September 2017

Uddrag af dagbog og fotos fra vores tur til Harzen  

september 2017

Dagbog fra Harzen

14.09.2017, Hahnenklee

Adressen er Bocksbergblick 1, Brünneleweg 4, 38644 Hahnenklee.

Vi ankom kl. 19:20 efter 617 kilometers kørsel. Det var lidt længere end budgetteret, og det skyldtes, at vi lige var inde omkring for at sige farvel til Lea og Clara på Ceresvænget. i Fredericia. Vi blev der kun ½-times tid, inden vi fortsatte sydpå.

Kørslen igennem Nordtyskland var nok noget af det værste, vi endnu har oplevet. Den oprindelige ankomsttid i morges var sat til kl. 16, men trafik-køer og vejarbejde overalt resulterede i en forsinkelse på næsten 3½ time

Et enkelt stop undervejs for at drikke en kop kaffe på en rasteplads, så der røg de første 6 euro.

17,6 kilometer pr. liter på de 617 kilometer, det var da ikke så ringe endda. Højeste fart ca. 150 km/t, men kun over en ganske kort afstand, inden den næste bilkø var i syne.

Vejret artede sig over forventning i dag ovenpå den stærke storm, som havde ramt det meste af Nordtyskland i går aftes. Kun ganske lidt regn og ingen blæst.

Vi bor på 3. etage i en ejendom med ca. 20 lejligheder. lejligheden er i 2 etager, idet vi skal op ad en længere stejl trappe for at komme op til soveværelset.

Vi har udsigt fra vinduet mod syd, hvor vi også har en flot terrasse, over mod Bocksberg. Vi kan tydeligt se svævebanen op til toppen af bjerget, som er 726 meter højt.

Intet wi-fi i ejendommen, så det bliver 8 dage udenfor civilisationen.

Nu er det ved at være gonat-tid for en træt chauffør.

15.09.2017, Hahnenklee

En trætheds-dag, i hvert fald for mig, men K var superfrisk. Hun kørte jo heller ikke bilen de 617 km i går.

Hun var også den første, der stod ud af sengen ved 8-tiden, hvilket er højst usædvanligt. Jeg stod først op, da hun kom ud efter badet, altså ca. 1 time senere.

Inden vi spiste gik vi først hen for at afregne restbeløbet for lejligheden. Dette foregik henne på Brünneleweg nr. 8, hvor der i kælderen var indrettet et kontor.

Udover de 306 euro for lejligheden skulle vi af med 2,30 euro pr. dag pr. person i  turistskat til byen. Bare de ikke skræmmer turisterne væk. I gamle dage kunne man nøjes med ingenting. Senere blev det til en opkrævning på nogle få håndører, men nu har det taget helt overhånd. For de 7 dage, vi opholder os her, bliver det til næsten 250 kr. Og hvad får vi så for de penge. Vi får lov til at gå på deres elendige hullede fortove og kigge på deres fallerede hoteller og gæstehuse og nedlagte forretningslokaler overalt. Vi kan også få lov til at gå ind i ”Kurhaus”, en slags kulturhus, som ligner en varmestue. Her kan vi tage alle de brochurer, som vi ønsker os. Men alle brochurer indeholder som regel noget med betaling for en eller anden pinlig seværdighed, som man har opfundet til brug for bondefangeri af tossede turister.

Efter afregning i kælderen, hvor vi for resten hilste på en anden dansk turist, gik vi over til bageren ”Moock”. Her var et godt udvalg af såvel brötchen som alle slags brød, kager, sandwich osv. Men der var tydeligvis kun tale om bake-off produkter og altså ikke noget autentisk bageri.

På vejen tilbage gik vi ind omkring byens eneste supermarked, hvilket er at sammenligne med en større døgnkiosk derhjemme. Her var de fleste nødvendigheder dog at få, men priserne var også at  sammenligne med døgnkiosk-priser.

Derefter hjem til morgenmad og masser af kaffe.

Vi sad et stykke tid ude på den gode terrasse og nød solen, inden vi så begav os ud på en lille byvandring i Hahnenklee.

Der var ikke mange turister at se. Der er tydeligvis tale om en deroute her, og vi så adskillige tomme forretningslokaler. Ligeledes tomme lejligheds-komplekser og nedlagte hoteller.

Jeg fik taget et foto af K ved siden af Paul Lincke.

Vi var ovre ved Bocksberg-Segelbahn, som ligger midt i byen. Herfra kan man via en lille kabine blive fragtet helt op på toppen af Bocksberg, altså 726 meter op. Jeg skal nu ikke nyde noget, og foretrækker i stedet for at gå derop, hvilket vi har planer om i løbet af et par dage.

Sidst på dagen tog vi til Clausfeld-Zellertal for at proviantere. Denne by ligger ca. 6 – 7 kilometer syd for Hahnenklee.

”På toppen af Brocken”

 Søndag d. 16/9 2017, Hahnenklee

Kl. 11:30

Her ude på terrassen på 3. etage i Bocksbergblick 1 på Brünneleweg 4 i Hahnenklee er der godt vejr. Solen titter frem ind imellem de store skyformationer, som flyder henover himlen i en god fart. Der er lunt nok til at man kan sidde herude, selv når solen går bag skyerne.

Fuglene pipper overalt i de høje træer, hvor vi også har set flere egern, både brune og sorte.

Adskillige af træerne når langt højere op end vores 3. etage, men alligevel har vi frit udsyn over mod Bocksberg i sydøst. Svævebanen er i fuld gang, og de små gondoler svæver lydløst op og ned ad bjerget hængende i de stærke stålwirer. I dag, hvor weekenden er startet, er der nok flere af kabinerne besat.

Der lyder en konstant højttalerstemme nede fra bymidten. I dag afvikles der nemlig et maratonløb her i Hahnenklee. Det har været opreklameret overalt, og i går var de ved at opstille forskelligt udstyr i den anledning.

Vi deltager dog ikke i maratonløbet, men har i stedet for valgt en noget kortere rute til almindelig vandring. Udflugtsmålet er afklaret, og vi mangler bare at pakke det sidste tøj i rygsækkene.

Der kan være koldt oppe på Brocken eller Bloksbjerg, som bjerget hedder på dansk. Jeg har fundet en vandrerute på 5,4 kilometer med udgangspunkt i den lille by Schierke syd for bjerget. Og den distance passer lige til os, altså i alt 10,8 km.

De 5,4 kilometer er normeret til ca. 1,5 timers vandring, og da vi nu nærmer os middagstid, er det da også på tide at drage af sted, hvis vi skal nå både op og ned ad bjerget i dagslys. Vi har aldrig været gode til at starte ud tidligt på dagen og altså heller ikke denne gang.

Dagens spørgsmål er, og det kan formodentlig først besvares, når vi kommer op på toppen, altså 1142 meter oppe: ”Findes der virkelig hekse på Bloksbjerg ?”. Nogle vil måske mene, at når K er med deroppe, så….. Og ligeledes kan vi måske støde ind i trolde, for det fortælles, at heksene er gift med trolde.

Men først skal vi altså på en 46 kilometer lang køretur over til byen Schierke

Kl. 22:30

Vores hidtil længste vandretur er til ende, heldigvis. Det blev til i alt 17,5 kilometer op og ned ad Brocken. Distancen viste sig at være meget længere end beskrevet i de forskellige prospekter. Ja, det er lige før, vi har gennemført ½ maraton.

Opstigningen, som viste sige at være på 6 kilometer, tog 3 timer og dermed det dobbelte af den normerede tid. Nedturen, som foregik ad en asfalteret kørevej med serpentiner-sving, tog 2 timer og et kvarter og beløb sig til 11,5 kilometer.

Der var flere muligheder for ruter op på bjerget fra Schierke. Sågar en togbane fører derop, og det endda med et damptog på de smalsporede skinner. Vi så dog ikke noget til toget i Schierke.

En anden rute var den flot asfalterede kørevej, som kun må anvendes af arbejdskøretøjer til bjerget, men vandrere må dog også benytte vejen. Da stigningen på denne vej er udjævnet i form af mange serpentiner-sving, bevirker det til gengæld, at den er over 11 kilometer lang.

Vi valgte derfor at gennemføre turen derop ad en skovsti, som ”kun” havde en længde på ca. 6 kilometer. Denne sti havde fået navnet ”Teufelsstieg”, altså ”Djævlestien”. På skiltet stod der nævnt, at ruten var i kategorien ”mellemsvær”, men det forskrækkede os nu ikke.

Da byen Schierke ligger i ca. 600 meters højde, og toppen af Brocken ligger i 1142 meters højde, skulle vi altså gennemføre en højdestigning på over 500 meter ad denne Djævlesti.

I starten var der tale om en ganske almindelig skovsti med blød skovbund og kun en ganske svag stigning, så det gik i et rask tempo. Men der gik ikke lang tid, inden den gode sti blev afløst af en mere rodet slags sti. Sten og klippestykker i alle størrelser og trærødder, ligeledes i alle størrelser, dannede nu grundlaget for stien. Vi måtte løfte benene højt utallige gange, og mange gange hoppe fra sten til sten. Efterhånden gik det op for os, hvorfor stien havde fået navnet ”Djævlestien”.

Skoven på begge sider af stien bestod af meget høje grantræer. Mange steder lå disse træer væltet med de store rodnet stikkende voldsomt op i terrænet. Andre steder lå store partier af døde stammer og flød hulter til bulter. De så ud til at være brækket over halvvejs, og den anden halvdel af stammen stod nu og strittede vildt op i luften med de takkede brud. De fleste af disse væltede træer var tydeligvis gået ud for længe siden. Det så ud, som om der havde været en krig. Stedet lignede en kirkegård for grantræer.

Senere fik vi en forklaring på denne skovdød. En bille, ”Borkenkäfer”, æder simpelthen barken på træerne så de går ud, og det tynder efterhånden godt ud i træbestanden. Her i Harzen bekæmper man dog ikke denne bille, men lader naturen gå sin gang. Underligt, men man mener, at naturen løser problemet selv. At udrydde hele bestanden af grantræer i Harzen er dog nok også en umulighed for denne lille bille.

Vi var efterhånden kommet halvvejs op ad ruten, da vi pludselig hørte sirenerne fra en ambulance ude på vejen. Vi tænkte straks, at der nok var tale om en cykelrytter, som var kommet til skade. Vi havde set adskillige af dem, når vi krydsede asfaltvejen. De, som kørte nedad bjerget, kom drønende i fuld fart, og risikabelt så det ud. Der må af og til ske ulykker.

Et stykke tid efter så vi pludselig, længere oppe ad stien, en flok mennesker stimlet sammen. Tydeligvis folk i tøj med selvlysende farver. Da vi kom nærmere viste det sig af være ambulancefolk. På stien lå en ældre dame pakket godt ind i tæpper. Ved siden af hende stod en båre med specielle hjul på. En redder stod og holdt en gennemsigtig pose med væske, hvorfra en slange førte ned til den ældre dame. Hun var åbenbart faldet på den meget ujævne og stejle sti, måske med et brækket ben til følge. Hendes mand stod fortvivlet ved siden af og så på. Vi skyndte os dog videre forbi, og mødte undervejs et par yderligere reddere på vej nedad, forsynet med nødhjælpstasker og andet udstyr. 100 meter længere oppe ad stien var der et plateau, hvor der så stod hele 3 redningskøretøjer parkeret.

Resten af turen op gik vi ekstra forsigtigt på det stadig meget ujævne og stejle terræn.

Der er virkelig koldt på toppen, og det gælder også for Brocken.

Vejrstatistikken for Bloksbjerg fortæller, at bjerget er omgivet af tågedis, regn, sne eller is de fleste dage af året. Gennemsnitstemperaturen er 2,9 grader.

Men vi havde heldigvis valgt en af de dage, som ikke står nævnt eksplicit i nævnte statistik.

Der var en formidabel udsigt ud over landskaberne hele vejen rundt. Niedersachsen mod nord og vest, Sachsen-Anhalt mod øst og længere mod syd, Thüringen.

Øverst på bjerget lå et hotel med 6-7 etager, og ovenpå dette hotel var en udsigtsplatform, som vi dog opgav at besøge. Vi orkede ikke at bestige de mange trapper derop.

Derudover var der nogle observationstårne, master, radarskærme og den slags spredt rundt på den store overflade, som udgør toppen af bjerget..

Og selvfølgelig var der også en café med fornødenheder til de trætte bjergvandrere. De fleste af de besøgende på toppen var dog ankommet med damptoget.

Vi forsøgte at tage et par selfies ved stenen, som bar navnet Brocken, men det mislykkedes. Mine fingre var ved at fryse til, og det blæste meget. Dog fik jeg taget et par gode fotos af ”Heksen” stående foran monumentet, hvor der også står skrevet, at bjerget er 1142 meter højt.

Da jeg senere, henne i læ ved hotellet, ville tjekke ind på Facebook for at bekendtgøre vores unikke placering, gik min iPhone selvfølgelig død i kulden. Der var ca. 5 grader på stedet, og i den stærke vind føltes det som frost.

Da vi skulle til at starte nedstigningen, var vi efterhånden blevet enige om, at vi var for trætte og nok ikke kunne holde til strabadserne med en nedstigning til fods, så vi studerede ivrigt togplanen på et skilt. Den var lidt uoverskuelig, men alligevel så det ud til, at der gik et tog ned til Schierke.

Vi kunne ikke se, om man kunne købe billetter i toget, så jeg drønede lige over på den anden side af banen, hvor jeg havde set en mand i uniform for at spørge ham til råds. Han svarede godt nok ja, at man kunne købe billetter i toget, men så fortsatte han med ”Es kostet 27 euro pro person….. das ist teuer !”. Den sidste sætning sagde han noget flovt. Og så fortsatte han med ”Und der Zug fährt nur nach Wernigerode !”. Altså skulle vi give 2 x 27 euro for at komme ned til Wernigerode, hvorfra der var 18 kilometer over til Schierke, hvor vores bil stod parkeret. Dette opgav vi selvfølgelig, selvom vi var noget nervøse for, om vores ben kunne holde til nedturen.

Vi havde planlagt at følge den asfalterede kørevej ned for at spare på benmusklerne, men denne kørevej var til gengæld næsten dobbelt så lang som stien herop.

Og det værste var måske, at klokken efterhånden nærmede sig seks, så vi kunne hurtigt vurdere, at vi ikke kunne nå ned i fuldt dagslys.

Men alt lykkedes selvfølgelig til sidst. Turen ned foregik i et roligt tempo ad de mange serpentiner-sving.

I starten mødte vi kun ganske på vandrere og cykelryttere. Længere nede var vi de eneste på vejen. Det sidste stykke kunne vi godt have brugt en lommelygte, men jeg orkede ikke at skulle tage rygsækken af, hvori den befandt sig.

Henne i parkeringshuset, ”Parkhaus am Winterbergtor”, som ligger lidt udenfor Schierke, stod vores bil parkeret på etage nr. -4. Der var kun 2 andre biler udover vores, og de fyldte ikke meget på den etage. Vi skulle op på etage nr. nul for at afregne. Vi var åbenbart de eneste i den store bygning, og selvom der var god belysning, forekom det os alligevel noget nervøst med den store stilhed.

Hjemturen ad de mange bjergveje foregik i et nedsat tempo. Kørsel efter mørkets frembrud er altid mere anstrengende, og der var hele tiden skilte med advarsler om dyr, som kunne krydse vejen. Temperaturmåleren meldte om 3 grader udenfor. Vi kom igennem byerne Braunlage og Clausthal-Zellerfeld, inden vi nåede Hahnenklee.

Vi kunne knap nok gå op ad trapperne til 3. etage i Bocksberg-blick nr. 1, da vi kom hjem. Vi lignede nærmest et par krøblinge, som var stået ud af rullestolene. Godt at det var blevet mørkt, og formodentlig ingen kunne se os.

I morgen er der dømt rekreation for trætte ben hele dagen.

For lige at runde denne fortælling af, så vi ingen hekse på Bloksbjerg, men vi mødte til gengæld en trold, da vi næsten var helt nede af bjerget. Og det lykkedes mig endda at fotografere den, inden den hurtigt forsvandt.

17.09.2017, Hahnenklee

Stadig godt vejr, og vi sidder ude på terrassen i spredte solstråler.

Kl. 19:50

Klokken blev 16, inden vi fik os taget sammen til en gåtur rundt i byen. Mærkeligt nok var der ingen af os, der havde mén af den lange tur i går. Selv mine ben var intakte og uden skavanker, men kun trætte.

Vi gik igennem byen og op til ”die Stabskirche”, som var ved at blive renoveret og derfor var omgivet af store stilladser. Jeg har heldigvis taget mange fotos af den tilbage i 2010, dengang da vi også overværede en fantastisk koncert inde i kirken.

Herfra gik vi videre igennem skoven over til nabobyen Bockswiese, en endnu mere stille by end Hahnenklee. Og tom for mennesker. Vi gik langs med store villaer, hvoraf mange så forladte ud.

18.09.2017, Hahnenklee

I dag blev det til et besøg i Goslar, som ligger 18 kilometer herfra.

Inden vi tog af sted besluttede vi at forlænge opholdet her i lejligheden, således at vi først tager herfra på mandag den 25. september. 

Så vi fik lige sendt en email til Dirk Motzkus, inden vi forlod lejligheden. Dermed har vi nok styr på prolongeringen.

Vejret viste sig fra den gode side i Goslar. Solen skinnede, og vi kunne godt mærke at byen ligger længere nede i terrænet end Hahnenklee, som ligger i over 500 meters højde.

Vi fandt parkering oppe på øverste etage af Karstadt, som altså også er repræsenteret i Goslar. Det var dog noget svært at finde ud af varehuset.

Vi vandrede rundt på må og få uden et bykort, men fandt dog ret hurtigt ud af, at bykernen ikke breder sig ret meget ud i landskabet.

Først gik vi op mod kejserpaladset(Kaiserpfalz). Undervejs satte vi os på en bænk og nød udsigten op til slottet. Senere gik vi derop, men der var ikke meget at se, og museet indenfor havde ikke lige vores interesse. Udenfor stod både Kejser Wilhelm og Barbarossa, begge til hest. En flok skolebørn var ved at få fortalt historie af en lærer nedenunder statuen af Wilhelm.

Derefter gik vi ned til byens markedsplads, som er det reelle centrum i den gamle bydel. Det er her, der adskillige gange om dagen lyder et klokkespil, medens nogle figurer kommer ud og drejer rundt langt oppe på en af torvets store bygninger.

I Karstadt fik vi verdens dårligste tyske mad serveret, men gav også kun 20 euro for det. Vi skulle også have fat i bilen, inden de lukkede for parkeringshuset.

For første gang er det altså lykkedes at få aftensmad kl. før 18, og dermed have en almindelig lang aften til rådighed.

I morgen må det så blive til Kraüterparken i Altenau.

19.09.2017, Hahnenklee

Kl. 10:40

Her til morgen var jeg nede for at afregne for de 4 dages ekstra leje. 140 euro og han tog ikke opkrævning af overnatnings-skatten på vegne af byen, altså 18,40 euro. Men havde han gjort det, havde jeg nok også brokket mig over satsen. De burde have at vide, at den turistskat giver bagslag på længere sigt.

Jeg talte en del med administratoren i kælderen, selvom hans tysk var langt sværere at forstå end mit ?

Men han udtrykte da glæde over, at vi ville forlænge opholdet.

Jeg fortalte om vores tur på Brocken, og han sagde, at Torfhaus var den korteste vandrerute derop. Dette har jeg noteret, hvis det skulle blive til en tur en anden gang.

Tågen eller disen står langt ned ad Bocksberg her til morgen. Sejlbanen er fuldstændig skjult i tåge, og de nærmeste trætoppe begynder også at gråne.

Kl. 19:36

Aftensmaden er ved at blive klargjort, efter at vi kom hjem for ca. 1 time siden.

Første stop var midtvejs mellem Hahnenklee og Clausthal-Zellerfeld, hvor der ligger en større dæmning. Vi var lige oppe for at gå en tur på den, inden vi så fortsatte til Altenau for at besøge Kraüterparken. Vi var her også for 7 år siden, men sidenhen er den blevet udvidet en del. Der er mange krydderurter i haven, især mange arter at mynte, men der er også større områder, som ligger hen i totalt forfald.

Det bedste ved stedet er butikken, og her fornøjede vi os med indkøb af flere forskellige tørrede krydderier, bl.a. chili. 

Dernæst kørte vi mod Okertal for at finde Okertalsperre, som er den største dæmning i Harzen. Det lykkedes, og det var en stor oplevelse at se de mægtige dimensioner af byggeriet, som er udført tilbage i starten af 50’erne.

På den ene side af dæmningen er der ca. 70 meter ned til dalbunden, hvor der kun løber en ganske tynd bræmme af vand. Til den anden side ligger den store sø, Oker, godt dæmmet op af den 8 meter tykke dæmning. På denne side er der nok kun 10 meter ned til overfladen af vandet.

Jeg kiggede udover siden med de 70 meter ned, og mine ben begyndte at ryste. Jeg bryder mig stadig ikke om sådanne højder.

Hjemvej over Clausthal-Zellerfeldt ad rute 517 og derfra den efterhånden vante rute til Hahnenklee. Vi var dog lige inde omkring Rewe for lidt proviant.

20.09.2017, Hahnenklee

I aftes bookede vi overnatning i Walsrode, således at vi ankommer på mandag den 25/9 og tager derfra igen onsdag den 27/9. Så har vi tid nok til at besøge Solveig og til at se ”Vogelpark Walsrode”, hvor hun arbejder.

Vi har lejet en lejlighed på 180 m2 i Walsrode…. ? ja, det lyder forrykt, og lad os nu se, hvad det er for noget.

I dag har vi planer om en gåtur på Liebesbankweg, men foreløbig har det småregnet og været gråvejr.

Kl. 22:04

Det blev ikke til nogen tur på Liebesbankweg, så jeg har brugt det meste af dagen på at udgive ”På toppen af Brocken”. Det finpudsede skriveri har taget mig længere tid end sædvanligt, men så er jeg også nogenlunde tilfreds med indholdet.

Og K har også trængt til at flyde ud på sofaen uden at spekulere på potentielle udflugtsmål.

Til aften havde vi fablet om lækre kinesiske retter og ville så spise på den kinesiske restaurant i byen. Vi måtte dog erfare, at kineseren havde ”Ruhetag”.  Så valgte vi istedetfor nabo-restauranten ”Piccolo Mondo”, der, som navnet antyder, er italiensk. Dette er normalt heller ikke et dårligt valg for et spisested, og vi var også heldige. Der var tale om lutter italiensk, og dermed altså ikke det sædvanlige tyske overflods-kødbjerg-marked.

Ligeledes havde vi på forhånd droppet ”Steffens” lige overfor kineseren, for her blev der kun serveret schnitzler.

Jeg valgte pizza med ”frutti di mare mit Knoblauch” og K valgte Pfefferlinge med Penne, Parmesan, pinjekærner og en masse andet underligt ubestemmeligt.

Vi bestilte først begge en gemischtes Salat, og det skulle vi nok ikke have gjort. Til trods for vores erfaring med restauranter i Tyskland, gik vi i fedtefadet, og vi blev overmætte, inden vi var færdige med salaten. Jeg spiste både salat og pizza op, medens K lod en del af begge retter ligge tilbage.

Men vi blev i hvert fald mætte, og det for 50 euro incl. drikkepenge.

Gåturen hjem gik igennem de øde gader i totalt vindstille vejr, men med en kølighed som fik os til at drømme om kysten ved Middelhavet, hvor der for tiden er 25 grader.

Tilbage i lejligheden har vi lige smagt på ”Grubelicht”, en likør, som vi købte i Rewe for et par dage siden, og som er et produkt her fra Harzen. Den smager fuldstændig ligesom en Jägermeister, hvis jeg husker ret, selvom det er mange år siden, jeg sidst smagte sådan en. Og den er god som modvægt mod for megen spisning.

Udflugt i morgen,  torsdag….. ?

21.09.2017, Hahnenklee

Igen for sent op, og nu er klokken 12:30. Vi planlægger dog en udflugt til toppen af Bockswiese. Og i aften skal vi til koncert i Stabkirche kl. 19:30.

Jeg har opgraderet IOS til version 11, og det betyder nu, at jeg ikke kan komme ind i min Safe app, hvor alle mine koder ligger gemt ! Øv !

Kl. 17:54

Vi gik godt 7 km. på turen op til toppen af Bocksberg. Vi lagde ud med at følge Liebesbankweg og gik en anden vej ned. Oppe på toppen var der et rent tivoli og cirkus. Andet er der ikke at sige om det.

På nedturen kom en flok MBK-ryttere farende, og vi gik ud til siden af stien for at gøre plads. Vi kunne tydeligt høre, at der var tale om danskere, og da de gjorde holdt en snes meter længere henne råbte jeg højt: ”Hallo, jeg tager lige et foto af

en flok danskere !"

Det kan nok være, at de alle hurtigt vendte sig om, og jeg skyndte mig at knipse og fik dermed et godt foto af de 9 ryttere. Da vi gik videre, kom rytter nr. 10 halsende langt efter de andre, så han fik altså ikke æren af at komme med på billedet.

Nu skal vi lige spise, inden vi drager over i kirken for at få en lur.

Kl. 21:25

Hjemme igen efter 1 times koncert i Stabkirche Hahnenklee. 2 unge mænd, den ene, Jacob Haufler på guitar, 26 år, og den anden, Benjamin Hühne, baryton, altså sang.

Dygtige unge mennesker, som kunne deres métier. Kirken var stuvende fuld. Schubert, Brahms, Copland, Benjamin Britten og noget spansk, men vi kendte ikke noget af det, på nær ”Heidenröslein”.

Vi vandrede bagefter igennem den totalt øde by, endda byens hovedgade, og studerede den totalt mørke himmel, hvor K mente at kunne se stjerneskud.

Så gik den torsdag, og nu har vi 3 dage tilbage, hvoraf vi nok skal bruge en del af den sidste, søndag, til at pakke.

22.09.2017, Hahnenklee

Kl. 20:45

Vi er lige kommet hjem efter en udflugt til Braunlage. Vi ville egentlig have travet en tur op ad Wurmberg, men mente alligevel at det ville blive en for lang tur. Så vi vandrede bare rundt i byen, som er en diametral modsætning til Hahnenklee. Altså masser af liv, restauranter, turister og ingen fallerede butikker. Men jeg tror nu alligevel, at vi foretrækker Hahnenklee. F.eks. kunne man ikke gå på deres hovedgade uden at blive generet af de mange biler, som kører igennem byen. Forfærdelig for en forurening.fra disse biler. Vi gik ned i byens park, hvor der var renere luft.

Vi købte noget brød hos en bager og kørte så retur for at gøre holdt ved en sø, hvor vi havde set en del biler holde. Vi ville gå en tur rundt om denne sø.

På et tidspunkt, medens vi sad og talte om, hvor søen befandt sig, kørte vi forbi et sted, hvor der var en hastighedsgrænse på 70 km. Jeg kørte ca. 80 km, og blev så blitzet. For faen…. da også, og jeg som hele tiden har prøvet at følge de mange skilte med hastighedsgrænser………… nej, de er for emsige og pedantiske med de fartgrænser. Jeg sad selvfølgelig og ærgrede mig, og begyndte straks at regne ud, hvor mange kilometer vi havde overskredet grænsen, altså 80 minus ca. 3%, altså ville jeg blive belastet for en overskridelse på ca 7 km.. Det kan vel ikke koste en formue ?

23.09.2017, Hahnenklee

Kl. 22.01

Det er lørdag og dermed den anden sidste dag her i Hahnenklee. Vi havde i den anledning regnet med at spise til aften på Rathaus Cafë, som K har udsøgt sig som den bedste i byen. Men da vi ankom kl. 20:00 fik vi at vide, at der ikke var flere borde i aften, altså alt var besat, og det kunne vi da også så rigeligt se rundt omkring i lokalet.

Ja, det var jo ikke så godt, især da K i eftermiddags spurgte om vi ikke skulle bestille bord, hvilket jeg slog hen som værende unødvendigt….

Vi gik slukørede ud igen, men bestemte så, at vi ville bestille bord i morgen, således at vi kunne spise vildsvinesteg i morgen aften, søndag.

Vi gik derefter ned til kineseren og fik her et udmærket måltid bestående af såvel kylling som and, ris og tingel tangel m.m., og dertil yin og yan. Chilien var stærk og sojaen var sort.

Formiddagen tilbragte vi på terrassen i det hidtil bedste vejr endnu. Fuld sol og sommer og en varme, så man svedte.

Vi var i vildrede, om vi skulle besøge øst-Harzen, nærmere betegnet Thale-området, ca. 80 kilometer herfra, og hvor der er en ”Himalaya-bro” på 440 meter, den længste i verden.

Det blev til sidst dog for sent, så vi besluttede at blive i lokal-området, som også kan bidrage med mange hidtil usete seværdigheder og god natur.

Vi tilbagelagde 8,4 kilometer ad ”Liebesbankweg”, en tur som går hele vejen rundt om Bocksberg. Vi gik imod færdselsretningen og kom derved til at møde mange ”modkørende”, og der blev dermed udvekslet en del ”Hallo”, som tyskerne generelt er virkelig gode til at hilse én med, når man mødes på en sti. Ligesom i Frankrig, hvor der altid bliver sagt ”Bonjour”.

Vi gik, efter Bockswiese, forbi 6 forskellige søer, benævnt Teiche, og der var et strålende solskin og meget varmt. Det havde selvfølgelig lokket mange tyske familier ud på skovtur, og det var først sidst på ruten, ved 17-tiden, at det tyndede ud i folkemængden.

Sidst på ruten måtte vi gå/løbe slalom imellem mountainbikere, gocartere og andre underlige unge moderne naturelskere.

En større flok kinesere kom susende i gocarts, og i et vejkryds stillede jeg mig i siden og tog nogle fotos af dem. Når de fik øje på mig, smilte de og råbte ”Hello !”.

På vej igennem gågaden i Hahnenklee opdagede jeg en mindeplade ved et meget stort egetræ. Den forestillede et billede af Bismarck, og fortalte at han havde plantet dette egetræ tilbage i 1895, altså for 122 år siden.

Ok, i morgen søndag, og dermed sidste dag inden afgang mandag formiddag kl. 10.

Men alligevel regner jeg med, at vi i morgen kan tage en tur over til Bodetal-broen for at fotografere noget af den flotte gangbro.

24.09.2017, Hahnenklee

Tågedag, dis-dag, lille-smule-regnvejrsdag og dermed ikke de store planer for udflugter.

Vi slapper af i stedet for og går så i gang med lidt pakning af bilen.

Kl. 21:43

Vi er lige kommet hjem fra aftensmaden, som i aften blev serveret på ”Ratsstuben”, den restaurant, som vi erfarede var totalt optaget i aftes, og som vi bestilte bord på i eftermiddags. Da vi ankom kl. halv-otte, var der så mange borde ledige, at vi bare frit kunne vælge.

Dette måltid var så forskelligt fra tysk, som vi aldrig før har oplevet. Vildsvine-steaks med forskelligt tilbehør. Og den flinke tjener, en ung mand på 25 år, var virkelig en god repræsentant for sin metier.

Hjemvejen ad byens strøg foregik i den tætte tågedis, som da vi ankom for x dage siden. Vi var de eneste på strøget bortset fra en gammel morlille, som vi hilste på, og som havde sin ”Malteser”-hund med i snor.

25.09.2017, Hahnenklee

Kl. 08:07

Afrejse om 2 timer. K stod op kl. 7 og jeg kl. halv otte. Stadig meget tåget udenfor, så konklusionen på vejret de sidste 12 dage er en ren succes. Vi har været heldige.

Kl. 16:04, Wacholderweg 14, Walsrode

Vi ankom kl. 14, og Fredy Hamida tog imod os. Han viste os rundt i det store hus, hvor vi skal bebo 1. salen de næste par dage. Wacholderweg ligger et lille stykke uden for Walsrode i en forstad, Honerdingen.

Først skulle vi se underetagen. Det var et rent palads, og man fik med det samme indtryk af at være i et andet land. Lutter marmor overalt. Soveværelset lignede det, som Marie Antoinette havde på Versailles slottet. Badeværelset lignede noget fra 1001 nats eventyr.

Han fortalte at han selv havde bygget huset. Han var udlært 2-stjernet kok fra Frankrig, og havde haft 5 restauranter i Tyskland. Nu var han 65 år og havde solgt det hele. Konen var desværre alvorligt syg, og hun opholdt sig inde i deres lejlighed i Hannover. Hun skulle i dialyse 3 gange om ugen. Han havde også et par sønner, som studerede derinde.

På 1. etage, hvor vi skulle bo, var der hele 180 m2 til vores rådighed. Og igen ren luksus. Marmor på gulve og vægge. Et badeværelse på 30 m2 med en enorm brusekabine med tonsvis af dyser, lys og radio som kunne fjernbetjenes. Nogle af vinduerne i huset skulle også fjernbetjenes, hvis man ville have de udendørs persienner trukket ned. På altanen, også i marmor, 6 flotte stole rundt omkring et hyggeligt jernbord fyldt med ornamenter. I stuen 2 store lædersofaer og 1 læderstol i bedste kvalitet. Køkkenet så stort at man kunne fare vild… men ingen analog kaffemaskine, kun en digital Senseo, og den kan vi ikke få til at virke.

På køkkenbordet 1 flaste Dornfelder rosé og en stor kurv med frugter.

På sofabordet  en stor skål jordnødder og 1 ligeså stor skål med chokolade.

I køleskabet 1 stor Cola og 1 stor flaske vand.

Alt sammen for 80 euro pr. nat.

Da vi havde fået pakket ud tog vi over til Solveig i fugleparken.

26.09.2017, Walsrode

En dag i Weltvogelpark.

Vi lagde ud med at hente Solveig kl. 09:30, hvorefter hun var ovre for at se vores lejlighed på Wachofer Str. nr 14.

Kl. 12:00 tog vi så i fugleparken, dog skulle vi lige tale med Fredy Hamida et par gange, og han syntes også at Solveig skulle se stueetagen, så vi gik med derned allesammen. Freddy fortalte igen om husets historie.

Walsrode Vogelpark.

Fugleshow’et varede en hel time.

Ørne, falke, sekretærfugl, papegøjer, kondorer, gribbe og mange andre fugle fløj omkring ørerne på os. Det varede det meste af 1 time og var meget underholdende. Flot opbygget show med nogle helt unge mennesker på podiet. Og fuglene optrådte, så man skulle tro, de var programmerede til det. 

Det lykkedes mig optage et par sekvenser på video: Fugle-show

28.09.2017, Løgten

Tilbage i den hjemlige sofa med en god pude i ryggen og med udsigten ud til haven. Morgen-müsslien er overstået, 2 kopper kaffe er drukket og alt er igen på plads i vanens verden.

De sidste 14 dage føles som værende et meget længere tidsrum, og det må være på grund af de mange oplevelser, som har brudt dagligdagens trummerum.

I går fik vi sagt farvel til Fredy Hamida, og det tog en rum tid at slippe fra ham. Han blev ved med at rende ud og ind af ”vores” lejlighed med alle mulige gøremål. Han har åbenbart først startet udlejning af huset for 14 dage siden, og er derfor en ren novice som husvært. Konceptet virker næsten som værende ”Table d’hotes” i Frankrig.

En forfærdelig rar mand er han.

Han forærede os 5 kilo kvæder, som han satte en af de 3 arbejdere til at plukke ned til os, ”Für meine Freunde”, som han sagde til arbejderen, da han gav ordren.

Og han forærede os noget Gelé Royal, som han lovpriste i den grad, og han lovede mig at kunne blive 100 år, hvis jeg hver dag ville tage noget af det.

Vi kørte fra Walsrode kl. 11:00, og trafikken gled bare derudaf for en gangs skyld. Vi ramte Hamburg 12:15, og derefter var vi jo næsten hjemme.

Konklusion på denne Harzen-ferie: Vi kommer igen