Foråret 2019

Uddrag af dagbog og fotos fra vores forårstur til Sydfrankrig 

foråret 2019

Friedberg - Lons-le-Saunier - Flassan - Villefranche sur Mèr - Macon - Piesport - Kiel

Dagbog fra udrejsen og Flassan

04.02.2019, Klitmøller

Forårets tur er planlagt og bringer os til gammelkendte steder, beliggende i……gæt hvor......?

Godt gættet, Sydfrankrig !

Konservative som vi efterhånden er blevet på vores gamle dage, vælger vi det sikre, og har derfor udsøgt os et par velkendte adresser.

Nærmere betegnet drejer det sig om et ophold på 3 uger i den lille by Flassan, som ligger for foden af Ventoux bjerget i Vaucluse. Her skal vi bo i en byejendom, som er danskejet. Vi har været der to gange før, men ikke i marts måned, hvor vi forventer at se de mange kirsebærtræer i blomst.

Derefter har vi entreret med en fransk udlejer, som bor i Villefranche sur Mèr.

Han bor i en lejlighed i byen men ejer også et ganske lille bitte hus i byen. Ham har vi korresponderet og talt i telefon med adskillige gange, førend han, for 14 dage siden, indvilligede i, at vi kunne leje hans ganske lille bitte hus på Av. Georges Clemenceau i Villefranche i april måned. At der er tale om et ganske lille bitte hus får vi se senere, men vi har ofte gået forbi huset, og har altid ønsket at kunne leje det.

Turneen er planlagt til opstart torsdag den 7. marts kl. 7 om morgenen, og efter lidt over 7 timers kørsel forventer vi at ankomme til vores første stop, nemlig byen Friedberg, som ligger i nærheden af Frankfurt.

12.02.2019, Løgten

Vi er så småt startet på træningen til de forhåbentlig mange bjergvandringer, som venter os i det sydlige. Og hvorfor så ikke drage nytte af den nære beliggenhed af vores egne bjerge, nemlig dem ovre på Mols. Godt nok ikke med de samme stigninger som i syd, men alligevel smager det lidt af bjerge.

Vi lagde ud i går med en 8 kilometers tur startende fra Agri Baunehøj, som tårner sig op i landskabet med hele 137 meter over havets overflade. Ja, faktisk kun 10 meter lavere end Himmelbjerget, så der er faktisk ingen grund til at tage til Himmelbjerget, hvis man vil højt op i landskabet.

Her oppefra kunne vi stå og nyde udsigten over hele nationalparken, Helgenæs, Ebeltoft, Hjelm, Kaløvig, Aarhus, Samsø og så videre, altså hele geografien omkring vores hjemegn. Og det er let at pege de enkelte destinationer ud. Der er nemlig placeret en stor markør på en vandret skive midt på baunehøjens stensætning. Denne markør kan drejes rundt og via de anviste navne på skiven, man pege på den præcise beliggenhed af et punkt. Der skal helst være god sigtbarhed, hvis man skal have det hele med.

Fra toppen af baunehøjen gik turen videre ned i de indhegnede marker, hvor adskillige af de vilde heste opholdt sig. Vild og vild er nok så meget sagt, der var i hvert fald ikke megen vildskab over de krikker, vi mødte.

Selvom Mols Bjerge ikke virker så voldsomt store i omkreds, er det alligevel godt at have et af de lokale kort ved hånden, og vi fik faktisk brug for det, da vi begav os videre på fodvejen til Toggerbo. Vi mødte nemlig en ung pige, som spurgte os om vej. Hun var i fuldt vandringsudstyr, lige fra en gedigen rygsæk til et par solide vandrestøvler, og selvfølgelig de rigtige bukser, anorak osv.

Hun manglede desværre bare et godt kort, og selvom hun fremviste et flot generalstabskort med en detaljeret målestok, kunne stierne ikke aflæses derpå. Hun havde endvidere et af de nye kort over Mols Bjerge, et af den slags som ligger i de dertil indrettede standere, men dette var ikke så detaljeret som det ældre kort, vi anvendte.

Hun var startet ovre fra Femmøller op ad den stejle bakke lige overfor efterskolen. Der ligger ”Den Italienske sti”, og derfra var hun så gået videre ad ”Mols Bjerge stien”, men for ikke at skulle returnere ad den samme rute, som hun var kommet, spurgte hun nu os om vej.

Efter at have udpeget hende vejen til Femmøller, forærede vi hende vores kort. Vi har et ekstra eksemplar derhjemme, og vi fik så til gengæld en fortælling om hendes vandreture i Norge og Sverige, hvor hun var meget bekendt med ruterne. Bl.a. fortalte hun om en tur ved Jotunheimen, hvor hun også var faret vild, men heldigvis sammen med en lokalkendt, så det endte uden alvorligheder.

Solen var nu efterhånden forsvundet bag bakkerne(bjergene), og det var blevet køligere, så vi sagde farvel til vores vandrings-pige, hvorefter vi hurtigt fik varmen igen i et raskt tempo.

Jo, det var den første træningstur, men efter planen ikke den sidste. Der er faktisk mange muligheder for forskellige ruter i nationalparken Mols Bjerge, som varmt kan anbefales.

Og så er der kun 22 kilometer fra Løgten til parkeringspladsen ved Agri Baunehøj.

26.02.2019, Løgten

Tanker omkring en kommende Frankrigs-udflugt

Jeg har lige læst en artikel i Weekendavisen fra den 22. februar. Den har overskriften ”De gule veste knuser landet”, og afspejler et interview med en kendt fransk filosof, Pascal Bruckner. Han mener at Frankrig står på kanten af afgrunden, og at den folkelige opstand fra ”de gule veste” er ved at ødelægge landet. Samtidig bryder antisemitismen frem i lys lue, og der er meget stor utilfredshed med præsident Macron.

Bruckner mener, at Macron går for lidt til makronerne(tjah.. hvordan skal man ellers sige det med det navn), og at han burde sætte hårdt mod hårdt og nedbryde modstanden med fysisk magt. Men mon ikke det ville føre til en fornyet revolution i landet ?

Vældig interessant læsning, men også stof til eftertanke her hvor vi står og skal af sted til ”det syge samfund”, som Bruckner benævner det.

Normalt forløber protesterne kun i weekenderne(sidste weekend var den 15. gang siden starten i oktober)

Så vi skal måske være heldige, hvis vi slipper let igennem motorvejsnettet lørdag den 8. marts, hvor vi skal køre fra et sted nord for Lyon og til vores bestemmelsessted i Flassan.  ”De gule veste” besætter ofte ”Péages”(betalingssteder) på motorvejene.

Ikke fordi jeg sympatiserer med ”de gule veste”, for efterhånden er der kun tale om et rabiat voldeligt mindretal i forhold til starten af opstanden, men skulle vi falde i et ”baghold”, så kan vi da selv fremvise et par gule veste i vores bil, da det er et lovkrav at medbringe gule veste på de franske veje.

På den anden side, hvis vi får brug for dem denne gang, kan vi måske blive antaget for at tilhøre dette rabiate mindretal, og dermed få myndighederne på nakken.

Nå, det går nok ikke så galt, og selvom Bruckner udtaler, at hvis han var yngre, ville han pakke sine ting og rejse ud af landet, så agter vi stadig at rejse ind i landet, opstand eller ej.

07.03.2019, Hotel Hanauer Hof, Friedberg, Hessen

Vi noterede kun 50 minutters forsinkelse fra Løgten i forhold til vores planlagte afgang, og var dermed afsted klokken 07:50.

Turen igennem Jylland forløb uden nogen modstand fra de mange danskere, som vi mødte undervejs, og som formodentlig var på vej på arbejde. Jeg tænkte som sædvanligt,   godt at nogen holder hjulene i gang og at vi andre kan få lov til at tilbringe vores alderdom uden de store forpligtelser…. ja, jeg har da selv i mange år ligget og drønet rundt på de danske veje for at komme til og fra arbejde. Så mange år, at det meste af mit voksne liv formodentlig er gået med det !!!...... og dog, hvis jeg nu går hen og bliver over 104 år gammel, så har jeg, alt andet lige, vundet i lotteriet og har dermed tilbragt flere år på pension end i arbejde.

I Tyskland var en stor del af de senere års mange vejarbejder efterhånden færdige.

Hamburg var dog stadig fyldt med ”Baustellen”. Der har igennem mange år været arbejdet på en enorm udvidelse af vejnettet på nordsiden af Elben, men vi nåede da ned i Elb-tunnelen inden middag. Oppe i dagslyset igen lå nu yderligere ca. 470 kilometer af den tyske Autobahn, A7 og A5, klar til at blive erobret.

Hannover, Kassel og så endelig stop 30 kilometer nord for Frankfurt i byen Friedberg, hvor vi havde bestilt overnatning på Hotel Hanauer Hof.

Forskellen på en ”Reservierung Bestätigung” og en ”Buchung Bestätigung” er åbenbart stor, for da vi kom til hotellet, var vi slet ikke noteret i bogen over bookninger, til trods for at vi for næsten 1 måned siden havde reserveret et værelse og havde fået bekræftelse pr email. Receptionisten anede ikke sine levendes råd, og til sidst ringede han til ”Chefen”, med hvem han førte en længere samtale. Derefter spurgte han os, om vi havde fået en ”Buchung Bestätigung”. Jeg fremviste ham email’en tilbage fra den 12. februar, hvori der stod en bekræftelse på, at vi havde bestilt et værelse, og at alt var i den skønneste orden.

Men….  vi havde altså aldrig fået en ”Buchung Bestätigung”, og det var så problemet.

Men, altså, det var jo ikke os, der havde klokket i det, så han måtte noget brødebetynget bede os vente en halv times tid, så ville han sørge for, at der blev gjort et værelse klar til os.  En lidt underlig modtagelse. Der var vist tale om et sammenbrud i den tyske perfektionisme, og den kendte parole ”Ordnung muss sein” var midlertidigt ude af drift.

Receptionisten agerede også tjener om aftenen, og vi fik da en længere snak med ham. Han kom fra Opatija i Kroatien, og besøgte familien der hver sommer. Vi fortalte ham om vores ferieture tilbage i 80’erne, hvor vi besøgte Kroatien flere gange indtil krigene ødelagde flere feriebesøg i det land.

Efter den lange snak blev der serveret Wienerschnitzel.

Dagsetape: 823 km.

08.03.2019, Hotel Terminus, Lons-le-Saunier

Afgang fra Friedberg kl. 9:30.

Vores næste stop lå kun 30 km. fra Friedberg, nemlig i en nordlig forstad til Frankfurt. Vi havde på forhånd aftalt med en af vores bekendte, at vi ville komme omkring på et kort besøg.

Vi fandt hurtigt Paquetstrasse, hvor Anne Adams bor. Hun tog glædesstrålende imod os, og viste os rundt i den store lejlighed, som hun overtog for 16 år siden. Ejendommene var oprindelig bygget til de amerikanske soldater efter krigen, og Anne, som også tidligere havde været gift med en amerikaner, havde også arbejdet på de amerikanske baser i Frankfurt.

Vores tid var dog knap, så vi måtte efter halvanden time sige farvel til Anne

Trafikken syd for Frankfurt var som sædvanlig nem på den 4-sporede Autobahn, og på det helt lange stræk, syd for Karlsruhe, hvor trafikken også var tyndet ud, fik jeg afprøvet accelerationen fra 130 – 180 km/t i sports-mode, på K’s opfordring. Den var nu ikke så overraskende som forventet, men det skyldtes vel vores overlæs af bagage.

Det blev kun til en ganske kort test. Jeg ynder ikke at køre hurtigere end de 130 km/t, heller ikke i Tyskland.

Inden vi nåede den franske grænse ved Mulhouse, begyndte K at sondere terrænet med hensyn til næste overnatning. Denne havde vi nemlig ikke bestilt hjemmefra. Hun fandt hurtigt et egnet emne i byen Lons-le-Saunier, som ligger i Jura-bjergene, tæt på vores rute mod syd.

Og minsandten om hun ikke overraskede alle ved selv at ringe til hotellet og bestille et værelse på fejlfrit fransk. Jo, det kan nok være, at jeg er ved at få konkurrence som fransktalende dansker. Nu har hun efterhånden også gået og hørt på franske gloser i mange år, og det har da sat sit præg på hendes sprog.

I Lons-le-Saunier var det selvfølgelig umuligt at finde en parkeringsplads ved Hotel Terminus. Jeg måtte parkere halvvejs oppe på et fortov, og medens jeg derefter gik ind for at checke ind på hotellet, blev K siddende i bilen.

Receptionisten, en meget ung mand, var så hurtigttalende at mine ører blev blæst af, og da jeg endelig fik samlet dem op igen, bad jeg ham tale lidt langsommere, så selv en dansker kunne forstå det. Han smilte sjovt og satte kadencen ned til det halve, og nu kunne jeg følge med.

Jeg fik først udleveret et digitalkort til værelse nr. 205. Dette kunne låse døren op bare ved at vende kortet mod låsen, altså samme procedure, som når man betaler med Dankort nede i Netto. Derefter fulgte en token, som kunne låse den store tunge port op til parkeringspladsen omme i baggården, også bare ved at pege på porten.

At parkere bilen i hotellets baggård var dog ikke uden problemer.

Der var kun én plads tilbage imellem 2 mindre biler, og det var vel at mærke med en parallel-parkering op ad en betonmur. ”Take it or leave it”, sagde jeg til mig selv. I Frankrig tager man normalt altid den første den bedste ledige parkering, idet der som regel ikke er nogen alternativer.

10 gange i fremadgående gear og ligeså mange gange i bakgear, og bilen stod så halvt inde på pladsen. Den ragede altså et godt stykke ud i forhold til de andre biler langs muren, men da der kun var ca. 20 cm. både foran og bagved til at navigere på, opgav jeg yderligere. Hvordan vi så får den bakset ud i morgen, må blive den tid den sorg. Vi må håbe at en af de andre biler er væk.

Parkeringen kunne jeg selvfølgelig ikke foretage uden hjælp fra K, og hun gik beredvilligt til sagen med ildhu. Hun agerede som en anden berømt dirigent på podiet, hun manglede bare taktstokken. Hun løb fra for til agter og hævede og sænkede armene, som om der var tale om en større Beethoven-symfoni. Hun blev godt nok lidt rødmosset i hovedet, og jeg, som spillede 1. violin bag rattet, kunne dårligt holde takten i de svære passager.

Pyh-ha for en start på et hotel-ophold.

Dagens etape: 602 kilometer.

09.03.2019, Flassan

Vi ankom klokken 16:30 til Flassan, og dagens erindringer vil jeg gengive således:

Vores bil stod heldigvis helt alene nede i baggården, da vi havde clearet ud fra Hotel Terminus, og vi havde dermed ikke behov for at  repetere gårsdagens symfoni. Klokken 09:30 forlod vi byen. 

Igennem Rhone-dalen, syd for Lyon, i godt vejr med de blomstrende frugttræer i plantagerne på begge sider af motorvejen. Lyserøde og hvide blomster i deres spæde begyndelse. En flot og markant bjergkam ovre mod vest, i retning mod Clermont Ferrand og Limoges i Auvergne regionen.

Mod øst tårner de høje Alpe-tinder sig truende op i horisonten.

Hvis man så samtidig med dette flotte natur-sceneri har bilradioen indstillet på den populære kanal ”Nostalgi”, så er der dømt afslapning, især hvis inderbanen med 110-120 km/t vælges.

Det er sød musik for sjælen når Francis Cabrel, Daniel Balavoine eller Charles Aznavour sender deres flotte franske stemmer ud i æteren, hvilket de nævnte kunstnere ofte gør.

Vejret arter sig godt, og  termometeret stiger fra 12 grader i Lons-le-Saunier til 18 grader, da vi når Orange, som ligger ca. 300 kilometer længere sydpå.

Ved Orange drejer vi direkte østpå med det mægtige bjerg, Ventoux, ude i horisonten. Denne vejviser kan ikke overses, og dermed har vi kun små 40 kilometer tilbage inden vores bestemmelsessted i Flassan, som ligger for foden af bjerget på den sydvestlige side.

Vi gør et enkelt stop 6 kilometer inden Flassan, nemlig i Bedoin, for at foretage et par nødvendige indkøb. Flassan er nemlig et udsted med hensyn til indkøbsmuligheder.

Jeg går op til bager Ravel efter brød, og K går ind i Carrefour Contact, som er et mindre supermarked.

Inde hos Ravel hilser jeg på såvel Madame Ravel som hendes søster, altså de sædvanlige 2 altid smilende ekspedienter. Da jeg skal betale 5,20 euro for 2 stk brød, rækker jeg søsteren en 5-euro-seddel, og derefter leder jeg i min pung efter en 20 cents-mønt. Jeg finder den og rækker den over til hende....... Der går et lille øjeblik, og så siger hun, efter et nærmere studium af mønten: ”C’est pas francais !”….. Nåh…., så opdager jeg, at der er tale om en dansk 10-krone, som jeg endnu ikke har nået at få lagt til side fra min pung. Hun studerer nu mønten nærmere og kan se, at der står Danmark, hvilket hun udtaler meget korrekt. Efter at have fået 10-eren retur og givet hende en rigtig 20-cent, kan jeg så brillere med denne franske sætning: ”Hier le Danemark, aujourd’hui la France !”(I går Danmark, i dag Frankrig). Og så griner hun med den sædvanlige smittende latter, som man altid hører i den bagerbutik.

Dagens etape: 393 km.

10.03.2019, Flassan

i går så vi ikke en eneste af de gule veste, hverken af dem fra den nye revolution eller af de måske mere alvorlige, nemlig dem som bæres når der er problemer på motorvejen, og man er nødt til at stige ud af bilen.

Dagen idag har været afslappende med en enkelt gåtur igennem kirsebærplantagerne syd for byen. Hjemtur op over bakken, hvor ”vores slot i Provence” stadig ligger. Det så dog ud til, at en subsistensløs stadig beboede ”slottet”, for den store madras lå stadig inde i det mørke rum, og udenfor stod en hundeskål med vand.

Kirstebærtræerne var dog ikke i blomst, men jeg gætter på, at de næste 14 dage ændrer på det. Derimod var der fuld blomst i mandeltræerne.

Aftensmad: Boeuf haché, alias dansk hakkebøf.

Morgendagens vigtigste opgave: at finde brænde til brændeovnen. Den provencalske ejendom er kold indvendig, og på denne årstid er det ingen fornøjelse. Nætterne har kun encifrede grader, hvilket måske ikke er så underligt her, hvor vi bor over 400 meter over havets overflade.

11.03.2019, Flassan

Mandag, og dermed traditionel markedsdag i nabobyen Bedoin. Derfor stod vi for en gangs skyld tidligt op for at kunne nå det hele. Og vi nåede også det meste, bortset fra at vi ikke fandt ”træmanden”. Hans lastbil med brænde stod ikke der, hvor den plejede, og vi fortsatte derfor, efter markedet, til byen Villes-sur-Auzon. Her havde vi nemlig fået opgivet et telefonnr. på en ”marchand de bois”(brænde-handler), og vi ville gerne besøge ham, for at købe noget brænde til den sultne brændeovn i huset.

Vi havde dog ikke adressen på ham, så vi parkerede midt i Villes-sur-Auzon, for derefter at gå lidt rundt. Vi fandt ikke nogen ”træmand” på vores spadseretur, men spurgte i stedet for en lokal ung mand, som stod udenfor en ejendom og så ud som om han kedede sig. Umiddelbart rystede han på hovedet, og efter at have forespurgt indenfor i huset, var svaret stadig negativt. Så fik han øje på en anden ”indfødt” ovre på det modsatte fortov, og kaldte på ham. Han kom straks over og kunne med det samme udpege et sted ca. 1 kilometer udenfor byen, hvor der boede en brændselshandler.

Vi talte lidt mere med denne flinke mand, og da han nok tydeligt kunne fornemme, at vi var turister, spurgte han om, hvor vi boede, og hvor længe vi blev.

Derefter fortalte han, at han også lejede et hus ud, men at det altid stod tomt i marts og april(og formodentlig også andre tidspunkter udenfor turist-sæsonen). ”Kom med mig, og jeg vil vise jer huset….. det ligger 200 meter herfra”. OK, vi fulgte med ham, alt imens han fortalte om det flotte hus, som han havde bygget for 3 år siden. Ind imellem fik han også lige sagt, at han faktisk havde meget travlt, for han skulle til at på arbejde i Avignon. Men alligevel gav han sig god tid til at vise os huset frem og roste det til op over skyerne. Det var også dejligt, og endda med egen overdækket swimmingpool, og masser af plads. Vi fik hans kort med telefonnummer, og han ønskede os god ferie. Og dermed har vi nok et emne for husly på disse breddegrader, men altså, Villes-sur-Auzon er om end endnu længere ude på bøh-landet end Flassan.

Derefter kørte vi ud til det anviste sted med brændet. Ganske let at finde efter beskrivelsen, og oppe ved huset med adskillige hunde på gårdspladsen kom en flink dame ud. Jeg spurgte om det var her, man solgte brænde. ”Næh.. det er det ikke, men nu skal jeg finde et telefonnummer på ham”. Et kort øjeblik efter overrakte hun mig et stykke papir med telefonnummeret på brændemanden, samme nummer som vi havde fået tidligere ovre i Flassan.

Vi opgav nu at besøge denne brandmand(øhh.), og valgte at ringe til ham.  Der var forbindelse næsten med det samme. "Dubois", lød det… "Lemoine", svarede jeg(det betyder Munk på fransk).....  ”Un stère livré a la maison”, og ordren var modtaget. Alt i orden. Hr. Dubois ville komme og levere 1 rummeter brænde ved døren i dag.

Men som eftermiddagen forsvandt, var han stadig ikke kommet, og en opringning til ham klokken 18 forblev ubesvaret.

Vi valgte til sidst at tage turen til L’Eclerc i Carpentras, som vi gjorde for 4 år siden i samme ærinde, nemlig for at købe sække med brænde og optændingspinde.

Afsted var vi på den 18 kilometer lange tur mod Carpentras.

Halvvejs på ruten, i Mormoiron, ringede telefonen, og selvfølgelig var det hr. Dubois, som højttalende forkyndte, at han var undervejs og ville være i Flassan om 10 minutter, og hvor han så skulle parkere ?.... nåh… selvfølgelig noget bøvl, men vi valgte fluks at returnere og fortalte ham, at vi ville være i Flassan om 20 minutter.

Hjemme igen holdt han troligt og ventede udenfor ”La Salle des Fêtes”, som vi havde aftalt, og vi viste ham op til  ”Impasse Guibert”. Hans lille lastbil kunne ikke komme igennem åbningen til Impasse Guibert, så han valgte at læsse træet af lige i portåbningen, og derefter kunne vi selv bære det videre de sidste  25 meter op til vores trappe.

De næste 2 timer gik med dette arbejde, og en rummeter trækævler i bøg og eg på ca. 50 cm. længde er noget af en sag at bære op ad en 30 graders stigende passage og derefter op ad 6 stejle trappetrin. Ergo blev det sent, inden vi var færdige, men nu, hvor klokken er 20:55, er der en lystig ild i brændeovnen, og træet er tørt, men vi er våde af sved.

12.03.2019, Flassan

Solskin til morgen og varme i stuen efter at have fyret i pejsen natten over. Vi er i underskud af varme og har en del, vi skal have indhentet.

Inden middag viste termometeret udenfor på terrassen dog 18 grader i skyggen, og det skyldtes altså ikke, at vi havde fyret for meget i brændeovnen, men at solen virkelig var tilstede.

Vi gentog samme gåtur som i forgårs, altså 6 kilometer, men forskellen denne gang var, at solen skinnede og at jeg dermed kunne få nogle bedre foto-optagelser.

Vi stødte på et tidspunkt ind i fåreflokken, som vi også så for et par dage siden. Nu var et par hyrder i færd med at flytte flokken til et andet sted. Den ene fårehyrde stod og lænede sig op ad sin lange hyrdestok, men han værdigede os ikke et blik, da vi gik forbi. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at sige goddag og samtidig spørge om, hvor mange får, der var i flokken. ”Mille” svarede han kort, og dermed kom der ikke mere ud af hans mund, selvom jeg forsøgte, om der ikke var mere liv i ham. Virkelig den mindst talende franskmand, jeg endnu har mødt. Han så nu også lidt fåret ud…. eller også var han lam.

Fåreflokken blev gennet hen ad landevejen, og pludselig var vi omgivet af de tusinde dyr, men de tog ikke notits af os. Nogle geder i flokken havde nogle prægtige horn, og alle dyrene havde travlt med at føje de 5 hunde, som ustandseligt løb rundt om flokken for at holde den samlet. Et par biler måtte tålmodigt vente på de mange dyrs passage.

Vi gik i modsat retning, og kunne nemt følge sporene fra den store flok, som havde gået her.

Jeg kom til at tænke på, at der ikke er længe til påske, og her i Frankrig bliver denne højtid selvfølgelig også fejret. Så disse får, lam og geder, som vi her oplevede, var måske i færd med deres sidste vandring.

Jeg optog en enkel videosekvens af optrinet, ”Fårene fra Flassan”.

13.03.2019, Flassan

Gåtur op igennem slugten nord for byen og derefter vestpå til småbyerne, som ligger på en perlerække for foden af bjerget. Les Fatigons, Saint-Estève, Les-Bruns, Les Constants og til sidst La Colombe, som var yderste punkt på turen. Herfra retur til Flassan.

Ved Les Fatigons var vi kommet forkert ad stierne, og måtte gå udenom byen efter at have spurgt om vej hos en arbejder i vinmarken.

På hjemturen gik vi syd om Les-Bruns og Saint-Estéve igennem vinmarker og kirsebærplantager. 11 km i alt.

Disse småbyer er virkelig små steder, et par af dem består blot af ganske få huse, og man ser sjældent liv i disse småbyer udover løsgående hunde eller hunde, som står indhegnede.

Vinden var noget kølig, og der var meget af den. Men solen gjorde underværker, og den fulgte os hele tiden

14.03.2019, Flassan

Ingen gåtur i dag. Benene nægter. Vi nøjedes med at køre 1 kilometer ad landevejen, D217, op på bjerget, hvor vi parkerede og fyldte så 4 indkøbsposer med pindebrænde til optænding i brændeovnen.

At sidde i solen i 16 graders varme(i skyggen) og lytte til byens lyde. Først klokken i kirketårnet, som slår 4 slag, altså er klokken 16:03, og et minut efter, uret på rådhuset, altså er klokken så 16:04, ja den rækkefølge er de da enige om, de gejstlige i kirken og de administrative på rådhuset.

Men at de også er enige om at være bagud i forhold til den reelle tid ude i den virkelige verden, kan godt undre én. Vi har nu kontrolleret det i efterhånden en uge, og de er enige om, at starte begge klokkeværker hhv. 3 og 4 minutter forskudt i forhold til resten af verden.

En hund begynder at gø i det fjerne, og et øjeblik efter, et helt hylekor af forskellige hunde i omegnen af Flassan.

Græsplænen ovenfor  vores terrasse vrimler med lilla violer og hvide bellis i fuld blomst. Enkelte mælkebøtter stikker deres gule hoveder nysgerrigt op igennem græsset.

Fuglene kvidrer i et væk overalt i buske og træer. Og der er så mange forskellige lyde fra fuglene, så man opgiver at dechifrere kendetegnet på den enkelte fugl.

Gæssene nede på den anden side af forsamlingshuset skræpper ind imellem op, så det kan høres over hele byen. De har forhåbentlig respit med hensyn til deres resterende del af livet indtil Mortens aften, som også her i Frankrig er en tradition i november. Ja, traditionen stammer faktisk fra Frankrig, og er med tiden videreført i de øvrige europæiske lande.

Oppe fra en ejendom længere oppe mod bjerget, galer pludselig en hane, og den lyd er så hyppig, så man næsten ikke mere lægger mærke til den.

I morgen tager vi til storbyen Carpentras for at ose rundt. Der er markedsdag.

15.03.2019, Flassan

Markedsdag i Carpentras, men ikke noget at skrive hjem om.

14 grader på terrassen.

16.03.2019, Flassan

Fantastisk, pludselig en rigtig sommerdag som meteorologerne også har lovet.

Det kulminerede ved 14-tiden, da jeg målte 23,5 grader i skyggen på terrassen, altså næsten en stigning på 10 grader i forhold til i går.

De korte bukser og den kortærmede skjorte blev fundet frem.

Sidst på eftermiddagen fandt vi også cyklerne frem og tog ruten ad kirsebærplantagerne og hjem over vores lille bjerg, hvor vi fantaserer om at bygge et slot.

Det gik nedad hele vejen til Villes-sur-Auzon landevejen, hvorfra vi tog en afstikker op ad ”Chemin de Patey”, indtil vi nåede skoven.

I aften, lørdag, skal der være øl-fest i Salle-des-fêtes, men vi agter nu ikke at deltage, selvom det nok kunne have givet anledning til diverse historier i denne dagbog.

17.03.2019, Flassan

Tillykke du gamle !

Sol i går, sol i dag, sol i morgen……

23 grader klokken halvtolv på terrassen.

Klokken 15 gik vi en tur op til kløften for enden af byen for at finde en større vandrerute, GR91. Det lykkedes, og vi fortsatte ad denne helt til Saint Colombe og derfra lige hjem. Lidt over 10 kilometer.

På en enkelt kirsebærmark så vi, at blomsterne var sprunget ud og var meget længere fremme end for få dage siden, så vi får nok lov at opleve det hvide blomsterhav, inden vi tager herfra om 14 dage… næh, 13 dage.

Solen forsvandt sidst på eftermiddagen.

Dagens værste oplevelse: jeg blev stukket af en hveps ude på terrassen og det lige i nakken.. den kunne endda ikke nøjes med at stikke én gang, men gjorde det til en dobbelt op. Forhåbentlig overlever jeg.

18.03.2019, Flassan

Allerede igen Bedoin-dag, altså markedsdag i Bedoin og dermed er det mandag.

Jeg frygter for, at dagene går med samme hast fremover, for så skal vi snart til at pakke sammen.

Vi har da også oplevet en del på denne uge, og har især fået brugt benene på diverse gåture og et par cykelture.

På markedet blev det ikke til det helt store. Det var også blevet noget koldt i vejret i forhold til de sidste 2 dage. En drastisk ændring, denne gang i nedadgående retning til 14 grader. Men der meldes heldigvis igen om stigende grader de næste mange dage.

I morgen bliver det nok til en køretur, enten bjerget rundt eller vinbyerne rundt.

De to hvepsestik svider forbandet, men med hjælp fra de remedier, som K har medbragt i sin nødhjælpstaske, er der ikke noget at frygte.

19.03.2019, Flassan

En slapperdag i det gode vejr på terrassen. Dog en enkelt solo-cykeltur igennem kirsebær-plantagen.

Termometeret på 20 grader ved middagstid, faldende til 15 om eftermiddagen.

Gåtur på 6 km til aften. Vi var først hjemme igen efter solnedgang. Vi havde følgeskab hele vejen af en af byens hunde, og den slap os først, da vi nåede Flassan igen.

Igen planlægger vi en tur til vinbyerne, men lad os nu se.

20.03.2019, Flassan

Dejligt på terrassen,  her klokken halv-tolv er der nitten grader i skyggen.

Vi planlægger en køretur til Gordes, en tur på små 30 kilometer.

Kl. 19:44

Vi var hjemme igen klokken 19 efter en dag i området ved Luberon bjergene.

Hoved-destinationen var byen Gordes, som går for at være en af de flotteste landsbyer i Frankrig. Selve byen var nu ikke meget flottere end andre, vi har set, men beliggenheden på en bjergside var et særsyn. Og så var den kendetegnet ved de mange murværk lavet af flade sten, lagt oven på hinanden.

Da vi nu var i nærheden, besøgte vi også ”Village des Bories”, som ligger kun 4 kilometer fra Gordes.

Denne landsby er helt speciel. Der bor ingen mennesker, men det ville nok heller ikke være særlig bekvemt for nutidens mennesker. I tidligere tider blev disse huse især brugt af hyrderne, som opholdssteder.

Alle husene er bygget af de flade sten, endda også tagene.

Denne seværdighed var alligevel hurtigt at overse, så vi satte kursen hjemad igen. Ruten gik denne gang direkte igennem byerne ”L’Isle la Sorgue” og ”Pernes les Fontaines”. Omfartsveje anvendes ikke så meget i den størrelse byer, så vi måtte lægge os i kø sammen med de mange bilister, som var på vej hjem fra arbejde.

21.03.2019, Flassan

K er begyndt selv at gå til købmanden her i byen. Som regel har jeg også været med, ikke kun for at gå og holde hende i hånden, men også for at være translatør i butikken.

De sidste par dage har hun været af sted på egen hånd, så nu får hun virkelig udvidet sit ordforråd med franske gloser. De taler nemlig ikke engelsk i butikken.

Idag kom hun hjem med nogle stykker skinke, som nok var skåret i lidt for tykke skiver, men hvordan forklarer man også på fransk, at skiverne skal være tyndere.

22.02.2019, Flassan

Nu igen….., tillykke du gamle !

68… ingen alder for en pige med det udseende.

Klokken 11:15 præcis kom vi endelig af sted på den planlagte udflugt til Carpentras, hvor K selv skulle købe sin fødselsdagsgave. Ja, det er nok det klogeste, at lade hende selv bestemme.

Men inden vi kom så langt som til at parkere i Carpentras, udspillede der sig et lille drama på byens befærdede hovedgade.

Vi kunne ikke finde parkering på Avenue du Mont Ventoux, som vi ellers altid har kunnet, og måtte derfor køre videre hen på byens befærdede hovedgade.

Denne, Boulevard Alfred Rogier, kender vi ikke så godt, hvilket tydeligt vil fremgå senere i fortællingen.

Vi kørte på et tidspunkt ind på en tilstødende parkeringsplads for om evt. at være heldige med en tom plads…. næh… selvfølgelig ingen plads. K foreslog nu, at vi skulle prøve på Avenue du Mont Ventoux igen.

Men hvad skete der, da jeg svingede til venstre ud på hovedgaden…. i løbet af 2 sekunder opdagede vi, at der var tale om en ensrettet gade i begge vejbaner, men for sent, vi kørte imod færdselen…. ”Hjælp.. en spøgelsesbilist !” kunne jeg lynhurtigt forestille mig en af de modkørende melde til det lokale politi. Jeg var lige ved at panikke, men bevarede alligevel overblikket samtidig med at jeg orienterede mig om mulighederne for at undvige den modkørende trafik. I løbet af en brøkdel af et sekund smuttede jeg lynhurtigt tværs over den modsatte vejbane for så at ende inde på samme parkeringsplads, som vi kørte ind på for kort tid siden.

Her holdt vi nu igen og sundede os lidt, inden vi derefter svingede til højre ud på hovedgaden for at følge den samme retning som de andre trafikanter. Altså undgik vi videre anklager og repressalier på nær enkelte advarende dyt fra et par Ciroën’er og en Peugeot.

Længere henne fik jeg K sat af, så hun kunne nå at besøge markedspladsen, medens jeg så ville forsøge at finde lovlig parkering et sted, og så ville vi derefter senere prøve at finde hinanden et eller andet sted i området. Vi aftalte dog en nødprocedure, hvis det skulle svigte med at finde hinanden på markedet. Carpentras er en større by, og er ikke sådan lige at finde rundt i.

Alt endte i fryd og gammen, og jeg fandt senere K på markedspladsen i fuld gang med at kigge på tøj hos en nordafrikaner, som havde opstillet et væld af dametøj på diverse standere omkring sin store Renault-kassevogn.

Inde i vognens ladrum, havde han arrangeret omklædningsrum til damerne. En lille 3-trinnet trappe op til bagenden og så ind i vognen, hvor man, bag et forhæng, kunne prøve tøjet.

K havde mod på det og gik op og ned ad denne stige adskillige gange for at prøve tøj.

Det endte, efter et kvarters tid, med 2 bluser, alt imens jeg stod og snakkede med Nordafrikaneren i de 25 graders varme på markedspladsen. Vi talte om det gode vejr, og han prøvede at bilde mig ind, at sådan var alle dagene her i Carpentras. ”Og hvor varmt er der så om sommeren ?” spurgte jeg. ”40 grader !” svarede han… ”og det er dejligt” føjede han til. Pyh-ha, jeg syntes det var rigeligt i dag, og for at køle det hele lidt ned, fortalte jeg ham om klimaet i Danmark. For 17. gang fik jeg så det sædvanlige og forventede svar fra en franskmand, når jeg nævner Danmark, at Holland og Belgien kender de skam godt……. !

Vi gik derefter om på et torv midt i byen og fandt 2 pladser på ”Le jardin de glaces”. 2 glas rosé og 1 glas vand og alle faldt til ro. Nok dagens højdepunkt, hvor vi sad og havde det lidt sjovt. Tjeneren, som vi havde vekslet et par ord med, sagde ”Tak og Stimorol”, da vi forlod stedet. Altså, det var hans kendskab til Danmark.

Aftenen tilbragte vi på den eneste restaurant i Flassan.

Udenfor restauranten sad et par ved bordene, da vi ankom, og Inde i barlokalet sad et par stykker ved bardisken. Ellers så der noget mørkt ud i de tilstødende lokaler. Men en flink dame og mand hilste os velkommen. Manden, som var tjener, viste os ind i et af disse tilstødende lokaler, hvor han fluks tændte lyset, således at vi kunne se 20 fuldt opdækkede borde, men altså ingen gæster.

Derefter viste han os aftenens menu på en tavle, som han samtidig læste op fra.

Madanmeldelsen vil blive udeladt her, og ligeledes uddelingen af Michelin-stjerner. Da vi forlod restauranten klokken 21, var der stadig ikke kommet andre gæster.

En alt ialt udmærket 22. marts, som vi nok husker et godt stykke tid fremover.

23.03.2019, Flassan

En skør gåtur startende fra Lac des Salettes i Mormoiron. Den blev på over 10 kilometer, men vi fandt aldrig hele ruten. Måtte vende om i nærheden af Villes-sur-Auzon, helt på vildspor.

Inde i skoven, på den mørkeste del af ruten, måtte vi pludselig springe for livet, da vi blev overhalet af 2 piger på heste i fuld galop, og ikke lang tid efter et par knægte på et par larmende motocross-cykler i fuld fart ad de smalle stier.

Dejligt at være tilbage i huset her til aften.

Vi tog af sted ved 14-tiden i et helt forrygende sommervejr. Termometeret viste da 26 grader i skyggen, og da vi var hjemme igen kl. 18:30 stod det på 19 grader. I morgen meldes om samme vejrtype.

Ude på stierne i skoven var det fuldstændigt som om sommeren hernede, hvor vi især kender september ganske godt. Kun manglede der de grønne blade på mange planter og træer og især på vinstokkene. Duften af skovbund og den varme luft er kendetegnet.

24.03.2019, Flassan

Søndag, og K er lige kommet tilbage fra købmanden, hvor hun hilste på halvdelen af byens befolkning. Det er åbenbart byens mødested i den butik.

Hele dagen har vi opholdt os ude på terrassen, meget af tiden under parasollen. 27 grader og dermed rekord for denne gang. Der meldes nemlig om faldende grader fra i morgen.

Til aften gik vi en tur igennem kirsebærplantagerne, og jeg skal love for, at der var sket forandringer, siden vi gik her for 14 dage siden. Nogle af kirsebærmarkerne stod snehvide i fuldt flor.

Skrev en sms til Thooris  i Villefranche sur Mèr i dag, og han svarede kort tid efter tilbage, at han glædede sig til at se os næste lørdag, og at han nok skulle være til stede i huset, når vi ankom. Vi har en tur på ca. 3 timer til Nice/Villefranche, og håber på, at de gule veste ikke laver forstyrrelser i trafikken, som de ellers har gjort denne weekend i Nice.

Vores naboer

Vores nabo til den ene side, Madame Berthon-Coffin, er en enlig ældre dame.

Hun ejer hele to naboejendomme. Disse 2 ejendomme ligner, set ude fra gaden, én stor ejendom, idet facade, døre og skodder er malet i samme farve på begge ejendomme. Ergo har de samme ejer. Man kan normalt ud fra farven på facaden se afgrænsningen af en ejendom. Der er også kun én postkasse ved siden af hovedindgangen, ”Berthon-Coffin” står der på et flot emaljeret skilt på postkassen.

Omme på bagsiden kan man godt se, at det oprindelig har været 2 separate ejendomme, som nu er sammenlagt således, at havearealet, som grænser op til kirsebærplantagen længere oppe ad bakken, er så stort, at man godt kan betegne det en hel park. Og så stort at Madame er nødt til at have en mand, altså en havemand.

Hun har næsten dagligt besøg af havemanden. Nogle gange hele dagen og andre gange kun halve dage, så haven bliver passet og plejet efter alle kunstens regler.

Han ankommer normalt ved 9-tiden om morgenen i sin gule Renault Kangoo varevogn og bakker op ad den stejle ”Impasse Guibert” igennem den smalle portåbning. Som regel har han en trailer spændt bag Renault’en, og det er noget af en kunst at bakke op ad den smalle, stejle vej. Den ene side af Renault’en ser også ud som om, det ikke er gået lige godt hver gang.

Så går han og hygger sig ovre i den store have og klipper et par smågrene hist og pist. Så fejer han et par visne blade op og beskærer igen en lille busk. Han går hyppigt ud til traileren med en slat affald. Her hilser vi sommetider på ham med et ”Bonjour !”. Den allerførste dag vi mødte ham, var han så flink at give os et telefonnummer. på træmanden ovre i Villes-sur-Auzon, så vi kunne bestille brænde til ovnen.

Når klokken er 12, dvs. 12:03, og uret på rådhuset har klinget ud, går han ud i bilen for at hente en lille sort taske, hvori han har sin medbragte frokost. Han sætter sig under et af de store træer i haven og spiser sin frokost. Eller også sætter han sig på en af stolene oppe øverst i haven, hvor der også er en stor swimmingpool.

Efter frokosten retter han lidt på planterne, som beklæder de mange pergolaer i haven. Pergolaerne indrammer de mange små flisebelagte havestier, og selv på denne årstid, hvor der ikke er så meget sprunget ud, ser det flot ud.

Når arbejdsdagen er ved at slutte, normalt ved 17-tiden, kommer Madame Berthon-Coffin ud i sin sædvanlige morgenkåbe og snakker med ham om dagens forløb. Så går de lidt rundt i haven, og hun kommer med mange ideer og ønsker om yderligere forandringer i havens udseende. Han går bag hende og siger gang på gang ”Oui, oui… bien sûr !”. Ergo er der også masser af arbejde til i morgen.

At hun endnu ikke, på denne tid af dagen, har skiftet morgenkåben ud med noget andet, lader ikke til at anfægte hverken hende eller havemanden.

Det skal selvfølgelig lige siges, at det er helt normalt, at Madame Berthon-Coffin går rundt i morgenkåbe hele dagen. Vi har aldrig set hende i andet end morgenkåbe, og hun nyder tydeligvis havens pragt, når hun, om morgenen, kommer ud i sin morgenkåbe, og inspicerer de forskellige planter.

Nogle gange taler hun i sin mobiltelefon ude i haven, for her er også den bedste telefonforbindelse, og det foregår så højlydt, at vi alle kan følge med.

Sådan forløber de fleste af dagene hos Madame Berthon-Coffin.

Vi har faktisk aldrig set hende ude på gaden, men der kommer sommetider en datter og besøger hende.

Vores nabo til den anden side, J. og L. Gautier, er et ungt par med en 2-årig datter, Emile. Dem ser og hører vi normalt kun i weekenden, hvor de også opholder sig meget ude i haven. Der står en meget tæt hæk i skellet. De har også en hund, som nogle gange står og kigger ind til os igennem nogle ganske få huller i hækken. Den siger heldigvis aldrig noget, hvilket ellers er en sjældenhed hos hunde her i byen.

Vi har hilst på både hr. og fru Gautier ude på gaden, men holder os helst lidt på afstand, for de har begge været smask-forkølede siden vi ankom, og selv i dag, 15 dage efter vores ankomst, har de siddet og hostet ovre på den anden side af hækken, og vi er umådeligt glade for den tætte hæk.

25.03.2019, Flassan

Hjemme klokken 17 efter en længere udflugt. Først markedet i Bedoin og dernæst vinbyerne Beaumes de Venice, Vacqueyras, Gigondas, Sablet og Seguret, alle sammen i det bedre selskab af vine. Ja, de tre førstnævnte endda i grand cru klassen.

Det mest spændende ved disse kendte vinbyer er faktisk byskiltene, som man kan fotografere, for dermed at dokumentere, at man har været der. Selvfølgelig kan man også besøge byens Cave for at købe den berømte lokale vin, men denne kan man også købe overalt i de franske supermarkeder, og i samme kvalitet og til samme pris som den lokale. Ellers ligner disse vinbyer alle andre byer i Provence.

Vi endte ved Dentelles de Montmirail, hvor vi gik en lille tur op i terrænet for at se den flotte bjergkæde.

Vi havde dog valgt en forkert dag til sådan en tur, for Mistral-vinden var i sit dårlige humør i dag, og vi kunne knap nok åbne en bildør, førend hat, stok og briller blæste væk i vild fart.

Selv det at køre på de mange små veje var risikabelt med de mange vejtræer svaje faretruende for den stærke vind.

Via Vaison-la-Romaine og Malaucène til Beaumont du Ventoux, og så tilsidst hjem via bjergvejen fra Malaucène til Bedoin.

26.03.2019, Flassan

Vi kørte til Ste. Colombe og parkerede bilen midt i byen, for derefter at begive os på en spadseretur til Bedoin, ca. 5 km væk. Undervejs stødte vi ind i ”Les Demoiselles Coiffées”, som vi også besøgte for nogle år siden. Denne gang opdagede vi nogle langt større og smukkere klipper, og jeg fik taget en masse fotos. Der er tale om nogle særprægede klippestykker med et stort indhold af okker. Af en eller anden grund er erosionen foregået således, at der er forblevet nogle store ”søjler” tilbage i terrænet, og de har så fået navnet ”Les Demoiselles Coiffées”, hvllket betyder ”De klippede frøkener”, et meget underligt navn.

I Bedoin handlede vi hos Ravel og derefter var det 2 glas rosé på Le Relais, inden vi så satte næsen(og benene) hjemad. Vi gik op opover Les Clops for at ende på stien langs bjergkanten. Men dette viste sig dog at være en noget vanskelig rute i et meget kuperet terræn og på en dårlig sti bestående af løse sten. Men vi nåede selvfølgelig tilbage til Ste. Colombe i god behold, selvom det var blevet lidt sent.

27.03.2019, Flassan

Hjemmedag i det gode vejr. 20 grader ved middagstid. Vi cyklede dog lige  over til Ferme St. Pièrre og købte 4 flasker fed vin, som er lavet på økologisk basis. Paul Vendran var en sjov fætter, og minsandten om han ikke kendte byen Viborg. Han mente, at den lå på en halvø, som tilhører Tyskland.

Jeg cyklede op på bjerget for at fotografere solnedgangen, og på nedturen klokken lidt over 19, var der blevet så køligt, at jeg måtte sænke farten for ikke at blive altfor nedkølet. Så snart solen er væk, bliver det koldt.

28.03.2019, Flassan

Sol og sommer med over 20 grader.

Cykeltur til Bedoin. "Same procedure as the day before yesterday", men denne gang bare på cykel.

29.03.2019, Flassan

Forsommeren har slået sig fast, og dagene ligner hinanden vejrmæssigt. Et helt forrygende godt vejr, som vi har haft de sidste 3 uger.

Sidste hele dag i Flassan er gået med pakning, oprydning, rengøring m.m. Dog gik jeg også ”Plantage-turen” sidst på eftermiddagen for at fotografere, men det hele er efterhånden blevet fotograferet så meget, at der ikke er nogen motiver tilbage i landskabet. Men sjovt at se forandringen i landskabet på disse 3 uger. Især kirsebærtræerne har virkelig taget sig sammen i en kolossal blomstriing.

I morgen er det slut på Flassan for denne gang, og derefter er det så Nice og Villefranche sur Mèr, der står for tur.

Afgang i morgen klokken 12 og forventet ankomst i V-s-M klokken 15.

Retur