Dagbog

Dagbog fra vores ferie i Frankrig april 2016

12.01.2016, Klitmøller

Vi har pr. dags dato besluttet os for en ferietur til vores yndlingssted i Frankrig, nemlig byen Villefranche sur Mèr, som ligger ved Middelhavet.

Og vi har endda allerede entreret med en udlejer om et 3 ugers ophold i en lejlighed i byen.

Vi tager afsted sidst i marts og skal således opleve et forår i Sydfrankrig, hvilket vi aldrig har prøvet før.

Alle andre årstider kender vi efterhånden godt, men har altså stadig et forår tilgode dernede.

Det er ganske rart at tænke på og kan næsten få én til at glemme den barske vinterkulde, der hersker for tiden.

12.03.2016, Løgten

Der skal nogle nødvendige farver på paletten, inden man er klar til afgang.

Rødt sos-kort, gult sygesikringskort, grønt forsikringskort ! Ja, farverne kan sammenlignes med dem, som man møder i et lyskryds, og først når disse ting er i orden, er det forsvarligt at køre.

Forresten så er det gule sygesikringskort vist ikke mere anvendeligt i udlandet, men skal være blåt, for at være gældende, og gad vide, om det ikke er udløbet.

Og ikke nok med det, men vi må også huske vores rødbedefarvede pas, især i år da vi vel kan forvente kontrol ved flere grænseovergange, og vi skulle jo nødigt starte med at blive sendt retur til Løgten ved den tyske grænse. Disse pas, som vi, for et par år siden, betalte over 600 kr. for pr. stk., skulle jo gerne vise deres værdi.

Derudover skal der klargøres et par overnatninger på udturen, hvoraf den første skal finde sted midt i Tyskland og den næste ved Como-søen i Italien. Så der skal ”surfes” en del på internettet, inden dette er i orden.

Som det tydeligvis fremgår af ovenstående er forberedelserne i fuld gang, og de sidste par dage har Kirsten haft travlt med at færdiggøre punktet med overnatninger. Hun har bl.a. korresponderet med et hotel i Italien. Hun skrev på engelsk men fik svar på tysk. Måske de dernede tror at Danmark er en provins i Tyskland.

Derudover begynder vi også så småt at holde øje med vejrudsigten for Nice og omegn, og foreløbig melder den om 18 grader om dagen og ca. 11 grader om natten, når vi når hen til slutningen af marts, og det lyder da lovende. Det tyder på at vi skal fokusere mere på sommertøjet end det varmere tøj, når vi skal til at pakke bilen.

Samtidig følger jeg med i ”Nice Matin”, den store avis på de kanter, for at observere de seneste begivenheder. For det meste drejer nyhederne sig nu om alle bilulykkerne på A8 og alle de deraf følgende forsinkelser i trafikken. Dernæst drejer det sig stadig om følgerne af massakren i Paris i november, og så er det lokale fodboldhold, OGC Nice, også normalt på forsiden med de seneste sejre eller tab.

30.03.2016, Løgten

Nu går det da helt grassat med vejret… altså ikke det danske men det sydfranske. Iflg. seneste måling vil der være 23 grader i Villefranche sur Mèr på lørdag, samme dag som vores planlagte ankomst.

Og minsandten om der ikke står 19 grader som nat-temperatur ?? der må være tale om en skrivefejl på den franske vejrudsigt "Chaine Météo".

Dvs at badetøjet også skal findes frem, men der er næsten ikke plads til mere i bilen, så måske vi skal overveje et par diminutive badebukser og en g-streng ?

Ligeledes har jeg måttet investere i en ny ekstern harddisk til pc’en, da den gamle fyldte for meget.

Den nye fylder ikke mere end ”5 Eiffel”, men kan alligevel indeholde 1 terabyte data. Så der skal virkelig fotograferes denne gang.

Vi giver lyd fra os, når vi engang er blevet installeret dernede, men skal altså lige have overstået en køretur på 1841 kilometer, og vi starter i morgen tidlig hjemmefra kl. 08:00.

”Au revoir !”.

 

 

31.03.2016, Landgasthof Jossatal, Breitenbach am Herzberg

Ankom kl 17:15 efter dagens etape på 740 kilometer, hvoraf de sidste ca. 100 km foregik i fuldt regnvejr. Vi startede fra Løgten kl. 09:00 i morges og kom dermed af sted med 1 times forsinkelse i forhold til planlægningen.

Heldigvis forløb ruten uden nogen former for trafikproblemer, så vores slutkonklusion fra hjemturen i oktober sidste år, hvor vi var impliceret i et trafikuheld syd for Hamburg, er allerede ved at fortabe sig i glemsel. Vi besluttede dengang, at vi måske skulle begynde at kigge på andre former for transport sydpå.

”Abendessen ab 18-Uhr !” sagde den flinke ældre receptionist på Landgasthof Jossatal, da vi havde fået udleveret nøglerne til værelse nr. 14. ”Und Frühstück morgen ab 7-Uhr”.

Disse udmeldinger, oveni det faktum at vi har fået hotellets nok flotteste og største værelse, gør at vi er godt tilfredse. Vi måtte, som det første da vi havde fået låst døren op til værelset, straks ud at stå på den 9 meter lange balkon, som hører til værelset. Den vender mod syd over mod nogle flotte grønne bjerge. Altså bjerge som de ser ud her 80 kilometer syd for Kassel.

Kirsten har som sædvanligt fået opsnuset et eksemplar af stedets menukort og har spurgt mig om, hvad ”½ Ente” er for noget. Det betyder ”½ and”, og det har hun så lagt sig fast på. Og den er jeg med på, hvis man også kan få ½ abe dertil.

Kl. 21:00

Tilbage på værelset efter et godt aftensmåltid. Det blev dog ikke til noget hverken med anden eller aben, men derimod den sædvanlige schnitzel, salzkartoffeln og kålsalat med ”mormor-dressing”. Altså et rigtigt tysk aftensmåltid på en Gasthof.

Da vi kom ned i ”Die Gaststube”, var ”Torsdagsklubben”, bestående af 4 mænd rundt om et bord, allerede i gang med kortspillet. Vi hilste ”Abend !”, som man normalt gør på denne tid af dagen. Efterhånden som aftenen skred frem blev alle borde besat i det hyggelige lokale. Og alle nyankomne, der trådte ind ad døren, hilste rundt omkring til alle borde med et ”Abend”.

På et tidspunkt lagde ”Torsdagsklubben” kortene og gik i gang med aftensmaden. Ved et andet større rundt bord midt i lokalet sad efterhånden 8 mænd i vidt forskellige aldersklasser og drak fadøl. Nogle af dem snakkede meget og højlydt, ja, så højt at alle i lokalet tydeligt kunne høre med, og andre sagde så at sige ingenting. Der var tydeligvis tale om lokale folk fra Oberjossa, som denne lille by hedder.

Ved et andet bord sad en enlig mand og læste aviser, og det var åbenbart hans helt store interesse, for der lå 5 forskellige aviser på hans bord. Ind imellem stak han dog også til maden.

Der var helt klart overvægt af mænd tilstede. Det er ikke så tit man ser damerne/konerne med i byen. Jo, for resten husker Kirsten engang at have set en kvinde i et sådant lokalt selskab, men hun var vist kun med fordi hun skulle betale.

Kirsten skulle selvfølgelig have dessert, og vi spurgte servitricen om et kort. Kirsten talte om Apfelstrudel, men det afviste servitricen, og hun anbefalede i stedet for noget, som hed ”Topfenknödel”. Kirsten så lidt ubeslutsom ud, men så sagde servitricen: ”Man muss probieren”, og så blev det altså valget. Det viste sig også at falde i god smag, og bestod af nogle små boller lavet af rismel. Indeni bollerne var der syltetøj og rundt på tallerkenen lå der forskellige frugtstykker.

 

01.04.2016, Landgasthof Jossatal, Breitenbach am Herzberg

”Nej se, der er sne udenfor”, råbte Kirsten, da hun havde fået trukket gardinerne til side.

Klokken var kun 7, og jeg lå stadig og boblede i sengen, men tænkte selvfølgelig straks, ”ja-ja det er den 1. april i dag… bop-bop, den er god med hende”.

Men hun blev ved med at postulere, selvom hun ikke kunne lade være med også at grine lidt, så den hoppede jeg selvfølgelig ikke på.

Jeg svarede ”Ja, og der går vel også en stork ude på græsplænen ?”.

Men, minsandten om hun ikke havde ret. Da jeg kom op og kiggede over på bjergene, som i går var flotte grønne, var alt nu dækket af hvid sne.

Og hvidtjørnen, som i går stod så flot i fuld blomst nedenfor vinduet, var nu ikke mere synlig, idet dens farver gik ud i eet med omgivelserne.

Ved morgenmaden kom den gamle pensionerede krofatter hen til vores bord og mumlede et eller andet uforståeligt, men jeg opfangede alligevel ordet ”Schnee” og forstod så på hans udmelding, at det var en stor overraskelse for alle, at der var faldet sne i nat.

Jeg var lige ude på parkeringspladsen for at se til bilen, inden vi skulle cleare ud fra værelset, og der skulle da skrabes sne af ruderne inden afgang.

Lad os skyndsomst komme videre sydpå mod varmere himmelstrøg og så håbe på, at sneen er væk, når vi til maj returnerer igennem Tyskland.

 

Kl. 19:39, Hotel Posta, Moltrasio, Como søen

820 kilometers kørsel i dag og de 80 af disse kilometer kunne vi godt have sparet, hvis vi havde været mere vågne.

I det store Walldorf-kryds syd for Heidelberg gik det galt med navigationen. Jeg havde slået stemmen fra ”Fru GPS”, for vi kender jo vejen til Basel, og har kørt den utallige gange. Men af en eller anden grund, som jeg aldrig forstod, endte vi på vejen til Stuttgart. Muligvis har det den forklaring, at vores bil har følt hjemvé, nu den var så tæt på sin fødeby. Bilen er nemlig registreret i Stuttgart allerførste gang for ca. 8 år siden.

Og min co-pilot sad som sædvanligt og sov på jobbet, så derfra var der ingen hjælp at hente. Først efter 40 kilometers kørsel ad denne motorvej mod Stuttgart, begyndte jeg at undre mig over landskabet, som jeg ikke kunne kende. Ligeledes havde jeg også lagt mærke til at Karlsruhe, som var det næste større målepunkt undervejs, ikke stod nævnt på vejskiltene mere, men derimod stod der nogle bynavne, som jeg aldrig havde set før.

Som sagt skulle der køres 40 kilometer, førend jeg for alvor anede uråd. Nu var min co-pilot også vågnet op til dåd, og helt frisk spurgte hun ”Hvor er vi ?”. Jeg svarede som jeg plejer ”Her !”, men det var åbenbart ikke nok til at stille hende tilfreds, for pludselig råbte hun højt, idet vi kørte forbi et stort vejskilt ”Er vi på vej til Stuttgart ?”. ”Næh, det håber jeg da ikke”, svarede jeg. Jeg var alligevel nu helt klar over, at vi var på forkert vej, og slog derfor Fru GPS’s stemme til igen. ”Wenn möglich bitte wenden” lød det højt og tydeligt.

Disse spildte 80 kilometer kunne vi godt have anvendt noget smartere, og de var bl.a. medvirkende til, at vi kom med ca. 1½ times forsinkelse til vores hotel i Italien.

Derudover blev vi forsinket af et større færdselsuheld, heldigvis ikke i vores side af vejen men i modsatte kørebane. Det var åbenbart så spektakulært, at det skabte en kiggekø i vores vejbane, og da vi efter langvarig sneglefart kom til uheldsstedet, så det da også ganske alvorligt ud. Ovre i den modsatte vejbane holdt adskillige brandbiler og ambulancer, og masser af redningsfolk var tilstede. En stor lastbil holdt på tværs af vejen og ovre i nødsporet stod et par massakrerede biler.

Efterhånden opløstes kiggekøen i vores side af vejen, men ovre i den modsatte side kunne vi efterhånden tælle 15 kilometer stillestående kø. Resten af eftermiddagen blev uheldet da også nævnt regelmæssigt i radioen, og de 15 kilometers kø var permanent så længe vi hørte radioen, hvilket var lige indtil Basel.

Vi ringede nu til hotellet, La Posta, og meldte at vi først ville ankomme kl. 19. Dette for at sikre os, at de ikke lejede vores værelse ud til anden side, og da vi endelig stod i receptionen 18:57, sagde receptionisten ”I skulle først komme om 3 minutter ?”.

 

02.04.2016, Hotel Posta, Moltrasio, Como søen

“Due Coperto à 3,00 euro = 6,00 euro”.

Sådan lød den første linie på vores regning fra restaurant ”La Veranda” på Hotel Posta i aftes.

Vi er jo i Italien og intet kan forbavse én, når det drejer sig om økonomi på italiensk. Men alligevel er vi aldrig stødt på sådan en postering før. Jeg troede, at det drejede sig om aperitiffen, som vi indtog inden maden.

Vi var blevet lovet en gratis velkomstdrink, da vi entrerede med hotellet, og troede så at ”2 Coperto” var lig med denne drink, som burde være gratis. Men forespurgt stedets ejer senere på aftenen viste det sig at være dækning af 2 kuverter, altså duge, tallerkener, bestik og hvad der ellers hører til almindelig borddækning. Det vil sige 45,- kr. for at sætte sig ved bordet inden vi overhovedet har fået noget som helst serveret. Sådan en underlig postering har vi da aldrig før set på nogen restaurant.

Men bortset fra det var det et godt italiensk måltid. Dog ingen spaghetti og heller ingen ravioli, men jeg fik fisk og Kirsten fik lammekotelletter. Og til dessert fik hun så til gengæld en typisk italiensk ret, nemlig Tiramisu. Jeg snuppede en Grappa til kaffen.

Bagefter gik vi en lille tur rundt i byen, men der var fuldstændig dødt overalt, og vi mødte ikke en sjæl.

Nede ved søen, som ligger 50 meter fra hotellet, nød vi synet af det flotte genskær i vandet fra de mange lys ovre på den anden side af søen.

Vi er stået op kl. 7:30 i dag, og har været nede at få morgenmad. En udmærket buffet og en god stærk kaffe, som der var rigelig af. Det er et familiedrevet hotel, og allerede på vej ned til restauranten blev vi hilst ”Buon giorno” af adskillige piger, som var i færd med at gøre rent. Lutter smilende og flinke ansatte, så man ikke selv kan undgå at komme i godt humør, når man bliver hilst på den måde.

I dag har vi en køretur på ca. 370 kilometer foran os, så det er en ren ”slapper”, og vi har ikke så travlt med at komme af sted, men forventer at være i Villefranche sidst på eftermiddagen.

Kl. 23:00, ”Les Nereïdes”, Villefranche sur Mèr

Vi ankom kl. 16:00 og her allersidst på aftenen er vi nok ved at være lidt matte i sokkerne efter de seneste 3 dages køreture.

Vi kørte først fra Moltrasio ved 11-tiden i formiddags, Som sædvanligt vest om Milano og derefter sydpå mod Genova for derefter at køre direkte vestpå langs havet.

Denne tur langs kysten er virkelig flot og interessant, og denne gang havde vi sat os for at tælle de mange tunneller, der forekommer ad denne rute. Vi har forsøgt at tælle dem før, men er altid blevet forstyrret i optællingen af de flotte udsigter, som dukker op, hver gang man kommer ud af en tunnel.

Man sidder og måber og snakker, og til sidst kan man ikke huske, hvor langt man er kommet i optællingen. Strækninger tager ca. et par timer at tilbagelægge.

Bjergene løber oppe fra nord og helt ned til den Liguriske kyst, som den hedder, og derved dannes der utallige slugter ned mod havet. En tunnel gennemskærer bjerget og ud på den anden side kører man så på en viadukt over slugten inden den næste tunnel dukker op

Denne gang lykkedes det. 133 tunneller i alt blev det til, og så kan det alligevel godt være at der skal tælles plus minus et par stykker.

Kirsten sidder nu ude på terrassen i19 graders varme og nyder den flotte aftenudsigt med de mange gadelys langs bugten, og jeg sidder inde i stuen. Der er faktisk en anelse varmere på terrassen end herinde i stuen. Ovre på bjergsiden kan man fra et ganske bestemt område høre en flok frøer kvække højlydt, og det giver en baggrundslyd, som man skulle tro kun hørte sommeren til.

Der har åbenbart været meget varmt i Villefranche i dag, men de næste dage ser det ud til at blive noget køligere.

Jeg har læst i avisen, at der har huseret en kraftig vind ovre fra Afrika-kanten, og den skulle føre noget ørken-støv med sig. Scirocco hedder vinden, og den er netop berømt for at kunne bringe såvel varme som støvkorn med fra Sahara-ørkenen.

 

03.04.2016, Villefranche sur Mèr

Sidder nu ved spisebordet inde i stuen og skriver lidt, men det er svært at komme i gang. Trætheden er tydeligt mærkbar efter de sidste 3 dages strabadser til trods for en god nattesøvn i nat. Jeg stod op kl. 8 og K fulgte efter kl. 8:15.

Jeg tror det bliver en dag på divaneseren eller ude på terrassen i stolen slået ud i laveste position.

Det er overskyet men alligevel er der lyst ude over bugten. Der var 15 grader på termometeret på terrassen, da jeg kiggede ud kl. 8.

Nærmere betegnet så bor vi på Avenue Georges Clemenceau 395 i byen Villefranche sur Mèr, som ligger ca. 5 km. øst for Nice. Ejendommen er på 7 etager med i alt 33 lejligheder. Vi bor på 4. etage og har udsigt fra stuen og altanen mod øst.

Og her har vi så tænkt os at have base de næste 3 uger.

Et link til lejligheden med adskillige detail-data følger her: http://www.granild.dk/index.htm, således at yderligere beskrivelse fra min side er unødvendig.

Kl. 18:30

Det blev alligevel til en lille gåtur på 10 kilometer i eftermiddags. Vi kunne selvfølgelig ikke lade være, og trængte til at komme ud i de flotte omgivelser her omkring. Så vi gik over mod byen St. Jean Cap Ferrat for at spadsere en søndagstur sammen med den lokale befolkning inde fra Beaulieu. Der går en sti langs havet inde fra Beaulieu ud til St. Jean, og den er ivrigt benyttet på en søndag i godt vejr. Jeg måtte først have jakken af og senere også den tynde trøje, så jeg til sidst gik i skjorteærmer. Men der var også 19 grader, da vi gik hjemmefra på 4. etage.

Ovre i St. Jean var et virkeligt hyggeligt folkeliv igang. Bl.a. var der på en torveplads lavet nogle sjove opsætninger af forskellige gamle spil, som børn kunne muntre sig med. På en anden plads sad en stor flok børn rundt om et stort bord og tegnede på hvidt papir med alle mulige farvekridt. Tydeligvis var en tegnekonkurrence i gang. Nede ved stranden var adskillige grupper af både unge og gamle samlet til pique-nique(på dansk: picnic, eller mon ikke nærmere det er engelsk), som altid ser så hyggeligt ud. De forstår virkelig at hygge sig udendørs her, men de har jo også det milde vejr med sig.

 

04.04.2016, Villefranche sur Mèr

At vi var trætte i benene, efter gårsdagens spadsertur til St. Jean, kunne vi tydeligt mærke, da vi i dag begav os på en mindre udflugt ind til Nice. Formålet var at købe et par 10-turs buskort, således at vi kan nøjes med at betale 1 euro pr. bustur i stedet for 1,50, som en enkeltbillet koster. På denne billet kan man køre i et tidsrum af i alt 74 minutter, så man må nok sige, at det er billigt med transport hernede. Vi kan, 2 personer, nå ind til Nice og gøre indkøb og tage hjem igen på de samme 2 billetter for i alt 2 euro, altså 15 kr. i alt. Vi kan også tage til Menton, som ligger ca. 25 kilometer herfra for 1 euro pr. stk.

Som jeg før har sagt, så kunne Aarhus Sporveje eller Aarhus kommune lære noget om offentlig transport hernede.

Vi stod af på Place Garibaldi, som ligger et stenkast fra Ligne d’Azur’s billetkontor på Boulevard Jean Jaures. Normalt står man her i kø for at komme til kassen, men i dag var der heldigvis ikke så mange kunder, så vi kunne fluks gå til kassen for at bede om de 2 stk 10-turs kort, som vi havde tænkt os til at starte med. De kostede 20 euro i alt, så jeg stak kasserersken en 50-euro-seddel.

Men så startede ventetiden, for nu begyndte hun at nærlæse denne 50’er. Altså hun vendte og drejede den, holdt den op i luften og læste den samtidig med at hun næsten snuste til den. Så skrabte hun lidt på den sølvfarvede plet, som er på sådan en seddel, og så løftede hun den op i luften igen , så hun kunne studere vandmærket noget nøjere. Derefter kaldte kun først på én kollega og derefter på en anden. De skulle begge to også kigge på den stakkels 50’er. Jeg begyndte nu at få en kraftig mistanke om, at den var falsk, og at jeg om et øjeblik, ganske uskyldig, ville blive grebet af lovens lange arm og blive beskyldt for falskmøntneri.

Normalt så plejer de i supermarkeder og andre større butikker at scanne sedlerne elektronisk for på denne måde at afgøre ægtheden. Men her foregik det minsandten manuelt. En af kollegerne, en mand, rystede på hovedet, da han stod og viftede med min 50’er, hvorefter han skyndsomst gik ind på sit eget kontor. En anden, en dame, skyndte sig at returnere den tilbage til kasserersken som om den var brandvarm. Derefter sagde hun en masse uforståeligt, og jeg var nu ved at være sikker på, at sedlen ikke var helt normal.

Forestillingen sluttede dog brat med at kasserersken pludselig lagde sedlen ned i kassen, og derefter fandt hun, uden en lyd, 2 stk 10-turs kort til mig, og endvidere lagde hun 30 euro på disken. Jeg skyndte mig at tage de 30 euro, men for at virke deltagende i det spøjse optrin, som de ansatte havde udvist, spurgte jeg så ”Er der mange falske penge i omløb her?”. ”Ja” lød det hurtige korte svar.

Det vil sige at vi skal passe på hver gang vi får sedler retur, men hvordan pokker skal man gardere sig, hvis det skal tage så lang tid at afgøre ægtheden af blot en enkelt seddel.

Efter at være sluppet for videre tiltale omkring den famøse 50’er, gik vi derefter igennem den gamle bydel, Vieille Nice, og ned til Cours Saleya, hvor der om mandagen altid er loppemarked.

Og jeg skal love for at der var ”lopper” i massevis. Der er stadepladser overalt, og det er nok det største loppemarked, vi er stødt på i Frankrig endnu. Og loppemarkeder har vi virkelig set mange af i tidens løb. ”Brocante”, som det hedder på fransk, forekommer i alle byer, både store og små, og det kan være ret så spændende at se de mange gamle ting sådan et sted. Vi købte dog ikke noget men nøjedes med at studere det spændende folkeliv. Hvis vi gerne vil på mere loppemarked, har vi jo stadig 2 mandage tilbage at gøre godt med på vores ophold her.

For resten var det mest overraskende, vi stødte på, danske juleplatter fra 70’erne og 80’erne. De stod til en pris af 18 euro pr. stk. Ja, så er det da godt nok noget forkert, at vi derhjemme er begyndt at anvende dem til underskåle for potteplanter.

Vejret har været noget ustabilt i dag med et markant skydække og svindende varmegrader, men det lover bedre de næste par dage. Vi har kun 15 grader ude på terrassen her til aften, så det er for køligt at opholde sig derude.

 

05.04.2016, Villefranche sur Mèr

Det er klaret noget op, og i formiddag har vi siddet og nydt udsigten ude på terrassen. Solen har ind imellem været helt fremme, og på termometeret står der 19 grader. Men det blæser en del, så man må holde på hat og briller, nej, jeg mener papir og blyant.

 

Jeg kan kigge ned på vores bil, som står parkeret på Av. Georges Clemenceau, og det ser ud som den har ændret farve i nattens løb. Oprindelig var den helt sort, men nu er den nærmest grå. Man kan blive helt i tvivl, om det er vores bil, men den har stået på den samme plads siden vi ankom i lørdags.

Forklaringen på farveskiftet er, at den i går, altså søndag, blev belagt med ganske fine støvpartikler, som Scirocco-vinden har båret over fra de store ørkenområder i Afrika, nærmere betegnet Algier, som ligger stik syd herfor.

Da det derudover har småregnet i nattens løb, er de små støvpartikler splattet helt ud, og den rød-brune og ind imellem grå farve er nu ganske tydelig selv her oppe fra 4. etage. Den falder næsten ud i eet med farven på asfaltvejen

Men det er ikke kun vores bil, det er gået ud over. Alle biler ser ens ud, farvemæssigt, og de kunne alle trænge til en tur i vaskehallen.

 

At Avenue Georges Clemenceau har betegnelsen Avenue, er vist noget af en overdrivelse. Når vi danskere tænker på en Avenue, er det vel Avenue Champs Elysée, vi har i hukommelsen.

Men ”vores” Avenue minder nu ikke meget om Avenuen oppe i Paris.

For det første er den ikke bredere end Manbjergvej derhjemme i Løgten.

For det andet er hele den ene side af vejen besat af parkerede biler. Da vi kom i lørdags fandt vi én eneste ledig plads 200 meter fra opgangen til ejendommen. Dagen efter observerede vi en ledig plads kun 50 meter væk, så jeg skyndte mig ned for at flytte bilen. Og nu tør vi næsten ikke anvende bilen til udflugter, ikke engang til en indkøbstur, for måske kan vi ikke finde parkering, når vi kommer tilbage.

For det tredje er fortovet på Avenuen kun en halv meter bredt, og det ligger på den side af vejen, hvor den lodrette bjergvæg rejser sig i al sin vælde. Ja, lodret det er ikke engang ordet, for sommetider så læner noget af bjergvæggen sig ud over fortovet, og det synes ikke at være et helt sikkert sted at befinde sig som fodgænger. Derfor går vi normalt i den side, hvor bilerne holder parkeret. Men når så en forbikørende bil skal passere os, hvilket sker regelmæssigt, må vi presse os ind imellem de parkerede biler for at undgå uheld. Og enhver der ved hvor tæt de franske biler holder parkeret op ad hinden, vil så også vide, at det er svært at klemme sig ind imellem bilerne.

For det fjerde så ender vores Avenue blindt nede ved byens togstation, altså er der tale om en blind Avenue.

Men fint skal det være, og vi har for tiden adresse på en Avenue.

 

06.04.2016, Villefranche sur Mèr

23 grader i skyggen kl. 10:00, viste termometeret, som hænger på den ene terrassevæg.

Ved middagstid gik vi en lille tur over til parkområdet ved ”Jardin Francois Binon”, som ligger ved turistkontoret. Her afholdes hver onsdag det lokale marked. Det er et ganske lille frugt- og grøntsags-marked, ganske nemt at overskue.

På hjemvejen gik vi omkring den lokale bager og slagter nede på torvet med det lange navn ”Place Charles II d’Anjou”, som ligger en halv kilometer fra vores lejlighed.

Tilbage i lejligheden planlægger vi at tage et par sandwiches med ned på stranden. Vi kan oppe fra altanen se en del mennesker ligge og nyde det gode vejr dernede.

Det er næsten fra den ene yderlighed til den anden med vejret. Det er tydeligvis en ustabil periode, vi er dumpet ned i.

Vi følger vejrudsigten på ”La Chaine Météo”, og her kan prognosen ændres indtil flere gange om dagen.

I går startede dagen med 19 grader, men hen på eftermiddagen faldt temperaturen til 15 grader, og dertil kom så en stærk blæst.

I dag er det en god sommerdag som vi kender derhjemmefra. Varmen er lige tilpas, og der er vindstille. I morgen meldes om endnu bedre vejr, og derefter ser det igen lidt broget ud.

Kl. 19:45

Vi er lige kommet hjem fra en bustur til Beaulieu, som ligger et par kilometer herfra mod øst. Busstoppestedet er næsten lige uden for hoveddøren på bagsiden af ejendommen, og når man tager elevatoren op til 7. etage, som er tagetagen, og derefter forcerer et par yderligere trappetrin op, befinder man sig i niveau med ”Basse Corniche”.

Vi stod af nede ved havnen i Beaulieu og gik derefter op i byen, hvor der ligger et ”Super U” lige op ad banegården.

Vi havde derfor hænderne fulde af store indkøbsposer, da vi kom ud fra supermarkedet, og først nu skulle vi orientere os om, hvor busstoppestedet til hjemturen lå. Vi vidste, at det var i nærheden, men kunne ikke lige se, hvor det var.

Pludselig så vi Linie 100 holde nede for enden af vejen op til banegården, hvor vi stod. Den skulle åbenbart ikke op mod banegården, men havde retning ligeud. Der var nok 50 meter ned til den, og den var begyndt at køre igen, men stoppede så pludselig op midt på vejen dernede. Jeg kunne tydeligt se dørene blive åbnet og råbte til Kirsten, at vi kunne forsøge at nå derned, selvom det så umuligt ud. Så pludselig kunne jeg se chaufføren vinke til os, og han virkede som om, han havde god tid til at vente på os. Vi stæsede af sted, hver med 2 indkøbsposer. Jeg tænkte, at det går da aldrig, men vi nåede alligevel ned til bussen og steg prustende ombord. Chaufføren grinte, og jeg kunne kun stakåndet fremsige en tak, så forpustet som jeg var.

Tjah…. de franske buschauffører har virkelig konduite, når det drejer sig om kundeservice, og at han havde stoppet den øvrige trafik bag sig, medens han ventede på os, var der ingen, der tog notits af.

5 minutter efter steg vi af ved stoppestedet ”Leopold II”, og kunne gå lige ned i lejligheden, som ligger 3 etager nedenunder vejniveauet, når man, som tidligere sagt, befinder sig på ”Basse Corniche”.

 

07.04.2016, Villefranche sur Mèr

Stået op kl. 08:00 og igen 23 grader i skyggen på terrassen.

Jeg har brugt formiddagen på en foto-safari rundt i Villefranche for at finde nogle typiske motiver fra byen, medens Kirsten har oset rundt for at kigge på tøj og andet underligt.

 

Mange forskellige fuglestemmer i området bidrager til lydkulissen her på terrassen. Derved mindskes støjen ovre fra ”Basse Corniche”, hvor bilerne suser af sted i en lind strøm dagen lang.

”Basse Corniche” løber nederst langs bjergsiden, og længere oppe kan vi også se ”Moyenne Corniche”, som er fræset ind langs midten af bjergsiden. Og allerøverst oppe ligger ”Grande Corniche”, men den kan vi dog ikke se herfra.

Disse 3 Cornich’er forbinder Nice med Menton, og er hver især meget berømt for den maleriske udsigt, som kan opleves, hvis man befærder disse veje.

 

Jeg sidder ude på terrassen og iagttager et par arbejdere, som er i færd med at ”smukkesere” en høj palme ovre på bjergsiden. Derovre ligger den ene mondæne ejendom efter den anden, og åbenbart er det nu årstiden for at beskære palmerne. Denne er vel 10 – 15 meter høj, og helt oppe ved toppen, hvor de store blade breder sig hængende ud til alle sider, hænger en mand spændt fast i en sikkerhedsline, som går hele vejen rundt om stammen på palmen. Han må have nogle specielle sko på, for det ser ud som de står godt fast på stammen af træet, og at han let kan bevæge sig. Han bærer store handsker, og på hovedet har han en hjelm. Om livet har han et stort bælte, hvorfra der bl.a. hænger en lille motorsav i en kraftig snor. Motorsaven tænder han regelmæssigt, og så beskærer han fortrinsvis de gamle visne palmeblade men af og til også nogle af de grønne. Sommetider anvender han en lille håndsav eller en mindre økse, som også hænger i bæltet om livet.

Det er tydeligt at se bladene falde til jorden, og nogle er endda så tunge, at man kan høre lyden, når de rammer jorden. Det ville ikke være rart at blive ramt af en sådan gren, så udover at det pynter på palmen, har det nok primært en sikkerhedsfunktion at fjerne disse palmeblade.

På jorden nedenfor står hans makker og samler de nedfaldne blade op og smider dem op i en container ved vejen.

Godt at æbletræerne derhjemme i haven ikke er så høje, og at man kan nøjes med at stå på græsplænen, når de skal beskæres.

Nu står palmen flot og nyklippet derovre, og manden med motorsaven er klatret ned i god behold.

Jeg tror egentlig, at der må være lidt prestige i at eje et palmetræ. Man ser dem ikke på alle ejendomme. Lige nedenfor vores ejendom ligger et mere almindeligt hus, og her er der kun fyrretræer på grunden. Et af dem er så højt at toppen, ca. 10 meter ud for vores altan, når et par meter højere op end altanen. Men det skygger heldigvis ikke meget for udsigten over mod bjergsiden.

Efter sigende skulle Tina Turner eje en af ejendommene ovre på bjergsiden, men vi har hverken set eller hørt hende endnu.

De fleste af de store ejendomme og villaer står stadig med lukkede skodder for vinduerne, og sæsonen er åbenbart ikke startet endnu.

Længere oppe på bjergsiden er adskillige ejendomme klinet ind i klipperne. Hvordan man kommer helt derop med bil er en gåde.

Men måske vi løser gåden, for vi har en plan om at forcere bjergsiden til fods, og satser på, at der må være nogle stier imellem de mange bebyggelser.

 

Shorts’ene er fundet frem, og ligeledes de kortærmede skjorter. Derudover er det godt, at jeg valgte at tage sandaler med hjemmefra, selvom jeg var lige ved at fortryde det, da jeg ikke kunne finde plads til dem i bilen. Men jeg stoppede den ene ind under førersædet og den anden ned langs sædet, hvor der så var risiko for, at den kunne falde ud, når døren blev åbnet. Men heldigvis er begge sandaler kommet velbeholdne igennem Europa, og jeg nyder nu at kunne gå i dem. De sorte tunge Jaco-fodformede, som jeg brugte undervejs på køreturen herned, står nu gemt bort langt inde i et skab i soveværelset.

 

Sidst på eftermiddagen gik vi med hele vores strand-udstyr over på den anden side af bugten, hvor solen går senest ned, og her lå vi så på vores strandmåtter helt indtil kl. 18:30.

På et tidspunkt var Kirsten nede for at stikke fødderne i vandet, men hun trak dem skyndsomst tilbage igen. Hun mente, at det var 15 grader varmt. Alligevel er der mange badende i vandet, og nogle svømmer endda rigeligt langt ud i bugten.

Tilbage ad strandpromenaden brugte vi meget tid på at studere et ”cirkus”, der er kommet til byen, og som forbliver her i 2 dage. Det drejer sig om en eller anden film, som bliver optaget nede på en restaurant i byen, men også udenfor langs kajen. Jeg ved ikke hvor mange store lastbiler og mindre biler med udstyr, der er linet op for at få dette menageri til at køre. Kameraer på skinner, ledninger, kabler, spotlights og ikke at forglemme et væld af udklædte skuespillere. Derudover er der en hel cater-virksomhed med, som betjener såvel skuespillere som det tekniske personale.

Villefranche er jo kendt for at være kulisse for mange forskellige spillefilm i tidens løb. En af de mest berømte er nok James Bond’s ”Never say Never again”.

 

08.04.2016, Villefranche sur Mèr

Fredagsmarkedet i Ventimiglia var ikke den helt store oplevelse. Vi har været der før, og syntes dengang, at vi havde for lidt tid til rådighed. Denne gang mødte vi så op i god tid og fik lov at gå gade op og gade ned imellem de mange boder. Fortrinsvis var det tøj, sko, tasker, bælter, hatte og huer og 1000 andre småting. Men der var bare alt for mange boder med det samme udvalg, så det til sidst var noget trættende at se på.

Udover boderne var der også de sædvanlige gadesælgere, fortrinsvis afrikanere, som falbød alt fra Gucci-tasker til Rolex-ure, men tydeligvis var der tale om simili. Utroligt at de kan være så mange om markedet. Det var lige før de faldt over hinanden i deres iver efter at kapre kunder.

Vi var til sidst henne i den overdækkede hal med fødevarer, og her var det nok mere interessant for os. Der var et stort udvalg af alle mulige fødevarer, og vi nåede bl.a. at købe noget spændende ravioli og Pecorino-ost, inden vi skulle med toget retur til Villefranche.

Togturen tager ca. 40 minutter hver vej. Med afgang fra Villefranche er der stop i Beaulieu, Eze-sur-Mèr, Cap d’Ail, Monaco, Roquebrune-Cap-Martin, Carnoles, Menton, Menton-Garavan, og så til sidst Ventimiglia. Det er et el-tog, og det går susende hurtigt. Den vogn, vi sad i, var på 2 etager, og der var en flot udsigt ud over Middelhavet, når vi da ikke passerede igennem en tunnel, som der er en del af på den strækning.

 

09.04.2016, Villefranche sur Mèr

11 grader på terrassen til morgen, så er det som at være tilbage i det danske klima igen.

Senere på dagen meldes der om 15 grader men også regn.

Vi har dog haft en uge med fortrinsvis varmt vejr, og kan absolut ikke klage over vejret.

 

I eftermiddags har vi været på museum i Nice. Vi tog bussen til Cimiez, hvor de har et museum med kunstneren Henri Matisse. Det var dog ikke den helt store succes, da de ikke ejer ret mange af hans store værker, men da vi tidligere har besøgt såvel Picasso-museet i Antibes og Chagall-museet i Nice, syntes vi ligesågodt, at vi også kunne tage Matisse-museet med.

Og dog så var der alligevel et par interessante ting, som kan studeres nærmere, når vi engang kommer hjem, og får tid til at gå på biblioteket derhjemme.

Og a propos bibliotek, så var vi lige inde omkring det store bibliotek i Nice, som ligger i en nybygning midt i byen. Spændende at se for et tilløbsstykke med så mange besøgende og især mange unge mennesker iblandt de besøgende.

Dagen bragte yderligere kendskab til busnettet, nye ruter og utallige stoppesteder.

 

10.04.2016, Villefranche sur Mèr

Igen et kolossalt udsving i vejret. I går som sagt 11 grader på terrassen om morgenen, men i dag kl. 08:30 var der 24 grader ?

Og altså igen er det en ren sommerdag.

I går cowboybukser, langærmet skjorte, strikketrøje og jakke på til byturen. I dag tyder det på shorts og kortærmet skjorte.Virkelig et besynderligt vejr.

Folk er allerede på vej hen langs strandpromenaden og flere har slået sig ned på tæpper og strandmåtter. Helt ude i midten af bugten har en svømmer nu vendt snuden om og er på vej ind mod land igen.

Til middag tog vi på brocante-marked nede i byen, men det var ikke så spændende, som det vi så i Nice i mandags.

 

11.04.2016, Villefranche sur Mèr

Igen stået op til en dag med fuld sol og dermed dejlig varme ude på terrassen.

I formiddags dukkede pludselig et stort lavtgående fly op ovre bag bjergene mod Beaulieu. Jeg kunne straks se, at det drejede sig om et af ”Canadair”-flyene, som anvendes til bekæmpelse af skovbrande. Det slog en stor bue ind over bugten ved Villefranche og forsvandt så ovre bag bjerget igen, men havde da retning ned mod havet. Vi kunne desværre ikke se, om det samlede vand op fra havet, men har oplevet det tidligere et andet sted på kysten. Det ser fantastisk ud, når det store fly kommer i berøring med vandoverfladen og i løbet af 10-15 sekunder samler en stor mængde vand op i bugen af flyet, for derefter med fuld gas at accelere op i luften igen.

Der var formodentlig kun tale om en øvelse, idet vi ikke har hverken læst eller hørt noget om skovbrande.

Vi planlægger en tur rundt om Cap Ferrat incl. den lille halvø omme ved Saint Jean i eet hug.

 

Kl. 18:55

Det blev ”kun” til Cap Ferrat rundt, og altså dermed en gåtur på små 10 kilometer. Den startede hjemmefra lejligheden og endte ved busstoppestedet i St. Jean Cap Ferrat. Herfra tog vi linie 81 tilbage til Villefranche.

Vejrmæssigt var første del af ruten en noget kølig omgang. Selvom solen skinnede, var vindens kølighed alligevel mærkbar. Trods det lå der mange strandgæster på Plage Marinières i dag.

Men så snart vi var nået helt over på vestsiden af Cap Ferrat, gik vi i fuld læ for vinden, så nu var det til gengæld lidt for varmt i solen.

Gåturen ad stien ud til fyret er en noget anstrengende affære. Vi har prøvet den et par gange før, men aldrig med så mange andre mennesker, som der var på stien idag. Vi skulle regelmæssigt passere andre gående, og da stien nogle steder kun er knap en meter bred, måtte vi mange gange kline os ind langs klippesiden, for at andre kunne passere.

Mange steder langs stien er der opsat gelænder langs siden mod kysten, men normalt kun hvor der er virkelig stejlt ned mod klipperne ved havet. Andre steder synes man, at der også burde have været beskyttelse, og man skal i hvert fald ikke lide af højdeskræk, hvis man vil gå denne rute.

Turen ud til fyret er 2,5 kilometer lang, og vi brugte ca. 1½ time på den.

 

Ude ved fyret valgte vi at fortsætte den fulde rute retur langs østsiden af Cap Ferrat, hvor stien er både bredere og lettere at befærde uden de store højder, og vinden havde heldigvis lagt sig, så det var behageligt at gå der. Men da vi nåede ind til St. Jean by, valgte vi at stoppe turen, selvom vi stadig manglede den lille halvø ud for St. Jean. Det havde været lidt for anstrengende for benene at gå ad den besværlige sti på vestsiden.

 

Der var efterhånden stimlet mange mennesker sammen ved stoppestedet ”Le Port” i St. Jean Cap Ferrat, og vi måtte vente ekstra lang tid på den forsinkede bus. Det var en varm fornøjelse at sidde i den bagende sol på bænken ved stoppestedet.

Der var så mange mennesker, at vi ikke fandt siddepladser efter indstigning. En yngre mand tilbød Kirsten sin plads ?, men hun sagde nok så overrasket nej tak.

Desværre gik denne rute nr. 81 ind omkring Beaulieu by, og ved hvert stoppested stod der flere passagerer på, end der stod af, så efterhånden stod vi noget sammenklemte. For at sige det mildt, så stod vi efterhånden som sild i en tønde, og jeg prøvede at tage fast i Kirstens rygsæk for at sikre hende mod en evt. pludselig opbremsning. Der står højt og larmende på et skilt i bussen, at man skal være opmærsom på, at chaufføren kan foretage pludselige opbremsninger, hvilket man bedes gardere sig imod ved at hægte sig godt fast i de dertil indrettede greb, som er placeret i både siden under vinduerne og ligeledes oppe i loftet.

Vi stod midt i bussen og hægtede os godt fast i disse håndgreb, for som sædvanligt var der tale om en hurtigt accellererende bus.

Og dog, da vi nåede hen til udkanten af Beaulieu by, var der nu så mange passagerer ombord, at bussen havde svært ved at komme hurtigt op i omdrejninger.

Oppe omkring den inderste del af ”Basse Corniche”, på vej mod Villefranche, hvor der nok er 100 meter stejlt ned til bugten, følte jeg inderst inde en skræk ved det ekstra store ansvar som den gode chauffør sad med, nu hvor bussen var mere end propfyldt.

Men det gik lystigt rundt om hvert sving på Cornich’en, og ingen af de øvrige passagerer så ud til at bekymre sig om hverken farten i svingene eller trængselen i bussen.

Ovre i Villefranche by, havde vi besluttet at stå af midt i byen og ikke oppe ved ”Leopold II”, som vi plejer.

Da vi, efter adskillige ”Pardon !”, havde fået os maset hen til udgangsdøren, kunne denne selvfølgelig ikke gå op, da nogle stod og spærrede for en del af det automatiske dørsystem. Men chaufføren havde observeret problemet. Han rejste sig op og vendte sig om, idet han råbte højt ned igennem bussen ”Vær venlig at gå væk fra døren !”. Dette sagde han selvfølgelig ikke på dansk. Tak skæbne, hvordan flytter man rundt på folk her, tænkte jeg, men pludselig gik døren op, og vi kantede os ud på fortovet som de eneste.

Det var en lettelse at komme ud af denne bus, og vi kunne ånde lettet op efter en meget anstrengende bustur.

Udenfor ved stoppestedet gik det helt galt med yderligere indstigning af flere passagerer. Der stod nok 25 passagerer, som gerne ville have været med bussen, men da der kun var steget 2 ud, var der kun plads til at klemme 2 mere ind. De mange ventende måtte slukørede stå tilbage og kigge efter den overfyldte bus, som nu fortsatte sin rute mod Nice. Flere af dem havde diskuteret højlydt med den stakkels chauffør.

Et meget underligt bussystem her på kysten, at mangle buskapacitet ved fyraftenstid, hvor så mange mennesker befærder ruterne.

Set i bakspejlet, altså ikke bussens, for her kunne man ikke se noget for passagerer, burde vi have gået hjem ovre fra St. Jean Cap Ferrat, men da vi havde trætte ben efter gåturen på stien, mente vi at det var bedre med bussen hjem. Nu resulterede det i endnu trættere ben, for det er vanskeligt at stå fast i en sådan bus, uden hele tiden at stemme imod med fødderne.

Igen er vi blevet klogere på bus-systemerne, men denne gang er synet på busserne ikke til den positive side, og det er måske ikke uden grund, at det kun koster 1 euro at køre i bus.

 

12.04.2016, Villefranche sur Mèr

Igen stået op til en strålende dag. Vi kan ikke blive ved med at tåle solen ude på terrassen mere, og har derfor slået markisen ned.

I dag blev det blot til en tur på posthuset og derefter en slentretur igennem Villefranche by. Dog med en lille pause på cafeen ”Les Palmiers”.

Byen bliver man aldrig træt af at se på, men man kan godt blive træt af de mange trappetrin i de stejle gader. Det er dog en lige spændende oplevelse, hver gang man befærder de mange små gader i den indre by, eller når man går langs kajen ud mod bugten.

 

13.04.2016, Villefranche sur Mèr

Dejligt varmt på terrassen men ind imellem også noget overskyet.

Tanker om en udflugt med bus til Cap d’Ail, for at gå en tur langs kysten hen til Monaco.

Kl. 19:45

Vi tog bussen(1 euro pr. person) til bymidten i Cap d’Ail og fandt derefter nedstigningen til stranden ”Mala Plage”, hvor kyst-stien starter. Vejen ned til stranden foregik for det meste ad en stor mængde trapper.

Endelig nede på stranden fandt vi hurtigt stien, men vi havde ikke tilbagelagt mere end 100 meter, førend vi mødte en afspærring og et skilt ”Deviation”, hvilket betyder ”Omkørsel”. De var åbenbart i gang med at reparere stien. Eller også var det fordi, de var i gang med at male det tynde gelænder ned mod havet. Det stod nemlig i en flot skinnende blå farve inde bag afspærringen.

Vi blev så ledt op ad andre trapper til en vej højere oppe i terrænet, og efter en spadseretur deroppe, blev vi igen ledt ned til kyststien ad nok en mængde trapper. En noget anstrengende start på turen, og når vi kommer tilbage til Villefranche, tror jeg, vi må på ”af-trapning ?... nej, den var vist for tør ?

Men det var en flot rute langs kysten, og det eneste forstyrrende var de mange kondi-løbere, som kom i fuldt firspring, så vi sommetider næsten ikke nåede at se, hvad det var der fór forbi.

Midtvejs på ruten var der smart nok placeret en restaurant lige præcis på den yderste spids af Cap d’Ail, og vi trængte selvfølgelig også til en pause på det tidspunkt.

Vi fik et tomandsbord nær kanten af klipperne med en formidabel udsigt over hav og bjerge. Restaurant “Le Cabanon” var et godt besøg for en frokost, bortset fra de 3 rygere ved nabobordet og så lige ham, som var i gang med et arbejde med nogle ledninger og spotlights, som åbenbart skulle hænges op lige op ad stedet, hvor vi sad. Det var ikke fordi vi manglede lys i det stærke solskin, men måske de skulle anvendes om aftenen.

Stien endte henne ved havnen i Cap d’Ail, og vi var dermed lige ved grænsen til Monaco. Her ligger byens stadium samt en såkaldt heliport, hvilket er en lufthavn for helikoptere. Der var en livlig trafik af disse små smarte tingester, og regelmæssigt ankom eller lettede en helikopter. Udenfor holdt en masse taxaer parkeret, og der var virkelig gang i trafikken. Mange benytter sig åbenbart af denne form for transport, og det er forståeligt nok, når man kender til den tætte trafik, der er overalt ved kysten,

men man slipper nok ikke med 1 euro for billetten.

Derfor fandt vi op til busstoppestedet i byen, og der var heldigvis elevatorer i flere niveauer derop, således at vi undgik de mange trapper(nu igen !).

Efter denne gåtur på 9 km. ved Cap d'Ail, vendte vi dermed retur til Villefranche.

Hjemme igen tog vi over til stranden på den anden side af bugten, altså en ny gåtur, men der er heldigvis kun ca 1 km. derover. Her lå vi og læste bøger fra kl. 17:30 indtil klokken 18:30.

Jeg læser en bog fra lejlighedens bibliotek, nemlig Elisabeth og Sven Aagaard ”Han, hun og Frankrig”, ja selvfølgelig noget om Frankrig, men den er faktisk både sjov og interessant. Og den omhandler rejser i Frankrig tilbage i 1950’erne og 1960’erne, altså fra tiden før verden gik af lave, og førend de mange turister invaderede landet.

Kirsten læser for tiden en eller anden moderne forfatter, som ingen andre gider læse…. Jeg gav hende ellers for nylig en bog i fødselsdagsgave ”Provence og Sydfrankrig”, men den har hun ikke engang kigget i endnu.

 

14.04.2016, Villefranche sur Mèr

I dag er det Solvej’s fødselsdag, hurra – hurra –hurra ! Tillykke med de 17 år.

20 grader på terrassen i formiddag og ind imellem overskyet, men i eftermiddag loves der fuld sol og stadig 20 graders varme.

Vi er begyndt at lave lidt research for vores ophold om 1½ uge, hvor vi skal rejse fra Villefranche igen, men har ikke fundet noget endnu.

 

Var nede for at vaske bilen til aften. Det foregik på den måde, at jeg bar 6 plastikflasker à 1,5 liter ned i en bærepose, og så hældte jeg indholdet, flaske for flaske, ud over bilen, samtidig med at jeg brugte en klud til at vaske med. Således gik jeg 2 gange og brugte dermed i alt 18 liter vand. Det må siges at være billigt i vandforbrug. Og den blev faktisk godt ren, således at den gråbrune farve nu er afløst af den gode gamle sorte farve. Nu håber jeg ikke, at Scirocco-vinden dukker op igen, men så kender jeg selvfølgelig vaske-proceduren.

Jeg glemte for resten at prøve-starte bilen. Den har nu stået urørt på vejen i 13 hele dage, og gad vide, om den så kan starte igen. Så lang tid har den aldrig før stået stille. Det er selvfølgelig besparende i brændstof, men så bruger vi pengene på busbilletter i stedet for.

Vi var omkring Nice i eftermiddags, og gik lige ind omkring kontoret for at købe yderligere et 10-turs kort, hvorefter vi gik over i ”Promenade du Paillon” for at spise et par indkøbte sandwich og for at se på folkelivet.

Det var selvfølgelig ikke kun for at købe busbilletter, vi tog ind til Nice. Nej, formålet var først og fremmest at Kirsten skulle kigge på tøj og sko inde på den store hovedgade ”Av. Jean Médecin”.

Imedens hun osede op og ned ad den meget brede Avenue med de mange forretninger, gik jeg stille og roligt rundt inde i ”Fnac”, som ligger i samme gade. Det er en butik med alskens elektronik og især cd’er, dvd’er, plader og alt andet af den slags spændende ting.

Jeg købte nu hverken det ene eller det andet, selvom jeg på et tidspunkt havde fundet et par franske cd’er oppe på 3. etage. Men de er noget dyre i den forretning, og man kan tit finde cd’er noget billigere på almindelige markeder.

Da vi mødtes igen ude på gaden, kom vi begge tomhændede uden indkøbsposer, og det blev altså ikke til nogen indkøb idag.

 

15.04.2016, Villefranche sur Mèr

Det er for varmt i solen på terrassen i formiddag, så vi har igen sænket markisen.

I dag påtænker vi at gøre gåturen omkring Cap Ferrat færdig. Vi mangler den lille halvø ovre bag St. Jean by.

I aften har vi planlagt at overvære en orgelkoncert kl. 20:00 i byens kirke

Kl. 13:00 har vi lavet en aftale med Jarl Bern i Miramar om at leje hans ene hus(han har 2) i uge 17 fra den 23 – 30 april.

Miramar ligger meget fredeligt et stykke vej efter byen Theoule sur Mèr ca. 60 kilometer herfra.

I Miramar-huset er der intet internet, så det bliver nye tider…. eller rettere sagt gamle tider, som dengang langt tilbage i forrige århundrede, hvor internettet ikke fandtes nogen steder. Men vi kan komme på nettet fra Jarl’s eget hus, som ligger 10 numre længere oppe ad vejen, selvom vi vistnok skal stå udenfor hans hæk for at koble på nettet.

Kl. 22:25

Vi kom først tilbage fra den lange gåtur over til St. Jean Cap Ferrat kl. 19 og kunne lige nå at skifte om og vaske os, inden vi skulle til koncerten

Er lige kommet hjem fra orgelkoncerten i Eglise Saint-Michel. Den varede halvanden time, men det var også rigeligt. Ikke lige min kop te. Godt nok var der et enkelt stykke med J. S. Bach, men ikke noget kendt.

I starten var det dejligt at sidde og slappe af i kirken ovenpå den lange gåtur i eftermiddags, men efterhånden så blev det svært at sidde ordentligt på de hårde træsæder, som knirkede og knagede hver gang man forsøgte at vende sig en smule. Og tit så skulle man vende sig om for at se de optrædende musikere(organist og violinist), for de sad/stod oppe ved orgelet bagerst i kirken. Alle vi tilskuere vendte ryggen til dem, og kunne sidde og kigge op på det flotte alter samtidig med at organisten lod lyd strømme ud fra alle registre i orglet, så det somme tider lød som verdens undergang.

 

16.04.2016, Villefranche sur Mèr

Klokken er 00:16 og dermed er den nye dag allerede 16 minutter gammel. Vi har spist sent, nemlig da vi kom hjem fra orgelkoncerten og den efterfølgende spadseretur igennem byen, hvor de mange restauranter så ud til at være propfyldte både udenfor og indenfor.

Kl. 08:30

19 grader i skyggen på terrassen.

Kl. 18:25

Jeg havde godt nok modsat mig en udflugt til Beatrice Ephrussi de Rothschild’s ejendom ovre på Cap Ferrat, men Kirsten havde insisteret i flere dage, så til sidst valgte jeg at tage med.

Sandheden er, at det er vores 3. besøg på stedet, og jeg synes efterhånden, at jeg har fået nok af det.

Første gang var i 1999 og sidste gang var i 2012.

Men denne gang var alligevel nok den bedste, idet vi fik haveanlægget at se på en bedre årstid end tidligere.

I 1999 var vi her i oktober, men desværre var det på en regnfuld dag, således at vi kun fik museet at se.

i 2012 besøgte vi så stedet igen, men da det var sidst i december måned, var der ikke så meget spændende at se i haveanlægget.

Men denne gang var det virkelig flot. Mange blomster var sprunget ud og der var gjort meget ud af præsentationen af planterne.

Især Jardin Exotique, var vi begejstrede for. På de lune vest-skråninger i solen, stod alverdens kaktusarter og lignende vækster og udstrålede en helt anden eksotisk verden end den vi normalt ser her ved Middelhavet.

Det gode sommervejr gjorde nok også sit til, at det hele virkede indbydende.

Omme på ejendommens bagside, var et springvand koblet sammen med et musikanlæg med højttalere gemt bag buske, således at der strømmede lyd ud overalt i terrænet. Og Strauss-musik på den måde er en ny oplevelse. De mange forskellige vandsøjler/-stråler forsøgte at holde takten til musikken, og de bevægede sig samtidig med musikkens udtryk, således at de høje toner gav tynde, lange vandstråler, og de lave toner gav mindre og samtidig tykkere stråler. Ind imellem ”dansede” strålerne i valsetakt.

 

Indendørs syntes Kirsten at te-salonen var det mest interessante, så hun satte sig ved det allerbedste bord i en niche, som vendte ud mod bugten med Villefranche by ovre på den anden side. Herfra kunne hun sidde og kigge ”hjem”, alt imedens hun indtog five-o-clock-tea klokken 3 og formodentlig rigeligt med kager dertil.

Jeg var selvfølgelig mere seriøs kulturel og brugte tiden på at vandre rundt fra chambre til chambre, fra salon til salon og fra sal til sal for at studere de mange fine samlinger af ting og udstyr til herreskabet fra starten af 1900-tallet. Kinesiske dragter, rokoko-stole, fransk porcellæn fra 1700-tallet. gobeliner og tæpper, tegninger og malerier af Fragonard, malerier og alskens andre mærkelige genstande, som fru Rothschild havde bragt hjem fra hele verden, og som nu var rammen om museet.

I haven står desuden en del skulpturer af forskellige art, og via et sti-system kommer man rundt i hele arealet.

En kolossal rigdom den dame har besiddet. Men med det familienavn, Rothschild, er det måske ikke så mærkeligt.

17.04.2016, Villefranche sur Mèr

I dag er det min svigerfars fødselsdag, Hurra-hurra-hurra, og han bliver 88 år. Tillykke Thorkild !

Og som han plejer at sige på denne dag: ”I går fyldte dronningen år….. og i dag fylder kongen år !”

 

Vi fejrer dagen henne på "Le Serre", hvor Kirsten har bestilt bord til klokken 19:30.

 

18.04.2016, Villefranche sur Mèr

Idag er det så varmt, at redaktionen holder lukket !

 

19.04.2016, Villefranche sur Mèr

Idag endnu varmere, så vi holder stadig lukket på redaktionen, men vi vender frygteligt tilbage. Vi afventer mildere varmegrader fra de franske meteorologer, således at de kreative evner igen finder tilbage til normalen.

 

20.04.2016, Villefranche sur Mèr

Det har været et par forrygende sommerdage, mandag og tirsdag, og virkelig et underligt vejr. Vi har befundet os som i en dejlig varm sommer med op til 25 graders varme.

De næste dage meldes der nu igen om køligere vejr, helt ned til 20 grader, og sidst på ugen nærmer det sig 18 grader.

I mandags stod vi op til den hidtil varmeste dag her på stedet. I skyggen på terrassen var der 25 grader. Men man bliver doven af den varme, og vores større gøremål for mandagen endte kun på planlægningsstadiet. Vi fik ikke udført andet end at hente madforsyninger nede i byen. Derefter et glas koldt rosé-vin på terrassen, og til slut en tur på stranden Les Marinières ved 17-tiden, hvor der stadig var varmt, men også en del blæst. I forhold til de øvrige dage var vinden dog denne gang varm og kom fra syd.

Tirsdag, altså igår, havde vi egentlig planlagt en tur til Cap Martin henne ved Menton, men vi opgav. I stedet for tog vi en smut ind til Nice. Også her var det alt for varmt til ret meget andet end at sidde på en bænk i Parc Paillon og kigge på børnenes leg i de strålende springvand. Eller at sidde nede på Promenade des Anglais og kigge ud over det turkisgrønne Middelhav.

Jeg blev tvunget til at købe en hat, selvom jeg normalt aldrig går med sådan en, men solen har efterhånden farvet mit hår endnu mere gråt, end det var i forvejen. Jeg forsøger nu om hatten kan forhindre, at jeg ender med at blive hvidhåret.

For at være helgarderet, købte jeg endvidere en kasket, en såkaldt Cap. Sådan en kan være mere praktisk i nogen sammenhænge.

Da Kirsten så mig med hatten, som godt nok så lidt cowboy-agtig ud, kaldte hun mig fluks "Crocodile Dundee....".

Jeg tog så istedetfor kasketten på.

En grøn skuldertaske og et stort fotoapparat over skulderen, og så altså en kasket hvorpå der står ”Nice, côte d’Azur”. Da hun så mig med den turist-mundering, ville hun ikke gå ved siden af mig mere....?

Bare fordi hun har købt sig noget smart fransk tøj, så selv franskmændene nu tiltaler hende på fransk...?

Mig tiltaler de altid på engelsk....

 

Sådan !

22.04.2016, Villefranche sur Mèr

I går gik vi på et tidspunkt til Beaulieu for at handle lidt ind i Super U. Vi tog bussen hjem og ville stå af lige uden for døren ved stoppestedet ”Leopold II”.

Vi havde observeret et ungt par tale dansk i bussen. De stod nu henne ved udgangsdøren og var gået i gang med et længere kysseri.

Jeg ringede på stopknappen, og vi forsøgte at kante os igennem de øvrige stående passagerer. Det lykkedes da også, men det var selvfølgelig svært at afbryde de 2 unges sværmeri midt i udgangsdøren. Så medens de stadig stod og spærrede, helt opslugt af hinanden, begyndte bussen at køre igen. Jeg råbte højlydt ned til chaufføren: ”Chauffeur, chauffeur !”. Derefter gentog samtlige passagerer i retning mod chaufføren ”Chauffeur, chauffeur.... attention ! ”. Så stoppede bussen omgående igen. Jeg sagde henvendt til de 2 unge, som nu endelig havde sluppet hinanden ”Undskyld, men der er 2 andre danskere, som skal af her !” Det kan nok være, at de måbede, og den flinke unge mand sagde rødmende undskyld, da vi steg ud.

 

Den anden dag foretog jeg lidt research nede på Avenue Georges Clemenceau.

Jeg talte alle de parkerede biler helt nede fra starten af vejen i byen og om til banegården, hvor vejen ender. I alt 109 biler holdt parkeret op ad muren i den side af vejen, hvor der ikke er fortov.

Ud af de 109 optalte biler var der kun 6 uden synlige ridser eller buler. Og den ene af de 6 er vores egen.

Hvordan de 109 biler så ud på den anden side, som vendte ind mod muren, ved jeg ikke. Dog ved jeg at vores egen også er perfekt på den side, så jeg gætter på, at kun én bil af de 109 er helt intakt i udseendet.

Nu håber jeg, at den klarer frisag indtil i morgen klokken 10, hvor den skal bringe os videre til næste opholdssted.

Sådan kan man også få en halv time til at gå med at lave lidt statistik.

 

Vi er i gang med at pakke til afgangen i morgen, hvor vi tager til Miramar, en lille flække 10 km. vest for byen Theoule-sur-Mèr. Der skal vi foreløbig opholde os i en uge, og hvad der derefter skal ske er uvist. Afhængig af vejret bliver vi måske hernede en uge mere, eller også drager vi nordpå.

Men opdateringen af denne hjemmeside vil dermed ophøre, da huset i Miramar, som tidligere fortalt, er internet-frit område, forstå det hvem der kan.

Så nu skal der pakkes og gøres rent. Bilen skal støves af igen, og så skal den prøvestartes efter stilstand i 3 uger.

 

 

23.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Vi skulle være ude af lejligheden i Villefranche kl. 10:00, og vi var næsten helt færdige med rengøring og oprydning, da Mme. Ferrio mødte op i lejligheden. Først sad hun henne på trappen ved elevatoren og kiggede på sin smartphone, og jeg havde hilst på hende, da klokken var ca. 20 minutter i 10, uden at jeg vidste hvem hun var. Jeg var i færd med at bringe vores gods, i form af tasker og poser, ned til bilen via elevatoren. I aftes tog jeg turen op og ned 5 gange og i dag 6 gange.

Klokken var 09:50, da jeg så hilste på hende for anden gang, og nu rejste hun sig op og sagde ”Je fais la menage”….. OK, så var jeg klar over at det var rengøringsdamen, men jeg kunne ikke genkende Mme Ferrio, som vi så sidste gang i 2012, da vi boede oppe i Frimodts lejlighed på 6. etage. Derimod kunne Kirsten med det samme genkende hende. Men Mme Ferrio kunne til gengæld slet ikke huske os, til trods for at vi dengang havde snakket med hende i længere tid. Det var også dengang, at jeg måtte ringe hende op og talte med både hendes far og mor, førend jeg fik fat i hende selv.

 

Vi gik først en times tid rundt i Villefranche fra klokken 10-11, bl.a. for at købe 2 dorader på havnen, og for at studere de mange turister, som blev bragt ind fra krydstogtsskibet, som lå ude på reden. Derefter gik jeg op i lejligheden igen for lige at spørge Mme Ferrio, om hun skulle have fundet nøglen til lejligheden. Men hun var væk for længst, og jeg hilste i stedet for på de 2 nye lejere, som lige var kommet fra lufthavnen i Nice. Selvfølgelig københavnere, og de skulle nu tilbringe 1 uge hernede. De københavnere har jo flyet lige uden for døren derhjemme, og er hernede på 2 timer.

 

Jarl Bern mindede en del om globetrotteren Troels Kløvedal, både i udseende og især i stemmen, så jeg blev helt overrasket, da jeg første gang mødte ham.

Der blev ikke lukket op for hoveddøren, da vi ringede på dørklokken i Mas d’Esterel nr. 27 i Miramar, og vi var egentlig besluttede på at gå en tur i området for så at vende tilbage senere. Men så gik jeg alligvel om for at kigge på terrassen bagved, selvom Kirsten ikke mente vi burde gøre det. Og deromme sad han så og halvblundede og blev noget overrasket, da han så mig. Han kunne ikke forstå, at han ikke havde hørt dørklokken.

”Vi plejer at hilse på hinanden over et glas rosé-vin, så sæt jer op på terrassen !”.

Her havde vi så en lille hygge-stund, medens Jarl fortalte om huset og området, og vi fortalte om vores hidtidige oplevelser.

Det bliver nok også en uge på terrassen i lot nr. 17, for der er virkelig dejligt, hvorimod byen og stranden, virker noget kedelig og er en direkte modsætning til omgivelserne i Villefranche.

Jarl Bern er vel omkring 70 år gammel og måtte droppe lægegerningen som 54-årig, da han væltede på en cykel hernede i Miramar. Han fik bl.a. knust sin skulder og mistede føle-nerverne i venstre arm.

 

24.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

I aftes fandt jeg heldigvis dørnøglen til Granild’s lejlighed i Villefranche. Jeg mistede den lige præcis et kvarters tid, inden vi skulle være ude af lejligheden. Det viste sig, at den lå i en pose med lommeletter, som jeg altid går rundt med i bukselommen. Det har jeg vist prøvet før. Men jeg gik og ærgrede mig over den manglende nøgle det meste af dagen i går. Nu har jeg gået med den nøgle i 3 uger og anvendt den utallige gange, og så forsvinder den lige præcis et kvarter inden afgang. Godt at den dukkede op igen.

 

Har flydt ud på terrasserne og i haven i dag, og først klokken 17 kørte vi ind til Mandelieu-la-Napoule for at gøre et par nødvendige indkøb. Først og fremmest vand. Men om søndagen har supermarkederne kun åbent om formiddagen, så vi måtte gøre vores indkøb i diverse småbutikker, og der er det ofte til en anden pris end i supermarkedet.

Vi købte bl.a. en stegt kylling et sted, brød hos en bager og grøntsager hos en ældre mand, som havde indrettet en garage langs vejen til en blandet landhandel. Hos ham købte vi bl.a. også mælk, yoghurt og vand.

Og det lykkedes os minsandten at finde en parkeringsplads, godt nok oppe i bageste række i byen, for nede langs havnepromenaden var det et stort virvar af biler og mennesker.

Vejret var helt fantastisk. 23,5 grader kl. 17.

Dagens højeste temperatur målte jeg kl. 14 på termometeret udenfor køkkenvinduet, som vender mod nordøst. 24,5 grader ! Ja, det kan nok være, at vi har svedt omme i haven i dag.

Vi har ikke set noget til Jarl og Trine i dag, men de skulle vistnok til et eller andet i petanque-klubben, hvor de står som arrangører. Der er omkring 1100 medlemmer i den klub, som formodentlig dækker hele kysten Côte d’Azur.

Det er skønt at sidde her i stuen og kigge ned på bugten i Miramar. Lystbådehavnen hedder Port de la Figueirette. Ude på terrasserne og nede på ”græsset” er det alt for varmt at sidde nu, selvom klokken snart er 19.

Paradisfugle-busken står og lyser op med de flotte orange blomsterhoveder, som ender ud i et langt rødbrunt ”næb”.

Der er 3 terrasser udenfor i haven, som vender mod sydvest. De er anlagt med forskellige brudstykker af flade natursten i mørtelfuger. Terrasserne ligger i 3 forskudte plan, således at man via små trapper ender nede i ”græsset”, som er evigt grønt og altid flot kortklippet. Selvfølgelig er der tale om kunstigt græs, hvilket er smart og ganske behageligt, når der nu står 2 flotte liggestole dernede.

Jeg har ligget dernede i eftermiddags og læst i Niels Kryger ”Sydfrankrig”, som er udgivet på Forum i 1972. Ganske interessant læsestof for en frankofil, for han beskriver faktisk sydfrankrig, som vi selv erindrer det tilbage i starten af vores ”fanske karriere” i 1977. Han er virkelig god til at beskrive mange facetter af den franske kultur.

Kirsten snakker allerede om at forlænge opholdet her med 4 dage, således at vi først drager herfra onsdag den 4. maj. Og hvis vi så anvender 4 dage på at komme hjem, passer hatten, som Kirsten nu har overtaget efter mig. Den klæder også hende noget bedre.

 

25.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Igen en slapperdag uden start af bilen. Et liv i lediggang med fokus på terrasserne og liggestolene nede på ”græsset”, kun afbrudt af en spadseretur over til Superette’n på den anden side af bugten. Her købte vi lidt nødvendige småtterier for 15 euro.

Undervejs mødte vi Jarl og Trine, som kom kørende hjem i bil, og vi fik styr på aflevering af affalds-poserne.

Vi drøfter, hvor vi skal tage hen på lørdag, eller om vi skal prolongere her, hvilket jeg nu ikke går ind for.

 

27.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Hov, jeg har da vist sprunget en dato over ?? gad vide hvad der er sket, men måske jeg har sovet over mig. Nåh.. nej, det er fordi vi har overskredet midnat, og pc’en har selvfølgelig husket at notere det i nederste højre hjørne af skærmen.

Idag, altså nu igår, igen en slapper, og så vidt jeg husker, er der tale om tirsdag. Vi kørte allersidst på eftermiddagen ind til Cannes for at købe ind i et større supermarked og det lykkedes da også til sidst at finde et Geant Casino i udkanten af byen, et af de helt store hyper-supermarkeder, hvor man burde være udstyret med et løbehjul.

Kl. 10:38

Jeg har siddet og læst i husets 2 gæstebøger ved terrassebordet udenfor. Den første bog starter helt tilbage i 1984, hvor Knud, Trine’s far, ejede huset.

Flere gange skriver husets gæster om indbrud, både i hus og bil. Men der er siden blevet sat tremmer og stænger for alle vinduer og døre. Hver gang vi skal låse os ud, skal vi låse 2 hold døre op, altså først en inderdør og så porten med stængerne som i en fængselscelle.

I dag er det allerede onsdag….. og tiden flyver afsted. Vi har foreløbig igen talt om Bedoin, men jeg ved alligevel ikke, hvad der er bedst.

Kl. 12:30

Hold på hat og briller, Mistralvinden driller. Den kommer i bølger hvorimellem der kan være fuldstændig vindstille. Hov, der røg 2 store kogler af fyrretræet lige ½ meter fra, hvor jeg sidder på den øverste terrasse. Det er de første kogler, der er faldet ned, men det var også det hidtil kraftigste vindstød, og der er mange kogler at tage af, for træet er overfyldt.

Kl. 22:52

Efter en god men sen aftensmad sidder vi nu begge og skriver. Vi gik en sen eftermiddagstur ned omkring Hotel Tiara og op ad en gade højt oppe langs kysten. Senere stødte vi på en ”filial” af Tiara og krydsede så landevejen for derefter ca. 500 meter oppe i Residence-kvarteret at vende om, da vi ikke kunne finde en smutvej over til Les Mas d’Esterel. Men Kirsten blev også bange for en schaeferhund, som gik løs længere henne på vejen.

På hjemturen så vi en Ferrari blive losset af en lastbil for derefter at blive kørt ind i en underjordisk garage, medens ejeren gik og overvågede at alt gik korrekt til.

Spekulerer stadig over vores gøren og laden fra på lørdag, men vi er nok mest stemt for Bedoin, vores 3. hjemsted, altså Løgten, Klitmøller, Bedoin !!!

Udenfor raser Mistralen, og får det næsten til at lyde som om vi boede i et telt, men væggene er også tynde i dette Miramar-hus, og under terrasse-døren mod øst er der faktisk en sprække i døren forneden, så hvordan det er at opholde sig her om vinteren, kan man kun gisne om. Iflg. Jarl er den koldeste måned dog sjældent under 6 graders varme.

 

28.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Hjemkommet kl. 17 efter en gåtur langs floden La Siagne, som munder ud i Mandelieu-la-Napoule. Vi studerede ivrigt livet langs og på floden. Et sted var de i gang med at sætte bådene i vandet. Samme sted stod bådene opmagasineret i lange rækker i 4 etager. En kraftig gul overdimensioneret traktorlignende tingest på 4 hjul sørgede for at de kom sikkert ned i vandet.

Et andet sted var der ivrig aktivitet i en roklub, hvor en flok børn var i færd med forskellige ro-øvelser og undervisning. De mindste sad i stationære både og lærte ro-tag i fællesskab, medens de lidt mere øvede børn fik lov at komme ud i 4’eren med styrmand. ”Tout”, syntes jeg det lød fra læreren, hver gang de skulle stikke årerne i vandet for det næste tag. Men jeg kan nu ikke få det til at stemme med noget af mit fransk-kendskab.Det må dreje sig om en speciel ro-terminologi.

Vi krydsede nu den støjende A8 under en viadukt, og dermed vendte vi om og returnerede til bilen.

På vejen hjem ind omkring Geant Casino noch einmal, og denne gang for at købe en flaske Calvados til Kirsten’s madlavning. Pris 92 euro, altså ikke kun for Calvados’en, men også for de 67 andre varer, som vi fyldte i indkøbsvognene, og som vi slet ikke kan have i bilen, når vi nu i morgen skal til at pakke. Som sædvanligt er fristelserne i et fransk supermarked alt for store for vi stakkels mennesker uden karakterstyrke.

Er efterhånden begge fast besluttede på at prøve Bedoin på hjemvejen på lørdag.

I morgen rengøring og pakning.

 

29.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Det blev alligevel ikke til hverken rengøring eller pakning i dag. Tværtimod har vi forlænget opholdet med 2 dage(foreløbig ?), og det bliver så med afgang på mandag. Vejret er for godt til afgang mod Bedoin, hvor det p.t. er lidt køligere, men det skulle vende i næste uge, hvis man skal tro på de franske vejrguder. Der meldes om dårligt vejr lige nord for os og hele vejen op igennem Frankrig og videre nordpå.

Jarl forlangte kun 40 euro pr. dag for de 2 dage. ”Vennepris, 80 euro”, som han udtrykte det

I dag har været den hidtil varmeste her på stedet, så det har igen været med fokus på terrasserne og liggestolene og bøgerne hele dagen. Dog afbrudt af en enkelt gåtur ned med skraldeposen og videre ned på havnen for at aflevere flasker. Da jeg nu var på havnen tog jeg lige et par enkelte fotos i det gode vejr.

Senere hen over middag blev det alligevel til nok en havnefart. Pludselig hørte vi en rumlen i det fjerne, og nede i bygaden dukkede en konvoj af motorcykler op. Med noget rolig fart, så det helt anderledes ud end normalt. De plejer at tordne igennem byen rundt om bugten og op ad bakken neden for vores vej.

Konvojen kunne anes ud mod Le Trayas så langt vi nu kunne se.

Det var et spektakulært show at se dem komme glidende på den måde, og nu opdagede jeg pludselig nogle af dem ude på havnemolen.

Jeg drønede fluks derned med mit kamera, og ganske rigtigt, de holdt nu parkeret langs med kajen, nogle steder i 10 rækker. Jeg prøvede at tælle cyklerne, men opgav, da jeg var nået til 200.

Og vel at mærke lutter Harley Davidson.

De havde åbenbart valgt Port de la Figuerette til ophold for en kort siesta.

Mange af kørerne og deres bagsædepassagerer havde læderjakker med rygmærker på. Altså H.D. logoer overalt. Umiddelbart kunne nogle ligne Hells Angels, men ved nærmere eftersyn var der aldeles ikke tale om sådanne skumle typer. Læderjakkerne og rygmærkerne gør jo bare, at man tager fejl.

Vi har oplevet det før, at se en sådan konvoj promenere i samlet trop derudaf, dog i en endnu større målestok da vi i 2011 stødte ind i en flok mellem Sète og Marseillan Plage. Dengang var det dog ikke kun H.D. cykler men alle mulige mærker, og vi kunne tælle adskillige hundrede køretøjer.

Fantastisk at se så mange dyre køretøjer forsamlet på et sted, og jeg tog adskillige fotos og videofilm.

Den ene maskine flottere end den anden, alle størrelser og forskellige årgange var repræsenteret. Og ikke kun franske, næh, der var bl.a. også tyske, belgiske og irlandske. Jeg manglede en assistent til af foretage den slags yderligere research, for jeg havde jo travlt nok med optagelserne. Men assistenten holdt desværre kaffepause oppe på den øverste terrasse(nåh-nej, undskyld, senere erfarede jeg, at hun var i gang med opvasken !)

Jeg filmede dem også, da de tog af sted, med politi-eskorte både foran og bagved konvojen.

 

Trine og Jarl inviterede os til at overvære boule-turneringen i morgen i Mandelieu-la-Napoule. De har arrangeret den, og der kommer en flok danskere for at deltage.

Nu snakker K minsandten også om en tur op på Jeannet-bjerget imorgen.

 

30.04.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Vi er for en gangs skyld kommet op ved 8-tiden, for at kunne nå ind og overvære Boule-spillet inde i Boulodrome Rolland De Toni, og alligevel er klokken nu ved at være 11, og vi er ikke kommet af sted endnu ?

Kl. 21:10

Vi kom hjem ved 20:30-tiden efter en alligevel lang dag til trods for den sene afgangstid.

Vi nåede at hilse på både Jarl og Trine og mange andre danskere inde på boule-pladsen, som ligger lige op ad La Siagne floden.

Aldrig har vi set så stor en boule-plads, og det er vel ikke uden grund at den kaldes en Boulodrome.

Der var ca. 60 danskere i gang, og opdelt med 4 på hvert hold, besatte de langt fra alle banerne.

Det var spændende at overvære, og alle gik vældig meget op i spillet.

Det er egentlig Petanque, som spillet hedder. Det kommer af ”Pieds à terre”, som Jarl fortalte. Altså skal man stå stille, når man kaster. Modsat er det i Boule, hvor man skal tage tilløb inden kastet.

Bagefter, kl. 12.30, skulle de have frokost henne på ”Le Green” restaurant i nærheden, men vi var videre i vores egen dagsplan inden da.

Inden Vence by kørte vi ind omkring vores gamle bager på Chemin des Espinets. Den bager, som vi besøgte mange gange, da vi i julen 2014 boede hos Marianne og Jean Yves i St. Paul de Vence.

I Vence besøgte vi La Chapelle du Rosaire, som Henri Matisse havde udsmykket, men det var en fuser for os, og at de kunne tage 3 euro pr. person, er lige i overkanten, og dog, så skulle vi bare have været her om vinteren, som jeg fik ud af guiden, idet solen da står så lavt på himlen, at de blyindfattede vinduer giver den fantastiske spejl-virkning på den modsatte væg i kapellet. En virkning som vi har hørt omtalt flere gange.

Vi har tidligere været i Vence om vinteren, men har på daværende tidspunkt ikke været så kulturelt vidende om Henri Matisse, og at han ligefrem havde dekoreret et kapel i Vence by.

 

Derefter blev det mere spændende, for vi havde besluttet at gøre St. Jeannet–bjergturen om, altså den vi foretog for snart 1½ år siden, men som vi dengang måtte opgive, inden vi nåede målet på toppen.

Det viste sig også denne gang, at toppen, som ligger i en højde på 800 meter, var et godt stykke bjergbestigning fra det sted, hvor vi havde givet op sidste gang.

Helt oppe på toppen var en del mennesker forsamlet, og det helt store indslag var nogle bjergbestigere, som var i gang med at skulle fires ned ad den lodrette bjergside.

Da jeg kom derop, var de i færd med forberedelserne. Reb, taljer, trosser, karabinhager og hængsler, eller hvad sådanne ting ellers hedder, blev fæstnet og bundet og strammet og trukket og lukket. Pludselig kastede en af fyrene en rulle tovværk ud over siden, samtidig med at han råbte højt til en kammerat, som åbenbart allerede hængte et stykke nede ad bjergsiden. Da han ikke fik svar efter adskillige kald, tog han sin walkie-talkie frem og kaldte så yderligere. Pludselig kunne man så høre kammeraten som en hæs stemme i walkien.

 

Først skulle en dreng på ca.12 år med faderen ned at bjergsiden, og det gik også fint, for drengen så virkelig ud til at nyde de forsigtige skridt ud over kanten, ja han smilte ligefrem, men da en pige på nogenlunde samme alder så skulle prøve, gik det ikke helt som ønsket. Hun havde stået og set lidt betuttet ud oppe på den sikre klippegrund. Men da det nu blev alvor, og hun skulle helt hen til kanten og ned på den en halv meter dybere afsats, hvorfra nedstigningen skulle begynde, var hun formodentlig ved at fortryde, i hvert fald at dømme efter hendes ansigtsudtryk.

Men den unge mand, som skulle ledsage hende, overtalte hende åbenbart for nu stod hun med alle linerne spændt fast og skulle ud over den sidste kant. Så begyndte hun at græde.

Kirsten mente at det var ud over alle pædagogiske principper at tvinge barnet ud i en så faretruende situation. Men ud over kanten forsvandt de, og kun de spændte liner af tovværk røbede at nogle dumdristige folk hængte i den anden ende.

Vi begyndte vores egen nedstigning, og vel at mærke ikke ad samme rute som lige ovenfor beskrevet. Nej, vi fandt en mere jordnær vej uden for store procentuelle fald. Det var en anden rute end den, som vi havde anvendt op ad bjerget. Den gik længere rundt om bjerget og bevirkede dermed at nedstigningen ikke føltes så voldsom. Den gik bl.a. igennem et område, som engang havde været beboet af hyrder. Der var små hytter lavet udelukkende af flade sten, som var stablet ovenpå hinanden.

Længere nede ad bjerget blev vi flere gange overhalet af professionelle bjergbestigere, som så ud til at have mange kræfter i reserve endnu, i hvert fald at dømme efter den fart de havde på nedad mod byen.

 

Her er et link til oplevelsen med bjergbestigningen: https://youtu.be/qg29TcJfvJE

 

 

01.05.2016, ”Les Mas d’Esterel”, Miramar

Endelig en dag uden sol, men mørke skyer, da jeg er stået op halv ni. Og det passer jo fint til en pakke-sammen-dag.

Kl. 10:30

Og nu har regnen indfundet sig. For første gang i 4 uger ser vi et rigtigt regnvejr. Det er næsten helt rart. Kirsten, vores norske meteorolog, siger godt nok, at det iflg YR.no skulle klare op igen til middag, men lad os nu se. Jeg har endnu aldrig forstået, at hun hele tiden kigger på en norsk vejrudsigt, når vi nu befinder os så langt fra Norge.

Findes der kolibrier i Frankrig ? Det spørgsmå må vi have besvaret, når vi kommer hjem, for adskillige lejere har i gæstebogen berettet om disse små fugle i blomsterne i haven om sommeren. Men jeg tror nu ikke på det. Der er nok snarere tale om indtagelse af for meget rosé-vin, hvorved der kan forekomme hallucinationer i form af hvide elefanter og grønne mus, og åbenbart også kolibrier.

Kl. 14:00

Solen er på vej igen, og vi sidder og spiser frokost ude ved det runde glasbord på øverste terrasse.

Fyrretræet taber ”rakler” i massevis, og jeg kan feje dem op konstant. Hvis man forsøger at tage dem op med fingrene, smuldrer de øjeblikkeligt og de mange små frø spredes lynhurtigt. Ligeledes taber det mange nåle. Og det er nogle meget lange af slagsen, som regel 2 sammenhængende i V-form.

Jeg har stillet de 2 plasticborde + tilhørende stole på plads på hver sin terrasse, den midterste og den nederste.

Sommeren skulle nu være på vej derhjemme i DK og indfinder sig til weekenden. Og vi skulle efter planen være hjemme mandag aften. Hvor heldig kan man være ?

Solstrålerne blinker som tusinde stjerner nede i bugtens vandspejl lige ud for La Figuerette, og med lidt fantasi kunne bugten minde om en stjernehimmel ved højlys dag.

De 2 store gule bygge-kraner nede i byen står weekend-stille og hviler sig inden de formodentlig skal i gang i morgen tidlig. Bagpå hver kran hænger nogle kolossale betonelementer som modvægt mod de tunge løft, som de kan udføre.

Bilerne og motorcyklerne strømmer stadig igennem byen ad vejen langs bugten, og i dag falder lyden sammen med lyden fra brændingen ovre på den anden side af bugten. Vinden må være i syd. De hvide skumtoppe dannes, når bølgerne knuses mod klipperne derovre.

Skyggen fra fyrretræet er behagelig at sidde i her på den øverste terrasse. Solen er nu helt fremme, og himlen er igen blå.

Kl. 22:07

Vi gik en tur et stykke op ad bjerget nede fra byen på den modsatte side af ”vores” bjerg. Det så faktisk spændende ud, da vi mødte informations-skiltet 1 km. oppe i terrænet, og det fortalte om en sti helt til Theoule, men tiden var gået og vi skulle retur til aftensmad og oprydning.

En lækker aftensmad bestående af rester fra køleskabet og med Salade Nicoise i centrum.

I morgen er planen afgang kl. 11:30 og derefter ankomst i Bedoin ca. 240 kilometer senere.

 

 

02.05.2016, Bedoin

Vi fik sagt godt farvel til Trine og Jarl, og stod et stykke tid og snakkede i deres døråbning. Det var lige i middags-pausen, og vi skulle helst skynde os af sted. Et flinkt par de to. Næste gang vi kommer, kan vi komme med i deres Boule-turnering, og Kirsten drømmer allerede om flere måneder i det hus. Vores konklusion var, at det alligevel var det bedste hus, vi endnu har beboet hernede. Det der med terrasserne og de rolige omgivelser, det var lige os. Og selvfølgelig satte det gode vejr prikken over i’et.

 

Så er vi her igen for gud ved hvilken gang. Vi bor denne gang et helt andet sted på campingpladsen i en nyere mobilhome, Nautil 11, men det er det sædvanlige plasticbras. Fyldt med fejl og mangler. Bl.a. kan døren til både badeværelse og soveværelse kun låses udefra ?? og hoveddøren omme på langsiden af vognen er med en lås i udu og et brækket håndtag. Varmepanelerne styres åbenbart fra centralt hold og kan kun tændes og slukkes ved at afbryde eller tænde gruppen på el-tavlen. For overhovedet at komme ind til vognen ude fra parkeringspladsen, skal vi kravle igennem nogle tætte buske. Jo, det er fransk når fransk er værst. Og som prikken over i’et: det koster pokkerme 90 euro…. pr. nat…. ? …I guder ! nu bliver vi da helt plukket. Og alt er optaget til den kommende weekend på grund af en ’Ascencion”, hvad det så ellers er for noget.

Inden vi kom til Bedoin, gjorde vi holdt, selvfølgelig, i Auchan i Le Pontet ved Avignon, fordi Kirsten skulle købe creme ?? Det er nok den creme, der holder hende så ung, så det gjorde vi selvfølgelig, og jeg sad og sov ude i bilen imens.

Derefter næste stop i Bedoin by, hvor vi selvfølgelig skulle hilse på bagerkonen Mme. Ravel samt købe noget af deres gode brød, som alligevel ikke er så godt mere som før i tiden.

Diskuterer hvad dagen i morgen skal indeholde. Vi taler om en lille vintur rundt til grand-cru byerne i Côtes du Rhone, og dem er der mange af indenfor en radius af 20-40 kilometer.

Jeg kan nævne følgende, som vi kender, og som ligger i nævnte område:

 

1) Beaumes de Venise

2) Vacqueyras

3) Gigondas

4) Sablet

5) Seguret

6) Rasteau

7) Cairanne

8) Visan

9) Vinsobres

10) Plan de Dieu

og hvis vi gider køre et par kilometer længere, 11) Chateauneuf du Pape.

 

Eller måske en udflugt til Pont du Gard. Eller måske en udflugt op på bjerget, eller rundt om bjerget. Mulighederne er mange her i dette franske Eldorado.

 

03.05.2016, Bedoin

Stået sent op til et noget afvekslende blæsevejr men fuld sol.

Kl. 20:20

Dagens beslutning, hvad angår udflugt, blev ”Pont du Gard”…. endelig, efter at vi har turneret rundt i dette område af regionen Vaucluse igennem mange forskellige år, har vi nu endelig besøgt nævnte seværdighed, som er en af de største seværdigheder i Frankrig samt med på UNESCO’s liste over bevaringsværdige ting.

Optakten undervejs derover var dog på et tidspunkt ved at få os til at ændre mening, da vi kørte forkert p.g.a. den irriterende gps. Den har tit ledt os på omveje, og denne gang var ingen undtagelse. Ca. 25 kilometer spildte vi. Og det til trods for at (jeg godt vidste at vi bare skulle over Le Pontet og Avignon.

Men slutkonklusionen var klar, det var et spændende sted at besøge, og selv de 18 euro, som vi skulle betale for bil og 2 personer, ødelagde ikke stemningen. Vi kom først derfra ved 18-tiden.

Et fantastisk bygningsværk, som er opført for ca. 2000 år siden. Utroligt at de romere kunne gøre det.

Og det tilhørende underjordiske museum, som var knapt så gammelt, var også et godt besøg værd.

(Pollie har ringet i aften).

 

05.05.2016, Bedoin

Godt at Danmark blev befriet og godt at Jesus steg til himmels. Så er den dato vist konfirmeret !

Jordbær, pærer, æbler, meloner, appelsiner, mandler, valnødder og ingefær, alt sammen skåret ud i passende stykker og serveret i en skål med en ske eller en gaffel. Det har været en del af morgenmads-ritualet de sidste snart 5 uger. Af og til afveksles frugtstykkerne, afhængigt af hvad der har været muligt at opdrive hos de lokale handlende.

Nu har nabokonen i Nautil 11 siddet og snakket i telefon med sin pukkelryggede familie i ½ time. Hun sidder heldigvis indenfor i vognen. Ellers havde vi andre været nødsaget til at gå indenfor for ikke at pådrage os høreskader. Hun har ihvertfald et abonnement med fri taletid.

Fuglene kvidrer i eet væk i træer og buske. I nat hørte vi minsandten også en flot fuglestemme udenfor i buskadset. Den underholdt os i en rum tid, og vi lå og nød det. Det var over midnat, og vi var ikke faldet i søvn endnu.

Nu er det nabomanden, der har overtaget tale-scenen derovre

Problemet er, at han bliver siddende ude på terrassen og udgyder sit forfærdelige flamske sprog(håber ikke at jeg dermed blive udlagt som racist) i høje stigende sætninger. Efter alt at dømme får modparten aldrig et ord indført.

Nu sluttede han minsandten af med en sætning, som var nogenlunde forståelig, noget med at hilse mor. Ordet ”Mamam” indgik i sætningen.

Han har åbenbart også fri taletid.

 

Kl. 18:30

Ligger lige og sunder os en times tid ved pølen her i allersidste chance inden solen forsvinder bag bjerget.

Vi kom hjem kl. 18:15 fra udflugten til toppen af Mt. Ventoux(1912 meter). Det var vores 4. eller 5. gang på denne top, og aldrig før har det været så svært at køre derop. Vi kunne ikke være på vejen for cykelryttere. De kørte sommetider 3 ved siden af hinanden både op og ned ad bjerget. Og med de mange hårnålesving på vejen blev det en risikabel affære at overhale. Jeg måtte køre og dreje ud og ind hele tiden. Der var ikke en strækning, på de ca. 14 kilometer landevej derop, uden cyklister.

Oppe på toppen var det lige så stort et virvar af ryttere. De havde alle sammen den samme ide som os, nemlig at blive foreviget stående foran det eneste skilt deroppe, som forkyndte at her var toppen ”Sommet Mount Ventoux 1911” meter. Ja, på skiltet står der kun 1911 meter, men officielt står der rundt omkring 1912 meter, men den ene meter kan nu ikke skille os ad.

Kirsten var helt rystet, da vi endelig parkerede deroppe, og sagde at hun aldrig ville derop mere.

På nedturen valgte vi halvvejs at dreje mod Sault, i stedet for at tage retur direkte til Bedoin, hvorfra vi var startet.

I Sault, som vi også har besøgt mange gange, sad vi, som sædvanligt, på boule-pladsen. Vi fandt en grøn jernbænk helt henne i udkanten og sad så med en formidabel udsigt ud over det store åbne landskab, som vender over imod Mt. Ventoux. Den flotte lysegrønne farve dominerede billedet. Den farve er vi slet ikke vant til at se, når vi har besøgt stedet på alle andre årstider.

Lavendelbuskene, som der er mange af i Sault-området, stod dog stadig og så lidt triste og grå ud. Deres storhedstid kommer vel først om en måned eller to.

Vi købte os en enkelt pizza hos den rullende pizza-forretning lige op ad pladsen, og sad og nød denne på bænken, inden vi vendte tilbage til bilen på parkeringspladsen oppe i byen. Her var der i mellemtiden blevet fyldt op med lutter Porsche-biler. De kom fra en klub i Aix, og så mange Porscher har vi vist aldrig set samlet før. Og det var alle nye modeller.

Fra Sault fortsatte vi nedturen og drejede halvvejs nede ind ad D907 med retning mod Flassan. Vores gode gamle vandre-rute fra februar 2015, hvor vi boede i Flassan, fulgte vi nu i 8 kilometers længde, inden vi nåede Flassan.

Vi parkerede nede på den gamle holdeplads, hvor normalt kun de indfødte holder parkeret, men når man nu er stedkendt !

 

06.05.2015, Bedoin

Sidste dag på skansen, og dermed skal vi være klar til hjemturen, som starter i morgen.

Vi har arrangeret overnatning både i morgen og på søndag. I morgen bliver det hos Lucas og Karin de Jong i Husseren-les-Chateaux, og på søndag bliver det som sædvanligt Njord i Hahnenklee. Det sidste sted har Kirsten insisteret på.

Altså 2 gode spisesteder, så vi kan komme af med de sidste rester af euro.

 

 

07.05.2016, Husseren-les-Chateaux, Alsace

”En bom i hovedet”.

Ankom kl. 18:00 efter en køretur på ca. 640 kilometer. Det værste stræk, omkring Valence, måtte vi køre i 9 km. kø en times tid.

Vi var enige om at Bourg-en-Bresse ruten var et godt valg i dag frem for alternativet igennem CH. Fra Lyon og nordpå havde vi næsten vejen for os selv.

Vi sad og svedte på en rasteplads i starten af Bresse-området, medens vi drak lunken kaffe af vores nyindkøbte termo-krus.

25 grader da vi ankom til Alsace, og her på terrassen til værelset på 1. etage er der stadig 25 grader. Der er virkelig sommer i Alsace. Også hele vejen herop har det været sommervejr.

 

Dagens mest nervepirrende situation opstod efter ca. ½ time i bilen, da vi skulle ind på A7 syd for Orange, og denne episode har foranlediget overskriften på dette afsnit.

Jeg ved ikke hvorfor, men da vi kørte hen mod betalings-båsene, hvor vi skulle trække en billet, diskuterede vi, om det mon var den rette sluse, vi havde retning imod. Det taler vi ofte om, når vi kører ind i opmarchbanerne, for nogle af sluserne er udelukkende indrettet til betaling via ”Telepéage”. Denne var, mente jeg, til begge dele, altså også med manuel betaling. men K mente at den kun var til automatik, altså aflæsning via en chip i forruden ligesom en brobizz.

Da vi nåede hen til slusen, havde hun efterhånden overbevist mig om det, og at vi dermed var kørt ind i en forkert sluse. Bilen foran os suste lige igennem uden stop. Jeg tænkte ”ok, jeg prøver at følge efter ham” og havde slet ikke set bommen, som var oppe, men i samme øjeblik vi var henne ved bommen begyndte den hurtigt at gå ned….. Og vi fik den lige i hovedet…! ”Pokkers, der fik vi alligevel skrammer og så endda på vej ud af landet”, tænkte jeg. Men jeg fortsatte ufortrødent, uden at jeg havde tænkt på den manglende billet. Altså var der samtidig gået en klap ned for mig !

Vi var en snes meter ude på den anden side af bommen, inden jeg sansede at standse op, og først nu tænkte jeg på den manglende billet. ”Pokkers, nu sidder vi i suppedasen”. Ingen billet og en bule i ”hovedet”. Jeg steg ud og så straks at den forbandede bom havde forårsaget en lang ”hudafskrabning” langs siden af taget i min side af bilen. ”Hva’ gør vi nu, lille du ?”.

Jeg var faktisk rystet over episoden, men mandede mig op til at vandre tilbage til billetslusen, hvor jeg så standsede rækken af indkørende biler ved at stille mig foran billet-automaten. Jeg trykkede på en stor rød knap, som indikerede alarm, og et kort øjeblik efter sagde en stemme: ”Vous voulez ?”.

”Je manque le ticket… ”, svarede jeg på mit bedst udtalte fransk, og dette gentog jeg adskillige gange, inden stemmen inde i automaten svarede igen: ”Ou est la voiture, au-dedans ou dehors ?” Jeg forstod ikke lige, hvad meningen var, men mente at det nok drejede sig om, hvor bilen befandt sig.

Situationen begyndte at blive noget broget, for rækken af biler i båsen bag mig begyndte at vokse kraftigt, alt imedens jeg stod der og gestikulerede med armene og rystede på hovedet samtidig med at jeg talte med billet-automaten.

Pludselig sagde jeg ”Je suis Danois !”, men det hjalp intet, for stemmen i automaten vedblev at tale fransk, og jeg forstod pludselig ikke noget som helst af det. Med andre ord panikken bredte sig.

Så hørte jeg pludselig en enkelt sætning ”Prenez le ticket… prenez le ticket ! ”, men desværre ignorerede mit stress-niveau fuldstændig meningen med denne enkle sætning.

Situationen kræver på dette tidspunkt, for forståelsens skyld, en teknisk forklaring vedrørende den omtalte billet-automat.

Der er hele 4 sprækker i sådan en automat. Herfra printes billetterne. De øverste 2 sprækker er beregnet til lastbilchauffører, i samme højde som disse sidder inde i førerkabinen.

Nederst er der 2 andre sprækker, som er beregnet til at udskrive billetter til vi andre almindelig bilister.

Nu stod jeg jo oprejst foran automaten og stod dermed i hovedhøjde med de øverste 2 sprækker.

Først da automaten 5 gange havde gentaget ”Prenez le ticket !”, vågnede jeg op af trancen, og så nu at der hængte en billet halvvejs ude af en af de nederste sprækker.

”Merci Monsieur, merci, merci beaucoup !” sagde jeg indtil flere gange, lettet over at billetten var kommet til syne, og at jeg havde fået fingre I den.

Jeg gik noget slukøret tilbage til bilen, som stod parkeret ovre i højre side af udslusningsbanen.

Denne lille billet skulle vi igen aflevere ved betalingssluserne nordpå ved byen Vienne, som ligger inden Lyon.

En meget kedelig situation, som vi dog bagefter grinte en del af på resten af dagens tur, især Kirsten !

På et tidspunkt kunne hun slet ikke holde op med at grine igen, og jeg måtte lige bede hende højlydt vågne op af sin eufori, da hun var ved helt at glemme sit job som co-pilot.

Hun vågnede dermed op og var tilbage i virkeligheden, således at sikkerhedsproceduren i vores lille køretøj igen var rimelig forsvarlig til kørsel på de franske betalings-motorveje.

 

”Les trois Chateaux” står stadig og knejser oppe på toppen af den nederste bjergkæde her i Husseren les Chateaux. Og på bjergkammen lige overfor vores værelse, nr. 203, er de lysegrønne farver fra de løvfældende træer dominerende imellem de stedsegrønne fyrretræer og grantræers mørkere farver.

Fuglene kvidrer og alt er lyst og dejligt. Børnene henne hos genboen taler tydeligt hollandsk.

Nede fra byen høres pludselig kirkeklokker. Underligt tidspunkt, men måske solnedgangen kimes ned allerede.

 

09.05.2016, Hotel Njord, Hahnenklee

For 3. eller 4. gang på dette hotel i den stille by midt i Harzen.

Vi ankom alt for sent i går. For det første brugte vi for megen tid på vinindkøb i Eguisheim, hvor vi måtte ty til Wolfberger. Dreyer, som vi ofte har købt vin hos, oppe ved campingpladsen, ville ikke lukke op for os, selvom vi ringede på dørklokken højlydt mange gange. Istedetfor slog de skodderne for såvel vinduer som døre. Sikken’ gæstfrihed en søndag formiddag.

Dernæst var hele Sydtyskland én stor kø af biler og dermed et rent mareridt. Alle skulle hjem fra en kort Kr. Himmelfarts-ferie. Først nord for Frankfurt blev der plads på vejene.

Så den blev næsten 20:00, inden vi ankom, og vi måtte informere hotellet telefonisk undervejs, således at vi også var sikre på at kunne få aftensmad. Denne blev dog serveret af en overmåde overforkølet ung pige, så vi nu frygter at en lille smitte-forkølelses-virus-bakterie skulle være sprunget fra hende og over på os.

Det var vores 31. tur til Frankrig, og denne gang var vi af sted i 40 dage. Vi kunne faktisk godt have tænkt os, at blive væk noget længere tid, og det bringer mig til at finde på en fantasifuld overskrift til vores næste tur, som ligger et godt stykke ude i fremtiden ”Frankrig rundt i 80 dage”.

Om det forbliver fantasi, kan kun fremtiden vise.

 

Tak for denne gang til alle de flittige læsere. Det har været en fornøjelse at videreformidle selv den mindste oplevelse samt forsøge at give udtryk for selv de mindste indtryk.