Juleferie 2012 đŸ‡«đŸ‡·

PM WebDesign

 Juleferie 2012


Uddrag af dagbog og fotos fra vores jule-/nytÄrsferie i Sydfrankrig




Fotografier

Dagbog


14.12.2012, Wittnau
Her pĂ„ Schönbergstrasse nr. 11 ligger ”Landgasthof - Hotel Zum Hirschen”, som der korrekt stĂ„r skrevet pĂ„ velkomst-kortet pĂ„ bordet i vĂŠrelset.
Et rigtig hyggeligt tysk sted fÄ kilometer syd for Freiburg i en forstad, som hedder Wittnau, ikke langt fra grÊnsen til Schweiz.
Alt i alt har vi i dag kþrt 1150 kilometer i tidsrummet 7:30 – 19:30.
Det meste af Tyskland var et vinterlandskab, dog mest i nord. Derhjemme i DK lÞd barometeret pÄ minus 5 grader, da vi startede op, og vi er nu endt med plus 6 grader her i Wittnau. Ikke sÄ dÄrligt et bytte.
Vi blev modtaget af en venlig servitrice, som smilende spurgte om navn, og et þjeblik efter overrakte hun os nþglerne til ”Zimmer 2, erster Stock”. Derudover reserverede hun et bord til den kommende aftensmad.
KÞreturen forlÞb uden problemer med 2 ophold pÄ ca. 1 times varighed i alt, og med ganske fÄ kÞ-problemer pÄ motorvejene.
Klokken 23:05
Jeg er lige kommet ud af det kolde badevÊrelse, hvor jeg, uden held, forsÞgte at holde varmen under bruseren. Men K har heldigvis Äbnet for radiatoren her i vÊrelset, sÄ der bliver alligevel nok lunt i nat.
Nu ligger vi i den brede seng med 2 flade dyner over os, K i gang med at studere sin smartphone pĂ„ det nyligt oprettede 3G-net via Vodafone, som i EU-regi koster 30 kr. for 20MB og derudover x kr pr. MB. Samtidig har hun lukket Ăžrerne af med 2 Ăžresnegle og lytter uden tvivl til ”The Broken Beats”, som er hendes yndlingsmusik for tiden.

Aftensmaden var, som forventet, til tysk UG, og vildt var det, bogstaveligt talt. PÄ begge tallerkener blev der serveret vildt. KÞdstykkerne rÞg skiftevis over bordet, fra den ene tallerken til den anden. K synes nemlig altid, at indholdet pÄ modpartens tallerken, mÄ smage bedre !
Weissburgunderen var nu noget tynd. Dette blev dog opvejet af en senere Weinbrand i selskab med en normal kop kaffe.

K skriver sms konstant, og nu igen. Hun sidder ligesom de unge, klistret til sin uundvĂŠrlige smartphone.

15.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Ankomst til en forfĂŠrdelig kold lejlighed kl ca. 19:30 efter en lang tur, ca. 730 km. fra Freiburg til Villefranche sur MĂšr.
Vi kom fþrst af sted fra Freiburg kl. ca. 11:00, idet vi ”faldt” ind omkring et Aldi marked i udkanten af byen for lige at kþbe en pakke spaghetti til hurtig aftensmad i Villefranche. Vi vidste at vi ville ankomme sent.

Det endte med, at vi kÞbte hele butikken, og det var lige fÞr den ikke kunne vÊre i den kÊmpemÊssige indkÞbsvogn, som vi havde forsynet os med, endsige det stakkels allerede overfyldte bagagerum pÄ 340 volumenliter. Vi mÄtte derfor overbelaste bagsÊdet, med den virkning at det blev svÊrt at orientere sig i bakspejlet for alle de kÞbmandsvarer.

Det er ikke sÄdan, nÄr bÞnderne kommer til byen med 4-toget og erfarer, at de er kommet til Slaraffenland.

Denne Aldi butik var en oplevelse ud over det sĂŠdvanlige, og vareudvalget var sĂŠrdeles rigt, og helt anderledes end derhjemme. Det lignede ikke den sĂŠdvanlige discount-forretning. Der var god plads til at bevĂŠge sig og kĂžre rundt med den store indkĂžbsvogn, og som det mest interessante, varerne var enormt billige.

Men det allerstĂžrste indtryk fik vi henne ved kasseapparatet.

Normalt er vores arbejdsfordeling sÄledes, at jeg lÊgger varerne op pÄ bÄndet, og Kirsten lÊgger dem ned i vognen efter indscanningen.

Jeg fik ogsÄ lagt alle varerne op pÄ kassebÄndet, og der var masser af plads pÄ det lange bÄnd til fralÊgning, men pÄ den anden side af kasseapparatet var der bare en lille firkant, hvor der knap kunne ligge en pakke gÊr, altsÄ ingen rutten med pladsen der, nÄr fÞrst varerne var scannet.

Men her fik vi systemets grundighed at se, og logistikken var helt fantastisk.

Det startede med, at kassedamen bad Kirsten stille indkĂžbsvognen lige ved siden af det lille aflĂŠgningsareal, og derefter begyndte hun at indscanne varerne.

Det gik virkelig sÄ hurtigt som aldrig fÞr set. Jeg tog tid ved at tÊlle sekunderne i hovedet, Det tog hende under 1 minut at scanne vores i alt 59 varer igennem kassen og hun formelig smed varerne pÄ kryds og tvÊrs igennem scanneren, som aflÊste lynhurtigt bÄde fra neden og fra siden, og ikke én vare gik forkert.

Og hun kunne multi-taske sÄ det battede, pludselig havde hun en melon uden stregkode i hÄnden, men lynhurtigt trykkede hun én gang pÄ en tast og melonen var frigivet.

Og som om dette ikke var nok, da der var ca. 10 varer tilbage pĂ„ bĂ„ndet, spurgte hun, alt imedens hun stadig scannede: ”Karte oder Bargeld ?”.

Hun var en ren jonglĂžr i sit fag, og ”flaskehalsen” i logistikken lĂ„ udelukkende pĂ„ vores side.

Kirsten forsĂžgte forgĂŠves at fĂžlge med og lĂŠgge de mange varer ned i indkĂžbsvognen, inden de hobede sig op i et bjerg pĂ„ ”firkanten”, og jeg nĂ„ede, af ren benovelse over forestillingen, aldrig hen for at hjĂŠlpe hende. Ja, jeg nĂ„ede faktisk heller ikke at finde pungen frem, inden det hele var fĂŠrdigt.

Jeg var mÄllÞs og Kirsten var ligeledes mÄllÞs, og jeg havde ikke behÞvet at have ondt af kÞen bag os, som jeg troede vi ville forsinke med vores vÊld af varer.

Vi aftalte at vi besÞger den forretning en anden gang for at konstatere, om det gÄr sÄdan for sig hver gang.

PÄ vejen ud af Freiburg, stÞdte vi pÄ en anden Aldi butik, og mon ikke der er mange af dem dernede med den effektivitet, som de udviser ?


SĂžndag d. 16.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Jeg sidder ude pÄ altanen. Klokken er 10. Der er vel 17-18 grader og fuld sol, men der kommer heldigvis en frisk kÞlig brise ovre fra Cap Ferrat.
Nede pÄ stranden er en svÞmmer lige gÄet i land.
Hvis dette vejr fortsÊtter, har vi da fÄet det helt forkerte tÞj med herned.
I nat har jeg igen sovet dÄrligt. Jeg gik i seng ved 24-tiden efter at have kÊmpet forgÊves med etablering af internettet. Der er et virvar af ledninger, apparater og underlige anordninger, og jeg gÞr mig ikke meget hÄb om at fÄ det til at virke.
Her oppe fra 6. etage, som vender ud mod Ăžst, er der en formidabel udsigt ned over de andre huse, og ud over bugten direkte over mod Cap Ferrat. PĂ„ den anden side, bjergsiden mod nord, skĂŠrer ”Basse Corniche” igennem det hele, og omme bag det fjerneste punkt pĂ„ denne rute, mod Ăžst, ligger byen Beaulieu
Enkelte mÄger afholder en koncert hÞjt oppe over 6. etage. De har selvfÞlgelig et endnu bedre overblik over dette paradis.

Jeg er efterhÄnden godt klatÞjet af alt for lidt sÞvn, men mon ikke det Êndrer sig efterhÄnden som den lange kÞretur herned kommer pÄ afstand.

Klokken er 21:30, vi er férdige med aftensmaden, spaghetti i en tredje variant siden besþget i Aldi, Freiburg, men i morgen har vi planlagt at handle mere alsidigt ind i ”Super U” i Beaulieu.

Vi kom fÞrst ud af lejligheden klokken halvfire i dag, efter at have slappet totalt af ovenpÄ den anstrengende tur herned. Dog, sÄ foretog jeg en mindre rekognocering i omrÄdet ved middagstid, og gik bl.a. ad en mindre vej ned mod byen. Solen stod mig lige i hovedet, og varmen vendte tilbage i kroppen efter det lange ophold i den forfÊrdelig kolde lejlighed.


Vi gik ned igennem de mange lange trapper mod havnen, og igennem de smalle passager imellem husene syntes alting at vĂŠre ligesom sidst, vi var her, i oktober 1999.
Vi kom forbi ”Rue Obscure”, hvor hele gaden er dĂŠkket af ejendommene ovenover. Det virker nĂŠrmest som at gĂ„ i en kĂŠlder, og det ser ogsĂ„ ud som om gaden kun bliver brugt til kĂŠlderrum.
Nede pÄ havnefronten gik vi sÄ videre ud ad den lange sti langs bunden af bugten, hvor Äbenbart hele byens befolkning havde besluttet at mÞdes til sÞndags-gÄtur i det gode vejr, ganske hyggeligt.
Bougainvilleaen blomstrede i den sĂŠdvanlige lilla/rĂžde farve, uanfĂŠgtet at vi var i midten af december.
Tilbage i byen ved havnen fik K Þje pÄ en tÞjbutik, som stadig havde Äbent, og efter at have beklaget sig hele dagen over den forfÊrdelige kulde i lejligheden, fik hun straks Þje pÄ nogle varme uldtrÞjer, opstillet pÄ et stativ pÄ rad og rÊkke uden for butikken.
Dette indkĂžb af en varm uld-plaid af en eller anden art lama-uld foretog hun pĂ„ under 5 minutter, hvilket lige er til ”Guiness Book of Records”, nĂ„r man kender K’s normale tidsforbrug i tĂžjbutikker.
Derefter slentrede vi op forbi St. Michel kirken, hvor vi forventer at tilbringe en del af vores juleaften, og videre ad smþgerne, hvor vi foretog nogle enkelte indkþb af bl.a. Nice Matin i tabac’en og brþd og kager hos bageren ”Chez Marie ”..
SĂ„ skete selvfĂžlgelig det uundgĂ„elige, som normalt kun sker for Kirsten hernede, nemlig at jeg trĂ„dte i en hundelort
. ”Mairde !”
Det resulterede i at jeg, efter en voldsom skraben med skoene pÄ trappetrin og flisekanter, mÄtte hjem og i gang med tÊndstikker til at rense rillerne i skosÄlen, for derefter, i hÄndvasken pÄ badevÊrelset, at afvaske de brune skosÄler, og stille og roligt trÄdte den sorte farve frem pÄ ny.

Efter at K har lĂ„nt en af mine langĂŠrmede undertrĂžjer fra FĂžtex, klager hun ikke mere sĂ„ meget over kulden. Jeg tilbĂžd hende ogsĂ„ et par ”Jens Lyner”, men det afslog hun.
Uld-plaiden var ”pur laine d’Alpaca”, men ved et nérmere studium af den lille deklarations-seddel i nakken, er det alligevel uvist hvilken uldtype, det drejer sig om.

Ude over ”La Rade de Villefranche” lyser lamperne med en varm gul farve langs bredden hele vejen rundt i bunden af bugten.

Nu gÄr hun minsandten med benvarmere pÄ overarmene !

Mandag, den 17.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Dagtur med tog til Beaulieu, afsluttende med besĂžg i Super U.
PĂ„ torvet midt i Beaulieu by er der dejligt at sidde pĂ„ bĂŠnken i solen. Der stĂ„r et flot og stort prangende ”Sapin de NoĂȘl”, nĂŠsten helt hvidt af ”sne”, og lige bagved springer en vandstrĂ„le flot op i luften. TrĂŠet er pyntet med store flotte rĂžde kugler i flere stĂžrrelser. LĂŠngere oppe pĂ„ torvet stĂ„r en karrusel-lignende rund bygning, med en masse cellofan-indpakkede julegaver. Det hele stĂ„r frit fremme. Det mĂ„ selvfĂžlgelig vĂŠre en del af noget jule-underholdning her i byen.

Om aftenen gik vi en lille sen tur rundt i Villefranche for ogsÄ her at se pÄ jule-belysningen. Vi var hjemme i lejligheden kl. 23:30.

Tirsdag, den 18.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Klokken er vel halvfem, og vi er lige gĂ„et op ad den snoede, stejle vej nede fra ”Gare de Villefranche”, efter en eftermiddagstur til Nice.
Vi gik fra banegĂ„rden ”Nice Ville” hen til Av. Jean MĂ©decin, hvor vi sĂ„ vandrede videre ad denne brede avenue uden forstyrrelser fra biler, men ind imellem skulle vi dog passe pĂ„ sporvognene, som kĂžrer med fĂ„ minutters intervaller i midten af vejen.

K skulle lige konsultere et H & M, ja forstĂ„ det, hvem der kan, men at gĂ„ i H & M i Nice, nĂ„r man ligesĂ„ godt kan gĂžre det i Århus ?. Imens skrĂ„ede jeg over gaden pĂ„ den anden side, for at kigge pĂ„ den pragtfulde kirke ”Basilique de Notre Dame”, men jeg kunne desvĂŠrre ikke komme ind i kirken.
Avenuen var tĂŠt befolket af mennesker, til trods for at der var tale om en almindelig tirsdag midt i arbejdstiden
. Men det er vel ligesom derhjemme pĂ„ StrĂžget i Århus, der er ogsĂ„ altid fyldt med mennesker midt i arbejdstiden.
Her i Nice, sÄ det ikke ud til at vÊre turister ret mange af dem, men sÄ vidt vi ved, er der mange arbejdslÞse her sydpÄ.
For enden af ”Jean MĂšdecin” endte vi pĂ„ Place Massena, hvor det altdominerende synsindtryk var et kĂŠmpe Pariserhjul, som kĂžrte langsomt rundt, endda med flere af gondolerne fyldt. Derudover er det selvfĂžlgelig ”Fontaine du soleil” med den flotte statue af Apollon, der dominerer pladsen.
Juleudsmykning, guirlander i alle former, lys i alle farver og rĂžde udstoppede nissemĂŠnd.
Nede pĂ„ ”Quai des Etats Unis”  kunne vi nikke genkendende til udsigten til begge sider.
Derefter gik vi hen til indgangen ved Cours Saleya og ind til ”Palais de Justice”, hvor vi, for nogle Ă„r siden, sad pĂ„ en cafĂ© lige overfor, og en ĂŠldre dame sad og sang pĂ„ trapperne op til retsbygningen.
Denne gang stod der 3 forbryderisk udseende mÞrke mÊnd oppe ved de store sÞjler, ivrigt gestikulerende og hÞjt talende, imedens den ene af dem, en Godfather-udseende type var i fÊrd med at tage overtÞjet pÄ. Formodentlig lige undsluppet et opgÞr i retten, tydeligvis med et positivt resultat. I hvert fald at dÞmme efter de tilstedevÊrendes tilfredse miner.
Videre op ad de smalle gader med retning mod ”bjerget”, som var vores mĂ„l. Vi var dog ved at vĂŠre sultne, sĂ„ vi stoppede op pĂ„ et lille torv, Place Rossetti, og udsĂžgte os et sted med det flotte navn ”La Claire Fontaine”, vel nok opkaldt efter den flotte fontĂŠne, som stod midt pĂ„ torvet. Der var udendĂžrs servering, dog under en kraftig markise og tilhĂžrende sider af kraftig rĂžd teltdug og med vinduer af plexiglas. Vi kunne sagtens holde varmen under gasvarmerne, som var placeret oppe under loftet

Vi fik en hurtig servering af byens lokale specialiteter, PissaladiĂšre og Salade Nicoise og dertil ÂŒ hvidvin af husets, samt 1 cola.
En hyggelig frokost i den gamle bydel.
Ude igen gik vi over forbi den gamle katedral med den underlige kuppel, inden vi fortsatte videre ad de smÄ gader i den gamle by op mod bjerget.

Vi endte pÄ toppen efter megen mÞje og besvÊr ad adskillige hÄrnÄlesving.
Lige inden det Þverste plateau stod en mand og spillede fransk musik pÄ en harmonika..
PÄ toppen nÞd vi udsigten ud over den store by, og vi tog adskillige fotos. Nede i byen var synet domineret at det store Pariserhjul. Mod vest strakte Promenade des Anglais sig sÄ langt Þjet rakte, og ovre pÄ den anden side af bugten kunne vi se lufthavnen med al dens trafik. Oppe mod nord kunne vi se de hvide sneklÊdte bjerge i det fjerne. Ja, jeg skal love for at vi blev godt mÊtte af alle disse mangeartede synsindtryk.
Solen var allerede sÄ smÄt ved at gÄ i dvale, og det begyndte at mÞrkne, sÄ vi begyndte nedstigningen.

Nede igen kom vi forbi en Ecole Maternelle, altsÄ en bÞrnehave, hvor bÞrnene var ved at blive afhentet. Et tegn pÄ at klokken var henad 17.

Nogle af bĂžrnene blev afhentet i bil, andre til fods, og sĂ„ var der ham faderen pĂ„ en lille motorcykel, som placerede sin lille dreng foran pĂ„ benzintanken uden nogen form for sikkerhed  !
Da vi nÄede tilbage til Place Massena, var det nu blevet helt mÞrkt, og vi beundrede de farvestrÄlende jule-belysninger, som var at se overalt.

19.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Det er onsdag og vi er stÄet op til den 4. dag med fuld sol.
Jeg sidder ude pÄ terrassen i liggestolen, medens K stadig smÄbobler inde i sengen. Jeg har ikke sovet meget i nat, og efterhÄnden er det lÊnge siden, at jeg har sovet normalt
 vel ikke siden vi tog hjemmefra..
Solen skÊrer voldsomt i Þjnene i genskinnet fra vandet hen over bugten. Det er umuligt at se over mod Cap Ferrat pÄ grund af dette genskin. PÄ den anden side af altanen, ovre pÄ la basse Corniche, suser bilerne afsted.
Nede pÄ bugten er der i dag et par kajakroere. Der er endnu ikke dukket mennesker op pÄ stranden.

I aftes, efter at vi var kommet hjem fra Nice, var jeg lige nede i Casino i midtbyen for at kĂžbe vand og et par andre smĂ„ fornĂždenheder. Casino er en af de allermindste butikstyper, som man ser overalt i de franske smĂ„byer. Udenfor butikken sad  2 ”clochards”, ogsĂ„ et almindeligt syn i gadebilledet hernede sydpĂ„. I gĂ„r sĂ„ vi adskillige af dem inde i Nice, siddende pĂ„ fortovet med en hat eller andet, liggende ved fĂždderne, klar til at indkassere smĂ„mĂžnterne.
Den ene af de 2 ved Casino kom ind i butikken, medens jeg var derinde, og han blev ved med at tale med den unge mandlige ekspedient pÄ et drÊvlende, for mig uforstÄeligt fransk, men ekspedienten kunne Äbenbart godt forstÄ det. Da jeg efterhÄnden havde bevÊget mig lÊngere hen til kassen, begyndte han at fortrÊkke hen mod udgangsdÞren, holdende godt fast pÄ den enkelte dÄseÞl i jakkelommen, som det var blevet til.
Da jeg endelig begyndte at lÊgge mine fÄ varer pÄ disken, sagde han ogsÄ noget, igen helt uforstÄeligt, til mig, alt imedens han grinte ud imellem de 2 plÞkker, der var tilbage i overmunden. Da jeg samtidig sagde noget til ekspedienten erfarede han straks at jeg var turist, og gik sÄ hovedrystende ud af dÞren.

I dag planlÊgger vi en gÄtur ud pÄ Cap Ferrat.
Samtidig er det planlagt at Kim, Stine og SÞren Fledelius skal lande i Nice lufthavn, sÄ det bliver spÊndende at hÞre fra dem.

Formiddagen pÄ terrassen i solen er virkelig behagelig. Klimaet er som pÄ en mild sommerdag derhjemme.
Nu gĂ„r der en ”skattejĂŠger” med en metaldetektor nede pĂ„ stranden. Gad vide om han ikke blot finder Ăžlkapsler og hĂ„rnĂ„le ?

”Ugerningen i Edens have”
PĂ„ vej op ad den sidste stigning pĂ„ vejen i aftes skulle K selvfĂžlgelig udfĂžre det kup, som hun havde gĂ„et og planlagt i lang tid, nemlig at stjĂŠle en appelsin fra det flotte trĂŠ, som stĂ„r inde i ”trekanten”, et lille stykke have, som der er sĂ„ mange af her, idet hver en kvadratcentimeter at det sparsomme areal op ad bjergsiden er udnyttet.
Hun havde virkelig flere gange i lÞbet af de sidste dage gÄet og skumlet pÄ en plan om et stÞrre kup mod det bugnende appelsintrÊ, som vi gÄr forbi nÄr vi skal ned til vejen

nedenfor ejendommen. Jeg troede nu ikke at hun ville gÞre alvor af planerne, som hun havde udtÊnkt skulle udfÞres, nÄr mÞrket var faldet pÄ.
Ikke fordi man behÞver at have ondt af ejeren af appelsintrÊet, der er nok flere hundrede frugter pÄ det trÊ, og virkelig frodigt ser det ud. Men mere fordi handlingen med at tage en forbuden frugt i denne have, i dette tilfÊlde altsÄ en appelsin, formodentlig er mere ildeset pÄ disse kanter, end derhjemme, hvor man blot kan stjÊle vÊrdilÞse Êbler i alle haver.
Men som sagt, ”Eva” skulle jo smage den forbudne frugt, og her var der ikke engang en slange til at overtale hende, tvĂŠrtimod, sĂ„ forsĂžgte jeg at tale hende fra det, men hun var ikke til at styre ind pĂ„ andre tanker, sĂ„ ugerningen blev udfĂžrt, formodentlig i et anfald af eufori.
Der opstod dog i gerningsÞjeblikket visse vanskeligheder med at vriste den lille frugt fra grenen, hvorpÄ den sad bedre fast end vurderet. Men til sidst lykkedes det, og selvom man kunne hÞre stÞjen fra den svirpende gren i miles omkreds, lykkedes det os at gÄ uantastet de sidste 20 meter op til trappen ved ejendommen. Gad vide om ikke nogen har stÄet og kigget bag gardiner et eller andet sted i de omkringliggende nabohuse.
Da vi sĂ„ kom op i lejligheden pĂ„ 6. etage, efter turen med elevatoren, fremviste hun stolt ”tyvekosterne”, en ganske lille frugt, som man knap kunne kalde en appelsin, men som mere mindede om en lille mandarin.
Jeg fik desvÊrre ikke foreviget gerningsÞjeblikket, idet jeg var for chokeret over at hun overhovedet kunne finde pÄ det, til at jeg kunne fÄ arrangeret mit kamera, hvilket ellers ville vÊre fuld dokumentation for hendes overtrÊdelse af det 7. bud.

NĂ„, men med denne ugerning pĂ„ afstand, er vi igen klar til nye udflugter i ”Edens have”, som man egentlig kunne kalde hele omrĂ„det hernede omkring Villefranche.
Klokken er nu 12:40, og vi sidder stadig pÄ terrassen for at fÄ de sidste solstrÄler med, inden de helt forsvinder i syd bag naboens terrasse skrÄt ovenfor.
Det ser ud til at blive regn i morgen, men det kan vel heller ikke passe, at dette vejr kan fortsÊtte i det uendelige pÄ denne Ärstid. Og dog, pÄ sÞndag meldes der om 16 grader, og derefter nogenlunde fuld sol hver dag. Den 24. december meldes der om sol og ca. 13 grader.


Torsdag, den 20.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Igen er vi kommet sent op, 10:00. Jeg har vĂŠret nede efter morgenbrĂžd, ”Une baguette et deux croissants”, og K stĂ„r stadig ude pĂ„ badevĂŠrelset her kl. 10:30. Hun er nok ogsĂ„ noget groggy i dag, efter vores lange udflugt til Cap Ferrat i gĂ„r.
Vi gik hele vejen hjemmefra og det lykkedes os at finde starten pĂ„ ”Le Sentier”, som gĂ„r langs vandet. Vi var inden da en lille smut nede ved vandet et par gange, bl.a. et sted, hvor de lokale fruer sad i bikini pĂ„ stranden og plaprede lĂžs, og et andet sted, Plage Passable, hvor den egentlige kyststi begyndte.
Stien er blevet noget forbedret siden vi var her sidst for mange Ă„r siden, men der er stadig lige  langt ud til ”Pointe de Cap Ferrat”, og den er stadig lige dramatisk at befĂŠrde visse steder langs klippekanterne. Vi mĂždte en del andre vandrere undervejs, og nogle steder mĂ„tte vi kante os ind til klippevĂŠggen, for at gĂžre plads til forbigĂ„ende.

 

Helt ude pÄ spidsen af Cap Ferrat kunne vi se, at solen var begyndt at gÄ ned bag bjergene ved Nice lufthavn. Nu skulle vi enten vÊlge landevejen oppe bag fyrtÄrnet eller fortsÊtte ad stien pÄ den modsatte side af halvÞen, altsÄ den Þstlige side. Der stod pÄ et vejledende skilt, at turen til byen St. Jean ville tage 55 minutter til fods, sÄ vi var noget usikre pÄ, om vi kunne nÄ dertil, inden det blev helt mÞrkt.
Vi valgte stien, og den viste sig heldigvis at vÊre lettere at befÊrde end stien pÄ den vestlige side. Den var meget bredere, og gik helt nede ved kysten uden farlige skrÊnter, sÄ det var en smal sag for os at tilbagelÊgge afstanden til St. Jean C. F.
Landskabet pÄ Þstsiden var helt anderledes, bl.a. brede strÊkninger med forrevne og eroderede klipper i vandkanten. HÞjst oppe pÄ bjergsiden lÄ den ene flotte villa efter den anden.
Henne ved St. Jean var det nu blevet helt mĂžrkt, og vi skulle herfra finde den videre rute til Beaulieu.
Jeg spurgte en mand om vej, medens K studerede busstoppesteder og busplaner.
Byen var godt oplyst, men der var ikke meget liv pÄ denne Ärstid, hvorimod der om sommeren nok ikke er til at vÊre her for mennesker. Der strÞmmede musik ud fra hÞjttalere, som var opsat med regelmÊssige mellemrum oppe pÄ bygningerne igennem hele byen. Man var dermed tvangsindlagt til musikken, hvad enten man kunne lide den eller ej.

Vi endte i Beaulieu efter yderligere 2 kilometers spadseretur langs kyststien. Her lykkedes det os at handle hos bÄde en slagter og i Super U.
Senere pÄ aftenen erfarede vi, at Kim & Co var landet i Nice om aftenen.

Det er ikke let at vaske bil, nÄr man skal slÊbe vandet i vandflasker og mÊlkekartoner oppe fra 6. etage og derfra videre ned ad den stejle opkÞrsels-rampe fÞrend man er ved bilen, som stÄr parkeret pÄ Av. Georges Clemenceau sammen med sÄ mange andre biler, at der ikke er plads til flere.
Vandet hĂŠldes roligt og helst sĂ„ lidt som muligt ad gangen ud af flasken samtidig med at der vaskes med en klud. Efter en tur pĂ„ over 1800 kilometer igennem et vinter-Europa, hvor vejene er prĂŠparerede med endnu mere salt end derhjemme, sĂ„ forslĂ„r det som en skrĂŠdder i helvede med 2 x 1Âœ liter + 1 liter mĂŠlkekarton, men ok, bagagesmĂŠkken blev da nogenlunde ren. Og gĂ„r jeg turen op og ned nogle flere gange, sĂ„ hjĂŠlper det vel.

Her er isĂŠr noget for rigtige frankofile:
Jeg har lige ringet til Mme Ferrio, men det var en eller anden gammel bedstefar med en svag stemme, som tog rĂžret. Jeg lirede hele den nĂžje indlĂŠrte lektie af, bl.a
..”et il manque 2 taies d’oreillers et 1 housse de couette”, og da jeg endelig var fĂŠrdig med denne svĂŠre remse, lĂžd der en masse uforstĂ„eligt kaudervĂŠlsk i den anden ende af linien.  Jeg anede nu ikke hvad jeg skulle sige, men pludselig fangede jeg alligevel et par lĂžsrevne sĂŠtninger ”Vous rappelez ĂĄ quatre heures et demie”, sĂ„ jeg forstod at Madame Ferrio fĂžrst var hjemme halvfem, og at jeg skulle ringe igen
 ”Au revoir !”.

Fredag, den 21.12.2012, Villefranche s/MĂšr
Hold k.  hvor er der koldt i denne lejlighed  ! Det er umuligt at fĂ„ varmen, og jeg er sĂ„ smĂ„t begyndt at blive forkĂžlet. Den stakkels varme, vi kan vride ud af panelet i vĂŠggen i stuen, og varmen fra den mobile enhed, som ligner en gammeldags radiator, men kun med 3 ribber, suser lige op i loftet og forsvinder Ăžjeblikkeligt videre igennem murvĂŠrket og op pĂ„ overboens terrasse, som er placeret lige ovenpĂ„ vores stue.
Solen er forsvundet i dag, og det gĂžr selvfĂžlgelig ikke varme-problemet mindre.

Jeg har efterhĂ„nden fĂ„et tillĂŠrt mig et par nye franske gloser, som jeg tror vil hĂŠnge ved i fremtiden, nemlig dynebetrĂŠk(housse de couette) og hovedpudebetrĂŠk(taie d’oreiller).
Jeg ringede til Mme Ferrio igen kl. 17 i gĂ„r og denne gang var der en gammel bedstemor i rĂžret, vel nok hendes moder. Men efter et par sĂŠtninger, igen svĂŠre at forstĂ„, var Mme Ferrio selv i rĂžret. Nu kunne jeg faktisk opfatte, hvad der blev sagt, selvom hun talte i normal fransk fart, men jeg kunne forstĂ„, at hun var helt klar over situationen med ”La litterie”, og at hun ville komme Ăžjeblikkeligt, selvom jeg tilbĂžd at afhente sengetĂžjet hos hende. Det forslag var dog ogsĂ„ omsonst, for det viste sig at sengetĂžjet allerede befandt sig i vores lejlighed, i entreen bag den aflĂ„ste dĂžr, hvorpĂ„ der stod ”Private”.
Et kort Þjeblik efter ringede det pÄ dÞren, og Mme Ferrio viste sig at vÊre en sÊrdeles flink og meget talende kvinde, aldersmÊssigt formodentlig sidst i halvtredserne. Vi var i forvejen bekendt med at hun kun talte fransk, men godt for det, sÄ kunne jeg endelig fÄ lov at kvaje mig, uden at der blev slÄet om i engelsk eller tysk.

Vi har planlagt at invitere Kim og vennerne til i morgen aften og vil spise pÄ en restaurant nede i byen. Det er det letteste fremfor at skulle lave maden selv.

  

LĂžrdag, den 22.12.2012, Villefranche s/MĂšr
Solen er kommet igen efter 2 dage med halvkoldt vejr, sÄ nu kan vi igen sidde pÄ terrassen om formiddagen. Og sÄ er jeg endelig helt i gang med den forkÞlelse, som selvfÞlgelig mÄtte komme i dette elendige indendÞrsklima. Den forkÞlelse har holdt mig vÄgen det meste af natten, og selv med 2 dyner og 2 tÊpper i sovevÊrelset, lÄ jeg og frÞs. Kulden trÊnger op fra de kolde gulvklinker og gÄr lige igennem madrassen.
K lÄ inde i stuen pÄ den udslÄede sofa og med varme i vÊgpanelet. Jeg tror at det er nÞdvendigt at tÊnde op for panelet i sovevÊrelset ogsÄ, hvilket forhÄbentlig kan forbedre situationen.
SÄ forelÞbig tegner det ikke godt for dagen, hvor vi endda i aften har inviteret Kim & Co. pÄ aftensmad i byen.
Vi var nede at sondere terrĂŠnet pĂ„ havnefronten sent i aftes, for om muligt at udpege en af de Ă„bne restauranter. De udvalgte er Les Palmiers, Le Casino, L’Oursin Bleu og Brasserie du Quai. Det er svĂŠrt at bestemme, hvilken der er bedst, men jeg tror nu, der er mest stemning for ”Brasserie du Quai”.
Pablo Picasso er nu ikke min kop te, men vi skulle selvfĂžlgelig se museet i Antibes for at kunne afklare, hvad Picasso er for noget. De fleste af hans vĂŠrker pĂ„ det museum, var fra 1946, hvor han Ă„benbart havde vĂŠret meget produktiv. Og sagen er mĂ„ske at han var den fĂžrste til at frembringe moderne kunst ? nej, det er nok ikke helt korrekt, men hvordan hans fĂžrste vĂŠrker blev modtaget, kunne vĂŠre interessant at vide. Selve museumsbygningen var pragtfuld, og lĂ„ lige ud til kysten bag byen med udsigt over til en halvĂžen med Cap d’Antibes.  Vi brugte ca. 40 minutter pĂ„ togturen dertil og standsede pĂ„ fĂžlgende stationer: Nice Riquier, Nice Ville, Nice St. Augustin, St. Laurent du Var, Cros de Cagnes, Cagnes-sur-mĂšr, Villeneuve-Loubet-Plage, Biot og sĂ„ Antibes.
Togene er hele tiden fyldt med passagerer, og det er nok det mest effektive transportmiddel pÄ disse kanter, for overalt langs togruten, hvor den fÞlger landevejen parallelt, suser man forbi de mange biler, som snegler sig afsted i lange kolonner.
Ja, togrejsen er det mest rationelle, men man skal sĂ„ finde sig i alle de mobil-talende passagerer, som hernede, ligesom derhjemme, heller ingen hĂŠmninger har med hensyn til at tale sĂ„ hĂžjt, at alle omkringsiddende kan fĂžlge med i samtalen. AltsĂ„ sĂ„kaldte tale-ekshibitionister. Nu foregĂ„r det selvfĂžlgelig mest pĂ„ fransk, sĂ„ hernede er jeg ikke sĂ„ irriteret over det, som jeg kan vĂŠre derhjemme. Og hvis ikke de sidder og taler i mobilen, sidder de og sms’er eller surfer. Alle til hobe  !
PÄ vejen til Antibes sad der en pige, formodentlig fra Tahiti eller en anden tidligere fransk oversÞisk koloni, og talte og talte, og ringede op, og ringede op. Da hun endelig lagde telefonen, var det for at starte pÄ fortÊringen af et Êble, hvilket ogsÄ kunne hÞres overalt i togvognen, sÄ var det nÊsten bedre, da hun talte i telefon.

Jorden gik alligevel ikke under i gÄr, den 21. december, til trods for at nogen havde spÄet det. Det eneste, der gik under, i min verden, var mit helbred. Men det sker regelmÊssigt med jÊvne mellemrum hele Äret, og det gider ingen spÄ om.

Juleaften om 2 dage. Derhjemme melder de forelĂžbig om en hvid lillejuleaften. Hernede er der 16 grader og fuld sol.


NĂ„r vi spadserer pĂ„ gader og veje, er der Ă©n ting, som altid holder stik. Der kommer altid en pige og en sporvogn til
  nej, var det bare sĂ„dan, men der kommer altid en dieselhĂžrmer og forpester luften lige foran os  Det kan vĂŠre en bil eller en scooter eller noget andet af den slags, men alle forpester luften, udstĂždende en tydelig giftig rĂžg, som sĂŠtter sig i nĂŠsen. Kommer de ikke susende forbi os, kan man vĂŠre sikker pĂ„, at en af de parkerede i vejsiden starter op og det lige foran os, sĂ„ledes at vejen igen forpestes med en forfĂŠrdelig luft
.. Samtidig skal vi sĂ„ holde os for mund og nĂŠse for ikke at fĂ„ afkortet endnu mere tid af vores i forvejen forkortede liv, og endvidere skal vi passe pĂ„ ikke at trĂŠde i en hundelort.
Ja, at vi gider, men bagefter, i genfortĂŠllingen, glemmer man let irritationen, og i stedet for trĂŠder et vist idyllisk skĂŠr af fransk levevis og kultur frem

 ja, selv en hundelort indgĂ„r i denne kultur !  Det er og bliver en del af den franske levevis. ”Shit fĂžlge, eller land fly !”.

SĂžndag, den 23.12,2012, Villefranche sur MĂšr
Igen stĂ„et sent op, men det blev ogsĂ„ sent i gĂ„r aftes. Godt nok var vi hjemme klokken 23, men vi skulle sĂ„ snakke om aftenens begivenheder, og sĂ„ begyndte min forkĂžlelse virkelig at tage til. Da vi sĂ„ endelig var kommet i seng i sovevĂŠrelset, mĂ„tte jeg, efter Âœ time, fortrĂŠkke til sofaen i stuen, men den var desvĂŠrre ikke redt op. Da jeg sĂ„ endelig kunne lĂŠgge mig til at sove, var klokken blevet halvto, og jeg kunne selvfĂžlgelig ikke falde i sĂžvn.
Men aftenen havde vÊret succesfuld, og de unge sÄ da ogsÄ ud til at befinde sig godt i selskabet. Jeg hentede dem ved banegÄrden kl. 18, Kim, Stine, SÞren og Yann. SidstnÊvnte viste sig at vÊre af rent fransk udseende og tilligemed typisk fransk. Han er ogsÄ fransk fÞdt, i Cannes, og har en dansk moder, som bor i Cannes halvdelen af Äret og resten af Äret i Danmark.
Vi havde forinden besÞget vÊret pÄ indkÞbstur i Super U i Beaulieu for anden. gang og hjembragte bl.a. 2 flasker Mercier brut, og et godt udvalg af oste, oliven, snacks og den slags. K fik det anrettet elegant med hyggelys pÄ de 2 borde i stuen..

”Nous avons fermĂ©e le vingt quatre, mais nous reouvrions le vingt cinque decembre !”, sagde vĂŠrten i ”La Fille du Pecheur”, da jeg havde betalt og sagt at vi kom igen en anden gang.
”Je viendra” er bedre end ”Je reviens”, nĂ„r man agter at besĂžge restauranten en anden gang i fremtiden.
”C’est pour la femme” duer ikke, men i stedet anvendes ”C’est pour ma femme”, husk det, nĂ„r tjeneren spĂžrger om, hvem der skal have denne ret, og at det altsĂ„ er til konen.

Yann’s fortéllinger om Picasso:

- En af hans fars patienter i Cannes, en gammel chauffĂžr med en gammel lastbil, som var overdĂŠkket med sĂŠkke som presenning, kĂžrte rundt med Picasso’s malerier, nĂ„r de skulle flyttes. Det sĂ„ aldeles tilforladeligt ud og ikke et Ăžje kunne drĂžmme om at lastbilen indeholdt malerier for millioner, og var det i dag, sĂ„ skulle de nok tĂŠlles i milliarder.

- En ung fattig tysker var sĂ„ forliebt i Picassos malerkunst at han absolut mĂ„tte eje et af vĂŠrkerne, men vidste godt at det var fuldstĂŠndig umuligt at kĂžbe. SĂ„ han vovede at ringe pĂ„ hans dĂžr og simpelthen spĂžrge om han ikke mĂ„tte fĂ„ et af hans vĂŠrker. Picasso inviterede ham indenfor, men viste ham fĂžrst ud i kĂžkkenet, hvor han fik noget at spise. Han mĂ„ have set meget fattig ud, og bagefter viste han ham ud i atelieret, hvor der stod en rĂŠkke fĂŠrdige vĂŠrker. ”VĂŠrs’go’ at vĂŠlge !”. Historien melder ikke noget om, hvor rig den fattige unge tysker er i dag !

Klokken er 20:40 og vi er ved at vĂŠre fĂŠrdige med aftensmaden her Lillejuleaften, fabriks-dybfrossen suppe + ristede ris med meget spredte kyllingestykker, ja, man skulle faktisk have Ăžjnene helt ned i tallerkenen for at skelne kyllingestykkerne fra riskornene !
Men ok, ”salade verte” bagefter var som sédvanlig af god kvalitet. Det skal lige siges at K havde lavet en rigtig god pistou, eller hvad det nu hedder, til at blande i suppen.
Og, igen ja, efter gÄrsdagens finansielle udskejelser, har der Äbenbart ikke vÊret rÄd til de store kulinariteter i dag.

PĂ„ vej op til Ephrussi’s slot var vejen pludselig spĂŠrret af politi, og vi blev dirigeret helt ud til hĂžjre. LĂŠngere fremme viste det sig at der var sket et mindre bjergskred, som spĂŠrrede det meste af den anden kĂžrebane ind mod bjerget. Godt at vi ikke var kommet der i det Ăžjeblik, da det skete, for sĂ„ var der ikke mere at skrive hjem om !
Beatrice Ephrussi Rotschild’s hus var en gentagelse fra sidst, men haven var en stĂžrre oplevelse denne gang, og det skyldtes mĂ„ske at for 13 Ă„r siden var der dagsregn, da vi besĂžgte stedet.
IsÊr Jardin Exotique, var vi begejstrede for. PÄ de lune vest-skrÄninger i solen, stod alverdens kaktusarter og lignende vÊkster og udstrÄlede en helt anden eksotisk verden i flora, end den vi normalt ser her.
InteriÞret, nÄh nej, jeg glemte helt springvandet, som var koblet sammen med et lydanlÊg med hÞjttalere gemt bag buske, sÄledes at der strÞmmede lyd ud overalt i terrÊnet. Og Strauss musik pÄ den mÄde er virkelig en oplevelse. De mange forskellige vandsÞjler/strÄler forsÞgte at holde takten, sÄledes at i de hÞje toner var strÄlerne ganske tynde og i de lave toner var de ganske lave. Det var som at se et orkester, hvor vandstrÄlerne fulgte en usynlig dirigent, og kun lod sig lede af lyden.
InteriĂžret var mest interessant i te-salonen, hvor jeg overlod K til sig selv og ”du The et beaucoup de gateaux”. Alt imedens jeg vandrede rundt fra chambre til chambre og fra salon til salon, og studerede ting og udstyr til herreskabet fra starten af 1900-tallet, alt imedens jeg samtidig mĂ„tte gĂ„ med et papirslommetĂžrklĂŠde for nĂŠsen, sĂ„ den ikke faldt helt af.
Nej, den slags gider jeg altsÄ ikke mere, og slet ikke for en billetpris pÄ 12 euro !


Omkring Beaulieu, Super U, for 3. gang, men denne gang i egen bil, og selvfÞlgelig ikke uden problemer. Bare parkeringen er et til tider helt uoverskueligt problem med de smalle bÄse og disse underlige franskmÊnd i deres biler med utallige buler og skrammer, og som derfor ikke tager disse ting sÄ tungt mere, i hvert fald ikke hvad angÄr bilens udseende. Jeg beder til, at vi nÄr ud af dette land uden skrammer pÄ bilen.
Men Bimmeren startede i fÞrste hug efter total stilstand i 8 dage i vejsiden pÄ Av. Georges Clemenceau, og motoren spandt som sÊdvanligt, selv i rundturen ovre pÄ Cap Ferrat, hvor vi af og til kÞrte i sneglefart for evt. at kunne fÄ Þje pÄ Tina Turner, Bono, The Rolling Stones, Gianelli, Kong Leopold, Al Capone eller en af de andre rige kendisser.
Vi sĂ„ dog hverken den ene eller den anden, kun et par ”Policiers”, som eskorterede os det meste af vejen igennem St. Jean og langt udenfor byen, hvor vi drejede fra til Beaulieu, og de vendte om for mĂ„ske at finde nogle andre bĂžnder, som mĂ„ske trĂŠngte til mere hjĂŠlp end os.

Mandag, den 24.12.2012, Villefranche s/MĂšr
Det er mandag, juleaftensdag, og vi er endelig kommet 1 time tidligere op, for meningen er at vi vil prÞve at nÄ markedet pÄ Cours de Saleya.
Vi fik endelig kÞbt en Chapon i gÄr aftes. 3300 gram vejede den, sÄ nogen kylling ligner det nu ikke. Og dertil ogsÄ 1 rÞdkÄl, sÄ juleaftensmaden er i hus.
Der er overskyet, men langt ude i Ăžst anes en smal solstribe.
Jeg fryser og er stadig mĂžgforkĂžlet. Kulden trĂŠnger stadig op igennem marv og ben nede fra stengulvet, og det klogeste er at komme ud af lejligheden nu. Ikke engang samtlige varmekilder tĂŠndt, kan holde kulden stangen

Jeg har lige fundet ud af at vi er ”naboer” til Elton John. Han bor oppe pĂ„ toppen af Mont Boron, I fugleflugt ca. 2 kilometer herfra. Faktisk skal vi pĂ„ en udflugt derop, idet Yann fortalte om den flotte udsigt deroppefra ud over Nice, altsĂ„ oppe fra det gamle slot, Chateau Mont Boron, som ligger Ăžverst oppe. Han fortalte, at han kunne kigge op til Eltons hus fra sin lejlighed i Rue Bonaparte i Nice.

Chapon’en er i ovnen, klokken er 18, K er ved at prĂŠparere nogle af de 24 Ăžsters, som vi kĂžbte i Casino i eftermiddags. Vi kom hjem klokken 16 efter en god tur til Nice, hvor vi parkerede pĂ„ den gamle havn, og gik rundt om forbjerget, med krigs-mindesmĂŠrket, og om til starten af Quai des Etats Unis. Videre hen til fodgĂŠngerovergangen og ind under hvĂŠlvingen i den gamle bymur, hvorefter vi befandt os pĂ„ Cours Saleya.
Den ene halvdel af markedet var det sĂŠdvanlige fĂždevare-marked og den anden halvdel et blomstermarked.
K kĂžbte bl.a. vores juletrĂŠ for 10 euro, nemlig et ganske lille oliventrĂŠ, som var fyldt med overmodne oliven, og som derfor ikke behĂžver at blive pyntet yderligere.
Senere, pĂ„ Place Massena, kĂžbte hun 3 santon’er, jesusbarnet med fader og moder
.
Til sidst kÞbte hun 2 huer i en af boderne, sÄ hun nu er klÊdt som en anden moderne fransk kvinde, skindjakke fra Paris og hue fra Nice.
Jeg kĂžbte selvfĂžlgelig vin for alle pengene.

Fra cd-anlÊgget lyder dejlig julemusik, lige nu Silent Night, i alt 50 julemelodier, som K har taget med hjemmefra, og de er faktisk bedre end Gustav W, som hele tiden gik i stÄ i gÄr aftes.

Kl. 19:45,
Jeg har lige skrevet en julehilsen tilbage til Bobo. Og Mik skrev jeg til for et par timer siden, og Lea for 3 timer siden. SĂ„ nu mangler kun Kim.
K har lige lagt de kogte, og derefter skrĂŠllede, kastanjer pĂ„ en pande med smĂžr. Og chapon’en overhĂŠlder hun flittigt med vĂŠde fra bradepanden nede i ovnen.
Jeg har lige Ă„bnet Monbazillac’en, som er en dessertvin, men jeg har opgivet Pomerol’en p.g.a. min forkĂžlede smagssans. Det var lige fĂžr, at jeg ikke kunne smage at det var en dessertvin, sĂ„ det ville ogsĂ„ vĂŠre synd for Pomerol’en, som ogsĂ„ kan holde sig helt indtil Ă„r 2020, og mon ikke min forkĂžlelse er vĂŠk til den tid.
I radioen spiller de nu endelig en julemelodi pĂ„ ”Radio Emotion”, som er favoritkanalen, nemlig ”White Christmas”, men selvfĂžlgelig i en fransk version, og jeg fik desvĂŠrre ikke fat i titlen, men mon ikke det mĂ„ vĂŠre ”NĂŽel Blanc”.

Kl. 20:25
PrÞv at stÄ og pille i et fjerkrÊ-skrog i kÞkkenet, nÄr samtidig K er tilstede. SÄ har hun pludselig ikke plads nok og vimser forvirret rundt omkring én, alt imens hun brokker sig over 1000 ting, indtil man dermed fÞler, at tilbagetrÊkning er den eneste og sikreste lÞsning pÄ det problem.
Men jeg nĂ„ede da ogsĂ„ at Ă„bne 10 Ăžsters fra Ile d’Oleron, ”Fines de Claire ?”
NĂ„, jeg mĂ„ hellere ud og Ă„bne Mercier’en, sĂ„ vi kan fĂ„ fut i fejemĂžget !

Kl. 21:13
Det trak lidt ud efter forretten, 5 Þsters til hver, og dertil 1 glas champagne, men det kan ogsÄ vÊre anstrengende med pauser !
De var virkelig sublime, de Oleron’er, men de var ogsĂ„ af 1. kvalitet og 1. stĂžrrelse.
Nu skal tallerkenerne skylles og chapon’en + tilbehþr gþres klar.
Nede pÄ promenaden strÄler de varm-gule gadelygter endnu klarere, som om de anede, at det var en hÞj-hellig aften.

”Santa Baby, so hurry down the chimney tonight”, synger Marilyn Monroe ovre fra cd’en.
Bocuse kogebogen ligger henslĂŠngt pĂ„ gulvet, men den har formodentlig ogsĂ„ gjort sin gode gerning med K’s ivrige studeren af kastanje-tilberedning, som er et af de sjĂŠldne emner derhjemme. Det skal blive spĂŠndende at smage resultatet af disse studier.
Nu er det vist Frank Sinatra med ”Santa Claus is coming into town”.
Det nĂŠste glas Champagne er faktisk bedre end det fĂžrste.

Kl. 22:55
Udpakningen af julegaverne var fornÞjelig, og til trods for at der var fÊrre gaver end normalt derhjemme, var det ligesÄ sjovt. Og der var sÄ heller ikke sÄ meget indpakningspapir, slÞjfer og Êsker at fjerne bagefter.
Men vi trak det hele noget ud, idet vi havde planlagt at tage i kirke til midnat, forstÄ det hvem der kan.

”La Messe de Minuit”
Vi havde planlagt at deltage i midnatsmessen allerede hjemme i LÞgten for lÊnge siden, og det lykkedes os da ogsÄ at holde os vÄgne, sÄledes at vi forlod lejligheden kl. 23:10 og kunne gÄ ind i kirken kl. 23:20, altsÄ i tide til at kunne overvÊre den fÞrste halve times koncert med violin og orgel.
PÄ vejen ned i byen overvÊrede vi, pÄ god afstand, et fyrvÊrkeri-show af de helt store ovre hos milliardÊrerne yderst ude pÄ Cap Ferrat. Selv Tivoli i KÞbenhavn ville nok blegne ved siden af.


Der var ikke mange tilstede, da vi trÄdte ind i kirken kl. 23:20, men der var jo ogsÄ 10 minutter til julekoncerten skulle begynde, og ligeledes 40 minutter til selve messen skulle begynde.
PÄ et par rÊkker foran os sad en dame, som hostede voldsomt ind imellem, mÄske forkÞlelse.
PÄ en rÊkke lÊngere fremme kom en familie med sÄ mange medlemmer, at nogle af de unge mÄtte sÊtte sig ovre pÄ langsiden af kirkerummet.

Ovre i en anden rĂŠkke sad en langhĂ„ret ĂŠldre mand sammen med sin kone, og han sang godt med pĂ„ ”Il est nĂ©e, le divin enfant”

Det endte med at blive en spektakulÊr forestilling pÄ 1 time og 3 kvarter

Orgel/violin/kor koncert fra 23:30 til 24:00

For at forrette denne juleaftens gudstjeneste var hele 3 prĂŠster reprĂŠsenteret, eller rettere 1 prĂŠst + 2 hjĂŠlpeprĂŠster

PĂ„ et tidspunkt gik de ned igennem kirkerummet, svingende med rĂžgelse og myrraskĂŠr i nogle kopper

PĂ„ et tidspunkt gik et medlem fra menigheden op og sang solo, og senere gik en anden op til en pult og fremsagde noget fra en bog som solooplĂŠsning

Selve prĂŠdiken varede i Âœ time, og her kunne det vĂŠre svĂŠrt at holde sig vĂ„gen, eller koncentrere sig om, hvad der blev sagt.

Og det skete i de dage, juleevangeliet pÄ fransk og fadervor pÄ fransk

Der lĂžd konstant en hosten og pudsen nĂŠse overalt blandt menigheden

De kommer og gÄr, familier, par eller enkeltpersoner, og slÄr korsets tegn efter fÞrst at have dyppet fingeren i vand

Nadveren var et kapitel for sig. FÞrst skulle prÊsten drikke for, og derefter var det hjÊlpeprÊsternes tur, inden sÄ endelig pÞbelen blev inviteret op til slanterne

Efter nadveren gik raslebĂžsserne rundt. Vi lagde 2 x 2 Euro, men der var masser af sedler + store mĂžnter i hatten.

Til slut rejste alle sig op, og gav hÄndtryk og god jul til naboen og smil til dem bagved.

Alt i alt en fornĂžjelig og interessant aften.


Tirsdag, den 25.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Kim, Stine og SĂžren er rejst tilbage til DK i formiddags. K stod selvfĂžlgelig ude pĂ„ terrassen med kikkerten og studerede ivrigt flyene pĂ„ himlen. Hun vidste lige prĂŠcis hvornĂ„r de skulle flyve fra lufthavnen i Nice, og ganske rigtigt, klokken 10:25 kan jeg se pĂ„  app’en pĂ„ Ipad’en ”Nice – Francfort
.embarquement terminĂ©e”, og klokken 10:33 siger hun ude fra terrassen ”Nu kan jeg se et fly deroppe !”
.. ingen tvivl, selvfĂžlgelig er det dem, der i fuld fart snart er i Frankfurt, hvor de sĂ„ skal vente nogle timer, inden de kan fortsĂŠtte videre til Billund.

”It’s nice to be in Nice, mais c’est mieux d’ĂȘtre ĂĄ Villefranche sur MĂšr !”
 
Onsdag, den 26.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Musée Marc Chagall var virkelig et besÞg vÊrd. At han havde vÊret sÄ produktiv, vidste jeg slet ikke. Det er heller ikke meget, jeg kender til ham udover den bog, som jeg lÊste for et par Är siden, skrevet af han amerikanske barnepige, eller hvad hun nu var for en pige.

Chagall blev 98 Är gammel, og den film som vi sÄ inde i et auditorium viste ogsÄ at han holdt sig godt udseendes-mÊssigt til trods for den hÞje alder.

Utrolig flotte farvekompositioner, om det sÄ var de bibelske motiver, som der var mange af, eller de mere almindelige.

Vi gik, i det dejlige solskin, hen pÄ museet, som ligger et par kilometer fra hovedbanegÄrden, i Avenue du Docteur Menard.

 

I dag fandt jeg ud af, at vi har ”snydt” med togbilletterne, men heldigvis i god tro, sĂ„ der er ingen grund til at have dĂ„rlig samvittighed.
Vi har hele tiden troet at den billet som vi hidtil har trukket, har vĂŠret gĂŠldende for en retur, men det er ikke korrekt. Og det med ”Composteringen” har vi heller ikke haft styr pĂ„. Det er ikke sĂ„dan nĂ„r bĂžnderne kommer til storstaden.

Men pyt, SNCF overlever nok, at vi har kĂžrt til ”halv pris” pĂ„ de ture, vi hidtil har taget.
Det besynderlige er, at vi endnu  ikke har oplevet en billet-kontrol, selvom det efterhĂ„nden er blevet til adskillige ture ad CĂŽte-d’Azur strĂŠkningen.
PĂ„ gĂ„turen fra museet tilbage til Gare Nice Ville, ville K lige ned omkring Avenue Jean Medecin for at kĂžbe noget klistervĂŠrk til hovedet eller sĂ„dan noget et eller andet mĂŠrkeligt, sĂ„ vi gik fĂžrst ind i ”Niceetoile”, et kĂŠmpe-center Ă  la Bruhns Galleri, og muligvis var der ikke den store forskel i forhold til Århus, bortset fra en stĂžrre mĂŠngde mennesker. Og butikkerne var hovedsageligt baseret pĂ„ tĂžj, tasker, parfume, mobiltelefoner, ure, smykker og iblandt det hele adskillige snack-barer midt i hele virvarret. Og der var virkelig mange mennesker, men nĂ„r man kom ud pĂ„ Avenuen igen, var der endnu flere. Der er forfĂŠrdelig mange mennesker i denne by, og nok det nĂŠrmeste man kan komme pĂ„ at fĂžle sig hensat til en gĂ„tur i en kinesisk by, kunne jeg forestille mig.
Inden vi var henne ved banegÄrden, droppede vi lige ind omkring Monoprix, hvor vi kÞbte 1 ltr. gedemÊlk og 1 ltr drikkevand, til trods for at man i den forretning kunne kÞbe alle mulige og umulige franske kulinariske fristelser og gode vine. Men vi var standhaftige og vi ved, at de nÊste 2 dage, som er de sidste dage hernede, kan vi ikke overkomme at fÄ bund i hverken kÞleskab eller omegn i kÞkkenet i lejligheden pÄ Avenue Georges Clemenceau nr. 395 i Villefranche sur MÚr.

NÄr Jussi Adler-Olsen kan udfylde tusindvis af sider med almindeligheder, sÄ kan jeg da ogsÄ !!!
Mit problem er bare at mine lĂŠsere ikke finder megen krimi-spĂŠnding imellem mine linier, hvad de nok gĂžr imellem Jussi’s linier.. Men sĂ„ har han til gengĂŠld nok det problem med sine efterhĂ„nden mange penge, at han ikke ved, hvad han skal bruge dem til. De bekymringer har jeg heldigvis ikke, altsĂ„ fordi jeg ikke har sĂ„ mange penge.

 

Torsdag, den 27.12.2012, Villefranche sur MĂšr
Solen skinner udenfor, klokken er 10, og vi er allerede oppe og godt i gang. K har siddet og studeret hotel-muligheder oppe syd for Frankfurt/Darmstadt, men er ikke kommet frem med noget eksakt endnu.
Om 2 dage, pÄ lÞrdag, gÄr turen nordpÄ igen, og denne sidste uge er forelÞbig forlÞbet lynende hurtig, desvÊrre. Det er som om, at vi fÞrst er ved at falde til nu, og som K ofte har sagt pÄ det sidste, vi kunne godt bruge 14 dage mere.
Vi mangler stadig at se Jean Cocteau’s kapel nede pĂ„ havnen her i byen, og ligeledes mangler vi at runde pynten om til Nice, afsluttende pĂ„ Coco Beach. Vi mangler ogsĂ„ at bestige Mont Boron for derved evt. at fĂ„ et glimt af Elton John.

 

I dag har vi slappet af med en gĂ„tur nede pĂ„ ”promenaden”, hvor vi satte os pĂ„ en bĂŠnk i 16 graders varme. Og alligevel kunne vi ikke dy os for senere at fortsĂŠtte gĂ„turen over til Beaulieu, hvor vi gik rundt for at besĂžge bank-automater og posthuse og derudover overvĂŠrede et fransk underholdningsshow pĂ„ byens torv. Det mest interessante var en snekanon, som sprĂžjtede snefnug ud over scenen hele tiden.
PĂ„ vejen tilbage langs promenaden og op ad bakkerne iagttog vi de mange fly, som gjorde klar til landing i Nice. Der kom et fly ca. hvert 4. minut.

 

  • hvorfor gĂ„r alle franskmĂŠnd og kigger foroverbĂžjet ned i fortovet, nĂ„r de spadserer ? 
 det kan enhver, som har vĂŠret i dette land, svare pĂ„.
  • Standere med hundeposer(til hĂžm-hĂžm’er), men poserne sidder sĂ„ hĂžjt oppe pĂ„ standeren, at hundene ikke kan nĂ„ dem !
  • FĂžrst opdagede vi at til vores ene side, oppe pĂ„ Mont Boron, havde vi Elton John som nabo, selvom han ind imellem kan vĂŠre svĂŠr at fĂ„ Ăžje pĂ„, men han er jo heller ikke sĂ„ hĂžj. Til den anden side, over mod Beaulieu og Cap Ferrat har vi Rolling Stones som naboer, 
.. ja kan det egentlig vĂŠre mere prominent ?  dog, sĂ„ skal det siges at Rolling Stones ikke har vĂŠret i deres lejede ejendom, Villa Nellcote, siden 1971 ca., hvor de indspillede ”Excile on Main Street”, som jeg lige har Googlet sammen med en masse andre oplysninger om den tid.
    Derudover er vi ogsÄ naboer til verdens hidtil dyreste ejendom, solgt i nittenhundrede og grÞnhvidkÄl for 500 mio. Euro, ja korrekt, ca. 4 mia. DKK., og selvfÞlgelig solgt til en nyrig russer, medens de andre russere sidder derhjemme og fryser i deres jordhuler.

 


Jeg har fĂžr fortalt om de trekantede haver, og disse er opstĂ„et pĂ„ grund af serpentiner-vejfĂžringen, som er nĂždvendig pĂ„ denne stejle bjergside. Disse trekantede smĂ„haver ligger dermed lige op ad vejsvingene. Dog sĂ„ er trekanten nede i det sidste vejsving pĂ„ vej ned til banegĂ„rden ikke udlagt til have, men derimod et beboet hus. Og her bor der minsandten en mand, eller rettere sagt en eremit. Huset, som er formet efter jordstykket, nemlig i en trekant, har murene lige prĂŠcist grĂŠnsende hele vejen rundt om det trekantede hjĂžrne. Hvorfor pokker han bor der i det diminutivt lille hus, vel ca. 10 kvadratmeter og dermed formodentlig Frankrig’s mindste hus, ved jeg ikke, og det forunderlige er at man faktisk hele tiden kan fĂžlge med i, hvad han laver. En aften stod han i dĂžrĂ„bningen til noget man kunne kalde hans badevĂŠrelse, og bĂžrstede tĂŠnder. At han stod i dĂžrĂ„bningen havde vel den forklaring at han ikke kunne komme helt ind i badevĂŠrelset, som sĂ„ ud til kun at bestĂ„ af en lille vaskekumme.
En dag sad han med en kikkert og studerede ivrigt livet ude pÄ bugten, og en aften sad han og sÄ fjernsyn, hvordan han sÄ ellers har fÄet plads til det, men det var selvfÞlgelig en fladskÊrm. Men for det meste om dagen sidder han og skriver eller lÊser ved et bord, som vender ud mod bugten.
EfterhÄnden har vi gÄet forbi ham sÄ mange gange, at han i dag hilste pÄ mig, idet han vinkede bag ruden, da jeg nysgerrigt kiggede op til ham. Og jeg vinkede smilende og uanfÊgtet tilbage.
Synd at vi er pÄ retrÊten herfra, ellers er jeg sikker pÄ at han ville snakke nÊste gang, jeg gik forbi.

 

Indfþjet dags dato i Frimodt’s géstebog:
Vi har befundet os godt i l’appartement de M. et Mme Frimodt i ”Les Nereides”, og har trods en del kulde i starten, fundet ud af at holde varmen alligevel.

Vi har foretaget mange ture rundt i omegnen, og for det meste ved hjélp af den effektive togbane, som vi hurtigt blev bekendt med, til trods for at vi i starten kun betalte halv pris ??? 
 men i god tro.

Og grunden til at togbanen ”vandt” kaplĂžbet skyldes at det er komplet umuligt at finde parkeringsplads til bilen, og at det ligeledes gĂ„r betydeligt hurtigere at komme fra det ene sted til det andet, og SNCF er virkelig effektivt.

Vi har vÊret rundt pÄ Picasso Museet i Antibes, rundt pÄ Marc Chagall museet i Nice, rundt om Cap Ferrat, hvor vi gik fra lejligheden og endte pÄ banegÄrden i Beaulieu 4 timer senere.

Og vi har, ikke mindst, vÊret rundt i Super U, ligeledes i Beaulieu, hvilket mÄske var det allermest besÞgte mÄl pÄ vores ferie. Men det har ogsÄ vÊret Jul, sÄ selvfÞlgelig mÄtte vi frekventere Super U adskillige gange, og hver gang med tog, sÄledes at vi bÊrende pÄ 2 tunge bÊreposer hver, skulle op pÄ 6. etage helt nede fra banegÄrden og op igennem de snoede veje
 en virkelig prÊstation, som man kun kan tale med om, hvis man kender vejen.

Men ogsÄ Cours Saleya i Nice og ligeledes Place Massena var interessante at besÞge, isÊr det sidste, hvor vi slentrede den lange tur ned ad Avenue Jean Medecin og til sidst endte i den megen juleudsmykning pÄ Place Massena, hvor Kirsten kÞbte 2 franske huer.
PÄ Cours Saleya kÞbte vi vores juletrÊ mandag den 24 december over middag, et lille oliventrÊ, 20 cm. hÞjt og fyldt med smÄ overmodne oliven.

Der var ingen ende pĂ„ indkĂžbene, indtil jeg opdagede at der ikke var flere Euro i pungen eller i lommerne !   

Jo, alt ialt har det vĂŠret en oplevelse at tilbringe en halv december i disse omgivelser.
Men alt har en ende, og nu tager vi til Danmark for at fejre nytÄr.

Hilsen

Kirsten & Peter Munk

 

Fredag, den 28.12.2012, Villefranche sur MĂšr

Sidste dag i syden ! og sÄ er det definitivt slut, i hvert fald for i Är.
Vi har tilbragt eftermiddagen nede pĂ„ hhv. stranden, promenaden og ”le Quai”, hvor vi lige sluttede af med 2 kopper kaffe pĂ„ ”La Fille du PecheĂ»r”. Bagefter omkring posthuset oppe i byen, hvor K afleverede en stak kort m.m.
Nu pakker hun endelig, for fuld kraft, men klokken er efterhÄnden ogsÄ 17, sÄ det skal ogsÄ snart vÊre. Jeg mener, der er 6 etager ned, og derefter den stejle nedstigning ad serpentiner-svinget, men mon ikke hun er fÊrdig i lÞbet af natten, og klar til afgang i morgen tidlig.

SĂžndag, den 30. December 2012, Hotel Watzenhof, Hemsbach
Vi kÞrte ca. 900 km i gÄr, og turen igennem CH var overmÄde flot. Der var endnu mere sne pÄ alpetoppene end for 14 dage siden, og vi stoppede bl.a. op ved St. Gotthard for at tage nogle fotos, men kulden udenfor var noget af en omvÊltning og svÊr at acceptere, mÄske isÊr fordi jeg stod i skjorte og tynd jakke, da jeg skulle fotografere.
De sidste 200 km. fra Basel og til Hemsbach foregik i aftenmĂžrket.
Vi nÄede vores mÄl, et billigt hotel her i udkanten af Hemsbach, lige nedenfor Odenwald-omrÄdet. VÊrelsespris 44 Euro + 5 Euro i afbestillingsforsikring.

Vi ankom kl. 19:20, og troede at vi var de eneste pĂ„ hotellet, men fra receptionen kunne vi se inde i restauranten, at der sad et enkelt par med et barn og spiste. Det sĂ„ hyggeligt ud. Indenfor hoveddĂžren stod et fad med julesmĂ„kager og der var julepyntet overalt. Men vi mĂ„tte en tur ud i kĂžkkenet for at praje receptionisten. Han kom da ogsĂ„ prompte pĂ„ vores kalden ”Halloooo....
Et godt, stort og rummeligt vĂŠrelse til den pris, og der er ikke en lyd udenfor, for der er nĂŠsten 10 km. over til motorvejen i vest, ja, det lyder nĂŠsten for godt til at vĂŠre sandt.
Vi fik et kvarter til at pakke ud, og gik derefter ned i restauranten, som nu var helt tom. Chefen var ved at forsÞge at tÊnde ild i den hyggelige pejs, og fÞrst efter adskillige forsÞg lykkedes det. Men ilden blussede alligevel kun op ganske kort, og han orkede Äbenbart ikke mere, sÄ den fornÞjelse var ganske kort.
Han anbefalede os ”GĂ€nsekeule”, og vi fik overbragt et menukort med lutter”GĂ€nse-retter”, formodentlig gĂ„serester fra julen.

Men da vi sĂ„ endelig havde afgivet bestilling pĂ„ GĂ€nsekeule, kom han slukĂžret retur fra kĂžkkenet med beskeden: ”Leider keine GĂ€nsekeule !”
 nĂ„, pyt, sĂ„ finder vi pĂ„ noget andet fra det righoldige menukort, og det blev til 1 stk grillteller + 1 stk rumpsteak, alt sammen ting, som vi har prĂžvet mange gange i Tyskland, og ved at det altid er noget de har i kĂžkkenet.
Udmérket var det, selvom K alligevel ikke var helt tilfreds med ”rumpen” ! Dertil 1 Risling + 1 vand og bagefter 2 kaffe.

Men knap havde vi smagt pĂ„ kaffen, da han igen kom ude fra kĂžkkenet med ordene ”Eine Frage
 mit dem FrĂŒhstĂŒck
?”. Her afbrĂžd jeg ham og spurgte prompte ”Ja, um welche Uhr ?”


 svaret lĂžd ”Leider kein FrĂŒhstĂŒck, der Chef ist krank !”

Eller sagde han egentlig ikke ”Die Chefin ?”, jo, det er nok konen, som stĂ„r ude i kĂžkkenet og dirigerer hele foretagendet.
Farvel morgenmad
. og nu sidder vi her pÄ vÊrelset med en yderst lunken kop Nescfé og en tÞr baguette, som Kirsten har fundet frem fra bagagerummet. Planen er nu at finde morgenmad pÄ den fÞrste rasteplads pÄ A5 inden Frankfurt.

  • der lugter af kloak pĂ„ badevĂŠrelset
  • en ramponeret minibar uden indhold, altsĂ„ er den bĂ„de mini og bar !
  • et ”vĂŠrelse med morgenmad”, uden morgenmad
  • en udluftningskanal i udu pĂ„ badevĂŠrelset
  • en dĂžr, der knirker, til badevĂŠrelset
  • en pejs uden ild
  • et fyldt menukort med kun fĂ„ reelle valgmuligheder 
.
  • Og til sidst, udgang gennem bagdĂžren, ”og husk at smide nĂžglen i postkassen indenfor dĂžren, inden I gĂ„r ud.”

 

Kort og godt, det hidtil vĂŠrste sted, vi har vĂŠret
. Selv Formule1 er bedre ! 
.  Men billigt var det !

Retur