PM WebDesign
Foråret 2018
Uddrag af dagbog og fotos fra vores forårstur til Sydfrankrig
foråret 2018
Peine-Salzgitter(D) - Wittnau(D) - Argegno(IT) Villefranche sur Mèr(F) - Miramar(F) - Fleurie(F) - Piesport(D)
Dagbog, start og Villefranche sur Mèr
Klitmøller, den 12. januar 2018
Foråret nærmer sig…., og selvom vi befinder os midt i vinteren, og der meldes om frost de kommende nætter, er vi alligevel tæt på, for om ca. 5 uger drager vi sydpå for at komme foråret i møde der.
Altså, turen er i støbeskeen og har fået overskriften "Tour de Printemps 2018", hvilket kan oversættes ganske nemt med "Forårsturen 2018".
Turen er fastsat til opstart den 21. februar 2018, og den dato kan man nok ikke kalde for at være et særligt forårsagtigt tidspunkt, men da vi i løbet af et par dage gerne skulle befinde os i det sydfranske område, er betegnelsen forår ikke helt ved siden af. I Sydfrankrig er foråret(Le printemps) normalt fastsat til at starte med begyndelsen af marts, og det regner vi selvfølgelig med holder stik i år.
Spørgsmålet er nu, om der også bliver mulighed for at referere spændende oplevelser denne gang. Vi har været på de planlagte destinationer adskillige gange før, men ikke på helt samme årstid, og tiden må vise, om der bliver tale om gentagelser i referaterne.
Foreløbig har vi planlagt at deltage i såvel citronfesten i Menton som i karnevallet i Nice, og disse to begivenheder har vi aldrig oplevet før.
Og lige for at varme op, kan vi slutte dette forord af med at sige ”á bientôt !” på fransk, altså ”på snarligt gensyn !”
Løgten, den 13. februar 2018
Sig tiden nærmer… og om præcis 9 dage, nemlig torsdag den 22. februar, starter forårsturen. Altså har vi udsat afgangen en enkelt dag, således at vi kun beregner 2 overnatninger undervejs.
Den sidste måneds tid, hvor vi for det meste har opholdt os i Klitmøller, er gået med mange forberedelser, og her den sidste uge har der virkelig været tryk på. Især med planlægning af de 2 overnatninger og ligeledes med ruteplanlægning.
Vi har egentlig gerne villet dele køreturen op i 3 lige store etaper, hver på ca. 600 km., men det har ikke været let, at få den kabale til at gå op.
Vi har ”prøvekørt” op til 3 forskellige ruter via ”Google Maps” og ”Michelin Route Planner”, og den seneste konklusion er nu, at vi vælger den sædvanlige over St. Gotthard passet i Schweiz.
Vi har med vilje ventet indtil nu med en afklaring, da det er vigtigt for os at vide, om der er vinter nede i Europa, når vi suser igennem. De seneste prognoser viser heldigvis, at vejret skulle arte sig godt, og at vi dermed kan vælge den korteste rute, som går igennem Schweiz, altså den rute, som vi har prøvet adskillige gange tidligere.
Et af alternativerne har været at køre over Luxembourg og ned over Lyon, hvor man kan være mere sikker på vejret på denne årstid.
En anden ting, som har betydning i forbindelse med vejr-prognosen, er afklaring af sommerdæk eller vinterdæk. Hvis der er vinter i Tyskland eller et af de andre sydlige områder, som vi skal igennem, er vi ganske enkelt nødt til at køre med vinterdæk, hvilket vil være noget træls, for så snart vi er syd for Alperne, er der normalt ikke meget vinter tilbage, men vi er så tvunget til at køre med disse vinterdæk de næste uger i et forventet varmere klima.
Vi vælger at stole på vejr-prognosen og skifter over til sommerdæk et par dage, inden vi tager af sted.
Ikke mere dæk-snak, men over til de planlagte overnatninger.
Kirsten står normalt for planlægning af egnede steder til overnatning, og hun har Googlet emnet, så hun er helt ør.
Normalt er det let nok at finde hoteller, men denne gang skulle vi gerne have den første overnatning dækket af et gavekort på et hotelophold, som vi fik for næsten 3 år siden. Vi har fået det forlænget en gang, men nu er det igen lige ved rinde ud, og det ville da være ærgerligt ikke at få det anvendt.
Det giver så et begrænset udvalg af hoteller undervejs, men vi har da fundet et sted syd for Frankfurt til den første overnatning.
Overnatning nr. 2 har vi nu også afklaret, og her vælger vi et hotel, som ligger ved Como søen i Italien. Et sted som vi har besøgt for 4 år siden.
Dagsetaperne bliver dermed på hhv. 850, 600 og 380 kilometer
Så alt i alt er vi nu klar til afgang…. godt nok skal vi lige have pakket et par kufferter og et par andre ting - fejre en fødselsdag i Fredericia - besøge familien i Randers og Harridslev – gennemføre et enkelt dagsbesøg i Klitmøller – deltage i en 70-års fødselsdagsfest i Hadsten – til 60.000 km. bil-eftersyn i Aalborg – til frisør - skifte til sommerdæk - have besøg af naboen, som skal passe huset herhjemme - og jeg ved snart ikke hvad….ja, man bliver helt stresset ved tanken, men hvis tankerne så bevæger sig ud over 10 dages horisonten, så lysner det.
Løgten, den 20. februar 2018
Planer er til for at blive ændret, og i dette tilfælde har vi ændret såvel afgangstidspunkt som antal overnatninger. Desuden er vi blevet tvunget til, på grund af vejrudsigten i Sydtyskland og CH, at køre på vinterdæk.
Bilen er blevet serviceret, Kirsten har vasket tøj i 3 dage(gad vide om hun skal have alt det med ?)
og vi mangler nu kun at sige farvel til vores naboer.
Vi smutter i morgen, onsdag, og efter en forventet køretur på 529 km. overnatter vi i en lille tysk by, Peine, lige nord for Harzen.
Dag 2 kører vi lige præcis 603 kilometer, hvorefter vi befinder os i Wittnau, som er en lille forstad til Freiburg helt nede ved grænsen til CH.
Dag 3 har vi så kun en rute på 373 kilometer, inden vi er fremme ved Como søen, men da det er igennem CH, tager det lidt længere tid. Schweizerne kører langsomt på vejene, og det skyldes, at myndighederne er utroligt ivrige efter at blitze fra de mange kameraer langs vejene. Og de lægger ikke fingrene imellem, når der skal udskrives fartbøder, selv ikke overfor en stakkels dansker. Vi har prøvet, for et par år siden, at få tilsendt et girokort fra CH, og derfor kører vi nu med samme fart som de indfødte.
Dag 4, altså lørdag den 24. februar, står turen så til at være på 377 kilometer, inden vi er ved vores destination i Villefranche sur Mèr. Denne tur kan også tage ekstra tid, da det meste af vejen går igennem Italien. Der er altid problemer ved betalingsstederne på motorvejene, altså med hensyn til at få penge retur, og der skal bruges tid på at tælle både sedler og især de mange mønter, som de normalt forvirrer èn med, hvis man da ikke har lige penge at betale med.
”Bonne route !”, som en franskmand ville have sagt til os, hvis han havde hørt om den kommende tur.
Villefranche sur Mèr, den 25. februar 2018
”Redaktionen er lukket på grund af sygdom”......
Ja, dette burde faktisk være overskriften på starten her i det sydfranske, men da sygdommen foreløbig ikke er mere graverende end forkølelse, hals-onde og den slags, så kan det da godt være, at der ikke bliver lukket helt ned.
Jeg havde ellers konstrueret følgende tekst i tankerne:
”Den gamle redakteur er desværre ramt af en forkølelse af 3. grad, og ser sig derfor nødsaget til at drosle ned for de sædvanlige skrive-aktiviteter.
Jeg har overtaget min redaktions-sekretærs forkølelse, og heldigvis for hende, har jeg overtaget den 100%, så hun nu er helt på højkant.”
Men vi er, til trods for denne melding, ankommet i god behold til vores bestemmelsessted.
Selv manglende nattesøvn de sidste 3-4 nætter og enkelte trafikale genvordigheder undervejs har ikke kunnet forhindre os i at nå frem.
Nu håber jeg ikke, at denne forkølelse vil være af samme kaliber som den sidste for ca. 5 år siden. Den husker jeg tydeligt, da hosten varede ved i godt 3 uger.
Det kan derfor godt være at den kommende tids beretninger om oplevelser bliver noget indskrænket. Foreløbig har jeg ikke været udenfor en dør, men derimod har jeg taget fast opholdssted på stuens sofa på langs, godt dækket til med varme tæpper.
Til trods for denne indskrænkede bevægelsesfrihed sker der alligevel ting og sager, som kan berettes, men mere om det senere.
Uddrag fra udrejsen:
Best Western Hotel, Peine-Salzgitter, den 21.februar 2018
En nem køretur herned på ca. 5 timer, og heldigvis let trafik det meste af vejen.
Hotellet frekventeres tydeligvis mest af forretningsfolk, og der ser ud til at være fuldt hus på dette sted med de mange værelser, i hvert fald at dømme efter antallet af få ledige parkeringspladser udenfor hotellet, men sådan er det nok normalt på et hotel i nærheden af Hannover.
Aftensmaden var noget ganske ordinært, og min forkølelse er efterhånden så langt fremme, at jeg smagsmæssigt ikke behøver at ofre de mange penge på kulinariske retter, da mine smagsløg efterhånden er sat ud af spillet.
At se de mange forretningsfolk og erhvervsdrivende på dette hotel mindede mig om min egen erhvervsmæssige karriere for efterhånden nogle år siden. Overnatninger i forbindelse med møder og andet kunne til tider være noget anstrengende, og jeg lærte aldrig at synes om denne del af arbejdslivet.
Landgasthof ”Zum Hirschen”, Wittnau, den 22. februar 2018
Dagens etape på 614 km. forløb ikke helt så let som i går. Et stykke nord for Frankfurt fik vi en melding om et uheld længere fremme på ruten, hvilket havde skabt en kø på 7 km. Vi nåede ret hurtigt bagenden af denne kø, og gps’en anbefalede os en ”Umleitung” ca. 500 meter længere fremme, hvor der var en udkørsel mod Friedberg.
Vi gjorde som anbefalet, og var nu helt afhængige af gps’ens formåen.
Der var desværre mange andre end os, der valgte denne foreslåede omkørsel, så vi holdt i kø gang på gang. Efterhånden blev det svært at overskue de mange veje, og mange biler havde forladt køen.
Vi endte, af uforklarlige årsager, i de nordlige forstæder til Frankfurt, og først efter en større utilsigtet ”sightseeing” i disse forstæder lykkedes det os til sidst igen at få ”land-kending” af A5, vores foretrukne motorvej. Vi havde nok spildt det meste af 2 timer, men det var da sjovt nok at se Frankfurts skyline af skyskrabere fra en anden vinkel end den sædvanlige.
Vi plejer ellers at drøne forbi Frankfurt i en af de mange baner på A5, samtidig med at vi tæller fly i luften. Lufthavnen ligger i den sydlige del, lige op ad A5 på vestsiden.
Resten af turen til Wittnau forløb uden problemer.
Vi har været her et par gange før, og her er der tale om et rigtigt Gasthof med det rette hyggelige tyske miljø, modsat Best Western i går.
Restaurantens menukortet består ikke kun af schnitzler i alle afskygninger, som man normalt ser på tyske spisekort.
Her er det vildt, der dominerer….., ja det er helt vildt…, og det skyldes at stedets ejer, Herr Winterhalter, er en ivrig jæger, og dermed selvforsynende med specialiteterne. Derudover er han altså hotelejer, receptionist, kok i køkkenet, tjener og vinbonde.
Hans kone hjælper selvfølgelig også til, og denne torsdag aften er der desuden en pige til hjælp i restauranten, som er propfyldt med spisende gæster.
Til maden serveres der kun vin af egen avl, men det er også fuldt dækkende, idet der er et godt udvalg af både sekt, hvidvine og rødvine.
Jeg tror, at vinene var gode, i hvert fald at dømme efter Kirstens udsagn. Min egen vurdering må følge engang, når min forkølelse er overstået, for heldigvis købte vi et par flasker med videre på turen.
Da vi, i restauranten, skulle betale for maden, spurgte pigen, om vi ville betale hver for sig.
Vi kiggede noget underligt på hinanden, og forstod først ikke, hvad hun mente.
Men så forklarede hun, at mange herned gerne ville betale hver for sige, altså mand og kone.
En sjov kultur de sydtyskere kan have, men måske det var en god idé også for os ? Jeg mener, så ville jeg nok slippe med et mindre beløb i forhold til K, i hvert fald hvad maden angår…. men måske ikke hvad drikkevarerne angår.
P.s.: Vi fik vildtragout med rådyr og vildsvin som hovedbestanddele, og jeg tror, at det smagte godt.
Hotel Belvedere, Argegno, Como søen, den 23. februar 2018
Sikken’ dag… pyh !
Vi skulle, efter planen, være ankommet kl. 15:30, men endte med at være her klokken 19:00.
Der var 3 ting, som forårsagede den lange forsinkelse.
For det første havde vi knapt nok startet bilen i Wittnau, da der på displayet stod ”Zu wenig Motorkühlmittel… Gefahr von Motorschäden”.
Av, det var ikke så godt, og jeg som havde regnet med at bilen var helt i orden efter sidste service i Aalborg for et par dage siden.
Jeg ringede fluks til Aalborg for lige at forhøre mig om sagen. De svarede at jeg bare kunne supplere med vand på køleren.
Det syntes jeg nu ikke kunne være den helt rigtige løsning med de kommende kuldegrader i Schweiz i vente, så vi forsøgte at finde det nærmeste værksted på vejen ud til A5.
Det første sted var en Ford forhandler, men den unge mand på kontoret afviste os med den begrundelse, at BMW vistnok kun måtte anvende deres egen kølevæske.
Han viste os så til et BMW værksted ikke så langt væk, og her lykkedes det at købe en liter af den blå væske.
Næste forsinkelse på ruten opstod i Schweiz, lige da vi var kommet helskindet ud af den 17 kilometer lange St. Gotthard tunnel. Der blev meldt om et uheld i en anden tunnel længere fremme, og det betød at denne tunnel nu var spærret, og al trafik var blevet stoppet.
Kort efter nåede vi til enden af køen, og måtte denne gang pænt placere os i geledderne. Der var dog angivet en mulighed for omkørsel på gps’en, men da de fleste andre trafikanter ikke fulgte dette råd, turde vi heller ikke.
Vi var omgivet af meget høje bjerge på begge sider af vejen. Godt nok var sneen forsvundet her på sydsiden af tunnelen, men jeg kunne godt forestille mig en suspekt omvej igennem et eller andet højtliggende pas.
I stedet for kunne jeg ganske praktisk indhente en del af den manglende nattesøvn, så jeg lagde mig tilrette med sædet slået ned og faldt snart i søvn.
K havde vagten, og hun vækkede mig først ca. halvanden times tid efter, da der var begyndt at blive liv i køen igen, og det varede ikke længe, førend det hele gled som normalt.
Dagens sidste forsinkelse opstod, da vi skulle dreje af motorvejen for at komme ned til Como søen. Her viste gps’en os en vej ned over Lugano, og det mente vi da også var korrekt, men senere gik der virkelig skudder-mudder i navigationen. Vi brugte nok det meste af en time med at køre rundt i omegnen af Como by, hvor alle veje åbenbart var i færd med at blive lavet om. Omkørsler og nye rundkørsler forvirrede for alvor bilens gps.
På et tidspunkt ville den lede os over et højtliggende pas, for at vi dermed kunne komme frem til den lille by Argegno, hvor vores hotel lå, men vi vidste heldigvis, at dette ikke var den optimale vej, som går langs søen.
Vi kørte stadig stressede rundt i dette landskab af omkørsler og en voldsom trafik, da det var blevet mørkt, og jeg husker egentlig ikke, hvad der fik os på rette spor, men pludselig kunne vi kende noget af landskabet igen, og vi fandt den lille vej, som går nordpå langs søen.
Her er vi så for 2. gang. Sidste gang var tilbage i 2014, og minsandten om ikke de fandt vores data fra dengang. Derfor slap vi for at skulle aflevere vores pas. Og ligesom sidste gang, blev vi frit opgraderet til at få hotellets eneste værelse med balkon.
Jo, der er visse fordele ved at bo på hoteller i lav-sæsonen.
Aftenens mad var italiensk, naturligvis, og tjeneren, en kvik ung mand på 30 år, var mexicaner. Ham fik vi en lang snak med, da der udover vores bord, kun var et andet, han skulle betjene.
Min forkølelse tager til, og det skal nok vise sig, at blive den sædvanlige trælse version.
Villefranche sur Mèr, den 24. februar 2018
Klokken 22:30
Ikke så snart er vi ankommet, så er der noget at skrive hjem om
Vi ankom til byen ved 15:30-tiden.
Denne gang undlod vi at køre ind omkring Nice, men drejede fra motorvejen henne ved Monaco, og det var heldigvis en meget lettere vej herhen, selvom man kan blive noget distraheret af de mange synsindtryk i Monaco, samtidig med at man skal passe trafikken.
I Villefranche kørte vi fluks hen til garagen, som vi har lejet denne gang. Den ligger blot et lille stenkast ovenfor den ejendom, som vi skal bo i, og det er faktisk lettere at bære oppakningen ned til lejligheden deroppefra end nede fra vejen Georges Clemenceau, hvor vi normalt har parkeret.
Vi finder ejendommen ”Brasilia”, får åbnet bommen via en medbragt kode, og kan så køre ind på den noget smalle plads foran de 10 garager, som er i denne ejendom.
”Skide godt, Egon !”. Det kører bare efter planen, og jeg føler mig som Egon Olsen lige før det store kup, og glæder mig til, at vi endelig er ved målet.
Jeg står ud af bilen, finder den medbragte nøgle frem og regner med at kunne åbne garagen i et snuptag.
Men med det samme er jeg klar over, at der er noget galt. Ja, nøglen kan overhovedet ikke stikkes ind i låsen. Jeg forsøger selvfølgelig på alle ledder og kanter og håber stadig, at det bare er mig, der er lidt klodset. På et tidspunkt prøver jeg, om jeg kan lirke den op med et tyndt knivsblad. Til sidst må jeg opgive, og er helt sikker på, at enten er låsen i stykker, eller også har vi fået en forkert nøgle.
Så træder Yvonne(undskyld, Kirsten) til, idet hun mener at være bedre til sådan noget. Men selvfølgelig må også hun give op.
Jeg tænker, at Egon slet ikke ville have brug for sit stetoskop fra at åbne denne elendige garageport, men kunne nøjes med en lille sprængladning af en knaldperle for at få has på denne lås.
Altså endte episoden med, at vi slukørede kørte ned på vores sædvanlige Avenue Georges Clemenceau, en Avenue som absolut ikke kan sammenlignes med en kendt Avenue i Paris.
Der var heldigvis en ledig plads til os ganske tæt på opgangen til ”vores” ejendom ”Les Nereïdes”.
Det første vi gjorde, var at tage elevatoren op på 4. etage, hvor ”vores” lejlighed ligger. På denne etage bor også Madame Gustave, henne i den modsatte ende. Og så skal det selvfølgelig lige pointeres, at vi har lejet garagen af Madame Gustave.
Vi ringede på et par gange, og bankede ligeledes på et par gange, men kunne tydeligt fornemme, at der ikke var nogen hjemme.
Altså sidder hun nok oppe i Le Havre, som er hendes hjemby, altså helt oppe i den anden ende af Frankrig.
Pyt, vi må arbejde videre med problemet i morgen, og går i stedet for i gang med at tømme resten af bilen, og er færdige efter 10 ture op og ned med elevatoren.
På en af turene op med bagagen, ser vi pludselig Madame Rigucci komme gående på vej op til ejendommen, og vi vinker og kalder ad hende.
Madame Rigucci lærte vi at kende sidste gang, vi var her, og hun sagde også straks, inden vi gav hånd, ”Vous êtes les Danois ?”. Hun er virkelig en flink ældre dame, og straks ville hun tage en af vores tasker på vejen op. Det afslog vi selvfølgelig, men kunne ikke få lov at slippe.
Vi fortalte om problemet med garagen, som vi havde lejet af Madame Gustave, og spurgte så, om hun havde et telefonnr. på hende. ”Selvfølgelig, kom I med op i lejligheden og jeg finder nummeret”.
Jeg gik med ind i hendes lejlighed, som ligger på 3. etage, medens K gik videre op på 4. med vores bagage.
Madame Rigucci bad mig straks lukke hoveddøren efter mig, idet hun selv stod inde i entreen og holdt fast i sin kat. Derefter slog hun en slå for døren, for som hun sagde, ellers lukker katten selv døren op.
Inde i stuen fandt hun straks en lommebog i en skuffe, og snart havde hun fundet telefonnummeret imellem en stak andre numre. Hun skrev det ned på en lap papir og overrakte mig det.
Jeg komplimenterede hende for den flotte lejlighed, som var indrettet i en ældre stil, men meget hyggelig. Jeg kiggede på nogle mindre malerier, og straks fik jeg at vide, at dem havde hun selv malet. Hun havde engang udstillet nogle, en halv snes stykker, nede i byen. ”Du kan købe dem til en speciel pris !”, sagde hun.
Hun mistede sin mand for over et år siden, men hun ser nu ud til at trives godt.
Hun har et frivilligt arbejde på et plejehjem her i nærheden, og besøger således 10-12 personer hver fredag.
Derudover har hun en søn og et par børnebørn henne i Beaulieu.
Jeg fik langt om længe sagt farvel og tak, og gik så op på 4. etage, hvor K efterhånden havde fået bagagen stuvet af vejen.
Jeg ringer til Madame Gustave i morgen, for nu er dagen efterhånden til ende, og jeg håber på, at min forkølelse glemmer mig i nat, så jeg kan få sovet.
Villefranche sur Mèr, den 25. februar 2018
Søndag og oppe ved 9-tiden efter en nat med fuld hoste. Gad vide hvad overboen siger til det. Forhåbentlig har hun sovet med ørepropper.
Jeg fik først ringet til Madame Gustave om eftermiddagen. Jeg havde en del problemer med at ringe hende op. Først fik jeg fat i en mand i Aix-en-Provence, men vi var hurtigt enige om, at der var tale om forkert nummer. Nummeret som Madame Rigucci havde kradset ned på en papirlap i går var også noget utydeligt, så jeg prøvede at ændre et af de mest utydelige cifre. Det lignede et 4-tal, men kunne godt være et 9-tal. Det gav en opringning hos en person i Nice.
Jeg prøvede igen at ændre det utydelige ciffer, og denne gang var der ingen hjemme.
I stedet for at gå ned og forstyrre Madame Rigucci, sendte jeg nu en sms til vores udlejer i DK, for jeg vidste, at han var i besiddelse af Madame Gustaves telefonnummer, og 5 minutter efter tikkede en besked ind på lystavlen med et telefonnummer, som var aldeles forskellig fra det, som jeg have fået opgivet i går af Madame Rigucci.
Nu var der bid, og jeg fik straks fat i Madame Gustave i Le Havre.
Jeg talte med hende i 7 minutter, inden hele sagen var klarlagt, og hun ville forsøge at få allokeret en vis Monsieur Nicolas, som bor her i området.
Resten af dagen har jeg tilbragt på divaneseren, medens K har været på udflugt i byen.
Og for resten, for lige at krydre den nævnte udflugt, så var hun knap nok kommet indenfor døren igen, da hun udbryder ”Gud…. jeg har trådt i en hundelort !”.
Jeg tænkte straks, hvor er hendes erfaring henne ? Enhver frankofil ved, at når man går på gader og stræder, skal man gå med øjnene rettet ned mod fortovet. Gør man ikke det, går der ikke lang tid, inden man ender med den oplevelse, som K nu lige er kommet ind ad døren med, og altså en oplevelse som hun har haft mange gange før.
Nå, hun skyndte sig at vende om og gå ned til stranden, hvor der er masser af sand og vand til brug for en grundig afvaskning af den slags skosåler.
Alt imens kunne jeg ligge og nyde livet på sofaen, samtidig med at jeg funderede over, hvornår hun lærer det…. altså, hun er nu i Frankrig for 33. gang !
Villefranche sur Mèr, den 26. februar 2018
Klokken er nu ved at være 12 middag, og efterhånden er det ved at være svært med udsigten fra altanen.
I starten var det kun ganske tynde og beskedne snefnug, der dalede ned fra himlen, men nu ligner de efterhånden gode danske solide snefnug.
Der er dog hele 4 plusgrader udenfor, så de mange snefnug når næsten ikke at lande på jorden, inden de er blevet fortættet til vand, og om vi får et hvidt landskab at se i dag er nok tvivlsomt.
Det har ikke sneet her i Villefranche siden 2012, hvis man da kan stole på oplysningen fra en af de lokale, som jeg talte med i formiddags.
Da vi ankom i lørdags, var der omkring 10 grader, ja, henne langs den italienske kyst var der hele 14,5 grader, da vi kørte forbi.
Men det kan hurtigt ændre sig, og i tv fortæller de, at der er tale om kulde helt fra Sibirien
Også i dag betyder det ikke så meget med det dårlige vejr, idet jeg stadig ”holder sofaen”, så vidt muligt.
K har efterhånden foretaget et par udflugter på egen hånd her i byen. I går gik hun byen rundt for at gense de gamle steder, og næsten alt så ud til at være uforandret. Kun vores favorit-café, ”Les Palmiers” nede på Place Amélie Pollonais, var lukket, da de er ved renovere fliserne på torvet.
For ½ time siden er hun gået på en mindre indkøbstur. Bl.a. ville hun se, om der var fisk at købe nede ved kajen, hvor der normalt står en fiskehandler om formiddagen. Og hun ville også lige besøge det lille Casino oppe på vejen, som fører ud af byen mod Nice.
Jeg var tvunget til at stå ud af sengen kl. halv-ni i morges, på grund af aftalen med Monsieur Nicolas. Han skulle arrivere kl. 09:00 for at afklare problemet med nøglen til garagen, som vi har lejet af Madame Gustave.
Han ringede på døren 08:50, og vi begav os sammen op til garagen, i ejendommen ”Brasilia”.
Selvfølgelig kunne han heller ikke få nøglen ind i låsen, og han sagde med det samme ”C’est pas la bonne clef ”, og dette gentog han mange gange derefter, så jeg var ikke i tvivl om, at der var tale om en forkert nøgle.
Han ringede på stedet til Mme Gustave i Le Havre og måtte så gentage ”C’est pas la bonne clef !” mange gange, inden hun var overbevist.
Han fik nu ordre fra Mme Gustave, at han skulle prøve at søge i hendes egen lejlighed.
Han ville derfor lige hente en nøgle til hendes lejlighed et sted ude i byen, hvor svigermoderen arbejdede. Svigermoderen passer åbenbart lejligheden, når Madame Gustave er hjemme i Le Havre.
Senere på dagen ringede Madame Gustave dog, og fortalte, at hun nu havde sendt en anden nøgle med posten, og at den ville ankomme om et par dage.
P.s.: Bilen står stadig godt nede på avenuen og ser ikke ud til at savne nogen garage, men havde det ikke været for den famøse nøgle, havde det været spinkelt med fortællinger her nede fra.
Villefranche sur Mèr, den 27. februar 2018
0(nul) grader, da vi står op kl. 08:00
5 grader kl. 11:00 og sol, men jeg tror nu ikke, at vi får brug for solbrillerne i dag.
Udenfor er det forfærdelig koldt. Selv i december og januar har vi aldrig oplevet en sådan kulde her.
På et tidspunkt i formiddags dukkede der igen nogle snefnug op, men kun for en kort stund.
Heldigvis ser det hele ud til at vende til den kommende weekend.
Ved middagstid tog jeg med på en lille slentretur igennem byen. Jeg kan jo ikke blive ved med dyrke inaktiviteten på sofaen, og det er også som om hostesaften og sugetabletterne, som K bragte med hjem fra apoteket i går, er begyndt at virke. Jeg har det dog stadig, som om jeg går på kanten af en feber-tur.
Og hør så lige her:
K var gået i forvejen, da hun ikke regnede med, at jeg gik så hurtigt, og hun skulle absolut skynde sig ned for at se, om markedet var åbent.
Jeg fulgte så lidt senere, og jeg var knap nok kommet ned i byen, da det lød ovre fra det modsatte fortov: ”Hvad er det for en krykhusar ?”….. og der stod hun så ovre og grinte, alt imens jeg forsøgte at rette mig op.
Ja, jeg ser absolut ikke ud, som jeg plejer, det ved jeg ganske godt, og når jeg om morgenen kigger mig selv i spejlet, bliver jeg helt bange. Godt at vi er langt hjemmefra. Her er der ingen, der rigtig kender mig, og folk tror vel bare, at sådan ser jeg ud.
Forkølelsen og den stadig dårlige nattesøvn har helt spoleret mit i forvejen aldrende udseende.
Nå, det nytter ikke at have forfængeligheds-tendenser i denne situation, så for tiden accepterer jeg, at jeg ligner jeg en krykhusar.
Villefranche sur Mèr, den 28. februar 2018
Stadig en forfærdelig kulde, det blæser og vinden er i øst. Der meldes om snefald i eftermiddag.
Ingen nattesøvn, hosten er vendt tilbage på fuld styrke.
Kl. 12:24
Hjemme igen efter en times tid nede i byen. Det er markedsdag, men ikke alle de sædvanlige stadeholdere er mødt op i denne kulde.
Heldigvis var vores flinke olivenpige fra Gorbio trofast på sin stadeplads, og hun genkendte os straks. Det tror pokker efter de mange køb hos hende sidste år.
Vi lagde ud med bare at købe en enkelt flaske. Den var godt nok steget en euro i pris i forhold til sidst, men det er en ny høst, og er den bare ligeså god som sidste år, er vi tilfredse.
Hun lovede at stå på sin stadeplads hver onsdag fremover, hvis vel at mærke vejret artede sig ordentligt. Jeg tænkte bare, at hvis hun kunne stå her i dag, så ville hun nok også være her de næste 3 onsdage, hvor vi har mulighed for at møde hende.
Og slagteren med grisehovedet var der heldigvis også…… Vi kalder ham bare sådan, fordi der altid ligger et grisehoved til udstilling på hans disk. Han sælger gode skinker og en rigtig god Pecorino ost fra Italien.
Der gik 3 politifolk rundt på pladsen. De så ud til at fryse lige så meget som alle vi andre, og de havde trukket halstørklæderne halvt op over ansigtet, så de lignede en flok svært bevæbnede røvere.
Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde taget mine handsker med oppe fra lejligheden, og inden vi nåede hjem igen, var mine fingre frosset til is, så jeg, oppe i lejligheden, måtte tø dem op under den varme hane. Jeg havde haft en bærepose i hver hånd, og kunne derfor ikke gå med hænderne i lommerne som sædvanligt.
Kl. 16:31
Jeg har lige været nede i foyeren for at tømme postkassen, og nøglen fra Le Havre var heldigvis ankommet. Det franske postvæsen fungerer fortrinligt.
Derefter gik jeg oppe til garagen ved ”Brasilia” for at afprøve den, og den virkede !
Til sidst gik jeg ned på Av. G. Clemenceau for med det samme at køre bilen i garage. Knap nok havde jeg bakket ud af pladsen, da en anden parkerings-hungrende bilist, som åbenbart havde ligget på lur, overtog min gode plads.
Det var lige før, jeg fortrød at have forladt Avenuen, for oppe ved ”Brasilia” fik jeg selvfølgelig problemer med at få ”limousinen” ind i garagen. Garagerne var tydeligvis beregnet til mindre modeller… Banen hen til garagen var noget smal, så det var svært at foretage det rette drej. Her kunne jeg godt fortryde, at vi alligevel ikke havde valgt en model 500 i Fiat-regi og altså ikke i BMW-regi, da vi købte bil, men efter 10 minutters mange skift imellem ”R” og ”D” på den moderne gearstang endte Bimmeren i garagen uden skrammer.
Nu er spørgsmålet bare, om vi tør køre den ud af garagen igen, inden vi er tvunget til det den 24 marts.
Hjemme i lejligheden igen, skrev jeg en sms til Madame Gustave i Le Havre og takkede for den hurtige forsendelse af nøglen.
Et kvarter efter havde jeg hende i røret, og jeg fik igen opfrisket mit franske ordforråd i rigelig grad. Kunsten er bare at kunne huske alle ordene og sætningerne.
Villefranche sur Mèr, den 1. marts 2018
Kim fylder 43, tillykke gamle !
Nu skulle foråret starte….efter datoen på kalenderen, men det lader til at snyde os denne gang.
2 graders varme og regnvejr her kl. 08:00 er en kedelig start på forår.
Kl. 11:55
Gas- og vandmesteren har lige være her for aflæse de forskellige målere i lejligheden.
Nøglemysteriet udarter sig:
Klokken 12:05 ringede Gabrielle på døren. Her skal tilføjes, at vi nu er på fornavn, og at Gabrielle er lig med Madame Rigucci.
Jeg bad hende indenfor, og hun overrakte mig straks et stort bundt nøgler, som hun havde fundet i en skuffe nede i sin lejlighed.
Nu må I nok have tak…. der er 9 nøgler i det bundt, og en af dem er en tro kopi af den garagenøgle, som vi modtog pr. post i går fra Le Havre.
Altså kunne vi have fået nøglen af Madame Rigucci, undskyld, Gabrielle, da vi ankom i lørdags. Men hun anede ikke, at hun var i besiddelse af de nøgler førend i dag.
Nu har hun givet os alle nøglerne, som hun mener, at hendes mand har samlet i tidens løb, og som nu tilfældigvis er dukket op i en skuffe. Der ser ud til at være nøgler til adskillige lejligheder her i ejendommen, kældernøgler og en enkelt brik til brug for at komme ind ad ejendommens hoveddør via det elektroniske låse-system.
Indtil videre tager jeg alle nøglerne med hjem til vores udlejer i DK.
Denne beretning fra vores forårstur ender snart med at blive til en nøgle-roman !
Klokken er nu 14:00 og der står 7 grader på termometeret. Jeg tror, der er en bedring på vej, og at temperaturerne inden længe når op på 2-cifrede tal. Jeg har selvfølgelig, i denne forudseendehed, allieret mig med den lokale vejrudsigt, som plejer at være troværdig.
Faktisk meldes der om 10 grader allerede fra i morgen.
Så mangler jeg kun at få aflivet hosten… ”Miel et citron…”, sagde Gabrielle, da hun gik ud ad døren. Altså, honning og citron, og måske hun har ret. De ældste mennesker har mest erfaring, og man bør vel lytte til gode råd.
Kl. 23:06
Vi gik en aftentur i byen, først ud langs promenaden ved stranden ”Les Marinières”, men vi kom ikke langt derud, inden vi vendte om, for selvom der er belysning hele vejen, er der noget øde derude om aftenen
Tilbage ved kajen så vi en politibil køre derud for at afpatruljere. De kører, af en eller anden grund, hyppigt den strækning.
Tilbage langs promenaden ved kajen, hvor de mange restauranter ligger, men på denne årstid og måske mest på grund af vejret, var der ikke meget liv.
På ”Hotel Welcome” var der alligevel noget liv i baren, som vender ud til vejen langs kajen,
Hjem igennem gaden, som fører hen til ”Place Conseil”, hvor løvehovedet i muren stadig hænger og sprøjter vand i en flot stråle ud af munden Derefter hen over viadukten og op på Clemenceau.
Villefranche sur Mèr, den 2. marts 2018
Stadig intet forår, men regn og dog 7 grader, som senere på dagen skulle blive til hele 10 grader.
Kl. 13:30
Enkelte solstrejf ude over bugten kaster et nyt forhåbningsfuldt lys over situationen, og de 10 grader på termometeret varsler også godt.
Kl. 18:30
Stadig 10 grader på termometeret, da vi kom hjem fra en bytur til Nice for ½ time siden.
Vi tog af sted ved 14-tiden, og allerede henne ved busstoppestedet, Leopold II, kunne vi mærke solens effekt. Vi stod og ventede på bussen et kvarters tid, og for en gangs skyld var det behageligt at vente på en bus, for i den tid nåede vi at blive varmet godt igennem. Det var også stærkt tiltrængt efter manglende sol i næsten en hel uge.
Og for første gang kunne jeg nu fornemme de gammelkendte dufte og fornemmelse af sydlig tilstand. Måske et tegn på, at forkølelsen er på retur.
Duftene, udover bilosen, var genkendelige.
Vi stod af ved Garibaldi pladsen og gik derefter hen til Boulevard Jean Jaurès, hvor vi købte 2 stk 10-turs kort inde på kontoret hos ”Ligne d’Azur”. 20 euro for 20 ture med bus eller letbane, altså som sædvanligt, 1 euro pr. tur. Og en tur må vare op til 74 minutter.
Derefter gik vi igennem Parc Paillon, hvor alle bænke var optaget af solhungrende mennesker.
Vi fortsatte hen til Place Massena. Her var der opstillet 2 store tilskuertribuner, én på hver sin side af den gennemgående vej. Og plads til flere tusinde mennesker på de mange sæder. Alt sammen et led i karnevallet.
Derefter over for at købe 2 stk billetter til afslutningen på karnevallet i morgen. Vi har valgt at deltage i eftermiddagsforestillingen, ”Bataille de Fleurs”, en form for blomsterparade.
Jeg gik nu ned på Promenade des Anglais for at fotografere, og K gik ind i den gamle by for at kigge på ravioli til aftensmaden ?
Hjemturen foregik fra linie-81 stoppestedet ved ”Promenade des Arts”, men vi var i så god tid, at vi lige kunne slå et smut ind omkring hovedbiblioteket i Nice. Derinde fik vi dog ikke så god tid til at kigge på bøger, da vi skulle visiteres ved indgangen. Vi skulle lægge såvel tasker, kameraer, telefoner og andre løse genstande fra os, inden vi så blev gennemlyst, idet vi gik igennem en dertil indrettet dør midt i landskabet, altså som om vi skulle ombord i et fly.
De er virkelig oppe på mærkerne her i Nice, og man forstår det jo godt.
i morgen skal vi møde op en time før forestillingen til karnevallet, hvor vi har valgt at stå på ruten nede ved Promenaden. Vi fik at vide, ved billetlugen, at visitationen inden indgangen ville kunne skabe kø.
Læg mærke til, at der i dag ikke var nogen fortælling om nøgler.
Villefranche sur Mèr, den 3. marts 2018
Til morgen 9 grader og regn. Og vi skal til karneval i Nice i dag, så vi må nok gardere os med paraplyer.
Kl. 10:00
Lige her og nu bryder et par solstråler den ellers så triste stemning ude over bugten. Utroligt for en virkning fra den ene yderlighed til den anden, vejrmæssigt. Fra en dyster og mørk himmel til en lys og munter. Det skaber en bedre stemning.
Solstrålerne rammer bugtens mørke vand, som straks lyser op som en ren stjernehimmel i de mange krusninger på vandoverfladen. De tunge dønninger ude fra Middelhavet når helt op til murværket langs promenaden ved ”Plage Marinières”, og når vi lukker døren op ud til altanen, domineres lydbilledet af bruset fra disse store dønninger.
Kl. 11:00
Det ser alligevel ikke ud til, at vi får brug for paraplyerne i dag.
Kl. 12:00
13,5 grader på altanen. Jeg sidder derude og nyder solen. Nu føles det næsten, som om alt er ved det gamle.
Pelargonierne i blomsterkummerne står og strutter med de dybrøde farver i de mange blomster. De er tydeligvis vågnet op til dåd efter den sidste uges frysende tilværelser her på kanten af altanen. Der er en overflod af knopper på spring til af folde sig ud, og det syn får vi forhåbentlig fornøjelse af i løbet af de resterende 3 uger her.
Kl. 18:30
Vi kom hjem fra karnevallet for en time siden og har efterhånden også fået varmen igen.
Det var en kold omgang at stå og følge med i de par timer, incl. ventetid, som det varede.
Ved indgangen skulle vi igen lægge tasker, fotoapparat og telefoner, for derefter at gå igennem røntgen-døren, eller hvad det nu er, sådan en tingest hedder. Som et kuriosum tog de Kirstens medbragte vandflaske, skruede låget af og returnerede hende så flasken. Altså måtte hun ikke få låget med ind på pladsen. Det gjaldt selvfølgelig alle, og inde på pladsen stod mange folk nu og kiggede ærgerlige på deres åbne flasker, som jo ikke var sådan lige at putte tilbage i tasker og lommer. Hvad det skulle gøre godt for, forstod vi aldrig.
Vi havde købt billet til ståpladserne på ”Promenade des Anglais”, hvilket viste sig at være en god ide, for når vi frøs, kunne vi bare gå en tur rundt på promenaden.
Overalt var der bevæbnet politi og vagter i massevis. Det var lige før, de var i overtal.
Der var ikke så mange tilskuere som forventet, hvilket vel skyldtes det kolde vejr. Der var højst 4 – 5 rækker af mennesker ved afspærringen.
Jeg forsøgte at filme noget af optoget, men er usikker på resultatet. Min hænder frøs, og det, i kombination med at kameraet har en nylig opstået fejl i billedstabiliseringen, gav nogle rystede optagelser.
Men jeg optog så mange sekvenser, at der nok kan blive et eller andet ud af det.
Optoget med de mange forskellige optrædende og de flotte udsmykkede vogne fulgte en rute oppe fra Place Massena og ned til Promenaden og derfra via en anden vej op i byen igen. En strækning på lidt under en kilometer.
Det var virkeligt en farvestrålende parade, og man glemte undertiden kulden. Især når man betragtede de mange optrædende, som ikke så ud til af lide under kulden, selvom de absolut ikke var iklædt varmt tøj.
På et tidspunkt havde jeg fået en førsteplads ved afspærringen, og dermed var det lidt lettere at fotografere og filme. Senere stod der en flok små kinesere bag mig og forsøgte at strække deres hænder med smartphones så højt op, at de kunne fotografere, men det var tydeligvis svært for dem. Jeg overlod min plads til nogle af dem, og de bukkede og takkede så det var en ren fornøjelse. Jeg er jo alligevel så høj, at jeg, når jeg strækker armen helt op i luften, sagtens kan fotografere alt omkring mig.
Selve paraden varede ca. 1½ time, og til slut havde vi også fået show nok. Kulden blev efterhånden for anstrengende.
Vi fandt hurtigt en café, hvor en kop varm kaffe gjorde underværker.
Da vi traskede igennem byen bagefter, gik mange folk med mimoser og andre blomster, som var blevet delt så rigeligt ud under forestillingen.
Konklusion på anmeldelse af karnevallet i Nice, år 2018: En kold omgang, men farver og glade mennesker i massevis. Man kunne ikke undgå at komme i godt humør af de glade mennesker.
Og som prikken over i’et, så var det som om, al forkølelse forsvandt til trods for de kolde omgivelser. Jeg hostede i hvert fald ikke mere resten af dagen.
Villefranche sur Mèr, den 4. marts 2018
9 grader og overskyet. Det er søndag, og vi har opgivet at tage til Menton, hvor citronfesten slutter i dag. Det er for koldt, og i går fik vi show nok for alle pengene.
Istedetfor nøjedes vi med en slentretur til byen St. Jean, som ligger ude på Cap Ferrat.
Vi startede ud langs strandpromenaden over til Beaulieu.
Fra Baie des Fourmis fulgte vi så stien langs havet på østsiden af Cap Ferrat ud til St. Jean.
Det regnede hele vejen, og inden vi nåede derud, var vi ved at være noget våde.
Straks ind på ”Bar du Port” for at få varmen og et glas hvidvin, da de ikke havde ”vin chaud”. Dertil en assiette charcuteri.
Klokken 16:50 tog vi 81’eren tilbage til Leopold II, og nu tørrer vi tøj og sko.
Læg mærke til, at der i dag ikke var nogen fortælling om forkølelse.
Villefranche sur Mèr, den 5. marts 2018
11 grader og stabilt overskyet.
Vi har været på en 2-timers udflugt i dag.
En af de bedre udflugter, som var vældig interessant, men måske en anelse dyr.
Målet var Carrefour supermarkedet ved Maeterlinck, som ligger ca. 4 kilometer herfra ind mod Nice.
Det lykkedes at få bilen helskindet ud af garagen, men denne gang havde jeg også K med som dirigent, så det hele var noget lettere.
Fremme ved målet fik vi også bilen parkeret i kælderen til trods for en meget smal nedkørsel.
Oppe i supermarkedet studerede vi ivrigt hylderne med det rige udvalg af franske vine. Helt fortræffeligt. Og ligeledes det store udvalg af franske oste, for slet ikke at tale om udvalget af fransk-brød.
Det største problem på denne udflugt, var at få K med hjem igen. Når hun først går rundt og kigger på de mange varer, og sammenligner priser, og vurderer vare-deklarationer, så trækker tiden altid ud.
Visa-kortet så ud til at være blevet mindre efter denne udflugt, ganske underligt.
Stadig 10 grader på altanen, da vi var hjemme igen kl. 18, og det har småregnet det meste af dagen,
Jeg har været ved at kigge på optagelserne fra karnevallet….. suk ! og atter suk !…. det ser ud som om, at ikke en eneste af videooptagelserne er noget værd. Alle sammen er mere eller mindre rystede, så man bliver helt søsyg af at kigge med. Men fotografierne fejler til gengæld ikke noget.
Villefranche sur Mèr, den 6. marts 2018
10 grader og lidt overskyet.
Kl. 10:30 er vi oppe på hele 16 grader og sidder på terrassen i fuld sol.
Kl. 13:00, er termometeret faldet til 14 grader, og vi er trukket indenfor, men gør klar til udflugt til Le Port og Colline du Chateau for at filme snebjergene bag Nice.
Hjemme igen kl. 18:00.
Vi stod på stoppestedet, Octroi, nede i bymidten i Villefranche, og det var der også mange andre end os, der gjorde. Så vi fik selvfølgelig ingen siddepladser, men måtte holde godt fast i stænger og andet.
Da vi nåede ind på Boulevard Carnot, rejste en ældre dame sig pludselig op, der hvor jeg stod. Hun sagde så til mig ”Deres kone kan få min plads, jeg skal alligevel snart af”. Jeg kaldte på K, som stod et par pladser længere henne, og hun takkede også damen, idet hun gik forbi.
Men damen stod alligevel ikke af, førend vi var helt nede ved havnen. Hun var nok 90 år, og syntes åbenbart at K så ud til at trænge mere til siddepladsen. Jo, de franske damer holder sig godt og er i god fysik.
I havnen så vi den hidtil største lystyacht, ”Quantum Blue”, som vi endnu har set, og det siger ikke så lidt. Selvfølgelig var det en russer. Og hvad han skal bruge et så stort fartøj til, er helt hen i skoven. Den har efterhånden ligget og fyldt op i den ene side af den gamle havn i Nice i lang tid, og forhåbentlig tjener byen på at have den liggende. Gad vide om den menige russer derhjemme i Rusland ved, hvad der foregår.
Der var ingen snebjerge bag Nice. Sneen var væk for længst.
Vi gik op øverst på ”Colline du Chateau”, hvorfra der er en formidabel udsigt over hele Nice.
Her forsøgte vi at tage et selfie af os begge med Nice som baggrund, men selvom vi tog over 50 billeder, blev ingen af dem gode.
Om det var mit udseende eller Kirstens, der ikke var helt på bølgelængde med situationen, eller om vi begge to havde en off-day, skal være usagt. Det endte med at K alligevel sendte et foto ud i æteren på Facebook, til trods for at det var helt umuligt at vurdere kvaliteten af billedet i den stærke sol.
På hjemvejen med bussen stod vi af 2 stoppesteder længere henne end Leopold II. Henne fra ”L’ange Gardien” kunne vi så gå tilbage langs stranden hjem i det gode vejr.
Jeg har igen kigget på videooptagelserne fra karnevallet, og konklusionen er desværre klar.
Villefranche sur Mèr, den 7. marts 2018
17 grader klokken 10:00….. nu kører det igen, men der er også gået en halv snes dage med et klima, som vi slet ikke har kunnet kende igen.
Og klokken 11:00 kulminerer det hele med 19 grader ude på altanen.
Det hele er faldet til 16 grader kl. 12:30, men det er dog til at holde ud.
I dag har vi valgt at tage på en rundfart til fods omkring Cap Ferrat, hvilket vi har prøvet mange gange før, men det er lige spændende hver gang.
Straks udenfor døren gik vi hen for at trykke på knappen til elevatoren. Den kom nu susende oppefra, og da vi åbnede døren, stod Gabrielle inde i kabinen. Hun var kommet oppe fra den øverste indgang og skulle ned på 3. etage, hvor hun bor. Hun trådte smilende ud til os.
”Ca va ?”…. Stor gensynsglæde, og hun gav K adskillige af de franske kindkys(bisous), medens hun nøjes med at give mig hånden. Hun var iklædt træningstøj. Bagpå trøjen stod ”TC Beaulieu”, altså Tennis Club Beaulieu. Hun var egentlig på vej hen for at træne nogle børn på banen i Beaulieu.
Hun havde travlt, og vi sagde derfor hurtigt farvel for så at fortsætte vores planlagte udflugt.
Stien rundt om Cap Ferrat startede ude ved ”Plage Passable”. Her sad vi en stund på stranden og nød det gode vejr inden strabadserne.
Vejret forblev strålende ude på stien, og bølgerne stod med flotte skumsprøjt ind mod klipperne.
Stien var indimellem noget våd efter den senere tids regnvejr. Der var ikke så mange vandrere som sidst, vi gik på denne strækning. Nogle steder er stien så smal, at man må afvente passage af modgængere.
Spændende vækster og planter var der ikke mange af denne gang. Der er ikke rigtig kommet gang i væksten her i marts måned. Det meste ser gråt og kedeligt ud.
Men til gengæld er der gang i havet, og det er spændende at se de mange bølger, som hele tiden tordner ind mod klippekysten for fødderne af os.
Ude ved fyret valgte vi at gå op fra stien, og fulgte så ”Av. de la Corniche” og ”Boulevard du Général de Gaulle” hen til St. Jean frem for at fortsætte ad stien på østsiden af Cap Ferrat. Denne rute førte os først forbi ”Grand Hotel du Cap Ferrat”, en kolossal flot ejendom, og derefter fulgte den ene store ejendom efter den anden, inden vi nåede St. Jean.
Vi valgte at sætte os ved et af bordene udenfor ”La Civette”, for lige at fordøje de mange indtryk af rigdom, og et enkelt glas rosé var tiltrængt.
Hjemme igen kl. 19:30. Dagens resultat: 17.514 skridt, hvilket på min sundheds-app er omregnet til 14,2 kilometer.
Gad vide, om vi ligger brak i morgen ?
Villefranche sur Mèr, den 8. marts 2018
18 grader på terrassen, da vi står op, og det er ikke fordi, at vi er stået sent op, men igen nyder vi godt af et par dages højtryk. Det ændrer sig, iflg. ”Chaine Méteo” igen til weekenden, hvor der skulle blive regnvejr og helt ned til 11 grader, og fra mandag skulle det så igen blive godt. Et meget svingende vejrlig.
Der er dejligt på terrassen, selvom himlen også er dækket af lidt dis. Man hører ikke mere de store dønninger nede ved stranden, og havet er nu endelig faldet til ro.
Kl.17:30
Ovenpå gårsdagens lange travetur på Cap Ferrat, nøjedes vi i dag med at gå over på stranden på den modsatte side af bugten. Her fandt vi en god plet og nød så et par timer, inden solen forsvandt bag bjergene mod Nice.
Muligvis en togtur til Ventimiglia i morgen, fredag.
Villefranche sur Mèr, den 9. marts 2018
Tillykke med dagen, Jenny ! og tak for lån af vandrestavene, de bliver brugt flittigt.
Vi er stået op til endnu en af de gode dage, 18 grader i skyggen på terrassen.
I stedet for Ventimiglia bliver det nok Nice igen, med den russiske ortodokse kirke i centrum.
Klokken 10:30 ringede det på døren, og udenfor stod Gabrielle med sin kat i snor. Hun var ude for at gå tur med den, og syntes lige, hun ville hilse på os.
Vi bad hende indenfor, men hun ville ikke sidde ned, for hun var egentlig på vej ned i byen for at besøge apoteket. Hun sagde flere gange, at hun var ked af at forstyrre os, men vi fik hende da overbevist om, at vi var glade for hendes besøg.
Jeg spurgte, om hun ikke, en dag, ville komme til en kop kaffe her hos os. ”Jo tak, det vil jeg da gerne, og så tager jeg en kage med !”, lød det hurtige svar.
Vi var lige ude på altanen sammen for at kigge på termometeret, som stadig stod på 18 grader.
Hun nåede da at fortælle adskillige ting, inden hun var ude af døren igen.
Bl.a. synger hun i kirkekoret hver søndag kl. 10, og vi lovede at komme og høre det en af søndagene.
Hun har en lillebror, som er læge i Marseille, og han hjælper også til i ”Læger uden grænser”.
Og så har hun en del af familien i USA, men hun rejser aldrig mere. ”Jeg er jo afhængig af ham der !”, sagde hun, idet hun pegede ned på katten.
Vi fortalte, at vi, i dag, skulle ind for at se den russiske ortodokse kirke i Nice.
”Ohhhh… den er så flot, så flot, og når I nu kommer ind i kirken for første gang, så må i bede Gud om 3 ønsker….”. Det er en generel tradition gældende for franske kirker, i hvert fald i Gabrielles verden.
Tja, måske man alligevel skulle prøve, når vi nu kommer derind i dag. Det kan vel aldrig gå værre, end at det alligevel ikke bliver til den ønskede 7’er i Lotto på lørdag… man ved jo aldrig. Og derudover er der stadig 2 ønsker tilbage.
Vi gav hende 4 danske æbler med i en pose, da hun ville gå. Gode æbler fra plantagen i Hjortshøj.
5 minutter efter ringede hun på igen, og overrakte os en kvart æbletærte, som hun selv havde lavet af franske æbler. Den var endda lunet.
Vi var hjemme klokken halv seks fra turen til den russiske ortodokse katedral, som ligger godt gemt midt inde i Nice by.
Vi stod af ved hovedbanen, Gare de Thiers, og gik så den sidste kilometer hen til kvarteret, hvor den prægtige kirke ligger, helt omgivet af store etageejendomme ligesom en oase midt i storbyen.
En fantastisk flot kirkebygning, som mest af alt minder om et slot fra 1001 nats eventyr med Aladdin. Løgkupler, tårne og spir i massevis, et meget mellemøstligt udseende.
Kirken er bygget i 1912, altså ikke så gammel. Murværk og alle overflader skinnede som var det hele lige blevet poleret. Ikke en plet snavs nogen steder.
Indendørs bliver man mere end overrasket. Kirkerummet er ikke så stort, men der er en kolossal højde op til den øverste af kuplerne. Overalt er der fyldt med ikoner og udsmykninger. Virkelig et flot syn.
Man måtte ikke fotografere inde i kirken, men jeg dristede mig alligevel til at tage et foto med mit spion-kamera, så nu håber jeg ikke at jeg får KGB på nakken, eller at en russer inviterer mig på en kop te.
Og nu venter jeg bare på, at få en email fra Lotto søndag formiddag, at jeg har vundet en 7'er.
Villefranche sur Mèr, den 10. marts 2018
Det er i dag den 10. marts, og måske derfor står der også 10 på termometeret ude på altanen til morgen. Skulle den trend fortsætte, så glæder jeg mig til den sidste del af marts.
Det stemmer præcis med den vejrudsigt, som vi ivrigt studerer hver dag. Weekenden tegner til en tilbagevenden til kulde og regn, men så skulle det lysne igen fra på mandag.
Kl. 18:30
Jeg gik en lille tur på halvanden time i byen. Det småregnede, men pyt, altså vandpyt…
Nede på havnen tog jeg et foto af skyerne, som ligger halvvejs nede ad bjerget. Det varer ikke længe, inden de falder ned i hovedet på os, men det ser heldigvis ikke ud til at være tunge skyer.
Videre hen til bådehavnen ”La Darse”, hvor jeg valgte at motionere yderligere og tog de 280 trin op ad trapperne til cornichen i raskt tempo..... øh..., måske jeg var en smule forpustet, da jeg endelig stod deroppe.
Ind i Casino efter et par småting, bl.a. stod der kokosmel på min ordreseddel. Det mente ekspedienten nu ikke, der var noget der hed(farine de coco), men derimod viste han mig noget kokosmælk.
Derefter hen til Marie-Claire efter en sølle baguette til 1,05 euro, ja, det var en af de sidste på hylden.
Sidste indkøb var hos slagteren, som nu har åbnet op igen efter en ferie. Han havde været oppe i Lille, altså helt oppe i nord ved grænsen til Belgien, og han kommer oprindelig oppe fra Lille, så han havde været oppe at besøge familien.
430 gr. fint skært hakket oksekød(boeuf haché) til 5,20 euro. Så er der klar til 2 store og flotte hakkebøffer i aften.
Villefranche sur Mèr, den 11. marts 2018
10 grader, regn og blæst.
Cap Ferrat er indhyllet i dis og er næsten forsvundet.
Til middag er det klaret lidt op.
Heldigvis melder de stadig om 19 grader i morgen, mandag, og det kan vi så glæde os til.
Hjemme igen kl.18 efter en gåtur for 2 på over 4 km. i byen. Igen hen til bådehavnen ”La Darse” og igen op ad de 280 trappetrin, denne gang dog i lidt roligere tempo. Derefter, som om det ikke var nok, yderligere 100 trin op ad stien, som går forbi J. F. Willumsens hus, som han lejede tilbage i 1916, og som man kan læse om i ”Løvens breve”, hvis man altså er interesseret i Willumsen.
Villefranche sur Mèr, den 12. marts 2018
19 grader, lige efter prognosen, fuld sol og sommer.
Formiddagen på altanen.
Eftermiddagen på gåtur.
Hjemme kl. 18 efter en tur på 5 kilometer. Op over cornichen og videre op til drivhusene ved ”Chemin de serres”. Det hele ligger stadig brak på den enormt store grund, som må være millioner værd. Og den gamle gartner ser ikke ud til mere at plante hverken smil eller solskin.
Ovre på den anden side af vejen ligger der også en del af gartneriet brak.
Omme ved udsigten ud over Beaulieu overværede vi, fra første parket, 4 store fly, som øvede i at samle vand op ude i bugten. Det var spændende at se, hvordan de rørte vandoverfladen i fuld fart, samlede vand op i bugen af flyet og derefter steg til vejrs. Kort efter droppede de ladningen af vand i bugten, inden de igen kom ind over land. Dette gentog sig 4 gange, inden de så forsvandt oppe over bjergene.
Dvs. at forberedelserne til bekæmpelse af sommerens kommende skovbrande er i fuld gang.
Derefter ned til Pont de St. Jean og så igennem den sædvanlige ”Avenue Louise Bordes”, inden vi var nede ved promenaden for enden af bugten.
Henne i Villefranche besøgte vi både bageren og grønthandleren.
K havde bestilt et brød hos Marie-Claire i går, og det lå prompte klar til afhentning.
Hos den gamle gartner(der var han igen) købte vi ind for 15,50 euro. ”Pas på hovedet, når I går ned i kælderen !”, advarede han, altså ligesom sidste år, hvor vi også besøgte ham mange gange, og hver gang advarer han mod den lave dør til kælderen, hvor hans grøntsager ligger svalt.
Hjemme igen stødte vi nu på Monsieur Rocchi, og han genkendte os minsandten, selvom der er gået et år siden sidst. ”Ja, et år går alt for hurtigt..”, som han sagde. Han var let at kende igen, og han var nu ved at klargøre haven, hvor han ville så salat, agurker og tomater. En bil kom desværre og forstyrrede, så det blev ikke til mere snak denne gang.
Vi gik videre op i lejligheden for at klargøre aftensmaden, som i aften består af franske kartofler m.m.
Villefranche sur Mèr, den 13. marts 2018
19 grader nok engang, og der blæser en kølig brise ind på altanen.
Om eftermiddagen en gåtur, startende fra havnen i Nice, hvor der blev skiltet med 23 graders varme klokken 14:30.
Ja, der var virkelig varmt, og vi havde selvfølgelig fået for meget tøj med hjemmefra, hvilket vi måtte døje med at bære på resten af dagen.
Inde på havnen startede vi med at købe 2 sandwich hos en bager, som vi har besøgt før.
Vi var de eneste kunder i butikken, og en 20-årig dreng stod for ekspeditionen. Han var fuld af liv og meget snakkesalig. ”Hvor kommer I fra ?”, spurgte han nysgerrigt. ”Danmark, kender du det ?”, svarede jeg tilbage. ”Næh…”, svarede han tydeligvis helt ærligt.
Men så ville han gerne vide, hvordan der så ud i Danmark, om der var flot, og hvad de unge lavede osv.
Han tilbragte meget af sin fritid med at dyrke skateboard, så han er nok en af dem, som vi sommetider må springe for livet for ovre på Promenade des Anglais, når de kommer susende på deres ”brædder”.
Men han var en virkelig flink ung mand og meget interesseret i at lytte på vores fortælling om Danmark.
Da vi havde betalt for de 2 sandwich, stak han os 2 croissanter i en pose, ”Un cadeau !”, sagde han, altså en gave.
Derefter ud til Coco Beach, hvor vi holdt siesta, siddende på klipperne ovenover den brusende brænding. Her spiste vi de 2 sandwich, og derefter videre ad kyststien, men vi måtte opgive og vendte om halvvejs, da dønningerne nogle steder stod ind over stien, og gjorde den aldeles ufarbar.
I stedet for gik vi op til Maeterlinck ad kystvejen, og herfra tog vi en 81’er tilbage til Villefranche.
Det var den hidtil varmeste dag, og vi havde fået alt for meget tøj med på turen.
Villefranche sur Mèr, den 14. marts 2018
19 grader igen igen. Det er den rene svir.
Markedsdag i det gode vejr og vi købte ind, så vi havde fuldt læs af bæreposer hjem. Til trods for det gik vi ned omkring kajen på hjemvejen, og her var alle bordene på kajen besat af frokost-spisende gæster. Det smittede af på os, og vi skyndte os hjem med alle pakkenellikerne og returnerede så til kajen, hvor vi dog satte os på den modsatte side udenfor restaurant ”La Dolce Vita”.
Salade Lisa og salade Nicoise, 1 gl. champagne og 1 glas rosé, og sluttelig 2 express…. mere mad anmeldelse bliver det ikke til i denne omgang.
Resten af dagen tilbragte vi ovre på stranden på den modsatte side af bugten, indtil solen gik ned bag Mont Boron.
Jo, virkelig det søde liv !
Vi har fået nabo inde ved siden af, men har ikke set ham endnu, og dog, K har set hans ben stikke ud over altankanten. Han skulle efter sigende være amerikaner.
Ligeledes er skodderne oppe hos Frimodt på 6. blevet slået fra. Måske han er arriveret.
I morgen meldes der om rigtig dårligt vejr. Masser af regn og masser af blæst. Vi ligger faktisk i en orange zone, som betyder ”farligt vejr”. OK, så må det blive en indendørs dag med administration af fotografier og andet.
Villefranche sur Mèr, den 15. marts 2018
10 grader…. brhhh….. det er koldt. Og det har regnet hele dagen.
Først kl. 19 kunne vi komme ud, og vi gik en tur ned i byen, hvor vejen langs kajen ind imellem blev overskyllet af havvand. Meget højvandet.
Iflg. vejr-oraklet skulle det ikke regne i morgen.
Villefranche sur Mèr, den 16. marts 2018
17 grader og opklaring, altså er det altanvejr.
Det er fredag i dag og dermed er idyllen på altanen ikke som de øvrige dage.
Neden for ejendommen går en havemand og fejer blade… dvs, fejer og fejer, det er så meget sagt….
Han kommer normalt hver fredag sammen med en makker fra et havefirma, og vores nabo nede i villaen har formodentlig en aftale om havearbejde hver fredag formiddag.
En stor del at arbejdet består i at feje den lange indkørsel op til villaen, hvor der altid ligger nedfaldne blade.
I gamle dage havde vi nok aldrig observeret ham, for da havde han vel bare gået rundt med en kost for at feje bladene sammen. Men nu… nu kan man høre ham over hele byen, når han tænder for sit djævelske apparat af en moderne kost på benzinmotor. Et monstrum af en maskine, som han dog kan bære i hænderne, samtidig med at han har en rem over skulderen.
Maskinen kan blæse bladene væk, så vejen bogstavelig talt er som blæst, og han ser faktisk ud til at have det sjovt med dette legetøj.
Han har ikke sin makker med i dag, og bruger derfor længere tid på opgaven.
Han går selvfølgelig med høreværn på, og har dermed ikke samme ”fornøjelse” som os, lydmæssigt. Formodentlig går han og lytter til god musik.
Når han så endelig har blæst en lille bunke blade sammen, går han videre for at lave nok en bunke. Og når han så er kommet hen for enden af indkørslen, vender han sig om og kan så konstatere, at de mange små bunker af blade er blæst væk, for der er nemlig en god vind i dag.
Men det generer ham åbenbart ikke, tværtimod, han starter bare forfra og ser endda ud til stadig at nyde det.
Han kan faktisk få hele formiddagen til at gå på denne måde.
Vi andre må til sidst tage ørepropper i for at få ro.
Nu skal man jo huske, at den slags skaber arbejdspladser, og det skal man selvfølgelig være glad for.
Udenfor lågen holder hans firmabil med et flot logo ”Jardin, Dupont & Dupont”.
Sådanne små havefirmaer er der mange af hernede, at dømme efter de mange ladvogne med påtrykte firma-logoer, så som ”Jardin d’Azur ”, ”Mon Jardinier”, ”Dunan Jardins”, ”Jardin du Sud”, ”Les Jardins d’Eden”, ja, den allersidste hentyder endda til noget med paradisets have.
Omme i ladet ligger der som regel et par visne palmeblade, afskårne grene fra cypresser, visne blomster, pap og papir-affald og andet skrammel, en gammel ødelagt havestol, en fejekost lavet af pilegrene.
Så ligger der selvfølgelig nogle yderligere redskaber, f.eks. en rive og en skovl, men det altdominerende redskab, løvblæseren, er det eneste man ser den ene halvdel af ”Dupont & Dupont” gå rundt med.
På et tidspunkt er han selvfølgelig færdig med blæseriet, eller også holder han blot pause, men så kan man være sikker på, at der ikke går lang tid, inden en anden maskine i nærheden starter. Denne gang er det vist en rigtig motorsav. Det er nok en af de udgåede palmer, der er i færd med at blive ”slagtet”.
Jo, støjniveauet her på Côte d’Azur er totalt. Alle steder er der støj…. nåh-nej, den anden dag, helt ude på spidsen af Cap Ferrat, var der kun lyden fra brændingen mod klipperne. Der sad vi så og nød naturens egne lyde, inden vi igen travede ind til civilisationen.
Villefranche sur Mèr, den 17. marts 2018
Solen skinner fra en skyfri himmel, selvfølgelig gør den det i dag !
Dog er der kun 12 graders varme, men det bedres vel op ad dagen.
Vi skal nå bussen til Menton kl. 10:40, farvel så længe.
Kl. 21:50
”Besøg i pensionisternes paradis”.
Kom hjem ved 20-tiden efter en lang dag i Menton.
Køreturen tog over en times tid, og det er en flot strækning derhen langs kysten.
I Monaco by er der flere stoppesteder, og man kommer både ned omkring havnen og op omkring Casinoet i Monte Carlo.
I Menton blev vi sat af på ”Gare Routière” og gik så ned igennem ”Jardins Biovès”, hvor citronfesten for nylig var blevet afholdt. Man var ikke helt færdig med at rydde op, og mange steder lå der citroner og appelsiner i blomsterbedene.
Frokosten blev indtaget på en italiensk restaurant, ”Al dente”. Her sad jeg i træk det meste af tiden og kan vel nu forvente et tilbagefald til den gode gamle forkølelse, som har fulgt mig på en stor del af turen.
K gik bagefter ind for at se Jean Cocteau museet, men hun lød nu ikke til at være særlig begejstret, efter at have tilbragt en time derinde.
I mellemtiden gik jeg lidt rundt i byen og så på svajende palmer og afprøvede også adskillige af de mange gode bænke I Menton, når der endelig var en stribe sol på himlen.
På et torv blev der spillet dårlig rock-musik, og på et andet sad en ung fyr og demonstrerede store evner som trommeslager. Han spillede på 2 tomme malerbøtter, et par omvendte gryder og et par grydelåg. Det havde han så stor succes med, at hans hat, som lå på fliserne foran ham, hurtigt blev fyldt med euro-mønter.
K gik senere på indkøb i souvenir-butikkerne, medens jeg gik videre !
Desværre var kirken, som ligger på toppen af den gamle by, lukket om lørdagen, så her måtte vi nøjes med at beundre den flotte brobelægning udenfor.
På mange pladser i byen består brobelægningen af ganske små sten, som er sat på højkant i mørtel. Tusindvis af små sten, som giver en flot virkning og en fornem belægning.
Strandpromenaden var fyldt med stole og borde, så man næsten ikke kunne komme frem. Restauranterne lå ovre på den anden side af strandvejen, men havde så en lille filial bestående af disse stole og borde på fortovet mod stranden. Det betød, at tjenerne skulle jonglere rundt med serveringsbakker imellem bilerne på den befærdede kystvej, når der skulle serveres ovre på promenaden.
Vi startede hjemturen fra ”Gare Routière” noget sent, og det blev mørkt, inden vi nåede hjem igen.
Hovedindtrykket fra Menton: I dag var det koldt og blæsende, men på en varm sommerdag må byen absolut være en nydelse.
Byen ligger klods op ad den italienske grænse, og man hører langt mere italiensk end fransk her.
Den gamle bydel består af meget høje bolig-ejendomme, og der synes at være længere op til himlen i de smalle gader.
Menton er kendt for at være de franske pensionisters paradis, og skulle være et af de varmeste steder på kysten året rundt. Der siges at være 315 skyfrie dage om året, men vi besøgte så byen på en af de resterende 50 dage.
For resten må jeg lige korrigere en tidligere oplysning om billetpriser. Jeg har sagt, at det kun koster en euro at køre fra Nice til Menton. Det er ikke helt korrekt. Vi måtte af med den formidable sum af 1,50 euro pr. person, altså ca. 11 kr.
Villefranche sur Mèr, den 18. marts 2018
Tilbagefald til 10 grader og regn.
Der er ”Vide Greniers”(loppemarked) ude på parkeringspladsen ved stranden i dag, men om det bliver til noget i denne regn, er vel tvivlsomt.
Vi går foreløbig til ”service”(gudstjeneste) i kirken Saint-Michel kl. 10:00, bl.a. for at høre Gabrielle synge i koret.
Kl, 18:30
”La service á l’eglise Saint-Michel”.
Vi ankom 2 minutter I 10 og gik ind ad sidedøren på vestsiden af kirken. Der var ca. 50 kirkegængere tilstede, og vi var vel de sidste, der ankom.
Vi satte os langt oppe mod koret for bedre at kunne følge med i kirkehandlingen.
Gabrielle sad sammen med 7 andre personer helt oppe til venstre for enden af skibet.
Hun vinkede til os, efter at vi havde fundet plads.
3 præster kom ind ovre fra en sideindgang og gik ned igennem kirkerummet, således at de passerede hele menigheden. En i helt hvid præstekjole, en i lilla og en i hvidt med et rødt skærf over brystet.
Vi havde fået udleveret et stykke papir, hvorpå selve kirkehandlingen var beskrevet, og ved at følge med på dette papir, kunne vi sommetider tyde, hvor langt processen var kommet.
Der var stor deltagelse af menigheden. Vi skulle rejse os op mange gange, og synge med mange gange. På et tidspunkt skulle vi endda ned på knæ, hvilende på det aflange skrå bræt, som var placeret foran fødderne hele rækken hen.
Der var 4 indslag, hvor forskellige personer fra menigheden gik op i koret og læste en tekst op.
Sangkoret, bestående af 8 personer og en dirigent, deltog med mange forskellige slags sange, og flot lød det.
Efter at prædiken var slut, rejste alle sig op, som på kommando, og man begyndte nu at give hånd til dem, som sad på ens egen række, men minsandten også til dem, der sad foran og ligeledes til dem, der sad bagved. Samtidig sagde man ”Bonne dimanche !”, altså ”God søndag !”, så det fik vi da lært.
Til slut var der nadver, hvor først de 3 præster gennemførte ceremonien oppe ved alteret. Den ene af dem var tydeligvis forkølet og måtte mange gange hale et lommetørklæde frem, men han drak da uden videre anfægtelser af kalken, og ligeledes de to andre præster tøvede ikke med at drikke af samme skål.
Denne del af nadveren varede en rum tid, og bagefter var det så menighedens tur.
K var modig og gik med i processionen, som langsomt bevægede sig op mod en af præsterne ved alteret.
Da det endelig blev hendes tur, fik hun dog problemer med ritualet. Præsten stod med en oblat i hånden, og K ville nu tage den, men dette rystede han dog på hovedet af. Så lukkede præsten munden op som et tegn til K, at det skulle hun også gøre. Her var hendes problem, at hun havde glemt at tage tyggegummiet ud, inden hun gik derop.
Det lykkedes hende dog at skjule det i en hul tand, så hun åbnede munden, og præsten kunne nu give hende brødet, altså oblaten.
Men der fulgte ikke nogen drikkevarer med. Præsten har nok følt, at der her var tale om en ikke-troende katolik, da hun heller ikke havde gjort korsets tegn foran ham, ligesom alle de øvrige i køen havde gjort.
Nå, hun slap uden videre tiltale ned på bænken igen, og spørgsmålet er nu, om hun virkelig har fået sønnernes forladelse, undskyld, syndernes forladelse. Jeg vil nu tro, at hun skal gå til nadver noget tiere, inden hun kan være sikker.
Iflg. K’s senere fortælling var der dog ingen, der fik noget at drikke, så de 3 præster har åbenbart taget rigeligt for sig af de våde varer, inden det blev menighedens tur.
Konklusion: måske man skulle konvertere til katolik. Det ser ud som om, det er mere festligt, og selve kirkehandlingen indeholder mange flere forskellige indslag og ritualer, end vi kender fra den protestantiske kirke.
Nå, nu skal man jo heller ikke gå hen og blive helt katolsk….
Ude i den pulserende verden igen, hvor regnen var ophørt, gik vi op til slagteren, Pascal. Der var fuldt hus, og hele 2 mand til at betjene. Han havde sin søn til hjælp.
Vi ville købe 5 skiver ”poulet blanc”, hvilket er skiver skåret ud af kyllingebryst.
Men så kom han minsandten med hele 5 store bryststykker inde fra kølerummet. Ja, man må lære at sige tingene korrekt på fransk, hvis man vil undgå misforståelser, og da jeg korrigerede ordren, grinte han da også, og skar så 5 flotte skiver ud af et par af stykkerne.
Oppe på ”Place de la Paix” hilste jeg på Monsieur Nicolas, som stod sammen med nogle andre af de lokale, og det blev kun til et kort ”Ca va ?”.
Tydeligvis er der mange på gaden sådan en søndag formiddag.
Til aften gik vi en tur op til La Leopolda og naboejendommen ”Saint Segond”.
Det lykkedes os at se noget mere af disse ejendomme, end sidst vi var her.
Det er et par interessante ejendomme med en spændende historie.
De er vældig store, henholdsvis 8 hektar og 7 hektar, og de er forbundet med en bro over den trafikerede vej, som adskiller dem.
På den ene ejendom bor Lily Saffra, som er enke efter en libanesisk bankmand, og på den anden ejendom bor en af hendes døtre.
Lily Safras mand blev myrdet i Monaco tilbage i 2009 under mystiske omstændigheder.
I 2008 var ejendommen tæt på at blive solgt til en russer for næsten 3 mia. kroner, men handelen blev, i sidste øjeblik, annulleret af den franske stat.
Alle disse fantastiske historier om livet i de højere luftlag, kan man google meget mere om, hvis man har interesse i det.
Villefranche sur Mèr, den 19. marts 2018
17 grader.
Jeg sad på altanen og prøvede at tælle antal fly, som landede inde i Nice. De kom alle tæt på bugten ved Villefranche i dag. Jeg talte 10 fly på ca. 30 minutter, inden jeg opgav denne spændende fornøjelse, altså et fly for ca. hver 3. minut.
Gad vide hvordan det foregår inde på den lufthavn, når de skal have alle de passagerer ledt ind igennem modtagelsen, og ligeledes hvordan det tilsvarende antal passagerer formodentlig forlader lufthavnen efter besøget i Nice. Det må være noget af et logistik-system, de har etableret.
Tur med bus 100 og 9/10 videre til enden af Promenade des Anglais ved lufthavnen, hvorfra vi så gik hele vejen tilbage langs den 5 kilometer lange promenade.
Socca og 1 gl. rosé på cafeen ved Place Garibaldi.
Villefranche sur Mèr, den 20. marts 2018
12 grader og blæst, altså ikke altan-vejr.
Her til middag var vi nede for at invitere Gabrielle på en kop kaffe i eftermiddag. Det blev hun vældig glad for. Hun skulle dog først til tennis i Beaulieu, hvor hun underviser nogle børn, men hun ville gerne komme bagefter, altså ved 17-tiden.
Kl. 21:17
Gabrielle arriverede først kl. 18:20. Jeg havde endda været nede og ringe på hos hende, for at høre om hun havde glemt aftalen, men hun var ikke hjemme.
Hun kom, iført tennistøj, og var noget eksalteret. Hun havde været ude for en katastrofe, som hun udtrykte det. Det viste sig at være noget med en sikkerhedsdør til en forretning. Og her skal så fortælles, for at forstå helheden, at Gabrielle er ”Proprietaire”, hvilket betyder, at hun ejer ejendom. Hun ejer en forretning nede i byen, ”Une Bijouterie”, eller på dansk, en smykkeforretning.
Hun havde åbenbart problemer med forsikringsselskabet om denne dør, som skulle være en forfærdelig dyr dør, og hun kom lige nede fra forretningen, hvor hun havde haft en diskussion med forsikringsselskabet, og derfor blev hun forsinket til vores aftale.
Kirsten havde lavet et flot kaffebord, og det eneste der ikke blev bragt ind på bordet, var kaffe. Det viste sig at Gabrielle aldrig drak sort kaffe, men kun kaffe med mælk i. Og ellers drak hun the. Et glas vin afviste hun også, men nu ville hun gerne have vand, og det endte med at hun fik vand iblandet mynte. Vi andre drak, for solidaritetens skyld, også vand.
Et såkaldt kaffebord findes slet ikke på fransk, så vi serverede en form for tapas, en masse små ting og sager, oliven, brød med tomat-coulis, brød med oliven-tapenade, en oste-tallerken, en tallerken med små pizza-stykker, brød med saucisson, og jeg ved ikke hvad.
Samtalen forløb udmærket den næste times tid, og det blev en blanding af fransk og engelsk, men når hun virkelig skulle forklare detaljer, slog hun om i fransk.
Hun fortalte om faderen, som var en polsk jøde, og moderen som stammede fra Mulhouse oppe i Alsace.
Og hun fortalte meget om faderens familie, som var forfulgt af tyskerne under 2. verdenskrig.
Nogle af faderens søskende endte i USA. En bror endte i Guatemala, hvor Gabrielle nu har 4 kusiner og 1 fætter, og hun har engang besøgt fætteren.
Hun talte om de Gaulle, som hun var meget betaget af.
Hun talte om fascister og Mussolini i Italien og Franco i Spanien.
Hun talte om ”La resistance”, modstandsbevægelsen, som noget af familien havde deltaget i, og på det tidspunkt havde hun boet i Grenoble.
Hun havde i sin ungdom boet henne i Monaco i 3 år, og havde engang hilst på fyrsten, Rainier og Grace Kelly.
Hun talte om de mange problemer med indvandrerne eller flygtningene som hele tiden kommer over fra den italienske grænse.
Hun talte om den alt for unge præsident, Macron, som godt nok var meget intelligent, men som ikke havde erfaring nok.
Hun nævnte indtil flere gange det franske begreb, som omhandler frihed, nemlig ”Liberté”.
Nu taler man normalt ikke om en kvindes alder, men i dette tilfælde gør det nok ikke noget, og efter alt at dømme er Gabrielle nok et sted mellem 80 og 85 år gammel, selvom det er svært at se på hende.
Hun har en søn på 59 år, 3 børnebørn og 1 enkelt barnebarn på 1 år. De bor alle sammen i Beaulieu
Hver fredag besøger hun et plejehjem sammen med en af veninderne fra kirkekoret.
Det var som at sidde overfor et orakel af visdom og livserfaring.
K fulgte hende ned i lejligheden med et fad fyldt med lækkerier, og kom først tilbage 20 minutter senere. Hun skulle selvfølgelig lige se lejligheden.
Villefranche sur Mèr, den 21. marts 2018
10 grader og markedsdag.
2 flasker olivenolie fra Gorbio og 2 flasker fra Dolceaqua + 2 glas oliven-tapenade + 1 glas tomat-sauce.
Sidst på eftermiddagen tog vi den lille bus, nr. 80, som går nede fra Gentilhomme, og op til Col de Villefranche, og videre ned til Nice-forstaden Riquier.
Det var en virkelig flot tur ned ad bjerget oppe fra Col de Villefranche, hårnålesving hele vejen og med det store overblik ud over Nice.
Vi endte omme i Riquier på den anden side af Mont Boron.
Her blev vi sat af i et inferno af storbyliv. Mennesker ilede forbi i fuld fart. Biler, scootere og alle mulige andre køretøjer susede forbi, alt imens vi stod og lignede nogen, der var faldet ned fra månen.
Det var slet ikke noget for os, så vi skyndte os over til et nærliggende stoppested, hvor vi kunne se, at der gik en 7-er, som kører ind omkring midtbyen.
Vi måtte dog vente på bussen i 10 minutter, og imens kunne vi stå og ”nyde” to samtale-blottere.
På den ene side af os sad en dame med tørklæde og øretelefoner og talte højlydt arabisk.
På den anden side stod en ung pige, ligeledes med øretelefoner på, og talte højlydt fransk. Begge talte så højt, at det næsten overdøvede larmen fra byen. Og så var vi jo så heldige at stå imellem disse 2, så det gav en stereo-virkning i lyden. Altså arabisk fra den ene side, og fransk fra den anden. De talte heldigvis begge lige højt, så stereovirkningen var fuldkommen.
Kun den unge pige fulgte med ind i bussen, hvor hun uanfægtet fortsatte sin højlydte samtale.
Araberen blev siddende i busskuret, og var tydeligvis så langt inde i samtalen, at hun glemte bussen.
Vi stod af på ”Garibaldi”, og følte med det samme forskellen i forhold til Riquier. En ren lettelse.
Over til den gamle by, igennem Place Rossetti, og videre om til havnen, hvorfra vi tog bus nr. 38 op til Chateau de l’Anglais. Her stod vi af for at handle i Carrefour og derefter 81-eren hjem på samme billet..
På vej ind i Villefranche bugten, hvor det nu var blevet helt mørkt, så vi de mange lys, som var tændt oppe på bjergsiden og ligeledes ovre på Cap Ferrat, et flot syn.
En sjov tur med en del oplevelser af det lokale liv i Nice.
Villefranche sur Mèr, den 22. marts 2018
15 grader og fuld sol, ja selvfølgelig er der fuld sol idag.
Tillykke !
Nu er er jeg de sidste 5 dage blevet mobbet af K med, at jeg er 2 år ældre end hende, men den forskel er heldigvis blevet udlignet idag. Nu er der igen kun 1 år imellem os.
Aftensmaden indtog vi på "Les Garcons", rigtig vellykket, og da vi endelig kom hjem, stod der et lille maleri(30 x 20cm) udenfor vores dør. Selvfølgelig en gave fra Gabrielle. Flot malet i oliefarver.
Villefranche sur Mèr, den 23. marts 2018
19 grader igen. En sommerdag står for døren, men vi skal til at pakke vores sydfrugter sammen.
Afgang i morgen og dermed slut med Villefranche for denne gang.
Der er nu efterhånden gået 4 uger, siden vi arriverede, og den tid er forsvundet så hurtigt, at det er uforståeligt.
”Je reviens !” som man siger på fransk, og hvad det betyder, må være dagens opgave for de mere eller mindre sprogkyndige.
Hvis den er for let, så er denne nok lidt vanskeligere, men til gengæld mere korrekt:
”Nous reviendrons !”.
I morgen fortsætter så ekspeditionen ca. 55 km. længere hen mod vest, hvor der ligger en lille flække, Miramar med havnen Port de la Figueirette, ca. 16 kilometer vest for Cannes, udenfor lands lov og ret.
Der har vi lejet et lille hus i 14 dage hos et dansk par, som vi har besøgt før.
Men, , men…. der er ikke wi-fi på stedet, men måske 2G, eller sågar 3G, hvis vi er heldige.
Ja, vi er langt ude, og vi bliver sat tilbage i udviklingen, og må derfor drosle ned på referater og fotos fra denne tur.
Men på den anden side, så trænger vi også til at hvile ud efter 4 uger på den livligste del af Côte d'Azur
Lad os se, hvordan det går