Dagbog Miramar

Dagbog fra Miramar samt hjemrejsen

 

Miramar, den 24. marts 2018

17 grader

Afgang kl. 10:00, Au revoir, Villefranche !

Hun sad ude på trappen ved elevatoren allerede kl. 09:09, da jeg skulle op til bilen med det andet læs. Som sædvanligt sad hun og kiggede på sin smartphone…. selvfølgelig er der tale om Madame Ferrio, som er rengøringsdame, og som vi efterhånden har hilst på adskillige gange før i tiden. Jeg fortalte, at vi først ville være færdige kl. 10, og så mumlede hun noget om, at hun kom igen kl. 10.

Men da jeg skulle op med det 3. læs, sad hun troligt på sin trappeplads. Jeg spurgte om ikke hun frøs, og jeg kunne ikke så godt byde hende indenfor, for vi var langt fra færdige.

Hun rystede blot på hovedet, og jeg kunne forstå, at det ikke rørte hende, og endvidere var hun virkelig fordybet i sin smartphone.

5 minutter i 10 bød vi hende indenfor, og vi havde da sat resten af vores gods ud på bagtrappen. Derefter fik vi lige en god snak med hende, så god at hun på et tidspunkt blottede sin ene overarm for at vise os en flot tatovering af byens flotte våbenskjold.

Hun er indfødt ”Villefranchaise” og er meget stolt af det. ”V – F” står der med byvåbnet flot indrammet. Bl.a. med et flag, som minder meget om det danske.

 

Vi skulle derefter ned for at sige farvel til Gabrielle, som også er en af de indfødte. Det var lige i sidste øjeblik, for hun var på vej ud ad døren, for at besøge sønnen i Beaulieu, hvor hun også skulle spise frokost.

Stort farvel og mange kindkys, og hun lovede os, at hun næste gang, hvis hun ellers var i live, ville lave god mad til os.

 

Imens jeg gik og pakkede bilen, lagde jeg mærke til, at figentræerne var begyndt at få blade, vel et tegn på, at det er blevet varmere, så nu kan man snart få nye klæder på igen, hvis man altså kan nøjes med figenblade.

I avisen skriver de, at det bliver en flot lørdag på Côte d’Azur.

Og forsiden af ”Nice Matin” er præget af gidseldramaet i Super U ovre i Aude-departementet. Det sluttede med 4 dræbte gidsler og 1 gidseltager.

Måske heldigt at det ikke var i Super U i Beaulieu, som vi hyppigt har frekventeret de sidste 4 uger.

I gamle dage var en IS-mand noget helt andet, end det er i dag.

 

Vi overværede nogle mesterskaber i stand-up-paddle på bugten i Villefranche, inden vi forlod byen, og det lykkedes mig at få nogle enkelte gode video-optagelser ved at stille kameraet på en klippe.

 

Køreturen igennem Nice, Antibes, Cannes, Mandelieu-Napoule og Theoule-sur-Mèr foregik uden problemer.

Vi ankom først kl. 16:30 til Miramar. Mest på grund af at vi gjorde holdt i Carrefour, Antibes RN7 for at gøre et par indkøb.

Hos Trine og Jarl blev der lukket op i nr. 27, så snart vi ringede på, og Jarl bekendtgjorde, som sædvanligt, at ”vi har en tradition….”, og den kender vi jo godt, så vi sagde ja tak til at komme ind for at drikke et glas rosé-vin sammen, inden vi indlogerede os i nr. 17.

Trine foreslog på et tidspunkt, at vi, en dag, kunne gå en tur sammen ad ruten op over bjerget til Theoule, hvor vi så kunne spise frokost. Og så kunne vi tage en anden rute hjem. Et godt forslag, som vi resolut sagde tak til.

 

 

Miramar, ”Les Mas de l’Esterel”, den 25. marts 2018

xx grader. Det er svært at komme med et eksakt bud på varmegraderne, da vi ikke mere har et termometer at holde os til, men sol og sommer tyder det på i dag.

Vi er stået op til sædvanlig tid. Men i dag står der 09:00 på uret, og i går stod der 08:00 ved samme tid. Altså bliver vi snydt for 1 time i dag…. øv !

 

Huset i Miramar:

Nu er vi endelig kommet ned på jorden igen, og skal ikke bruge elevator eller mange trapper hver gang vi skal ud. Næh…, vi kan bare gå ud ad terrassedøren og befinder os så i en have.

Haven skråner, men dette udlignes med 3 terrasser i forskellige niveauer.

For enden af haven står en række nerier og danner hæk. De er klippet så langt ned, at det ikke går ud over den gode udsigt.

Spanske margueritter og vilde fresia pryder en del af haven. Den flotte paradisfugle-busk er med enkelte blomster, som er sprunget ud, og mange andre står på spring. Agaver, kaktus, og meget andet fuldender det flotte indtryk af denne have. En gammel palme, som stod i forhaven for 2 år siden, er i mellemtiden afgået ved døden ligesom mange andre palmer her på kysten. Tilbage er kun et stød, hvor den har stået.

Til gengæld står der, midt i i baghaven, et stort opstammet fyrretræ, som med sin vældige krone sikkert fungerer udmærket som parasol på de varme sommerdage.

For resten så er de spanske margueritter sjove på den måde, at de lukker blomsterne sammen, når det bliver mørkt, for derefter at stå op sammen med solen, og igen sprede de flotte farver ud til glæde for omverden.

 

Nederst i haven er der et lille stykke græsplæne med 2 liggestole…. lige noget for os, så nu skal der rigtig dovnes.

Der er faktisk også 2 andre liggestole allerede på terrasse nr. 2, så hvis vi virkelig er dovne, kan vi nøjes med at gå ned på den midterste terrasse.

Og i husets bibliotek er der et bredt udvalg af gode bøger. Jeg er fluks faldet over den gamle franske forfatter, Marcel Pagnol, og hans ”De søde hemmeligheder”, og K har valgt ”Min mors slot”. Problemet er bare, at når man først får startet på læsning af Pagnol, kan man ikke holde op igen. En virkelig dygtig forfatter.

Vejret tegner til at blive fint. Måske det stabile forår endelig indfinder sig.

 

Fra hele haven er der en dejlig udsigt ned over havnen, Port de la Figueirette og den tilhørende strand.

Bugten er overalt omgivet af de rødbrune Esterel-bjerge. Faktisk kaldes de for de røde bjerge, men helt røde er de nu ikke.

Den rødbrune farve dominerer landskabet. Klipperne, som nogle steder strækker sig ud i havet som større eller mindre halvøer er helt tydelige i kuløren. Selv sandet nede på stranden er rødbrunt. Geologisk er der tale om lava-aflejringer fra en vulkansk fortid.

 

Ovre på den modsatte side, på den vestlige side af bugten, ligger en lille by, ”le Trayas”, med de mange huse op ad bjergsiden helt fra bund til top. Nabobjerget mod nord er til gengæld helt bart, og ligeledes de højere bjerge bag ”le Trayas”.

 

Her i Miramar er der stille og roligt, ingen cornicher i nærheden, og kun lyden fra bølgerne, der rammer klipperne, kan høres. En ren lise for sjælen… ergo, total afslapning.

Eneste minus er, at bageren og slagteren er længere væk, end vi er vant til.

 

Der går selvfølgelig en landevej igennem byen her, men trafikken er minimal i forhold til, hvad vi er vant til, og man behøver ikke at springe for livet, når man skal over vejen, i hvert fald ikke ret meget….

 

Og som en sidste info om dette dejlige hus i Miramar, som vi også besøgte for 2 år siden… der er blevet installeret wi-fi, så vi er alligevel ikke blevet sat tilbage i udviklingen, som jeg havde frygtet.

Jeg jubler og K snubler… af ren eufori.

p.s.: Hun slog sig heldigvis ikke.

 

 

Miramar, den 26. marts 2018

yy grader.

 

Ovre i slugten, som fra det inderste af bugten ender oppe ad bjergsiderne, svæver en måge højt oppe. Den minder om en rovfugl, som den lydløst svæver der med de store udspilede vinger. Sommetider stiger den højt til vejrs, og bare ved at bevæge vingerne ganske lidt ændrer den kurs. Så falder den pludselig voldsomt ned, for derefter på et øjeblik at være oppe igen. Ligeså hurtigt den falder ned, næsten ligeså hurtigt stiger den op igen.

Den bruger tydeligvis kun vingerne til at navigere med. Der må være nogle varme opadgående luftstrømme derovre, som den forstår at udnytte.

På et tidspunkt svæver den ud over bugten, hvor den får følgeskab af et par artsfæller.

Den lille flok svæver ind i slugten igen, og pludselig skyder de af sted så hurtigt, at de forsvinder ud af synsfeltet..

 

Gik en lille tur op til den lille købmand ovre i le Trayas. Et sparsomt udvalg af fornødenheder, men der er, hvad man har brug for. Dog havde han udsolgt af brød.

 

Kl. 20:30

Lysene fra husene og gadelysene ovre på bjerget ved le Trayas dominerer synet om aftenen i en behagelig grad, når vi kigger ud af vinduerne.

 

 

Miramar, den 27. marts 2018

?? grader, vi må se at få købt et termometer, selvom det lige nu ikke er nødvendigt for at konstatere, at det er sol og sommer.

Hele dagen på terrassen, til dels i skyggen, læsende bøger.

Det var så ”De søde hemmeligheder” af Pagnol, eller som den hedder på fransk ”Le Temps de Secrets”, og nu er jeg gået i gang med ”Min fars store dag”, som hedder ”La Gloire de mon Père” på fransk. Den sidste skulle jeg godt nok have læst først, men pyt, jeg har læst dem begge før.

Og nu vi er i den franske kultur, så skriver de i avisen idag, at Stephane Audran er død, 85 år ! Hvem husker hende ikke fra Chabrols ”Le Boucher”, altså "Slagteren".

 

Også i dag hviler de to bjergtrolde troligt på deres plads. Formodentlig har de ligget og hvilet der i millioner af år. Men de har nok ikke altid haft samme udseende, som de har nu.

Det lyder måske som sort tale, men der er i virkeligheden tale om de to store bjerge ovre bag le Trayas.

Med lidt god fantasi, kan man godt få de to bjerge til at ligne et par hvilende bjergtrolde.

Begge bjerge har en top, som ligner et hoved. Det bagerste af bjergene, som også er det største, har også det største hoved. Han har også en stor vom og et par lange ben, som ender nede i havet.

Han er lidt højpandet og ligger med åben mund. Hans hageparti er noget knortet, altså som en rigtig trold nu skal se ud.

Den forreste af troldene har en tydelig opstoppernæse, og ligger også med åben mund.

Vi kalder dem Knold og Tot.

Vi har megen fornøjelse af at studere disse to fyre på alle tider af dagen, afhængig af lyset kan de nemlig skifte udseende.

K mener, at vi skal tage over for at besøge dem en dag, men jeg er bange for, at der er for langt og uvejsomt op til deres hoveder.

Vi har også konstateret, at hvis vi kommer tættere på dem, skifter de udseende til det uigenkendelige. Da vi den anden dag kørte forbi nede på landevejen lige for foden af dem, kunne vi slet ikke genkende dem. Da lignede de bare et par almindelige bjerge.

Nej, vi er nødt til at betragte dem fra den vinkel, som vi har her fra haven, for at være sikre på, at der virkelig er tale om bjergtrolde.

 

Til aften en gåtur op i det gatede community oppe bagved.

 

 

Miramar, den 28. marts 2018

16 grader i formiddag. Vi har fundet termometeret. Det sidder lige uden for køkkenvinduet, så nu kan vi genoptage de korte vejrmeldinger fra Côte d’Azur.

Det er onsdag, og derhjemme har sikkert mange taget forskud på påske-ferien. Her i Frankrig er der ikke mange fridage i påsken for den arbejdende del af befolkningen. Kun påske-mandag er en fridag. Skærtorsdag og langfredag findes ikke som fridage på disse breddegrader. Det er måske noget med katolicismen, så det taler jo ikke for at konvertere over.

 

Kl. 20:02.

Vi er lige kommet tilbage fra en tur til den lille by, Agay, som ligger ca. 12 kilometer herfra mod vest.

Vejen går langs kysten på den ene side og Esterel bjergene på den anden. Hårnålesving og mange bugter undervejs, så de 12 kilometer kan mageligt tage en time at tilbagelægge, især når man lige skal stoppe op undervejs for at tage et foto af den flotte natur.

Der er ikke mange parkeringspladser langs denne smalle kystvej, så da vi endelig stødte på et P-skilt, var der lige en enkelt plads til os.

Stedet viste sig af være resterne af en kanonstilling fra 2. verdenskrig. Altså havde der engang stået en flok kanoner og peget ud over Middelhavet, og vel at mærke tyske kanoner, som skulle forhindre de allierede i at gå i land. Der var dog ikke andet tilbage end betonfundamenterne , hvor kanonerne havde været opstillet. Der stod på en infotavle, at det hele var fra tiden mellem 1943 og 1945.

 

I Agay travede vi lidt rundt, vi var bl.a. højt oppe på en af ”bakkerne”, altså et bjerg, for at finde et ganske bestemt hus, som K havde set i en annonce for hussalg. Hun ville gerne se, hvad man fik for pengene hernede. Og tro nu endelig ikke, at det er fordi vi agter at flytte herned.

Men det var da interessant at se, hvordan man bor i en større enklave bestående af mere eller mindre almindelige parcelhuse her på kysten.

For det første kunne vi ikke køre ind i boligkvarteret. Det var spærret af med en bom, og der skulle en kode til for at åbne denne. Så vi måtte i stedet for traske op ad så mange trappetrin, at vi opgav at tælle dem, da vi var kommet til 150. Helt oppe fandt vi da også ejendommen, som var til salg, men vi fik ikke meget ud af synet, da det meste var skjult bag store buske, træer og andet.

 

 

Miramar, den 29. marts 2018

16 grader i formiddag.

 

Den frække måge.

For pokker, K havde lige stillet sin morgenmad ud på det lille bord på den øverste terrasse, da en måge skyndsomst fløj ned fra sin udkigspost på taget.

K var gået ind i køkkenet igen, og ville så hente en hynde til stolen, mens jeg stod og kiggede ud på haven inde fra stuen.

Den store krabat var så fræk, at da jeg åbnede terrassedøren for at jage den væk, blev den bare stående på det lille bord og gloede skælmsk på mig. Jeg var da også stoppet op, efter at jeg trådte ud på terrassen og fik pludselig den ide, at jeg kunne få et sjovt foto. Jeg gik så ind efter foto-apparatet, og selvfølgelig stod den nu og åd lystigt af Kirstens morgenmad.

 

Vi var inde i det store supermarked Geant Casino i Mandelieu i dag, og vi havde åbenbart gået så længe derinde, at vi havde mistet tidsbegrebet.

Undervejs hjem fra supermarkedet viste uret i bilen 15:00, og det syntes vi var dejligt, for så kunne vi da sagtens nå en del mere i dag. Men så kom K til at kigge på sit armbåndsur, og der stod 16:00… ja, der blev vi igen snydt 1 time.

Jeg havde for sjovs skyld sat Endomondo på, inden vi gik ind, og den viste en travetur på 2,4 kilometer, da vi kom ud igen.

Nu skal det siges, at det supermarked er enormt stort, ja det hedder faktisk ikke et supermarked men et hypermarked.

Når man går igennem midtergangen i denne biks, er der lange ”gader” til både højre og venstre, og ned fra loftet hænger der store skilte, som forkynder, hvilken slags varer, der befinder sig i de enkelte ”gader”. Men når man så, langt om længe, kommer op i den anden ende af denne midtergang og opdager, at man har glemt et eller andet undervejs, kan der være tale om en længere udflugt for at finde varen. Og selvfølgelig måtte vi gå frem og tilbage mange gange, for at finde alle vores varer.

Nu har jeg fået uret i bilen stillet om til sommertid.

 

 

Miramar, den 30. marts 2018

15 grader og noget overskyet. Nu har vi også haft 6 vejrmæssigt gode dage, siden vi ankom,

og i morgen ser der ud til at komme sol igen.

 

Kl. 19:55

Sightseeing i Cannes i dag.

Vi parkerede på den vestlige kystvej med det lange navn ”Boulevard du Midi Louise Moreau” og gik resten af vejen ind til centrum, hvor vi ville spadsere på ”La Croisette”.

Vi har været i Cannes et par gange før, men kunne svært genkende noget af det. Muligvis fordi det er en snes år siden sidst.

Men hotel Carlton kunne vi da tydeligt genkende. Helt tilbage i 1977, første gang vi var i byen, tog jeg et foto fra indgangspartiet af Kirsten stående med en klapvogn, som 2-årige Kim sidder i. Ja, det er 41 år siden, og det kunne være sjovt at tage motivet igen, men vi har hverken en klapvogn eller Kim med, og havde vi, så ville han nok ikke kunne sidde i klapvognen….

Dette indgangsparti er et klassisk baggrundsmotiv, når turisterne skal fotografere og tage selfies.

 

Nogle iagttagelser fra Cannes får én til at tænke tilbage på eventyret om ”Kejserens nye klæder”:

 

Alle de rige, som går fra forretning til forretning for at købe ind. Og det er ikke hverdagsting, der bliver købt.

Yves Saint Laurent, Dior, Gucci, Ralph Lauren, Armani, Chanel, Louis Vuitton, Bvlgari, Prada

er nogle af de mondæne navne, som pryder de fine forretninger.

 

Mondæne navne findes også blandt de mange hoteller, Carlton, Splendid, Majestic, Martinèz.

 

3 unge flot klædte mænd, kinesere, sad inde i Chanel butikken og studerede ivrigt deres smartphones, mens deres piger var ved at prøve tøj. Da vi kom forbi en time senere, på vejen tilbage, sad de der stadig og ventede, og stadig stirrende på deres smartphones.

 

En stor Mercedes holder ind på en parkeringsplads ude ved midterrabatten. Ud stiger en 40-årig mand med en kæmpecigar i munden. Løst siddende tøj, smarte kondisko, en lille vuffer i snor. Ligeledes konen i snor… nå, nej, konen har en ligeså lille hund i snor, sort jakke, sorte bukser, sort Gucci-taske, sort langt hår og en ligeså sort Stetson på hovedet, øreringe så store som møllehjul, 1 smart lille bærepose i hånden.

 

Eller det ganske unge par, knap 20 år gamle, ind og ud af tøjbutikkerne. Hun kan åbenbart ikke bestemme sig, om det skal være Gucci, Chanel eller Dior. Han følger hende troligt i hælene, og skal formodentlig, når hun har bestemt sig, bare stå klar med det guldrandede Mastercard, som han har lånt af sin far.

 

Eller den unge dame, som er på vej ind til Carlton sammen med en ældre dame under armen, formodentlig hendes mor eller en rig tante, men her er én bærepose ikke nok, nej, hele 5 forskellige poser har hun nok så elegant hængt på den arm, som hun har fri.

 

På et tidspunkt spærrer en 10 meter lang overdimensioneret hvid limousine begge vejbaner på Croisetten. Kun de forreste ruder i den hvide bil er klare, resten er totalt sorte. Chaufføren er i færd med at skifte over i den modsatte kørebane. Vejbanerne er adskilt af en stor midterrabat med palmer og blomsterbede. Men en smal passage fører over i den anden vejbane, og han forsøger nu besværligt at dreje til venstre. Al trafik går i stå. Han kører frem, bakker og gentager denne manøvre adskillige gange, inden det lykkes ham at få denne kolos af en bil over i den modsatte kørebane.

 

Efterhånden havde vi indsnuset nok af dette liv, så vi fortsatte hen mod den gamle by, bærende på vores gule Netto-pose, som indeholdt 2 billige paraplyer fra Tiger-butikken i Aarhus.

Der var heller ikke mange, der kiggede efter os.

Næh, hvis man ønsker at blive set i Cannes, skal man gå med en Gucci taske i hånden, eller en lille bærepose, gerne flere, med diverse fine logoer påtrykt. Og så skal man helst samtidig være steget ud af en limousine eller være på vej ind eller ud gennem indgangsportalen til et af de store dyre hoteller.

 

Det blev til en ganske lille kop kaffe på den billige ”New York” café.

 

Vi gik igennem den gamle bydel, og var også oppe ved den gamle kirke ”Église Notre-Dame d’Espérance” øverst på højdedraget. Et stykke nedenfor kirken var en større menneskemængde forsamlet og et par præster stod skiftevis og talte i mikrofoner.

Pludselig satte menneskemængden sig i bevægelse, og forrest gik en mand med et stort trækors over skulderen. Korset var så tungt, at en anden mand måtte hjælpe med at bære det.

Processionen som forrest var eskorteret af to motorcykelbetjente begav sig nu op mod kirken, som lå lidt højere oppe på bjerget. Bagerst gik 2 andre svært bevæbnede betjente.

Der var selvfølgelig tale om en symbolisering af Langfredag i den katolske kirke.

 

Da vi kom hjem, og jeg var stået ud af bilen, kom en mand gående med en hund ude på vejen. Jeg sagde selvfølgelig ”Bonjour !”…. ”Godaw !” lød svaret tilbage. Verden er lille, og her gik en dansker fra Dronninglund. Vi fik os en længere snak. Han bor med sin italienske kone lidt længere oppe ad ”vores” vej.

 

Trine og Jarl har inviteret os på vandretur på tirsdag, og Trine vil bestille bord til en frokost i Theoule kl. 12:30. Afgang fra Miramar kl. 11:00. Det bliver spændende at gå over passet i bjergene for så at ende omme i Theoule by.

 

 

Miramar, den 31. marts 2018

12 grader kl. 09:00, steget til 15 grader kl. 11:00.

Et kraftigt tordenvejr i nat holdt os vågne en times tid. Vi trak gardinerne fra døren ud til terrassen, og lå og studerede lynene, som først kunne ses langt ud over havet i det fjerne. Men de kom efterhånden tættere på, og det hele kulminerede med et kæmpe brag lige over bugten, så man frygtede, at jorden skulle gå under.

Jorden holdt, luften er blevet renset og sigtbarheden er fuldendt.

Kl. 19:30

Hjemme igen efter en lang gåtur op i bjergene.

I dag blev det så mest til en beretning om nattens hændelser.

 

 

Miramar, den 1. april 2018

16 grader til morgen og fuld sol.

Nu har jeg igen vundet en million i lotto. Det er da godt nok heldigt, at jeg altid vinder en million på denne dato. Efterhånden er det en stabil indtægt hver år, og som folkepensionist skal man da være glad for det.

Vi sidder ude på den øverste terrasse i solen, og planlægger dagens udflugt. K vil gerne til ”Tourrettes sur Loup” og ”Col sur Loup” og ”St. Paul de Vence”…. jo, emner er der nok at tage af, så vi må hellere se at komme af sted.

 

Kl. 20:15:

Vi kom aldrig af sted på de planlagte udflugter i dag, men har udsat dem til senere.

Vejret ændrede sig totalt i løbet af formiddagen, således at der ved middagstid var næsten 21 grader omme ved køkkenvinduet. Hvor meget der var på solsiden på terrassen, tør jeg ikke gætte på. Men vi måtte fortrække fra liggestolene i solen efter kort tid, for så at sætte os op under fyrretræet, og herfra kom vi aldrig videre.

Først ved 18-tiden gik vi en lille tur i området, vel at mærke i shorts og kortærmet skjorte, altså for mit vedkommende.

Vel nok den hidtil varmeste dag på denne tur. Og selvom vi skriver den 1. april, er der aldeles ikke tale om en aprilsnar.

Nu begynder K igen at tale om prolongering af opholdet, et fremmedord som hun altid tager frem af ordforrådet, når hun er på ferie, og hjemturen nærmer sig.

Mon ikke hun mener det som en aprilsnar ?

 

 

Miramar, den 2. april 2018

14 grader til morgen og til dels overskyet.

Dagen uden indhold af nævneværdig grad, dog en mindre tur ned omkring lystbådehavnen og stranden.

Vi har besluttet at tage en uge mere her, altså fra den 7. – 14. april, og regner så med at være i DK ca. den 18. april.

Gåturen over bjerget i morgen er usikker p.g.a. vejrudsigten.

 

 

Miramar, den 3. april 2018

14 grader til morgen og i dag varsles der regn fra middag og resten af dagen, men det skal nu ikke afholde os fra at gennemføre den planlagte udflugt sammen med Jarl og Trine.

 

Kl. 20:36

Vi tog af sted kl. 11:00 og kom hjem ved 17-tiden.

Vi lagde ud med kyststien og havde adskillige stop undervejs for at beundre udsigten ved havet.

Det var rart at have nogle lokalkendte med ved sin side, og der blev fortalt mange detaljer om de forskellige ting, som vi kom forbi.

Vi så bl.a. ”Palais Bulles”, hvor Pièrre Cardin havde boet indtil sin død.

Derefter gik vi op til Notre Dame d’Afrique, et monument over krigen i Algier i 50’erne og 60’erne.

 

Nede i Theoule by fandt vi hen til ”Les Roches Roses”, en rigtig fransk restaurant. som udefra så uanselig ud, og som vi nok ville have spadseret forbi, hvis vi da ikke havde haft Jarl og Trine med.

Trine havde heldigvis bestilt bord, og selv om vi kom en halv time for sent, stod bordet parat til os i det totalt propfyldte lokale. Og det på en ganske almindelig tirsdag. Vi kunne næsten ikke få ørenlyd, så højt blev der snakket. Lutter lokale gæster, arbejdere, håndværkere, funktionærer osv, alle til frokostpause.

Et helt måltid, altså forret, hovedret og dessert, kostede den nette sum af 12,80 euro, og med drikkevarer, vand og kaffe kom vi op på 20 euro pr person.

Først en tallerken med charcuteri og salat som forret.

Så hovedretten, hvor der var frit valg imellem 3 forskellige ting.

Til dessert var der 4 forskellige ting at vælge imellem.

Efter at have betalt regningen, blev der serveret 4 små glas Limoncello, en citron-likør.

Jo, tak for mad, et flot og godt fransk måltid i gode omgivelser.

Vi har besluttet at prøve det igen, for på fredag serverer de, traditionen tro, Aïoli.

 

Vi sad der i 2 hele timer, inden vi begav os på den 6 kilometer lange hjemtur op over Col de Theoule. En anden rute end den vi tog herind. Solen skinnede nu fra en skyfri himmel, og for en gangs skyld havde vejrguderne taget fejl, så de medbragte paraplyer kom aldrig i brug. Endvidere var det noget ærgerligt at skulle gå med såvel jakke som trøje over skulderen.

Det blev til en dagsetape på 13 kilometer, men heldigvis midtvejs afbrudt af en herlig spisepause

 

 

Miramar, den 4. april 2018

13 grader til morgen og let regn.

Vi holder pause i dag efter turen i går sammen med Jarl og Trine. Benene er trætte i dag.

En lille eftermiddags-turne til Geant Casino i Mandelieu.

Det har været en noget trist dag, vejrmæssigt, og udover motionen inde i Geant, har jeg kun fået motion ved at gå ned med skraldeposen og tilbage igen, men det andrager til gengæld også en stor del af den daglige nødvendige motion. Der er 100 trappetrin, når man skal ned med skraldeposen, og minsandten om der ikke også er 100, når man skal retur. Derudover skal der også tilbagelægges en lille strækning ad den stejle vej, som har en hældning på 30%.

 

 

Miramar, den 5. april 2018

16 grader til morgen og fuld sol.

Kl. 20:53

Er lige kommet tilbage fra en kort gåtur op i emirens gade, som vi kalder den, fordi den virkelig er ejet af en arabisk emir, hvad det så er for en personage. Han ejer de fleste af ejendommene i gaden, og har derfor isat en port i både den ene og den anden ende af vejen, men disse porte er dog ikke aflåst endnu.

I den ene ende af gaden, ligger der et 5-stjernet hotel ”Miramar Beach Hotel”, og i den anden ende ligger der en mindre filial af dette hotel. Midtvejs i gaden ligger der en underjordisk garage med et væld af dyre biler.

Det fortælles, at hotellet mest bliver brugt, når emiren kommer for at holde ferie med alle sine koner….

 

Bortset fra udflugten til emirens gade, er dagen gået på terrassen i et fantastisk sommervejr.

Frokost på terrassen kl. 16:00, ja, man bliver sløv i dette vejr.

 

 

Miramar, den 6. april 2018

13 grader til morgen og ingen sol.

Aioli-dag i Théoule, hvor jeg lige har bestilt bord til kl. 12:30 på ”Les Roches Roses”.

Kl. 20:03

Vi kom hjem kl. 18 efter en tur på over 7 timer. Heraf brugte vi halvanden time på restauranten, en halv time på torvet i byen, og resten af tiden brugte vi på bjergstier og bjergveje mellem Miramar og Théoule.

Jeg havde fået alt for meget tøj på, og måtte efter et kvarters tid gå med både jakke og trøje over skulderen. De 13 grader var pludselig blevet erstattet med ren sommer. Igen meget svært at stille en vejr-prognose, når man går udenfor døren om morgenen og kigger på himlen i alle retninger.

Vi mødte Trine oppe ved den øverste låge og fulgtes så med hende til Col de l’Esquillon. Herfra valgte vi kyststien hele vejen til Théoule.

Vores bestilte bord stod klar til os. Der stod godt nok ”Muké på sedlen, som lå på bordet, men det er også svært for en franskmand at forstå navnet Munk i en telefon, så det er dem tilgivet.

3 retter mad, hvor Aïoli var hovedretten, og det gælder hver fredag.

Forretten var et stykke ristet brød med gedeost placeret på en salatbund.

Hovedretten, Aïoli, var kogt torsk, masser af forskellige grøntsager og så en skål mayonnaise rørt op med knust hvidløg, uhm…..

Desserten bestod af 2 kugler chokoladeis med høj flødeskum.

Dertil det sædvanlige brød, 0,5 ltr rosé-vin, 1 karaffel vand og så en afslutning med 2 x kaffe. Igen 20 euro pr. person. Så fås det ikke billigere og i hvert fald ikke mere fransk.

Vi sad igen omgivet af lutter franskmænd i et næsten overfyldt lokale, og med bordene stående så tæt, at man skulle tro, der var tale om eet stort selskab..

Virkelig et autentisk fransk måltid i originale omgivelser.

 

Hjemturen tog os betydeligt længere tid end udturen. Det var blevet så varmt, at vi tænkte på at tage en bus hjem, men opgav heldigvis tilsidst.

Så vi valgte en del af kystruten, og drejede midtvejs op mod ”N.D d’Afrigue”, det flotte monument, som vi også besøgte i tirsdags. Nu kunne vi få nogle fotos af det i flot solskin.

 

Monumentet ligger højt oppe i bjergene, og er virkelig et besøg værd. En 12 meter høj statue af Notre Dame, Madonna eller Jomfru Maria(kært barn har mange navne) står og pryder centrum af monumentet. Hun har blikket vendt i retning mod hovedstaden i Algier, hvor der står en lignende mindre statue i den katolske katedral i byen.

Statuen her har fået samme navn som kirken i Algier, nemlig ”Notre-Dame d’Afrique

Monumentet er rejst til minde om hændelserne, som sluttede i 1962, da Algier løsrev sig som koloni fra Frankrig, og alle franskmænd blev smidt ud af landet.

Dette foregik ikke uden blodsudgydelser, og alt det kan man læse om i historiebøgerne. Et ret så spændende(eller trist) kapitel i den franske historie.

 

Et ældre par gik og ordnede nogle blomsterbede inde på området, og manden råbte til os, at vi bare kunne gå ind ad lågen.

Inde ved monumentet, kom damen hen til os og spurgte om vi ville vide noget om historien vedrørende dette monument. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, og fortalte at vi kom fra Danmark, men også, at vi godt kendte noget af historien omkring Algier. Det blev hun åbenbart glad for at høre, og hun hentede straks en lille brochure til os.

Nu kaldte hun på sin mand, som stod omme bagved, og fortalte at vi, fra Danmark, kendte til deres historie. Han kiggede forbavset, og smilte så stolt til os.

Så hentede hun et flot postkort med et billede af statuen og gav os

Både hun og manden var født i Algier, hvor de var 5. generation af en fransk familie, men de var alle sammen blevet smidt ud af landet i 1962.

 

Hun forklarede os en hel masse om statuen og kunstneren, som havde brugt 10 år på værket.

Så fortalte hun om ”Les pieds-noirs”, altså ”Sortfødderne”, som de franske kolonister og deres efterkommere blev kaldt.

Udtrykket kommer fra de franske soldater, som gik med sorte læderstøvler.

De franske myndigheder forsøgte at ”forfranske” kolonierne ved at udstationere en mængde franskmænd, som så besatte de gode stillinger i kolonierne, men det lykkedes aldrig at opnå den ønskede effekt, og i 1962 blev de sidste franskmænd smidt ud af Algier, den sidste franske koloni.

To gange om året bliver der afholdt en ceremoni her på stedet for at mindes historien, og så samles efterkommerne til de familier, som stammer fra Algeriet.

 

Et meget interessant indslag i bjergvandringen, som kunne motivere én til at genopfriske historiebøgerne med tiden omkring de franske koloniers løsrivelse.

Det var lidt om ”Sortfødderne”, altså ”Les pieds-noirs”.

 

Heldigt at vi valgte at droppe bussen i Théoule, ellers havde vi ikke fået denne oplevelse.

 

 

Miramar, den 7. april 2018

17 grader til morgen og noget overskyet.

Udflugtsdag med et par byer østpå som mål.

Kl. 21:23

Det var blevet mørkt, da vi kom hjem fra dagens udflugt kl. 20:30. Vi besøgte byerne Colle-sur-Loup og Saint Paul de Vence.

Først stop var Colle-sur-Loup, og vi stødte til motorvejen, A8, henne ved Mandelieu. Undervejs besluttede vi, for at se lidt andet end motorvejen, at vi ville dreje af ved Antibes, men det skulle vi da aldrig have gjort, for det gav os en forsinkelse på mindst 1 time i langsom kø-kørsel.

 

Colle-sur-Loup viste sig at være en dejlig og rolig by.

Vi lagde ud med at besøge Office de Tourisme, for at få nogle kort over området. Pigen derinde var virkelig service-minded, og vi gik ud med favnen fuld af diverse brochurer og kort over dit og dat, så mange at vi segnede under vægten.

Da vi endelig fik os rejst op igen, fandt vi os siddende på en stenbænk på en lille plads midt i byen. Her sad vi og nød stilheden samt noget godt brød, som vi havde købt hos en lokal bager,

Bagerkonen forsøgte også at sælge os en gedeost Hun fortalte, at det var ost fra geder, som gik rundt oppe i bjergene. Vi opgav dog, da der ikke var nogen deklaration på ostene, som hernede tit er lavet af upasteuriseret mælk(lait cru)

Brødet viste sig til gengæld at være så godt, at vi måtte hen for at købe mere, inden vi forlod byen.

 

Vi ville derefter egentlig have besøgt ”Gorges du Loup”, nogle berømte kløfter udenfor byen, og havde også fået gode anvisninger henne på ”Office du Tourisme”. Men vi valgte i stedet for at køre over til Saint Paul de Vence. Ovenpå vandringen i bjergene i går var det også den bedste løsning, anbefalet af vores ben, og, for en gangs skyld, lyttede vi til dem.

 

Ovre i St. Paul d. V. parkerede vi nedenfor byen, på kirkegårds-siden. Dette område kender vi fra en tidligere tur. Oppe i selve byen er det næsten umuligt at finde parkering, og finder man så en plads, koster det en formue.

Denne by er altid et besøg værd, selvom der er mange turister. Allerførst skulle vi dog lige besøge kirkegården for at se Marc Chagalls gravsted, som stadig er et tilløbsstykke, og der er altid mange besøgende her.

Derefter travede vi igennem de små gader i byen, og fik en god oplevelse af de forskellige særpræg i de små gallerier, hvor kunstnerne falbyder deres værker.

Hvert galleri er unikt, og det er sommetider svært at løsrive sig fra enkelte gode værker.

Efter en sådan oplevelse, tænker man virkelig over, hvor forskellig menneskers hjerner må være konstrueret. Man ser værker, som man aldrig har haft fantasi til at kunne forestille sig.

 

Turen hjem til Miramar foregik i en forvirrende stor mængde af trafik. Vi var inde omkring Geant Casino ved 20-tiden, og der var så mange inde for at handle som aldrig før. Hernede er det åbenbart ikke alle, der bruger tiden lørdag aften foran flimmeren.

 

 

Miramar, den 8. april 2018

17 grader til morgen, kraftig blæst fra øst noget overskyet-

Hjemme i DK meldes nogle steder om 21 grader, så nu må vi vist til at vende snuden nordpå.

Kl. 20:23

Er lige kommet tilbage fra en mindre gåtur op til ”Palais Bulles”, hvor vi fik Pierre Cardins ejendom at se på nærmere hold. Den ligger med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet. Der skulle være 1200 m2 bolig, og udenfor er der et stort amfiteater, som bliver brugt i forbindelse med arrangementer.

 

 

Miramar, den 9. april 2018

En historisk dato i DK.

14 grader tll morgen. Vinden har lagt sig, men det småregner.

Sidst på eftermiddagen kørte vi en tur mod Agay. Vi stoppede op ved Cap Roux for at se den vej op i bjergene, som ”Dronninglund” havde omtalt. Ganske rigtigt, en flot bred asfaltvej, med samme rødbrune farve som de omkringliggende bjerge, førte op i bjergene. Forneden var den spærret med en bom.

Det var egentlig ikke meningen, at vi ville gå så langt op, men inden vi fik set os om, var vi kommet tættere på de store bjergmassiver, som vi havde iagttaget på afstand. Og lige pludselig, da vi drejede om et vejsving, åbenbarede der sig et prægtigt syn for os. Vejen fortsatte rundt om en dyb slugt, og overalt tårnede høje bjerge sig op. Voldsomme lodrette bjergsider i alle former.

På et tidspunkt ville K lige røre ved en af de vilde lavendler, men jeg fik heldigvis forpurret det, for det viste sig, at der lige ved siden af var en lille række af processionsspindelarver. Den er godt nok ikke så kendt derhjemme, men den findes ved Dueodde på Bornholm.

Der er giftig, og man skal absolut ikke røre ved den.

 

 

Miramar, den 10. april 2018

14 grader og regnvejr.

Kl. 12:00

Der har været et ophold i regnvejret på et par timer, men nu er det begyndt igen. Det hidtil værste regnvejr, vi har oplevet endnu. Og endnu værre er det, at der meldes om regn de næste 2 dage.

En noget kedelig afslutning på ferien, som ellers ikke har været domineret af regn. Egentlig har vi været heldige, men har alligevel ikke haft samme succes med vejret, som vi har haft tidligere hernede.

Det regner faktisk så meget, at vi ikke ville kunne pakke bilen, uden at alting ville blive gennemblødt.

Vi ligger i en orange zone, vejrmæssigt, og der kan være risiko for oversvømmelser i flod-områder, hvilket vi heldigvis er forskånet for.

Tjah, hvad gør man så ?

Man anvender tiden til at planlægge den lange hjemtur, som påbegyndes på lørdag, og derudover….. ja, man venter på et ophold i regnen.

Kl. 20:40

Selvfølgelig kom der et ophold i dagsregnen, så vi kørte ind til Mandelieu, hvor vi gik en tur langs med den flotte flod ”La Siagne”.

Vi kom først hjem ved 20-tiden. Vi sad på en bænk og nød solen, som pludselig var dukket op ovre mod vest. Hvorimod det så truende ud over bjergene mod nord. Vestsiden vandt, og vi nød virkelig den måske sidste sol på denne tur. De næste 2 dage ser i hvert fald ikke ud til at bringe solskin.

Fornøjeligt at se den lille pige på 4-5 år fodre ænderne sammen med sin mor. Andrikken lod hele tiden anden få de bedste bidder af brødet, medens han var optaget af at holde udkig efter alle de mange andre bejlere, som lå på lur nede i floden.

 

 

Miramar, den 11. april 2018

12 grader og regnvejr.

Vi skal lige have overstået onsdag og torsdag i regn, så lysner det, når vi begynder hjemturen.

Vi planlægger en hjemtur med 3 dagsetaper. Måske Fleurie, Mosel og Bremen ?.

 

 

Miramar, den 12. april 2018

12 grader og regnvejr, en tro kopi af dagen i går for så vidt angår vejret.

Vi har endelig afgjort første overnatning på hjemturen. Den lille by oppe i Beaujolais-distriktet, Fleurie, ”Hotel des grands vins” og ”Auberge de Cep” som spisested.

Fleurie er en af grand cru byerne i Beaujolais, og den er vel nok et besøg værd.

 

 

Miramar, den 13. april 2018

14 grader og tørvejr til morgen.

Det gode vejr er så småt tilbage, og der har kun været en enkelt kort byge i dag. Solen er også dukket op igen, og vi har nydt de sidste stråler på terrassen en stor del af dagen. Nu meldes der om godt vejr de næste mange dage, mæeen…. denne gang prolongerer vi ikke.

Overnatning nr. 2 er endelig afgjort og bestilt, Hotel Moselblick lige udenfor Piesport by.

Afgang i morgen kl. 10:00.

Der pakkes sammen.

Farvel så længe !

 

 

Fleurie, ”Hotel des grands vins”, den 14. april 2018

Vi ankom klokken 17 efter en køretur på 534 km.

Svært at genkende Fleurie by, men det er også præcis 30 år siden, vi var her sidst. Dengang, tilbage i 1988, boede vi i telt på byens campingplads med vores 3 børn på hhv. 13, 6 og 4 år.

Campingpladsen ligger her endnu, og er nu fyldt op med campingvogne.

Vi har bestilt bord på ”Auberge du Cep” til kl. 19:30.

Gik først en tur op i byen, efter at vi havde pakket ud på værelse nr. 102.

Inde i kirken købte K et stearinlys for en euro. Da vi ville sætte det i holderen for derefter at tænde det. brækkede det. Ergo, er bønnerne nok ikke blevet hørt på højeste sted denne gang, medmindre den ene euro kompenserer for den manglende flamme i lyset.

Kl. 00:23

Auberge du Cep” var igen et fransk måltid lige i øjet.

Camille, værtinden, fulgte os til bords, og, Aurélien, kokken, fulgte os ud, da vi var færdige efter et par timer.

Alle 8 borde var besat, så et held at vi havde bestilt.

Fransk mad, perfekt som det skal være, og selvfølgelig med en Fleurie vin til….. Og prisen…. jo, til kaffen gav jeg 18 euro for en Marc de Bourgogne. Den koster normalt kun 8 euro, men jeg opdagede det først, da vi kom tilbage til hotellet, og jeg kan ikke undskylde det med, at vinen var noget tung, for i Beaujolais er vinen ganske let…. men man kan alligevel godt få for meget af den.

 

 

Piesport, ”Hotel Moselblick”, den 15. april 2018

Efter at have strejfet de større byer, Beaune, Dijon, Nancy, Metz, Thionville, Luxembourg og Trier er vi ankommet til Piesport. I alt en dagsetape på 536 kilometer. Nogle meget nemme kilometer. Nordfrankrig er noget af det bedste, når der skal køres på motorveje. Og i Luxembourg tankede vi diesel til 1,06 euro, hvilket er omkring 8 kr.

 

Vi ankom klokken 18:30 efter en flot nedstigning ad landevejen, L50, som førte ned ad den stejle bjergskråning igennem vinmarkerne i mange hårnålesving og endte helt nede ved flodbredden, hvor Hotel Moselblick ligger.

Her kan vi sidde ude på altanen og følge med i flodtrafikken. Der kommer flodbåde med jævne mellemrum. Mest pramme lastet med bulk-gods, men af og til også et par lange passagerbåde.

Ovre på den modsatte side af floden står bjergskrænten fyldt med vinstokke i mange forskellige jordparceller. En bro fører over floden ca. 100 meter fra hotellet.

Hotellet lå gemt langt fra stedet, hvor Fru GPS havde meldt om ”Ziel erreicht”, men vi fortsatte bare langs floden, og så dukkede det op for enden af vejen.

 

Her følger lidt om vores afgang fra Fleurie i formiddags.

Vi checkede ud fra hotellet kl. 11:00 efter at have set Koi-karperne blive fodret. Værten fortalte, at de største af dem var 10 år gamle, og at de kunne blive op til 100 år. Ligeledes fortalte han, at de kostede 800 euro stykket, så det er nok ikke dem, de spiser til aftensmaden, når der er fisk på menuen.

Inden vi forlod byen, tog vi lige en udflugt, pr. bil, op til toppen af det høje bjerg, som ligger nordvest for byen. Køreturen derop gik langs med nogle meget stejle skråninger, og jeg kunne tydeligt høre på K, at hun sommetider var ved at tabe pusten over den smalle vej uden autoværn. Hun sad også i den side af bilen, som vendte ud mod afgrunden.

Oppe på toppen står ”Chapel de la Madone”, hvorfra der er den flotteste udsigt ud over en stor del af Bourgogne. Vi var måske heldige, at sigtbarheden var helt på toppen, bogstavelig talt.

 

Efter dette flotte syn, havde vi planlagt at finde et nærliggende vinslot, som vi også besøgte for 30 år siden, nemlig ”Chateau des Labourons”. Dengang vadede vi bare ind på slottet og bankede på hoveddøren, hvorefter kældermesteren, vinbonden, godsejeren, eller hvad han nu var, fulgte os over i en sidebygning til slottet. Her stod vinflaskerne i hundredvis på samlebånd, og skulle formodentlig pakkes ned i kasser. Han tog resolut en flaske og trak den op, så vi kunne få lov at smage. Det syntes jeg nu var lidt for meget, da vi ikke havde til hensigt at købe mere end et par flasker, men inden vi fik set os om, havde han selv drukket det meste af flasken. Jeg havde også lagt mærke til, at han var i et overstadigt humør, da han lukkede hoveddøren op, og derefter fulgte os over i bygningen. Han gik faktisk ikke helt lige. Nå, men dengang endte det alligevel med, at vi købte et par kasser. De kostede dengang, altså i 1988, den formidable sum af 12 kr. pr. flaske. Men de var så gode, at vi aldrig glemte smagen af den vin. På samme tid kostede vinen 24 kr. inde i Salling Super.

 

Denne gang så der meget lukket ud på slottet, så i første omgang kørte vi forbi og lidt længere ud ad den smalle vej for at finde plads til at vende bilen.

Jeg var netop i gang med at vende, da en bil bag os pludselig stoppede op, og en dame vinkede til os. Hun steg ud og kom hen til os. Jeg havde rullet vinduet ned. ”Vous cherchez quelqu’un ?”, altså ”Søger De nogen ?”, spurgte hun. Jeg svarede. at vi gerne ville købe noget vin fra slottet, men at der så lukket ud. ”Det er min bror, Fabien, jeg ringer ham lige op og hører om han har tid.” Og fluks ringede hun på sin mobil.

Hun fik desværre ingen forbindelse, men så pegede hun tilbage ad vejen og fortalte, at broderens ejendom, et hus med grønne skodder, lå et lille stykke tilbage lige overfor slottet. Vi kunne bare køre hen og banke på.

Vi sagde farvel og tak, og sagde så, at vi havde besøgt slottet for 30 år siden. ”Det var mine forældre, som ejede det dengang !”, svarede hun stolt.

 

Henne ved broderens ejendom bankede vi på en dør i nederste etage, og et kort øjeblik efter blev der lukket op af en smilende dame.

Hun var tydeligvis, efter duften af mad at dømme, i færd med at lave frokost, og det var åbenbart køkkendøren, vi havde banket på, så jeg undskyldte forstyrrelsen.

Hun var lutter venlighed, og ville straks kalde på Fabien.

Der gik et par minutter, og så kom endelig Monsieur Fabien ilende. Jeg undskyldte igen forstyrrelsen, men han smilte bare og sagde ”intet problem”.

Vi gik over til en lagerbygning på den anden side af vejen lige uden for slottet. Inde i lageret ville han hente et par glas til smagsprøver, men jeg afviste høfligt og sagde, at vi skulle på en længere køretur.

Han fortalte nu, at slottet var blevet solgt til en stor koncern, Louis Latour, som har mange andre ejendomme i Bourgogne, og at det nu var slut med at sælge ved stalddøren. Altså var dette sidste chance, men hans egen vin ovre på den anden side af vejen var akkurat den samme, og den kunne vi købe næste gang, vi besøgte Fleurie.

Jeg fortalte ham så om hans far, som vi havde besøgt for 30 år siden, hvor vi stod ovre i sidebygningen og fik smagsprøver, og efterhånden var det helt tydeligt for os, at sønnen lignede faderen. Erindringen om faderens udseende var ikke gået helt i glemmebogen.

Inden vi kørte, ville han absolut gå ind for at hente et prospekt til os, så vi kunne se hjemmeside og email-adr. på hans ejendom ”Domaine de la Bouronière”.

Farvel og tak til den flinke Fabien Lescure med den samme næse som Jean-Paul Belmondo, men dog knap så rød som faderens for 30 år siden.

 

Kl. 23:13

Færdig med tysk aftensmad, kød, kød og atter kød, selv på salattallerkenen.

Men en Spätlese Riesling fra en vinbonde i Piesport var super.

En enkelt and skræpper op i mørket udenfor.

Den sidste flodpram er sejlet forbi.

I morgen har vi en lille by i Nordtyskland som mål.

 

 

Piesport, ”Hotel Moselblick”, den 16. april 2018

Kl. 07:50

Solen står lige ind på altanen. Den er dukket op over bjerget allerede for ½ time siden.

Der meldes om en flot uge her ved Mosel i denne uge. Op til 27 grader på onsdag.

Men vi drager nordpå for at tage den sidste overnatning på Landhaus Höpen i Schneverdingen.

Det betyder, at vi er i Løgten tirsdag sidst på eftermiddagen.

Dermed er der gået præcis 8 uger, på nær 1 dag, siden vi drog af sted den 21. februar.

 

Kl. 18:15, ”Landhaus Höpen”, Schneverdingen

Endelig for enden af dagens rute på 540 km. En rigtig træls rute lige fra starten. Vejarbejde, Umleitungs og køer på vejbanen ?.

Men nu sidder vi her på værelse 102 im Altes Landhaus. Stilheden afbrydes ind imellem af dejlig fuglefløjt udenfor vinduet mod skoven.

 

Vi checkede ud i Piesport kl. 10:45 og sagde farvel til den rare kromutter.

Derefter 15 minutter til Klüsserath, hvor vi besøgte Weingut Kirsten... jo, selvfølgelig måtte vi besøge denne vinproducent. For sjovt er det, at kunne servere en vin, som hedder Kirsten, ja, og det er med det fulde navn, altså ikke engang forkortet til K.

”Ich habe Ihnen vergessen zu sagen, dass meine Frau heisst Kirsten !”, sagde jeg til damen, som vi havde købt vinen af, da vi var på vej ud fra smagslokalet. Hun brød ud i et stort grin, som om hun aldrig havde hørt om navnet Kirsten, altså som fornavn. For hernede er det lig med et efternavn !

Allerede da vi var ude af Mosel-dalen begyndte de trafikale genvordigheder, og dem gider jeg for en gangs skyld ikke at berette om, for det kan også blive for træls og ensidigt med vejberetninger.

Kl. 21:30

Så er vi her igen efter 1 års fravær fra Landhaus Höpen.

Super dejligt sted hos Dr. Lohbeck, og virkelig en dejlig afslutning på en lang ferietur.

 

 

Løgten, den 17. april 2018

21 grader og sommersol.

Endelig hjemme igen.

8 uforglemmelige uger er gået, og skulle man alligevel glemme et og andet, kan man jo bare slå op på munk1.dk for en repetition

Tak for denne gang !