Foråret 2022

 Foråret 2022


Uddrag af dagbog og fotos fra vores forårstur til Sydfrankrig 

foråret 2022


Emsdetten - Contrexéville - Pont Saint Esprit - Villefranche sur Mèr


Dagbog fra Villefranche sur Mèr

12.02.2022, Løgten
For 37. gang, helt præcis, går turen til Frankrig.
Vi forlægger residensen fra vores nuværende position i Løgten, nemlig 56°16’47’’ nordlig bredde og 10°18’56’’ østlig længde, til den kommende position 43°42’26 N og 7°18’45’’ Ø. Sidstnævnte position er lig med vores kommende opholdssted i Villefranche sur Mèr.
Ud fra disse positioner kan man se, at vi ikke flytter os mere end 3 grader i vestlig retning, men derimod hele 13 grader i sydlig retning.
Koordinaterne kan til enhver tid findes ved hjælp af app’en Google Maps, et af nutidens meget moderne værktøjer.

Det er efterhånden 2 år siden, vi sidst besøgte Frankrig, og tiderne har minsandten heller ikke været til det.

Foreløbig har vi booket lejemål for 6 uger, heraf de 4 i Villefranche sur Mèr og de sidste 2 uger i Flassan. Begge steder har vi besøgt adskillige gange før.

Vi tager afsted onsdag den 16. februar.

 

  

16.02.2022, Waldhotel Schipp-Hummert, Emsdetten

Vi er i Tyskland i en ganske lille by, Emsdetten, som ligger mellem Osnabrück og Münster.

Første køredag er foregået i fuld regn. Nogle gange så tæt en regn, at vi næsten gik i stå.

Turen fra Løgten til Emsdetten, som den lille flække hedder, var på 516 kilometer

En rigtig tysk Grillteller til aftensmad, men åhhh, alt det kød !

 

 

17.02.2022, Hotel Restaurant des Lacs, Contrexéville

Vi er i det nordligste Frankrig i departementet Lorraine, hvor vi har fundet en vand-by, Contrexéville, forstået på den måde, at byen leverer en stor del af drikkevand i flasker til den franske befolkning. Et par kilometer herfra ligger en lignende by, måske endnu mere kendt, nemlig Vittel.

Hotellet ligger lige ned til en sø, så vand er der nok af her. Til aftensmaden blev der også serveret lokal vand, men selvfølgelig også en øl.

Som et lille kuriosum kunne kromutter berette, at hendes mand, som er kok, røg pibe og vel at mærke med dansk tobak.

Dagens etape gik igennem Luxembourg, hvor vi normalt sørger for optankning af diesel. Det har altid været enormt billigt her, men den fidus er forsvundet, og det kan i hvert fald ikke betale sig at køre en omvej for at tanke op i Luxembourg. Derudover var deres vejnet i total kaos, og vi kørte i kø så længe, at vi opgav at se mere til Luxembourg i al evighed fremover.

Dagsrute  605 km.

 

18.02.2022, Hotel Commerce, Pont-Saint- Esprit

Nu er vi kommet et godt stykke ned syd for Lyon, og har fundet en gammel by på højre side af Rhone floden. Et højt dige afgrænser by og flod, og man kan spadsere på diget og se den rivende strøm, som suser stærkt afsted i et faldende terræn.

Dagens kørsel var ganske let på de franske motorveje, vel at mærke veje, som man betaler for at køre på. Den store overraskelse var, da termometeret nåede op på 20 grader ca. 40 kilometer nord for Lyon. Da vi nået Pont-Saint-Esprit, ca. 200 km. syd for Lyon, kunne vi bedre trække vejret i ”kun” 18 graders varme.

”Hotel Commerce” er familieejet, og alle familiemedlemmer deltager i arbejdet. Vi blev mødt af en ganske ung receptionist, en måske 16-årig dreng, som tog venligt imod os, da vi var kommet op på 1. etage, hvor receptionen ligger. Familien bor i underetagen. Men denne unge dreng måtte tilsidst give op, da vi stillede ham for mange spørgsmål. Heldigvis kom hans mor ham til undsætning. Hun var til gengæld helt professionel, og viste sig at være utrolig serviceminded. De er glade for, at der igen kommer gæster til det lille hotel. I 2020 var der 4 måneder helt uden gæster, så økonomien var ved at vakle, og staten har kun ydet en minimal hjælp.

Vi måtte ud for at flytte bilen til en anden parkeringsplads, for i morgen skulle pladsen udenfor hotellet bruges til den ugentlig markedsdag.

Dagsrute 520 km.

 

19.02.2022, Villefranche sur Mèr
Virkelig et rigtig fransk hotel i Pont-Saint-Esprit. Morgenmaden var god, og vi fik en længere snak med et flinkt par fra Aubagne. Ligeledes med vores receptionist fra i går. Hun står også for køkkenet. Vi nåede endda at gå på markedet, inden vi startede på vores sidste strækning på vejene i denne omgang.

 

Endelig arriveret, klokken 17:30, over 2 timer forsinket i forhold til forventet, hvilket skyldtes trafikproblemer inde i Nice-øst. Vi var lige stået af A8, for så at fortsætte ad de kendte veje i Nice om til bugten i Villefranche-sur-Mèr, men godt et par kilometer nede i Nice by, gik hele trafikken i stå, og vi kunne se blå blink fra politibiler både foran og bagved os. Længere fremme i gaden kunne vi se en masse flag og bannere i en mængde af mennesker. Vi var åbenbart nogle af de første på stedet, for lige pludselig kom et par politibiler susende ud fra en sidegade og standsede resolut op i en 90 graders vending midt på vejen længere henne. Ud sprang et par blå-uniformerede betjente og stillede sig skyndsomst op midt på vejen for at dirigere trafikken ind i denne sidegade. Vi opgav at få hjælp fra Fru GPS, da hun hele tiden lavede om på ruten og bad os om at vende om. Vi var så langt inde i den indre by, at uoverskueligheden var væk. I stedet for fulgte vi bare efter de andre biler, som vi måtte formode vidste hvordan man kom videre udenom denne opståede forhindring. Vi tilbragte dermed det meste af de næste 2 timer inde midt i Nice by, kørende ad små smalle gader.

På et tidspunkt endte vi nede på ”Promenade des Anglais”, og dermed mente vi at være på hjemmebane igen, men et stykke længere henne var en barrikade sat op, og vi blev vist op i de smalle gader igen. Øv, der er for tiden karneval i byen, og al trafik omdirigeres af den grund. Altså 2 årsager til vores utilsigtede sightseeing i Nice, demonstrationer og karneval. Hvor uheldig kan man være.

Pludselig kørte vi bag en lokal bybus med en destination i den østlige bydel, som vi kendte. Denne bus forfulgte vi den næste times tid med en uendelig stoppen op ved lyskryds for så til sidst at ende ovre på terrænet ved havnen, ”Le Vieux Port”. Dermed var vi reddet og kendte sagtens resten af vejen til V-s-M.

”Dejligt at have fået fast grund under fødderne igen”, nogenlunde sådan følte vi, da vi havde lagt an til landing på Avenue Georges Clemenceau i Villefranche sur Mèr, og var steget ud af bilen her til aften. Efter 4 dages køretur og 2 timers omvej i Nice, er det en fantastisk lettelse endelig at komme frem til målet.
Selv 11 ture op og ned med elevatoren fra 4. sal for at tømme bilen for bagage kunne ikke ødelægge denne følelse.
Så er vi ved at være klar til 4 uger her i paradiset.


20.02.2022, Villefranche sur Mèr
At vi kunne stå op til en ”sommerdag” sidst i februar måned er kommet helt bag på os men uden at overdrive er der virkelig tale om et sommerligt klima. Klokken 9 var der 30 grader i solen på altanen, og da solen endelig var forsvundet fra altanen ved 14-tiden, stod der 19 grader på termometeret resten af eftermiddagen.
Fluks på med sommerskjorten og de korte bukser og derefter ned for at promenere i byen. Stranden kunne vi ikke gøre os håb om at få plads på. Det er søndag og halvdelen af befolkningen inde fra Nice er valfartet herud for at slappe af. I morgen, mandag, kan vi nok gøre os bedre håb om plads.
Det har været en rigtig slapper-dag uden nævneværdige gøremål. Køreturen herned har tæret noget på kræfterne, men til gengæld får vi nok hurtigt gang i konditionen igen. Beliggenheden på bjergsiden i Villefranche kræver gode benmuskler, når man bevæger sig udenfor. Bare det at gå en tur ned i byen er en rute med mange trapper og stejle gader. Vi bor på 4. etage og iflg. Apples højdemåler befinder vi os 50 meter over havet.

Her på vores første dag har vi allerede mødt vores gamle veninde, Gabrielle Rigucci. Hun bor på etagen under os og var nede på gaden for at lufte sin uundværlige kat, da jeg stødte på hende. Hun er stadig frisk og rørig, men har problemer med hukommelsen.

 

Avisen skriver om demonstrationen inde i Nice igår. Politiet måtte afspærre adskillige gader og havde besvær med at styre demonstranterne.

Demonstrationer i Nice er ikke noget sjældent. Hvis man googler ordet ”demonstration” i avisen Nice-Matin, får man et væld af svar. De demonstrerer konstant. Denne gang drejede det sig om emnerne ”anti-vax”, ”anti-pass”, ”anti-dit” og ”anti-dat”, og selvfølgelig ikke at forglemme ”anti-Macron”.

21.02.2022, Villefranche sur Mèr
Stadig trætte efter turen herned, sov vi også længe i dag. Klokken var vel lidt over 8, da jeg hørte nogen stikke en nøgle i hoveddøren og forsøgte at lukke op. Kirsten mente ikke, at det var i vores hoveddør, men jeg var nu nogenlunde sikker. Et øjeblik efter ruskede det kraftigt i dørhåndtaget. Jeg i en fart ud af sengen og i tøjet, alt imens en stemme udenfor råbte udenfor ”Il-y-a quelqu’un ?”  ”Er der nogen ?”. Jeg råbte ”Hallo !”, og gik hen for at slå de 2 ekstra låse fra på indersiden af døren. Døren er forsynet med hele 3 låse, hvoraf de 2 kun kan låses indefra. Da jeg havde fået disse 2 låse op, åbnede jeg døren, og udenfor stod en ældre dame. Hun lignede et stort spørgsmålstegn i hovedet, da hun så mig.
Madame Gustave, som er blevet enke, siden vi var her sidst, ville have været inde for at vande blomsterne på altanen. Hun undskyldte mange gange med, at hun ikke var blevet informeret om nye lejere i lejligheden. Efter at hendes mand er død, er hun flyttet herned fra Le Havre og bor her permanent. Hun bor på samme etage som os, men henne i den anden ende. En virkelig flink ældre dame. Vi må hellere invitere hende på en kop kaffe en dag.

Der ”sejler” et par måger forbi lige uden for altanen. Sjovt at følge deres flotte flugt så tæt på. De har spredt vingerne ud og lukrerer derved på de varme luftstrømme uden at bruge unødig energi. Men svært at skue sceneriet med det skærende sollys som baggrund.

Ovre på ”La Basse Corniche” kører som sædvanligt en uophørlig række af biler i begge retninger.

 

Monsieur Rocchi juniors abetræ er blevet et par meter højere, siden vi var her sidst. Ligeledes fyrretræet, som tilhører ejendommen nedenfor. Det når nu helt op over vores altan på 4. etage og begynder dermed at skjule noget af udsigten over til bjergsiden. Men egentlig er det flot at se på den enormt brede og meget grønne trækrone.

Ude ved Cap Ferrat er havet i en anden nuance end inde i bugten, og man aner tydeligt bølgernes hvide skumtoppe på lang afstand.

Stranden er i dag mere overskuelig. Kun nogle enkelte badende at se, her hvor klokken nærmer sig 10.

Palmen nede hos naboen til ”Rève d’Azur”, hvor vi boede for 3 år siden, står stadig og knejser flot med den høje stamme, som rager op over alle nærliggende bygninger.

Nede i monsieur Rocchi seniors have står også nogle flotte mindre palmer og svajer, og derudover har han stadig masser af træer med klementiner eller mandariner, nogle endda med mange orange frugter i.

Oppe på udsigtspladsen på ”La Basse Corniche” holder som altid en række biler parkeret. Der fotograferes ivrigt deroppefra med byen og bugten som det smukke motiv.

Længere oppe på bjerget over mod byen Beaulieu står en stor kran og skuer majestætisk ud over bugten. Den har dog ikke meget tid til at nyde udsigten, da den er i fuld gang med byggeri.

Vi har læst om dette byggeri i avisen. Det drejer sig om et stort grundstykke deroppe, som har tilhørt en gammel gartner. Da han levede for mange år siden, ville han ikke sælge grunden trods gode tilbud.  Ja, selv arvingerne ville ikke sælge grundstykket, så det lå bare hen i uvished og med faldefærdige drivhuse i mange år.

Sidst vi gik tur deroppe, for 3 år siden, så det aldeles miserabelt ud med forfaldet.

Men siden er grundstykket blevet solgt, og der er nu fuld gang i byggeriet.

Den nye ejer, som nok har måttet betale en formue for den store grund, er selvfølgelig ikke en hr. hvemsomhelst, men nemlig formanden for det berømte fodboldhold inde i Nice, OGC Nice(dem med Kasper Dolberg).  Jean-Pièrre Rivére er hans navn. Foreløbig kan man læse at han bygger en mastodont af en villa på hele 2000 m2 med en facade på 120 meters bredde og med så mange værelser og alt muligt tilbehør, at han kan få plads til at invitere hele fodboldholdet på overnatning.(Link til avisartiklen, som dog er på fransk).

De to ældre damer, som var arvinger til grundstykket efter den gamle gartner, er nu i færd med at bygge på den anden side af vejen deroppe.   

 

22.02.2022(det var dog en skrækkelig masse totaller), Villefranche sur Mèr

Igen er vi stået op til en sommerlig dag. 19 grader på altanen.

Vi gik til Beaulieu op over Chemin des Serres, for at kigge på byggeriet på den gamle gartnergård, men kunne ikke se meget. Alt var hegnet ind for nysgerrige blikke.

Handlede i Super U og nåede lige præcis bus nr. 15 fra St. Jean og stod af på Leopold II.

I avisen skriver de meget om urolighederne i Ukraine

 

23.02.2022, Villefranche sur Mèr

I dag er vi, for en gangs skyld, stået tidligt op. Vi skal op på markedet på Binon-pladsen for at møde vores olivenpige, Louise Blanc fra Gorbio. Hun sælger verdens bedste olivenolie.

Kl. 18:56

Øv, Louise var der slet ikke, og markedet var halveret i forhold til sidst. Måske det skyldes Corona-spøgelset.

Men så var der til gengæld italieneren med den evige cigar i munden. Han holder vel også al virus på afstand med den cigar. Ham har vi købt olivenolie hos før, og det er af en god kvalitet.

En anden italiener, nemlig ham med grisehovedet, var også tilstede, heldigvis, så vi fik også et stykke Pecorino-ost. Derudover var der selvfølgelig masser af grøntsager på markedet.

På vejen hjem fra markedet fik vi hilst på slagteren Pascal. Han er måske blevet lidt mere gråhåret siden sidst, men det synes han nok også om os.

I eftermiddags gik vi en tur hen til ”Port royal de la Darse” for at kigge lidt på havnelivet. Derefter igennem parkerne langs citadellet, inden vi vendt næsen hjemad.

Sommervejret fortsætter åbenbart, men alligevel var det lidt køligt i skyggen sidst på dagen.


24.02.2022, Villefranche sur Mèr

Måske slut med sommervejret for denne gang. I hvert fald er der tale om et større fald i antal varmegrader. For det meste har termometeret kredset omkring 11 grader idag.

Eftermiddagstur til Nice for primært at købe 10-turs kort til busserne. For første gang var vi de eneste kunder på billetkontoret. Tit har der været kø helt ud på fortovet. Årsag: alle er gået over til billetkøb via en app. Bare ikke vi udlændinge, for man skal have et fransk telefonnr. for at kunne anvende denne app. ”Men vi arbejder på det, således at turister også kan være med”, fik vi til svar på spørgsmålet om telefonnummeret, som starter med +45 og altså ikke +33.

På gaderne og i butikkerne i Nice tyder det ikke på, at corona-situationen tynger ret meget. Der er ligeså mange mennesker overalt som før i tiden, bare ikke på billetkontoret.

Og maskeraden, altså den med den obligatoriske maske for mund og næse, er ofte en ren farce. Kun i bybusser og letbanen bærer alle masken korrekt, for her vanker der en bøde på 135€, hvis reglen ikke overholdes. I butikker og andre steder sløses der med maskeringen. Mange går med masken nede under hagen, eller også er den kun sat for munden, således at næsen er fri. Hvis vi ”overlever” at være blevet smittet i dag, er jeg næsten tilbøjelig til at tro, at vi er immune overfor corona.

 

25.02.2022, Villefrance sur Mèr

Nu har en helikopter fløjet frem og tilbage de sidste 3 dage, dog kun i dagtimerne, for at flytte noget affald fra en stejl skrænt ovenfor jernbanen. Den transporterer affaldet i store sække ca. 300 meter længere hen, hvor der er farbar vej, og det er ganske tæt på vores altan. Man er åbenbart ved ”skrælle” noget af skrænten, som ender nede ved jernbanen. Men en forfærdelig støj denne helikopter kan lave. Det var ganske sjovt, at se hvordan det foregik i starten, men efter 3 dage har man da virkelig fået sin lyst styret.

Mødte Gabrielle på 3. etage, på vejen ned, og hjalp hende af med 4 fyldte affaldsposer til skraldespanden.

Stødte senere på Monsieur Rocchi, som var ved at køre sin bil ind i den lille have nedenfor. Han bruger ofte haven som parkeringsplads. Da jeg komplimenterede ham for den flotte have, svarede han, at den var alt for tør og manglede vand. Det har altså været en tør og varm vinter.

Gåtur langs Plage Marinières, hvor vi satte os på en bænk i den varme sol, inden vi fortsatte mod Beaulieu og gik hen langs Plage des Fourmis. Oppe i byen fandt vi posthuset og fik afsendt et postkort til Kim i anledning af den kommende tirsdag, da han bliver 47 år, den gamle dreng.

Derefter en kort tur i Super U, og så gik det ellers hjemad, dog ikke i iltempo, for turen gik op over "Rue des Serres". Så mange trappetrin, at jeg opgav at tælle dem.

 

26.02.2022, Villefranche sur Mèr

Nu har vi allerede været her på stedet i en hel uge, og den tid er da gået forfærdelig hurtigt. Vi har ikke foretaget os de store ting, men har ligesom brugt tiden på at akklimatisere os. Enkelte gåture i lokalområdet og et par ture på markedet, som finder sted hver onsdag og lørdag.

Vi har været overordentlig heldige med vejret, og håber at det kunne blive ved således.

Når dagene går på denne måde, bliver der desværre ikke meget at skrive hjem om. Det ville nok være for kedeligt, at begynde at berette om dagligdagens trivialiteter, som f.eks. ”I dag kar Kirsten sat en vask over”, eller ”Jeg gik til købmanden for at købe 4 ruller toiletpapir” eller …. , nej stop !

Når vi ikke har så travlt med at agere normale turister med ild i rumpetten, skyldes det nok, at vi har hele 4 uger til rådighed, og deraf er der nu kun gået en enkelt uge. Så pyt !

Der bruges til gengæld megen tid på at læse aviser, både på papir og digitalt. Nice-Matin, som normalt kun beretter om lokale franske nyheder, er fyldt med stof om Ukraine. I dag skrev de om et fransk forslag i parlamentet, gående ud på at beslaglægge alle de superstore villaer, som er ejet af russiske oligarker. Og dem er der mange af her. For et par dage siden, stak Roman Abramovic af i sin private jet her fra Nice lufthavn med kurs mod Rusland. Det er ham, som udover en stor villa hernede også har ejendom i London, og er ejer af det engelske fodboldhold Chelsea.

Navnet Putin, staves på fransk ”Poutine”. Det skyldes, at ”Putin”, udtalt på fransk, angiver et frækt ord, så derfor har man døbt ham ”Poutine”. Jeg kunne forestille mig, at medierne begynder at stave hans navn korrekt for at vanære ham. Og min sidste kommentar om ham Poutin/Poutine, er at han er en forfærdelig dum tåbe ! så er det sagt, og jeg håber, at alle russere læser med på denne hjemmeside !

 

27.02.2022, Villefranche sur Mèr

Gåtur til ”Saint Jean Cap Ferrat” på en søndag sammen med en masse andre, vel nok lokale borgere. 10 kilometer blev det til, så nu er benene ved at være godt møre efter de sidste dages bevægelser.

Vi havde købt et par sandwich, og ville indtage dem på en bænk ved ”Plage des Fossettes”. Ved nedgangen til stranden blev vi dog lidt betænkelige. Ingen trappetrin men kun småsten på den stejle nedgang. Jeg sagde til K ”Den kan du sagtens klare”, og ville så demonstrere hvordan man let gik ned ad denne sti. Den demonstration skulle jeg vist ikke have foretaget, for pludselig rullede underlaget under mine sko, og det endte med, at jeg måtte ned at bide i småstenene. Resultat: 3 småskrammer på en hånd, et ømt ben, et par støvede bukser og et par sko, som nu virkelig trænger til en pudsning.

Resten af denne dags gåtur foregik i stærkt nedsat tempo.

Vi nåede dog, trods skrammerne, at besøge kirkegården ude på spidsen af halvøen, hvor 90 belgiske soldater fra 1. verdenskrig ligger begravet, og derudover den gigantiske statue af ”La Madone”, som står så flot ved siden af kirken ovenfor.

 

Da vi kom hjem til ”Les Nereïdes”, mødte vi Gabrielle og Dou-Dou, næsten som sædvanligt når vi går op mod ejendommen. Hun lufter katten nede på vejen utallige gange om dagen, men det giver så chancen for lidt konversation

Jeg spurgte hende, om forskellen på protestanter og katolikker. Hun tænkte sig ikke om ret mange sekunder, da hun svarede ”Vi har jo en pave, herrens stedfortræder !”. Og så også noget om, hvordan vi forskelligt opfatter Gud igennem kirken.  Øh… nu er jeg altså ikke religiøs, men derimod nok mere henimod det man kalder ateist, men det er altid meget interessant, hvad der får folk til at hænge på den ene eller den anden tro. Og Gabrielle, som er 84 år gammel, hun er en god katolik, og synger med i koret i kirken her i byen hver søndag.


28.02.2022, Villefranche sur Mèr

Sidste dag i årets korteste måned er foregået uden de store udflugter.

Indvielse af K’s nye bademåtte henne på ”Plage de l’Ange Gardien”. Hun fyldte det hele, så der blev ikke plads til mig. Man skal helst finde læ for vinden, ellers er det for koldt.

Planlægger en tur med kogletoget til Annot, altså et stoppested længere end for 4 år siden, hvor vi stod af i Entrevaux.

 

01.03.2022, Villefranche sur Mèr

Kim 47, tillykke gamle dreng !

Jeg prøvede at ringe dig op ved 17-tiden, men forgæves. Så var det jo godt, at vi lige korresponderede på sms i formiddags.

Derimod fik jeg ”hul igennem” til din kusine Stine, som jeg også forgæves har forsøgt at kontakte siden opringningen i Pont-Saint-Esprit. Årsag: hun har været aldeles hårdt ramt af corona. Meget værre end influenza, som hun sagde. Vi kontakter hende ved hjemkomst.

Dagens indhold i øvrigt:

Jeg på gåtur op over Fort Mont Alban og Mont Boron, hvor jeg kom forbi den lukkede port til ”Castel Mont Alban”. Denne gang bankede jeg dog ikke på porten, for af tidligere erfaring ved jeg, at Elton John alligevel ikke lukker op.

Derefter ad stier og senere almindelige veje ned til Maeterlinck for at handle i Carrefour. Havde glemt masken, men de var så flinke at give mig en i receptionen. Bus nr. 15 retur til Leopold II.

K på rengøringsholdet i 2 timer i lejligheden, som hun prøvede at bilde mig ind  -  næh, mon ikke hun bare har spillet ”Hay Day”.

Fælles på en enkelt tur langs stranden.

Kim ringede alligevel tilbage sidst på dagen.

Ja, det var den dag, som for 47 år siden stadig sidder i erindringen som en milepæl i livet.

 

 

02.03.2022, Villefranche sur Mèr

Markedsdag, men ingen Louise Blanc på pladsen. Vi spurgte nogle af hendes markedskolleger, og de fortalte, at de ikke havde set hende længe. Der havde også været en dårlig olivenhøst sidste år, fortalte en af dem. En anden mente, at hun nok kom til april. Nå, vi kan jo tage hen og besøge hende i Gorbio, hvor hun bor. Den lille by ligger nær den italienske grænse, og så kan vi jo gøre en udflugt ud af det.

Sidst på eftermiddagen foretog vi en rekognoscering på bjergsiden på den anden side af ”Basse Corniche”. Vi kom forbi naboejendommen til ”Villa Leopolda”, som hedder ”Villa Saint-Segond”, hvor vi studerede portalen og postkassen. Men da en underligt udseende portvagt stak sit grimme mafioso-fjæs frem, fortrak vi skyndsomst. Udflugten blev dog også spoleret af osende biler med bilister på vej hjem fra dagens arbejde.

Kinesemad fra markedet til aften.

Plan for i morgen: Monaco

 

03.03.2022, Villefranche sur Mèr

Turen til Monaco startede med bus nr. 100 lidt over middag, og vi var hjemme igen ved 17-tiden. Vi stod af på havnen og gik til fods ad mange trapper op til fyrste-residensen på det store bjergmassiv ovenfor havnen. Heroppe kiggede vi betaget på det prangende palæ med bevæbnede skildvagter og store gamle kanoner udenfor. Vi så dog ikke noget til Albert den 2., som chefen hedder for tiden.

Der er en flot udsigt oppe fra denne del af byen. Mod sydvest ligger bydelen ”Fontvieille”, et inddæmmet hav-areal på 30 hektar. Og på den modsatte side af slotspladsen er der en flot udsigt over havnen og størstedelen af Monaco. Skyskraberne dominerer totalt billedet, og skyder højere og højere i vejret op ad bjergsiden. Tydeligvis mangler man plads i bredden og må derfor nødvendigvis bygge i højden.

Pænt og rent overalt er der i byen. Der går hele tiden rengøringsfolk rundt og samler op fra veje og fortove. Derudover behøver man nok ikke være nervøs for røverier eller tasketyve osv., for der er politi overalt.

Vi gik bagefter igennem den del af byen, som også ligger på dette bjerg-plateau. Inde i domkirken var der dog lukket for adgang til gravstedet, hvor tidligere generationer af Grimaldi-familien ligger begravet. Grace Kelly ligger også begravet her.

Hjemturen med bus nr. 100 foregik med samme rutschetur som på udturen. Vi sad begge gange helt nede på bageste sæderække i den forlængede bus. Hver gang, den kørte over et vejbump, var det som at sidde i en rutschebane, og vejbump er der mange af. De opkrævede ikke ekstra betaling for den oplevelse !

Vi nåede langt fra at se det hele i Monaco, men da der kun er 9 kilometer dertil, er det en smal sag at tage derhen. Med bussen koster det 1,50 euro pr. person, altså ca. 11,25 kr.

K og Lea har lige talt i tlf. Jeg undrede mig over den korte samtale, vel nok en halv time. De plejer at tale i timer.  

 

 

04.03.2022, Villefranche sur Mèr

10 grader igen i dag.

Klokken er over 15, og vi er ikke kommet ud af starthullerne endnu.

Strømforsyningen til Orange-routeren er død her til aften. I morgen begraver vi den og køber en ny inde i Nice.

Dvs. indtil videre må vi køre på 4G-nettet, hvilket også virker godt her, og vi har heldigvis masser af gigabytes til rådighed på vores mobilabonnementer, så vi overlever.

Altså er konklusionen på nutidens primære levevis, ingen giga = intet liv !..... måske noget af en provokation at antyde, men ikke desto mindre synes det at være tilfældet, når man ser alle andre folk i byen også kan være totalt opslugte af deres smartphones både på gader og veje, i busser og tog, og hvor som helst man møder levende mennesker. Gad vide om vi ikke efterhånden mister nogen god gammel jordforbindelse, vi mennesker  ?

 

05.03.2022, Villefranche sur Mèr

8 grader ? Øv-øv, det ligner efterhånden danske tilstande i vejrsituationen. Endvidere meldes der om regn. Men så er der heldigvis tid til at fordøje indtrykkene fra de første 14 dage her på stedet.

I dag var vi i Nice, primært for at købe en ny strømforsyning til routeren hos teleselskabet ”Orange”, som har flere butikker derinde. Vi fandt et indkøbscenter i bydelen Riquier. Ud over et kæmpestort Carrefour supermarked, var der også 62 specialbutikker under samme tag.

I ”Orange” butikken var de så flinke, at de bare gav os en ny strømforsyning med bemærkningen  ”Åh, det var så lidt”. Så nu kører WiFi systemet igen for fuld udblæsning, og livet kan gå videre…... tjah….

Vi ville have gået en tur nede langs havet ved Nice, men opgav da vejret ikke var til det, og ovenpå indkøbsræset i Carrefour sammen med alle de indfødte i Riquier, var vi aldeles udmattede.

 

06.03.2022, Villefranche sur Mèr

6 grader til morgen, stadig øv-øv. Godt at vi har noget vintertøj med.

Lidt over middag havde den sneget sig op på 8 grader, og vi vovede os på en tur til Cap Ferrat. Her kiggede vi på egnen omkring ”Plage Passable”, og fandt en ejendom, som havde tilhørt kong Leopold den 2. Godt nok ligger den historie over 100 år tilbage, men interessant nok for os, som har studeret egnen her mange gange. Han ejede flere ejendomme på Cap Ferrat halvøen og endvidere et par ejendomme på bjergsiden her for enden af bugten i Villefranche.

Hvad han skulle med alle de ejendomme er lidt uklart, men hans rigdom kom af, at den belgiske stat satte ham til at bestyre kolonien Congo som enehersker. Dette gjorde ham styrtende rig, indtil staten fratog ham retten på grund af international kritik af hans behandling af de indfødte. Belgien førte selv staten videre som Belgisk Congo.

Til trods for et nok så udsvævende liv, som han dengang førte, ser man hans navn nævnt flere steder hernede, hyppigt vejnavne, og minsandten om ikke vores stoppested her ovenfor ejendommen hedder ”Leopold II”.

 Villa Leopolda | Nice - France | French Historic Properties

 

07.03.2022, Villefranche sur Mèr

Det er igen mandag !

”I don’t like mondays”, sang ”Boomtown Rats” Boomtown Rats ~ I Don't Like Mondays - Bing video i 1979, og den kunne jeg godt relatere mig til dengang, når jeg skulle på arbejde om mandagen efter en god weekend. Nu om dage, som pensionist, er der ikke megen forskel på dagene i ugen. Næh, nu kan man heldigvis glæde sig til alle dagene i ugen.

Gåtur hen til ”La Darse”, hvor vi sad og nød solen. Termometeret viste igen kun 10 grader, så det var absolut nødvendigt at sætte sig i solen. Solen var heldigvis til stede hele dagen, så vi overlevede(ja, vi havde selvfølgelig vores smartphones med).

Aviserne skriver forfærdelig meget om situationen i Ukraine. Selv det kommende præsidentvalg i Frankrig, som finder sted den 10. april, er trængt i baggrunden.


08.03.2022, Villefranche sur Mèr

Vi kom hjem lidt over 8 aften efter en lang eftermiddag i Monaco. Vi besøgte igen domkirken, og denne gang var der åbent ind til gravmælerne for Grimaldi-slægten.

Disse gravmæler er hver især dækket af en stor marmorplade i gulvet, og ligger i en halvcirkel rundt om bagsiden af koret. På Grace Kellys grav stod der ”Gratia Patricia”. Der ligger gravmæler helt tilbage fra 1500-tallet.

 

Derefter gik turen ind i Oceanografisk museum. En enorm stor bygning, som ligger på kanten ud til Middelhavet på toppen af bjerg-plateauet, ikke så langt fra domkirken.

Vi havde let ved at købe billetterne udenfor, men da vi skulle forevise dem ved indgangen havde vi ikke let ved at komme ind. ”Coronapass, S’il vous plaît ?”. Vi havde begge slukket for vores digitale kommunikation med omverden, for i Monaco er det forfærdelig dyrt at anvende mobiltelefon. Som et land udenfor EU, er de ikke med i aftalen om roaming.  Så vi stod nu begge og forsøgte at skabe forbindelse til et net, således at vi kunne få fat på dette nymodens p.s, undskyld, pas. Da vi havde stået og fumlet med det længe, uden resultat, kom kustoden endelig hen og forbarmede sig over os, og vi slap ind.

De næste par timer kunne vi så gå rundt og studere fisk, fortrinsvis tropiske, i store akvarier. Småfisk i alle farver, større fisk i ligeså mange farver, hajer, rokker og muræner, fisk med underlige navne, søheste og blæksprutter. Oppe under lofterne hang der skeletter af fisk, altså hvaler. Så mange fisk, at det til sidst blev trættende. Hele 6 etager fylder etablissementet. Vi endte til sidst med en elevator helt oppe på toppen af bygningen, hvorfra der er den helt store udsigt. Ingen flyvefisk at se heroppe ! underligt nok.

 

Nede i byen igen ville vi tage bussen hjem, men der stod så mange mennesker ved stoppestedet, at vi opgav. Vi begav os i stedet for hen  til banegården. Indgang via et flere hundrede meter underjordisk rullende fortov, så det gik hurtigt ind til stationen. Her stod vi så og brokkede med en billetautomat.

Til sidst måtte vi opgive, og i mellemtiden kunne vi konstatere, at vi var rendt ind i hjemrejsetrafikken. Alle ansatte i Monaco får åbenbart fri klokken 18, og der myldrede nu hundredevis af togpassagerer forbi os ind på stationen. Hele undergrunden var tætpakket. Ikke en eneste skulle trække billet ligesom os, næh de var nok alle forsynet med en moderne app. Så derfor havde vi den elendige og uduelige billetautomat helt for os selv.

Vi gav foreløbig helt op og fandt et lille listigt sted ude i byen, hvor vi kunne sunde os med et glas rosévin. Bagefter var den store hob af hjemrejsende endelig forsvundet, og vi fandt hen til bussen igen. Denne kom fra Menton, og var så fyldt at vi alligevel måtte stå op under hele hjemturen, som varer en halv time.

Det virkede for os, som om det hele gik i fisk i dag.


09.03.2022, Villefranche sur Mèr

Solen er med os igen, men ikke de store varmegrader.

Markedsdag, og i dag købte jeg så et stykke pecorino ost hos ham med grisehovedet. Jeg viste ham et 4 år gammelt foto, hvor han står i sin bod med et grisehoved på disken. Han syntes heldigvis, at det var et sjovt foto, og mente ikke at han havde taget den store forandring på de 4 år. Jeg fortalte ham selvfølgelig ikke, at vi kalder ham for ”slagteren med grisehovedet”. 


10.03.2022, Villefranche sur Mèr

Tur til Coco Beach i fuld solskin. Det meste af dagen var det som om det gode vejr var returneret.

Vi stod af bus nr. 100 ved Maeterlinck og gik ned ad de mange trapper og stejle veje til stien ved havet.

Fantastisk flot område med en flot sti langs klipperne og det azurblå hav.

Havnens digitale display med termometer var for en gangs skyld ude af drift, men jeg gætter på, at der kunne have stået 18 grader.

Videre igennem den gamle havn, hvor vi så endestationen for den nye letbane, som går helt ude fra lufthavnen, vel at mærke under jorden.

Derefter forbi de store skuder i havnen – ”Kvik, det’ en russer”, sagde jeg til hunden, da vi gik forbi en gigantisk lystyacht.

 

”Quai Capeu Rauba”, virkelig et underligt vejnavn, men det er her, at alle turister absolut skal hen for at fotografere, gerne med det flotte logo ”I love Nice” som en del af baggrunden ud mod Englebugten og den lange strand langs Promenade des Anglais.

Kunne man ikke finde på at nyde det flotte syn her på i jordhøjde, kunne man bare kigge op i luften ude over bugten. Der kom fly hvert andet minut. De kommer så tæt på, at man sagtens kan læse navnet på flyselskabet. Der har ellers været stille i luften denne gang, og vi  har faktisk ikke set mange fly, men det gjaldt ikke i dag.



                                                            * * * * *


12.03.2022, Villefranche sur Mèr

Vi bringer en særmelding i udsendelsen fra syden: Kirsten er, i går, blevet skadet, så vi må desværre tilbringe de næste dage i ro uden de sædvanlige udflugter.

Vi var på en gåtur op over bjerget Mont Boron. Da vi drejer om et hjørne i et lidt dårligt terræn, lyder der pludselig et skrig bag mig, hvor Kirsten går. Jeg vender mig om, og ser hende ligge udstrakt på jorden så lang hun er…. Chokeret går jeg ned i hug for at hjælpe hende op. Jeg fjerner hendes hånd fra hovedet, som hun forgæves har prøvet at beskytte i faldet, og kan hurtigt konstatere, at vi har brug for øjeblikkelig hjælp. Heldigvis er vi i et område med flere spadserende, og også en del biltrafik, så lynhurtigt er vi omgivet af franskmænd, som alle vil hjælpe. En bil er også stoppet op og spørger, om der er brug for hjælp. Et ungt par er kommet til, og vi bliver enige om, at vi har brug for en ambulance. Pigen ringer med det samme.

Et andet par træder også til, og efter et par misforståelser i kommunikationen til ambulancefolkene lykkes det til sidst at angive vores nøjagtige position på stedet.

Jeg har efterhånden fået Kirsten bragt op i siddende stilling, og hun er ved at komme til sig selv. 15 minutter senere kommer den for fuld udrykning med hele  3 reddere. Et par af dem får hurtigt Kirsten op på stående fod og derefter gelejdet ind på båren bag i ambulancen. Her måler de straks blodtryk m.m., og renser sårene overfladisk. Mig bagefter, siddende ved siden af båren, og så i fuld fart, ba-bu ba-bu, ned ad bjerget mod ”Hôpital Pasteur”, som ligger neden for Mont Boron i bydelen Cimiez.

En halv times ambulancetur igennem trafikken i Nice er ikke for alvorligt medtagne patienter, og i vores tilfælde er det heldigvis heller ikke tilfældet, så de lader bare sirenen lyde ved lyskryds og hvor det ellers er nødvendigt for ikke at gå helt i stå. En af redderne sidder omme hos os, og på et tidspunkt nævner han risikoen for en brækket næse.

Inde på skadestuen bliver vi gelejdet ind i modtagelsen, hvor Kirsten bliver lagt på en båre som den sidste i en række af en masse andre ulykkestilfælde.

Alligevel er der styr på logistikken, for straks kommer en sygeplejerske og udspørger os om forskellige ting. Jeg skal udfylde papirer med alle data. Kirsten får et bånd om håndleddet, og hun er nu registreret.

Derefter kører en portør afsted med hende, og jeg bliver vist ind i et venteværelse, hvor jeg så får lov til at sidde og blomstre de næste 5 timer ! Jo, 5 timer går der, hvor vi heldigvis indimellem  kan korrespondere via sms. I den tid bliver hun undersøgt for alle mulige skader, som faldet har kunnet medføre. Først en rensning af sårene. Så en scanning af hovedet. Så en scanning af venstre hånd. Så et enkelt sting i den ødelagte hud på næseryggen. Så den endelige forbinding. Til slut en stivkrampe-vaccination. Og heldigvis ingen brækket næse.

Klokken 22 bliver hun endelig frigivet. Stort plaster over næseryggen, skrammer på resten af næsen, blødning på læben, en ophovnet hånd, som er ved at blive blå, men ellers ikke noget alvorligt, som de har skrevet på papirerne.

Vi bestiller en taxi, og efter 5 minutters ventetid udenfor hospitalet kommer den bedste taxachauffør i Nice. Hun bringer os sikkert hjem til Avenue Georges Clemenceau 395 i Villefranche.

Klokken 23 er vi hjemme, og må konstatere at den dag er gået, og det med et resultat som vi gerne ville have været foruden.

De næste dage bringer nok ikke beretninger om de store udflugter på denne hjemmeside.

Nej, vi må desværre konstatere, at vores alder ikke mere er til de dristige ture rundt om i bjergene, hvor vi før i tiden kunne springe rundt på klipperne som gemser. Næh, må jeg så bede om en spadseretur i strandsandet i Klitmøller, det er ikke nær så farligt.


12.03.2022, Villefranche sur Mèr

Dagen derpå. pyh for en nat, hvor jeg mange gange gennemgik situationen med faldet.

K er heldigvis næsten frisk i dag, sej som hun er.

Vi har været nede på apoteket her i byen, for at søge hjælp til den videre behandling. Vi er noget usikre på, hvornår forbindingen skal skiftes.

De 2 ekspedienter blev begge noget forskrækkede, da Kirsten tog masken af for at vise dem, hvad det drejede sig om. Men de var meget hjælpsomme, og vi drog afsted med en pose fyldt med forskellige medikamenter. Vi må ikke selv skifte forbindingen, men skal konsultere en sygeplejerske her i byen. På papiret fra sygehuset, står der, at såret skal behandles hver anden dag, så mandag, onsdag og fredag skal vi have bestilt tid hos sygeplejersken.


14.03.2022, Villefranche sur Mèr

Endelig fik vi kontakt til en sygeplejerske(Infirmière), som kunne tage sig af Kirstens forbinding på næsen. Hernede varetager almindelige sygeplejersker ofte behandlingen efter sygehuset, men altså ikke altid i regi af en læge eller et lægehus. Nej, der er tale om selvstændige sygeplejersker, som har egen klinik, men som også tager ud i de private hjem.

Hun arriverede prompte klokken 17:00, som aftalt, og i løbet af 20 minutter var den seance overstået. Meget professionel behandling og gode forklaringer. Så nu ser K ikke så medtaget ud som før. Den videre behandling af ekspertisen slutter på onsdag, hvor en kollega til Anaïs, kommer for at fjerne det ene sting fra syningen på næsen, og hun lægger derefter en ny forbinding.

En gåtur rundt i byen, hvor jeg måske holdt K i hånden mere end sædvanligt. Vi skulle jo nødigt gentage episoden fra i fredags.

Vi inviterede Gabrielle op på en kop te på onsdag, og glæder os til at snakke noget mere med hende. Hendes søn, som bor henne i Beaulieu, er lige blevet 63 år.

Vi fik også besøg af Madame Gustave i dag. Hun kom for at sige tak for blomsterne, som K overbragte hende for et par dage siden. En virkelig rar ældre dame, som desværre er blevet alene, men som stadig har et godt humør og gerne vil snakke. Man taler jo ikke om en dames alder, men på et tidspunkt bekendtgjorde hun sine kommende 91 år til april.


16.03.2022, Villefranche sur Mèr

Endelig fik vi styr på Kirstens efterhånden berømte næse, altså forbindingen, da Elodie, som hun så smukt hedder, besøgte os til aften. Hun fjernede det ene sting, rensede såret og satte et nyt plaster på. På søndag skal det fjernes helt og vi varetager selv det resterende forløb.

Mange hernede har spurgt til Kirsten, hvordan hun er kommet afsted med en sådan ulykke, og hver gang har vi, på rigtig amatørfransk, fortalt om uheldet oppe på bjerget. Efterhånden kan vi lire den samme remse af helt perfekt.

I går, ved posthuset, stoppede et ældre par op og kiggede nysgerrigt på Kirsten, som for en gangs skyld havde taget mundbindet af. Konen spurgte meget medfølende om, hvad der da var sket, og om næsen var brækket. Manden spurgte  ”Har I været i boksekamp ?”


17.03.2022, Villefranche sur Mèr

Selvfølgelig er der 17 graders varme udenfor i dag, men knapt så meget solskin som forventet.

Nå, men vi er klar til at drage herfra på lørdag, hvor vi bliver afløst af ejeren af lejligheden. De drager fra DK, hvor vejrmeldingen siger 9 grader på lørdag, ned til 19 grader her, altså en gevinst på 10 grader.

Vi andre fortrækker til lidt nordligere breddegrader på lørdag, nemlig til det gammelkendte sted, Flassan, som ligger for foden af bjerget Mont Ventoux, ca. 300 kilometer herfra. Der vil vi tilbringe de næste 14 dage som et rekreationsophold efter opholdet i omegnen af storbyen Nice, inden den endelige hjemtur.

Klokken 23:38

En dejlig aften på restaurant Karavellen, hvor vi for 23 år siden fejrede vores 25 års bryllupsdag ! Joh, det er ganske vidst. Vi kørte dengang i bus fra Århus til Nice med et selskab, som hed Eurotours. Det tog ganske vist 24 timer i bussen, men vi var jo forholdsvis unge, så intet problem. Dengang lejede vi en bil i Nice, ganske billigt, og kørte ud til Villefranche, hvor vi boede på et billigt hotel en uges tid. Og derfra stammer vores forkærlighed for denne by.

Restaurant Karavellen, som stadig består, var i aften en god oplevelse.

En virkelig dejlig aften, og med en spadseretur hjem langs kajen, hvor lysene fra de gule lamper lagde det rette skær både på kajen og i bølgerne på bugten og i havnen.

Gabrielle besøgte os til aften og kom med en gave i form af en dug, som hun selv havde lavet en syning på. Flot af hende. Hun vidste godt nok ikke, at jeg havde fødselsdag, men alligevel et pudsigt sammentræf.


18.03.2022, Villefranche sur Mèr

Dagen derpå. En god aften på Karavellen. som vi nu har besøgt 3 gange. Første gang i 1999, næste gang i 2012 og så i aftes. 12 snegle Bourguignonne, 2 x grillet dorade, og dertil 1 Minuty 2020, afslutning kaffe og Calvados. Så kan det heller ikke blive mere fransk.

Vi har været på posthuset i formiddags, men ingen pakke fra Montpellier ankommet endnu. K har været så letsindig at bestille nogle specielle hårspænder på en fransk netbutik. Pakken skulle ellers være ankommet. I morgen er posthuset lukket, men den flinke postmester lovede at sende den videre til posthuset i Bedoin, som er det nærmeste sted i forhold til Flassan, hvor vi opholder os de næste par uger. Jeg har nu min tvivl, om vi nogensinde får den pakke at se. Der er noget, der hedder fransk bureaukrati.

 

Sidste tur igennem byen, som vi efterhånden måske holder mere af, end vi havde troet. Jeg først siddende på bænken i Jardin Francois Binon, og derefter sammen med K på bænken ved Cosmo, efter at hun havde været på det traditionelle sæbeindkøb..

K fik endelig moules/frites på ”Les Palmiers” og et glas rosévin, jeg fik en kop express. Derefter igennem Rue Obscure for sidste gang.