Dagbog, hjemrejse

Dagbog, hjemrejse

 

10.02.2017, Villefranche sur Mèr

Her på den allersidste dag i Villefranche fik vi 2 nye nabo-bekendtskaber. At jeg stødte ind i disse naboer, skyldtes primært min hyppige anvendelse af elevatoren for at bringe bagagen ned til bilen.

Først hilste jeg på den ældre dame, som vi sommetider har set på lang afstand henne i den anden ende af 4. etage. Nu stod jeg og ventede på elevatoren med begge hænder fyldt med poser og pakkenelliker. Hun kom gående og så også ud som om hun skulle ned med elevatoren. Jeg spurgte hende så, om hun ville med ned, da jeg lukkede elevatordøren op. Hun kunne godt se, at der ikke var plads, men jeg trådte så tilbage for at give hende elevatoren. Denne gestus afslog hun dog på det kraftigste.

Jeg stillede pakkenellikerne fra mig og fortalte, at vi var ved at pakke sammen og på vej hjem. Hun lyttede interesseret og svarede så, at de også, før i tiden, kørte i bil, når de tog hjemmefra Le Havre, men nu om dage tog de toget. De hedder Gustave til efternavn. Hendes mand er 92 år. Hun så ud til at være i 80’erne, men virkede alligevel meget ungdommelig i sin væremåde.

 

Lidt senere stødte jeg på en anden ældre dame, Mme Rigucci-Deutschmann, som gik rundt oppe på vores etage på baggangen for at lufte sin kat ?. Hun bor nedenunder på 3. etage.

Jeg sagde goddag og kunne nu flot repetere de samme franske sætninger, som jeg lige havde liret af overfor Mme Gustave.

Hun viste sig også at være meget snakkesalig, og fortalte først at katten havde reddet hendes liv ! Den forstod jeg nu ikke lige med det samme, men hun fortalte så videre, at hendes mand var død for 4 måneder siden, og havde hun ikke haft katten til selskab, så….. ?

Han var faldet om på gaden, og dermed var det slut med ham. Hun var glad for, når det nu var uafvendeligt med hans bortgang, at det var gået så hurtigt.

Hun var fantastisk flink at tale med, og fortalte på et tidspunkt også at hun havde været tennisinstruktør i sine unge dage.

Hun havde en søn og et par børnebørn henne i Beaulieu.

 

Nede med elevatoren og ude på gaden igen, var jeg glad for, at vi heldigvis ikke skulle skynde os i dag for at komme af sted. Godt at vi havde besluttet os at tage af sted en dag før, for hver gang jeg gik forbi M. Rocchi, måtte jeg selvfølgelig også veksle et par ord med ham.

Første gang, jeg spurgte om hans navn, fik jeg ham til at stave det for mig, så nu behøver jeg ikke længere at kalde ham ”Monsieur le Carrelage”. Det lyder nu heller ikke så flot at tiltale ham ”Hr. Fliselægger”.

Hans søn, som bor inde i villaen, er læge.

 

 

11.02.2017, Hotel ”Le Vendangerot”, Rully

Vi vinkede farvel til M. Rocchi, da vi kørte ud ad Av. G. Clemenceau ved 12-tiden. Vi havde givet hånd og sagt ”au revoir” og ”à la prochaine” oppe ved huset.

Derefter var det en ren sviptur på lidt over 600 km., inden vi var oppe midt i landet i Rully, som ligger i Bourgogne, nærmere betegnet i vinområdet Côte Chalonnaise.

Igen en god aftensmad og overnatning på hotel ”Le Vendangerot”. Det er 4. gang, vi overnatter her og 5. gang, vi spiser her.

Florent, som er en af de 2 ejere, og som står for restaurant og hotel, var mere udadvendt end sædvanlig. Og Emmerick, som startede for 10 år siden, og som vi tydeligt husker fra de første besøg, var nu blevet voksen og havde fået lært alle hotel-/ og restaurant-fagets områder at kende.

Den anden ejer, Florian, som er chef for køkkenet, ser man ikke så meget til.

Vi fik en ”Menu Degustation”, og dertil vine fra det lokale domaine Duvernay. Fortræffelige 1. cru vine, såvel hvidvin som rødvin.

Men der var for mange retter i denne ”Degustation”, og vi skulle især have sprunget over retten med fromage. Men det er svært at sige nej, når de triller det store rullebord hen, fyldt med gode franske oste fra de fleste egne i landet, og så siger tjeneren ”Værsgo’ at smage på det hele”.

 

 

12.02.2017, Hotel Triolago, Riol, an der Mosel

Vi tog først af sted fra Rully ved middagstid. Forinden var vi omkring posthuset, hvor K skulle have frimærker og derefter poste en del kort til DK. De når nok først derop, efter at vi er kommet hjem.

Udenfor byen skulle vi finde domainet Duvernay for at få et par gode flasker med hjem, men det lykkedes mig desværre at opsnappe en forkert adresse på nettet, således at vi spildte over 20 kilometers omvej.

Og det var lige i sidste øjeblik at vi kom til vinhuset. Mme Duvernay, som vi også så på Le Vendangerot i aftes, var ved at lukke ned til frokostpausen, men det lykkedes os alligevel at overtale hende til salg af 9 flasker hvidvin i en hurtig handel.

Fra Rully og til vores næste overnatning ved Mosel-floden var der en køretur på små 450 kilometer, og denne gang over Luxembourg, hvor vi tankede op til 1,01 euro pr. liter, dagens højdepunkt, også geografisk.

 

Vi ankom til Mosel floden i aftes, da det var blevet mørkt og erfarede, at vi måske var de eneste gæster på hotellet, som hedder Triolago. Derudover var der lukket for restauranten, så vi spurgte om vi kunne annullere aftalen.

Det var dog ikke muligt, idet aftalen var foretaget igennem Booking.com. Dermed var hele beløbet allerede reserveret, og vi valgte derfor at blive og så tage ind til byen for at finde et godt spisested, som receptionisten anbefalede os.

Denne receptionist var ellers et nærmere bekendtskab værd, og endvidere en lang samtale værd. Han var vel sidst i fyrrene, og havde kun haft jobbet her på hotellet i nogle få måneder. Så han var ikke specielt bekendt med området her omkring.

Han kom oprindelig fra Østtyskland, og var kommet til vesten efter murens fald.

Han arbejdede ca. 8-9 måneder om året og rejste så verden rundt i resten af tiden. Muligvis var fordelingen af disse tidsrum anderledes, men han talte desværre så hurtigt, så det ind imellem kunne være svært at følge med. Da han begyndte at fortælle om sine rejseoplevelser, kunne han slet ikke holde op igen, og til sidst stod jeg og svedte over bare at høre på det.

Der var også en anden ung mand tilstede. Han var brasilianer, og hans rolle i denne episode, var noget uforståelig for os. Men han var åbenbart rejst med til Europa efter receptionistens seneste Sydamerika-rejse og skulle i gang med en uddannelse i Tyskland.

 

Hotel Triolago var helt nyt, og med de flotteste værelser, vi endnu havde set. Det lå lige nedenfor en bjergkam langs Mosel floden, og der var rodel-baner, legepladser og alle andre former for rekreative faciliteter til det frie folk. En sø lå lige nedenfor, og man kunne tydeligt forestille sig en varm sommerdag med grønsværen dækket af mennesker i forsøget på at rekreere sig

Maden på ”Zur Linde” i Lonquich var udmærket tysk, men desværre som sædvanligt med kød i kilovis. Selv da vi bad om en enkelt lille tallerken salat, var der fyldt op med oksekød-strimler, så man ikke kunne få øje på salaten.

”Wild-grillteller” var også ”kødets lyst”, hvis man kan tillade sig at bruge den vending.

 

 

13.02.2017, ”Landhaus Höpen”, Schneverdingen

Ved morgenmaden på hotellet viste det sig, at vi ikke var de eneste beboere. Så godt som alle borde i morgen-restauranten var besatte. Men nogle af gæsterne måtte være ovre fra de nærliggende hytter, som også tilhørte hotellet.

Inden vi kørte videre nordpå, forsøgte vi at finde vinhuset med det spøjse navn ”Weingut Kirsten”. Dette vinnavn lyder noget familiært, og huset ligger i byen Klüsserath. Det lykkedes os også at finde det, men der var så dødt, som der nu kan være på en søndag lige før frokost i en tysk vinby. Det er formodentlig kun gældende på denne kedelige årstid. Alt var lukket, ikke et øje at se og dermed ingen lokal Moselvin med hjem denne gang. Måske også godt for det, for bilen var allerede overbelastet.

”Bruderschaft Klüsserath” stod der på et stort skilt oppe på bjergsiden, som var så stejl, at det var svært at forestille sig, hvorledes man bærer sig ad med at arbejde blandt de tusindvis af vinstokke deroppe.

 

Efter en køretur på 546 km. nordpå endte vi i byen med det sjove navn Schneverdingen. I yderkanten af byen havde vi bestilt et værelse på ”Landhaus Höpen”. Byen ligger lige præcis midt i Lüneburger Heide ca. 70 kilometer syd-sydvest for Hamburg.

Hotellet indgår i en kæde med navnet ”Dr. Lohbeck” sammen med 10 andre hoteller rundt omkring i Tyskland, og er af rigtig god tysk kvalitet.

Her var der dog kun åben for restauranten i weekenden. Det er den helt forkerte årstid, vi turnerer på, hvis altså det er spisesteder på hoteller, man er interesseret i.

Vi blev igen anbefalet et sted inde i byen, men valgte så, efter et nærmere studium i cyberspace, et andet sted, nemlig et italiensk spisehus, ”Da Romeo”, og her fik vi endelig mad uden for meget kød. Krofatter stod for køkkenet, og vi talte da med både kromutter og svigersønnen. Han talte meget om både Legoland i Billund og det nogenlunde tilsvarende Heide Park her i nærheden.

 

 

14.02.2017, Løgten

Da vi kørte ud af Schneverdingen, så vi en stor del af det flotte område som Lüneburger Heide dækker, og vi blev enige om at besøge stedet igen en anden gang. En god eftermiddagstur i bilen hjemmefra, og man er på stedet.

Inden vi kom ud af byen havde vi handlet i såvel ”Penny” som i ”Lidl”. Den første var den ringeste discount-butik, som vi endnu har set. Lidl er dobbelt så god, og det siger ikke så lidt.

Hjemturen, 412 kilometer, gik smertefrit, og da vi kom til sidste rasteplads i Tyskland ”Hüttener Berge ost”, fik vi, lige indenfor døren, øje på stativet med alle de flotte feriekataloger fra Klitmøller Sommerhusudlejning.

Vi sendte en sms med foto til Bendt for at drille ham med det overfyldte stativ, som røbede, at der ikke var meget interesse for disse kataloger, og straks var han i røret for at fortælle, at han lige havde lagt dem på plads i dag. Han var kommet hjem til Klitmøller for få timer siden efter en mindre turné igennem Nordtyskland. Et meget pudsigt sammentræf.

 

3 dages hjemtur er slut, og vi er i god behold efter denne lange tur, som har varet præcis 60 dage. Hjemturen var på små 1850 kilometer.

Lidt mere statistik, som jeg har aflæst på bilens kørecomputer:

- 62 timer og 11 minutter har bilen været aktiv.

- 4965 kilometers kørsel i alt.

- 84 kilometer i timen i gennemsnit.

- 19,2 kilometer pr. liter diesel i forbrug.

 

Hermed slut med ”eksotiske” fortællinger i dagbogen for denne gang, og dermed tilbage til dagliglivet i Danmark.

 

 

 

 

 

Retur til top