PM WebDesign
Jul/nytår 2024/2025
Uddrag af dagbog og fotos fra vores tur til Sydfrankrig
2024/2025
Kassel - Lons-le-Saunier - Vilefranche sur Mèr - Flassan
Dagbog
17.12.2024(tirsdag), Villefranche sur Mèr
Pyh-ha, hvor er jeg træt. 3 dages køretur tærer på systemet. Gad vide om jeg ”vågner op” i dag
Vi sad lige fra morgenstunden, som i dette tilfælde var klokken 09:00, ude på terrassen og nød solskinnet her på 4. sal i ”Les Néreides”, Avenue Georges Clemenceau 395 i Villefranche sur Mèr. Godt nok stod der kun 12 grader på termometeret i skyggen, men i solen var det noget helt andet.
Vi tog hjemmefra Løgten lørdag kl. 11:30, stærkt forsinket, ja faktisk hele 2 dage, og var hernede 2053 kilometer senere, nemlig klokken 18:30 mandag aften.
Vi nåede heldigvis, trods en stressende slutspurt, også at sige farvel til vores gode naboer, Jenny og Sven.
Første overnatning i Tyskland(Kassel) efter en køretur på 695 km. Anden dag nåede vi til Frankrig(Bourg-en-Bresse) efter en tur på 713 km, og den sidste dag nåede vi vores bestemmelsessted efter en tur på 647 km.
Disse lange køreture forløb uden problemer men dog med et par fejlkørsler i forhold til korrekt rute. Bl.a. i Kassel, hvor en masse vejarbejde på motorvejen gjorde det umuligt at orientere sig om den rette afkørsel. Det lykkedes dog at finde hotellet i Kassel, langt oppe i bakkerne. Da vi ankom, begyndte det at sne.
I Frankrig begyndte det gode vejr, som sædvanligt, da vi kom syd for Lyon, og der stod 15 grader på termometeret.
Nu er vi endelig i mål på vores første planlagte opholdssted i Frankrig, Villefranche sur Mèr.
Det er et sted som vi har besøgt hele 7 gange før. Ja, det føles næsten som at komme hjem igen. Første gang vi besøgte byen ligger hele 25 år tilbage, nemlig i 1999.
Dengang boede vi her i en uge i oktober, og vel at mærke en uge med fuld dagsregn alle dage, så hvorfor vi er kommet tilbage hertil mange gange senere er måske lidt underligt. Vi har dog ikke siden 1999 oplevet lignende mængder regn.
Hvis alt går vel, bliver vi her i 4 uger, inden vi så drager videre til vores næste sted.
Gik en tur rundt i byen i eftermiddags, og endte på Place de la Paix, ca. en halv kilometer fra vores lejlighed. Her er der både bager, slagter, bistro, kiosk, cafe og endda en ganske lille købmandsbutik.
Ovenpå de sidste dages lange køreture vil de første dage nok gå med total afslapning
18.12.2024, Villefranche sur Mèr
Markedsdag, den traditionelle onsdags-begivenhed. Vi havde håbet at møde den gode oliven-pige, Louise Blanc fra Gorbio, men hun frekventerer åbenbart ikke markedet mere iflg. en af hendes kolleger på markedet.
Så mødte vi til gengæld vores gode gamle ”grisehoved” fra Italien. Lorenzo Maccione, som han rigtigt hedder. Hans øgenavn skyldes et foto, som jeg tog af ham for nogle år siden. På billedet står han i sin bod, og foran ham er placeret en halv røget gris på disken. Sidst vi var hernede, i 2022, viste jeg ham så resultatet. Han syntes at det var flot, og jeg fik lov til at tage et foto af ham og konen. Det pyntede noget på billedet, da konen kom med på billedet i stedet for grisen.
Han huskede tydeligt episoden fra dengang og grinte meget, da jeg viste ham de gamle billeder igen i dag.
At vi ”internt” kalder ham for ”grisehovedet” har vi en del sjov ud af. Han ligner absolut ikke et grisehoved, tværtimod kunne han ligne en flot italiensk skuespiller.
Nå, vi gik fra hans bod med en god Peccorino ost fra Sicilien, noget Porchetta og nogle skiver Jambon cuit.
En anden god italiener på markedet, nemlig ham med cigaren i munden, var selvfølgelig også på sin standplads, dog denne gang uden cigaren.”Luciano fruits et legumes” hedder hans biks.
Inflations-hysteriet har heldigvis ikke nået hans lille bod, så 10 euro for en god olivenolie, altså samme pris som da vi besøgte ham for både 2 og 5 år siden.
Alle stadeholderne siger enstemmigt ”Bonnes fêtes”, når vi har afsluttet en handel. Altså er de gået i ”Jule-mode”, men der er jo også kun en lille uges tid til juleaften..
Sidst på eftermiddagen gik vi en tur langs ”Plage Palmières” og videre ud mod Beaulieu. Henne ved Plage l’Espalmador, lå en strandet lystsejler helt oppe på stranden imellem store bunker af tang og forskellige træstykker. Masten lå knækket i to dele ind mod klippesiden.
19.12.2024, Villefranche sur Mèr
Koldt her til morgen. 8 grader og diset.
Vi genkender nu kulden på denne årstid, men heldigvis er lejligheden udstyret med såvel radiatorer som en varmepumpe.
Julestemningen udebliver foreløbig. Godt nok er byen fyldt med palmer viklet ind i lyskæder og store figurer af julemænd i strålende farver på byens torve. Og byens handlende gør hvad de kan, når de siger farvel til én med et ”Glædelig jul”, men vi er ikke rigtig faldet til endnu, og jeg har endnu ikke fået køreturen ud af kroppen.
Kirsten har også skrantet lidt i et par dage, men hun er normalt hurtigt tilbage i stabil tilstand. ”OK, nu går det bedre”, svarer hun lige nu, da jeg spørger til helbredet.
Hele 2 gange gik jeg ned til byen i eftermiddags. Første gang, da K sad og snakkede i tlf. med Lea. Da hun have siddet sådan i en time, og stadig ikke så ud til at gøre samtalen færdig, valgte jeg at spadsere en tur rundt i byen. Da jeg kom tilbage, næsten en time senere, sad hun stadig og talte i telefon, dog ikke med Lea.
Senere var jeg nede i den lille Casino i Rue Poilu, hvor ekspedienten stadig er den unge pige som tidligere. Hun må absolut være groet fast i den butik. Og hun er selvfølgelig heller ikke stadig ligeså ung, som da vi så hende første gang for mange år siden. I samme lille butik sidder der altid en ældre mand på en taburet. Ligeledes synes han at være groet fast til sædet. Men snakken går altid lystigt i butikken, og det er tydeligvis nogle lokale beboere, som hygger sig.
En anden Casino længere oppe i byen er lidt større. De skiftes normalt til at holde lukket én ugentlig dag.
Sidst på indkøbsruten var jeg omkring den nye bager, som har afløst Marie-Claire. Butikken er nu blevet lysnet op og er ikke så indelukket at se på mere. Det har den også trængt til i mange år. Vendingen ”Den enes død, den andens brød” kunne man passende anvende her i den nye bagerbutik.
20.12.2024, Villefranche sur Mèr
Et krydstogsskib ligger for anker ude i bugten, og de små shuttle-både sejler frem og tilbage mellem skib og havn med de mange passagerer.
Vejret arter sig heldigvis godt efter årstiden at være. I dag 10 – 13 grader.
Hele formiddagen på terrassen i den lune sol.
Jeg fik skabt kontakt til SNCF(=det franske DSB) med en ny app, så nu kan vi købe togbilletter via telefonen. Banegården ligger ca. 5 minutters gåtur herfra.
Vi indviede systemet, da vi tog til Beaulieu i dag, og det gik fint på udturen. Men på hjemturen kunne jeg selvfølgelig ikke få app’en helt til at fungere, så det endte med at vi kørte som gratister. Nå, der vankede ingen kontrol denne gang, og jeg har bagefter fundet ud af at løse problemet med app’en.
Det er noget mere behageligt at køre med fut-toget end at køre med bussen.
Vi var nede hos slagter Pascal for at reservere julemaden, en ”poulet fermier” og en ”filet mignon entier”, så må vi se, om vi kan få det til at ligne en dansk juleaftensmenu.
21.12.2024, Villefranche sur Mèr
I dag gik turen til Nice med bus. Vi har også fået etableret digitalt buskort, så vi nu kan tage med bussen på samme moderne manér som med toget.
Kollektiv transport er helt anderledes prioriteret hernede end derhjemme, og det forstår man godt, når man ser hvor meget vejnettet er belastet. Der går busser eller tog ca. hvert kvarter.
Lige idag var måske ikke det rette tidspunkt at besøge Nice. Juletravlheden var tydelig, og der var så mange mennesker i gaderne og butikkerne, at det var svært at komme til.
For enden af Parc Paillon var der opstillet 68 boder med jule-halløj, men desværre var det hele indhegnet, og der var indført total kontrol og visitering af de besøgende. Vi troede først der var tale om betalings-kø, men ved nærmere eftersyn viste det sig at man skulle visiteres. Hele 4 lange køer var der ind til denne park. Så vi opgav, selvom længden på disse køer indikerede at der måtte være tale om noget interessant eller sjovt derinde. Man tager ingen chancer i Nice, men det må være noget nær en umulig opgave at holde styr på så mange mennesker.
I den gamle by gjorde vi holdt hos ”René Socca” for at indtage den traditionelle socca, en kikærte-pandekage og et glas ”vin chaud”, hvilket er et glas opvarmet vin med kanel og en citronskive. Opvarmet vin er en rigtig jule-tradition.
Herefter hen til busstoppestedet ved Place Garibaldi for at tage rute nr. 15 hjem.
22.12.2024, Villefranche sur Mèr
Dagligdags begivenheder her 2 dage før juleaften, observeret fra terrassen på 4. etage i ”Les Neréides”.
Lige nedenfor ejendommen ligger en villa ”Santa Maria”, hvor en ældre mand bor. Vi har dog ikke set ham endnu denne gang. Men de sidste par dage har han haft et par havearbejdere på besøg, eller rettere sagt et par skovarbejdere. På hans grund står nemlig et par store fyrretræer, som rager helt op til 5. etage i ”vores” ejendom. Disse fyrretræer er nu blevet stynet, således at de nederste mange grene er blevet fjernet, og der ligger nu et par store bunker brænde nede i hans have.
En ung mand klatrede op til midten af træet, på en stige, hvor han så fastgjorde sig til træet ved hjælp af nogle liner, og så kunne han hænge der og svinge med motorsaven, indtil alle grene var væk. Han havde bare arme og ingen hjelm på. Jeg sad og forberedte mig på, hvordan jeg skulle tackle situationen, hvis han kom til skade.
Men nu står træerne flotte med den øverste krone intakt, og kan dermed stadig agere skygge for næste sommers hårde sol.
Omkring middagstid var der pludselig et mylder af folk nede på stranden. De gik i samlet flok ud i bølgerne, alt imens et hornorkester ledsagede med flot musik. Mange af dem havde nissehue på.
Det må være den lokale vinterbadeklub, som har denne årlige begivenhed. Man kan måske ikke kalde det rigtig vinterbadning med en vandtemperatur på 16 grader.
Jeg gik senere ned til stranden for at iagttage begivenhederne noget bedre. Vinterbaderne stod nu omkring medbragte campingborde på stranden, og nød noget forplejning i form af østers, champagne og andre gode madvarer og drikkevarer. Åbenbart en tradition ved juletid. Jeg gik længere ud langs stranden, og mange steder stod lignende små flokke forsamlet og fouragerede på stranden.
23.12.2024, Villefranche sur Mèr
Stadig 10 grader og fuld sol.
I går stødte vi på Gabrielle Rigucci, som bor nede på 3. etage. Det virkede som om hun godt kunne huske os, selvom det er et par år siden sidst.
Hun nåede at fortælle om sin afdøde mand, sin søn og 3 børnebørn i Beaulieu og sin broder, lægen i Marseille, hvorefter hun så overrakte os en bærepose fyldt med gammelt brød. Den skulle vi bringe ned til havnen for at fodre fiskene. Hun blev så glad, da vi tog imod posen, og som slut-replik kom den sædvanlige reminder på både fransk og engelsk ”N’oubliez pas d’être heureux / Don’t forget to be happy !”.
K i ny "vinterpels", købt nede hos ”Miss Sexy” i Rue Gambetta.
P hos Pascal for at hente Poulet fermier, Porc rôti(ingen filet mignon !) og 10 skiver bacon.
Derefter brød hos Boulangerie la Paix.
Senere på dagen gik vi begge til Beaulieu, primært for at handle i Super U, hvilket endte med 17 stk østers, str. 3, og et væld af andre ting. Igen 2 tunge poser i hver arm, så de næsten slæbte hen ad fortovet. Ombord på linie 601 var det en hård kamp at opretholde stående stilling i bussen. En slingerage uden lige, inden vi nåede frelst frem til ”Leopold II”.
Efter at have læsset godset af i lejligheden, gik jeg nok en tur til Casino ved Octroi. Jo, nu må det være slut med alle de indkøb. Min portemonnæ bliver også tungere og tungere, parakdoksalt nok, men hver gang, jeg betaler med sedler, får jeg et væld af både store og små mønter retur. Normalt går jeg hjem og hælder dem i et syltetøjsglas, og det er efterhånden ved at være fyldt. Jeg savner egentlig de gode gamle kroner og ører, som normalt ikke tynger så meget derhjemme, måske fordi al handel derhjemme foregår med Visa-/Dan-kort. På markederne hernede bruges ikke kreditkort.
24.12.2024, Villefranche sur Mèr
”Kalkunen som blev til en kylling”.
Skulle vi følge den typiske franske julemenu, så er det østers, røget laks, foie gras, kalkun eller chapon(kastreret hanekylling), kastanjer og buche de noël.
Egentlig plejer vi at få kalkun derhjemme juleaften, men sådan en er jo håbløs at konsumere alene for 2 ældre mennesker, så vi har i stedet for købt en Poulet fermier, hvilket bare er en forstørret kylling, som har levet sit liv på gården og har opholdt sig i det fri, hvis man ellers kan stole på det. Denne her var også omviklet med baconstykker.
Vi tilvælger dog østers, så det smager da lidt af Fransk mad, men den lange række af øvrige kulinariteter undlader vi.
Det blev en stille og rolig juleaften med en del korrespondance med familien derhjemme.
Et mindre problem opstod, da K(her står K for Køkkenchefen) havde sat rødkålen over i en gryde og tændt for kogepladen, hvorefter hun mistede tids-sansen. For en times tid senere begyndte det at lugte underligt helt inde i stuen, hvor også Køkkenchefen underligt nok havde taget ophold.
Vi lufter nu ud overalt.
Det skal lige tilføjes, at jeg havde stået og skåret rødkålen ud i så fine stykker som aldrig før, og havde brugt al min energi og erfaring på denne højere franske kogekunst(haute cuisine), nemlig kunsten at skære et rødkål ud.
Nu skal jeg til at rengøre en sort gryde.
Vi havde, for længe siden, planlagt at deltage i midnatsgudstjenesten her i byen, og vi troppede troligt op kl. 23:30 foran den store massive dør til kirken, St. Michel, nede i byen, men kunne så skuffende konstatere, at døren var låst. Vi måtte slukørede erkende, at vi ikke havde forstået opslaget ordentligt. Det viste sig nemlig, at denne midnats-seance fandt sted i Col de Villefranche, en lille flække, som ligger øverst oppe på bjerget ovenover Villefranche.
Men vi fik da en rolig spadseretur igennem de tomme gader i byen. Ikke en sjæl stødte vi på, men man kunne dog høre, at juleaftens-festlighederne nogle steder ikke var slut endnu i de små hjem.
15 grader her til morgen, og dermed den varmeste dag endnu.
25.12.2024, Villefranche sur Mèr
Udflugt til Monaco, hvor juledag er et specielt tilløbsstykke. Det foregår i Monte Carlo med pladsen foran kasinoet som omdrejningspunkt. Vi var her, på samme dato, for 10 år siden, og ville nu tage et gensyn med dette ”cirkus”.
På den ene side af kasinoet ligger ”Hotel de Paris” og på den anden side ”Café de Paris”. Lidt længere væk fra dette centrum ligger ”Hotel Hermitage”.
Det starter normalt med, at de rige kommer anstigende i deres limousiner og stopper op midt på gaden lige foran hotellet. Hr. Mangepenge og hans familie stiger ud, og nøglen til bilen overlades til en lakaj fra hotellet. Lakajen sørger derefter for at limousinen bliver behørigt parkeret. Gaden foran hotellet er, i dagens anledning, spærret af for almindelig trafik.
Senere på eftermiddagen, når frokosten på den 3-stjernede Michelin restaurant er overstået, stiller familien Mangepenge sig bare ud på fortovet, og straks efter kommer deres vogn med lakajen ved rattet. Lakajen stiger ud og overrækker nøglen til Hr. Mangepenge, som kvitterer med en seddel.
Alle vi almindelige står rundt omkring for at overvære denne lusuriøse levevis. Mange står og fotograferer de rige, hvoraf nogle formodentlig er kendisser. Vi så nu ingen bekendte imellem flokken af rige.
Skulle man trænge til en forfriskning er ”Café de Paris” det eneste sted for ”folket”, hvis man vel at mærke vil sidde udenfor og give 50 kr. for en lille kop kaffe og 100 kr. for et ligeså lille stk kage. Det er der åbenbart ufatteligt mange, der gerne vil, for vi måtte stå i kø i lang tid for at komme ind.
Nogen fornøjelse var det nu ikke, og kagen var så lille, at jeg aldrig nåede at smage, for der var kun råd til 1 stykke.
Fyrstendømmet er selvfølgelig ejere af hele menageriet, både de dyre hoteller, kasionoet osv. Det må være en ren guldgrube.
Inden hjemturen ville vi lige prøve en spillemaskine på kasinoet, men vi kunne ikke komme ind uden at vise pas.
Så sparede vi da de penge, og i stedetfor stillede vi os over på det fornemme fortov foran hotellet, i det håb at en lakaj så ville komme med vores bil. Det skete nu aldrig, hvilket måske skyldtes at den holdt parkeret derhjemme på gaden og ikke nede i hotellets kælder. Næh, vi måtte finde hen til nærmeste bus-stoppested og stå og vente på linie 601 i lang tid.
Igen en dag med 15 grader i skyggen og fuld sol.
26.12.2024, Villefranche sur Mèr
Dagligdagen har indfundet sig igen, og det arbejdende folk er i fuld gang, da 2. juledag endnu ikke er opfundet i Frankrig.
Udflugt til St. Jean Cap Ferrat, hvor der strømmer julemusik ud i gaderne fra de ophængte højttalere.
Vejret har åbenbart sat sig fast på de kroniske 15 grader og fuld sol.
27.12.2024, Villefranche sur Mèr
Total slapper-dag. Det føles som den hidtil varmeste. Vi gik ned til stranden, hvor vi kunne ønske at have haft badetøjet med. Jeg havde taget altfor meget tøj på. Mange strand-gæster på en fredag.
28.12.2024, Villefranche sur Mèr
16 grader og fuld sol.
Det lykkedes mig at komme tidligt op og ned til den lokale fisker på havnen. Han står her troligt hver morgen i sin bod og sælger fangsten, som han har bragt ind i sin lille båd. Mange af fiskene er ukendte for os, men ind imellem er der da makrel, sardiner, blæksprutter og dorade. Jeg købte 2 stk dorade royal, som han oven i købet gjorde godt rene. Hjem med fiskene og derefter til lørdags-markedet i Jardin Binon.
Alt for mange mennesker ved café-bordene ved havnen.
Om eftermiddagen var jeg oppe i Carrefour ved Mt. Boron. På hjemturen hørte jeg dansk i bussen. En dame og et par yngre piger stod af ved Leopold II ligesom mig. Jeg kunne høre, at det var danskere. Minsandten om de ikke gik ind ad døren til Les Néreides. Jeg rømmede mig og sagde godaften. De kiggede noget overrasket. Jeg nåede desværre ikke at snakke så meget med dem. De er her kun på et kort jule-ophold, og bor på 6. etage i lejligheden, som vi boede i for 12 år siden.
29.12.2024, Villefranche sur Mèr
Det gode vejr bliver ved, og idag gik vi op over bjerget til byen Beaulieu. Undervejs kom vi forbi det nybyggede hus på den gamle gartners grund. Ejeren, Jean Pièrre Rivère, er præsident for OGC Nice, som er byens berømte fodboldhold. Han har bygget et kolossalt hus her for enden af bugten. Ja, hele 2000 m2, hvis avisen taler sandt. Men så kan han da også sagtens invitere hele fodboldholdet hjem på besøg.
Her hvor vi før kunne se ind til gartnerens mange drivhuse, er det hele nu lukket godt inde for nysgerrige øjne.
Som nabo til monsieur Rivère bor nu de 2 ældre søstre, Durante, som har solgt deres afdøde fars grund fra til Rivères enorme byggeri.
30.12.2024, Villefranche sur Mèr
Idag med toget til Nice Ville med et kort besøg i FNAC, hvorefter vi tog tram’en til Carrefour i Riquier for at gøre de sidste indkøb til nytårsaften.
Efter at have fyldt en enkelt indkøbskurv måtte vi gå halvvejs tilbage igennem det store hypermarked for at finde bagenden af køen. Aldrig har jeg set så lang en ko, undskyld, kø ! Halvdelen af Nice’s befolkning handler åbenbart i den Carrefour her dagen før nytårsaften. Et ældre par bag os mente, at vi istedetfor skulle komme i morgen tidlig.
Derefter hen til Gare Riquier for at nå toget hjem. Det lykkedes altsammen, og nok en ”indkøbsdag” er nu slut.
31.12.2024, Villefranche sur Mèr
De sidste dage i det gamle år er gået lynhurtigt Vi har ikke nået så mange udflugter som planlagt. Forklaringen er måske, som K siger, at alt efterhånden tager længere tid.
Godt nytår til alle læsere af denne dagbog.
01.01.2025, Villefranche sur Mèr
Vi indleder selvfølgelig med ”Vær velkommen Herrens år, og velkommen herhid” !
Noget overskyet her på årets første dag. Det er vi ikke vant til, og vi drømmer os allerede tilbage til sidste år, da der var fuld sol, i hvert fald de sidste14 dage af året.
Jeg gik en tur igennem byen ved aftenstide, medens K lavede god mad.* Fik et godt ”skud” af fyret ved indsejlingen til havnen. Lysene fra fyret og gadens lamper afspejler lige præcis tricolorens farver, blå, hvid, rød i en lidt blandet sammensætning.
*NB: jeg tog selvfølgelig opvasken.
02.01.2025, Villefranche sur Mèr
Vi kørte med linie 15 og stod af på Boulevard Carnot inde i Nice, lige overfor ”Margits ejendom”, hvor vi boede tilbage i 2014.
Derefter ned mod Coco Beach, men blev så ”fanget” i det halvlukkede community, som denne del af byen er. Alle gaderne ender nede ved en port, som kræver kode for oplukning. At vi ikke kunne komme videre ad denne vej havde vi altså glemt efter 10 års fravær. Vi nåede, efter omveje, Promenade des Anglais og gik en lang tur ad denne brede strandpromenade, hvor man heldigvis nu har fået styr på de hurtigkørende cykler, løbehjul, og andre moderne batteridrevne tingester.
Noget køligt var det ind imellem her ved Baie des Anges.
Henne på Cours Saleya var de ved at pakke blomstermarkedet sammen. Videre, igennem Vieille Ville mod Place Garibaldi. Hjem med en lidt besværlig linie 15.
03.01.2025, Villefranche sur Mèr
Vi var knap nok stået op, da det ringede på vores dør. Det er ikke en hverdags begivenhed, at det ringer på døren her. Da jeg havde fået de 2 kraftige låsepaler skudt til side og drejet nøglen om i hovedlåsen 2 gange, kunne døren endelig lukkes op. Udenfor stod en ung mand i en flot mørk uniform med noget papir i hånden. Han så flink og rar ud, og først troede vi, at det var en politimand, men efter at han havde liret en lang remse af 2 gange, forstod vi så meget af det, at der var tale om en ”Sapeur pompier”. Altså en af de redningsfolk, som er meget respekterede hernede. De findes i alle byer, store som små.
Denne unge mand ville sælge os en nytårs-kalender 2025, og vi måtte selv bestemme prisen ? Tjah, det var jo nok en form for indsamling til kaffe-klubben henne på ”Falck-stationen”, så vi gav ham da en god skilling.
Mange af disse folk, hele 80%, deltager på frivillig basis, og får kun en godtgørelse ved udrykning. Så mon ikke vi har støttet en god sag.
Da han sagde farvel og tak, ønskede han os samtidig et godt helbred i det nye år.
Det ønske må vi så håbe, holder stik.
Spadseretur helt over til enden af La Darse, den gamle havn i Villefranche.
Vejret er blevet noget køligere med mere vind og mindre sol.
04.01.2025, Villefranche sur Mèr
Lørdagsmarked. ”Cigaren” var dog ikke mødt op i dag, så olivenolien må vente til på onsdag.
Vejret var fantastisk indtil kl. 14:30, hvor der så drev nogle skyer for solen.
Det lykkedes mig at optage en video fra restaurant-kajen, som var fyldt med spisende gæster.
Jeg gik senere ned til Pascal for at købe porc haché. Da jeg steg ud af elevatoren oppe på 7., kom Gabrielle gående om hjørnet ved trappen. Bisous !! jo da, og det med et ”kindkys” på begge kinder. ”Ça va” osv, altså lidt snak om løst og fast, hvorefter vi ønskede hinanden en god aften.
05.01.2025, Villefranche sur Mèr
Tur til Menton, pensionisternes paradis. Vi så dog ikke meget paradis, men mange pensionister. Bybilledet var domineret af resterne fra et næsten overstået julemarked, næsten tivoliagtigt., musik i gaderne og en vrimmel af de sidste juleboder, en enkelt skøjtebane, og mange søndagsgæster.
Dog var der fred og ro inde på ”Musee pre-historique”. Her kunne vi besigtige vores forfædre fra før verden gik af lave. Det hele startede med nogle aber for ca. 10 mio. år siden. Derefter frem til noget mere nutidigt for 450.000 år siden(homo erectus), og derefter vores egen art, homo sapiens. for så at ende med stenaldermennesket for ca 15.000 år siden.
Der er gjort mange fund fra huler her på kysten og andre steder i Frankrig.
Der var da også lidt mere nutidigt, altså græsk, ægyptisk, romersk og den slags fortidige civilisationer
Efter denne gennemgang på museet fornemmer man virkelig, at vores moderne nutid er en meget lille brøkdel af hele herligheden.
Det hele, sat i relief, fik os til at tænke over vores egen meget korte tid på denne jord.
Som et lille ærgerligt kuriosum til denne udflugt gik vi i en fælde med vores mobiltelefoner. Turen til Menton går igennem Monaco, men da Monaco ikke er medlem af EU, kan man ikke bare bruge data på sin mobilos uden at det koster. Så snart man når grænsen til landet, tager Monacos eget teleselskab over, og det er dyrt, hvis man da ikke har en aftale med sit teleselskab. Det kostede os den nette sum af 234,63 kr. at køre halvvejs igennem denne lilleputstat, inden vi så kom i tanker om at slukke for vores telefoner.
Gad vide om fyrstendømmet også ejer teleselskabet ?
Venus og Mars stod flot og højt lysende på aftenhimlen på hver sin side af månen, da vi stod af toget i Villefranche.
06.01.2025, Villefranche sur Mèr
Mandag igen, og dermed har vi taget hul på den sidste uge her i Villefranche. Vi skal være ude af lejligheden på lørdag, og tager så til Flassan, hvor vi vil opholde os i 5 uger, hvis alt går planmæssigt.
Total skift i vejret, forhåbentlig kun for en dags tid. 10 grader, blæst og regnvejr.
Konklusionen på vores oplevelser her på kysten er efterhånden klar. Vi har været her så mange gange før, at det bliver svært at opdyrke nye græsgange. Vi kan ikke blive ved med at leve op til vores ungdoms motto ”Nyt terræn på hver tur !”. Her må vi holde os til J. O. Krags berømte sætning ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt !”.
De større udflugter udebliver. Mine ben er også ved at være godt møre. Livet i denne ”De tusinde trappers by” begynder virkelig at kunne mærkes. Måske 70’er-alders-årtiet spiller ind.
07.01.2025, Villefranche sur Mèr
Det gode vejr er tilbage, og vi har tilbragt formiddagen på terrassen.
Om eftermiddagen valgte vi en tur op på Mont Boron. Vi startede med linie 600 nede fra Octroi og stod af ved Chateau de l'Anglais. Derefter ad en gårute op på bjerget, som vi aldrig havde fulgt før. Virkelig et flot syn ud over Nice fra denne retning.
Vi nåede op til byen på toppen, hvor vi lokaliserede stedet for Kirstens fald i 2022. Hun har heldigvis aldrig haft mareridt over denne kedelige hændelse, hvilket jeg derimod har haft adskillige gange.
Hjemtur fra toppen af bjerget via et smut ned til Nice med bus og videre hjem med tog.
08.01.2025, Villefranche sur Mèr
Jeg gik til onsdagsmarkedet alene i det gode vejr. ”Cigaren” var desværre ikke mødt op, altså er det sidste chance på lørdag. Mange af de andre faste markedsboder var der heller ikke, men Lorenzo stod heldigvis standhaftigt på sin plads, så det lykkedes at få et par gode oste. Og det lykkedes, at få et godt foto af ham, selvom han mistænkte mig for noget med X-files. ”Ciao e buon giorno !” lød det friskt fra ham til farvel.
Den lille bil, som har holdt parkeret bag os i mange dage, er forsvundet her til morgen, og de 2 kraftige jernstænger, som var boret ned i asfalten bag den for at beskytte en indgang til et hus, ligger nu vandret på vejen. Gad vide, hvordan den lille bil ser ud bagpå nu ?
Om eftermiddagen gik vi ud på promenaden langs Plage Marinières og satte os på en bænk i den varme sol. Her blev vi siddende så længe, at vi fik vendt verdenssituationen, mest centreret om det helt varme emne, Trump og alle hans påtænkte erobringer af nabostater m.m.
Efter denne bænke-session, gik vi hen i byen for at recognosere for en pizza til aften.
Undervejs mødte vi Gabrielle ved havnekajen. Hun går i det hele taget en del rundt i byen, og dermed holder hun sig frisk til trods for den fremskredne alder. Hun lirede de sædvanlige sætninger af, og vi sagde på gensyn i ”Les Néreides”.
Vi endte derefter på en anden bænk oppe i den øvre bydel. Her fik vi endelig afgjort verdenssituationen, i fuld enighed. K havde nok det bedste bud, da hun foreslog, at Trump burde købe Ukraine ! Måske det allerede var i hans tanker, da han meldte ud, at han kan stoppe krigen på én dag. Og prisen ? tjah, de ruiner kan vel ikke koste meget.
Og hvem talte igen i telefon med Lea i en time ?.... netop, K. Og så er det jo let at gætte, hvem der lavede salaten og anrettede bordet imens.
09.01.2025, Villefranche sur Mèr
Jeg var på vej ned i byen for at handle, da jeg mødte Monsieur Rocchi.
Ham talte vi en del med for nogle år siden.
Han kom gående med en bærepose i hver hånd, men satte straks poserne ned på fortovet for at give mig hånd.
Monsieur Rocchi har været murer i sine yngre dage, og vi talte igen om dengang jeg kaldte ham for en Macon, altså ligesom vinnavnet. Men ”murer” på fransk hedder altså Maçon, som med den lille accent under c’et skal udtales som ”Mason”. Den sjove ting har han aldrig glemt.
Jeg spurgte til hans lille spændende have nedenfor ”Les Néreides”. På denne årstid gør han ikke så meget ud af det, men der sidder stadig tomater på nogle af planterne, og hans clementin-træ er fyldt med modne frugter.
M. Rocchi er virkelig en af de indfødte her. Hans kones forældre ejede grunden, hvor nu ”Les Néreides” ligger. Ejendommen blev bygget i 50’erne, og familien boede selv i et hus på en mindre del at grundstykket. I dag bor M. Rocchis søn, som er læge, i dette hus. M. Rocchi og hans kone bor længere nede i byen.
Monsieur Rocchi hankede op i poserne igen, og vi sagde farvel og på gensyn.
Frokosten på ”Lou Bantry” var ganske god. Vi satte os indenfor, da det blæste en del udenfor. Der sad stadig nogen ved bordene på kajen, men vandet viste tænder i havnen, og senere måtte disse gæster også fortrække længere op mod restauranten.
Hvis ikke man skulle kunne få en autentisk ”Salade Niçoise” her i området, hvor så ? Ja, måske i Nice, men vi er tæt på.
Vi er hen mod aften gået i gang med at pakke sammen, og regner også med at skulle bruge en stor del af dagen i morgen til dette arbejde.
Tiden er gået, og vi kunne sagtens bruge meget mere tid hernede. De senere dage har vi prøvet bare at leve et ganske almindeligt hverdagsliv uden større udflugter.
10.01.2025, Villefranche sur Mèr
Pakkedag og rengøringsdag, dog en enkelt gåtur byen rundt for sidste gang.
11.01.2025, Flassan
Op klokken halv-syv, altså ny rekord til den gode side. Men det skyldtes ene og alene, at vi skulle være ude af lejligheden kl. 10.
Madame Ferrios datter mødte prompte op på klokkeslettet. Hun har nu overtaget klargøringen af lejligheden, inden næste lejer ankommer.
Lørdagsmarkedet tog vi ikke med, inden vi forlod byen. Vi havde en 300 km. lang køretur foran os, inden vi så ville være i Flassan.