Juleferie 2012 🇫🇷

 Juleferie 2012


Uddrag af dagbog og fotos fra vores jule-/nytårsferie i Sydfrankrig




Dagbog


14.12.2012, Wittnau
Her på Schönbergstrasse nr. 11 ligger ”Landgasthof - Hotel Zum Hirschen”, som der korrekt står skrevet på velkomst-kortet på bordet i værelset.
Et rigtig hyggeligt tysk sted få kilometer syd for Freiburg i en forstad, som hedder Wittnau, ikke langt fra grænsen til Schweiz.
Alt i alt har vi i dag kørt 1150 kilometer i tidsrummet 7:30 – 19:30.
Det meste af Tyskland var et vinterlandskab, dog mest i nord. Derhjemme i DK lød barometeret på minus 5 grader, da vi startede op, og vi er nu endt med plus 6 grader her i Wittnau. Ikke så dårligt et bytte.
Vi blev modtaget af en venlig servitrice, som smilende spurgte om navn, og et øjeblik efter overrakte hun os nøglerne til ”Zimmer 2, erster Stock”. Derudover reserverede hun et bord til den kommende aftensmad.
Køreturen forløb uden problemer med 2 ophold på ca. 1 times varighed i alt, og med ganske få kø-problemer på motorvejene.
Klokken 23:05
Jeg er lige kommet ud af det kolde badeværelse, hvor jeg, uden held, forsøgte at holde varmen under bruseren. Men K har heldigvis åbnet for radiatoren her i værelset, så der bliver alligevel nok lunt i nat.
Nu ligger vi i den brede seng med 2 flade dyner over os, K i gang med at studere sin smartphone på det nyligt oprettede 3G-net via Vodafone, som i EU-regi koster 30 kr. for 20MB og derudover x kr pr. MB. Samtidig har hun lukket ørerne af med 2 øresnegle og lytter uden tvivl til ”The Broken Beats”, som er hendes yndlingsmusik for tiden.

Aftensmaden var, som forventet, til tysk UG, og vildt var det, bogstaveligt talt. På begge tallerkener blev der serveret vildt. Kødstykkerne røg skiftevis over bordet, fra den ene tallerken til den anden. K synes nemlig altid, at indholdet på modpartens tallerken, må smage bedre !
Weissburgunderen var nu noget tynd. Dette blev dog opvejet af en senere Weinbrand i selskab med en normal kop kaffe.

K skriver sms konstant, og nu igen. Hun sidder ligesom de unge, klistret til sin uundværlige smartphone.

15.12.2012, Villefranche sur Mèr
Ankomst til en forfærdelig kold lejlighed kl ca. 19:30 efter en lang tur, ca. 730 km. fra Freiburg til Villefranche sur Mèr.
Vi kom først af sted fra Freiburg kl. ca. 11:00, idet vi ”faldt” ind omkring et Aldi marked i udkanten af byen for lige at købe en pakke spaghetti til hurtig aftensmad i Villefranche. Vi vidste at vi ville ankomme sent.

Det endte med, at vi købte hele butikken, og det var lige før den ikke kunne være i den kæmpemæssige indkøbsvogn, som vi havde forsynet os med, endsige det stakkels allerede overfyldte bagagerum på 340 volumenliter. Vi måtte derfor overbelaste bagsædet, med den virkning at det blev svært at orientere sig i bakspejlet for alle de købmandsvarer.

Det er ikke sådan, når bønderne kommer til byen med 4-toget og erfarer, at de er kommet til Slaraffenland.

Denne Aldi butik var en oplevelse ud over det sædvanlige, og vareudvalget var særdeles rigt, og helt anderledes end derhjemme. Det lignede ikke den sædvanlige discount-forretning. Der var god plads til at bevæge sig og køre rundt med den store indkøbsvogn, og som det mest interessante, varerne var enormt billige.

Men det allerstørste indtryk fik vi henne ved kasseapparatet.

Normalt er vores arbejdsfordeling således, at jeg lægger varerne op på båndet, og Kirsten lægger dem ned i vognen efter indscanningen.

Jeg fik også lagt alle varerne op på kassebåndet, og der var masser af plads på det lange bånd til fralægning, men på den anden side af kasseapparatet var der bare en lille firkant, hvor der knap kunne ligge en pakke gær, altså ingen rutten med pladsen der, når først varerne var scannet.

Men her fik vi systemets grundighed at se, og logistikken var helt fantastisk.

Det startede med, at kassedamen bad Kirsten stille indkøbsvognen lige ved siden af det lille aflægningsareal, og derefter begyndte hun at indscanne varerne.

Det gik virkelig så hurtigt som aldrig før set. Jeg tog tid ved at tælle sekunderne i hovedet, Det tog hende under 1 minut at scanne vores i alt 59 varer igennem kassen og hun formelig smed varerne på kryds og tværs igennem scanneren, som aflæste lynhurtigt både fra neden og fra siden, og ikke én vare gik forkert.

Og hun kunne multi-taske så det battede, pludselig havde hun en melon uden stregkode i hånden, men lynhurtigt trykkede hun én gang på en tast og melonen var frigivet.

Og som om dette ikke var nok, da der var ca. 10 varer tilbage på båndet, spurgte hun, alt imedens hun stadig scannede: ”Karte oder Bargeld ?”.

Hun var en ren jonglør i sit fag, og ”flaskehalsen” i logistikken lå udelukkende på vores side.

Kirsten forsøgte forgæves at følge med og lægge de mange varer ned i indkøbsvognen, inden de hobede sig op i et bjerg på ”firkanten”, og jeg nåede, af ren benovelse over forestillingen, aldrig hen for at hjælpe hende. Ja, jeg nåede faktisk heller ikke at finde pungen frem, inden det hele var færdigt.

Jeg var målløs og Kirsten var ligeledes målløs, og jeg havde ikke behøvet at have ondt af køen bag os, som jeg troede vi ville forsinke med vores væld af varer.

Vi aftalte at vi besøger den forretning en anden gang for at konstatere, om det går sådan for sig hver gang.

På vejen ud af Freiburg, stødte vi på en anden Aldi butik, og mon ikke der er mange af dem dernede med den effektivitet, som de udviser ?


Søndag d. 16.12.2012, Villefranche sur Mèr
Jeg sidder ude på altanen. Klokken er 10. Der er vel 17-18 grader og fuld sol, men der kommer heldigvis en frisk kølig brise ovre fra Cap Ferrat.
Nede på stranden er en svømmer lige gået i land.
Hvis dette vejr fortsætter, har vi da fået det helt forkerte tøj med herned.
I nat har jeg igen sovet dårligt. Jeg gik i seng ved 24-tiden efter at have kæmpet forgæves med etablering af internettet. Der er et virvar af ledninger, apparater og underlige anordninger, og jeg gør mig ikke meget håb om at få det til at virke.
Her oppe fra 6. etage, som vender ud mod øst, er der en formidabel udsigt ned over de andre huse, og ud over bugten direkte over mod Cap Ferrat. På den anden side, bjergsiden mod nord, skærer ”Basse Corniche” igennem det hele, og omme bag det fjerneste punkt på denne rute, mod øst, ligger byen Beaulieu
Enkelte måger afholder en koncert højt oppe over 6. etage. De har selvfølgelig et endnu bedre overblik over dette paradis.

Jeg er efterhånden godt klatøjet af alt for lidt søvn, men mon ikke det ændrer sig efterhånden som den lange køretur herned kommer på afstand.

Klokken er 21:30, vi er færdige med aftensmaden, spaghetti i en tredje variant siden besøget i Aldi, Freiburg, men i morgen har vi planlagt at handle mere alsidigt ind i ”Super U” i Beaulieu.

Vi kom først ud af lejligheden klokken halvfire i dag, efter at have slappet totalt af ovenpå den anstrengende tur herned. Dog, så foretog jeg en mindre rekognocering i området ved middagstid, og gik bl.a. ad en mindre vej ned mod byen. Solen stod mig lige i hovedet, og varmen vendte tilbage i kroppen efter det lange ophold i den forfærdelig kolde lejlighed.


Vi gik ned igennem de mange lange trapper mod havnen, og igennem de smalle passager imellem husene syntes alting at være ligesom sidst, vi var her, i oktober 1999.
Vi kom forbi ”Rue Obscure”, hvor hele gaden er dækket af ejendommene ovenover. Det virker nærmest som at gå i en kælder, og det ser også ud som om gaden kun bliver brugt til kælderrum.
Nede på havnefronten gik vi så videre ud ad den lange sti langs bunden af bugten, hvor åbenbart hele byens befolkning havde besluttet at mødes til søndags-gåtur i det gode vejr, ganske hyggeligt.
Bougainvilleaen blomstrede i den sædvanlige lilla/røde farve, uanfægtet at vi var i midten af december.
Tilbage i byen ved havnen fik K øje på en tøjbutik, som stadig havde åbent, og efter at have beklaget sig hele dagen over den forfærdelige kulde i lejligheden, fik hun straks øje på nogle varme uldtrøjer, opstillet på et stativ på rad og række uden for butikken.
Dette indkøb af en varm uld-plaid af en eller anden art lama-uld foretog hun på under 5 minutter, hvilket lige er til ”Guiness Book of Records”, når man kender K’s normale tidsforbrug i tøjbutikker.
Derefter slentrede vi op forbi St. Michel kirken, hvor vi forventer at tilbringe en del af vores juleaften, og videre ad smøgerne, hvor vi foretog nogle enkelte indkøb af bl.a. Nice Matin i tabac’en og brød og kager hos bageren ”Chez Marie ”..
Så skete selvfølgelig det uundgåelige, som normalt kun sker for Kirsten hernede, nemlig at jeg trådte i en hundelort…. ”Mairde !”
Det resulterede i at jeg, efter en voldsom skraben med skoene på trappetrin og flisekanter, måtte hjem og i gang med tændstikker til at rense rillerne i skosålen, for derefter, i håndvasken på badeværelset, at afvaske de brune skosåler, og stille og roligt trådte den sorte farve frem på ny.

Efter at K har lånt en af mine langærmede undertrøjer fra Føtex, klager hun ikke mere så meget over kulden. Jeg tilbød hende også et par ”Jens Lyner”, men det afslog hun.
Uld-plaiden var ”pur laine d’Alpaca”, men ved et nærmere studium af den lille deklarations-seddel i nakken, er det alligevel uvist hvilken uldtype, det drejer sig om.

Ude over ”La Rade de Villefranche” lyser lamperne med en varm gul farve langs bredden hele vejen rundt i bunden af bugten.

Nu går hun minsandten med benvarmere på overarmene !

Mandag, den 17.12.2012, Villefranche sur Mèr
Dagtur med tog til Beaulieu, afsluttende med besøg i Super U.
På torvet midt i Beaulieu by er der dejligt at sidde på bænken i solen. Der står et flot og stort prangende ”Sapin de Noêl”, næsten helt hvidt af ”sne”, og lige bagved springer en vandstråle flot op i luften. Træet er pyntet med store flotte røde kugler i flere størrelser. Længere oppe på torvet står en karrusel-lignende rund bygning, med en masse cellofan-indpakkede julegaver. Det hele står frit fremme. Det må selvfølgelig være en del af noget jule-underholdning her i byen.

Om aftenen gik vi en lille sen tur rundt i Villefranche for også her at se på jule-belysningen. Vi var hjemme i lejligheden kl. 23:30.

Tirsdag, den 18.12.2012, Villefranche sur Mèr
Klokken er vel halvfem, og vi er lige gået op ad den snoede, stejle vej nede fra ”Gare de Villefranche”, efter en eftermiddagstur til Nice.
Vi gik fra banegården ”Nice Ville” hen til Av. Jean Médecin, hvor vi så vandrede videre ad denne brede avenue uden forstyrrelser fra biler, men ind imellem skulle vi dog passe på sporvognene, som kører med få minutters intervaller i midten af vejen.

K skulle lige konsultere et H & M, ja forstå det, hvem der kan, men at gå i H & M i Nice, når man ligeså godt kan gøre det i Århus ?. Imens skråede jeg over gaden på den anden side, for at kigge på den pragtfulde kirke ”Basilique de Notre Dame”, men jeg kunne desværre ikke komme ind i kirken.
Avenuen var tæt befolket af mennesker, til trods for at der var tale om en almindelig tirsdag midt i arbejdstiden…. Men det er vel ligesom derhjemme på Strøget i Århus, der er også altid fyldt med mennesker midt i arbejdstiden.
Her i Nice, så det ikke ud til at være turister ret mange af dem, men så vidt vi ved, er der mange arbejdsløse her sydpå.
For enden af ”Jean Mèdecin” endte vi på Place Massena, hvor det altdominerende synsindtryk var et kæmpe Pariserhjul, som kørte langsomt rundt, endda med flere af gondolerne fyldt. Derudover er det selvfølgelig ”Fontaine du soleil” med den flotte statue af Apollon, der dominerer pladsen.
Juleudsmykning, guirlander i alle former, lys i alle farver og røde udstoppede nissemænd.
Nede på ”Quai des Etats Unis”  kunne vi nikke genkendende til udsigten til begge sider.
Derefter gik vi hen til indgangen ved Cours Saleya og ind til ”Palais de Justice”, hvor vi, for nogle år siden, sad på en café lige overfor, og en ældre dame sad og sang på trapperne op til retsbygningen.
Denne gang stod der 3 forbryderisk udseende mørke mænd oppe ved de store søjler, ivrigt gestikulerende og højt talende, imedens den ene af dem, en Godfather-udseende type var i færd med at tage overtøjet på. Formodentlig lige undsluppet et opgør i retten, tydeligvis med et positivt resultat. I hvert fald at dømme efter de tilstedeværendes tilfredse miner.
Videre op ad de smalle gader med retning mod ”bjerget”, som var vores mål. Vi var dog ved at være sultne, så vi stoppede op på et lille torv, Place Rossetti, og udsøgte os et sted med det flotte navn ”La Claire Fontaine”, vel nok opkaldt efter den flotte fontæne, som stod midt på torvet. Der var udendørs servering, dog under en kraftig markise og tilhørende sider af kraftig rød teltdug og med vinduer af plexiglas. Vi kunne sagtens holde varmen under gasvarmerne, som var placeret oppe under loftet

Vi fik en hurtig servering af byens lokale specialiteter, Pissaladière og Salade Nicoise og dertil ¼ hvidvin af husets, samt 1 cola.
En hyggelig frokost i den gamle bydel.
Ude igen gik vi over forbi den gamle katedral med den underlige kuppel, inden vi fortsatte videre ad de små gader i den gamle by op mod bjerget.

Vi endte på toppen efter megen møje og besvær ad adskillige hårnålesving.
Lige inden det øverste plateau stod en mand og spillede fransk musik på en harmonika..
På toppen nød vi udsigten ud over den store by, og vi tog adskillige fotos. Nede i byen var synet domineret at det store Pariserhjul. Mod vest strakte Promenade des Anglais sig så langt øjet rakte, og ovre på den anden side af bugten kunne vi se lufthavnen med al dens trafik. Oppe mod nord kunne vi se de hvide sneklædte bjerge i det fjerne. Ja, jeg skal love for at vi blev godt mætte af alle disse mangeartede synsindtryk.
Solen var allerede så småt ved at gå i dvale, og det begyndte at mørkne, så vi begyndte nedstigningen.

Nede igen kom vi forbi en Ecole Maternelle, altså en børnehave, hvor børnene var ved at blive afhentet. Et tegn på at klokken var henad 17.

Nogle af børnene blev afhentet i bil, andre til fods, og så var der ham faderen på en lille motorcykel, som placerede sin lille dreng foran på benzintanken uden nogen form for sikkerhed  !
Da vi nåede tilbage til Place Massena, var det nu blevet helt mørkt, og vi beundrede de farvestrålende jule-belysninger, som var at se overalt.

19.12.2012, Villefranche sur Mèr
Det er onsdag og vi er stået op til den 4. dag med fuld sol.
Jeg sidder ude på terrassen i liggestolen, medens K stadig småbobler inde i sengen. Jeg har ikke sovet meget i nat, og efterhånden er det længe siden, at jeg har sovet normalt… vel ikke siden vi tog hjemmefra..
Solen skærer voldsomt i øjnene i genskinnet fra vandet hen over bugten. Det er umuligt at se over mod Cap Ferrat på grund af dette genskin. På den anden side af altanen, ovre på la basse Corniche, suser bilerne afsted.
Nede på bugten er der i dag et par kajakroere. Der er endnu ikke dukket mennesker op på stranden.

I aftes, efter at vi var kommet hjem fra Nice, var jeg lige nede i Casino i midtbyen for at købe vand og et par andre små fornødenheder. Casino er en af de allermindste butikstyper, som man ser overalt i de franske småbyer. Udenfor butikken sad  2 ”clochards”, også et almindeligt syn i gadebilledet hernede sydpå. I går så vi adskillige af dem inde i Nice, siddende på fortovet med en hat eller andet, liggende ved fødderne, klar til at indkassere småmønterne.
Den ene af de 2 ved Casino kom ind i butikken, medens jeg var derinde, og han blev ved med at tale med den unge mandlige ekspedient på et drævlende, for mig uforståeligt fransk, men ekspedienten kunne åbenbart godt forstå det. Da jeg efterhånden havde bevæget mig længere hen til kassen, begyndte han at fortrække hen mod udgangsdøren, holdende godt fast på den enkelte dåseøl i jakkelommen, som det var blevet til.
Da jeg endelig begyndte at lægge mine få varer på disken, sagde han også noget, igen helt uforståeligt, til mig, alt imedens han grinte ud imellem de 2 pløkker, der var tilbage i overmunden. Da jeg samtidig sagde noget til ekspedienten erfarede han straks at jeg var turist, og gik så hovedrystende ud af døren.

I dag planlægger vi en gåtur ud på Cap Ferrat.
Samtidig er det planlagt at Kim, Stine og Søren Fledelius skal lande i Nice lufthavn, så det bliver spændende at høre fra dem.

Formiddagen på terrassen i solen er virkelig behagelig. Klimaet er som på en mild sommerdag derhjemme.
Nu går der en ”skattejæger” med en metaldetektor nede på stranden. Gad vide om han ikke blot finder ølkapsler og hårnåle ?

”Ugerningen i Edens have”
På vej op ad den sidste stigning på vejen i aftes skulle K selvfølgelig udføre det kup, som hun havde gået og planlagt i lang tid, nemlig at stjæle en appelsin fra det flotte træ, som står inde i ”trekanten”, et lille stykke have, som der er så mange af her, idet hver en kvadratcentimeter at det sparsomme areal op ad bjergsiden er udnyttet.
Hun havde virkelig flere gange i løbet af de sidste dage gået og skumlet på en plan om et større kup mod det bugnende appelsintræ, som vi går forbi når vi skal ned til vejen

nedenfor ejendommen. Jeg troede nu ikke at hun ville gøre alvor af planerne, som hun havde udtænkt skulle udføres, når mørket var faldet på.
Ikke fordi man behøver at have ondt af ejeren af appelsintræet, der er nok flere hundrede frugter på det træ, og virkelig frodigt ser det ud. Men mere fordi handlingen med at tage en forbuden frugt i denne have, i dette tilfælde altså en appelsin, formodentlig er mere ildeset på disse kanter, end derhjemme, hvor man blot kan stjæle værdiløse æbler i alle haver.
Men som sagt, ”Eva” skulle jo smage den forbudne frugt, og her var der ikke engang en slange til at overtale hende, tværtimod, så forsøgte jeg at tale hende fra det, men hun var ikke til at styre ind på andre tanker, så ugerningen blev udført, formodentlig i et anfald af eufori.
Der opstod dog i gerningsøjeblikket visse vanskeligheder med at vriste den lille frugt fra grenen, hvorpå den sad bedre fast end vurderet. Men til sidst lykkedes det, og selvom man kunne høre støjen fra den svirpende gren i miles omkreds, lykkedes det os at gå uantastet de sidste 20 meter op til trappen ved ejendommen. Gad vide om ikke nogen har stået og kigget bag gardiner et eller andet sted i de omkringliggende nabohuse.
Da vi så kom op i lejligheden på 6. etage, efter turen med elevatoren, fremviste hun stolt ”tyvekosterne”, en ganske lille frugt, som man knap kunne kalde en appelsin, men som mere mindede om en lille mandarin.
Jeg fik desværre ikke foreviget gerningsøjeblikket, idet jeg var for chokeret over at hun overhovedet kunne finde på det, til at jeg kunne få arrangeret mit kamera, hvilket ellers ville være fuld dokumentation for hendes overtrædelse af det 7. bud.

Nå, men med denne ugerning på afstand, er vi igen klar til nye udflugter i ”Edens have”, som man egentlig kunne kalde hele området hernede omkring Villefranche.
Klokken er nu 12:40, og vi sidder stadig på terrassen for at få de sidste solstråler med, inden de helt forsvinder i syd bag naboens terrasse skråt ovenfor.
Det ser ud til at blive regn i morgen, men det kan vel heller ikke passe, at dette vejr kan fortsætte i det uendelige på denne årstid. Og dog, på søndag meldes der om 16 grader, og derefter nogenlunde fuld sol hver dag. Den 24. december meldes der om sol og ca. 13 grader.


Torsdag, den 20.12.2012, Villefranche sur Mèr
Igen er vi kommet sent op, 10:00. Jeg har været nede efter morgenbrød, ”Une baguette et deux croissants”, og K står stadig ude på badeværelset her kl. 10:30. Hun er nok også noget groggy i dag, efter vores lange udflugt til Cap Ferrat i går.
Vi gik hele vejen hjemmefra og det lykkedes os at finde starten på ”Le Sentier”, som går langs vandet. Vi var inden da en lille smut nede ved vandet et par gange, bl.a. et sted, hvor de lokale fruer sad i bikini på stranden og plaprede løs, og et andet sted, Plage Passable, hvor den egentlige kyststi begyndte.
Stien er blevet noget forbedret siden vi var her sidst for mange år siden, men der er stadig lige  langt ud til ”Pointe de Cap Ferrat”, og den er stadig lige dramatisk at befærde visse steder langs klippekanterne. Vi mødte en del andre vandrere undervejs, og nogle steder måtte vi kante os ind til klippevæggen, for at gøre plads til forbigående.

 

Helt ude på spidsen af Cap Ferrat kunne vi se, at solen var begyndt at gå ned bag bjergene ved Nice lufthavn. Nu skulle vi enten vælge landevejen oppe bag fyrtårnet eller fortsætte ad stien på den modsatte side af halvøen, altså den østlige side. Der stod på et vejledende skilt, at turen til byen St. Jean ville tage 55 minutter til fods, så vi var noget usikre på, om vi kunne nå dertil, inden det blev helt mørkt.
Vi valgte stien, og den viste sig heldigvis at være lettere at befærde end stien på den vestlige side. Den var meget bredere, og gik helt nede ved kysten uden farlige skrænter, så det var en smal sag for os at tilbagelægge afstanden til St. Jean C. F.
Landskabet på østsiden var helt anderledes, bl.a. brede strækninger med forrevne og eroderede klipper i vandkanten. Højst oppe på bjergsiden lå den ene flotte villa efter den anden.
Henne ved St. Jean var det nu blevet helt mørkt, og vi skulle herfra finde den videre rute til Beaulieu.
Jeg spurgte en mand om vej, medens K studerede busstoppesteder og busplaner.
Byen var godt oplyst, men der var ikke meget liv på denne årstid, hvorimod der om sommeren nok ikke er til at være her for mennesker. Der strømmede musik ud fra højttalere, som var opsat med regelmæssige mellemrum oppe på bygningerne igennem hele byen. Man var dermed tvangsindlagt til musikken, hvad enten man kunne lide den eller ej.

Vi endte i Beaulieu efter yderligere 2 kilometers spadseretur langs kyststien. Her lykkedes det os at handle hos både en slagter og i Super U.
Senere på aftenen erfarede vi, at Kim & Co var landet i Nice om aftenen.

Det er ikke let at vaske bil, når man skal slæbe vandet i vandflasker og mælkekartoner oppe fra 6. etage og derfra videre ned ad den stejle opkørsels-rampe førend man er ved bilen, som står parkeret på Av. Georges Clemenceau sammen med så mange andre biler, at der ikke er plads til flere.
Vandet hældes roligt og helst så lidt som muligt ad gangen ud af flasken samtidig med at der vaskes med en klud. Efter en tur på over 1800 kilometer igennem et vinter-Europa, hvor vejene er præparerede med endnu mere salt end derhjemme, så forslår det som en skrædder i helvede med 2 x 1½ liter + 1 liter mælkekarton, men ok, bagagesmækken blev da nogenlunde ren. Og går jeg turen op og ned nogle flere gange, så hjælper det vel.

Her er især noget for rigtige frankofile:
Jeg har lige ringet til Mme Ferrio, men det var en eller anden gammel bedstefar med en svag stemme, som tog røret. Jeg lirede hele den nøje indlærte lektie af, bl.a…..”et il manque 2 taies d’oreillers et 1 housse de couette”, og da jeg endelig var færdig med denne svære remse, lød der en masse uforståeligt kaudervælsk i den anden ende af linien.  Jeg anede nu ikke hvad jeg skulle sige, men pludselig fangede jeg alligevel et par løsrevne sætninger ”Vous rappelez á quatre heures et demie”, så jeg forstod at Madame Ferrio først var hjemme halvfem, og at jeg skulle ringe igen… ”Au revoir !”.

Fredag, den 21.12.2012, Villefranche s/Mèr
Hold k.  hvor er der koldt i denne lejlighed  ! Det er umuligt at få varmen, og jeg er så småt begyndt at blive forkølet. Den stakkels varme, vi kan vride ud af panelet i væggen i stuen, og varmen fra den mobile enhed, som ligner en gammeldags radiator, men kun med 3 ribber, suser lige op i loftet og forsvinder øjeblikkeligt videre igennem murværket og op på overboens terrasse, som er placeret lige ovenpå vores stue.
Solen er forsvundet i dag, og det gør selvfølgelig ikke varme-problemet mindre.

Jeg har efterhånden fået tillært mig et par nye franske gloser, som jeg tror vil hænge ved i fremtiden, nemlig dynebetræk(housse de couette) og hovedpudebetræk(taie d’oreiller).
Jeg ringede til Mme Ferrio igen kl. 17 i går og denne gang var der en gammel bedstemor i røret, vel nok hendes moder. Men efter et par sætninger, igen svære at forstå, var Mme Ferrio selv i røret. Nu kunne jeg faktisk opfatte, hvad der blev sagt, selvom hun talte i normal fransk fart, men jeg kunne forstå, at hun var helt klar over situationen med ”La litterie”, og at hun ville komme øjeblikkeligt, selvom jeg tilbød at afhente sengetøjet hos hende. Det forslag var dog også omsonst, for det viste sig at sengetøjet allerede befandt sig i vores lejlighed, i entreen bag den aflåste dør, hvorpå der stod ”Private”.
Et kort øjeblik efter ringede det på døren, og Mme Ferrio viste sig at være en særdeles flink og meget talende kvinde, aldersmæssigt formodentlig sidst i halvtredserne. Vi var i forvejen bekendt med at hun kun talte fransk, men godt for det, så kunne jeg endelig få lov at kvaje mig, uden at der blev slået om i engelsk eller tysk.

Vi har planlagt at invitere Kim og vennerne til i morgen aften og vil spise på en restaurant nede i byen. Det er det letteste fremfor at skulle lave maden selv.

  

Lørdag, den 22.12.2012, Villefranche s/Mèr
Solen er kommet igen efter 2 dage med halvkoldt vejr, så nu kan vi igen sidde på terrassen om formiddagen. Og så er jeg endelig helt i gang med den forkølelse, som selvfølgelig måtte komme i dette elendige indendørsklima. Den forkølelse har holdt mig vågen det meste af natten, og selv med 2 dyner og 2 tæpper i soveværelset, lå jeg og frøs. Kulden trænger op fra de kolde gulvklinker og går lige igennem madrassen.
K lå inde i stuen på den udslåede sofa og med varme i vægpanelet. Jeg tror at det er nødvendigt at tænde op for panelet i soveværelset også, hvilket forhåbentlig kan forbedre situationen.
Så foreløbig tegner det ikke godt for dagen, hvor vi endda i aften har inviteret Kim & Co. på aftensmad i byen.
Vi var nede at sondere terrænet på havnefronten sent i aftes, for om muligt at udpege en af de åbne restauranter. De udvalgte er Les Palmiers, Le Casino, L’Oursin Bleu og Brasserie du Quai. Det er svært at bestemme, hvilken der er bedst, men jeg tror nu, der er mest stemning for ”Brasserie du Quai”.
Pablo Picasso er nu ikke min kop te, men vi skulle selvfølgelig se museet i Antibes for at kunne afklare, hvad Picasso er for noget. De fleste af hans værker på det museum, var fra 1946, hvor han åbenbart havde været meget produktiv. Og sagen er måske at han var den første til at frembringe moderne kunst ? nej, det er nok ikke helt korrekt, men hvordan hans første værker blev modtaget, kunne være interessant at vide. Selve museumsbygningen var pragtfuld, og lå lige ud til kysten bag byen med udsigt over til en halvøen med Cap d’Antibes.  Vi brugte ca. 40 minutter på togturen dertil og standsede på følgende stationer: Nice Riquier, Nice Ville, Nice St. Augustin, St. Laurent du Var, Cros de Cagnes, Cagnes-sur-mèr, Villeneuve-Loubet-Plage, Biot og så Antibes.
Togene er hele tiden fyldt med passagerer, og det er nok det mest effektive transportmiddel på disse kanter, for overalt langs togruten, hvor den følger landevejen parallelt, suser man forbi de mange biler, som snegler sig afsted i lange kolonner.
Ja, togrejsen er det mest rationelle, men man skal så finde sig i alle de mobil-talende passagerer, som hernede, ligesom derhjemme, heller ingen hæmninger har med hensyn til at tale så højt, at alle omkringsiddende kan følge med i samtalen. Altså såkaldte tale-ekshibitionister. Nu foregår det selvfølgelig mest på fransk, så hernede er jeg ikke så irriteret over det, som jeg kan være derhjemme. Og hvis ikke de sidder og taler i mobilen, sidder de og sms’er eller surfer. Alle til hobe  !
På vejen til Antibes sad der en pige, formodentlig fra Tahiti eller en anden tidligere fransk oversøisk koloni, og talte og talte, og ringede op, og ringede op. Da hun endelig lagde telefonen, var det for at starte på fortæringen af et æble, hvilket også kunne høres overalt i togvognen, så var det næsten bedre, da hun talte i telefon.

Jorden gik alligevel ikke under i går, den 21. december, til trods for at nogen havde spået det. Det eneste, der gik under, i min verden, var mit helbred. Men det sker regelmæssigt med jævne mellemrum hele året, og det gider ingen spå om.

Juleaften om 2 dage. Derhjemme melder de foreløbig om en hvid lillejuleaften. Hernede er der 16 grader og fuld sol.


Når vi spadserer på gader og veje, er der én ting, som altid holder stik. Der kommer altid en pige og en sporvogn til…  nej, var det bare sådan, men der kommer altid en dieselhørmer og forpester luften lige foran os  Det kan være en bil eller en scooter eller noget andet af den slags, men alle forpester luften, udstødende en tydelig giftig røg, som sætter sig i næsen. Kommer de ikke susende forbi os, kan man være sikker på, at en af de parkerede i vejsiden starter op og det lige foran os, således at vejen igen forpestes med en forfærdelig luft….. Samtidig skal vi så holde os for mund og næse for ikke at få afkortet endnu mere tid af vores i forvejen forkortede liv, og endvidere skal vi passe på ikke at træde i en hundelort.
Ja, at vi gider, men bagefter, i genfortællingen, glemmer man let irritationen, og i stedet for træder et vist idyllisk skær af fransk levevis og kultur frem…… ja, selv en hundelort indgår i denne kultur !  Det er og bliver en del af den franske levevis. ”Shit følge, eller land fly !”.

Søndag, den 23.12,2012, Villefranche sur Mèr
Igen stået sent op, men det blev også sent i går aftes. Godt nok var vi hjemme klokken 23, men vi skulle så snakke om aftenens begivenheder, og så begyndte min forkølelse virkelig at tage til. Da vi så endelig var kommet i seng i soveværelset, måtte jeg, efter ½ time, fortrække til sofaen i stuen, men den var desværre ikke redt op. Da jeg så endelig kunne lægge mig til at sove, var klokken blevet halvto, og jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn.
Men aftenen havde været succesfuld, og de unge så da også ud til at befinde sig godt i selskabet. Jeg hentede dem ved banegården kl. 18, Kim, Stine, Søren og Yann. Sidstnævnte viste sig at være af rent fransk udseende og tilligemed typisk fransk. Han er også fransk født, i Cannes, og har en dansk moder, som bor i Cannes halvdelen af året og resten af året i Danmark.
Vi havde forinden besøget været på indkøbstur i Super U i Beaulieu for anden. gang og hjembragte bl.a. 2 flasker Mercier brut, og et godt udvalg af oste, oliven, snacks og den slags. K fik det anrettet elegant med hyggelys på de 2 borde i stuen..

”Nous avons fermée le vingt quatre, mais nous reouvrions le vingt cinque decembre !”, sagde værten i ”La Fille du Pecheur”, da jeg havde betalt og sagt at vi kom igen en anden gang.
”Je viendra” er bedre end ”Je reviens”, når man agter at besøge restauranten en anden gang i fremtiden.
”C’est pour la femme” duer ikke, men i stedet anvendes ”C’est pour ma femme”, husk det, når tjeneren spørger om, hvem der skal have denne ret, og at det altså er til konen.

Yann’s fortællinger om Picasso:

- En af hans fars patienter i Cannes, en gammel chauffør med en gammel lastbil, som var overdækket med sække som presenning, kørte rundt med Picasso’s malerier, når de skulle flyttes. Det så aldeles tilforladeligt ud og ikke et øje kunne drømme om at lastbilen indeholdt malerier for millioner, og var det i dag, så skulle de nok tælles i milliarder.

- En ung fattig tysker var så forliebt i Picassos malerkunst at han absolut måtte eje et af værkerne, men vidste godt at det var fuldstændig umuligt at købe. Så han vovede at ringe på hans dør og simpelthen spørge om han ikke måtte få et af hans værker. Picasso inviterede ham indenfor, men viste ham først ud i køkkenet, hvor han fik noget at spise. Han må have set meget fattig ud, og bagefter viste han ham ud i atelieret, hvor der stod en række færdige værker. ”Værs’go’ at vælge !”. Historien melder ikke noget om, hvor rig den fattige unge tysker er i dag !

Klokken er 20:40 og vi er ved at være færdige med aftensmaden her Lillejuleaften, fabriks-dybfrossen suppe + ristede ris med meget spredte kyllingestykker, ja, man skulle faktisk have øjnene helt ned i tallerkenen for at skelne kyllingestykkerne fra riskornene !
Men ok, ”salade verte” bagefter var som sædvanlig af god kvalitet. Det skal lige siges at K havde lavet en rigtig god pistou, eller hvad det nu hedder, til at blande i suppen.
Og, igen ja, efter gårsdagens finansielle udskejelser, har der åbenbart ikke været råd til de store kulinariteter i dag.

På vej op til Ephrussi’s slot var vejen pludselig spærret af politi, og vi blev dirigeret helt ud til højre. Længere fremme viste det sig at der var sket et mindre bjergskred, som spærrede det meste af den anden kørebane ind mod bjerget. Godt at vi ikke var kommet der i det øjeblik, da det skete, for så var der ikke mere at skrive hjem om !
Beatrice Ephrussi Rotschild’s hus var en gentagelse fra sidst, men haven var en større oplevelse denne gang, og det skyldtes måske at for 13 år siden var der dagsregn, da vi besøgte stedet.
Især Jardin Exotique, var vi begejstrede for. På de lune vest-skråninger i solen, stod alverdens kaktusarter og lignende vækster og udstrålede en helt anden eksotisk verden i flora, end den vi normalt ser her.
Interiøret, nåh nej, jeg glemte helt springvandet, som var koblet sammen med et lydanlæg med højttalere gemt bag buske, således at der strømmede lyd ud overalt i terrænet. Og Strauss musik på den måde er virkelig en oplevelse. De mange forskellige vandsøjler/stråler forsøgte at holde takten, således at i de høje toner var strålerne ganske tynde og i de lave toner var de ganske lave. Det var som at se et orkester, hvor vandstrålerne fulgte en usynlig dirigent, og kun lod sig lede af lyden.
Interiøret var mest interessant i te-salonen, hvor jeg overlod K til sig selv og ”du The et beaucoup de gateaux”. Alt imedens jeg vandrede rundt fra chambre til chambre og fra salon til salon, og studerede ting og udstyr til herreskabet fra starten af 1900-tallet, alt imedens jeg samtidig måtte gå med et papirslommetørklæde for næsen, så den ikke faldt helt af.
Nej, den slags gider jeg altså ikke mere, og slet ikke for en billetpris på 12 euro !


Omkring Beaulieu, Super U, for 3. gang, men denne gang i egen bil, og selvfølgelig ikke uden problemer. Bare parkeringen er et til tider helt uoverskueligt problem med de smalle båse og disse underlige franskmænd i deres biler med utallige buler og skrammer, og som derfor ikke tager disse ting så tungt mere, i hvert fald ikke hvad angår bilens udseende. Jeg beder til, at vi når ud af dette land uden skrammer på bilen.
Men Bimmeren startede i første hug efter total stilstand i 8 dage i vejsiden på Av. Georges Clemenceau, og motoren spandt som sædvanligt, selv i rundturen ovre på Cap Ferrat, hvor vi af og til kørte i sneglefart for evt. at kunne få øje på Tina Turner, Bono, The Rolling Stones, Gianelli, Kong Leopold, Al Capone eller en af de andre rige kendisser.
Vi så dog hverken den ene eller den anden, kun et par ”Policiers”, som eskorterede os det meste af vejen igennem St. Jean og langt udenfor byen, hvor vi drejede fra til Beaulieu, og de vendte om for måske at finde nogle andre bønder, som måske trængte til mere hjælp end os.

Mandag, den 24.12.2012, Villefranche s/Mèr
Det er mandag, juleaftensdag, og vi er endelig kommet 1 time tidligere op, for meningen er at vi vil prøve at nå markedet på Cours de Saleya.
Vi fik endelig købt en Chapon i går aftes. 3300 gram vejede den, så nogen kylling ligner det nu ikke. Og dertil også 1 rødkål, så juleaftensmaden er i hus.
Der er overskyet, men langt ude i øst anes en smal solstribe.
Jeg fryser og er stadig møgforkølet. Kulden trænger stadig op igennem marv og ben nede fra stengulvet, og det klogeste er at komme ud af lejligheden nu. Ikke engang samtlige varmekilder tændt, kan holde kulden stangen

Jeg har lige fundet ud af at vi er ”naboer” til Elton John. Han bor oppe på toppen af Mont Boron, I fugleflugt ca. 2 kilometer herfra. Faktisk skal vi på en udflugt derop, idet Yann fortalte om den flotte udsigt deroppefra ud over Nice, altså oppe fra det gamle slot, Chateau Mont Boron, som ligger øverst oppe. Han fortalte, at han kunne kigge op til Eltons hus fra sin lejlighed i Rue Bonaparte i Nice.

Chapon’en er i ovnen, klokken er 18, K er ved at præparere nogle af de 24 østers, som vi købte i Casino i eftermiddags. Vi kom hjem klokken 16 efter en god tur til Nice, hvor vi parkerede på den gamle havn, og gik rundt om forbjerget, med krigs-mindesmærket, og om til starten af Quai des Etats Unis. Videre hen til fodgængerovergangen og ind under hvælvingen i den gamle bymur, hvorefter vi befandt os på Cours Saleya.
Den ene halvdel af markedet var det sædvanlige fødevare-marked og den anden halvdel et blomstermarked.
K købte bl.a. vores juletræ for 10 euro, nemlig et ganske lille oliventræ, som var fyldt med overmodne oliven, og som derfor ikke behøver at blive pyntet yderligere.
Senere, på Place Massena, købte hun 3 santon’er, jesusbarnet med fader og moder….
Til sidst købte hun 2 huer i en af boderne, så hun nu er klædt som en anden moderne fransk kvinde, skindjakke fra Paris og hue fra Nice.
Jeg købte selvfølgelig vin for alle pengene.

Fra cd-anlægget lyder dejlig julemusik, lige nu Silent Night, i alt 50 julemelodier, som K har taget med hjemmefra, og de er faktisk bedre end Gustav W, som hele tiden gik i stå i går aftes.

Kl. 19:45,
Jeg har lige skrevet en julehilsen tilbage til Bobo. Og Mik skrev jeg til for et par timer siden, og Lea for 3 timer siden. Så nu mangler kun Kim.
K har lige lagt de kogte, og derefter skrællede, kastanjer på en pande med smør. Og chapon’en overhælder hun flittigt med væde fra bradepanden nede i ovnen.
Jeg har lige åbnet Monbazillac’en, som er en dessertvin, men jeg har opgivet Pomerol’en p.g.a. min forkølede smagssans. Det var lige før, at jeg ikke kunne smage at det var en dessertvin, så det ville også være synd for Pomerol’en, som også kan holde sig helt indtil år 2020, og mon ikke min forkølelse er væk til den tid.
I radioen spiller de nu endelig en julemelodi på ”Radio Emotion”, som er favoritkanalen, nemlig ”White Christmas”, men selvfølgelig i en fransk version, og jeg fik desværre ikke fat i titlen, men mon ikke det må være ”Nôel Blanc”.

Kl. 20:25
Prøv at stå og pille i et fjerkræ-skrog i køkkenet, når samtidig K er tilstede. Så har hun pludselig ikke plads nok og vimser forvirret rundt omkring én, alt imens hun brokker sig over 1000 ting, indtil man dermed føler, at tilbagetrækning er den eneste og sikreste løsning på det problem.
Men jeg nåede da også at åbne 10 østers fra Ile d’Oleron, ”Fines de Claire ?”
Nå, jeg må hellere ud og åbne Mercier’en, så vi kan få fut i fejemøget !

Kl. 21:13
Det trak lidt ud efter forretten, 5 østers til hver, og dertil 1 glas champagne, men det kan også være anstrengende med pauser !
De var virkelig sublime, de Oleron’er, men de var også af 1. kvalitet og 1. størrelse.
Nu skal tallerkenerne skylles og chapon’en + tilbehør gøres klar.
Nede på promenaden stråler de varm-gule gadelygter endnu klarere, som om de anede, at det var en høj-hellig aften.

”Santa Baby, so hurry down the chimney tonight”, synger Marilyn Monroe ovre fra cd’en.
Bocuse kogebogen ligger henslængt på gulvet, men den har formodentlig også gjort sin gode gerning med K’s ivrige studeren af kastanje-tilberedning, som er et af de sjældne emner derhjemme. Det skal blive spændende at smage resultatet af disse studier.
Nu er det vist Frank Sinatra med ”Santa Claus is coming into town”.
Det næste glas Champagne er faktisk bedre end det første.

Kl. 22:55
Udpakningen af julegaverne var fornøjelig, og til trods for at der var færre gaver end normalt derhjemme, var det ligeså sjovt. Og der var så heller ikke så meget indpakningspapir, sløjfer og æsker at fjerne bagefter.
Men vi trak det hele noget ud, idet vi havde planlagt at tage i kirke til midnat, forstå det hvem der kan.

”La Messe de Minuit”
Vi havde planlagt at deltage i midnatsmessen allerede hjemme i Løgten for længe siden, og det lykkedes os da også at holde os vågne, således at vi forlod lejligheden kl. 23:10 og kunne gå ind i kirken kl. 23:20, altså i tide til at kunne overvære den første halve times koncert med violin og orgel.
På vejen ned i byen overværede vi, på god afstand, et fyrværkeri-show af de helt store ovre hos milliardærerne yderst ude på Cap Ferrat. Selv Tivoli i København ville nok blegne ved siden af.


Der var ikke mange tilstede, da vi trådte ind i kirken kl. 23:20, men der var jo også 10 minutter til julekoncerten skulle begynde, og ligeledes 40 minutter til selve messen skulle begynde.
På et par rækker foran os sad en dame, som hostede voldsomt ind imellem, måske forkølelse.
På en række længere fremme kom en familie med så mange medlemmer, at nogle af de unge måtte sætte sig ovre på langsiden af kirkerummet.

Ovre i en anden række sad en langhåret ældre mand sammen med sin kone, og han sang godt med på ”Il est née, le divin enfant”

Det endte med at blive en spektakulær forestilling på 1 time og 3 kvarter

Orgel/violin/kor koncert fra 23:30 til 24:00

For at forrette denne juleaftens gudstjeneste var hele 3 præster repræsenteret, eller rettere 1 præst + 2 hjælpepræster

På et tidspunkt gik de ned igennem kirkerummet, svingende med røgelse og myrraskær i nogle kopper

På et tidspunkt gik et medlem fra menigheden op og sang solo, og senere gik en anden op til en pult og fremsagde noget fra en bog som solooplæsning

Selve prædiken varede i ½ time, og her kunne det være svært at holde sig vågen, eller koncentrere sig om, hvad der blev sagt.

Og det skete i de dage, juleevangeliet på fransk og fadervor på fransk

Der lød konstant en hosten og pudsen næse overalt blandt menigheden

De kommer og går, familier, par eller enkeltpersoner, og slår korsets tegn efter først at have dyppet fingeren i vand

Nadveren var et kapitel for sig. Først skulle præsten drikke for, og derefter var det hjælpepræsternes tur, inden så endelig pøbelen blev inviteret op til slanterne

Efter nadveren gik raslebøsserne rundt. Vi lagde 2 x 2 Euro, men der var masser af sedler + store mønter i hatten.

Til slut rejste alle sig op, og gav håndtryk og god jul til naboen og smil til dem bagved.

Alt i alt en fornøjelig og interessant aften.


Tirsdag, den 25.12.2012, Villefranche sur Mèr
Kim, Stine og Søren er rejst tilbage til DK i formiddags. K stod selvfølgelig ude på terrassen med kikkerten og studerede ivrigt flyene på himlen. Hun vidste lige præcis hvornår de skulle flyve fra lufthavnen i Nice, og ganske rigtigt, klokken 10:25 kan jeg se på  app’en på Ipad’en ”Nice – Francfort….embarquement terminée”, og klokken 10:33 siger hun ude fra terrassen ”Nu kan jeg se et fly deroppe !”….. ingen tvivl, selvfølgelig er det dem, der i fuld fart snart er i Frankfurt, hvor de så skal vente nogle timer, inden de kan fortsætte videre til Billund.

”It’s nice to be in Nice, mais c’est mieux d’être á Villefranche sur Mèr !”
 
Onsdag, den 26.12.2012, Villefranche sur Mèr
Musée Marc Chagall var virkelig et besøg værd. At han havde været så produktiv, vidste jeg slet ikke. Det er heller ikke meget, jeg kender til ham udover den bog, som jeg læste for et par år siden, skrevet af han amerikanske barnepige, eller hvad hun nu var for en pige.

Chagall blev 98 år gammel, og den film som vi så inde i et auditorium viste også at han holdt sig godt udseendes-mæssigt til trods for den høje alder.

Utrolig flotte farvekompositioner, om det så var de bibelske motiver, som der var mange af, eller de mere almindelige.

Vi gik, i det dejlige solskin, hen på museet, som ligger et par kilometer fra hovedbanegården, i Avenue du Docteur Menard.

 

I dag fandt jeg ud af, at vi har ”snydt” med togbilletterne, men heldigvis i god tro, så der er ingen grund til at have dårlig samvittighed.
Vi har hele tiden troet at den billet som vi hidtil har trukket, har været gældende for en retur, men det er ikke korrekt. Og det med ”Composteringen” har vi heller ikke haft styr på. Det er ikke sådan når bønderne kommer til storstaden.

Men pyt, SNCF overlever nok, at vi har kørt til ”halv pris” på de ture, vi hidtil har taget.
Det besynderlige er, at vi endnu  ikke har oplevet en billet-kontrol, selvom det efterhånden er blevet til adskillige ture ad Côte-d’Azur strækningen.
På gåturen fra museet tilbage til Gare Nice Ville, ville K lige ned omkring Avenue Jean Medecin for at købe noget klisterværk til hovedet eller sådan noget et eller andet mærkeligt, så vi gik først ind i ”Niceetoile”, et kæmpe-center à la Bruhns Galleri, og muligvis var der ikke den store forskel i forhold til Århus, bortset fra en større mængde mennesker. Og butikkerne var hovedsageligt baseret på tøj, tasker, parfume, mobiltelefoner, ure, smykker og iblandt det hele adskillige snack-barer midt i hele virvarret. Og der var virkelig mange mennesker, men når man kom ud på Avenuen igen, var der endnu flere. Der er forfærdelig mange mennesker i denne by, og nok det nærmeste man kan komme på at føle sig hensat til en gåtur i en kinesisk by, kunne jeg forestille mig.
Inden vi var henne ved banegården, droppede vi lige ind omkring Monoprix, hvor vi købte 1 ltr. gedemælk og 1 ltr drikkevand, til trods for at man i den forretning kunne købe alle mulige og umulige franske kulinariske fristelser og gode vine. Men vi var standhaftige og vi ved, at de næste 2 dage, som er de sidste dage hernede, kan vi ikke overkomme at få bund i hverken køleskab eller omegn i køkkenet i lejligheden på Avenue Georges Clemenceau nr. 395 i Villefranche sur Mèr.

Når Jussi Adler-Olsen kan udfylde tusindvis af sider med almindeligheder, så kan jeg da også !!!
Mit problem er bare at mine læsere ikke finder megen krimi-spænding imellem mine linier, hvad de nok gør imellem Jussi’s linier.. Men så har han til gengæld nok det problem med sine efterhånden mange penge, at han ikke ved, hvad han skal bruge dem til. De bekymringer har jeg heldigvis ikke, altså fordi jeg ikke har så mange penge.

 

Torsdag, den 27.12.2012, Villefranche sur Mèr
Solen skinner udenfor, klokken er 10, og vi er allerede oppe og godt i gang. K har siddet og studeret hotel-muligheder oppe syd for Frankfurt/Darmstadt, men er ikke kommet frem med noget eksakt endnu.
Om 2 dage, på lørdag, går turen nordpå igen, og denne sidste uge er foreløbig forløbet lynende hurtig, desværre. Det er som om, at vi først er ved at falde til nu, og som K ofte har sagt på det sidste, vi kunne godt bruge 14 dage mere.
Vi mangler stadig at se Jean Cocteau’s kapel nede på havnen her i byen, og ligeledes mangler vi at runde pynten om til Nice, afsluttende på Coco Beach. Vi mangler også at bestige Mont Boron for derved evt. at få et glimt af Elton John.

 

I dag har vi slappet af med en gåtur nede på ”promenaden”, hvor vi satte os på en bænk i 16 graders varme. Og alligevel kunne vi ikke dy os for senere at fortsætte gåturen over til Beaulieu, hvor vi gik rundt for at besøge bank-automater og posthuse og derudover overværede et fransk underholdningsshow på byens torv. Det mest interessante var en snekanon, som sprøjtede snefnug ud over scenen hele tiden.
På vejen tilbage langs promenaden og op ad bakkerne iagttog vi de mange fly, som gjorde klar til landing i Nice. Der kom et fly ca. hvert 4. minut.

 

  • hvorfor går alle franskmænd og kigger foroverbøjet ned i fortovet, når de spadserer ? … det kan enhver, som har været i dette land, svare på.
  • Standere med hundeposer(til høm-høm’er), men poserne sidder så højt oppe på standeren, at hundene ikke kan nå dem !
  • Først opdagede vi at til vores ene side, oppe på Mont Boron, havde vi Elton John som nabo, selvom han ind imellem kan være svær at få øje på, men han er jo heller ikke så høj. Til den anden side, over mod Beaulieu og Cap Ferrat har vi Rolling Stones som naboer, ….. ja kan det egentlig være mere prominent ?  dog, så skal det siges at Rolling Stones ikke har været i deres lejede ejendom, Villa Nellcote, siden 1971 ca., hvor de indspillede ”Excile on Main Street”, som jeg lige har Googlet sammen med en masse andre oplysninger om den tid.
    Derudover er vi også naboer til verdens hidtil dyreste ejendom, solgt i nittenhundrede og grønhvidkål for 500 mio. Euro, ja korrekt, ca. 4 mia. DKK., og selvfølgelig solgt til en nyrig russer, medens de andre russere sidder derhjemme og fryser i deres jordhuler.

 


Jeg har før fortalt om de trekantede haver, og disse er opstået på grund af serpentiner-vejføringen, som er nødvendig på denne stejle bjergside. Disse trekantede småhaver ligger dermed lige op ad vejsvingene. Dog så er trekanten nede i det sidste vejsving på vej ned til banegården ikke udlagt til have, men derimod et beboet hus. Og her bor der minsandten en mand, eller rettere sagt en eremit. Huset, som er formet efter jordstykket, nemlig i en trekant, har murene lige præcist grænsende hele vejen rundt om det trekantede hjørne. Hvorfor pokker han bor der i det diminutivt lille hus, vel ca. 10 kvadratmeter og dermed formodentlig Frankrig’s mindste hus, ved jeg ikke, og det forunderlige er at man faktisk hele tiden kan følge med i, hvad han laver. En aften stod han i døråbningen til noget man kunne kalde hans badeværelse, og børstede tænder. At han stod i døråbningen havde vel den forklaring at han ikke kunne komme helt ind i badeværelset, som så ud til kun at bestå af en lille vaskekumme.
En dag sad han med en kikkert og studerede ivrigt livet ude på bugten, og en aften sad han og så fjernsyn, hvordan han så ellers har fået plads til det, men det var selvfølgelig en fladskærm. Men for det meste om dagen sidder han og skriver eller læser ved et bord, som vender ud mod bugten.
Efterhånden har vi gået forbi ham så mange gange, at han i dag hilste på mig, idet han vinkede bag ruden, da jeg nysgerrigt kiggede op til ham. Og jeg vinkede smilende og uanfægtet tilbage.
Synd at vi er på retræten herfra, ellers er jeg sikker på at han ville snakke næste gang, jeg gik forbi.

 

Indføjet dags dato i Frimodt’s gæstebog:
Vi har befundet os godt i l’appartement de M. et Mme Frimodt i ”Les Nereides”, og har trods en del kulde i starten, fundet ud af at holde varmen alligevel.

Vi har foretaget mange ture rundt i omegnen, og for det meste ved hjælp af den effektive togbane, som vi hurtigt blev bekendt med, til trods for at vi i starten kun betalte halv pris ??? … men i god tro.

Og grunden til at togbanen ”vandt” kapløbet skyldes at det er komplet umuligt at finde parkeringsplads til bilen, og at det ligeledes går betydeligt hurtigere at komme fra det ene sted til det andet, og SNCF er virkelig effektivt.

Vi har været rundt på Picasso Museet i Antibes, rundt på Marc Chagall museet i Nice, rundt om Cap Ferrat, hvor vi gik fra lejligheden og endte på banegården i Beaulieu 4 timer senere.

Og vi har, ikke mindst, været rundt i Super U, ligeledes i Beaulieu, hvilket måske var det allermest besøgte mål på vores ferie. Men det har også været Jul, så selvfølgelig måtte vi frekventere Super U adskillige gange, og hver gang med tog, således at vi bærende på 2 tunge bæreposer hver, skulle op på 6. etage helt nede fra banegården og op igennem de snoede veje… en virkelig præstation, som man kun kan tale med om, hvis man kender vejen.

Men også Cours Saleya i Nice og ligeledes Place Massena var interessante at besøge, især det sidste, hvor vi slentrede den lange tur ned ad Avenue Jean Medecin og til sidst endte i den megen juleudsmykning på Place Massena, hvor Kirsten købte 2 franske huer.
På Cours Saleya købte vi vores juletræ mandag den 24 december over middag, et lille oliventræ, 20 cm. højt og fyldt med små overmodne oliven.

Der var ingen ende på indkøbene, indtil jeg opdagede at der ikke var flere Euro i pungen eller i lommerne !   

Jo, alt ialt har det været en oplevelse at tilbringe en halv december i disse omgivelser.
Men alt har en ende, og nu tager vi til Danmark for at fejre nytår.

Hilsen

Kirsten & Peter Munk

 

Fredag, den 28.12.2012, Villefranche sur Mèr

Sidste dag i syden ! og så er det definitivt slut, i hvert fald for i år.
Vi har tilbragt eftermiddagen nede på hhv. stranden, promenaden og ”le Quai”, hvor vi lige sluttede af med 2 kopper kaffe på ”La Fille du Pecheûr”. Bagefter omkring posthuset oppe i byen, hvor K afleverede en stak kort m.m.
Nu pakker hun endelig, for fuld kraft, men klokken er efterhånden også 17, så det skal også snart være. Jeg mener, der er 6 etager ned, og derefter den stejle nedstigning ad serpentiner-svinget, men mon ikke hun er færdig i løbet af natten, og klar til afgang i morgen tidlig.

Søndag, den 30. December 2012, Hotel Watzenhof, Hemsbach
Vi kørte ca. 900 km i går, og turen igennem CH var overmåde flot. Der var endnu mere sne på alpetoppene end for 14 dage siden, og vi stoppede bl.a. op ved St. Gotthard for at tage nogle fotos, men kulden udenfor var noget af en omvæltning og svær at acceptere, måske især fordi jeg stod i skjorte og tynd jakke, da jeg skulle fotografere.
De sidste 200 km. fra Basel og til Hemsbach foregik i aftenmørket.
Vi nåede vores mål, et billigt hotel her i udkanten af Hemsbach, lige nedenfor Odenwald-området. Værelsespris 44 Euro + 5 Euro i afbestillingsforsikring.

Vi ankom kl. 19:20, og troede at vi var de eneste på hotellet, men fra receptionen kunne vi se inde i restauranten, at der sad et enkelt par med et barn og spiste. Det så hyggeligt ud. Indenfor hoveddøren stod et fad med julesmåkager og der var julepyntet overalt. Men vi måtte en tur ud i køkkenet for at praje receptionisten. Han kom da også prompte på vores kalden ”Halloooo....
Et godt, stort og rummeligt værelse til den pris, og der er ikke en lyd udenfor, for der er næsten 10 km. over til motorvejen i vest, ja, det lyder næsten for godt til at være sandt.
Vi fik et kvarter til at pakke ud, og gik derefter ned i restauranten, som nu var helt tom. Chefen var ved at forsøge at tænde ild i den hyggelige pejs, og først efter adskillige forsøg lykkedes det. Men ilden blussede alligevel kun op ganske kort, og han orkede åbenbart ikke mere, så den fornøjelse var ganske kort.
Han anbefalede os ”Gänsekeule”, og vi fik overbragt et menukort med lutter”Gänse-retter”, formodentlig gåserester fra julen.

Men da vi så endelig havde afgivet bestilling på Gänsekeule, kom han slukøret retur fra køkkenet med beskeden: ”Leider keine Gänsekeule !”… nå, pyt, så finder vi på noget andet fra det righoldige menukort, og det blev til 1 stk grillteller + 1 stk rumpsteak, alt sammen ting, som vi har prøvet mange gange i Tyskland, og ved at det altid er noget de har i køkkenet.
Udmærket var det, selvom K alligevel ikke var helt tilfreds med ”rumpen” ! Dertil 1 Risling + 1 vand og bagefter 2 kaffe.

Men knap havde vi smagt på kaffen, da han igen kom ude fra køkkenet med ordene ”Eine Frage… mit dem Frühstück…?”. Her afbrød jeg ham og spurgte prompte ”Ja, um welche Uhr ?”……… svaret lød ”Leider kein Frühstück, der Chef ist krank !”

Eller sagde han egentlig ikke ”Die Chefin ?”, jo, det er nok konen, som står ude i køkkenet og dirigerer hele foretagendet.
Farvel morgenmad…. og nu sidder vi her på værelset med en yderst lunken kop Nescfé og en tør baguette, som Kirsten har fundet frem fra bagagerummet. Planen er nu at finde morgenmad på den første rasteplads på A5 inden Frankfurt.

  • der lugter af kloak på badeværelset
  • en ramponeret minibar uden indhold, altså er den både mini og bar !
  • et ”værelse med morgenmad”, uden morgenmad
  • en udluftningskanal i udu på badeværelset
  • en dør, der knirker, til badeværelset
  • en pejs uden ild
  • et fyldt menukort med kun få reelle valgmuligheder ….
  • Og til sidst, udgang gennem bagdøren, ”og husk at smide nøglen i postkassen indenfor døren, inden I går ud.”

 

Kort og godt, det hidtil værste sted, vi har været…. Selv Formule1 er bedre ! ….  Men billigt var det !