September 2022 🇩🇰

 September 2022


Uddrag af dagbog og fotos fra vores tur til Samsø  

september 2022


- Ballebjergvejen

- Nordby

- Mårup

- Tranebjerg

- Ballen

- Brundby

- Langdalen

- Ugledalen

- Møgelskår

- Brøndkær

- Ballebjerg

- Mårup havn

- Brattingsborg

- Lushage

- Permelille

- Vesborg fyr


Hytten for enden af Ballebjergvejen
Hytten for enden af Ballebjergvejen
Solnedgang set fra hytten
Solnedgang set fra hytten
Møgelskår
Møgelskår
Aarhus båden sejler forbi Tunø by
Aarhus båden sejler forbi Tunø by
Udsigt fra Ballebjerg tårnet
Udsigt fra Ballebjerg tårnet
Ballebjerg tårnet
Ballebjerg tårnet
Nedgang fra Ballebjerg
Nedgang fra Ballebjerg
Udsigt fra hytten
Udsigt fra hytten
Hytten
Hytten
Lystsejler med Jylland i baggrunden
Lystsejler med Jylland i baggrunden
Udsigt mod Aarhus i zoom-perspektiv
Udsigt mod Aarhus i zoom-perspektiv
Hytten
Hytten
Gute fårene står der endnu
Gute fårene står der endnu
Lystsejler ud for Kolsør Hage
Lystsejler ud for Kolsør Hage
"Skål !"
"Skål !"
Udsigten nydes
Udsigten nydes
Så er der dømt afslapning
Så er der dømt afslapning

Samsø, sept. 2022

 

18.09.2022, Ballebjergvejen 41, Samsø

Ankom til Sælvig havn med ”Isabella” kl. 13:00 præcis. Turen over fra Hou er så kort, 1 time, at man næsten ikke når at falde til ro oppe i salonerne. K nåede alligevel at fortære en flæskestegssandwich, købt hos M-Ib inde i Meny, Risskov.

Huset er lidt under lavmålet, hvad kvalitet angår. Ikke af samme kaliber som sidste år oppe ved Issehoved.

Her er 40 m2 i 2 sammenhængende rum, adskilt af en køkkenregion. Hvis man skal besøge badeværelset, kræver det at man bevæger sig helt udenfor huset og går ned ad en trappe med 5 trin i terrænet. Her nedenfor huset ligger badeværelset hægtet på ydersiden af huset. Det indeholder toilet og bruser og vaskemaskine.

Altså er der tale om en noget interimistisk og anderledes indretning I

Udsigten fejler til gengæld ikke noget. Næsten lige overfor Aarhus, ligesom sidste år, hvor vi befandt os ca. 2 km. nordligere på Issehoved nr. 35..

Adgangsvejen herop er ligeledes noget interimistisk. Over en kilometer med 2 hjulspor og en alenhøj midterrabat af jord og græs, som skraber mod bunden af bilen. Møder man en anden bil, har man et stort problem, men det er heller ikke sandsynligt, da der for enden af denne lange grusvej kun ligger 2 huse, nr. 39 og nr. 41. Dog ligger der midtvejs også et par matrikler. Lige nu er vi alene helt her ude på Lars ?, hva’ er det nu han hedder ? Hukommelsen svigter igen, men vi er i hvert fald på den yderste mark. Mange af hans køer går rundt i bakkerne her omkring.

15 grader udenfor og en del småbyger her i eftermiddag, altså ikke som sidste år, da vi havde sydeuropæisk klima i de første 14 dage af september.

Nå, vi falder vel til i disse omgivelser, og har store muligheder for at kunne slappe af. Foreløbig er den eneste afbrydelse på tirsdag, hvor K har bestilt biografbilletter til ”Bamse” i Tranebjerg bio.

Klokken er nu 20:00, og jeg har fået tændt op i den lille brændeovn, medens K kokkererer ved det lille køkkenbord. Solen gik ned i en ild mod sydvest ovre i Jylland. Jeg nåede da at få taget et par erindringer af det flotte skue.

 

19.09.2022, Ballebjergvejen 41

Dagen startede med at en rude i huset brast. Helt uden forvarsel. Der lød bare et tydeligt knæk, og der dannedes adskillige brudflader i det store areal af ruden. Den måler nok 2,5 meter i bredden og over 1 meter i højden. Heldigvis brød den ikke helt sammen, for så ville vi da have et stort problem med at kunne være i huset.

Jeg ringede til Samsø Feriehusudlejning for at melde om hændelsen. De har meldt tilbage, at der kommer en tømrer på onsdag, og at han vil have en nøgle med, så vi ikke behøver at være hjemme. Kerstin fra kontoret mente, at der ville komme rådyr ind, hvis ruden faldt helt ud.

Vi gik en tur ned over det store private grundstykke, som hører til huset og endte på en ligeledes privat strand ca. 200 meter nedenfor huset. En lille pynt her hedder Kolsør Hage. Denne strand kan de for min skyld gerne kalde for privat, og jeg tror ikke ret mange gider besøge den.

At gå langs stranden nordpå er stort set umuligt pga de mange sten, så vi valgt ruten mod syd, men tilbagelagde kun ca. 500 meter, inden vi så gik op ad en fin trætrappe til græsterrænet igen. Her lå enkelte huse spredt rundt omkring på de mange bakker.

Naboen i nr. 39 ser ud til at være hjemme.

 

20.09.2022, Ballebjergvejen 41

Dagens begivenhed, ”Bamse”, i Tranebjerg bio til forestilling klokken 14:30, hvor vi sad i de bløde sæder på bagerste række. Der var ca. 25 andre biografgængere tilstede. Fortrinsvis ældre damer.

En noget sørgelig film, men godt lavet, og en god præstation af Anders W Bertelsen. Lars Ranthe spiller også fortræffeligt som impresario John Madsen.

Forinden biografen var vi lige i Ballen for at købe en sav og en hækkeklipper. Så er vi klar til at rette lidt op på terrænet her omkring huset og langs den lange grusvej herop. Der er adskillige tjørne og brombærstængler, som rager ud over stien.

 

21.09.2022, Ballebjergvejen 41

Så ta’r vi cyklerne frem, og begiver os på den første tur rundt i nabolaget. 1,1km ad den obligatoriske grussti, inden denne munder ud i den asfalterede del af Ballebjergvejen. Nede ad Langdalen forsøgte vi at finde en genvej over til hovedvejen mod Issehoved, men vi måtte give op. Vi endte for enden af indtil flere blinde veje.

Vi er endnu ikke i den rette kondition til længere cykelture.

I formiddags sad vi for det meste og nød det stadig gode eftersommervejr. Solen har skinnet lige siden vi ankom i søndags, men det bliver nok ikke ved.

Køerne går sommetider lige på den anden side af hegnet og græsser, og den eneste lyd, man så kan høre, er når de rykker græsset over med tungen og derefter gumler nok så møjsommeligt på foderet. Egentlig en behagelig lyd fra de fredfyldte køer. Når de befinder sig ovre i den anden ende at det enormt store areal, de har til rådighed, er der stille som i en grav. Dog kan man af og til høre et brøl i det fjerne.

 

Udpluk fra rimsmedens butik:

”Vi du have fred og ro, så tag til Samsø og bo”.

Eller ”Er du ked af altid at holde i kø… - så flyt til Samsø”,

eller måske denne er bedre:

”Slip for køen, tag til Samsøen”.

Måske jeg kan sælge et slogan til øens turistkontor ?

 

Hvad rimer på ”Helt til grin”…. ? det gør "Putin er et dumt svin”.

Nå den sidste smuttede ved et uheld med i rimsmedens butik, men er der nogen, der gider slette den  ?

 

Der kom vist ingen tømrer i dag, men ruden holder heldigvis endnu.

 

22.09.2022, Ballebjergvejen 41

Jeg lagde ud med at gå en tur ned ad gusvejen, medbringende hækkesaksen og en grensaks. Ca. 1 kilometer frem og den samme kilometer tilbage, og vejen var dermed banet for udhængende tjørne og brombær med meget mere.

Derefter en gåtur i ”bjergene” på ca. 9 km. Vi nåede til Brøndkær ad flere forskellige stisystemer. Her fouragerede vi feltrationen, bestående af et par kiks samt en håndfuld mandler, siddende på en ældgammel væltet træstamme. Denne havde minsandten startet på et nyt liv ved at slå rod via nogle grene i toppen af stammen.

Her fra træstammen kunne vi nyde synet op til forfatter Thorkild Hansens flotte hus, som han forlod for ca. 33 år siden for at tage på et togt i Vestindien. Han døde desværre undervejs af et hjertetilfælde.

Oppe ved vores ”gamle” hus fra sidste år, Issehoved 35, lå en tysk frue og slængede sig i en liggestol på græsplænen, men vi gik bagom stien og fortsatte henover Ugledalen og ned til Lystoftevej og Langdalen. Inden Lystoftevej kom vi forbi vores gamle mirabelle-plantage. Vi kom desværre 14 dage for sent i forhold til sidste år, så ikke engang duften af de gærende mirabeller på jorden var at ane.

Nu snakker hun om en cykeltur til Mårup i morgen…. I guder, hvor får hun den kondition fra ?

Jeg er i hvert fald lige til liggestolen.

 

23.09.2022, Ballebjergvejen 41

Cykeltur til Nordby, hvor vi gjorde holdt ved den gamle købmand, og derefter videre til Brugsen i Mårup, hvor vi købte grillkul til senere brug. Hjemtur ad Mårup Østerstrand for at gense de gamle stier. Mårup Østerstrand er og bliver et godt sted.

Første dag med noget overskyet og endda sidst på dagen lidt småregn.

Her til aften ligger der en lille båd med et par dykkere nede ved Kolsør Hage. De arbejder med projektørlys. Gad vide hvad de laver ?

 

24.09.2022, Ballebjergvejen 41

Husets kendetegn indvendigt: bænkebidernes paradis, edderkoppernes ditto, buler i hovedet af de lave loftsspær, og for at undgå disse buler bliver man så til gengæld rundrygget. Ingen gardiner for nogen vinduer, men der er selvfølgelig heller ingen naboer. Nr. 39 er taget hjem igen, så lige nu bor den nærmeste nabo over 1 km. væk, hvis han ellers er hjemme. Af og til går alligevel et par turister forbi på den røde rute nedenfor læhegnet.

Stadig sol til stede, og faktisk ret flot udenfor i lyset.

 

Turen går til Brattingsborg slot, Lushage og Vesborg fyr.

Fra parkeringspladsen ved skoven og ned til Lushage tilbagelagde vi 3 km. til fods ud over markstierne, og samme afstand tilbage ad skovstierne.

Ikke mange turister finder ned til denne elendige seværdighed, som det sydøstligste punkt på Samsø repræsenterer.

Desværre var sigtbarheden ikke anvendelig til de store udsyn, hverken mod øst(Sjælland), syd(Fyn) eller mod vest(Endelave).

Kun vindmøllerne syd for Vesborg fyr var at se.

Ligeledes kunne den dårlige sigtbarhed ikke skjule de mange fasaner i området.

Det startede ikke så langt fra parkeringspladsen syd for Brattingsborg. Man kunne ikke køre på vejen for fasaner.

Og på vej ned til Lushage, kunne man næsten ikke gå for de tossede hønsefugle. De er overalt og der er da tale om en overdreven udklækning af nye individer. Synd og skam for de ellers så flotte fugle. Godsejeren på Brattingsborg slot må da have en dårlig samvittighed, hvis han har en finger med i spillet i opdrættet af alle disse stakler. Måske han holder sig udenfor og har overladt det hele til et grådigt jagtkonsortium, som bare plaffer løs, når sæsonen starter.

Henne ved Vesborg fyr var det også helt galt med fasaner. Vi måtte standse på vejen adskillige gange for ikke at vædre de mange haner og høns.

Tranebjerg, Brundby, Ørby, Brattingsborg, Kolby, Kolby Kås, Vesborg fyr, Permelille, Hårdmark, Vesterløkken, Samsø Badehotel. Sydøen er og bliver noget kedelig og flad i forhold til den bakkede nordø.

 

Mårup fiskerestaurant.

Vi var de første i restauranten, da vi arriverede ved 18:30-tiden.

Senere var 5-6 borde fyldt med gæster. De sidst arriverede støjede så meget, at vi besluttede at forlade stedet, men vi var da også færdige med det lidt ”tynde” måltid. Dorade Royal fyldte en del på tallerkenen, men ikke meget i maven. Og den bulgarske rødvin, som blev anbefalet var rent ud sagt elendig, og smagte mest af kirsebær. 420 kr. for en flaske kirsebærsaft er meget. Tjeneren var meget ihærdig og rendte frem og tilbage i de korte cowboyshorts  for at tørre spildt vin op ved nabobordet.

Ved parkeringspladsen, som var meget mørk, blev vi kontaktet af en ældre mand, som bad om et lift op til Mårup by. Ok, vi fik ham spændt fast i selen på bagsædet, og fandt så ud af, at hans underlige gebrokne sprog ikke kun skyldtes, at han ikke var helt appelsinfri, men også at han var hollænder. Til trods for 20 år i DK, hvad han påstod, var han umådelig svær at forstå. ”Er du fra Færøerne ?”, spurgte jeg ham, da han havde ævlet noget om et åle-laug, som han havde deltaget i nede på havnen.

Vi satte ham af ved Brugsen og fortsatte til skraldespandene ved Nordby østre ringvej, hvor vi kom af med affaldsposer og tomme flasker i aftenens mulm og mørke, alt imedens der tydeligvis var ungdomsfest lige overfor på den anden side af vejen.

Turen ad Ballebjergvejen gik smertefrit. Havde vi mødt modkørende, havde problemet været uløseligt. Man kan ikke bakke på grusvejen i det buldermørke.

 

25.09.2022, Ballebjergvejen 41

Formodentlig sidste dag med sol, men så kan vi heller ikke klage over de 7 dage, vi nu har været her.

Til gengæld ser de næste 6-7 dage ud til at blive til lutter regnbyger.

Vi har grillet 2 hakkebøffer til aften. Engangsgrillen virkede godt til det. Den kunne endda indeholde flere grillpølser og haloumi grill-oste udover de 2 hakkebøffer.

 

26.09.2022, Ballebjergvejen 41

Ganske rigtigt, vi stod op til et regnvejr, og dagen ser ud til at fortsætte på den måde. Men brændeovnen luner, medens jeg organiserer pc-filer og fotos, og K spiser.

Jeg laver privatbudgetter for 2023 med nye poster på el, varme, realkredit m.m. Det ser noget sort ud. Vi burde måske sælge, men det kan man nok ikke. Ingen får råd til at købe huse. Alt går i stå, selv bilerne på E45, for hvem får råd til at købe brændstof til dem.

Mormor har ringet i formiddag.

 

27.09.2022, Ballebjergvejen 41

Regnvejr hele dagen med ganske få ophold i bygerne.

Først klokken 17:30 kom vi ud af hytten, og det for at tage til Tranebjerg bio nok engang. Denne gang var det et streamet foredrag fra Aarhus Universitet, hvor professor/geolog Minik Rosing underholdt i 2 timer. Emnet var livets opståen for ca. 3,8 mia. år siden. Utallige steder, forsamlingshuse, skoler, institutioner m.m. i hele landet fulgte foredraget.

Blev vi klogere ? Tjah, nogen gange var det svært at følge med i hans udredninger, og det var for det meste koncentreret om det tidlige liv, altså mikrober og andre små usynlige væsener. Selve mennesket indgik ikke i temaet, men vi er jo også totalt nye individer i sammenhængen med de 3,8 mia. år.

Men Minik Rosing var meget underholdende, og mon ikke vi skulle låne hans bog ”Rejsen til tidernes morgen”.

Denne gang var biografen fyldt op til sidste plads. I pausen støttede vi stedet ved at købe en kop kaffe.

 

28.09.2022, Ballebjergvejen 41

Stilstand i regnen fra middag. Vi planlægger en gåtur til Møgelskår.

Kl. 19:43

Vi kom retur sidst på eftermiddagen efter 7,5 kilometer til Møgelskår og retur. Vi gik ad markstier derned. Undervejs fik vi provianteret et par løg fra en af de store marker, hvor de havde høstet, men alligevel ikke havde fået det hele med..

Møgelskår er et meget særpræget område. Store afrundede kløfter skærer sig blødt igennem landskabet ned mod kysten. Tunø ligger lige overfor på den anden side af vandet, og Tunø by er ganske tydelig.

En flot tur langs stranden hjem men noget anstrengende, idet vi mest måtte gå på de mange løse småsten. Da vi nåede til Ballebjerggård, som ligger ved stranden, opgav vi strandvejen og valgte turen op igennem bakkerne til Ballebjergvejen.

 

29.09.2022, Ballebjergvejen 41

Næsten stormvejr, og mindre regnbyger.

Ferien lakker mod enden, igen, igen, og vi har besluttet at afkorte med et halvt døgn og tager herfra lørdag eftermiddag i stedet for søndag formiddag.

 

I dag kører vi en tur til Tranebjerg, altså verdens kedeligste hovedstad, for at gøre et par indkøb, og derefter til Brundby for at besøge Søren Caspersen og måske Ida Jermin-Offenberg, som vi lærte at kende sidste år.

Kl. 18:57

Kom hjem for et par timer siden efter turneen sydpå.

Første stop nede i købmandsbutikken i Nordby. En sjov butik med mange rum, bl.a. et med vinyler, men der var nu ikke noget for min smag. Vi talte med ”købmanden”. Han havde været her i 15 år, og havde en mægtig samling af gamle reklameskilte og den slags. Men også en masse gamle emballager til f.eks. kaffe, the og alt sådan noget fra dengang en købmandsbutik var interessant. Der er minsandten også plads til et par borde i butikslokalet, hvor man kan sidde og få en kop kaffe eller en sandwich til 85 kr., altså for sandwichen, men så er den også med indlagt fasan(der var den igen !).

Næste stop i Permelille, hvor K forgæves søgte noget i en gårdbutik. Derefter til Brundby, hvor jeg, udenfor hoveddøren til antikvariatet, ringede Søren Caspersen i den forventning at han sad omme i bagbutikken som sædvanligt. Næh… han tog godt nok telefonen, men han stod minsandten ovre i Aarhus. Nåh, måske er han tilbage på øen i morgen eller på lørdag.

Derefter turistbureauet i Tranebjerg, hvor vi hilste på 3 kontorpiger i ”VisitSamsoe”, efter at have set en udstilling samt taget et par brochurer.

20 km hjem til Ballebjergvejen, men inden da et enkelt stop ved købmandsbutikken for at købe et overbagt surdejgsbrød.

 

30.09.2022, Ballebjergvejen 41

Gåtur, startende lige udenfor døren, sidst på eftermiddagen. Her går den røde rute forbi, og længere oppe i bakkerne støder den grønne rute til. Vi nød udsigten længst oppe, hvor der er stor udsigt til kysten både mod øst og vest. Vi fortsatte over til Ballebjerg, som er øens højeste punkt(64m), og derfra ned på stranden for at følge denne hen til vores egen trappeopgang.

Vi har foreløbig besluttet alligevel at blive her indtil søndag, da ildebranden på Studstrup-værket skaber røgproblemer i nabolaget derhjemme.

 

01.10.2022, Ballebjergvejen 41

Vi pakker så småt i det elendige vejr. Regnbyger og blæst, men vi holder nok den sidste dag ud.

Ingen planer om udflugter mere.

Alligevel en lille gåtur ned til stranden for at tage et par fotos af Kolsør Hage, men jeg tror nu ikke Google Maps vil godtage den.

Søren Caspersen ringede tilbage til mig, og vi aftalte at mødes i morgen i Brundby kl. 11:30.

Vi skal med færgen klokken 13:00.

Pakke-pakke.

God hjemtur. !

 

02.10.2022, Løgten

Hjemme ved 16-tiden efter et svinkeærinde hos Gartnergården for at købe pizza.

Sejlturen forløb planmæssigt og med fuldt hus(fyldt båd). Så mange passagerer, at de sad på stole i gangene og alle steder. Vi nåede at fodre både heste og køer undervejs, og jeg tror endda at K nåede at høste gulerødder. Ja, det lyder måske mærkeligt, men ikke hvis man er bekendt med ”HayDay”.

Hjemme har vi nu fået tændt op i brændeovnen, og varmen begynder at indfinde sig.

Dvs at fyringssæsonen er begyndt, og vi er begyndt at tage hul på det dyrebare brænde. Altså hvis man opgør prisen efter et brændetårn på 1,8rm købt i Bilka, så andrager mine 20rm, som ligger omme på østsiden af huset,  ca. 80.000 kr….. verden er af lave.

 

Jeg nåede ned til Søren Caspersen kl. 11:35 efter at have sat K af ved Brugsen i Tranebjerg.

Jeg gik først en time senere, og vi fik en lang snak om lidt af hvert men mest om litteratur. Han er lidt ældre end mig og interesserer sig også for de gamle danske forfattere.

Denne gang blev det til Thorkild Hansen ”Camus’ død”, Johannes V. Jensen ”Mariehønen”, og igen Johannes V. ”Vor oprindelse”.

På ”drengesiden” blev det til et par gamle bøger i ”Samlerens Perlebøger”, Norman Conquest og en enkelt Walt Disney særudgivelse ”En verdensomsejling under havet”.

Han skrev mig derudover op på en huskeseddel med ”Minder svøbt i vejr”, Illustrerede klassikere og så til sidst endelig ”Vinterhavn”, altså sidstnævnte med dedikation af Th. Hansen og Peter Seeberg. Så ringer han nok til mig engang når hans lille rige fattes penge.

Søren har boet i Aalborg, så vi gennemgik lige et par afsnit af ”Jørgen Stein”(Jacob Paludan), hvor scenen netop er hensat til Aalborg i første halvdel af forrige århundrede.

 

Som sædvanligt gik tiden alt for hurtigt, og på min vej ud ad døren nævnte han pludselig historien med Knuth Becker, som sendte en førsteversion af ”Det daglige brød”  til Knuth Hamsun med en dedikation. Jeg ved ikke om Søren ejer den, og har først tænkt på det efterfølgende, men jeg havde så travlt med at komme afsted, at jeg ikke fik hele historien med. Den må vi have færdig næste gang.

Vi nåede alligevel færgen, efter at jeg havde samlet K op ved ”Anton Rosen huset” i Tranebjerg.

Ida Jermin-Offenberg nåede vi ikke at besøge, men iflg. Søren var hun også i færd med at flytte tilbage til Aarhus efter mange år på øen.

 

Kl.20:34

Har nu fået tændt godt op i ovnen.