PM WebDesign
Dagbog fra Bedoin
01.09.2018, kl. 22:16, Bedoin
Vi kom her til byens største campingplads ved 17:30-tiden, men havde da også nået at frekventere såvel bager Ravel som lørdagsmarkedet i Bedoin. Og endda også Shoppi, som nu om dage hedder Carrefour Contact.
En forfærdelig køredag, som heldigvis kun beregnes som en halv dag, idet vi først kom fra Tournus ved 12:30-tiden. Men de ca. 340 kilometer tog altså det meste af 5 timer, og det uden en eneste pause ”Reger Verkehr”, som gps’en meldte gang på gang. Altså tæt trafik. 3 hele vognbaner fyldt med biler til bristepunktet duer selvfølgelig heller ikke. Vi kunne kun køre en ganske kort strækning på 2 – 3 kilometer ad gangen med 80 km i timen, inden det hele så stoppede op og foregik i sneglefart, og derefter forfra igen.
26,5 grader udenfor og delte meninger om indstilling af klima-anlægget gjorde det heller ikke nemmere, at være indelukket i kabinen i 5 timer.
02.09.2018, Bedoin
Der står en fyr lige udenfor vores soveværelsesvindue og ser truende ud ……., sådan som den hælder over mod vores vindue med de lange grene fyldt med lange spidse nåle. Vores soveværelse ligger på 1. sal, og vi har udsigt lige ud til denne fyr. Men den giver heldigvis en god skygge midt på dagen, når solen er værst nede på terrassen.
På et tidspunkt midt på natten vågnede jeg, og syntes at noget var helt galt…. jeg hostede ikke ! Jeg lå og funderede over det i et kvarters tid, og jeg hostede stadig ikke. Jeg faldt i søvn igen og vågnede så brat op igen med en kraftig hoste.
Kl. 11:45
Jeg ligger på chaiselonguen ude på træterrassen foran Maisonnette du Vallat nr. 104 og slænger mig på et stort badehåndklæde. Ved siden af mig ligger enkelte ting såsom en iPhone med tilhørende høretelefoner i en lang ledning, en bog ”Colline” af Jean Giono, en pakke uundværlige lommeletter, et par solbriller, og så en fluesmækker, som indtil nu har gjort det af med en halv snes møg-irriterende fluer i alle størrelser.
I campingvognen lige nedenfor vores maisonnette bor et engelsk par. Manden har tydeligvis fødselsdag i dag. Det erfarede jeg først og fremmest, da der pludselig stod 4 andre personer dernede og sang ”Happy birthday to you….”. Inden da havde han siddet og talt i telefon med hjemlandet, og det så højt, at alle i omegnen sagtens kunne følge med. Jeg tog mine ørepropper i og slap dermed for at blive yderligere generelt irriteret på englændere. ”Ils sont fous ces Anglais !” som gode gamle Obelix udtrykte det. Og han havde evig ret.
Senere kom en yngre mand også for at ønske tillykke. Han fortalte stolt, at han havde været oppe på bjerget i går, altså på cykel, og stod nu og badede sig stolt i englænderens beundring. Det fremgik ikke af samtalen, om han var nået helt op på toppen, eller også var det fordi, jeg ikke havde fået ørepropperne helt ud endnu, at jeg ikke fik essensen af Svendsen.
Kl. 16:30, La Piscine
Stadig lige flot her. Dette område er og forbliver centrum på vores campingplads.
Vi ligger oppe på øverste terrasse på øst-siden af poolen, midt i solen, i vel nok 27-28 grader. Vandet er 20. Der er næsten fyldt, men dog enkelte ledige chaiselonguer. Disse er forsynet med en smart solskærm foroven, så det er muligt at lave skygge for ansigtet, hvis man ønsker det. Skulle man ønske sig helskygge, er dette også muligt, idet der er adskillige pladser i skygge for oliventræer og andre træer.
Jeg har forsøgt at måle poolen op, og er kommet frem til at det drejer sig om 1000 m2 godt og vel, men det er svært, for den har på den ene side et knæk, så der ikke er tale om et rektangel. Og så bliver det svært for en geometri-amatør som mig
03.09.2018, Bedoin
Igen som at komme hjem, når vi går rundt på det store marked om mandagen i Bedoin. De samme handlende i de samme boder. (her skal lige indføjes for læserens forståelse, at der er tale om vores 9. besøg i denne by, første gang i 2004). Og som sædvanlig aflægger vi vores kyllingemand og hans pige vores første besøg, således at vi er sikre på en kylling. Denne gang en Poulet rôti til 8,50 euro + pommes de terre + sauce.
Derefter en kjole til K, gaver til de små derhjemme, grøntsager, ingen cd’er med Coco Briaval(meget svært iflg. ekspedienten), Shoppi(som altså nok engang nu hedder Carrefour Contact), forbi vores stamcafé ”Le Relais du Ventoux” uden at sætte os, men derimod en is til K i den nye Ravel-isbutik. Og så glemte jeg helt, at vores allerførste besøg var hos Ravels gamle butik for som sædvanlig at møde tomme hylder og det til trods, en lang kø af mennesker. Vi fik det aller-aller-sidste Multi Cereales, som derfor var et ganske lille overbagt, nærmest næsten sort, brød. Er man nu én gang en fan af bager Ravels brød, tager man, hvad der er at få, og betaler, hvad det koster. Nå, vi er vel heldigere en anden dag.
På vejen ned ad Chemin Saint Jean til markedet gik vi selvfølgelig forbi både børnehaven og skolen.
Ved skolen stod en stor flok forældre for at afhente deres små poder hjem til siesta, eller også, hvilket i dag nok er mere korrekt, at afhente deres poder efter første skoledag efter sommerferien.
På tilbagevejen til bilen, stod en stor flok fædre og/eller mødre for at afhente deres småbørn i l’Ecole Maternelle, altså børnehaven.
Hjemme igen i lejren konstaterer vi nu, at kyllingen ikke har fået den helt store grill-tur, og derfor må en tur igennem en pande-stegning, da der ikke findes en ovn i vores Maisonnette. Vi skulle jo nødig pådrage os en coli-sygdom her oveni vores kroniske forkølelse.
Vi har også medbragt en Aperol aperitif fra Shoppi, undskyld Carrefour, og glæder os til at smage den i aften. Hernede er den også meget opreklameret, og vi er som alle andre svage forbrugere hoppet på limpinden. Og det har så kostet os 17 euro yderligere på markedsdagen, men så har vi da også krieget os en hel liter af det såvel sødlige som rødlige stads. Mon ikke det kan holde måneden ud ?
Kl. 20:02
Kom først tilbage fra poolen kl. halv-otte, men vi gik til gengæld også først derned kl. 17:30. Ja, en noget sen svømmetur, men i dag lykkedes det mig at gennemføre 4 baners længde, skiftevis på maven og på ryggen, altså 200 meter. Men konditionen er ikke, som den var engang.
04.09.2018, Bedoin
Vi sidder og skriver ved terrassebordet. K skriver til Anne Adams på dansk, og jeg oversætter til tysk.
Klokken er blevet 14:13, og vi er ikke kommet videre end til terrassebordet endnu. Meningen var ellers at jeg skulle hente et brød nede i byen, men sådan gik det ikke. Der er meget varmt i dag, vel 29 grader og stadig fuld sol. Planen er nu, at vi begge tager til byen til fods, for så at poste brevet til Anne og købe brød.
05.09.2018, Bedoin
Sol i går, sol i dag, sol i morgen, det er akkurat som sommeren derhjemme, anno 2018, med 30 grader varme og stillestående luft.
Her på terrassen sidder jeg ved teaktræsbordet og forsøger at skrive i halvskygge, men det er næsten umuligt at se de små bogstaver på skærmen på grund af refleksioner og afspejlinger fra sollyset. Jeg må gå indenfor og sidde ved bordet der, hvis det skal være optimalt. Godt at jeg kan blindskrift, og så bliver det spændende at læse korrektur på materialet senere.
I aftes var der igen underholdning nede ved Mas’en. Det var et kopiband med Francis Cabrel numre, men K, som havde undersøgt sagen, fik det til at blive til noget med Jacques Brel, hvilket er en noget anden genre, så jeg havde hele tiden negligeret affæren.
Men pludselig hørte jeg et nummer op igennem træerne nede fra underholdningspladsen, og jeg sagde til K, ”Hør, det lyder som Francis Cabrel ?”….. ”Jamen, jeg har jo sagt mange gange, at det er det, der spilles dernede i aften !”
Nå, vi ilede skyndsomst ned til pladsen foran le Mas, hvor hele godtfolket allerede havde indfundet sig, og vi fik et par gode ståpladser. Eminent underholdning, og jeg er virkelig glad for, at vi kom derned. Dygtige musikere og en dygtig sanger. En bedre kvalitet, end vi er vant til her.
07.09.2018, Bedoin
Her til morgen er der fuld sol igen, og der meldes om 30 grader.
Kl. 22:16
Dagen gik med en gåtur i det kendte område omkring Flassan, hvor vi tilbragte en hel måned tilbage i julen 2016. Vi lagde ud med at besøge Ruchofruit, hvor K spenderede det meste af en million på indkøb af syltetøj ? Nå, men hende om det. Vi gik derefter omkring Impasse Guibert og Rue de la Bossière. Dernæst forbi ”slottet” og ud forbi cerise markerne og vinmarkerne, inden vi drejede op ad bakken forbi ”vores slot i Provence”, hvor der p.t. bor en eller anden subsistensløs, idet vi observerede en gammel madras inde i den forladte ruin.
Vi sluttede, som sædvanligt, dagen af nede ved poolen. Klokken var blevet 17:30, inden vi nåede derned, og det viser sig også at være det bedste for os, idet vi så kan nøjes med et par korte timer sol sidst på dagen. Altså ingen fare for solskoldninger.
08.09.2018, Bedoin
I løbet af formiddagen fik jeg færdiggjort ”Cykeltur langs Mosel”, og fik den udgivet på Utube. En noget kedelig video, ikke på grund af hovedpersonen, men mest på grund af fotografen.
Vi besluttede at spise til aften på l’Escapade nede i Bedoin.
Ankommet til spisestedet, hvor vi ikke have bestilt bord, blev vi afvist med ”tout complet !”.
Ærgerligt, men jeg havde ikke været alvorlig nok med hensyn til at bestille bord på det gode madsted. Til gengæld bestilte vi så bord til i morgen aften, søndag, kl. 19:30.
30 grader i dag. 31 i morgen og 32 på mandag og tirsdag. pyh….., på onsdag rejser vi !
09.09.2018, Bedoin
Vi spiste til aften på l’Escapade nede i Bedoin til aften. Vi havde bestilt bord til kl. 19:30, og vi trillede bilen ned ad bjerget og parkerede den på den sædvanlige p-plads, som vi normalt anvender på markedsdage.
Menuen bestod af ….. Echines de Porc au chirolles, og Gigot d’agneau.
Forretten var blæksprutter i aioli med kartoffelstykker, og desserten var creme brulee og mi-figues et mi-raisins…….Slut-prut og 90 euro fattigere. Undskyld, at jeg ikke har oversat hele menuen til dansk, men det kan jeg gøre en anden gang.
Vi lod bilen stå, da vi var færdige med måltidet, for ingen af os følte os værdige til at køre indenfor lovens rammer, så vi gik de 2 km. op til lejren, og anvendte de 2 medbragte lommelygter til at vise os vej.
Oppe i lejren var søndags-underholdningen slet ikke færdig endnu, så vi købte et par glas af husets vin og kunne dermed, med god samvittighed, deltage i de sidste par numre af ”Little Sister”, som var aftenens underholdning. En ung pige på kontrabas og en ældre mand på guitar, en sjov og munter konstellation.
10.09.2018, Bedoin
Mandag og dermed den traditionelle markedsdag i Bedoin.
Jeg havde planlagt at optage dagligdagen på et marked i Provence, og selvfølgelig skulle mandags-markedet i Bedoin være modellen for denne optagelse. Men mit kamera viste sig at være noget rystende, når jeg sådan gik rundt blandt folk for at optage med en slags skjult kamera . Jeg vil dog senere prøve, om der ikke er noget dueligt materiale iblandt de mange optagelser.
Med hensyn til markedet gjorde jeg et kup i samarbejde med K. Hun gjorde det store forarbejde, og jeg købte 3 flotte skjorter til 30 euro i alt, altså 10 euro pr. skjorte.
Derudover ½ poulet fermier, som vi så brugte en del af eftermiddagen på at tilberede derhjemme sammen med tomater og meget andet.
Vi tilbragte den sene eftermiddag fra kl. 18 – 19:30 nede ved poolen, og det blev vi selvfølgelig ikke solbrændte af, men det var helt overlagt,
I morgen er det pakkedag, og forstå det hvem der kan, men vi forstår ikke, at der pludselig er gået så mange dage siden den 1 september, da vi ankom.
Vi nåede aldrig ud på de store opdagelsesrejser med Bedoin som udgangspunkt,…. næh, vi nåede som regel kun ned til poolen eller ned til markedet i byen, og dog også en enkelt aften med restaurant-besøg dernede. Og så et enkelt besøg i Flassan.
Men det skal så siges i den forbindelse, at vi har nået alt det andet før i tiden, og vi har haft rigeligt med udflugter i denne omegn af Mt. Ventoux.
Nu drager vi, på onsdag, videre mod ”La Mèr”, altså Middelhavet, og melodien, som Charles Threnet blev nok så berømt for, komponerede han i 1946.
11.09.2018, Bedoin
En kendt dato fra den nyere tids alvorlige del af historieskrivningen.
Pakke-pakke-pakke, nu igen… jeg synes lige, vi er kommet, men har alligevel været her i 10 – 11 dage. I morgen går det videre på vores færden, og vi skal bare køre et par hundrede kilometer, inden vi er ved Serignan Plage, som er vores næste ophold, og hvor vi har lejet et stationært telt med tilhørende 2 cykler samt 1 stk hængekøje.