Foråret 2023

Uddrag af dagbog og fotos fra vores forårstur til Sydfrankrig 

foråret 2023

Greven - Saint-Boil

Flassan

Mercurey - Trittenheim - Schneverdingen

Dagbog fra Flassan

23.02.2023, Hotel zur Kroner-Heide, Greven

Budgetteret afgang fra Løgten klokken 08:00, realiseret afgang klokken kl. 10:30.

Klokken 17:00 havde vi kørt lidt over 600 km., og vi endte på ”Hotel zur Kroner-Heide” i byen med det flotte navn, Greven, som ligger lidt nord for Münster.

Årstiden gør, at ikke så mange frekventerer hotellerne. Udover os, var der kun 4 andre personer tilstede i restauranten om aftenen.

I Tyskland skal de åbenbart også spare på energiregningen, for vi sad da og småfrøs ved bordet.

24.02.2023, Hotel du Cheval Blanc, Saint-Boil

Vi bor i Storegade nr. 17, på fransk ”17, Grande Rue”, i en lille flække, Saint-Boil, som ligger langt ude på bøhlandet i det sydlige Bourgogne. Her i denne diminutive by ligger der midt i Storegade et stort 3-etagers hus, som er indrettet til hotel. ”Le Cheval blanc”, altså ”Den hvide Hest”, hedder det.

På denne årstid er receptionen i hotellet ikke besat. På døren til hotellet står der skrevet på en seddel, at man skal henvende sig i restauranten ovre på den anden side af gaden. Restauranten hedder minsandten også ”Le Cheval blanc”, og i denne ganske lille restaurant huserer så både hotelejer, kroejer og kok, Daniel Steyr og hans kone, Christine. De to styrer selv det hele. De bringer også mad ud og har til det brug en ganske fornuftig varevogn holdende udenfor restauranten.

Madame Steyr følger os over på hotellet for at vise os værelset. Derefter får vi overdraget nøglerne, og hun forlader os for at vende tilbage til restauranten.

Vi føler os senere noget alene i det store hus, da vi går forbi den tomme reception og videre op med bagagen ad den gamle snoede trappe til første sal, hvor vores værelse ligger.

Senere på aftenen erfarer vi, at en anden familie, bestående af et ældre par med 2 børnebørn, et par drenge i teenage-alderen, også overnatter på hotellet. Denne familie har også spist ovre på restauranten.

På restauranten viser der sig at være noget køligt, altså sparer de også på varmeudgifterne her i Frankrig, og igen så meget at man småfryser. Vi spiser og drikker os derfor til varmen, hvilket især mærkes, da der til sidst bliver serveret en Marc de Bourgogne, fattigmandens svar på en Cognac.

25.02.2023, Flassan

Hundeglam og klokkeklang, det er velkomsten til Flassan. Som om både hundene og kirken er vidende om vores ankomst.

Men i Rue de la Boissiére er der nu ingen personlig velkomst. Alt ser forladt ud op ad den 100 meter lange gade. Ikke et menneske i syne. Og ligeledes heller ikke i den smalle passage "Impasse Guibert", hvor ”vores” hus ligger, er der mennesketomt.

Det kommer nu ikke bag på os, for normalt er her meget stille og roligt.

Inden ankomsten til Flassan var vi selvfølgelig inde hos bager Ravel i Bedoin. Her mødte vi den sædvanlige glade og smilende ekspedient, som er Ravels svigerinde. Hun og søsteren, altså Ravels kone, skiftes til at stå i butikken. Når der er ekstra travlt står de begge bag disken.  

Vi blev selvfølgelig mødt med et ”Bonjour” da vi trådte ind i butikken. Derefter lyste hun pludselig op i et stort smil, idet hun tydeligvis havde  genkendt os.

Vi udvekslede de almindelige høflighedsfraser, hvoraf ”Ca va ?” vel nok var den mest almindelige. Da vi så proklamerede at vi denne gang ville blive i byen de næste 5 uger, var hun lige ved at dåne, formodentlig af begejstring, for med vores forbrug i den bagerbutik glæder hun sig vel til den forventede stigende omsætning i butikken.

Efter indkøb i Carrefour Contact tog vi det sidste stræk på 7 km. til Flassan, hvor som sagt, hundeglam og klokkeklang kom os i møde ved ankomsten.

26.02.2023, Flassan

Er stået op klokken 09:30, men er stadig noget groggy ovenpå de sidste par dages køretur. Derudover har jeg fået dårlig mave, men forhåbentlig ikke så alvorligt, for her sidst på dagen begynder mave-systemet at virke nogenlunde normalt igen. Formodentlig skyldes det de sidste dages forandringer i kosten, som især om morgenen på hotellerne er aldeles anderledes end den gode gamle og solide hjemmelavede müssli-blanding hjemme i Løgten.

Om formiddagen var vi en smut ovre i Carrefour i Bedoin for at købe 5 sække trægranulat, så vi kan klare os med varme i pejsen de næste dage.

Dernæst kørte jeg op på bjerget for at fylde 3 store bæreposer med optændingspinde. På vejen op mødte jeg et skilt, som annoncerede, at jagtsæsonen var startet, og at man skulle tage sig i agt. Det skræmte mig nu ikke.

På et tidspunkt var jeg et stykke inde i en egeskov, og her var der tydelig spor under mange af træerne fra vildsvin. Lige omkring træroden graver de langt ned i den porøse jord med deres tryner, måske for at finde trøfler. Jeg så eller hørte dog ikke noget til grisene.

Sidst på dagen har jeg ringet til Charlotte i Ribe for at høre om evt. problemer med teknikerbesøget på tirsdag. Jeg gruer nu for, om internettet virker fra på tirsdag, og jeg glemte helt at spørge, hvorfor de skifter fra Orange til SFR. Vi har da aldrig haft problemer med Orange wifi-nettet.

27.02.2023, Flassan

Er stået op til et hvidt landskab. Det startede så småt i aftes, og her til morgen ligger der et godt lag sne overalt. Vi var blevet varskoet i vejrudsigten, for hernede er snevejr lidt af en sensation. En avis, ”La Provence”, bad læserne om at indsende fotos af den usædvanlige begivenhed.

Samtidig er det selvfølgelig blevet koldere, men inden vi får set os om, er det hele væk igen. Allerede i morgen meldes der om normale tilstande igen.

Om eftermiddagen, da det meste af sneen var forsvundet, gik vi en tur igennem plantagerne med kirsebærtræer syd for byen.

Da vi på returen nærmede os byen igen, så vi pludselig en mindre lastbil komme susende ud af byen på landevejen mod nabobyen Villes-sur-Auzon. Det er normalt ikke et særsyn at se biler på den vej, men når der står ”Bois de chauffage” på siden af bilen og samtidig med at vi planlægger at kontakte en brændselshandler, blev vi faktisk noget eksalterede. Og for at det ikke skal være løgn, så ringede min telefon i baglommen et halvt minut derefter. Minsandten om ikke det var vores gode gamle ”brænde-mand”, Monsieur Dubois, fra Villes-sur-Auzon”, som lige var suset forbi os.

Jeg havde forgæves prøvet at kontakte ham om formiddagen for at bestille noget brænde til pejsen, men måtte nøjes med at indtale en besked på hans telefonsvarer.

Nå, men jeg vidste på forhånd, at han er noget nær umulig at forstå. Hans franske sprog kontra mit skolefransk kan sammenlignes med en østjyde som forsøger at tale med en indfødt Thybo på vestsiden af Thy.

Ergo blev samtalen noget nær en fadæse, men alligevel fik jeg fortalt ham, hvor vi boede, og at vi var interesseret i ca. halvanden rummeter tørt brænde til pejsen.

Jeg var meget i tvivl, om han overhovedet havde forstået min snak, men stik imod alle forventninger ringede han tilbage til min telefon en time bagefter, at han nu allerede var i Flassan med et læs brænde.

Pyh-ha, hvor heldig kan man være, og hvor hurtigt kan det gå ?

Han bakkede på tværs af ”Rue de la Boissère” hen imod den smalle passage til ”Impasse Guibert”, hvor han så tippede ladets indhold ned på gaden, således at halvdelen af gaden blev spærret af brændestykker. Der lød et forfærdeligt rabalder, da bunken af brænde ramte gaden og nær var ved at kollidere med murværket ind til vores nabo Jean Carlier, som heldigvis ikke var hjemme. På den anden side var Madame Berthon kommet hjem, men hun viste sig ikke i døren for at se, om der var tale om jordskælv.

Derefter steg Monsieur Dubois ud af bilen for at besigtige resultatet af aflæsningen og så ganske tilfreds ud.

Jeg så noget overrasket på det store læs brænde, som altså beslaglagde halvdelen af kørebanen, og vel at mærke gedigne tunge brændestykker på en halv meters længde og spurgte om han, mod betaling, ville hjælpe med at bære brændestykkerne det sidste stykke op til huset, altså ca. 50 meter. ”Nej, desværre, jeg har alt for travlt med andet arbejde !”

Men flink var han nu alligevel, og vi skiltes med et håndtryk og 130 euro i hans favør.

Pyh-ha, så hurtigt kan det gå. Nu er de næste 5 ugers varme sikkert i hus, og dermed er vi lettet for en obligatorisk vanskelig opgave ved dette ophold på denne årstid. Sidste år ved samme tid havde han udsolgt af tørt brænde.

Havde det nu været sommertid, hvilket vi aldrig har prøvet i dette hus, skulle vi nok i stedet for have bestilt et læs isterninger til afsvaling.

Vi to ”gamle” måtte så pukle resten af dagen for at bringe de dyrebare brændestykker de sidste 50 meter op på plads ved huset. Kender man Impasse Guibert vil man vide, at hældningen på vejen er af en kaliber, som endnu aldrig har fået ”Tour de France” til at vælge denne rute på vej op til toppen af Mont Ventoux.

Ergo er der her til aften ikke så meget energi tilbage i batterierne, at vi næsten orker at lave mad.

Og i morgen får vi besøg af en tekniker fra teleselskabet SFR, som skal installere et nyt bredbånd her i huset til afløsning af det gamle ADSL. Vi har aftalt med husets ejere, at vi sørger for, at denne del af deres aftale med SFR bliver fulgt godt til dørs.

Vores primære problem med aftalen er, at teknikeren kan ankomme allerede fra klokken 08:00, og at vi dermed skal stå standby på et tidspunkt, som er os aldeles fremmed.

Gad vide, hvornår vi får lov til at slappe af på denne tur ?

Godt at vi har 5 uger til rådighed, og dermed nok overlever nogle start-vanskeligheder.

28.02.2023, Flassan

Teknikerbesøg.

2 mand stærk er mødt op fra SFR ved 10-tiden. En ca. 50 årig mand, ”chefen”, og en yngre mand i 20’erne. Jeg viser dem en tegning, som har ligget i huset ved vores ankomst, og hvorpå det er forklaret, hvordan en ledning skal føres ind i huset udefra og derfra videre hen til en router. Men ikke så snart har ”chefen” set på tegningen, at der skal bores hul i muren, da han straks protesterer og siger at der skal kaldes på en elektriker for at bore hullet i den 45 centimeter tykke mur. Og derudover skal der foreligge en attest fra ejeren af huset, at der overhovedet må bores hul i muren.

Han taler højt og næsten helt oprevet. Til slut nævner han, at det vil koste i omegnen af 100 - 120 euro for at bore dette hul.

Vi synes nu med det samme, at det hele ”lugter” lidt korrupt, men ved ikke rigtig, hvad vi skal svare til det. Vi kender jo ikke aftalen med SFR, som er et af Frankrigs store teleselskaber.

Det gør ikke sagen lettere, at vi har svært ved at forstå hans sprog. Hans makker er noget lettere at tale med, og han agerer ind imellem som en slags tolk, således at han oversætter ”sort fransk” til et noget lettere forståeligt fransk. Ingen af dem taler engelsk.

Jeg får ringet til Charlotte i DK, som så kontakter Keld. Han har lavet den oprindelige aftale med SFR, og 10 minutter senere modtager jeg en sms med et foto af Kelds kørekort og en kort accept på engelsk, at der godt må bores hul i muren.

”Chefen” kigger på sms’en og nikker lidt ind imellem, medens jeg forklarer ham de engelske ord, og det er åbenbart nok til at stille ham tilfreds.

Han ringer nu til et eller andet nummer, formodentlig elektrikerens, og den samtale foregår så lavt og mumlende, at jeg efterhånden tvivler på, at der er nogen i den anden ende af linien.

Så går begge teknikere i gang nede på Rue de la Boissière, hvor de via en lang stige kommer op til boksen, som hænger øverst på muren ovenover Jean Carlier’s ejendom, og herfra fører de et kabel videre op igennem Impasse Guibert og op til huset.

Jeg krydser fingre for, at dette ”eksotiske” projekt lykkes, idet vi formodentlig ellers ikke vil have noget internet til rådighed. Og i vores tidsalder vil dette være lig med noget nær en katastrofe.

Pludselig kommer ”chefen” ind i stuen medbringende en kæmpe boremaskine og et halvt meter langt bor, idet han forkynder, at elektrikeren ikke kan komme. Jeg undlader at spørge ham, hvor han så har fået boremaskinen fra.

Det tager ham vel 10 minutter at bore hullet, og dermed slut. Bagefter begynder han at mumle noget om udgifterne til boring af hullet, hvilket jeg negligerer.

Jeg hjælper til med at modtage bredbåndsledningen igennem hullet i muren, og derefter foregår resten af arbejdet inde i huset.  ”Chefen” er nu faldet lidt ned, og hans stemmeleje er blevet mere normalt. Han snakker om familie og børn, og spørger os ud om vikingerne i Danmark.

Klokken 13:00 er ”showet” slut. K har dækket bord med pizzastykker, som hun har hentet oppe hos Jouvaud, byens købmand. Dertil en kop kaffe eller et glas ”sirop de menthe”.

”Chefen” spørger straks om der er skinke i pizzaen, hvilket Kirsten ikke kan svare på, så han afviser pænt stykket, ergo er han åbenbart religiøs. Den unge tekniker vil hverken spise eller drikke, men han vil gerne have pizza-stykkerne med hjem samt en halvanden liters flaske vand, så han rydder bordet.

De har åbenbart travlt med at komme videre til næste projekt, men idet de er på vej ud ad døren, begynder ”chefen” igen at mumle noget om omkostningerne ved at bore hullet i muren. I starten havde han, som sagt, nævnt 100 - 120 euro til en elektriker, men da elektrikeren jo ikke var dukket op, kunne han vel ikke stadig mene den pris. Jeg var ved at være træt af ham, og syntes ikke om metoden, men jeg fik ham da ned i 50 euro, vel at mærke uden kvittering. Og pengene tog han imod uden at rødme.

Endelig kan vi ånde lettet op efter et par dage med et par uvisheder….. Kunne vi skaffe brænde, og hvordan skulle projektet med internettet forløbe ?

Sidst på dagen gik vi op til slugten ved Combe de Canaud og derfra ad smalle stier i skovene omkring Flassan videre ind til byen fra vest.

Tyngende projekter i tankerne kan heldigvis hurtigt blive afløst af en del lettere tanker. Her til aften kører internettet som smurt, og i brændeovnen knitrer ilden lystigt.

01.03.2023, Flassan

Fint vejr på terrassen til en hjemmedag, 16 grader i skyggen og, som sædvanligt, aldeles varmt i solen. Indendørs er der til gengæld noget koldt.

Vi læser bøger på terrassen. Jeg er i gang med en af Aske Munck, som er journalist og har boet i Paris i over 20 år. Den hedder ”Oh-la-la”, og omhandler en fin beskrivelse af fransk levevis. Måske et lidt for akademisk sprog, men ind imellem virkelig guf for frankofile.

K er i gang med en mursten af en krimi, med den noget udenfor sæsonen særprægede titel ”Ingen engle ved juletid”. Den har hun fundet i husets bibliotek. Den må være spændende, for hun kan sidde opslugt af den i timevis, ind imellem kun afbrudt af kaffebrygning(café au lait) og indtagelse af en croissant.

I de fleste byer hernede, er det meget moderne med bogskabe, som er stillet op på torve og pladser, hvor folk færdes. Man låner eller bytter bøger fra skabet. I modsætning til derhjemme, hvor samme fænomen også findes, er det vanskeligt at finde en bog på dansk.

Her i Flassan findes ”bogskabet” hos købmand Jouvaud i form af et par hylder i butikken. Man skulle ellers mene, at han har brug for al hyldeplads til varer i den ganske lille butik. Men det franske folk hylder litteraturen, og den er en uundværlig del af kulturlivet.

Vi har, på distancen, fejret Kim, som i dag bliver 48 år. Senere på dagen har vi telefonisk kontakt til hjemlandet.

02.03.2023, Flassan

Tur til Utile i Saint-Pièrre-de-Vassols, hjem over Mormoiron. Terrassevejr igen.

Jeg savner mine solbriller, som er med styrke. Lige købt derhjemme i DK inden turen, og uundværlige, men efter at have gennemsøgt både bil og al bagage er jeg efterhånden kommet til den konklusion, at de er tabt, måske ude på rastepladsen ved Montelimar på A7, hvor vi gjorde holdt i det gode vejr i lørdags.

Senere på aftenen er jeg kommet i tanker om, at jeg havde dem på oppe på bjerget i søndags, og at jeg på et tidspunkt skiftede dem ud med mine almindelige briller fra skjortelommen. De må være tabt på et tidspunkt på bjerget.

De sidste dage har jeg anvendt et par ældgamle solbriller, som jeg altid har haft liggende i bagagerummet i bilen, men de er desværre ikke up-to-date med synsstyrke.

Ergo går morgendagens ekskursion op på bjerget.

03.03.2023, Flassan

”Har nogen set en gris med solbriller ?”

Konklusionen er nu helt klar, mine nye solbriller er sporløst forsvundet.

Vi tog begge en tur på bjerget for at søge i mine fodspor fra i søndags, hvor jeg samlede optændingspinde.

Min første ide var, at jeg måske havde tabt dem inde i egeskoven, hvor der var mange spor efter vildsvin, og hvor der lå en overflod af let opsamlelige optændingspinde . Her havde jeg gået og bukket mig meget for at samle de mange pinde, og brillerne kunne være faldet ud af skjortelommen.

Efter et kvarters tid, havde vi gennemsøgt alt, og jeg begyndte at gå ud mod grusvejen igen for så at gå hen til et andet distrikt, hvor jeg også havde været i søndags.

Og hvad er jeg så lige ved at træde på ? Drømmer jeg, eller er jeg vågen. Lige foran mig ligger de uundværlige solbriller, noget svære at se iblandt de mange brune egeblade, som fylder skovbunden. Men de er der, og stedet, hvor de ligger, har jeg gennemsøgt flere gange.

Jeg troede ikke mine egne øjne, og måtte knibe mig selv i armen, samtidig med at jeg kaldte på K, som gik længere henne. Jo, den var god nok, hendes øjne fik også lokaliseret brillerne. Først da samlede jeg dem op.

Altså hvor heldig kan man være. Her har de ligget i hele 5 dage i skovbunden med vildsvin gnaskende rundt omkring. Men de så ikke ud til at være trådt på. Og de havde heller ikke taget skade af hverken snevejr eller solskin. Det sidste burde de vel heller ikke kunne tage skade af.

En lettere afpudsning med en klud, og de var som nye igen.

Pyh-ha nok engang. En lettelse at det lykkedes.

Det havde selvfølgelig væres sjovt, hvis en jæger havde kunnet rapportere til avisen, at han havde set en gris med solbriller oppe på bjerget.

Terrassevejr, 16 grader.

Kl.: 19:45

Er kommet hjem igen efter et besøg i Mormoiron, primært for at afhente 2 stk pizza hos ”La Bergerie du Ventoux”., som ligger i udkanten af byen på vejen mod Mazan.

Vi skulle vente en halv time, inden pizzaerne var færdige, så vi kørte lige en tur op i byen. Midt i byen kørte jeg ind på en lille sidevej, hvor der så ud til at være parkeringspladser, men alt var optaget, og foran os var en bil i færd med at bakke ud. Der var åbenbart ingen vej ud foran, så jeg begyndte også at bakke. Jeg skulle rundt om et hjørne og sigtbarheden var vanskelig. Pludselig lød der et brag, og straks fornemmede jeg noget kedeligt i vente.

Nu havde vi lige haft en succeshistorie med at finde mine solbriller, og den oplevelse kunne vi have levet længe på. Nu blev den pludselig overdøvet af en ny men desværre kedelig oplevelse.

Jeg synes ikke, jeg havde kunnet se nogen i bakpejlet, da jeg begyndte at bakke, men nu holdt pludselig en grøn bil lige bag os, og jeg forstod med det samme, at jeg var stødt ind i den. Jeg steg ud for at gå hen til den grønne bil, men føreren, en mørklødet person, vinkede bare afværgende med hånden, som om intet var sket. Jeg sagde høfligt undskyld, idet jeg troede, at det var min skyld men han svarede bare ”de rien”(”det gør ikke noget”), uden at stige ud. Altså mente han ikke, at der var noget galt.

Nå, men jeg vendte noget lettet tilbage til vores egen bil, samtidig med at jeg forgæves kiggede på skader bagpå vores bil.

Spørgsmålet, som vi aldrig får opklaret, var selvfølgelig om jeg kørte ind i ham, eller om han kørte ind i mig.

Senere fandt vi en bedre parkering, og vi besigtigede skaden på kofangeren. Blot en mindre bule, og dem er der efterhånden nogle stykker af.

Men i forhold til lyden ved sammenstødet må vi siges at være sluppet ekstremt billigt.

Måske den høje lyd bedre kunne aflæses på franskmandens kofanger i form af en skade ? Det var nok noget nær umuligt at afgøre, for alle franske biler hernede har skader. Da jeg gik hen imod ham, kunne jeg straks se at hans bil var ganske normal fransk, hvad det angår. Hans kofanger foran lignede noget, som havde været med i en krig i frontzonen. Formodentlig var det derfor, at han ikke steg ud, da han ikke ville kunne lokalisere denne nye skade imellem alle de andre. Eller også var han helt klar over, at han havde kørt ind i mig.

På hjemturen var vi ude for adskillige biler, som kørte alt for hurtigt, og hjemme igen, er vi enige om at aftenture i bil her sydpå bør undgås fremover.

04.03.2023, Flassan

Dagens udflugt gik til byen Blauvac, som ligger på toppen af et bjerg ca. 10 kilometer mod sydvest.

Bjerget er godt nok kun ca. 400 meter over havets overflade, og dermed knapt så højt beliggende som Flassan, men det gør ikke oplevelsen mindre.

Vi parkerede ved kirken, som ligger midt i byen. Herfra er der en fantastisk udsigt op mod Ventoux bjerget og alle de mange småbyer nede i lavlandet.

Herfra fulgte vi nogle gule markeringer på træer og vejskilte, og det lykkedes for en gangs skyld at finde den rette vej. Ruten som sådan var noget kedelig, men vi fik da rørt benmusklerne i det meget bjergrige terræn.

Selv i Blauvac var der et interessant bogskab midt i byen.

I dag var der heldigvis ingen kedelige overraskelser, hverken med bilsammenstød eller tabte briller.

05.03.2023, Flassan

Terrasseliv i stilheden langt fra alfarvej.

Hjemmedag i det gode vejr på terrassen i de stabile 16 grader.

Kun småfuglene i buske og træer høres, Sommetider også en summende flue, en kat hos genboen, en hund langt væk. Hen mod aften stemmer adskillige flere hunde i koret, måske de mener, at det er spisetid.

Denne helt enorme dragende stilhed brydes hver hele og halve time af det evindelige klokkeværk oppe fra byens kirke. Hver hele time slår kirkeklokken de rette antal slag, og hver gang klokken er halv, høres et enkelt slag. Men som jeg før har fortalt, så gentages disse slag, både de hele og de halve, præcis 2 minutter efter de normale slag, og hvorfor, har vi stadig ikke fået afklaret. 

06.03.2023, Flassan

Mandag og dermed markedsdag i Bedoin. Det foregår i tidsrummet 08:00 – 14:00.

I dag var markedet dog noget indskrænket til trods for det gode vejr. Mange stadeholdere var ikke mødt op. Det skyldes nok årstiden, hvor der er knap så mange turister. Og der var sandelig heller ikke mange kunder tilstede.

Inflationen er desværre også nået til det gode gamle marked i Frankrig, og mange af priserne kunne vi slet ikke genkende. Måske det var årsagen til fravær af kunder.

Traditionelt startede vi selvfølgelig med at bestille en grillstegt kylling à la ”Poulet Fermier” hos den stabile stadeholder, kaldet ”Kyllingen”, ikke at forveksle med en tidligere berømt cykelrytter.

Han skrev vores navn, Lemoine, på en pose, som vi så kunne afhente 1 time senere. Hernede bruger vi navnet Lemoine i stedet for Munk. Det er nemmere for en franskmand at forstå. Lemoine er et almindeligt fransk navn, og oversat til dansk betyder det  ”munken”, så det er jo ikke helt løgn at stikke det navn ud.

Hjemme igen har vores nabo, fru Berthon, fået besøg af sin havemand.

Han går I hælene på hende og siger hele tiden ”oui, oui…”, alt imens hun udstikker de forskellige retningslinjer om dit og dat på det store jordstykke. Egentlig ejer hun 2 parceller, og hendes have ligner derfor en mindre park..

På et tidspunkt er hun færdig med at udstede ordrer og forføjer sig tilbage i huset.

Derefter lyder så diverse lyde fra hakker, skovle, sakse, river og minsandten om han ikke denne gang også har en græstrimmer i brug.

Jeg husker tydeligt hendes havemand, Michel, første gang vi var her tilbage i 2015. Han var en ganske ung mand, som arbejdede om natten som bager, og om dagen som havemand. Han hjalp os dengang med brænde.

Men siden Michel har der været flere forskellige, og den nuværende ligner heller ikke ham fra sidste år.

Gad vide, om hun slider dem op, de stakkels havemænd ?

07.03.2023, Flassan

Nu snakker K om et mistet bælte, som hun bruger til nogle bukser. Hun leder huset rundt og er både ude og inde. Jeg foreslår, at hun nok har mistet det oppe på bjerget, da vi ledte efter mine solbriller, og kan igen se en ny avisforside for mig ”Gris med livrem i fuld flugt op ad bjerget !”.

Nå, livremmen dukkede heldigvis op senere  på dagen, godt skjult bag bunker af tøj.

De senere dages fuld sol er ophørt for en stund.

Småregn er startet om eftermiddagen og ser ud til at fortsætte i morgen med. Det er dem vel undt hernede, for alle steder tales der om ”Sécheresse”, tørke. Februar måned har været den tørreste siden 1959 iflg. målinger. Det, sammenholdt med at sidste sommer var en ren katastrofe, gør at udsigterne ser barske ud for landbrugerne.

Tur til supermarkedet Utile primært for at tanke diesel på bilen. I dag skrives der nemlig om strejkevagter ved alle olie/benzin-depoter her i landet, hvilket også fandt sted sidste efterår. Dengang blev mange benzinstationer tørlagt.

Vi skulle jo gerne kunne komme ud af landet igen, og måske kunne vi også tænke os et par længere udflugter i omegnen.

Det lykkedes heldigvis at få fuld tank, selvom vi måtte holde i en længere kø. Da vi kørte derfra var indgangsvejen til supermarkedet spærret af biler i kø til de 3 benzinstandere.

Årsagen til blokaden af depoterne er stadig det verserende forslag i senatet om at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år.

De franske arbejdere er vedholdende, og er en stadig torn i øjet på den til enhver tid siddende regering. Siden revolutionen i 1789, hvor adelen, kongen og de gejstlige måtte afgive magt og rigdom, har disse stædige arbejdere, i generationer, huseret og sørget for at holde tidligere vundne rettigheder i hævd.

Men her i Frankrig bliver befolkningen også ældre, og lever længere end tidligere. Prognoser peger på, at økonomien ikke kan holde til den tidlige pension. Måske de skulle indføre en ”Arne-pension” ? Hernede er der godt nok ikke mange, der hedder Arne, men så kunne man jo kalde ham Jean.

Nej, det er ikke let at styre Frankrig, og som gode gamle Charles de Gaulle engang sagde, ”Hvordan skal man kunne lede et land med 265 slags forskellige oste ?”.

08.03.2023, Flassan

Kunsten at blive 10 år yngre.

Dagens udflugt foregik til fods. Fra slugten oppe ved Combe de Canaud, valgte vi ruten over mod de små byer mod vest.

På et tidspunkt kom vi forbi et indhegnet jordstykke i skovkanten. Inde i indhegningen var der et yderligere indhegnet stykke, hvori der gik nogle høns, godt beskyttet mod ulven. Lidt længere henne på jordstykket gik en ældre mand og rodede i jorden. Vi hilste og stoppede op for at snakke lidt.

Han viste sig at være fra Bedoin, hvor han havde boet de sidste 60 år. Han var frisk som en fisk og kun 87 år gammel.

Da jeg så skulle fortælle om vores alder, kom jeg fejlagtigt til at sige, at vi var 62 og 61. De franske tal er ikke altid lige lette at huske. Tja…. han studsede slet ikke, og det kunne især jeg leve længe på resten af dagen.

Han fortalte om 3 børn, en datter i Lyon, en søn i Bordeaux og en anden søn oppe omkring Chalet Reynard på bjerget. Han spurgte, om vi var hollændere(som sædvanligt). Da vi havde fortalt om Danmark, svarede han tilbage med, at han havde besøgt Auschwitz i Polen helt tilbage i 1987, og han fortalte stolt om landene han havde kørt igennem, inden han nåede til Polen.

Hønsene lagde ikke æg hver dag, men om sommeren, når det var ekstremt varmt, lagde de gerne kogte æg !

Først da vi havde sagt farvel og var kommet et stykke videre ad stien, stod det pludselig lynende klart for mig, at jeg havde trukket 10 år fra vores alder.

Lidt tal-gymnastik:

Sagen er, at man skal anvende hovedregning, så snart man når til tallet 70, som på fransk hedder soixante-dix.. Oversat til dansk betyder det, at man siger både 60 og 10 lige efter hinanden.

71 udtales som 60 og 11, på fransk soixante-onze, og 72 udtales som 60 og 12, soixante-douze.

For slet ikke at tale om tallene 80 og 90, men dem tager vi en anden gang.

Er man ikke så god til regnekunst, kan man dermed hurtigt blive 10 år yngre i Frankrig.

09.03.2023, Flassan

Tillykke med dagen Jenny !

Kl. 18:38

Vi var hjemme igen ved 17-tiden efter en 40 kilometers rundtur mod vest.

Første stop var vinbyen Rasteau, som er berømt for sin grand-cru rødvin. Vi smagte dog ikke på vinen, hvilket skyldtes at byen nærmest er ”død” by på denne årstid, og i middagspausen, hvor vi ankom, er alt lukket.

Men en flot by, og en god tur op til kirken øverst på bjerget, hvor der er en formidabel udsigt over mod bjergene i øst.

En flok franske militærfly øvede sig over hovederne på os i at flyve formation og samtidig lukke røgfaner ud med farverne blå, hvid og rød. Flot så det ud, men det var umuligt for mig at fotografere det med den fart de fløj.

Næste stop, Vaison-la-Romaine, er især interessant for historieinteresserede, idet der ligger en større udgravning fra tiden under romersk herredømme.

Byen var i 1992 udsat for en overraskende voldsom flodbølge, som forårsagede 37 ofre.

Da vi i dag stod og kiggede ned på floden Ouvèze, som var næsten tom for vand,  var det svært at forstå, hvorledes det kunne gå til dengang i 1992.

Hjemvej via Malaucène og videre over bjergene mod Bedoin. De 5 kilometers vej igennem disse bjerge er fyldt med hårnålesving, så man bliver helt svimmel. Af den grund er den ikke så trafikeret, så det er sjældent at møde andre biler i svingene.

10.03.2023, Flassan

En hjemmedag, kun afbrudt af en aflevering af skraldeposen oppe i byen

Egentlig burde vi have været på marked i Carpentras, men vi kom nok for sent op.

Vejret var heller ikke i starten det allerbedste, men senere kunne vi da sidde i fuld sol på terrassen i 16 graders varme. Sidst på dagen igen overskyet.

11.03.2023, Flassan

To uger er gået og tre uger resterer.

Saint Patricks day på parkeringspladsen, så vi har måttet parkere længere nede ad vejen bag Salle de Fête, så børnene kan boltre sig på de mange hoppepuder, oppustelige borge og den slags.

Medens børnene således morede sig i Flassan, kørte vi en tur til ”Les Dentelles de Montmirail”, kaldet Dentellerne på dansk.

Vi parkerede først i den  lille by, Lafare, som ligger på østsiden af bjergkæden. Med rygsæk og hele udstyret begav vi os på vej op ad bjergvejen. Ca. 1 km. oppe ad vejen, måtte vi konkludere, at forarbejdet ikke var gjort godt nok, for der var ingen ende at se på gåturen. Vi vendte om og startede bilen op på ny, for så at køre ca. 2 kilometer længere op mod bjergene. Her fandt vi et sted at parkere, og troede så at vi kunne gå resten af vejen til passet ”Col du Cayron”, som ligger øverst oppe. Men nej, vi havde tilbagelagt nok en kilometer, da vi måtte give op igen. Vejen var for stejl, og vi ville ikke kunne nå toppen i dag med vores fart.

Jeg gik tilbage for at hente bilen, og derefter forsøge at køre endnu længere op mod passet, undervejs derop tog jeg en blaffer op, som stod i vejkanten. Det viste sig at være K, som åbenbart syntes det kunne være sjovt at tage den på stop. Heldigt for hende at jeg lige kom forbi.

Til sidst endte kørevejen. Vi parkerede for sidste gang og gik herfra de sidste 2,5 kilometer op ad en meget stejl grusvej, som på et tidspunkt blev til en lervej. Pludselig syntes jeg, at mine sko blev alt for tunge. Leret var åbenbart af en så solid slags, at det sad uhjælpeligt fast under skoene.

Således, et halvt kilo tungere hver især, fortsatte vi opad mod Col du Cayron. Helt oppe kunne vi nyde en fantastisk udsigt langs med de savtakkede bjerge. En meget særpræget bjergkæde. Fra passet var der kun en halv kilometer til Gigondas, som ligger på vestsiden af Dentellerne, men selvom navnet alene godt kunne trække i en vinkender, vovede vi ikke at gå længere, men vendte om efter at have renset skoene for det sidste ler.

Nede ved bilen igen, kunne jeg endelig slappe af. Jeg havde glemt min pung i bilen, samtidig med at jeg noget senere havde læst på vejskilte, at man skulle passe på tyverier i bilerne.

Så hele vejen havde jeg gået og frygtet for hvilket syn, der kunne møde os ved bilen.

12.03.2023, Flassan

Turen i går var noget anstrengende. Især mine ben begynder at protestere. Så vi holder en lav profil i dag.

Heldigvis er vejret så godt, at vi har kunnet opholde os på terrassen hele dagen. 23 grader i skyggen midt på dagen, så er det godt at man kan sidde under oliventræet.

13.03.2023, Flassan

Igen er det mandag.

I dag mødte vi Charlotte på markedet i Bedoin.

I køen i Ravels bageri var der pludselig en, der begyndte at tale dansk til os. Det var Charlotte. Vi blev noget overraskede over at høre dansk, og det gjorde hun vel også. Vi faldt i snak i butikken, så køen næsten blev glemt.

Udenfor  butikken blev der mere lejlighed til at snakke. Hun var interessant at møde her i Bedoin. Hun bor i Les Vendrans, ikke så langt fra Flassan. Hun er svensk men har boet i DK i 9 år. Hun talte flydende dansk, og mestrede derudover 6 andre sprog. Ja, værsgo’, lidt af et sproggeni. Til bagerkonen talte hun i hvert fald flydende fransk. Hun har boet her i flere år og arbejder som selvstændig med kursusvirksomhed i personlig udvikling. Hendes hovedbase for kurserne er Holland, hvor hun også opholder sig meget, ergo taler hun også hollandsk.

Alt imens hun stod og fortalte, hilste hun på forbipasserende og vinkede op ad gaden til bekendte. Nu kunne vi endelig høre lidt rigtig lokalhistorie om flere af de personer, som vi indtil nu har mødt i gadebilledet.

Nu på fredag tager hun til Schweiz for at stå på ski i 14 dage. Hendes bror, har et chalet oppe i bjergene.

Pyh-ha, hvor hun fortalte, men hun lod da også os komme til orde ind imellem.

Vi nåede ikke andet på markedet, for alle stadeholdere var ved at pakke sammen, da vi sagde farvel til Charlotte.

Det var historien om Charlotte, som kunne tage pusten fra enhver, når hun fortalte om sit virke.

14.03.2023, Flassan

Crillon le Brave var en flot by, beliggende på toppen af et bjerg, som mange andre byer her. Den bar præg af mere velstand end andre småbyer.

Den største oplevelse fik vi ved byens ”Boite à livre”, direkte oversat, bogkasse.

Her var der dog ikke tale om en bogkasse eller bogskab, næh, her var tale om en hel bygning med et rum på størrelse med en større stue. Intet opsyn, men velholdt og med bøgerne pænt opsat i reolerne. Dog var der så mange bøger, at noget af gulvet og et bord også var fyldt godt op. Reglerne sagde, at man højst måtte medtage 3 bøger. Der var dog så mange bøger på hylderne, at de sagtens kunne slække på den regel. Man er tydeligvis nervøs for, at bøgerne ender nede på markedspladserne, hvor der altid er en eller anden, der sælger bøger.

Jeg fik fat i en Larousse ”Les Vins” fra 1988. Et digert værk, som jeg glæder mig til at studere. Derudover gode gamle Alphonse Daudet, ”Lettres de mon Moulin”.

Kirsten fandt minsandten en dansk bog, ”Provence”, af Jacques Berg(han er halvt dansk og bor i Frankrig).

Her kunne jeg godt have opholdt mig resten af dagen, men vi tog i stedet for videre til byen Sarrians for at købe ind i en tysk discount, Lidl, ….. og det selvom der lå en ærkefransk Intermarché lige overfor. Ja, ganske rigtigt, det kan gå tilbage for enhver turist, selv i Frankrig.

Men i Lidl var selv grand cru vinene billige. En Beaumes-de-Venise til 6 euro, en Cairanne til  5 euro, og lidt længere nede i hierarkiet, en Plan-de-Dieu til 4,50 euro, jamen det er jo galimatias, altså 32,50 kr. for en Cotes-du-Rhone-Villages controllée. Derhjemme koster de sjældent under 100 kr.

Derudover tog vi en god Rivesaltes muscat til 6 euro.

Til slut smed vi også en Saumur cremant til 4,25 i kurven, altså knap 32 kr. for en fin cremant.

Jeg må absolut tilbage til Sarrians igen for at tømme Lidl’s vinlager, og så må jeg se at få organiseret en trailer til hjemturen.

15.03.2023, Flassan

Hjemmedag.

Det er begyndt at blæse med den irriterende mistralvind. Ja, det forlyder at den kan drive folk til vanvid. Det er dog først nu, vi rigtig har mærket noget til den denne gang, og vi føler os begge nogenlunde normale endnu.

16.03.2023, Flassan

Combe de Curnier blev dagens udflugt i det gode vejr. 18 grader eller mere. Vinden har lagt sig igen.

Startpunktet ligger knapt 8 kilometer fra Flassan med udgangspunkt fra bjergvejen, som går imellem Bedoin og Flassan.

Men hårdt var det, for når solen skinner, er det varmere end meteorologerne forudsiger, og vi gik ikke så langt op i comb’en, men fik alligevel et godt indtryk af natursceneriet her ved foden af bjerget.

En combe er på dansk at sammenligne med  en kløft, og Mont Ventoux er gennemskåret af sådanne kløfter ved foden af bjerget, i hvert fald her på sydvest-siden.

Fra Flassan udgår også en combe, nemlig Combe de Canaud, som vi har travet hele vejen igennem for nogle år siden, men da var vi også noget yngre.

I morgen meldes om 20 grader og fuld sol, selvfølgelig.

17.03.2023, Flassan

73 flag i lagkagen i dag ! De kan snart ikke være der mere ?

”Bistrot la Place” i Carpentras var sceneriet for dagens frokost. Menuen var to nemme af slagsen ”Salade Chèvre chaud” og ”Salade Caésar”, og dertil ½ pichet rosé, indtaget på cafeens udendørs område, Place de la Juiverie, således at vi måtte gå en tur igennem byen bagefter for at kunne overholde loven inden videre bilkørsel.

Aftensmaden hentede jeg i ”la Bergerie du Mont Ventoux” i Mormoiron, efter at jeg havde ringet til dem en time inden. En opringning som var det rene roderi. Jeg forstod ikke hvad der blev sagt i den anden ende af røret, men opfattede alligevel, at jeg først kunne komme kl. 19:15 for at afhente pizzaerne.

Tja, nok en dag i det efterhånden lange liv er dermed gået, men en dag som jeg alligevel nok husker, og en dag hvor solen skinnede flot på os, da vi sad på  "Place de la Juiverie" i Carpentras.

18.03.2023. Flassan

I eftermiddags kørte vi til Mormoiron for at gennemføre ”Gips-ruten” iflg. en medbragt beskrivelse, og minsandten om det ikke lykkedes. Vi gik kun forkert et par gange, og fandt alligevel hurtigt vejen tilbage på rette spor.

Midtvejs på ruten var et punkt markeret, nemlig ”Chapel st. Alban”. Kapeller støder man tit på i bjergene, men oftest er der tale om minder fra fordums tider, og de små bygninger får lov at forfalde. De ligger som regel noget ufremkommelige højt oppe i terrænet.

Vi har sommetider stødt på enkelte, som tydeligvis stadig frekventeres af de lokale, til trods for beliggenheden. Så ser man stearinlys, krucifikser, billeder, fotografier og al den slags inventar, som hører et fransk kapel til.

Men her i ”Chapel St. Alban”, var der kun tale om en ruin, som tydeligvis fik lov at forfalde i takt med at vejr og vind efterhånden fik bugt med den.

 Det blev til en rute på ca. 6 km, som endte ovenpå gips-bjerget, hvorfra der er den helt store udsigt til Mont Ventoux.

Her på toppen af bjerget står et flot blomster-dekoreret kors med teksten:   

”Sourit à la vie, et la vie te sourira”, altså ”smil til livet, og livet vil smile til dig”.

Disse ord omhandler dog nok ikke den sidst stund for den unge mand, som kun blev 20 år gammel. Han hed Mike og levede fra 1995 – 2015. Korset er rejst til minde om ham og hans alt for korte liv. Han er formodentlig omkommet ved et fald ud over bjergkanten, som man her ikke skal komme for tæt på.

Hjemme igen er festsalen og omgivelserne fyldt med ”indfødte” franskmænd, familier med børn, som fejrer en eller anden begivenhed. Der holder igen biler overalt. De forstår virkelig at udnytte den fælles festsal her i byen.

19.03.2023, Flassan

Byerne ”L’isle sur la Sorgue” og Lourmarin var dagens udflugtsmål .

En tur på næsten 150 kilometer bragte os til Luberon bjergene og retur.

Første stop var ”l’Isle sur la Sorgue”, hvor søndagens traditionelle brocante-marked fandt sted.

Den gamle bykerne er omgivet af Sorgue floden på alle sider og danner dermed en ø midt i byen.

Der var et virvar af mennesker i det gode vejr, og alle restauranter var overfyldte både udenfor og indenfor.

Vi gik ”øen” rundt, hvorefter vi besøgte kirken i midten. Iflg. beskrivelsen skulle den være meget flot indeni. Den bar dog præg af forfald. Det må også være dyrt at renovere så store kirker, og desuden hvem vil så hjælpe katolske præster nu om dage ?

Næste stop på ruten gjorde vi i Bonnieux, som lå fantastisk smuk oppe på bjerget med en formidabel udsigt mod nord. Her kunne vi godt bosætte os.

Vejen mellem Bonnieux og Lourmarin var drabelig. Man krydser igennem bjergkæden Luberon fra nord til syd, men vi er efterhånden immune overfor smalle bjergveje med farlige vejsving.

Lige inden Lourmarin var vi heldige at ramle ind i et sceneri med 3 dumdristige bjergbestigere på vej op ad en lodret klippe. Vi var stoppet op i et af de mange vejsving, primært for at slippe for nogle bagved kørende utålmodige franskmænd.

Samtidig med at vi stoppede op, fik jeg øje på en enorm stejl bjergvæg længere fremme, og syntes at kunne ane nogle utydelige skikkelser bevæge sig deroppe.

Jeg får kameraet indstillet på zoom, og kan se hele 3 mennesker højt oppe på bjergvæggen. Nedenfor står nogle og holder fast i rebene.

Sceneriet er så langt væk, at det er absolut nødvendigt med zoom-linsen.

Vi får de gode ”skud” i kassen og kører hurtigt videre, da tiden ellers skrider for os.

Vores hovedformål med at besøge Lourmarin, ca. 70 km. hjemmefra, var at finde afdøde forfatter Albert Camus’ hus samt hans gravsted.

På muren ud for ’Rue Albert Camus’ nr. 16 var der opsat et skilt med teksten  L’oustau dou gardi di Seigneur’, vel nok provencalsk sprog, men hvad betyder det ?

Ellers er der ingen efterladenskaber fra Camus’ tid her i byen, altså udover gadenavnet.

Dog er der hans gravsted på ”La cimetiére”. Kun et ganske uanseligt gravsted, som falder ud i ét med alle andre små gravsteder.

Albert Camus, som fik nobelprisen i litteratur, blev dræbt i en bilulykke i 1960, kun 47 år gammel.

Vi valgte en anden vej hjem, hvilket viste sig at være en dårlig beslutning, for den bestod af en forfærdelig masse bjergveje igen. Og selvom vi kom forbi både Gordes og ”Abbaye Notre-Dame de  Senanque”, var det alt for meget på én gang.

Det blev mørkt inden vi nåede hjem.

20.03.2023, Flassan

Markedsdag i Bedoin.

Derefter til Utile igen for at tanke op. Det meldes fortsat om uroligheder og blokering af benzindepoter alle steder i landet.

Måtte holde i kø en halv time. Der var 4 rækker biler til standerne, og hele 3 personer måtte dirigere de utålmodige bilister. 

Dejligt vejr i 20 grader på græsplænen

21.03.2023, Flassan

Gåtur via Patey og retur via kirsebærlunden, hvor vi mødte 10 jagthunde, som heldigvis var hegnet ind.

Talte med en ældre vinbonde, som skulle til at klippe planterne.

Stødte også på et par andre vandrere, som gerne ville snakke. 

En gruppe på 3 spurgte, om vi var på vej til "Chapel st. Jean", som ligger 6,5 km ad en rute op ad bjerget. De var lige kommet deroppe fra.

Den rute prøvede vi for nogle år siden, og er næsten ikke kommet over det endnu.

Vi grillede lammekoteletter på terrassen. Købt oppe hos Jouvaud. Men koteletterne indeholdt mere fedt end godt var, og det resulterede på et tidspunkt i et kæmpe bål på grillen. Godt at Sapeurs-pompiers ikke fik færten af bålet, for så havde de nok allokeret adskillige fly med vand til slukning.

22.03.2023, Flassan

Kun 72 lys i lagkagen i dag, ingen problem !

Vel nok den allerbedste dag, vejrmæssigt. Tallet 22 stod også på termometeret på terrassen, og vi måtte gå i skyggen det meste af tiden.

Vi tilbragte en del af eftermiddagen ved ”Plan d’eau des Salettes” i Mormoiron.

Sad på en bænk, som nu ældre mennesker normalt gør, og fulgte livet i det rekreative område. Mest mødre med børn, og ligeledes bedsteforældre med børnebørn.

Gik derefter en tur helt rundt om søen, inden vi vendte hjem igen. K har talt en del i telefon.

Grill nok engang, og uden ildebrand.

23.03.2023, Flassan

Torsdag. Tur til Bedoin sidst på eftermiddagen. Første stop hos kiosken, men p.g.a. strejke udkom ”La Provence” ikke i dag. Derefter til Ravel, som havde lukket, dog ikke p.g.a. strejke og dermed må vi ty til kedeligt brød fra Shoppi.  Det er egentlig ikke det rigtige navn på supermarkedet, men da vi startede her i Bedoin i 2006 hed det sådan. Siden er det blevet overtaget af giganten Carrefour og hedder nu Carrefour Contact, men i vores verden hedder butikken stadig Shoppi.

På vej ud fra Shoppi skete en sjov hændelse. En ældre dame foran mig bærer sine varer i hænderne, og pludselig taber hun noget. Galant som jeg er, iler jeg straks til og samler en plasticflaske med opvaskemiddel op. Hun kigger venligt på mig og siger  ” très gentil”, hvortil jeg svarer ”de rien”. Jeg er noget usikker, men synes at kunne genkende stemmen.. Hun går nu hen til sin egen bil, og sandelig om ikke det er bilen fra Rue de la Boissière, altså vores nabokone i egen høje person, selveste Madame Berthon.

Utrolig så lille verden er, også hernede. Men hun kender mig jo ikke, idet hun aldrig kommer uden for en dør derhjemme, og så alligevel, for her er hun jo på indkøb i Bedoin.

Nu har jeg både fejet hendes visne blade op i Impasse Guibert og hjulpet hende med at samle tabte varer op, og så kender hun mig ikke engang. Og jeg kender hende ligeså lidt, men dog på stemmen.

Da hun starter bilen, kan man udlede at hun måske er lidt døv, for hun gasser alt for meget op, som man tit hører ældre gøre. Det er formodentlig også derfor hun aldrig kom ud for at hilse, da jeg fejede ude på Impasse Guibert, hun kunne ikke høre mig med fejekosten.

Øv, men måske vi får hende i snak på et andet tidspunkt. Det havde ellers været sjovt at lære hende nærmere at kende og måske blive inviteret ind for at se hendes prægtige haveanlæg.

Vi gik bagefter en traditionel tur op til kirken, St. Pièrre, som nu er blevet færdigrestaureret efter et par års arbejde. Virkelig flot er den blevet.

24.03.2023, Flassan

8 dage tilbage. I dag marked i Carpentras, og vi kom afsted i bedre tid end sidste fredag.

K fandt adskillige kjoler og nederdele, som hun mente at ville sælge derhjemme.

Og selvfølgelig købte hun en bluse hos marokkaneren, hvor hun efterhånden er stamkunde.

Jeg fandt desværre ingen skjorter til 2 euro som sidste fredag.

25.03.2023, Flassan

Udsætter stadig turen til Nesque, og har i stedet for valgt en tur til Buis-les-Baronnies, som ligger ved Ouvêze floden.

På vej ned ad Impasse Guibert hilste vi på vores naboer til den modsatte side af Madame Berthon. De var i færd med at fjerne haveaffald og havde kørt en trailer op ad den stejle passage. Et vældig flinkt par, vel i 50-erne.

Men det er et sjældent syn at se dem. De fleste beboere holder sig indendøre her i byen.

Han fortalte os om vejen til Buis så udførligt, at det var svært at følge med.

I Buis-les-Baronnies var der et liv af unger, som legede ved floden og en enkelt lystfisker, som forgæves måtte se efter fangst i den tynde flod.

 Vi gik op ad ”Chemin Buis la Roche”, for at besøge en olivenbonde, Alexandre Brusset. Købte 2 ltr. olie. og 2 glas honning, og fik en længere snak med ham om produkterne. Hans oliven var høstet i december og færdigproduceret til olie i januar.

Bistaderne var placeret på marken foran gården, som hed  ”La Font de Ladon”.

26.03.2023, Flassan

Noget køligt vejr har indfundet sig. 14 grader i dag.

Sidst på eftermiddagen en tur over til fårene for at fotografere. En hund fulgte os på vejen, og da vi kom til fåreindhegningen dukkede pludselig en anden hund op, nemlig den som vogter på fårene. En kæmpestor hund, som man uvilkårligt bliver noget bange for. Denne havde næsten en løvemanke, så man blev helt i tvivl. Heldigvis var den inde i indhegningen hos fårene. Vi har læst at man bare skal stå stille, hvis man møder en sådan hund ude i ødemarken. Den gik helt hen til hegnet og snuste her og der, og så gik den ganske tilforladeligt tilbage og lagde sig foran den store fåreflok. Ergo havde den accepteret os som værende ikke-fjendtlige, og altså ikke ulve, som den er opdrættet til at holde på afstand.

Den anden hund, som havde fulgt os, gik med os tilbage til landevejen, hvor den så senere strøg ind på en ejendom, hvor den åbenbart hørte hjemme.

I Flassan skal man være glad for hunde, ellers er det ikke et sted at opholde sig.

Koteletter fra Ventoux på grillen til aften.

27.03.2023, Flassan

Marked i Bedoin.

Hjemme igen har vi siddet oppe ved skuret og solet os.

Blæsten har været streng, selvom solen ydede den god modstand, og i morgen er der håb om at vinden lægger sig igen.

I morgen planlægger vi årets absolut mest eksotiske tur, nemlig Gorges de la Nesque, hvor vi så er vi klar til at dykke ned i mørket på bunden af kløften, og forhåbentlig få Chapel St. Michel at se. Hvordan vi så kommer op til overfladen igen må vise sig.

28.03.2023, Flassan

Det gode vejr er kommet tilbage og er meget passende til en udflugt op til Monieux som ligger noget højere i landskabet, og hvor der dermed er noget køligere.

Monieux er udgangspunktet for udflugten langs Nesque-floden.

Stien går desværre ikke langs floden, men derimod højt oppe i bjergene for så til sidst at ende nede ved kapellet og floden på bunden af kløften.

Vi forsøgte at nå dertil for nogle år siden, men måtte opgive, da vi ikke kunne finde rundt på stierne tilsidst.

Denne gang kunne vi godt finde stierne, men vi måtte igen opgive at nå til målet, da udfordringerne i terrænet var alt for store.

Sagen er, nedstigningen til flodlejet foregår ad snørklede naturtrin i klipperne og har en højdeforskel på ca, 200 meter. Altså en bjergsti, som ikke er for sarte sjæle og ældre mennesker. Vi hører desværre til den sidste slags. Jeg forsøgte at gå en del af den, men gav op og vendte tilbage til K, som var blevet tilbage oppe ved starten af nedgangen.

Godt at vi vendte om, for mine ben protesterede vildt på tilbageturen ad den stenfulde sti.

Og ikke nok med at terrænet voldte vanskeligheder, så blev vi også noget overraskede, da vi var nået et par kilometer ind ad stien i det tætte skovområde. Pludselig hørte vi et skrig og en masse støj i buskadset ganske tæt på os. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at der var tale om vildsvin. Vi blev stående noget nervøse, for vi kender jo ikke til adfærden hos disse dyr.

Nogle grynt og et hyl, hvorefter et større dyr udstødte nogle mere truende lyde.

Der var adskillige dyr, men vi så kun skygger af dem, og det lød som om, de var skræmte, da de hørte os.

Vi vidste faktisk ikke om vi skulle tage retræten ad stien, eller om vi skulle prøve at liste forbi.

Vi valgte det sidste, og vi hørte heller ikke mere til dyrene, da vi var kommet længere hen ad stien.

Jeg havde, som sædvanligt, en dolk med i bagagen, men har aldrig regnet med at få brug for den. Siden jeg fornylig har læst i en fransk avis, at et menneske var blevet angrebet af et vildsvin, har vi haft vores forbehold for disse dyr på vores gåture i terrænet.

Her var vi så tæt på vildsvin som aldrig før.           

29.03.2023, Flassan

Ny rekord, 25 grader i skyggen på terrassen. Et varmt mikroklima. Slap-af-dag ovenpå Nesque-turen. Nedtælling til hjemtur, vaskedag,  

30.03.2023, Flassan

Intermarché, græsplænen i sommervarmen, 22 grader, pakning, cooperativet i Bedoin, Ravel, La Fabrique, Le Relais for sidste gang,

Imorgen er det for alvor pakke-sammen-dag, og på lørdag drager vi herfra.

Vi forventer ankomst til Løgten på tirsdag den 4. april.

Dermed har vi efterhånden tilbragt 5 uger i dette dejlige stykke land af Frankrig i et forrygende dejligt forårsvejr.

Tak for denne gang til de flittige læsere !