selvfølgelig også være, at hun var udsat for et blackout, men det er nok ikke let at få hende til at indrømme.

Pyh-ha… det var virkelig en farlig situation, men heldigvis endte den godt.

Og der blev selvfølgelig noget at skrive hjem om.

 

07.01.2017, Flassan

En dagstur til ”Gorges de la Nesque”.

Vi lagde ud med at køre til Monieux, ca. 20 kilometer fra Flassan. Her parkerede vi ved søen ”Plan d’eau de Monieux” og gik så til fods ad stien mod Chapel St. Michel.

Vi tilbagelagde 3,2 km. ad denne sti, inden vi måtte vende om. Ikke fordi stien hørte op, men fordi den til sidst gik så tæt på kanten af et bjergmassiv oppe i højden, at vi simpelthen ikke turde gå der. Vi havde også set nok undervejs til de mange kløfter, slugter og stejle bjerge, som følger på ruten langs floden La Nesque. Vi havde gået under klippeskrænter, som hævede sig lodret over vore hoveder og hvor vi pr. refleks øgede farten for at komme hurtigere hen til mere sikre områder.

Vi var lige kommet ud af et tættere buskads-område, hvor stien var ganske tilforladelig, og der var ikke andet at se end det flade terræn, da vi så kommer ud for enden og kan kigge en kilometer ned i en slugt, altså lodret. Det med en kilometer er nok noget overdrevet. Det kan være svært at vurdere afstande og højder og dybder i en sådan situation, hvor man pludselig overraskes. Og der er ikke tale om en lodret løgn, men måske en halv.... Mine ben begyndte at ryste og jeg kunne aldrig drømme om at fortsætte ad stien. Ligeledes K, som ikke lider af nær samme højdeskræk som jeg gør. Hun gik ca. 5 meter længere hen ad stien, men vendte så resolut om, helt bleg i hovedet.

Nej, rigtige bjergbestigere det bliver vi nok aldrig.

Tilbage mod Flassan gjorde vi holdt helt oppe ved slutningen af D217 og samlede 7 poser optændingspinde til pejsen. Og nu er det ved at blive varmt i den hyggelige stue langt fra de voldsomme og barske naturscenerier, som vi har oplevet i dag.

P.s.:

Jeg har lagt fotos ud fra turen, men hvis nogen ønsker at se mange flere fotos fra området, så er her et godt link: "Gorges de la Nesque" fra en som var mere modig end os.

 

08.01.2017, Flassan

Minus 2 grader til morgen, men ved middagstid er den oppe på plus 6 grader, og solen er ved at komme frem igen.

Vi har i dag konkluderet, at vi gik forkert, nok engang, på stien ved Gorges de la Nesque i går. Vi skulle formodentlig have drejet af, lige inden vi kom ud på det totalt farlige terræn ved yderkanten af klippen. Men det var bare ikke at se i terrænet, da vi gik der. Og vi kommer aldrig derud igen for at konstatere, hvad der var ret og hvad der var vrang.

Vi regner med en hjemmedag i dag, men lad os nu se. Vi er ikke så gode til det der med hjemmedage hernede. Der er for mange spændende mål for udflugter.

K er ved at skrive en nytårshilsen til familien Block fra Hamburg, efter det brev s

om Lena så flot har oversat til tysk.

Knap nok var solen dukket op, da den pludselig blev ”sort”. En stor flok fugle, det lignede stære, landede i træerne lige i nabolaget, og de lavede en støj uden lige. Så lettede nogle af dem og fløj forvirret omkring. Men efter 5 minutter lettede hele flokken og fløj vestover i een stor sort plamage. Jeg optog noget video af episoden, men skal nok have en del klippet sammen og redigeret, inden det kan udgives.

 

09.01.2017, Flassan

Markedsdag i Bedoin, for 3. gang på denne tur. Vi hjembragte en ”Poulet fermier”, hvilket betyder land-kylling, så nu er menuen klar i aften. Vores ”gamle” kyllingemand, som har stået på det marked, siden vi så det første gang i 1889(ja, det er ikke helt overdrevet), må efterhånden have solgt mange kyllinger.

De bliver stegt på en gas-grill, som han har medbragt på en stor ladvogn. Her roterer kyllingerne rundt og bliver godt gennemstegt. Hertil også sovs og kartofler, som han laver under grillen.

Der er så meget efterspørgsel efter hans kyllinger, at man normalt skal bestille i forvejen, og i dag havde han 3 kyllinger tilbage, da vi endelig var færdige med det øvrige marked og endte ved hans vogn.

Den ene kylling blev udleveret til en dame, som stod foran os. Jeg troede så, at vi kunne vælge imellem de 2 resterende, men nej, den ene af de sidste 2 var reserveret. Men OK, vi fik så dagens allersidste kylling. Han var endog så flink, at slå 1 euro af prisen, men vi har også købt mange kyllinger hos ham i tidens løb. Sovs og kartofler var udsolgt for længst, så det fik vi ikke noget af.

 

10.01.2017, Flassan

Inde-dag og overskyet for første gang. Dog tittede solen frem en times tid over middag.

Kirsten har igen været på indkøb oppe hos Ruchofruit og medbragte så mange glas syltetøj og andet, at hun nu kan fylde en hel papkasse.

Kl. 17:58

Hjemme igen efter en gåtur på ca. 6 km. Via Patey, hvor vi bad til, at der ikke var nogen jagt i gang til trods for det tiltagende tusmørke. Vi observerede skyer som aldrig før på denne tur. I starten lå de så lavt, at de berørte tagene på husene i Flassan, og vi kunne nu tydeligt se, at nedbøren, som i nat havde form af regn i Flassan, havde haft form af et større snefald oppe på bjerget.

 

11.01.2017, Flassan

Onsdag, og hvad skal vi så lave ?

8 grader på termometeret på den blå skodde ved terrassen her ved middagstid, og alligevel er det dejligt at sidde i solen.

Vi kørte en tur, om eftermiddagen, til Pernes les Fontaines for at kigge på de 40 fontæner, som skulle være tilstede i den by. Vi så da godt nok også nogle stykker, men der var selvfølgelig ingen vand i nogen af dem. Ligeledes i floden La Nesque, var der ikke mere vand end i vandhanen derhjemme.

Vi gik lidt rundt i bymidten og kom selvfølgelig også ind i kirken, hvor det mest interessante var den flotte creche, altså en krybbe. Efter at vi var gået ud igen, kom jeg i tanker om et foto, som jeg gerne ville have taget og gik derfor ind igen.

Jeg tog et par billeder af den flotte krybbe, og pludselig kom Conciergen over til mig. Han havde siddet og læst i et eller andet ovre på sin stol. Han spurgte, om jeg ikke ville have lyset tændt, så jeg bedre kunne fotografere, og så tændte han for en kontakt, som flot illuminerede den fine krybbe.

Vi faldt i snak, og han spurgte om, hvor vi kom fra. Som sædvanligt kunne jeg aflæse et stort spørgsmålstegn i hans ansigt, da jeg nævnte ordet Danmark, og han mumlede samtidig lidt om ”La Suede”…..

OK, efterhånden må vi tage til efterretning af både Sverige og Norge er mere kendte i Frankrig end lille Danmark. For normalt hører man altid ordene ”La Suede” eller ”La Norwege”, men aldrig ”Le Danemark”, når man forsøger at spørge folk ud, om de kender Danmark.

”Laver I også ’Creches’(altså krybber) i Danmark ?” ”Næh..”, måtte jeg bedrøvet meddele ham. ”Jamen I er da protestanter i Danmark ?”.

Jeg ville ikke lige fortælle ham om den nisseborg, som vi normalt laver derhjemme i stuen, og som alle børn synes om, men en nisseborg kan absolut ikke sammenlignes med en ”Creche”. En Creche her i frankrig er normalt lavet af voksne personer, og omhandler udelukkende den del af juleevangeliet, som fortæller om jesusbarnet i krybben.

Han fortalte videre om de flotte dragter, som de flotte Santons var iklædt. Dem havde nogle damer fra byen lavet, og de var meget gamle, altså kjolerne.

(En Santon er en figur, som indgår i krybben).

Jeg fortalte at min kone efterhånden havde købt mange Santoner i Frankrig, og at vi havde set mange ”Crecher” i mange forskellige kirker, men at denne var den absolut flotteste endnu.

Efterhånden talte vi vidt og bredt om flere emner, og jeg sagde, at vi skulle til Nice på lørdag for at opholde os der i 4 uger. Han var lige ved at falde ned af stolen, hvis han ellers havde siddet på sådan en, men så fattede han sig og sagde ”Nåh….I skal til karneval ?”

Han fortalte at han og konen hvert år lejede et hus et eller andet sted i Frankrig og holdt ferie med børnebørnene. For Frankrig er så stort og varieret, at det ikke er nødvendigt at tage ud af landet. Han fortalte….. og jeg fortalte…. og sådan blev vi ved et kvarters tid.

Jeg sluttede af med at fortælle, at det var vores 32. besøg i ”La France”…. Han måbede og sagde: ”Så skulle I have en medalje !”, samtidig med at han slog ud med armene og fortsatte: .”Vous parlez bien Francais !”, Så var jeg stolt, og resten af dagen var reddet.

 

Aftenen forløb således:

Pasta med Kirstens sublime tilbehør ! nam-nam.

og mit nyindkøbte salat(laitue) med røde peberfrugter, radiser og løg.

og en nyindkøbt gedeost BucheChevre.

og en nyindkøbt Côtes du Rhône, årgang 2015.

og en nyindkøbt baguette tradition.

og til dessert et par af Lea’s mini marcipanbrød fra Anthon Berg.

og ild i pejsen.

og så videre.

 

12.01.2017, Flassan

Vi er så småt begyndt at pakke sammen, men har alligevel planer om en udflugt i eftermiddag.

Kl. 18:44

10,9 kilometer tilbagelagt i omegnen med de mange små flækker. Hovedmålet var St. Colomb, og på vejen derover kom vi igennem Saint Estève og Les Bruns. På tilbageturen gik vi via Les Vendrans og tæt på Les Fatigons.

Alle disse småbyer er mere eller mindre bare en samling af få huse, og der er virkelig mange af den slags små udsteder her på egnen.

De er selvfølgelig forbundet via mindre landeveje, men det er også muligt at færdes imellem byerne via stisystemer, som går igennem vinmarker, oliven-lunde og kirsebær-plantager.

På et tidspunkt mødte vi en gammel kone, som kom gående imod os. Hun så ikke ud til at være så godt til bens, og knap 10 meter før vi passerede hende, begyndte hun at tiltale os, samtidig med at hun pegede på Kirsten. Vi stoppede op for at tale med hende. Hun talte et underligt sprog, formodentlig noget provencalsk, men vi forstod i hvert fald, at det var Kirsten’s vandrestok, hun hentød til. Jeg spurgte, om hun havde glemt sin derhjemme, men det lød ikke som om, hun nogensinde brugte stok. En vældig flink gammel kone, som gerne ville snakke, men meget svær at forstå.

På returvejen kom vi vest om Flassan og kunne skue ned over byen oppe fra en sti på bjerget.

13 graders varme i dag, en halv dag med sol og en halv dag med skyer.

13.01.2017, Flassan

Pakkedag og slut på Flassan.

Vi skal være ude af huset i morgen, lørdag, kl. 12:00, men da der ikke kommer nye lejere, kan vi tage den med ro.

Det har været 4 gode uger her. Vi har været meget heldige med det gode vejr. Det havde vi ikke forventet, men sjovt at opleve det. Godt nok ikke de store varmegrader i skyggen, men i solen totalt varmt i det vindstille vejr.

I morgen har vi en køretur på ca. 300 km., inden vi er ved vores næste opholdssted, Villefranche sur Mèr ovre ved Nice. Der kan vi forvente lidt varmere vejr, og alligevel ser det ud til at der er blevet koldere derovre de senere dage. De er nok også berørt af den kuldebølge, som, efter avisen at dømme, skulle berøre en del af Sydeuropa.

Kl. 18:23

Det har været den hidtil dårligste dag vejrmæssigt. Men det kan vel heller ikke passe, at vinteren hele tiden skulle være, som de sidste 4 uger har været.

Da jeg skulle til at gå ned til bilen med det første læs, begyndte det minsandten at hagle, men inden jeg var nået derned, var det holdt op igen.

Og sidst på eftermiddagen kom der pludselig en snebyge oppe fra bjerget. Der faldt nogle store snefnug i en hvirvlende vind, og på et tidspunkt var der helt hvidt udenfor.

Et kvarter efter var det hele væk igen, men her til aften har jeg været nede for at skrabe bilruderne fri for frost.

Vejret er tydeligvis ved at blive mere ustabilt, Men hvad gør det, vi pakker bare og rejser videre til forhåbentlig varmere himmelstrøg.

P.s.: Redaktionen holder dermed lukket et par dage, men forventer at kunne bringe de sidste nyheder fra Nice og især omegn i løbet af den kommende uge.

 

Retur

 

Dagbog fra Villefranche sur Mèr

 

 

 

14.01.2017, Villefranche sur Mèr

Så er vi igen på Avenue Georges Clemenceau nr. 395 i Villefranche sur Mèr, som ligger lige ud til Middelhavet.

Vi var her også i april måned i 2016.

Men denne gang er der knapt så varmt som i april. Ja, i lejligheden er der faktisk ret koldt, og vi har tændt for alle varmekilder incl. 2 transportable radiatorer. Den ene står inde i stuen og den anden ude i entreen, således at den også kan varme op ud til køkkenet.

Hernede gør man ikke så meget ud af husets varmekilder, da det for størstedelen af årets vedkommende slet ikke er nødvendigt med kunstig opvarmning af hus eller lejlighed.

 

Vi ankom kl. 16 efter 300 kilometers rolig køretur i et dejligt vejr med fuld solskin, først ad A7, som vi stødte til ved Cavaillon, og senere kørte vi ind på A8 ved Aix-en-Provence. Et par flotte motorveje med 4 spor i hver vejside næsten hele vejen.

Ruten førte os til sidst igennem Nice, hvor man kører hele vejen langs Promenade des Anglais. Der var fyldt med mennesker på den brede promenade. Enten spadserende, løbende, cyklende, eller også siddende på en af de mange bænke, som området er fyldt med.

 

Vi sidder nu til aften og nyder udsigten ud over bugten i Villefranche. Der ligger et stort krydstogtsskib ude midt i bugten, men det er nok væk i morgen, når vi står op. Ikke fordi, vi agter at stå sent op, men fordi den slags skibe normalt sejler om natten.

 

Da vi tog fra Flassan ved middagstid, var der 4 graders varme. Der var efterhånden blevet lagt 10 grader oveni, da vi nåede området nord for St. Tropez, og de 14 grader har holdt sig indtil det begyndte at blive mørkt. Her klokken 21 er der nu 8 grader ude på altanen, hvor der hænger et termometer.

 

15.01.2017, Villefranche sur Mèr

En dejlig morgen at stå op til. Sol overalt men kun 11 grader i skyggen.

Ovenpå gårsdagens køretur og skift af bopæl trængte vi nu til en gåtur. Vi har vænnet os så meget til daglige gåture i Flassan, at de nu kan være vanskelige at undvære.

Målet var ”Avenue du Soleillat”, som ligger langt oppe på bjergsiden inderst i bugten. Her skulle Tina Turner efter sigende have en residens. Ikke fordi hun havde inviteret os, men kun fordi vi er så nysgerrige.

Vi har tidligere prøvet, om vi kunne banke Elton John op, men forgæves. Han bor bare et par kilometer fra Tina. Måske Tina er mere gæstfri.

Vi gik først op på ”Moyenne Corniche”, som vi derefter fulgte et stykke, inden vi gik videre op i terrænet. Hele tiden ad villaveje, som snoede sig op alle vegne på bjergsiden. Og hele tiden forbi den ene mondæne villa efter den anden. Bjergsiden er plastret til med store villaer, og man kan ikke sætte sin fod udenfor vejen uden at være på privat grund. Fortove eksisterer næsten ikke her, så vi må hele tiden tage os i agt for trafikken.

På et tidspunkt kom vi så langt over i den vestlige ende af området, at vi kunne kigge ned til Nice by og helt ud til lufthavnen. Det var et flot syn i det klare solskin.

Mange af vejene viste sig desværre at være lukkede. Nederst på vejen var der som regel opsat en stor jernport, og videre langs grundarealet var der høje mure, gitter, pigtråd, og tremmer. Og indgang var kun muligt med en kode på det digitale display. Derudover var der som regel spækket med kameraer.

Man følte sig ikke ligefrem velkommen, og vores i forvejen planlagte rute blev efterhånden uoverskuelig. Højt oppe på en af de øverste veje, besluttede vi derfor at vende om. Vi kunne vel også konkludere, at man selvfølgelig ikke får ”Anna Fleur” at se tæt på. ”Avenue du Soleillat” er formodentlig barrikaderet ligesom mange af de andre veje.

Det var begyndt at blive koldere, og vi havde tilbagelagt 4 kilometer op ad vejene, og skulle dermed tilbagelægge den samme afstand retur.

I ”La Corne d’Or” undervejs var der heldigvis både en bager, et Petit Casino og en slagter, så vi gjorde et lille indkøb i hver af de 3 butikker, og fortsatte derefter ”nedturen” mod Villefranche by i aftenmørket.

I avisen skriver de, at vi kan forvente koldere vejr.

 

Et lille suk ang. ”træk og slip”:

Toilettet i vores lejlighed er i stykker, forstået på den måde at der ikke løber vand ind i cisternen til toilettet. Indgangs-røret må være blokeret. Så i stedet for tyer vi til den utraditionelle og noget ubekvemme metode med at fylde en spand med 10 liter vand og derefter skylle indholdet af toilettet ud i en fart. Så kan underboerne sidde og lytte til faldstammen, alle 4 etager ned, og høre hvordan de 10 liter vand m.m. suser forbi.

At vandet ikke kan løbe ind i toilettet er selvfølgelig ikke så graverende en fejl, som hvis det ikke kunne løbe ud af toilettet, men alligevel må vi se at få en løsning på problematikken.

 

 

16.01.2017, Villefranche sur Mèr

”Et drama på nært hold”

10 grader i skyggen på terrassen i formiddags var nok til at vi kunne opholde os i solen derude.

Senere en gåtur rundt i byen med start ude langs ”Plage Marinières”. Der var varmt, når man befandt sig i solen, hvorimod vinden gjorde det ret koldt at være i skyggen.

Vi satte os på en bænk helt ovre for enden af stranden og nød solen stille og roligt, lige indtil vi hørte et skrig !!!

Dramaet, der foregik ca. 50 meter fra os, men som vi alligevel ikke kunne se tydeligt, har vi siden rekonstrueret således:

En ældre dame kommer gående forbi os med sit lille kræ af en hund i snor, og Kirsten må trække benene til sig for at gøre plads. ”Ca va !” siger damen så venligt til Kirsten, hvilket betyder at der er plads nok til, at hun kan komme forbi.

2 minutter efter hører vi et forfærdeligt skrig fra denne dame, som er kommet længere hen ad stien langs stranden. Vi ser nogle unge mennesker løbe i fuldt fart ned til stranden, men kan ikke se, hvad der foregår, da området ligger nedenfor fortovet, hvor vi sidder,

Så hører vi en mand råbe, og senere igen kvindeskrig. Vild panik.

Vi hører endnu flere skrig og ser så en ung mand i fuld fart derned, samtidig med at han taler i telefon.

Der må være noget grueligt galt, at dømme ud fra de mange skrig, og Jeg tænker straks på terrorister, men ved godt at det nok er overdrevet. På denne fredelige plet findes den slags ikke.

Så ser vi damen fra før komme op fra stranden med sin lille hund liggende livløs i hendes arme. Vi konkluderer, at den må være blevet overfaldet af en større hund, som så har bidt den.

Vi ånder lettet op. Det er trods alt kun en hund. En ung pige følger den ældre dame og begge bekymrer sig tydeligvis om den lille hund. Den ældre dame sætter sig nu ned på en fortovskant og knuger hunden ind til sig.

Sådan sidder hun længe, og vi er helt overbevist om, at hunden er død.

Så sætter hun pludselig hunden ned på fortovet, og den står nu omtumlet og ryster sig, samtidig med at den begynder at logre med halen.

Alt er åbenbart endt lykkeligt, selvom det lød som det helt store drama, og den lille hund spankulerer senere rask hen ad fortovet, medens den trækker kraftigt i snoren.

Den eneste, der sandsynligvis fik skrammer af den episode, var ejeren af den anden hund, som vi ikke kunne se i første omgang.

Vi så ham senere komme ud fra et toilet i nærheden. Han havde været inde for at skylle hånden, og var uden tvivl blevet bidt. Han gik nu med den ene hånd knuget sammen, tydeligvis skadet, og den anden hånd fast i en hundesnor. Og for enden af snoren……en Pitbull terrier. Sådan et uhyre er åbenbart ikke forbudt her i landet, hvilket den jo er i mange andre lande. Han gik og skændte på den og så meget gal ud.

Han havde selvfølgelig prøvet at få terrieren til at slippe sit greb i det lille bytte, men ikke uden at pådrage sig skrammer.

Hvem ved, måske terrieren blot ville lege med den lille hund. Men at tage den i gabet og ikke ville slippe den igen, har nok også set ud som en voldsom form for leg.

Og at dømme efter de mange skrig, vi hørte, har det absolut ikke set ud som en leg 2 hunde imellem.

 

Og lidt for gamle marine-soldater:

Senere på vej hen langs havnefronten talte en ældre mand pludselig til mig. Jeg havde stået og fotograferet, og så henvendte han sig og spurgte, om jeg talte fransk. Han foreslog mig, at hvis jeg ville have et godt billede, skulle jeg gå om til parkeringspladsen henne i den anden ende af havnen. Wilson hedder denne parkeringsplads.

Jeg forstod med det samme hvorfor, for i går læste jeg netop i avisen, at der i dag skulle hentes et gammelt skibsanker op fra bugtens dyb. Et gammelt anker, som var blevet efterladt af et amerikansk marinefartøj i tiden efter anden verdenskrig.

Jeg havde haft i tankerne at gå hen for at kigge på det, og var straks på bølgelængde med denne ældre mand. Hans sprog var heldigvis let at forstå.

Han boede omme i Nice, og var tit i Villefranche, for her er så roligt, som han udtrykte det. Han plejede at fiske her fra molen.

Med henvisning til det anker, som jeg nu skulle om for at fotografere, så fortalte han om de mange amerikanske flådefartøjer, som havde ligget ude i bugten efter krigen.

Amerikanerne var tilstede i området fra 1945 til 1967. Han havde selv oplevet den tid og kom ofte til Villefranche også dengang. Der var altid destroyere, ubåde og mange andre fartøjer tilstede.

Omme i ”La Darse”, en del af havnen, var der dengang en stor flådestation. Den er nu overtaget af et universitet og indeholder et fakultet for oceanologiske studier. Men deromme boede mange af amerikanerne dengang.

Ankeret, som de havde hevet op i dag, havde ligget på 22 meters dybde. Det er over 3 meter langt og vejer 4 tons. Og så har det altså ligget på havets bund i hvert fald siden 1967.

Nu skal ankeret restaureres og derefter anvendes til en turist-attraktion, med mindre Trump gør krav på det, og vil have det hjem til den retmæssige ejer.

Han fortalte endvidere, at der er over 100 meters dybde ude i midten af bugten, og dermed er det jo Ikke så underligt med de store krydstogtsskibe, som regelmæssigt ligger derude.

Jeg fik taget et par fotos af det store anker, som var helt overbegroet med underlige belægninger efter årtiers ophold på havbunden.

 

Og så til slut lidt videre med latrinær-føljetonen:

Vi er kommet videre med toilet-problematikken, efter at vi har konsulteret Karsten, udlejeren af lejligheden.

Konklusionen er, at vi måske skal have et nyt toilet, og at jeg skal tage mig af dialogen med den franske ”plombier”, som ikke taler noget engelsk overhovedet. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at han ikke taler engelsk, tværtimod, og jeg glæder mig faktisk til at møde en fransk vvs-mand.

 

 

17.01.2017, Villefranche sur Mèr

Vi blev vækket klokken halv ni af min telefon, som lå på sengebordet. Jeg var langt væk i drømmeland, og i den anden ende af røret hørte jeg Karstens stemme.

”Le Plombier” ville komme enten mellem 10 og 11 eller også klokken 14, afhængig af, hvad der passede bedst.

Det ringede på døren allerede klokken kvart i ti, da vi knap nok var færdige på toilettet.

Udenfor stod Monsieur ”le Plombier” og hans ”apprenti”, en ung dreng, som bar på en stor tung lædertaske. Vi gav hånd og bad dem indenfor, hvor de straks fulgte med ud på på toilettet.

Jeg spurgte, om det var nødvendigt at udskifte wc'et, men dertil rystede mester på hovedet, medens han allerede var i gang med at skrue det øverste låg af cisternen

Han lyste straks op i et smil, da han fik øje på en pakning, som så noget forkalket ud. ”Bloquée…” sagde han alvorligt.

Mester selv foretog de vigtige operationer, og lærlingen skulle blot lange værktøjet over til ham fra den store lædertaske.

5 minutter og pakningen var udskiftet med en flot ny, som han tilfældigvis havde med i tasken.

Men det hjalp nu ikke noget på det fundamentale problem, altså at der ikke strømmede vand ind i cisternen.

Derefter kiggede han nøje på hanen, som sidder øverst i siden på cisternen.

”il ne fonctionne pas !”, var hans professionelle vurdering, og så skiftede han, på 10 minutter, denne hane ud med en smartere ny en, som han tilfældigvis også havde med i den rummelige taske.

Det hjalp heller ikke en dyt, for der var stadig intet vand at se i cisternen.

Han begyndte nu at få et alvorligere udtryk i ansigtet, samtidig med at han sagde ”C’est grave… très, très grave !”, hvilket skal oversættes som, at det virkelig var meget alvorligt. Så gik han over til badekarret og pegede på et rør, som går fra vandsystemet og ned i gulvet. Røret går videre over til toilettet under gulvet, for han pegede videre hen over gulvet og endte ovre ved wc’et, hvor han så pegede op på indgangsrøret, som han lige havde skiftet hanen på.

Han rystede nu lidt opgivende på hovedet: ”C’est très très compliqué !” og dette gentog han adskillige gange.

Det lød jo ikke så rart, og jeg fornemmede, at sagen dermed var foreløbig afsluttet. Vi kunne jo ikke tage stilling til den videre problematik, så vi aftalte, at han skulle tale med ”le propriétaire” om problemet, og vi sagde farvel og tak.

På vejen ud ad døren fortsatte han med ”desolée, desolée !”, hvilket betød, at han var meget ked af det.

Nå… men altså stadig ingen vand i cisternen, og stadig må vi anvende metoden med 10-liters spanden. Det er selvfølgelig træls, sagt på almindeligt jysk, men vi kan trods alt leve med det, og har næsten vænnet os til det.

 

Lad os nu lade dette lidt udelikate emne ligge, og i stedet for kunne jeg lige berette om en lille sjov episode, som vi var ude for i dag. Den fortæller lidt om, at det franske sprog kan være særdeles svært at forstå.

Kirsten købte 2 lækre kager hos en bager i Nice i dag. En halv times tid senere kom vi forbi denne bager igen, og gik nu ind for også at købe en baguette med hjem.

Bagerjomfruen spurgte straks, henvendt til Kirsten: ”Smagte kagerne godt ?”. Dette opfattede Kirsten som ”Skal du have flere kager ?”, så hun svarede straks ”Nej !”.

Bagerjomfruen så lidt skuffet ud, men vi fik heldigvis hurtigt reddet misforståelsen, og hun sagde da smilende ”Bonne journée !”, da vi gik ud af forretningen med vores baguette.

 

 

18.01.2017, Villefranche sur Mèr

Fransk bureaukrati

Det blev til en bytur til Nice i eftermiddag, bl.a. for at købe et par ”Carnet à 10 voyages”, altså 10-turs kort til buslinjerne.

Her skulle vi igen stifte bekendtskab med den franske form for bureaukrati, som vi har prøvet før på dette kontor.

Vi trak et nummer, da vi var kommet indenfor, og der var hele 4 skranker til betjening. Der var kun et par kunder tilstede, og vores nummer skulle komme som det næste på displayet, så vi forventede at komme til hurtigt.

Inde bag glasburet til den første skranke sad en kontormand henslængt i stolen. Han kiggede overhovedet ikke på os, selvom jeg prøvede at få øjenkontakt med ham. I stedet for tog han en saks frem og begyndte at rense negle med spidsen af saksen, medens han gled længere og længere ned i stolen, så han til sidst lå i næsten vandret stilling.

Ved skranke nr. 2 var en kunde ved at få udleveret en masse papirer, som han så stod og læste igennem, og det så ud til at kunne trække ud, så der forventede vi ikke at komme til.

Ved den 3. skranke sad der ingen.

Ved den 4. skranke sad en ældre funktionær. Han kaldte pludselig en kunde over til sig. Denne kunde var kommet ind efter os. Nummersystemet var åbenbart nu sat ud af drift.

Der kom efterhånden flere kunder ind, og nu vågnede ”neglerenseren” op, lagde saksen fra sig, satte sig op i stolen og begyndte at betjene en mand, som lige var kommet ind. Nummersystemet var helt klart sat ud af drift, så jeg gik hen og stillede mig bag denne kunde, således at jeg var sikker på at blive betjent som den næste. Det lykkedes, og jeg bad straks om 2 stk 10-turs kort.

Han kiggede sløvt op på mig, og fandt så nølende en stak buskort frem fra en skuffe. Ud af denne bunke plukkede han møjsommeligt 2 stk, som han dog ikke rakte mig med det samme.

”Vingt euro, s’il vous plaît !”, sagde han.

Jeg lagde en 100 Euro seddel for næsen af ham, hvorpå han så ud som om, han havde fået noget galt i halsen.

Det mindede mig om episoden på samme sted for et par år siden, hvor jeg betalte med en 50 Euro seddel. Vi var dengang nær blevet anklaget for møntfalskneri.

Det blev vi dog ikke denne gang, for han spurgte bare, om jeg ikke havde en mindre seddel.

Jeg svarede nej, bare for at afprøve hans videre adfærd ….. Han kiggede flygtigt ned i en skuffe, hvorefter han langede mig 100 euro sedlen retur, idet han sagde ”Nej, det kan vi ikke, desværre !”.

Dette billetkontor har så mange kunder hver dag, at de må have tusindvis af euro i kassen, men alligevel afviste han at finde de 80 euro, som vi skulle have retur. Formodentlig fordi han ikke gad at rejse sig op, eller også gad han ikke at skulle kontrollere, om 100 euro sedlen var ægte.

Nå, vi skulle jo have buskort, så jeg kaldte på K, som heldigvis havde en 20’er i tasken.

Vi fik vores buskort, sagde farvel og skyndte os ud på gaden igen.

”Lignes d’Azur”, som ejer bus-systemet hernede, er et offentligt foretagende. Havde det været privat ejet, havde ham bureaukraten nok ikke siddet på det kontor.

 

Videre op til Fnac på ”Avenue Jean Médecin”, hvor vi købte en bluetooth højttaler, så vi kan komme til at høre dansk radio.

Der var utroligt mange mennesker på ”Jean Médecin”, hovedstrøget, og det kunne være svært at komme frem. Vi droppede sporvognen, da den var propfyldt, og brugte i stedet for vores bentøj. Vi kunne ikke li’ tanken at skulle stå som sild i en tønde i en sporvogn her i Nice.

Videre hen i H&M, hvor K spenderede hele 10 euro på en bluse.

Så ned i Vieux Nice, hvor vi selvfølgelig skulle besøge vore gamle ravioli forretning. Vi købte 36 stk af de mindre hjemmelavede. 3 forskellige slags som alle smager ens.

Undervejs hen til bussen købte vi Socca ved en bod, og vi har lige siddet og delt det her i stuen.

Hjemturen via ”le Port” foregik med en overfyldt linie 100. Vi var nødsaget til at gå på kompromis med vores nervøse tanker, for alternativet, som var en gåtur hjem til Villefranche med indkøbsposerne fyldte og højttaleren, som vejede over 2 kilo, var nok at tage munden for fuld.

 

Jeg købte en ”Nice Matin”, og hvad står der med store fede typer øverst på forsiden: ”Vague de froid”, altså en kuldebølge. Regionen ”Provence Alpes Côtes d’Azur” er virkelig berørt af en kuldebølge, som varer ved hen til weekenden. Stort postyr, og i Nice har de sidste nat målt den koldeste temperatur de sidste 4 år, nemlig minus 1 grad.

Ikke desto mindre, så meldes der om 11 grader i morgen her i Villefranche, og kigger man 14 dage frem i prognosen, viser det sig, at der er tale om lutter 2-cifrede grader.

I formiddags kunne vi sidde på altanen i det gode solskinsvejr.

Men alligevel er temperaturen åbenbart så lav i forhold til normalen, at der næsten er tale om en naturkatastrofe.

 

 

19.01.2017, Villefranche sur Mèr

Er stået op til en overskyet dag for første gang, siden vi ankom. Og det skal ikke forstås sådan, at vi andre dage slet ikke er stået op, fordi det var overskyet.…

 

Der ligger et par flådefartøjer ude på bugten. En fransk korvet og en amerikansk destroyer. De er ankommet for at deltage i et 50-års jubilæum i morgen.

Der hænger, rundt om i byen, opslag om den festlige begivenhed, som skal markere den amerikanske 6. flådes tilbagetrækning fra Villefranche i 1967 efter at have været tilstede siden 1945.

Det er selvfølgelig også derfor, at det gamle anker blev trukket op fra havets bund for et par dage siden, således at det skal indgå i en mindehøjtidelighed.

Lige en begivenhed for den gamle redaktør som selv er forhenværende marinesoldat i den danske marine.

Højtideligheden starter klokken halvti, og der er planlagt en del begivenheder i byen, som er flot pyntet med 2 slags flag, og det er……... godt gættet, ”Stars and Stripes” og ”Tricoloren”.

 

I aftes var der et arrangement i festsalen nede på torvet ved starten af ”Av. G. Clemenceau”, da vi tilfældigvis kom forbi.

Fine folk strømmede til. Fine efter påklædningen at dømme. Der blev talt både fransk og engelsk. Men det mest bemærkelsesværdige var de mange politifolk, som var posteret overalt.

Sådan en begivenhed med såvel fransk som amerikansk deltagelse kunne nok være et oplagt mål for terrorister. Men her blev der passet så godt på, at enhver potentiel terrorist ville give op på forhånd.

Kl. 18:30

Dagen i dag foregik for det meste indendørs. men alligevel blev det til en lille gåtur sidst på dagen.

Vi gik langs havnen og helt om til ”la Darse” for at bestige trappen med de 280 trin(jeg talte dem) op til byens hovedgade. Derfra hen til Petit Casino efter nogle få fornødenheder. Derefter inde hos Marie-Claire, vores bagerkone, efter 1 baguette og til slut hjem, nå nej, også en Nice Matin hos ”Café Restaurant Tabac de la Paix”, ja, den butik har et langt navn, og mon ikke den bare bliver kaldt ”la Paix”, som relaterer til noget med fred.

At købe ”Nice Matin” om aftenen kan virke lidt omvendt, da navnet jo antyder, at der er tale om en morgenavis.

 

”La Vague de froid”, som de annoncerede i avisen, var helt tydelig i dag. Modsat i går, hvor vi sad og spiste udendørs henne på ”Les Palmiers”. Hvis alle dagene havde været som i dag, så tror jeg, at vi snart havde vendt snuden nordpå. Og hvis alle dagene havde været som i går, ja så havde vi nok forlænget opholdet.

Det er ikke let at blive klog på vejret her.

Palmerne står og hænger triste i kulden. Nerierne hænger ligeledes med bladene, næsten lige før de krøller sammen. Alle de blomstrende buske og planter, som i går så farvestrålende ud i sollyset, ser nu ud som om de var gået galt i byen. Selv klementinerne, som før satte kulør på de mange træer, ser ud til at være kede af det.

Vi kender heldigvis klimaet så godt, at det igen i morgen kan være stik modsat, og efter vejrudsigten at dømme, er der noget om snakken.

 

Tilfældigvis læste jeg i avisen i dag, at et 14 måneder gammelt barn var blevet bidt ihjel af en Pitbull terrier et sted oppe Nordfrankrig. Det minder mig selvfølgelig om episoden den anden dag, hvor det ikke gik så galt med den lille hund nede ved stranden.

 

 

20.01.2017, Villefranche sur Mèr

Kuldebølgen er igen heldigvis sat i baggrunden, og med 15 grader i skyggen i dag og fuld sol, var der varmt på altanen allerede fra morgenstunden.

 

Og det med det gode vejr passer lige til den store fest i byen. Som fortalt i går fejres 50-året for den amerikanske marines tilbagetrækning, som fandt sted i 1967. Marinen havde haft hovedkvarter her i Villefranche siden 1945 og forblev her altså i 22 år efter krigen.

Om formiddagen var jeg var henne på Parking Wilson, hvor den store dag blev fejret. Der blev holdt taler af såvel en fransk viceadmiral som en amerikansk viceadmiral. Endvidere af byens borgmester. De talte alle om det fransk/amerikanske venskab fra såvel fortiden som fra nutiden,

og der blev talt varmt om den tid, som den 6. amerikanske flåde havde tilbragt i Villefranche dengang. Tydeligt at se på de gamle veteraner, som stod og så aldeles bevægede ud.

Der var et større fransk tambour-korps, som spillede musik af både amerikansk og fransk oprindelse.

Ude på reden lå den amerikanske destroyer fra den amerikanske 6. flåde side om side med den franske korvet, meden deres besætninger stod linet op til parade inde på ”Wilson”.

Der var afspærringer overalt og mange sikkerhedsfolk i området, både almindeligt politi, men også private vagtværn hjalp til. Trafikken oppe fra byen ned til havneterrænet var spærret helt af. Selv ude fra søsiden var der tænkt på sikkerheden. En større båd fra gendarmeriet patruljerede frem og tilbage.

Gamle veteraner fra den nære fortid stod stolte med flotte faner rundt omkring på pladsen. Henne ved det gamle skibsanker, stod en veteran vagt med en stor fane og så meget bevæget ud. Måske han havde været gast på det skib, som havde tabt ankeret dengang tilbage i tiden efter krigen.

Side om side stod 12 gamle jeeps linet op, og de tilhørende chauffører stod i store varme læderjakker og talte indbyrdes.

Da de officielle festtaler var slut, var der arrangeret et flot cocktail-party midt på parkeringspladsen, hvor alle byens spidser og honoratiores var inviteret til at møde de amerikanske gæster.

Det så ud til at være en virkelig hyggelig sammenkomst, som vi andre dødelige kunne stå og iagttage oppe fra ”balkonen”, som i denne sammenhæng var lig med gangstien langs klippen ud mod parkeringspladsen. Heroppe blev vi også alle kigget godt og grundigt an af påpasselige vagtfolk.

kl. 19:00

Hen mod aften vendte kuldebølgen tilbage, og jeg måtte have min Didrikson og en hue på, da vi begav os til fods over til Beaulieu for at handle i Super U.

Vi kunne mageligt anvende en hel time i det gode supermarked, og det gjorde vi også.

Vi måtte tage en bus hjem, da vi kom ud, begge bærende på en fuld indkøbspose.

 

 

21.01.2017, Villefranche sur Mèr

Dagen bød på en 7 kilometers gåtur op til Mont Boron og ned igen ad stien igennem det stejle skovterræn omme ved vestsiden af byen.

Mont Boron er bjerget, der adskiller Nice og Villefranche.

På toppen af Mont Boron ligger en gammel historisk borg ”Fort de Mont Alban”, og herfra har man nok den allerbedste udsigt ud over såvel Nice som Villefranche. Vi har været der før, og det er et fantastisk udsigtspunkt. Selv de sneklædte alper er ganske synlige mod nord.

Som et kuriosum vil jeg lige nævne, at de oppe på borgen flagede med et stort Dannebrogsflag.

Meget mystisk, og jeg forstår ikke hvorfor.

Hjemme har jeg så googlet emnet og fundet ud af, at det formentlig drejer sig om det savoyenske flag. Regionen Savoyen(Savoie på fransk), oppe i det østlige Frankrig, har sit eget flag, og det ligner Dannebrog til forveksling. Godt nok skulle de 4 røde felter være lige store, hvilket er modsat i Dannebrog, men det var ikke let at se forskellen på flaget på Mont Alban.

På vejen tilbage fra fortet gik vi forbi ”Castel Mont Alban”, en ejendom tilhørende vores gamle ven, Elton John. Denne gang ville vi ikke forstyrre ham, for han sad nok og var i gang med en ny komposition. Sidste gang, vi var her, gad han nu heller ikke at lukke op, da vi bankede på porten. Jeg har ellers støttet ham økonomisk igennem mange år, således at han har kunnet få råd til sådan en bolig som her. Jeg har i hvert fald en halv snes plader med ham stående på reolen derhjemme.

 

 

22.01.2017, Villefranche sur Mèr

Sidste kapitel i føljetonen om toilettet, og lidt om ejendommen ”Les Nerïdes”

Her til morgen kom K jublende ud fra toilettet, ”Det virker igen…. der kommer vand ud !!!”.

Dermed er det forhåbentligt definitivt slut på føljetonen om de latrinære problemer her i lejligheden.

Vi grunder noget over, hvad der har været årsagen til problemet, men kan kun konkludere, at der måske har været lukket af for en hane et sted i ejendommen. Lejligheden har stået tom i ca. 2 måneder, inden vi ankom, og der kan være sket mange ting i den tid. Da vi lukkede op for vandhanerne i starten, kom der masser af snavset vand ud, så måske der har været foretaget en reparation.

Men vi har ikke kunnet læse eller opdrive informationer nogen steder.

Nede i foyeren ved hovedindgangen hænger der ellers masser af informationer vedr. forskellige bekendtgørelser om ejendommen. F.eks., som noget nyt, er der blevet lukket af for affaldsskakten på de enkelte etager. Før kunne man smide sin affaldspose ud via en skakt ude på baggangen. Det er nu blevet forbudt, fordi det gav for meget snavs nede i affaldsrummet, hvor det hele ender.

Så nu skal vi gå ned ad trapperne eller tage elevatoren 4 etager ned for så at smide affaldsposen i en større container, som står i et aflukket rum i stueetagen.

 

Les Nereïdes

Vi bor helt alene på vores etage, hvor der er 4 lejligheder. Ejendommen er ikke meget beboet for tiden, og vi kan kun se lys i 4 lejligheder om aftenen. Der er 32 lejligheder i ejendommen, efter antal postkasser i foyeren at dømme.

Kl. 18:30

Dagen i dag har budt på regnvejr, men ikke mere end at vejene blev fugtige.

Derimod har der været et større uvejr længere henne ad kysten mod Marseille, og ligeledes på Corsica, som heller ikke ligger så langt væk sydpå. Disse områder er rubriceret i den orange zone.

Meteorologerne anvender en rød, orange, gul og grøn zone. Den røde er den helt alvorlige.

Her til middag er der 10 grader på termometeret på altanen, så der er ikke noget at råbe hurra for. Men Iflg. vejrudsigten skulle det blive bedre igen fra i morgen.

 

 

23.01.2017, Villefranche sur Mèr

Lidt sol igen og mindre vind. Lige nu 15 grader på altanen.

Har sendt email til Karsten vedr. den forbedrede situation med toilettet.

Tur langs kysten til Maeterlinck i dag. Beskrivelsen for kedelig til udgivelse.

 

 

24.01.2017, Villefranche sur Mèr

Strandtur til ”Baie de l’Espalmador” i det gode vejr i eftermiddags, hvor vi fandt en god plads på den meget smalle strand-strækning nedenfor ejendommene.

De fleste lå i badetøj, og alle var så solbrune, så man skulle tro, det var højsommer.

Jeg nøjedes med at smøge buksebenene op og tage skjorten af.

 

 

25.01.2017, Villefranche sur Mèr

Dagen har igen været modsætningen af foregående dag, hvad vejret angår.

Overskyet men dog ikke så koldt. Ca. 14 grader midt på dagen.

Dagen startede på markedspladsen oppe i byen. Denne gang købte vi 2 fl. olivenolie af pigen fra Corbio. Hun mente åbenbart, at hun dermed havde solgt nok for i dag, og lukkede sin lille stadeplads ned.

Derefter div. frugt og grønt. Henne hos italieneren købte vi et par skiver Porchetta og et stykke ”Pecorino aux truffes”.

Dagen sluttede med en gåtur til Beaulieu. Vi gik via ”Av. Leopold II”, og kom ned ovre på vestsiden af Beaulieu. Vi fortrød ruten undervejs, da vi pludselig befandt os i en forfærdelig masse trafik ved 16-tiden på avenuen.

Der er ingen fortove på denne avenue, og Ind imellem måtte vi næsten springe for bilerne, som kom susende og ikke forventede at møde fodgængere i vejsiden.

Først de sidste 100 meter af vejen var der fortov, men her holdt biler parkeret op over fortovet, så der ikke var plads til fodgængere.

Heldigvis på vejen ned mod Beaulieu blev der stilstand i trafikken, og det sidste stykke ad de mange trapper mødte vi ingen biler. Trappe-nedgangene er de eneste strækninger, man ikke møder biler.

Vi kom forbi et nedlagt gartneri med et kolossalt stort grundareal lige midt på den allerbedste udsigt ud over bugten. Den grund må være millioner værd, men det hele lå i totalt forfald.

Den gamle gartner har åbenbart ikke haft brug for pengene, for ellers havde han da solgt for mange år siden.

Nede i Beaulieu sad vi på vores gamle bænk ved torvet og nød det begyndende aftenmørke, medens de sidste jule-lyskæder blev tændt.

 

 

26.01.2017, Villefranche sur Mèr

Dagens udflugt startede med en kort bustur til ”Eze bord de Mèr”, hvor vi stod af. Derefter fandt vi hurtigt hen til ”Chemin de Nietzsche” , hvorfra vi begyndte opstigningen til ”Eze Village”,.som ligger og troner højt oppe på toppen af et bjerg.

Friederich Nietzsche har lagt navn til stien, som fører op til byen. Han var en tysk filosof, som i 1880’erne kom en del i området, og har skrevet om det.

Chemin de Nietzsche”, er 2,1 kilometer lang, har en stigning på 400 meter. Det er nok den kraftigste stigning, vi endnu har gennemført på en så kort distance, og det kan tydeligt mærkes i benene her til aften.

 

Vi brugte halvanden time på opstigningen, som det første stykke vej foregik i et ret lunt vejr. Men efterhånden som vi kom længere op i højden, begyndte det at blive køligere. Godt at vi havde ekstra tøj med i rygsækkene.

Undervejs derop mødte vi kun 3 små kinesere, som åbenbart havde forladt Højbro Plads ?

 

Oppe på toppen var der en formidabel udsigt. Der var overskyet en del af tiden og ganske koldt, som der jo altid er på toppen, men sigtbarheden var udmærket.

Den øverste del af Eze by(ikke at forveksle med Esby) er bare en samling af souvenir-butikker, så her kunne vi hurtigt blive færdige med vores sightseeing. Men vi fandt et udsigtspunkt, hvor vi kunne skue ud over det hele. Vi kunne se til Cap Ferrat og noget af bugten ved Villefranche. Og altså denne gang fra den modsatte side, end vi er vant til. Fantastisk udsigt.

 

Byen vrimlede med små kinesere. De dominerede bybilledet, og havde voldsomt travlt med at fotografere alt og alle. Mange af dem havde medbragt en selfie-stang, og stod de mest mærkelig steder for at forevige sig selv med denne smarte tingest.

Men de var ganske rare og smilende, og spurgte os endda nogle gange om vej, selvom vi også lignede turister. Med rygsæk og kamera over skulderen kunne vi vist ikke ligefrem ligne indfødte fra byen.

Nedstigningen varede lidt over en time, og jeg var kun ved at falde på de mange løse skærver og småsten een gang.

Det lykkedes mig at tage en del video af K, medens hun aser opad, men hun er nu ikke helt tilfreds med resultatet, som jeg her offentliggør ucencureret(link til video).

 

 

27.01.2017, Villefranche sur Mèr

Noget skyet og blæsende. 11 grader ude på termometeret.

Vi har talt om en togtur fra Nice til Digne-les-Bains, altså med kogletoget, som vi har prøvet før, men denne gang måske for at fuldføre ruten helt til endestationen, og ikke bare stå af halvvejs ligesom sidst. Foreløbig skal der være Monte Carlo rally deroppe i weekenden, så der bliver det sikkert ikke til noget. Togturen derop tager 3½ time og er 151 kilometer lang, så den er vanskelig at gennemføre uden en overnatning i Digne, medmindre man gerne vil tilbringe det meste af en dag i et tog.

Derudover taler vi om en tur til Antibes, Vence og St. Paul de Vence for at genopfriske gamle minder.

 

 

28.01.2017, Villefranche sur Mèr

Vi var på ”Le Serre” i aftes, og sad som de eneste i restauranten. Dog kom der, 5 minutter før vi forlod stedet, en enkelt gæst mere ind.

Alligevel var det hyggeligt og med en god betjening af såvel den lille rare servitrice som af fru Kok.

Der var selvfølgelig også masser af tid til at servicere os som de eneste gæster. Fru Kok forklarede os meget detaljeret, hvordan man laver ”Vin à l’Orange”, som servitricen havde anbefalet os som aperitif. Og servitricen forklarede ligeledes om de enkelte retters sammensætning. De havde så god tid, at de spurgte os om, hvor vi kom fra. Det er ellers yderst sjældent, at man bliver spurgt om det, men vi svarede ”Le Danemark”, og fik som sædvanligt ingen respons på dette udsagn.

Dagens menu lød således, ”Flan Courgettes”, ”Pot au feu au Saumon” og til dessert ”Tarte Poire”. Sammen med vores regning fik vi et glas Limoncello på husets regning.

Derefter et par drinks på ”Les Palmiers”. Beruset ? ja, måske lidt. Men K insisterede på, at hun skulle ha’ sin ”Mojito”. Bare hun da ikke bliver forfalden til det ?

Sent i seng.

Vejret i dag: noget ustadigt, 12 grader, til dels overskyet og lidt blæsende.

Planer for i dag: gåtur til St. Jean Cap Ferrat.

K har købt 2 bluser henne hos Mme Sexy i Rue Gambetta.

Kl. 18:46

Er lige kommet hjem fra en 8 kilometer lang gåtur til Saint Jean Cap Ferrat.

Vi lagde ud fra Plage de Fourmis i Beaulieu og gik ad den flotte sti, som er belagt med rød asfalt.

Ret hurtig kommer man til en lyserød ejendom, som er nok så berømt. Den ligger helt ude i vandkanten på klipperne og er virkelig en flot ejendom. Den har oprindelig tilhørt den amerikanske skuespiller David Niven. Pladsen udenfor er opkaldt efter ham.

Denne ejendom ligger for en stor dels vedkommende blotlagt ud til gangstien, hvorimod ejendommene på den anden side af stien er totalt indespærrede bag høje mure. Og med den sædvanlige opsætning af kameraer og pigtråd.

St. Jean by var noget død, vel nok på grund af det kolde vejr, som samtidig var lidt regnfuldt.

 

Vi handlede i et splinternyt Casino på havnefronten. Købte den hidtil billigste flaske Mâcon, som jeg endnu har set, til 2,50 euro i den dyreste by på denne kyst.

Godt nok var der tale om en rosévin, men alligevel med det navn…Mâcon.

Jeg troede faktisk at Mâcon’en var fejlmærket, og efter at have smagt den, er jeg helt sikker. Den skulle have kostet 1,50 euro i stedet for de 2,50.

På den anden side, så købte jeg en dag en ”Chablis 1er Cru” i et lille Casino supermarked her i Villefranche. Den stod mærket til 4,50 euro, og jeg troede ikke mine egne øjne. Der stod desværre kun denne ene flaske på hyldepladsen, men hurtigt hen til kassen og lægge de 4,50 euro på disken, og derefter hjem med den. Den smagte himmelsk.

Næste dag stod der på samme hylde en Chablis 1er Cru til 14,50 euro.

Jo, det er tit spændende at være på vinindkøb her i vinens land.

 

 

29.01.2017, Villefranche sur Mèr

En søndagstur på ”Promenade des Anglais” i Nice.

Vi startede ud med at opleve en besynderligt hændelse ved ”Leopold II” stoppestedet, hvor linie 81 skulle samle os op.

Da den stoppede, lød der et brag, som om nogen kørte ind i bussen bagfra. Døren forblev lukket ind til bussen, og chaufføren rejste sig op. Jeg troede det var fordi han ville stige ud, men han gik tværtimod ned igennem bussen, og døren forblev lukket. Jeg gik hen til bagenden af bussen. Der var ikke noget at se, Men henne ved den bagerste udgang lå en forfærdelig masse glasskår inde på gulvet i bussen. Konklusionen var, at et af de glaspaneler, som er placeret i begge sider af udgangsdøren, var faldet ud af rammen. Der så ikke ud til at være sket noget med de få passagerer i bussen, udover at de vel var chokerede. Chaufføren gik tilbage til sin plads og lukkede nu døren op. Der lå også mange glasstumper her ved indgangsdøren. Men han afviste os, da vi ville stige ind, og forklarede, at vi ikke kunne komme med. Han virkede noget ophidset, og det var måske også godt, at vi ikke kom med den bus.

 

Ideen til en søndagstur på ”Promenade des Anglais” havde mange andre mennesker også fået.

Der er en egen stemning om søndagen på den promenade. Et folkeliv som man sjældent ser andre steder. Mange forskellige nationaliteter, børn, unge, ældre og gamle fylder den brede promenade. Ofte med en hund for enden af en snor eller siddende oppe i hundeejerens taske, så små som de kan være.

Derudover mange cyklister, skatere og nogle på rulleskøjter, løbehjul og andre underlige hjul.

Hurtigløbere og almindelige motionister.

Fine damer i dyrt tøj og med håndtasker, som tydeligvis udstråler en fornem smag.

At gå forbi en sådan dame, kan formentlig udløse et anfald, hvis man hører til dem, som lider af parfumeallergi.

Man skal passe godt på, uanset hvor man går. En del af promenaden er indrettet til de cyklende, men alligevel kan man møde cyklister på arealet for gående. Også skatere skal man passe på, når de kommer susende med en vanvittig fart på deres ofte store skateboards. Det erfarede i hvert fald Kirsten. Hun stod heldigvis helt stille og iagttog et eller andet, da en pige på skateboard næsten snittede hende, idet hun suste forbi i en vild fart. Havde Kirsten trådt bare 1 skridt frem uden at se sig for, var det gået galt. Hun, Kirsten, var noget chokeret bagefter.

For tiden er promenaden, på grund af renovering, ikke så bred overalt, som den plejer at være. Vi gik et godt stykke omme fra Nice Port og ud mod lufthavnen, inden vi vendte om for også at se noget af den indre by.

 

Ovre på den anden side af Promenaden, ved siden af ”Monument de Centenaire”, stødte vi på mindepladsen for den forfærdelige begivenhed den 14. juli sidste år, hvor 86 mennesker blev dræbt og hundredvis såret.

En trist og sørgelig stemning lå over dette mindested. Mange mennesker stod stumme og iagttog de forskellige ting, som var blevet lagt på stedet i tiden efter attentatet. Tøjdyr, bamser og legetøj i alle afskygninger. Fotografier, skrifter, breve, citater og andet, som kunne relatere til de afdøde personer.

Et forfærdeligt sørgeligt centrum som en voldsom kontrast til det store levende folkeliv, vi lige havde observeret.

Byen vil senere i år rejse et varigt monument over begivenheden.

Vi gik videre, noget påvirkede af situationen.

 

Derefter Pariserhjul, Parc Paillon, Vieux Nice, Palais de Justice, Place Rossetti, 1 kagerulle i oliventræ, Socca på Bar Garibaldi, Musik på Place Garibaldi, linie 100 hjem.

Jo, tingene kan godt siges hurtigt, men er dermed ikke så forklarende.

 

 

30.01.2017, Villefranche sur Mèr

Sol og skyer, skyer og sol, sådan veksler det hele tiden, og de to nævnte rækkefølger skulle være matematisk dækkende for alle kombinationer af de 2 emner. Det tog godt nok lidt tid, at regne det ud, og jeg måtte have kuglerammen i brug.

Kl. 19:57

Vi kom hjem for et par timer siden efter en tur østpå. Igen med linie 100, som vi er så glade for, altså når der er siddepladser. Og det var der denne gang.

Vi stod af ved stoppestedet ”Edmond’s Cap d’Ail”. Som navnet antyder, er vi i byen Cap d’Ail, som ligger nogenlunde vest for Monaco.

 

Beskrivelsen af turen, som vi tilbagelagde til fods langs kysten ved Cap d’Ail, vil jeg dog ikke gentage her, idet den kan aflæses under ”Tour April 2016” på datoen den 13.04.2016.

Altså en gentagelse af en kyst-vandring, som vi foretog i april sidste år. Hvordan kan vi nu finde på det ? Spørg Kirsten !

 

I forhold til turen for 9 måneder siden var den eneste forskel, at vi valgte stoppestedet ”Le Loup blanc”…. altså ”den hvide ulv”, da vi skulle tilbage til Villefranche. Det skulle vi aldrig have gjort, for vi fik lov at vente en halv time, inden der kom en bus.

Lige ved siden af stoppestedet, som ligger på en stejl vej, var en fodgængerovergang. Her blev der rødt lys hvert andet øjeblik. Det betød at bilerne bremsede op og holdt stille i ca. 15 sekunder, inden der igen blev grønt. Derefter speedede de godt op for at komme op ad bakken. Dette efterlod en cocktail af forskellig bilos til os, og resultatet var, at vi efterhånden blev dopede af den giftige luft.

At kalde stoppestedet ”den hvide ulv” må være en misforståelse… Alt der befinder sig i det område, vil i løbet at kort tid blive farvet sort af bilos. Husfacaderne bar tydeligvis præg af beliggenheden.

Flere gange blev vi enige om at forlade stedet for at finde et andet stoppested, men inden vi fik os taget sammen, var der gået en halv time.

 

Da vi, efter denne halve times venten i dette helvede, steg ind i bussen, kunne jeg næsten ikke orientere mig om at finde billetten, endsige compostere den.

Det var en bus med ekstra længde, men alligevel var den overfyldt. Det var arbejdstids ophør, og vi stod som sild i en tønde. Jeg hægtede mig fast i de øverste stolper, medens K valgte en lodret.

På et tidspunkt skulle en ung mor ud med barn og klapvogn. Det var umuligt for hende at trænge igennem mængden hen til udgangsdøren, inden bussen havde sat i gang. Højlydte ”Pardon !” og ”Chauffeur !” og nok et ”Pardon !”, så stoppede bussen 20 meter længere henne, og døren gik op igen.

 

Da vi stod af midt i Beaulieu, var jeg stadig så dopet, at jeg næsten slingrede op til Super-U. Først inde i køleafdelingen, begyndte jeg at vågne op igen.

Kirsten har heldigvis en højere tærskel for den slags, end jeg har, så hun var vejviser resten af dagen.

 

 

31.01.2017, Villefranche sur Mèr

Tirsdag, eller som det hedder hernede, Mardi, er knap så flot i vejret som i går. Mere overskyet og lidt køligere.

Mimosetræerne er efterhånden sprunget ud. En gul farve viser sig i al sin pragt, og det er et fantastisk syn. Træet er én stor blomst Da vi var her i april sidste år, var de afblomstrede, så de har åbenbart deres storhedstid i februar/marts.

 

Man behøver bare at gå lige udenfor hoveddøren nede i stueetagen for at få sig en oplevelse. Der har gået en ældre mand dernede i et stykke tid og arbejdet på en villa, som ligger ved siden af ”vores” ejendom. I dag var han ved at reparere en stenmur. Vi gik forbi ham, idet vi komplimenterede ham for det flotte stykke arbejde, han var i færd med. Han sagde stolt tak,

 

Vi stoppede op, og jeg sagde så ”Vous êtes un bon Macon”, i den overbevisning, at det betyder ”De er en dygtig murer”. I min udtale lyder ”c” som et ”k”. Han kiggede uforstående på mig. Jeg gentog, men han forstod tydeligvis ikke, hvad jeg sagde. Pludselig lyste han op i et smil og sagde ”Ohhh… Maçon”. Og vel at mærke med en udtale af ”ç” som et ”s”.

Den lille uanselige ”accent cédille” under ”c” betyder, at det skal udtales som et ”s”.

Jeg har, i min store uvidenhed, troet at ordet murer på fransk skulle udtales som Macon, ligesom den berømte vin.

Han har altså hørt mig sige, at han var en god Macon, en god vin !

Han må have grint noget af det bagefter.

Lidt forvirrende lærdom i fransk, og nok ikke så interessant for ret mange andre end frankofile grammatik-nørder.

 

Han var pensioneret fliselægger, og fortalte om mange af de steder, han havde været med til at lægge fliser. Bl.a. oppe i lejligheden, som vi bor i. Og ligeledes ovre i Rotschild-ejendommen på Cap Ferrat, bare for at nævne et par af de mest berømte steder.

Han ejede villaen her, og havde boet i den tidligere, men nu var det hans søn og svigerdatter, som boede der. Han boede nu sammen med sin kone nede i byen.

Og så fortalte han om ejendommens historie. Hans kones familie har ejet og boet i dette hus i over 200 år. Selvfølgelig er huset ændret mange gange i det tidsrum, og han har selv foretaget den seneste renovering.

Han kender alt til området her, og det er, som sagt, hans svigerfar, som tidligere har ejet huset. Hans svigerfar har også ejet andre af grundstykkerne her i området, siger han, og peger på 2 -3 huse. Grunden, som ”vores” ejendom ligger på, solgte svigerfaderen tilbage i 50’erne, hvorefter ejendommen så blev bygget med de 32 lejligheder i 1958.

 

Da vi kommer tilbage fra vores gåtur, kommer vi i snak med ham igen, og vi spørger ham ud om ”Villa Leopolda”, som vi forgæves havde forsøgt at få et blik af. Det er den allerstørste ejendom her i Villefranche og et af de allerdyreste huse i verden.

Vi havde kun mulighed for at se indgangspartiet. Det var til gengæld så stort, at jeg måtte anvende min 24 mm vidvinkel for at få det hele med på fotografiet.

Vi troede, at det var beboet af en russer, men nej, det var en amerikansk jøde, Edmond Safra, som var bankmand. Han blev myrdet i 1999 i sin lejlighed i Monaco under meget mystiske omstændigheder. Nu boede hans enke i den kæmpestore ejendom. Og ikke nok med det, men en datter boede i ejendommen ved siden af. Vel at mærke den næststørste ejendom oppe på bjergsiden…..I guder for en rigdom.

Og hvis nogen vil dyrke historien om Edmond Safra, så er der mange muligheder via Google. Det er en fantastisk fortælling.

 

Vi var også kommet forbi det gamle gartneri på den store grund ovre mod Beaulieu, og så også nogle gå og arbejde inde på arealet.

Vores fliselægger fortalte, at de dyrker blomster i de resterende drivhuse, og at de ikke vil sælge ejendommen, selvom de har fået mange store bud.

Ikke engang den del af arealet, som ligger i brak, og er stå stort, at der er plads til mange huse, vil de sælge.

Virkelig en underlig historie om den gamle gartner oppe på bjergsiden.

 

Der kom en flot grå kat listende hen til ham. Den stammede tilbage fra en tur til Corsica for 6 år siden. Katten var hoppet ind i bilen derovre, tynd og forsulten. Nu bor den her, og er i så god stand, at den nærmest ser ud til at være gravid.

 

Dagens ny-indlærte franske ord, ”Carrelage”, betyder fliselægning.

 

 

01.02.2017, Villefranche sur Mèr

Allerede februar….. tiden går hurtigt, og efterhånden har vi kun ca. 10 dage tilbage, inden vi igen drager nordpå.

Men i dag er det onsdag, og altså dermed markedsdag i Villefranche.

Og en rigtig sommerdag nok engang. Lige nu, klokken 11:00 er der 17 grader i skyggen på altanen.

Kl. 14:19

Det med sommerdagen varede ved, lige indtil vi kom hjem fra markedet. Skyerne dukkede desværre op igen, og det er blevet køligere.

Kl. 18:30

Det blev til en lille udflugt i Villefranche by i eftermiddag.

Først gik vi hen til Chapel St. Pièrre, som ligger ved havnen. Her har kunstneren Jean Cocteau udsmykket rummet tilbage i 1957-1958. Vi har gået forbi stedet utallige gange, men har aldrig før været derinde. Det var en oplevelse at se det, og godt at vi tog os sammen til det.

Derefter henne for at se nok et lokalt kunstværk, nemlig i kirken Saint-Michel. Her ligger en træfigur, forestillende Jesus, i en glasmontre og udskåret af et eneste stykke figentræ. Det er udført af en ukendt tugthusfange ”Un Galérien”, tilbage i det 17. århundrede.

Dette kunstværk har vi set mange gange før, men det er en lige stor oplevelse hver gang.

Man kan blive ved med at stå og undre sig over, hvordan kunstneren har kunnet forme denne flotte figur ud af eet stykke træ.

 

 

02.02.2017, Villefranche sur Mèr

Lidt sol indimellem.

Sent på eftermiddagen ned i byen, hvor vi først besøgte galleriet i Chapelle Sainte-Elisabeth for at se udstillingen, som var blevet etableret til ære for de amerikanske marinere, som besøgte byen for nylig.

Vi snakkede med kustoden, og han viste os flittigt rundt og forklarede om den italienske kunstner, som havde lagt navn til de mange oliemalerier med emner fra de sidste 2 verdenskrige.

Der var også udstillet et par modeller af gamle amerikanske krigsskibe, bl.a. et fra 1946, som flere af de besøgende veteraner, havde gjort tjeneste i dengang.

 

 

03.02.2017, Villefranche sur Mèr

Nitten grader i skyggen på altanen kl. 11:00. Altså igen en sommerdag !

Seksten grader i skyggen på altanen kl. 12:30. Sommerdagen er ved at være til ende, skyerne hober sig op, og udsigten melder om regn senere på dagen.

Kl. 22:20

Den helt fantastiske formiddag var hele dagen værd, men resten af dagen var nu heller ikke at kimse af.

Vi tog nemlig til fredags-marked i Ventimiglia lidt over middag og havde en forrygende god dag derovre.

Vi er først kommet hjem ved 20-tiden i aften.

Der er 45 minutter derover med med TER-toget, og det er en flot tur langs kysten.

Ventigmiglia har et stort besøg af franskmænd, som valfarter dertil for at købe billigere ind end derhjemme i Frankrig.

Man kan sammenligne med danskere, der tager til Tyskland for at handle ved grænsekioskerne.

Her i Ventimiglia er der dog ingen grænsekiosker, men udendørs markedsboder med et væld af varer, såvel fødevarer som tøj og alt muligt andet.

På et tidspunkt gik vi hver for sig, og jeg faldt over en bod med alt i hovedbeklædning. Her udvalgte jeg mig en rigtig fransk casquette(en engelsk sixpence). Jeg betalte 7 euro for den og tog den på med det samme. Det gjorde mig åbenbart aldeles uigenkendelig, for da jeg senere mødte K, gik hun bare forbi mig uden en lyd…. Jeg vendte mig om og fløjtede…. Hun blev så overrasket, at hun var ved at tabe både næse og mund.

Her til aften griner hun stadig af mig, og jeg har valgt ikke at tage den på mere..

 

Midt i byen er der endvidere en overdækket markedshal, hvor man også kan købe alt i fødevarer.

I en anden gade ligger der en del kineser-butikker, hvor man kan købe tøj, sko, tasker og meget andet. Og det er billigt.

 

Den lokale bar, Cavallieri, var virkelig et besøg værd. Lige midt i den rigtige italienske lokale kultur. Et par glas vino bianco ledsaget af nogle tapas og derefter Caffe Americano var hele besøget værd. Derudover en masse snak med et par andre danskere, som tilfældigvis også var på denne bar. Tak for samværet og en god snak til disse to herlige mennesker, som også var så venlige at vise os rundt i byen bagefter !

 

 

04.02.2017, Villefranche sur Mèr

”Kurt kom forbi”

Er stået op til regn, blæsevejr og 10 grader på altanen.

Det skulle, efter avisen at dømme, være en snert af ”Kurt”, som stormen ovre på vestkysten ved Biscayen er blevet døbt.

Mimosetræerne ovre på bjergskråningen tager tydeligt forandring dag for dag. De gule blomsterknopper står lige på spring.

I går så vi masser af udsprungne mimose-blomster på turen til Ventimiglia.

 

I eftermiddags ændrede vejret sig fuldstændigt, og det blev det flotteste solskinsvejr med en strandtur til ”Plage de Grasseuil”.

Vejret er uforudsigeligt. Formiddagen grå og trist. Eftermiddagen ren sommer.

 

Vores slagter, Pascal, forærede os pludselig et flot stegefad, da vi var inde for at købe 4 stykker skinke. ”C’est un cadeau !” sagde han smilende og rakte os fadet.

Vi har da godt nok handlet en del hos ham, men at vi ligefrem skulle have foræret et stegefad som en gave, er næsten for meget. Måske han så forventer, at vi senere køber en steg ?

Vi sagde først, af ren og skær høflighed, nej tak, men der var ingen vej udenom, og vi gik ud af forretningen med det halvstore stegefad i fin keramik og 4 skiver skinke.

Pascal han er nu så flink, og det endda selvom jeg en dag fejlagtigt kom til at sige ”Monsieur le Boulanger” til ham i stedet for ”Monsieur le Boucher”. Altså jeg kaldte ham for bager i stedet for slagter… bop-bop… aldeles pinligt.

Omvendt har jeg da heldigvis ikke kaldt Marie-Claire, som bor ovre på den anden side af gaden, for slagter endnu(hun er bager).

 

 

05.02.2017, Villefranche sur Mèr

Regn og 10 grader. Store dønninger ude fra havet ruller igennem bugten og ender oppe mod betonmuren på ”Les Marinières” stranden, helt oppe ved kanten af promenaden,

Sidst på eftermiddagen vovede vi os ud på en lille gåtur. Der så ud til at være lidt stilstand i regnen.

Vi gik om i den anden ende af byen til ”Chemin Casa Alta”, for at se om vi kunne finde det hus, som den gamle danske maler J. F. Willumsen, havde boet i helt tilbage i år 1916.

Området lå desværre i et ”gated community”, så vi kunne ikke komme derind, men vi kunne dog se huset omme fra stien, som gik lige bag huset.

Vi blev alligevel næsten gennemblødte af regn, inden vi nåede hjem.

 

 

06.02.2017, Villefranche sur Mèr

”Autour du Cap Ferrat”

Formiddagen på altanen i det dejligste vejr.

Måske den varmeste dag hidtil. I hvert fald foregik eftermiddagsturen rundt om Cap Ferrat med opsmøgede skjorteærmer, og med jakken over armen.

Turen blev på 12,9 km. og tog 3 timer. Vestsiden i eftermiddagssol som en sommerdag. Østsiden til dels i skygge som en kølig forårsdag. Store dønninger fra havet gav skumsprøjt mange steder på stien.

Jeg optog en del video derude, men er efterhånden bevidst om, at jeg er en ren amatør på det felt, og er ikke tilfreds med resultatet, men øvelse gør forhåbentlig mester…

Vi handlede hos bageren i St. Jean på hjemturen.

 

 

07.02.2017, Villefranche sur Mèr

16 grader til middag på altanen.

Om eftermiddagen tog vi tog bussen om til Nice og gik tur fra Nice havn ud til Coco Beach.

Der var 19 grader på havnen i Nice kl. 16.

Vi kom tilfældigvis med i en ny fransk spillefilm, som de var i færd med at optage ved Coco Beach.

Vi stod på fortovet i et vejsving, og ovre på det andet fortov stod hele optage-holdet og filmede en bil, som skulle køre forbi i høj fart. Ingen tvivl om, at vi bliver udtaget til en Oscar statuette som de bedste statister i 2017.

Nede på havnen holdt 10 store lastbiler parkeret med hele menageriet af filmfolk, og der var et leben af teknikere og skuespillere. Desuden var der var opstillet et stort telt til catering.

Fra Coco Beach gik vi videre ad stien langs kysten til Maeterlinck. Trappen op til Basse Corniche var på 264 trappetrin. Og heroppefra tog vi linie 100 hjem.

Nedtællingen til hjemturen er i fuld gang. Jeg bar 5 poser ned i bilen til aften, incl. K’s syltetøj og honning.

 

 

08.02.2017, Villefranche sur Mèr

11 grader og småregn.

K på onsdags-markedet, medens jeg slapper af herhjemme.

Endelig fik vi 1 euro i rabat på en flaske olivenolie til 11 euro, og det var nok fordi jeg ikke var med. ”Un euro, c’est un cadeau pour votre mari !”, sagde hun til Kirsten.

Kl. 17 en gåtur op forbi drivhusene og ned ad trappen til Beaulieu.

 

 

09.02.2017, Villefranche sur Mèr

11 grader.

Sidste bytur til Nice, hvor vi besøgte Cours Saleya og Galeries Lafayette.

Der var store forberedelser igang med hensyn til karnevallet, som starter på lørdag og varer i 14 dage.

 

Karnevallet må vi have tilgode til en anden gang, for i morgen skal bilen pakkes færdig, og på lørdag må vi se, om det er til at komme igennem Nice for festligheder.

Vi forventer at være i DK mandag eller tirsdag i næste uge, alt afhængigt af vejret op igennem Frankrig og måske især Tyskland.

Det kan være, at vinterdækkene nu kan komme ud i deres rette element.

 

Emnerne til denne dagbog er ved at være udtømte, og tankerne går nu helt og holdent på vores afrejse.

 

De sidste 8 uger har været forrygende fulde af oplevelser og undertiden også en del strabadser. Man kunne fristes til at sige, at nu glæder vi os til at komme hjem på rekreation i DK

 

Retur

 

Dagbog fra hjemrejsen

 

 

 

10.02.2017, Villefranche sur Mèr

Her på den allersidste dag i Villefranche fik vi 2 nye nabo-bekendtskaber. At jeg stødte ind i disse naboer, skyldtes primært min hyppige anvendelse af elevatoren for at bringe bagagen ned til bilen.

Først hilste jeg på den ældre dame, som vi sommetider har set på lang afstand henne i den anden ende af 4. etage. Nu stod jeg og ventede på elevatoren med begge hænder fyldt med poser og pakkenelliker. Hun kom gående og så også ud som om hun skulle ned med elevatoren. Jeg spurgte hende så, om hun ville med ned, da jeg lukkede elevatordøren op. Hun kunne godt se, at der ikke var plads, men jeg trådte så tilbage for at give hende elevatoren. Denne gestus afslog hun dog på det kraftigste.

Jeg stillede pakkenellikerne fra mig og fortalte, at vi var ved at pakke sammen og på vej hjem. Hun lyttede interesseret og svarede så, at de også, før i tiden, kørte i bil, når de tog hjemmefra Le Havre, men nu om dage tog de toget. De hedder Gustave til efternavn. Hendes mand er 92 år. Hun så ud til at være i 80’erne, men virkede alligevel meget ungdommelig i sin væremåde.

 

Lidt senere stødte jeg på en anden ældre dame, Mme Rigucci-Deutschmann, som gik rundt oppe på vores etage på baggangen for at lufte sin kat ?. Hun bor nedenunder på 3. etage.

Jeg sagde goddag og kunne nu flot repetere de samme franske sætninger, som jeg lige havde liret af overfor Mme Gustave.

Hun viste sig også at være meget snakkesalig, og fortalte først at katten havde reddet hendes liv ! Den forstod jeg nu ikke lige med det samme, men hun fortalte så videre, at hendes mand var død for 4 måneder siden, og havde hun ikke haft katten til selskab, så….. ?

Han var faldet om på gaden, og dermed var det slut med ham. Hun var glad for, når det nu var uafvendeligt med hans bortgang, at det var gået så hurtigt.

Hun var fantastisk flink at tale med, og fortalte på et tidspunkt også at hun havde været tennisinstruktør i sine unge dage.

Hun havde en søn og et par børnebørn henne i Beaulieu.

 

Nede med elevatoren og ude på gaden igen, var jeg glad for, at vi heldigvis ikke skulle skynde os i dag for at komme af sted. Godt at vi havde besluttet os at tage af sted en dag før, for hver gang jeg gik forbi M. Rocchi, måtte jeg selvfølgelig også veksle et par ord med ham.

Første gang, jeg spurgte om hans navn, fik jeg ham til at stave det for mig, så nu behøver jeg ikke længere at kalde ham ”Monsieur le Carrelage”. Det lyder nu heller ikke så flot at tiltale ham ”Hr. Fliselægger”.

Hans søn, som bor inde i villaen, er læge.

 

 

11.02.2017, Hotel ”Le Vendangerot”, Rully

Vi vinkede farvel til M. Rocchi, da vi kørte ud ad Av. G. Clemenceau ved 12-tiden. Vi havde givet hånd og sagt ”au revoir” og ”à la prochaine” oppe ved huset.

Derefter var det en ren sviptur på lidt over 600 km., inden vi var oppe midt i landet i Rully, som ligger i Bourgogne, nærmere betegnet i vinområdet Côte Chalonnaise.

Igen en god aftensmad og overnatning på hotel ”Le Vendangerot”. Det er 4. gang, vi overnatter her og 5. gang, vi spiser her.

Florent, som er en af de 2 ejere, og som står for restaurant og hotel, var mere udadvendt end sædvanlig. Og Emmerick, som startede for 10 år siden, og som vi tydeligt husker fra de første besøg, var nu blevet voksen og havde fået lært alle hotel-/ og restaurant-fagets områder at kende.

Den anden ejer, Florian, som er chef for køkkenet, ser man ikke så meget til.

Vi fik en ”Menu Degustation”, og dertil vine fra det lokale domaine Duvernay. Fortræffelige 1. cru vine, såvel hvidvin som rødvin.

Men der var for mange retter i denne ”Degustation”, og vi skulle især have sprunget over retten med fromage. Men det er svært at sige nej, når de triller det store rullebord hen, fyldt med gode franske oste fra de fleste egne i landet, og så siger tjeneren ”Værsgo’ at smage på det hele”.

 

 

12.02.2017, Hotel Triolago, Riol, an der Mosel

Vi tog først af sted fra Rully ved middagstid. Forinden var vi omkring posthuset, hvor K skulle have frimærker og derefter poste en del kort til DK. De når nok først derop, efter at vi er kommet hjem.

Udenfor byen skulle vi finde domainet Duvernay for at få et par gode flasker med hjem, men det lykkedes mig desværre at opsnappe en forkert adresse på nettet, således at vi spildte over 20 kilometers omvej.

Og det var lige i sidste øjeblik at vi kom til vinhuset. Mme Duvernay, som vi også så på Le Vendangerot i aftes, var ved at lukke ned til frokostpausen, men det lykkedes os alligevel at overtale hende til salg af 9 flasker hvidvin i en hurtig handel.

Fra Rully og til vores næste overnatning ved Mosel-floden var der en køretur på små 450 kilometer, og denne gang over Luxembourg, hvor vi tankede op til 1,01 euro pr. liter, dagens højdepunkt, også geografisk.

 

Vi ankom til Mosel floden i aftes, da det var blevet mørkt og erfarede, at vi måske var de eneste gæster på hotellet, som hedder Triolago. Derudover var der lukket for restauranten, så vi spurgte om vi kunne annullere aftalen.

Det var dog ikke muligt, idet aftalen var foretaget igennem Booking.com. Dermed var hele beløbet allerede reserveret, og vi valgte derfor at blive og så tage ind til byen for at finde et godt spisested, som receptionisten anbefalede os.

Denne receptionist var ellers et nærmere bekendtskab værd, og endvidere en lang samtale værd. Han var vel sidst i fyrrerne, og havde kun haft jobbet her på hotellet i nogle få måneder. Så han var ikke specielt bekendt med området her omkring.

Han kom oprindelig fra Østtyskland, og var kommet til vesten efter murens fald.

Han arbejdede ca. 8-9 måneder om året og rejste så verden rundt i resten af tiden. Muligvis var fordelingen af disse tidsrum anderledes, men han talte desværre så hurtigt, så det ind imellem kunne være svært at følge med. Da han begyndte at fortælle om sine rejseoplevelser, kunne han slet ikke holde op igen, og til sidst stod jeg og svedte over bare at høre på det.

Der var også en anden ung mand tilstede. Han var brasilianer, og hans rolle i denne episode, var noget uforståelig for os. Men han var åbenbart rejst med til Europa efter receptionistens seneste Sydamerika-rejse og skulle i gang med en uddannelse i Tyskland.

 

Hotel Triolago var helt nyt, og med de flotteste værelser, vi endnu havde set. Det lå lige nedenfor en bjergkam langs Mosel floden, og der var rodel-baner, legepladser og alle andre former for rekreative faciliteter til det frie folk. En sø lå lige nedenfor, og man kunne tydeligt forestille sig en varm sommerdag med grønsværen dækket af mennesker i forsøget på at rekreere sig

Maden på ”Zur Linde” i Lonquich var udmærket tysk, men desværre som sædvanligt med kød i kilovis. Selv da vi bad om en enkelt lille tallerken salat, var der fyldt op med oksekød-strimler, så man ikke kunne få øje på salaten.

”Wild-grillteller” var også ”kødets lyst”, hvis man kan tillade sig at bruge den vending.

 

 

13.02.2017, ”Landhaus Höpen”, Schneverdingen

Ved morgenmaden på hotellet viste det sig, at vi ikke var de eneste beboere. Så godt som alle borde i morgen-restauranten var besatte. Men nogle af gæsterne måtte være ovre fra de nærliggende hytter, som også tilhørte hotellet.

Inden vi kørte videre nordpå, forsøgte vi at finde vinhuset med det spøjse navn ”Weingut Kirsten”. Dette vinnavn lyder noget familiært, og huset ligger i byen Klüsserath. Det lykkedes os også at finde det, men der var så dødt, som der nu kan være på en søndag lige før frokost i en tysk vinby. Det er formodentlig kun gældende på denne kedelige årstid. Alt var lukket, ikke et øje at se og dermed ingen lokal Moselvin med hjem denne gang. Måske også godt for det, for bilen var allerede overlæsset.

”Bruderschaft Klüsserath” stod der på et stort skilt oppe på bjergsiden, som var så stejl, at det var svært at forestille sig, hvorledes man bærer sig ad med at arbejde blandt de tusindvis af vinstokke deroppe.

 

Efter en køretur på 546 km. nordpå endte vi i byen med det sjove navn Schneverdingen. I yderkanten af byen havde vi bestilt et værelse på ”Landhaus Höpen”. Byen ligger lige præcis midt i Lüneburger Heide ca. 70 kilometer syd-sydvest for Hamburg.

Hotellet indgår i en kæde med navnet ”Dr. Lohbeck” sammen med 10 andre hoteller rundt omkring i Tyskland, og er af rigtig god tysk kvalitet.

Her var der dog kun åben for restauranten i weekenden. Det er den helt forkerte årstid, vi turnerer på, hvis altså det er spisesteder på hoteller, man er interesseret i.

Vi blev igen anbefalet et sted inde i byen, men valgte så, efter et nærmere studium i cyberspace, et andet sted, nemlig et italiensk spisehus, ”Da Romeo”, og her fik vi endelig mad uden for meget kød. Krofatter stod for køkkenet, og vi talte da med både kromutter og svigersønnen. Han talte meget om både Legoland i Billund og det nogenlunde tilsvarende Heide Park her i nærheden.

 

 

14.02.2017, Løgten

Da vi kørte ud af Schneverdingen, så vi en stor del af det flotte område som Lüneburger Heide dækker, og vi blev enige om at besøge stedet igen en anden gang. En god eftermiddagstur i bilen hjemmefra, og man er på stedet.

Inden vi kom ud af byen havde vi handlet i såvel ”Penny” som i ”Lidl”. Den første var den ringeste discount-butik, som vi endnu har set. Lidl er dobbelt så god, og det siger ikke så lidt.

Hjemturen, 412 kilometer, gik smertefrit, og da vi kom til sidste rasteplads i Tyskland ”Hüttener Berge ost”, fik vi, lige indenfor døren, øje på stativet med alle de flotte feriekataloger fra Klitmøller Sommerhusudlejning.

Vi sendte en sms med foto til Bendt for at drille ham med det overfyldte stativ, som røbede, at der ikke var meget interesse for disse kataloger, og straks var han i røret for at fortælle, at han lige havde lagt dem på plads i dag. Han var kommet hjem til Klitmøller for få timer siden efter en mindre turné igennem Nordtyskland. Et meget pudsigt sammentræf.

 

 

3 dages hjemtur er slut, og vi er i god behold efter denne lange tur, som har varet præcis 60 dage. Hjemturen var på små 1850 kilometer.

Lidt mere statistik, som jeg har aflæst på bilens kørecomputer:

- 62 timer og 11 minutter har bilen været aktiv.

- 4965 kilometers kørsel i alt.

- 84 kilometer i timen i gennemsnit.

- 19,2 kilometer pr. liter diesel i forbrug.

 

Hermed slut med ”eksotiske” fortællinger i dagbogen for denne gang, og dermed tilbage til dagliglivet i Danmark.

 

 

Retur