PM WebDesign
Jul/nytår 2016/2017
Uddrag af dagbog og fotos fra vores jule-/nytårsferie i Sydfrankrig
Bad Nauheim(D) - Cuiseaux(F) - Flassan(F) - Villefranche sur Mèr(F) - Rully(F) -
Riol, Mosel(F)
Dagbog fra Villefranche sur Mèr og hjemtur
14.01.2017, Villefranche sur Mèr
Så er vi igen på Avenue Georges Clemenceau nr. 395 i Villefranche sur Mèr, som ligger lige ud til Middelhavet.
Vi var her også i april måned i 2016.
Men denne gang er der knapt så varmt som i april. Ja, i lejligheden er der faktisk ret koldt, og vi har tændt for alle varmekilder incl. 2 transportable radiatorer. Den ene står inde i stuen og den anden ude i entreen, således at den også kan varme op ud til køkkenet.
Hernede gør man ikke så meget ud af husets varmekilder, da det for størstedelen af årets vedkommende slet ikke er nødvendigt med kunstig opvarmning af hus eller lejlighed.
Vi ankom kl. 16 efter 300 kilometers rolig køretur i et dejligt vejr med fuld solskin, først ad A7, som vi stødte til ved Cavaillon, og senere kørte vi ind på A8 ved Aix-en-Provence. Et par flotte motorveje med 4 spor i hver vejside næsten hele vejen.
Ruten førte os til sidst igennem Nice, hvor man kører hele vejen langs Promenade des Anglais. Der var fyldt med mennesker på den brede promenade. Enten spadserende, løbende, cyklende, eller også siddende på en af de mange bænke, som området er fyldt med.
Vi sidder nu til aften og nyder udsigten ud over bugten i Villefranche. Der ligger et stort krydstogtsskib ude midt i bugten, men det er nok væk i morgen, når vi står op. Ikke fordi, vi agter at stå sent op, men fordi den slags skibe normalt sejler om natten.
Da vi tog fra Flassan ved middagstid, var der 4 graders varme. Der var efterhånden blevet lagt 10 grader oveni, da vi nåede området nord for St. Tropez, og de 14 grader har holdt sig indtil det begyndte at blive mørkt. Her klokken 21 er der nu 8 grader ude på altanen, hvor der hænger et termometer.
15.01.2017, Villefranche sur Mèr
En dejlig morgen at stå op til. Sol overalt men kun 11 grader i skyggen.
Ovenpå gårsdagens køretur og skift af bopæl trængte vi nu til en gåtur. Vi har vænnet os så meget til daglige gåture i Flassan, at de nu kan være vanskelige at undvære.
Målet var ”Avenue du Soleillat”, som ligger langt oppe på bjergsiden inderst i bugten. Her skulle Tina Turner efter sigende have en residens. Ikke fordi hun havde inviteret os, men kun fordi vi er så nysgerrige.
Vi har tidligere prøvet, om vi kunne banke Elton John op, men forgæves. Han bor bare et par kilometer fra Tina. Måske Tina er mere gæstfri.
Vi gik først op på ”Moyenne Corniche”, som vi derefter fulgte et stykke, inden vi gik videre op i terrænet. Hele tiden ad villaveje, som snoede sig op alle vegne på bjergsiden. Og hele tiden forbi den ene mondæne villa efter den anden. Bjergsiden er plastret til med store villaer, og man kan ikke sætte sin fod udenfor vejen uden at være på privat grund. Fortove eksisterer næsten ikke her, så vi må hele tiden tage os i agt for trafikken.
På et tidspunkt kom vi så langt over i den vestlige ende af området, at vi kunne kigge ned til Nice by og helt ud til lufthavnen. Det var et flot syn i det klare solskin.
Mange af vejene viste sig desværre at være lukkede. Nederst på vejen var der som regel opsat en stor jernport, og videre langs grundarealet var der høje mure, gitter, pigtråd, og tremmer. Og indgang var kun muligt med en kode på det digitale display. Derudover var der som regel spækket med kameraer.
Man følte sig ikke ligefrem velkommen, og vores i forvejen planlagte rute blev efterhånden uoverskuelig. Højt oppe på en af de øverste veje, besluttede vi derfor at vende om. Vi kunne vel også konkludere, at man selvfølgelig ikke får ”Anna Fleur” at se tæt på. ”Avenue du Soleillat” er formodentlig barrikaderet ligesom mange af de andre veje.
Det var begyndt at blive koldere, og vi havde tilbagelagt 4 kilometer op ad vejene, og skulle dermed tilbagelægge den samme afstand retur.
I ”La Corne d’Or” undervejs var der heldigvis både en bager, et Petit Casino og en slagter, så vi gjorde et lille indkøb i hver af de 3 butikker, og fortsatte derefter ”nedturen” mod Villefranche by i aftenmørket.
I avisen skriver de, at vi kan forvente koldere vejr.
Et lille suk ang. ”træk og slip”:
Toilettet i vores lejlighed er i stykker, forstået på den måde at der ikke løber vand ind i cisternen til toilettet. Indgangs-røret må være blokeret. Så i stedet for tyer vi til den utraditionelle og noget ubekvemme metode med at fylde en spand med 10 liter vand og derefter skylle indholdet af toilettet ud i en fart. Så kan underboerne sidde og lytte til faldstammen, alle 4 etager ned, og høre hvordan de 10 liter vand m.m. suser forbi.
At vandet ikke kan løbe ind i toilettet er selvfølgelig ikke så graverende en fejl, som hvis det ikke kunne løbe ud af toilettet, men alligevel må vi se at få en løsning på problematikken.
16.01.2017, Villefranche sur Mèr
”Et drama på nært hold”
10 grader i skyggen på terrassen i formiddags var nok til at vi kunne opholde os i solen derude.
Senere en gåtur rundt i byen med start ude langs ”Plage Marinières”. Der var varmt, når man befandt sig i solen, hvorimod vinden gjorde det ret koldt at være i skyggen.
Vi satte os på en bænk helt ovre for enden af stranden og nød solen stille og roligt, lige indtil vi hørte et skrig !!!
Dramaet, der foregik ca. 50 meter fra os, men som vi alligevel ikke kunne se tydeligt, har vi siden rekonstrueret således:
En ældre dame kommer gående forbi os med sit lille kræ af en hund i snor, og Kirsten må trække benene til sig for at gøre plads. ”Ca va !” siger damen så venligt til Kirsten, hvilket betyder at der er plads nok til, at hun kan komme forbi.
2 minutter efter hører vi et forfærdeligt skrig fra denne dame, som er kommet længere hen ad stien langs stranden. Vi ser nogle unge mennesker løbe i fuldt fart ned til stranden, men kan ikke se, hvad der foregår, da området ligger nedenfor fortovet, hvor vi sidder,
Så hører vi en mand råbe, og senere igen kvindeskrig. Vild panik.
Vi hører endnu flere skrig og ser så en ung mand i fuld fart derned, samtidig med at han taler i telefon.
Der må være noget grueligt galt, at dømme ud fra de mange skrig, og Jeg tænker straks på terrorister, men ved godt at det nok er overdrevet. På denne fredelige plet findes den slags ikke.
Så ser vi damen fra før komme op fra stranden med sin lille hund liggende livløs i hendes arme. Vi konkluderer, at den må være blevet overfaldet af en større hund, som så har bidt den.
Vi ånder lettet op. Det er trods alt kun en hund. En ung pige følger den ældre dame og begge bekymrer sig tydeligvis om den lille hund. Den ældre dame sætter sig nu ned på en fortovskant og knuger hunden ind til sig.
Sådan sidder hun længe, og vi er helt overbevist om, at hunden er død.
Så sætter hun pludselig hunden ned på fortovet, og den står nu omtumlet og ryster sig, samtidig med at den begynder at logre med halen.
Alt er åbenbart endt lykkeligt, selvom det lød som det helt store drama, og den lille hund spankulerer senere rask hen ad fortovet, medens den trækker kraftigt i snoren.
Den eneste, der sandsynligvis fik skrammer af den episode, var ejeren af den anden hund, som vi ikke kunne se i første omgang.
Vi så ham senere komme ud fra et toilet i nærheden. Han havde været inde for at skylle hånden, og var uden tvivl blevet bidt. Han gik nu med den ene hånd knuget sammen, tydeligvis skadet, og den anden hånd fast i en hundesnor. Og for enden af snoren……en Pitbull terrier. Sådan et uhyre er åbenbart ikke forbudt her i landet, hvilket den jo er i mange andre lande. Han gik og skændte på den og så meget gal ud.
Han havde selvfølgelig prøvet at få terrieren til at slippe sit greb i det lille bytte, men ikke uden at pådrage sig skrammer.
Hvem ved, måske terrieren blot ville lege med den lille hund. Men at tage den i gabet og ikke ville slippe den igen, har nok også set ud som en voldsom form for leg.
Og at dømme efter de mange skrig, vi hørte, har det absolut ikke set ud som en leg 2 hunde imellem.
Og lidt for gamle marine-soldater:
Senere på vej hen langs havnefronten talte en ældre mand pludselig til mig. Jeg havde stået og fotograferet, og så henvendte han sig og spurgte, om jeg talte fransk. Han foreslog mig, at hvis jeg ville have et godt billede, skulle jeg gå om til parkeringspladsen henne i den anden ende af havnen. Wilson hedder denne parkeringsplads.
Jeg forstod med det samme hvorfor, for i går læste jeg netop i avisen, at der i dag skulle hentes et gammelt skibsanker op fra bugtens dyb. Et gammelt anker, som var blevet efterladt af et amerikansk marinefartøj i tiden efter anden verdenskrig.
Jeg havde haft i tankerne at gå hen for at kigge på det, og var straks på bølgelængde med denne ældre mand. Hans sprog var heldigvis let at forstå.
Han boede omme i Nice, og var tit i Villefranche, for her er så roligt, som han udtrykte det. Han plejede at fiske her fra molen.
Med henvisning til det anker, som jeg nu skulle om for at fotografere, så fortalte han om de mange amerikanske flådefartøjer, som havde ligget ude i bugten efter krigen.
Amerikanerne var tilstede i området fra 1945 til 1967. Han havde selv oplevet den tid og kom ofte til Villefranche også dengang. Der var altid destroyere, ubåde og mange andre fartøjer tilstede.
Omme i ”La Darse”, en del af havnen, var der dengang en stor flådestation. Den er nu overtaget af et universitet og indeholder et fakultet for oceanologiske studier. Men deromme boede mange af amerikanerne dengang.
Ankeret, som de havde hevet op i dag, havde ligget på 22 meters dybde. Det er over 3 meter langt og vejer 4 tons. Og så har det altså ligget på havets bund i hvert fald siden 1967.
Nu skal ankeret restaureres og derefter anvendes til en turist-attraktion, med mindre Trump gør krav på det, og vil have det hjem til den retmæssige ejer.
Han fortalte endvidere, at der er over 100 meters dybde ude i midten af bugten, og dermed er det jo Ikke så underligt med de store krydstogtsskibe, som regelmæssigt ligger derude.
Jeg fik taget et par fotos af det store anker, som var helt overbegroet med underlige belægninger efter årtiers ophold på havbunden.
Og så til slut lidt videre med latrinær-føljetonen:
Vi er kommet videre med toilet-problematikken, efter at vi har konsulteret Karsten, udlejeren af lejligheden.
Konklusionen er, at vi måske skal have et nyt toilet, og at jeg skal tage mig af dialogen med den franske ”plombier”, som ikke taler noget engelsk overhovedet. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at han ikke taler engelsk, tværtimod, og jeg glæder mig faktisk til at møde en fransk vvs-mand.
17.01.2017, Villefranche sur Mèr
Vi blev vækket klokken halv ni af min telefon, som lå på sengebordet. Jeg var langt væk i drømmeland, og i den anden ende af røret hørte jeg Karstens stemme.
”Le Plombier” ville komme enten mellem 10 og 11 eller også klokken 14, afhængig af, hvad der passede bedst.
Det ringede på døren allerede klokken kvart i ti, da vi knap nok var færdige på toilettet.
Udenfor stod Monsieur ”le Plombier” og hans ”apprenti”, en ung dreng, som bar på en stor tung lædertaske. Vi gav hånd og bad dem indenfor, hvor de straks fulgte med ud på på toilettet.
Jeg spurgte, om det var nødvendigt at udskifte wc'et, men dertil rystede mester på hovedet, medens han allerede var i gang med at skrue det øverste låg af cisternen
Han lyste straks op i et smil, da han fik øje på en pakning, som så noget forkalket ud. ”Bloquée…” sagde han alvorligt.
Mester selv foretog de vigtige operationer, og lærlingen skulle blot lange værktøjet over til ham fra den store lædertaske.
5 minutter og pakningen var udskiftet med en flot ny, som han tilfældigvis havde med i tasken.
Men det hjalp nu ikke noget på det fundamentale problem, altså at der ikke strømmede vand ind i cisternen.
Derefter kiggede han nøje på hanen, som sidder øverst i siden på cisternen.
”il ne fonctionne pas !”, var hans professionelle vurdering, og så skiftede han, på 10 minutter, denne hane ud med en smartere ny en, som han tilfældigvis også havde med i den rummelige taske.
Det hjalp heller ikke en dyt, for der var stadig intet vand at se i cisternen.
Han begyndte nu at få et alvorligere udtryk i ansigtet, samtidig med at han sagde ”C’est grave… très, très grave !”, hvilket skal oversættes som, at det virkelig var meget alvorligt. Så gik han over til badekarret og pegede på et rør, som går fra vandsystemet og ned i gulvet. Røret går videre over til toilettet under gulvet, for han pegede videre hen over gulvet og endte ovre ved wc’et, hvor han så pegede op på indgangsrøret, som han lige havde skiftet hanen på.
Han rystede nu lidt opgivende på hovedet: ”C’est très très compliqué !” og dette gentog han adskillige gange.
Det lød jo ikke så rart, og jeg fornemmede, at sagen dermed var foreløbig afsluttet. Vi kunne jo ikke tage stilling til den videre problematik, så vi aftalte, at han skulle tale med ”le propriétaire” om problemet, og vi sagde farvel og tak.
På vejen ud ad døren fortsatte han med ”desolée, desolée !”, hvilket betød, at han var meget ked af det.
Nå… men altså stadig ingen vand i cisternen, og stadig må vi anvende metoden med 10-liters spanden. Det er selvfølgelig træls, sagt på almindeligt jysk, men vi kan trods alt leve med det, og har næsten vænnet os til det.
Lad os nu lade dette lidt udelikate emne ligge, og i stedet for kunne jeg lige berette om en lille sjov episode, som vi var ude for i dag. Den fortæller lidt om, at det franske sprog kan være særdeles svært at forstå.
Kirsten købte 2 lækre kager hos en bager i Nice i dag. En halv times tid senere kom vi forbi denne bager igen, og gik nu ind for også at købe en baguette med hjem.
Bagerjomfruen spurgte straks, henvendt til Kirsten: ”Smagte kagerne godt ?”. Dette opfattede Kirsten som ”Skal du have flere kager ?”, så hun svarede straks ”Nej !”.
Bagerjomfruen så lidt skuffet ud, men vi fik heldigvis hurtigt reddet misforståelsen, og hun sagde da smilende ”Bonne journée !”, da vi gik ud af forretningen med vores baguette.
18.01.2017, Villefranche sur Mèr
Fransk bureaukrati
Det blev til en bytur til Nice i eftermiddag, bl.a. for at købe et par ”Carnet à 10 voyages”, altså 10-turs kort til buslinjerne.
Her skulle vi igen stifte bekendtskab med den franske form for bureaukrati, som vi har prøvet før på dette kontor.
Vi trak et nummer, da vi var kommet indenfor, og der var hele 4 skranker til betjening. Der var kun et par kunder tilstede, og vores nummer skulle komme som det næste på displayet, så vi forventede at komme til hurtigt.
Inde bag glasburet til den første skranke sad en kontormand henslængt i stolen. Han kiggede overhovedet ikke på os, selvom jeg prøvede at få øjenkontakt med ham. I stedet for tog han en saks frem og begyndte at rense negle med spidsen af saksen, medens han gled længere og længere ned i stolen, så han til sidst lå i næsten vandret stilling.
Ved skranke nr. 2 var en kunde ved at få udleveret en masse papirer, som han så stod og læste igennem, og det så ud til at kunne trække ud, så der forventede vi ikke at komme til.
Ved den 3. skranke sad der ingen.
Ved den 4. skranke sad en ældre funktionær. Han kaldte pludselig en kunde over til sig. Denne kunde var kommet ind efter os. Nummersystemet var åbenbart nu sat ud af drift.
Der kom efterhånden flere kunder ind, og nu vågnede ”neglerenseren” op, lagde saksen fra sig, satte sig op i stolen og begyndte at betjene en mand, som lige var kommet ind. Nummersystemet var helt klart sat ud af drift, så jeg gik hen og stillede mig bag denne kunde, således at jeg var sikker på at blive betjent som den næste. Det lykkedes, og jeg bad straks om 2 stk 10-turs kort.
Han kiggede sløvt op på mig, og fandt så nølende en stak buskort frem fra en skuffe. Ud af denne bunke plukkede han møjsommeligt 2 stk, som han dog ikke rakte mig med det samme.
”Vingt euro, s’il vous plaît !”, sagde han.
Jeg lagde en 100 Euro seddel for næsen af ham, hvorpå han så ud som om, han havde fået noget galt i halsen.
Det mindede mig om episoden på samme sted for et par år siden, hvor jeg betalte med en 50 Euro seddel. Vi var dengang nær blevet anklaget for møntfalskneri.
Det blev vi dog ikke denne gang, for han spurgte bare, om jeg ikke havde en mindre seddel.
Jeg svarede nej, bare for at afprøve hans videre adfærd ….. Han kiggede flygtigt ned i en skuffe, hvorefter han langede mig 100 euro sedlen retur, idet han sagde ”Nej, det kan vi ikke, desværre !”.
Dette billetkontor har så mange kunder hver dag, at de må have tusindvis af euro i kassen, men alligevel afviste han at finde de 80 euro, som vi skulle have retur. Formodentlig fordi han ikke gad at rejse sig op, eller også gad han ikke at skulle kontrollere, om 100 euro sedlen var ægte.
Nå, vi skulle jo have buskort, så jeg kaldte på K, som heldigvis havde en 20’er i tasken.
Vi fik vores buskort, sagde farvel og skyndte os ud på gaden igen.
”Lignes d’Azur”, som ejer bus-systemet hernede, er et offentligt foretagende. Havde det været privat ejet, havde ham bureaukraten nok ikke siddet på det kontor.
Videre op til Fnac på ”Avenue Jean Médecin”, hvor vi købte en bluetooth højttaler, så vi kan komme til at høre dansk radio.
Der var utroligt mange mennesker på ”Jean Médecin”, hovedstrøget, og det kunne være svært at komme frem. Vi droppede sporvognen, da den var propfyldt, og brugte i stedet for vores bentøj. Vi kunne ikke li’ tanken at skulle stå som sild i en tønde i en sporvogn her i Nice.
Videre hen i H&M, hvor K spenderede hele 10 euro på en bluse.
Så ned i Vieux Nice, hvor vi selvfølgelig skulle besøge vore gamle ravioli forretning. Vi købte 36 stk af de mindre hjemmelavede. 3 forskellige slags som alle smager ens.
Undervejs hen til bussen købte vi Socca ved en bod, og vi har lige siddet og delt det her i stuen.
Hjemturen via ”le Port” foregik med en overfyldt linie 100. Vi var nødsaget til at gå på kompromis med vores nervøse tanker, for alternativet, som var en gåtur hjem til Villefranche med indkøbsposerne fyldte og højttaleren, som vejede over 2 kilo, var nok at tage munden for fuld.
Jeg købte en ”Nice Matin”, og hvad står der med store fede typer øverst på forsiden: ”Vague de froid”, altså en kuldebølge. Regionen ”Provence Alpes Côtes d’Azur” er virkelig berørt af en kuldebølge, som varer ved hen til weekenden. Stort postyr, og i Nice har de sidste nat målt den koldeste temperatur de sidste 4 år, nemlig minus 1 grad.
Ikke desto mindre, så meldes der om 11 grader i morgen her i Villefranche, og kigger man 14 dage frem i prognosen, viser det sig, at der er tale om lutter 2-cifrede grader.
I formiddags kunne vi sidde på altanen i det gode solskinsvejr.
Men alligevel er temperaturen åbenbart så lav i forhold til normalen, at der næsten er tale om en naturkatastrofe.
19.01.2017, Villefranche sur Mèr
Er stået op til en overskyet dag for første gang, siden vi ankom. Og det skal ikke forstås sådan, at vi andre dage slet ikke er stået op, fordi det var overskyet.…
Der ligger et par flådefartøjer ude på bugten. En fransk korvet og en amerikansk destroyer. De er ankommet for at deltage i et 50-års jubilæum i morgen.
Der hænger, rundt om i byen, opslag om den festlige begivenhed, som skal markere den amerikanske 6. flådes tilbagetrækning fra Villefranche i 1967 efter at have været tilstede siden 1945.
Det er selvfølgelig også derfor, at det gamle anker blev trukket op fra havets bund for et par dage siden, således at det skal indgå i en mindehøjtidelighed.
Lige en begivenhed for den gamle redaktør som selv er forhenværende marinesoldat i den danske marine.
Højtideligheden starter klokken halvti, og der er planlagt en del begivenheder i byen, som er flot pyntet med 2 slags flag, og det er……... godt gættet, ”Stars and Stripes” og ”Tricoloren”.
I aftes var der et arrangement i festsalen nede på torvet ved starten af ”Av. G. Clemenceau”, da vi tilfældigvis kom forbi.
Fine folk strømmede til. Fine efter påklædningen at dømme. Der blev talt både fransk og engelsk. Men det mest bemærkelsesværdige var de mange politifolk, som var posteret overalt.
Sådan en begivenhed med såvel fransk som amerikansk deltagelse kunne nok være et oplagt mål for terrorister. Men her blev der passet så godt på, at enhver potentiel terrorist ville give op på forhånd.
Kl. 18:30
Dagen i dag foregik for det meste indendørs. men alligevel blev det til en lille gåtur sidst på dagen.
Vi gik langs havnen og helt om til ”la Darse” for at bestige trappen med de 280 trin(jeg talte dem) op til byens hovedgade. Derfra hen til Petit Casino efter nogle få fornødenheder. Derefter inde hos Marie-Claire, vores bagerkone, efter 1 baguette og til slut hjem, nå nej, også en Nice Matin hos ”Café Restaurant Tabac de la Paix”, ja, den butik har et langt navn, og mon ikke den bare bliver kaldt ”la Paix”, som relaterer til noget med fred.
At købe ”Nice Matin” om aftenen kan virke lidt omvendt, da navnet jo antyder, at der er tale om en morgenavis.
”La Vague de froid”, som de annoncerede i avisen, var helt tydelig i dag. Modsat i går, hvor vi sad og spiste udendørs henne på ”Les Palmiers”. Hvis alle dagene havde været som i dag, så tror jeg, at vi snart havde vendt snuden nordpå. Og hvis alle dagene havde været som i går, ja så havde vi nok forlænget opholdet.
Det er ikke let at blive klog på vejret her.
Palmerne står og hænger triste i kulden. Nerierne hænger ligeledes med bladene, næsten lige før de krøller sammen. Alle de blomstrende buske og planter, som i går så farvestrålende ud i sollyset, ser nu ud som om de var gået galt i byen. Selv klementinerne, som før satte kulør på de mange træer, ser ud til at være kede af det.
Vi kender heldigvis klimaet så godt, at det igen i morgen kan være stik modsat, og efter vejrudsigten at dømme, er der noget om snakken.
Tilfældigvis læste jeg i avisen i dag, at et 14 måneder gammelt barn var blevet bidt ihjel af en Pitbull terrier et sted oppe Nordfrankrig. Det minder mig selvfølgelig om episoden den anden dag, hvor det ikke gik så galt med den lille hund nede ved stranden.
20.01.2017, Villefranche sur Mèr
Kuldebølgen er igen heldigvis sat i baggrunden, og med 15 grader i skyggen i dag og fuld sol, var der varmt på altanen allerede fra morgenstunden.
Og det med det gode vejr passer lige til den store fest i byen. Som fortalt i går fejres 50-året for den amerikanske marines tilbagetrækning, som fandt sted i 1967. Marinen havde haft hovedkvarter her i Villefranche siden 1945 og forblev her altså i 22 år efter krigen.
Om formiddagen var jeg var henne på Parking Wilson, hvor den store dag blev fejret. Der blev holdt taler af såvel en fransk viceadmiral som en amerikansk viceadmiral. Endvidere af byens borgmester. De talte alle om det fransk/amerikanske venskab fra såvel fortiden som fra nutiden,
og der blev talt varmt om den tid, som den 6. amerikanske flåde havde tilbragt i Villefranche dengang. Tydeligt at se på de gamle veteraner, som stod og så aldeles bevægede ud.
Der var et større fransk tambour-korps, som spillede musik af både amerikansk og fransk oprindelse.
Ude på reden lå den amerikanske destroyer fra den amerikanske 6. flåde side om side med den franske korvet, meden deres besætninger stod linet op til parade inde på ”Wilson”.
Der var afspærringer overalt og mange sikkerhedsfolk i området, både almindeligt politi, men også private vagtværn hjalp til. Trafikken oppe fra byen ned til havneterrænet var spærret helt af. Selv ude fra søsiden var der tænkt på sikkerheden. En større båd fra gendarmeriet patruljerede frem og tilbage.
Gamle veteraner fra den nære fortid stod stolte med flotte faner rundt omkring på pladsen. Henne ved det gamle skibsanker, stod en veteran vagt med en stor fane og så meget bevæget ud. Måske han havde været gast på det skib, som havde tabt ankeret dengang tilbage i tiden efter krigen.
Side om side stod 12 gamle jeeps linet op, og de tilhørende chauffører stod i store varme læderjakker og talte indbyrdes.
Da de officielle festtaler var slut, var der arrangeret et flot cocktail-party midt på parkeringspladsen, hvor alle byens spidser og honoratiores var inviteret til at møde de amerikanske gæster.
Det så ud til at være en virkelig hyggelig sammenkomst, som vi andre dødelige kunne stå og iagttage oppe fra ”balkonen”, som i denne sammenhæng var lig med gangstien langs klippen ud mod parkeringspladsen. Heroppe blev vi også alle kigget godt og grundigt an af påpasselige vagtfolk.
kl. 19:00
Hen mod aften vendte kuldebølgen tilbage, og jeg måtte have min Didrikson og en hue på, da vi begav os til fods over til Beaulieu for at handle i Super U.
Vi kunne mageligt anvende en hel time i det gode supermarked, og det gjorde vi også.
Vi måtte tage en bus hjem, da vi kom ud, begge bærende på en fuld indkøbspose.
21.01.2017, Villefranche sur Mèr
Dagen bød på en 7 kilometers gåtur op til Mont Boron og ned igen ad stien igennem det stejle skovterræn omme ved vestsiden af byen.
Mont Boron er bjerget, der adskiller Nice og Villefranche.
På toppen af Mont Boron ligger en gammel historisk borg ”Fort de Mont Alban”, og herfra har man nok den allerbedste udsigt ud over såvel Nice som Villefranche. Vi har været der før, og det er et fantastisk udsigtspunkt. Selv de sneklædte alper er ganske synlige mod nord.
Som et kuriosum vil jeg lige nævne, at de oppe på borgen flagede med et stort Dannebrogsflag.
Meget mystisk, og jeg forstår ikke hvorfor.
Hjemme har jeg så googlet emnet og fundet ud af, at det formentlig drejer sig om det savoyenske flag. Regionen Savoyen(Savoie på fransk), oppe i det østlige Frankrig, har sit eget flag, og det ligner Dannebrog til forveksling. Godt nok skulle de 4 røde felter være lige store, hvilket er modsat i Dannebrog, men det var ikke let at se forskellen på flaget på Mont Alban.
På vejen tilbage fra fortet gik vi forbi ”Castel Mont Alban”, en ejendom tilhørende vores gamle ven, Elton John. Denne gang ville vi ikke forstyrre ham, for han sad nok og var i gang med en ny komposition. Sidste gang, vi var her, gad han nu heller ikke at lukke op, da vi bankede på porten. Jeg har ellers støttet ham økonomisk igennem mange år, således at han har kunnet få råd til sådan en bolig som her. Jeg har i hvert fald en halv snes plader med ham stående på reolen derhjemme.
22.01.2017, Villefranche sur Mèr
Sidste kapitel i føljetonen om toilettet, og lidt om ejendommen ”Les Nerïdes”
Her til morgen kom K jublende ud fra toilettet, ”Det virker igen…. der kommer vand ud !!!”.
Dermed er det forhåbentligt definitivt slut på føljetonen om de latrinære problemer her i lejligheden.
Vi grunder noget over, hvad der har været årsagen til problemet, men kan kun konkludere, at der måske har været lukket af for en hane et sted i ejendommen. Lejligheden har stået tom i ca. 2 måneder, inden vi ankom, og der kan være sket mange ting i den tid. Da vi lukkede op for vandhanerne i starten, kom der masser af snavset vand ud, så måske der har været foretaget en reparation.
Men vi har ikke kunnet læse eller opdrive informationer nogen steder.
Nede i foyeren ved hovedindgangen hænger der ellers masser af informationer vedr. forskellige bekendtgørelser om ejendommen. F.eks., som noget nyt, er der blevet lukket af for affaldsskakten på de enkelte etager. Før kunne man smide sin affaldspose ud via en skakt ude på baggangen. Det er nu blevet forbudt, fordi det gav for meget snavs nede i affaldsrummet, hvor det hele ender.
Så nu skal vi gå ned ad trapperne eller tage elevatoren 4 etager ned for så at smide affaldsposen i en større container, som står i et aflukket rum i stueetagen.
Vi bor helt alene på vores etage, hvor der er 4 lejligheder. Ejendommen er ikke meget beboet for tiden, og vi kan kun se lys i 4 lejligheder om aftenen. Der er 32 lejligheder i ejendommen, efter antal postkasser i foyeren at dømme.
Kl. 18:30
Dagen i dag har budt på regnvejr, men ikke mere end at vejene blev fugtige.
Derimod har der været et større uvejr længere henne ad kysten mod Marseille, og ligeledes på Corsica, som heller ikke ligger så langt væk sydpå. Disse områder er rubriceret i den orange zone.
Meteorologerne anvender en rød, orange, gul og grøn zone. Den røde er den helt alvorlige.
Her til middag er der 10 grader på termometeret på altanen, så der er ikke noget at råbe hurra for. Men Iflg. vejrudsigten skulle det blive bedre igen fra i morgen.
23.01.2017, Villefranche sur Mèr
Lidt sol igen og mindre vind. Lige nu 15 grader på altanen.
Har sendt email til Karsten vedr. den forbedrede situation med toilettet.
Tur langs kysten til Maeterlinck i dag. Beskrivelsen for kedelig til udgivelse.
24.01.2017, Villefranche sur Mèr
Strandtur til ”Baie de l’Espalmador” i det gode vejr i eftermiddags, hvor vi fandt en god plads på den meget smalle strand-strækning nedenfor ejendommene.
De fleste lå i badetøj, og alle var så solbrune, så man skulle tro, det var højsommer.
Jeg nøjedes med at smøge buksebenene op og tage skjorten af.
25.01.2017, Villefranche sur Mèr
Dagen har igen været modsætningen af foregående dag, hvad vejret angår.
Overskyet men dog ikke så koldt. Ca. 14 grader midt på dagen.
Dagen startede på markedspladsen oppe i byen. Denne gang købte vi 2 fl. olivenolie af pigen fra Corbio. Hun mente åbenbart, at hun dermed havde solgt nok for i dag, og lukkede sin lille stadeplads ned.
Derefter div. frugt og grønt. Henne hos italieneren købte vi et par skiver Porchetta og et stykke ”Pecorino aux truffes”.
Dagen sluttede med en gåtur til Beaulieu. Vi gik via ”Av. Leopold II”, og kom ned ovre på vestsiden af Beaulieu. Vi fortrød ruten undervejs, da vi pludselig befandt os i en forfærdelig masse trafik ved 16-tiden på avenuen.
Der er ingen fortove på denne avenue, og Ind imellem måtte vi næsten springe for bilerne, som kom susende og ikke forventede at møde fodgængere i vejsiden.
Først de sidste 100 meter af vejen var der fortov, men her holdt biler parkeret op over fortovet, så der ikke var plads til fodgængere.
Heldigvis på vejen ned mod Beaulieu blev der stilstand i trafikken, og det sidste stykke ad de mange trapper mødte vi ingen biler. Trappe-nedgangene er de eneste strækninger, man ikke møder biler.
Vi kom forbi et nedlagt gartneri med et kolossalt stort grundareal lige midt på den allerbedste udsigt ud over bugten. Den grund må være millioner værd, men det hele lå i totalt forfald.
Den gamle gartner har åbenbart ikke haft brug for pengene, for ellers havde han da solgt for mange år siden.
Nede i Beaulieu sad vi på vores gamle bænk ved torvet og nød det begyndende aftenmørke, medens de sidste jule-lyskæder blev tændt.
26.01.2017, Villefranche sur Mèr
Dagens udflugt startede med en kort bustur til ”Eze bord de Mèr”, hvor vi stod af. Derefter fandt vi hurtigt hen til ”Chemin de Nietzsche” , hvorfra vi begyndte opstigningen til ”Eze Village”,.som ligger og troner højt oppe på toppen af et bjerg.
Friederich Nietzsche har lagt navn til stien, som fører op til byen. Han var en tysk filosof, som i 1880’erne kom en del i området, og har skrevet om det.
”Chemin de Nietzsche”, er 2,1 kilometer lang, har en stigning på 400 meter. Det er nok den kraftigste stigning, vi endnu har gennemført på en så kort distance, og det kan tydeligt mærkes i benene her til aften.
Vi brugte halvanden time på opstigningen, som det første stykke vej foregik i et ret lunt vejr. Men efterhånden som vi kom længere op i højden, begyndte det at blive køligere. Godt at vi havde ekstra tøj med i rygsækkene.
Undervejs derop mødte vi kun 3 små kinesere, som åbenbart havde forladt Højbro Plads ?
Oppe på toppen var der en formidabel udsigt. Der var overskyet en del af tiden og ganske koldt, som der jo altid er på toppen, men sigtbarheden var udmærket.
Den øverste del af Eze by(ikke at forveksle med Esby) er bare en samling af souvenir-butikker, så her kunne vi hurtigt blive færdige med vores sightseeing. Men vi fandt et udsigtspunkt, hvor vi kunne skue ud over det hele. Vi kunne se til Cap Ferrat og noget af bugten ved Villefranche. Og altså denne gang fra den modsatte side, end vi er vant til. Fantastisk udsigt.
Byen vrimlede med små kinesere. De dominerede bybilledet, og havde voldsomt travlt med at fotografere alt og alle. Mange af dem havde medbragt en selfie-stang, og stod de mest mærkelig steder for at forevige sig selv med denne smarte tingest.
Men de var ganske rare og smilende, og spurgte os endda nogle gange om vej, selvom vi også lignede turister. Med rygsæk og kamera over skulderen kunne vi vist ikke ligefrem ligne indfødte fra byen.
Nedstigningen varede lidt over en time, og jeg var kun ved at falde på de mange løse skærver og småsten een gang.
Det lykkedes mig at tage en del video af K, medens hun aser opad, men hun er nu ikke helt tilfreds med resultatet, som jeg her offentliggør ucencureret(link til video).
27.01.2017, Villefranche sur Mèr
Noget skyet og blæsende. 11 grader ude på termometeret.
Vi har talt om en togtur fra Nice til Digne-les-Bains, altså med kogletoget, som vi har prøvet før, men denne gang måske for at fuldføre ruten helt til endestationen, og ikke bare stå af halvvejs ligesom sidst. Foreløbig skal der være Monte Carlo rally deroppe i weekenden, så der bliver det sikkert ikke til noget. Togturen derop tager 3½ time og er 151 kilometer lang, så den er vanskelig at gennemføre uden en overnatning i Digne, medmindre man gerne vil tilbringe det meste af en dag i et tog.
Derudover taler vi om en tur til Antibes, Vence og St. Paul de Vence for at genopfriske gamle minder.
28.01.2017, Villefranche sur Mèr
Vi var på ”Le Serre” i aftes, og sad som de eneste i restauranten. Dog kom der, 5 minutter før vi forlod stedet, en enkelt gæst mere ind.
Alligevel var det hyggeligt og med en god betjening af såvel den lille rare servitrice som af fru Kok.
Der var selvfølgelig også masser af tid til at servicere os som de eneste gæster. Fru Kok forklarede os meget detaljeret, hvordan man laver ”Vin à l’Orange”, som servitricen havde anbefalet os som aperitif. Og servitricen forklarede ligeledes om de enkelte retters sammensætning. De havde så god tid, at de spurgte os om, hvor vi kom fra. Det er ellers yderst sjældent, at man bliver spurgt om det, men vi svarede ”Le Danemark”, og fik som sædvanligt ingen respons på dette udsagn.
Dagens menu lød således, ”Flan Courgettes”, ”Pot au feu au Saumon” og til dessert ”Tarte Poire”. Sammen med vores regning fik vi et glas Limoncello på husets regning.
Derefter et par drinks på ”Les Palmiers”. Beruset ? ja, måske lidt. Men K insisterede på, at hun skulle ha’ sin ”Mojito”. Bare hun da ikke bliver forfalden til det ?
Sent i seng.
Vejret i dag: noget ustadigt, 12 grader, til dels overskyet og lidt blæsende.
Planer for i dag: gåtur til St. Jean Cap Ferrat.
K har købt 2 bluser henne hos Mme Sexy i Rue Gambetta.
Kl. 18:46
Er lige kommet hjem fra en 8 kilometer lang gåtur til Saint Jean Cap Ferrat.
Vi lagde ud fra Plage de Fourmis i Beaulieu og gik ad den flotte sti, som er belagt med rød asfalt.
Ret hurtig kommer man til en lyserød ejendom, som er nok så berømt. Den ligger helt ude i vandkanten på klipperne og er virkelig en flot ejendom. Den har oprindelig tilhørt den amerikanske skuespiller David Niven. Pladsen udenfor er opkaldt efter ham.
Denne ejendom ligger for en stor dels vedkommende blotlagt ud til gangstien, hvorimod ejendommene på den anden side af stien er totalt indespærrede bag høje mure. Og med den sædvanlige opsætning af kameraer og pigtråd.
St. Jean by var noget død, vel nok på grund af det kolde vejr, som samtidig var lidt regnfuldt.
Vi handlede i et splinternyt Casino på havnefronten. Købte den hidtil billigste flaske Mâcon, som jeg endnu har set, til 2,50 euro i den dyreste by på denne kyst.
Godt nok var der tale om en rosévin, men alligevel med det navn…Mâcon.
Jeg troede faktisk at Mâcon’en var fejlmærket, og efter at have smagt den, er jeg helt sikker. Den skulle have kostet 1,50 euro i stedet for de 2,50.
På den anden side, så købte jeg en dag en ”Chablis 1er Cru” i et lille Casino supermarked her i Villefranche. Den stod mærket til 4,50 euro, og jeg troede ikke mine egne øjne. Der stod desværre kun denne ene flaske på hyldepladsen, men hurtigt hen til kassen og lægge de 4,50 euro på disken, og derefter hjem med den. Den smagte himmelsk.
Næste dag stod der på samme hylde en Chablis 1er Cru til 14,50 euro.
Jo, det er tit spændende at være på vinindkøb her i vinens land.
29.01.2017, Villefranche sur Mèr
En søndagstur på ”Promenade des Anglais” i Nice.
Vi startede ud med at opleve en besynderligt hændelse ved ”Leopold II” stoppestedet, hvor linie 81 skulle samle os op.
Da den stoppede, lød der et brag, som om nogen kørte ind i bussen bagfra. Døren forblev lukket ind til bussen, og chaufføren rejste sig op. Jeg troede det var fordi han ville stige ud, men han gik tværtimod ned igennem bussen, og døren forblev lukket. Jeg gik hen til bagenden af bussen. Der var ikke noget at se, Men henne ved den bagerste udgang lå en forfærdelig masse glasskår inde på gulvet i bussen. Konklusionen var, at et af de glaspaneler, som er placeret i begge sider af udgangsdøren, var faldet ud af rammen. Der så ikke ud til at være sket noget med de få passagerer i bussen, udover at de vel var chokerede. Chaufføren gik tilbage til sin plads og lukkede nu døren op. Der lå også mange glasstumper her ved indgangsdøren. Men han afviste os, da vi ville stige ind, og forklarede, at vi ikke kunne komme med. Han virkede noget ophidset, og det var måske også godt, at vi ikke kom med den bus.
Ideen til en søndagstur på ”Promenade des Anglais” havde mange andre mennesker også fået.
Der er en egen stemning om søndagen på den promenade. Et folkeliv som man sjældent ser andre steder. Mange forskellige nationaliteter, børn, unge, ældre og gamle fylder den brede promenade. Ofte med en hund for enden af en snor eller siddende oppe i hundeejerens taske, så små som de kan være.
Derudover mange cyklister, skatere og nogle på rulleskøjter, løbehjul og andre underlige hjul.
Hurtigløbere og almindelige motionister.
Fine damer i dyrt tøj og med håndtasker, som tydeligvis udstråler en fornem smag.
At gå forbi en sådan dame, kan formentlig udløse et anfald, hvis man hører til dem, som lider af parfumeallergi.
Man skal passe godt på, uanset hvor man går. En del af promenaden er indrettet til de cyklende, men alligevel kan man møde cyklister på arealet for gående. Også skatere skal man passe på, når de kommer susende med en vanvittig fart på deres ofte store skateboards. Det erfarede i hvert fald Kirsten. Hun stod heldigvis helt stille og iagttog et eller andet, da en pige på skateboard næsten snittede hende, idet hun suste forbi i en vild fart. Havde Kirsten trådt bare 1 skridt frem uden at se sig for, var det gået galt. Hun, Kirsten, var noget chokeret bagefter.
For tiden er promenaden, på grund af renovering, ikke så bred overalt, som den plejer at være. Vi gik et godt stykke omme fra Nice Port og ud mod lufthavnen, inden vi vendte om for også at se noget af den indre by.
Ovre på den anden side af Promenaden, ved siden af ”Monument de Centenaire”, stødte vi på mindepladsen for den forfærdelige begivenhed den 14. juli sidste år, hvor 86 mennesker blev dræbt og hundredvis såret.
En trist og sørgelig stemning lå over dette mindested. Mange mennesker stod stumme og iagttog de forskellige ting, som var blevet lagt på stedet i tiden efter attentatet. Tøjdyr, bamser og legetøj i alle afskygninger. Fotografier, skrifter, breve, citater og andet, som kunne relatere til de afdøde personer.
Et forfærdeligt sørgeligt centrum som en voldsom kontrast til det store levende folkeliv, vi lige havde observeret.
Byen vil senere i år rejse et varigt monument over begivenheden.
Vi gik videre, noget påvirkede af situationen.
Derefter Pariserhjul, Parc Paillon, Vieux Nice, Palais de Justice, Place Rossetti, 1 kagerulle i oliventræ, Socca på Bar Garibaldi, Musik på Place Garibaldi, linie 100 hjem.
Jo, tingene kan godt siges hurtigt, men er dermed ikke så forklarende.
30.01.2017, Villefranche sur Mèr
Sol og skyer, skyer og sol, sådan veksler det hele tiden, og de to nævnte rækkefølger skulle være matematisk dækkende for alle kombinationer af de 2 emner. Det tog godt nok lidt tid, at regne det ud, og jeg måtte have kuglerammen i brug.
Kl. 19:57
Vi kom hjem for et par timer siden efter en tur østpå. Igen med linie 100, som vi er så glade for, altså når der er siddepladser. Og det var der denne gang.
Vi stod af ved stoppestedet ”Edmond’s Cap d’Ail”. Som navnet antyder, er vi i byen Cap d’Ail, som ligger nogenlunde vest for Monaco.
Beskrivelsen af turen, som vi tilbagelagde til fods langs kysten ved Cap d’Ail, vil jeg dog ikke gentage her, idet den kan aflæses under ”Tour April 2016” på datoen den 13.04.2016.
Altså en gentagelse af en kyst-vandring, som vi foretog i april sidste år. Hvordan kan vi nu finde på det ? Spørg Kirsten !
I forhold til turen for 9 måneder siden var den eneste forskel, at vi valgte stoppestedet ”Le Loup blanc”…. altså ”den hvide ulv”, da vi skulle tilbage til Villefranche. Det skulle vi aldrig have gjort, for vi fik lov at vente en halv time, inden der kom en bus.
Lige ved siden af stoppestedet, som ligger på en stejl vej, var en fodgængerovergang. Her blev der rødt lys hvert andet øjeblik. Det betød at bilerne bremsede op og holdt stille i ca. 15 sekunder, inden der igen blev grønt. Derefter speedede de godt op for at komme op ad bakken. Dette efterlod en cocktail af forskellig bilos til os, og resultatet var, at vi efterhånden blev dopede af den giftige luft.
At kalde stoppestedet ”den hvide ulv” må være en misforståelse… Alt der befinder sig i det område, vil i løbet at kort tid blive farvet sort af bilos. Husfacaderne bar tydeligvis præg af beliggenheden.
Flere gange blev vi enige om at forlade stedet for at finde et andet stoppested, men inden vi fik os taget sammen, var der gået en halv time.
Da vi, efter denne halve times venten i dette helvede, steg ind i bussen, kunne jeg næsten ikke orientere mig om at finde billetten, endsige compostere den.
Det var en bus med ekstra længde, men alligevel var den overfyldt. Det var arbejdstids ophør, og vi stod som sild i en tønde. Jeg hægtede mig fast i de øverste stolper, medens K valgte en lodret.
På et tidspunkt skulle en ung mor ud med barn og klapvogn. Det var umuligt for hende at trænge igennem mængden hen til udgangsdøren, inden bussen havde sat i gang. Højlydte ”Pardon !” og ”Chauffeur !” og nok et ”Pardon !”, så stoppede bussen 20 meter længere henne, og døren gik op igen.
Da vi stod af midt i Beaulieu, var jeg stadig så dopet, at jeg næsten slingrede op til Super-U. Først inde i køleafdelingen, begyndte jeg at vågne op igen.
Kirsten har heldigvis en højere tærskel for den slags, end jeg har, så hun var vejviser resten af dagen.
31.01.2017, Villefranche sur Mèr
Tirsdag, eller som det hedder hernede, Mardi, er knap så flot i vejret som i går. Mere overskyet og lidt køligere.
Mimosetræerne er efterhånden sprunget ud. En gul farve viser sig i al sin pragt, og det er et fantastisk syn. Træet er én stor blomst Da vi var her i april sidste år, var de afblomstrede, så de har åbenbart deres storhedstid i februar/marts.
Man behøver bare at gå lige udenfor hoveddøren nede i stueetagen for at få sig en oplevelse. Der har gået en ældre mand dernede i et stykke tid og arbejdet på en villa, som ligger ved siden af ”vores” ejendom. I dag var han ved at reparere en stenmur. Vi gik forbi ham, idet vi komplimenterede ham for det flotte stykke arbejde, han var i færd med. Han sagde stolt tak,
Vi stoppede op, og jeg sagde så ”Vous êtes un bon Macon”, i den overbevisning, at det betyder ”De er en dygtig murer”. I min udtale lyder ”c” som et ”k”. Han kiggede uforstående på mig. Jeg gentog, men han forstod tydeligvis ikke, hvad jeg sagde. Pludselig lyste han op i et smil og sagde ”Ohhh… Maçon”. Og vel at mærke med en udtale af ”ç” som et ”s”.
Den lille uanselige ”accent cédille” under ”c” betyder, at det skal udtales som et ”s”.
Jeg har, i min store uvidenhed, troet at ordet murer på fransk skulle udtales som Macon, ligesom den berømte vin.
Han har altså hørt mig sige, at han var en god Macon, en god vin !
Han må have grint noget af det bagefter.
Lidt forvirrende lærdom i fransk, og nok ikke så interessant for ret mange andre end frankofile grammatik-nørder.
Han var pensioneret fliselægger, og fortalte om mange af de steder, han havde været med til at lægge fliser. Bl.a. oppe i lejligheden, som vi bor i. Og ligeledes ovre i Rotschild-ejendommen på Cap Ferrat, bare for at nævne et par af de mest berømte steder.
Han ejede villaen her, og havde boet i den tidligere, men nu var det hans søn og svigerdatter, som boede der. Han boede nu sammen med sin kone nede i byen.
Og så fortalte han om ejendommens historie. Hans kones familie har ejet og boet i dette hus i over 200 år. Selvfølgelig er huset ændret mange gange i det tidsrum, og han har selv foretaget den seneste renovering.
Han kender alt til området her, og det er, som sagt, hans svigerfar, som tidligere har ejet huset. Hans svigerfar har også ejet andre af grundstykkerne her i området, siger han, og peger på 2 -3 huse. Grunden, som ”vores” ejendom ligger på, solgte svigerfaderen tilbage i 50’erne, hvorefter ejendommen så blev bygget med de 32 lejligheder i 1958.
Da vi kommer tilbage fra vores gåtur, kommer vi i snak med ham igen, og vi spørger ham ud om ”Villa Leopolda”, som vi forgæves havde forsøgt at få et blik af. Det er den allerstørste ejendom her i Villefranche og et af de allerdyreste huse i verden.
Vi havde kun mulighed for at se indgangspartiet. Det var til gengæld så stort, at jeg måtte anvende min 24 mm vidvinkel for at få det hele med på fotografiet.
Vi troede, at det var beboet af en russer, men nej, det var en amerikansk jøde, Edmond Safra, som var bankmand. Han blev myrdet i 1999 i sin lejlighed i Monaco under meget mystiske omstændigheder. Nu boede hans enke i den kæmpestore ejendom. Og ikke nok med det, men en datter boede i ejendommen ved siden af. Vel at mærke den næststørste ejendom oppe på bjergsiden…..I guder for en rigdom.
Og hvis nogen vil dyrke historien om Edmond Safra, så er der mange muligheder via Google. Det er en fantastisk fortælling.
Vi var også kommet forbi det gamle gartneri på den store grund ovre mod Beaulieu, og så også nogle gå og arbejde inde på arealet.
Vores fliselægger fortalte, at de dyrker blomster i de resterende drivhuse, og at de ikke vil sælge ejendommen, selvom de har fået mange store bud.
Ikke engang den del af arealet, som ligger i brak, og er stå stort, at der er plads til mange huse, vil de sælge.
Virkelig en underlig historie om den gamle gartner oppe på bjergsiden.
Der kom en flot grå kat listende hen til ham. Den stammede tilbage fra en tur til Corsica for 6 år siden. Katten var hoppet ind i bilen derovre, tynd og forsulten. Nu bor den her, og er i så god stand, at den nærmest ser ud til at være gravid.
Dagens ny-indlærte franske ord, ”Carrelage”, betyder fliselægning.
01.02.2017, Villefranche sur Mèr
Allerede februar….. tiden går hurtigt, og efterhånden har vi kun ca. 10 dage tilbage, inden vi igen drager nordpå.
Men i dag er det onsdag, og altså dermed markedsdag i Villefranche.
Og en rigtig sommerdag nok engang. Lige nu, klokken 11:00 er der 17 grader i skyggen på altanen.
Kl. 14:19
Det med sommerdagen varede ved, lige indtil vi kom hjem fra markedet. Skyerne dukkede desværre op igen, og det er blevet køligere.
Kl. 18:30
Det blev til en lille udflugt i Villefranche by i eftermiddag.
Først gik vi hen til Chapel St. Pièrre, som ligger ved havnen. Her har kunstneren Jean Cocteau udsmykket rummet tilbage i 1957-1958. Vi har gået forbi stedet utallige gange, men har aldrig før været derinde. Det var en oplevelse at se det, og godt at vi tog os sammen til det.
Derefter henne for at se nok et lokalt kunstværk, nemlig i kirken Saint-Michel. Her ligger en træfigur, forestillende Jesus, i en glasmontre og udskåret af et eneste stykke figentræ. Det er udført af en ukendt tugthusfange ”Un Galérien”, tilbage i det 17. århundrede.
Dette kunstværk har vi set mange gange før, men det er en lige stor oplevelse hver gang.
Man kan blive ved med at stå og undre sig over, hvordan kunstneren har kunnet forme denne flotte figur ud af eet stykke træ.
02.02.2017, Villefranche sur Mèr
Lidt sol indimellem.
Sent på eftermiddagen ned i byen, hvor vi først besøgte galleriet i Chapelle Sainte-Elisabeth for at se udstillingen, som var blevet etableret til ære for de amerikanske marinere, som besøgte byen for nylig.
Vi snakkede med kustoden, og han viste os flittigt rundt og forklarede om den italienske kunstner, som havde lagt navn til de mange oliemalerier med emner fra de sidste 2 verdenskrige.
Der var også udstillet et par modeller af gamle amerikanske krigsskibe, bl.a. et fra 1946, som flere af de besøgende veteraner, havde gjort tjeneste i dengang.
03.02.2017, Villefranche sur Mèr
Nitten grader i skyggen på altanen kl. 11:00. Altså igen en sommerdag !
Seksten grader i skyggen på altanen kl. 12:30. Sommerdagen er ved at være til ende, skyerne hober sig op, og udsigten melder om regn senere på dagen.
Kl. 22:20
Den helt fantastiske formiddag var hele dagen værd, men resten af dagen var nu heller ikke at kimse af.
Vi tog nemlig til fredags-marked i Ventimiglia lidt over middag og havde en forrygende god dag derovre.
Vi er først kommet hjem ved 20-tiden i aften.
Der er 45 minutter derover med med TER-toget, og det er en flot tur langs kysten.
Ventigmiglia har et stort besøg af franskmænd, som valfarter dertil for at købe billigere ind end derhjemme i Frankrig.
Man kan sammenligne med danskere, der tager til Tyskland for at handle ved grænsekioskerne.
Her i Ventimiglia er der dog ingen grænsekiosker, men udendørs markedsboder med et væld af varer, såvel fødevarer som tøj og alt muligt andet.
På et tidspunkt gik vi hver for sig, og jeg faldt over en bod med alt i hovedbeklædning. Her udvalgte jeg mig en rigtig fransk casquette(en engelsk sixpence). Jeg betalte 7 euro for den og tog den på med det samme. Det gjorde mig åbenbart aldeles uigenkendelig, for da jeg senere mødte K, gik hun bare forbi mig uden en lyd…. Jeg vendte mig om og fløjtede…. Hun blev så overrasket, at hun var ved at tabe både næse og mund.
Her til aften griner hun stadig af mig, og jeg har valgt ikke at tage den på mere..
Midt i byen er der endvidere en overdækket markedshal, hvor man også kan købe alt i fødevarer.
I en anden gade ligger der en del kineser-butikker, hvor man kan købe tøj, sko, tasker og meget andet. Og det er billigt.
Den lokale bar, Cavallieri, var virkelig et besøg værd. Lige midt i den rigtige italienske lokale kultur. Et par glas vino bianco ledsaget af nogle tapas og derefter Caffe Americano var hele besøget værd. Derudover en masse snak med et par andre danskere, som tilfældigvis også var på denne bar. Tak for samværet og en god snak til disse to herlige mennesker, som også var så venlige at vise os rundt i byen bagefter !
04.02.2017, Villefranche sur Mèr
”Kurt kom forbi”
Er stået op til regn, blæsevejr og 10 grader på altanen.
Det skulle, efter avisen at dømme, være en snert af ”Kurt”, som stormen ovre på vestkysten ved Biscayen er blevet døbt.
Mimosetræerne ovre på bjergskråningen tager tydeligt forandring dag for dag. De gule blomsterknopper står lige på spring.
I går så vi masser af udsprungne mimose-blomster på turen til Ventimiglia.
I eftermiddags ændrede vejret sig fuldstændigt, og det blev det flotteste solskinsvejr med en strandtur til ”Plage de Grasseuil”.
Vejret er uforudsigeligt. Formiddagen grå og trist. Eftermiddagen ren sommer.
Vores slagter, Pascal, forærede os pludselig et flot stegefad, da vi var inde for at købe 4 stykker skinke. ”C’est un cadeau !” sagde han smilende og rakte os fadet.
Vi har da godt nok handlet en del hos ham, men at vi ligefrem skulle have foræret et stegefad som en gave, er næsten for meget. Måske han så forventer, at vi senere køber en steg ?
Vi sagde først, af ren og skær høflighed, nej tak, men der var ingen vej udenom, og vi gik ud af forretningen med det halvstore stegefad i fin keramik og 4 skiver skinke.
Pascal han er nu så flink, og det endda selvom jeg en dag fejlagtigt kom til at sige ”Monsieur le Boulanger” til ham i stedet for ”Monsieur le Boucher”. Altså jeg kaldte ham for bager i stedet for slagter… bop-bop… aldeles pinligt.
Omvendt har jeg da heldigvis ikke kaldt Marie-Claire, som bor ovre på den anden side af gaden, for slagter endnu(hun er bager).
05.02.2017, Villefranche sur Mèr
Regn og 10 grader. Store dønninger ude fra havet ruller igennem bugten og ender oppe mod betonmuren på ”Les Marinières” stranden, helt oppe ved kanten af promenaden,
Sidst på eftermiddagen vovede vi os ud på en lille gåtur. Der så ud til at være lidt stilstand i regnen.
Vi gik om i den anden ende af byen til ”Chemin Casa Alta”, for at se om vi kunne finde det hus, som den gamle danske maler J. F. Willumsen, havde boet i helt tilbage i år 1916.
Området lå desværre i et ”gated community”, så vi kunne ikke komme derind, men vi kunne dog se huset omme fra stien, som gik lige bag huset.
Vi blev alligevel næsten gennemblødte af regn, inden vi nåede hjem.
06.02.2017, Villefranche sur Mèr
Formiddagen på altanen i det dejligste vejr.
Måske den varmeste dag hidtil. I hvert fald foregik eftermiddagsturen rundt om Cap Ferrat med opsmøgede skjorteærmer, og med jakken over armen.
Turen blev på 12,9 km. og tog 3 timer. Vestsiden i eftermiddagssol som en sommerdag. Østsiden til dels i skygge som en kølig forårsdag. Store dønninger fra havet gav skumsprøjt mange steder på stien.
Jeg optog en del video derude, men er efterhånden bevidst om, at jeg er en ren amatør på det felt, og er ikke tilfreds med resultatet, men øvelse gør forhåbentlig mester…
Vi handlede hos bageren i St. Jean på hjemturen.
07.02.2017, Villefranche sur Mèr
16 grader til middag på altanen.
Om eftermiddagen tog vi tog bussen om til Nice og gik tur fra Nice havn ud til Coco Beach.
Der var 19 grader på havnen i Nice kl. 16.
Vi kom tilfældigvis med i en ny fransk spillefilm, som de var i færd med at optage ved Coco Beach.
Vi stod på fortovet i et vejsving, og ovre på det andet fortov stod hele optage-holdet og filmede en bil, som skulle køre forbi i høj fart. Ingen tvivl om, at vi bliver udtaget til en Oscar statuette som de bedste statister i 2017.
Nede på havnen holdt 10 store lastbiler parkeret med hele menageriet af filmfolk, og der var et leben af teknikere og skuespillere. Desuden var der var opstillet et stort telt til catering.
Fra Coco Beach gik vi videre ad stien langs kysten til Maeterlinck. Trappen op til Basse Corniche var på 264 trappetrin. Og heroppefra tog vi linie 100 hjem.
Nedtællingen til hjemturen er i fuld gang. Jeg bar 5 poser ned i bilen til aften, incl. K’s syltetøj og honning.
08.02.2017, Villefranche sur Mèr
11 grader og småregn.
K på onsdags-markedet, medens jeg slapper af herhjemme.
Endelig fik vi 1 euro i rabat på en flaske olivenolie til 11 euro, og det var nok fordi jeg ikke var med. ”Un euro, c’est un cadeau pour votre mari !”, sagde hun til Kirsten.
Kl. 17 en gåtur op forbi drivhusene og ned ad trappen til Beaulieu.
09.02.2017, Villefranche sur Mèr
11 grader.
Sidste bytur til Nice, hvor vi besøgte Cours Saleya og Galeries Lafayette.
Der var store forberedelser igang med hensyn til karnevallet, som starter på lørdag og varer i 14 dage.
Karnevallet må vi have tilgode til en anden gang, for i morgen skal bilen pakkes færdig, og på lørdag må vi se, om det er til at komme igennem Nice for festligheder.
Vi forventer at være i DK mandag eller tirsdag i næste uge, alt afhængigt af vejret op igennem Frankrig og måske især Tyskland.
Det kan være, at vinterdækkene nu kan komme ud i deres rette element.
Emnerne til denne dagbog er ved at være udtømte, og tankerne går nu helt og holdent på vores afrejse.
De sidste 8 uger har været forrygende fulde af oplevelser og undertiden også en del strabadser. Man kunne fristes til at sige, at nu glæder vi os til at komme hjem på rekreation i DK
10.02.2017, Villefranche sur Mèr
Her på den allersidste dag i Villefranche fik vi 2 nye nabo-bekendtskaber. At jeg stødte ind i disse naboer, skyldtes primært min hyppige anvendelse af elevatoren for at bringe bagagen ned til bilen.
Først hilste jeg på den ældre dame, som vi sommetider har set på lang afstand henne i den anden ende af 4. etage. Nu stod jeg og ventede på elevatoren med begge hænder fyldt med poser og pakkenelliker. Hun kom gående og så også ud som om hun skulle ned med elevatoren. Jeg spurgte hende så, om hun ville med ned, da jeg lukkede elevatordøren op. Hun kunne godt se, at der ikke var plads, men jeg trådte så tilbage for at give hende elevatoren. Denne gestus afslog hun dog på det kraftigste.
Jeg stillede pakkenellikerne fra mig og fortalte, at vi var ved at pakke sammen og på vej hjem. Hun lyttede interesseret og svarede så, at de også, før i tiden, kørte i bil, når de tog hjemmefra Le Havre, men nu om dage tog de toget. De hedder Gustave til efternavn. Hendes mand er 92 år. Hun så ud til at være i 80’erne, men virkede alligevel meget ungdommelig i sin væremåde.
Lidt senere stødte jeg på en anden ældre dame, Mme Rigucci-Deutschmann, som gik rundt oppe på vores etage på baggangen for at lufte sin kat ?. Hun bor nedenunder på 3. etage.
Jeg sagde goddag og kunne nu flot repetere de samme franske sætninger, som jeg lige havde liret af overfor Mme Gustave.
Hun viste sig også at være meget snakkesalig, og fortalte først at katten havde reddet hendes liv ! Den forstod jeg nu ikke lige med det samme, men hun fortalte så videre, at hendes mand var død for 4 måneder siden, og havde hun ikke haft katten til selskab, så….. ?
Han var faldet om på gaden, og dermed var det slut med ham. Hun var glad for, når det nu var uafvendeligt med hans bortgang, at det var gået så hurtigt.
Hun var fantastisk flink at tale med, og fortalte på et tidspunkt også at hun havde været tennisinstruktør i sine unge dage.
Hun havde en søn og et par børnebørn henne i Beaulieu.
Nede med elevatoren og ude på gaden igen, var jeg glad for, at vi heldigvis ikke skulle skynde os i dag for at komme af sted. Godt at vi havde besluttet os at tage af sted en dag før, for hver gang jeg gik forbi M. Rocchi, måtte jeg selvfølgelig også veksle et par ord med ham.
Første gang, jeg spurgte om hans navn, fik jeg ham til at stave det for mig, så nu behøver jeg ikke længere at kalde ham ”Monsieur le Carrelage”. Det lyder nu heller ikke så flot at tiltale ham ”Hr. Fliselægger”.
Hans søn, som bor inde i villaen, er læge.
11.02.2017, Hotel ”Le Vendangerot”, Rully
Vi vinkede farvel til M. Rocchi, da vi kørte ud ad Av. G. Clemenceau ved 12-tiden. Vi havde givet hånd og sagt ”au revoir” og ”à la prochaine” oppe ved huset.
Derefter var det en ren sviptur på lidt over 600 km., inden vi var oppe midt i landet i Rully, som ligger i Bourgogne, nærmere betegnet i vinområdet Côte Chalonnaise.
Igen en god aftensmad og overnatning på hotel ”Le Vendangerot”. Det er 4. gang, vi overnatter her og 5. gang, vi spiser her.
Florent, som er en af de 2 ejere, og som står for restaurant og hotel, var mere udadvendt end sædvanlig. Og Emmerick, som startede for 10 år siden, og som vi tydeligt husker fra de første besøg, var nu blevet voksen og havde fået lært alle hotel-/ og restaurant-fagets områder at kende.
Den anden ejer, Florian, som er chef for køkkenet, ser man ikke så meget til.
Vi fik en ”Menu Degustation”, og dertil vine fra det lokale domaine Duvernay. Fortræffelige 1. cru vine, såvel hvidvin som rødvin.
Men der var for mange retter i denne ”Degustation”, og vi skulle især have sprunget over retten med fromage. Men det er svært at sige nej, når de triller det store rullebord hen, fyldt med gode franske oste fra de fleste egne i landet, og så siger tjeneren ”Værsgo’ at smage på det hele”.
12.02.2017, Hotel Triolago, Riol, an der Mosel
Vi tog først af sted fra Rully ved middagstid. Forinden var vi omkring posthuset, hvor K skulle have frimærker og derefter poste en del kort til DK. De når nok først derop, efter at vi er kommet hjem.
Udenfor byen skulle vi finde domainet Duvernay for at få et par gode flasker med hjem, men det lykkedes mig desværre at opsnappe en forkert adresse på nettet, således at vi spildte over 20 kilometers omvej.
Og det var lige i sidste øjeblik at vi kom til vinhuset. Mme Duvernay, som vi også så på Le Vendangerot i aftes, var ved at lukke ned til frokostpausen, men det lykkedes os alligevel at overtale hende til salg af 9 flasker hvidvin i en hurtig handel.
Fra Rully og til vores næste overnatning ved Mosel-floden var der en køretur på små 450 kilometer, og denne gang over Luxembourg, hvor vi tankede op til 1,01 euro pr. liter, dagens højdepunkt, også geografisk.
Vi ankom til Mosel floden i aftes, da det var blevet mørkt og erfarede, at vi måske var de eneste gæster på hotellet, som hedder Triolago. Derudover var der lukket for restauranten, så vi spurgte om vi kunne annullere aftalen.
Det var dog ikke muligt, idet aftalen var foretaget igennem Booking.com. Dermed var hele beløbet allerede reserveret, og vi valgte derfor at blive og så tage ind til byen for at finde et godt spisested, som receptionisten anbefalede os.
Denne receptionist var ellers et nærmere bekendtskab værd, og endvidere en lang samtale værd. Han var vel sidst i fyrrerne, og havde kun haft jobbet her på hotellet i nogle få måneder. Så han var ikke specielt bekendt med området her omkring.
Han kom oprindelig fra Østtyskland, og var kommet til vesten efter murens fald.
Han arbejdede ca. 8-9 måneder om året og rejste så verden rundt i resten af tiden. Muligvis var fordelingen af disse tidsrum anderledes, men han talte desværre så hurtigt, så det ind imellem kunne være svært at følge med. Da han begyndte at fortælle om sine rejseoplevelser, kunne han slet ikke holde op igen, og til sidst stod jeg og svedte over bare at høre på det.
Der var også en anden ung mand tilstede. Han var brasilianer, og hans rolle i denne episode, var noget uforståelig for os. Men han var åbenbart rejst med til Europa efter receptionistens seneste Sydamerika-rejse og skulle i gang med en uddannelse i Tyskland.
Hotel Triolago var helt nyt, og med de flotteste værelser, vi endnu havde set. Det lå lige nedenfor en bjergkam langs Mosel floden, og der var rodel-baner, legepladser og alle andre former for rekreative faciliteter til det frie folk. En sø lå lige nedenfor, og man kunne tydeligt forestille sig en varm sommerdag med grønsværen dækket af mennesker i forsøget på at rekreere sig
Maden på ”Zur Linde” i Lonquich var udmærket tysk, men desværre som sædvanligt med kød i kilovis. Selv da vi bad om en enkelt lille tallerken salat, var der fyldt op med oksekød-strimler, så man ikke kunne få øje på salaten.
”Wild-grillteller” var også ”kødets lyst”, hvis man kan tillade sig at bruge den vending.
13.02.2017, ”Landhaus Höpen”, Schneverdingen
Ved morgenmaden på hotellet viste det sig, at vi ikke var de eneste beboere. Så godt som alle borde i morgen-restauranten var besatte. Men nogle af gæsterne måtte være ovre fra de nærliggende hytter, som også tilhørte hotellet.
Inden vi kørte videre nordpå, forsøgte vi at finde vinhuset med det spøjse navn ”Weingut Kirsten”. Dette vinnavn lyder noget familiært, og huset ligger i byen Klüsserath. Det lykkedes os også at finde det, men der var så dødt, som der nu kan være på en søndag lige før frokost i en tysk vinby. Det er formodentlig kun gældende på denne kedelige årstid. Alt var lukket, ikke et øje at se og dermed ingen lokal Moselvin med hjem denne gang. Måske også godt for det, for bilen var allerede overlæsset.
”Bruderschaft Klüsserath” stod der på et stort skilt oppe på bjergsiden, som var så stejl, at det var svært at forestille sig, hvorledes man bærer sig ad med at arbejde blandt de tusindvis af vinstokke deroppe.
Efter en køretur på 546 km. nordpå endte vi i byen med det sjove navn Schneverdingen. I yderkanten af byen havde vi bestilt et værelse på ”Landhaus Höpen”. Byen ligger lige præcis midt i Lüneburger Heide ca. 70 kilometer syd-sydvest for Hamburg.
Hotellet indgår i en kæde med navnet ”Dr. Lohbeck” sammen med 10 andre hoteller rundt omkring i Tyskland, og er af rigtig god tysk kvalitet.
Her var der dog kun åben for restauranten i weekenden. Det er den helt forkerte årstid, vi turnerer på, hvis altså det er spisesteder på hoteller, man er interesseret i.
Vi blev igen anbefalet et sted inde i byen, men valgte så, efter et nærmere studium i cyberspace, et andet sted, nemlig et italiensk spisehus, ”Da Romeo”, og her fik vi endelig mad uden for meget kød. Krofatter stod for køkkenet, og vi talte da med både kromutter og svigersønnen. Han talte meget om både Legoland i Billund og det nogenlunde tilsvarende Heide Park her i nærheden.
14.02.2017, Løgten
Da vi kørte ud af Schneverdingen, så vi en stor del af det flotte område som Lüneburger Heide dækker, og vi blev enige om at besøge stedet igen en anden gang. En god eftermiddagstur i bilen hjemmefra, og man er på stedet.
Inden vi kom ud af byen havde vi handlet i såvel ”Penny” som i ”Lidl”. Den første var den ringeste discount-butik, som vi endnu har set. Lidl er dobbelt så god, og det siger ikke så lidt.
Hjemturen, 412 kilometer, gik smertefrit, og da vi kom til sidste rasteplads i Tyskland ”Hüttener Berge ost”, fik vi, lige indenfor døren, øje på stativet med alle de flotte feriekataloger fra Klitmøller Sommerhusudlejning.
Vi sendte en sms med foto til Bendt for at drille ham med det overfyldte stativ, som røbede, at der ikke var meget interesse for disse kataloger, og straks var han i røret for at fortælle, at han lige havde lagt dem på plads i dag. Han var kommet hjem til Klitmøller for få timer siden efter en mindre turné igennem Nordtyskland. Et meget pudsigt sammentræf.
3 dages hjemtur er slut, og vi er i god behold efter denne lange tur, som har varet præcis 60 dage. Hjemturen var på små 1850 kilometer.
Lidt mere statistik, som jeg har aflæst på bilens kørecomputer:
- 62 timer og 11 minutter har bilen været aktiv.
- 4965 kilometers kørsel i alt.
- 84 kilometer i timen i gennemsnit.
- 19,2 kilometer pr. liter diesel i forbrug.
Hermed slut med ”eksotiske” fortællinger i dagbogen for denne gang, og dermed tilbage til dagliglivet i Danmark.