PM WebDesign
Jul/nytår 2016/2017
Uddrag af dagbog og fotos fra vores jule-/nytårsferie i Sydfrankrig
Bad Nauheim(D) - Cuiseaux(F) - Flassan(F) - Villefranche sur Mèr(F) - Rully(F) -
Riol, Mosel(F)
Dagbog fra udrejse og Flassan
Klitmøller, den 29.11.2016
To måneder i Sydfrankrig.
15. december 2016 – 15. februar 2017.
Så er det besluttet, og selvom beslutningsprocessen har været lang, så er det nu definitivt afgjort, at vi
drager af sted for 32. gang til landet med det blå-hvid-røde flag, vel at mærke med farverne i 3 lodrette striber….. da det ellers ville kunne forveksles med det hollandske flag, hvor de 3 striber ligger vandret.
Denne gang vælger vi de koldeste vintermåneder, men på de breddegrader betyder det ikke så meget for vi nordboere, da vinteren dernede som regel er ganske mild.
Destinationerne er denne gang et par gammelkendte. Vi satser på det sikre og vælger derfor steder, som vi kender, og som vi har besøgt adskillige gange før.
Det drejer sig nærmere betegnet først om 4 uger i den lille by Flassan(300 indbyggere), som ligger ved foden af Mt. Ventoux, ca. 50 kilometer øst for Avignon. Og derefter yderligere 4 uger i smørhullet Villefranche sur Mèr, som ligger 5 kilometer øst for Nice.
Begge steder har vi lejet hus/lejlighed af danskere, som er så heldige at være ejere af ejendom disse steder.
Denne gang tilbringer vi altså jul og nytår i Flassan, plus et par uger mere af januar.
De sidste 4 uger af turen, som samtidig er de koldeste uger, iflg. de meteorologiske statistikker, har vi derfor helt overlagt valgt at tilbringe ved Middelhavet, da statistikken samtidig siger, at der er det mildeste vejr tilstede.
Vi har denne gang ikke på forhånd de helt store planer om spændende ekspeditioner ud i områderne, men mon ikke vi alligevel drager på et par udflugter.
Og dermed vil dagbogen denne gang måske blive en ”tynd” omgang, men pyt… skulle den blive for kedelig, kan læseren jo bare ty til de utroligt spændende afsnit fra tidligere ferieberetninger.
Afgang fra Løgten: 15. december 2016.
P.s.: Jeg endte godt nok sidste feriefortælling med en ide ”Frankrig rundt i 80 dage”, men det bliver denne gang ikke til noget. Det må vi stadig have til gode, og Frankrig i 60 dage er selvfølgelig heller ikke at foragte.
”Vi ses !”... eller som man siger på fransk ”À bientôt”.
15.12.2016, Hotel Neuhöfer am Südpark, Bad Nauheim
Dagens etape 830 km. er gennemført i tidsrummet fra kl. 07:30 til kl. 16:30.
Trafikken så nem som aldrig før og ligeledes et godt vejr trafikalt set.
Så få vejarbejder undervejs at det var et særsyn, og så nem en tur igennem Hamburg, at vi næsten ikke nåede at registrere turen under Elben. Det lød pludselig fra Kirsten: ”Gud, er vi allerede oppe igen ?”
Inden vi nåede bygrænsen til Bad Nauheim, som ligger knap 30 km. nord for Frankfurt, blev vi overhalet af en ambulance, ”Johanniter” stod der på siden af vognen. Og inden vi var nået helt ind til byen, havde vi set adskillige af disse ambulancer. Vi måtte holde ind til siden en enkelt gang, da en vogn kom med udrykning. Disse ambulancer havde retning såvel ind i byen som ud af byen.
Inde i byen erfarede vi hurtigt årsagen til alle disse ambulancer.
Der er tale om en rigtig tysk kurby. Den består næsten udelukkende af lægeklinikker, helse-klinikker, rehabiliterings-klinikker, diakonisse-stiftelser, sanatorier og selvfølgelig almindelige sygehuse.
Og der foregår formodentlig en evig trafik af patienter mellem storbyen Frankfurt og Bad Nauheim.
Her kunne man da være sikker på hurtig hjælp, hvis der skulle tilstøde een noget.
Udover alle disse klinikker er der også et par hoteller, og vi har valgt Hotel Neuhöfer am Südpark, som ligger Lutherstrasse nr. 13.
Hotellet, som har navn efter ejeren, er et godt sted for en overnatning. En stor gammel villa, som er indrettet med 15 værelser til udlejning.
Helt bevidst har vi valgt Bad Nauheim til en enkelt overnatning, ikke på grund af det med helse-klinikkerne, men på grund af byens øvrige historie.
Sagen er nemlig den, at Elvis Presley boede i denne by tilbage i tiden fra oktober 1958 til marts 1960. Han var udsendt som værnepligtig til de amerikanske baser i Tyskland, og gjorde tjeneste på kasernen i byen Friedberg, som ligger lige syd for Bad Nauheim. Først boede han på "Hotel Grünewald" her i byen, men blev smidt ud efter en kort tid på grund af for mange forstyrrende elementer i hotellets orden. Bl.a. var der de mange fans, som konstant stod udenfor hotellet for at få et glimt af idolet, og derudover var der en del støj fra slænget, som Elvis altid bragte med sig. Han blev derfor bedt om at finde et andet logi.
Han lejede så en privat villa i Goethestrasse nr. 14, hvor han kunne tilbringe det meste af fritiden, men mon ikke hans fans fulgte med i hælene på ham også her. Det siges at han stillede op til autografskrivning hver aften kl. 18, når han var kommet hjem fra kasernen.
Byen afholder hvert år en Elvis-festival med stor deltagelse fra mange Elvis-fans.
Nå, det var lidt historie om den evige Elvis og et lille sidespring i ferie-fortællingen.
”Gammelfar”, alias Klaus Neuhöfer, tog pænt imod os, da vi ankom. Han er en rigtig rar gammel tysker. Lidt svær at bedømme aldersmæssigt, hvilket har sin forklaring i den triste skæbne, som vendte om på hans liv for 6 år siden. Han blev kørt ned af en bil lige udenfor huset og brækkede alle sine knogler, som han sagde det: ”Alle die Knochen waren gebrochen !”
Han har været igennem mange operationer og må hele tiden sidde ned, medens han snakker med os. Han kan kun stå op korte øjeblikke ad gangen.
Det er hans søn, Dirk Neuhöfer som har overtaget hotellet efter forældrene.
I foyeren hænger der en stor fotostat af Elvis på den ene væg.
Klaus Neuhöfer fortalte stolt om de mange andre berømtheder, som havde besøgt Bad Nauheim i tidens løb. Han nævnte bl.a. Roosevelt, Bismarck og en zar fra Rusland. Alle besøgte de byen på grund af dens ry som kursted. Jeg tror dog ikke at Elvis’ besøg skyldtes interesse for et kurophold.
Og nu har byen så besøg af os, men om det bliver bemærket i historiebøgerne er nok tvivlsomt.
Kl. 22:18
Restauranten ”El Sol” var et godt besøg, og den blev os anbefalet af Klaus Neuhöfer.
De lavede hurtigt et lille bord til os, da vi arriverede kl. 19:30 og måtte konstatere at alt var optaget. Vi havde med vilje ikke bestilt bord, da der trods alt var tale om en torsdag aften, og vi forventede ikke så mange i byen, men der tog vi helt fejl.
En fantastisk kvik betjening af de morsomme italienske tjenere og af chefen selv og hans kone.
En af tjenerne, jeg tror nu han var spanioler, lignede grangiveligt tjeneren Manuel fra ”Halløj på badehotellet”,
De lavede sjov med gæsterne hele tiden, samtidig med at de, som sagt, var hurtige til betjeningen.
2 x Gemischtes Tapas, 1 gl. vino frizzante og 1 Bier + 0,5 l. rote Montepulciano, Kaffee und Grappa for 62 euro. Og så spurgte chefen derudover, om vi ville have en Grappa på husets regning, da vi havde betalt. Men dette afslog vi dog af naturlige grunde. Vi skulle jo også gerne kunne finde tilbage til hotellet. Det var ganske enkelt uhørt billigt for et så godt måltid.
Gemischtes Tapas bestod af et fad med lutter delikatesser, stegte ansjoser, blæksprutter, rejer, krabbekød, auberginer, aioli, forskellige salater og meget andet. Det hele i tysk målestok hvad mængder angår. Jeg spiste op, medens K til sidst måtte give op.
Et fantastisk sted med en forrygende omsætning. Adskillige af bordene blev ”omsat” flere gange i de par timer, som vi sad der.
Da vi var kommet udenfor, stødte vi på ”vores” tjener, som holdt rygepause. Vi gav ham nogle ekstra drikkepenge og sagde farvel og tak.
En lille spadseretur rundt i det nære byområde bagefter gav os en ide til yderligere research af denne dejlige tyske by en anden gang, hvor vi så gerne skulle have mere tid.
Stille og roligt kunne vi gå rundt og kigge på små forretningsvinduer i den julepyntede by, inden vi vendte tilbage til hotellet.
Tusinder af små farvede runde lyspletter cirkulerer rundt udenpå vores vindue i værelset. De kommer fra nogle moderne ”stråle-kanoner”, som udspyr disse lyspletter i et roterende output.
Kanonerne står nedenfor i hotellets have og ”bombarderer” hele siden af huset ud mod haven, hvor der også står adskillige pyntede juletræer og anden juleudsmykning.
Dette lysshow vækker åbenbart opsigt i nabolaget, og adskillige spadserende stopper op for at beundre showet.
Virkelig en smart julebelysning, som nok ville kunne dupere derhjemme, hvis den blev sat op i haven til ”beskydning” af huset. Men alligevel måske lidt for moderne efter vores smag.
16.12.2016, Hotel le Bourgogne, Cuiseaux
580 km. var dagens etape, og vi endte i den lille by Cuiseaux i Jura bjergene i regionen Franche-Comté.
Nærmere betegnet midtvejs mellem Lons-le-Saunier og Bourg-en-Bresse. Ca. 10 kilometer øst for motorvejen A39, hvis dette da ellers kan være nogen til hjælp med den geografiske bestemmelse af dette sted.
Vi kom først af sted fra Bad Nauheim efter kl. 10:00, og det lykkedes os kun at finde Goethestrasse nr. 14, inden vi kørte videre ud af byen. Altså det hus, som Elvis havde boet i for snart 57 år siden.
Dette hus var dog ikke specielt interessant i forhold til de andre huse i gaden. Og da der ikke var meget tid at gøre med, opgav vi yderligere research omkring Elvis. Bl.a. har de en statue stående af ham et sted i byen.
Vi fandt heller ikke statuen i byen Friedberg, som vi kørte igennem på vores vej ud på motorvejen A5.
Friedberg og Bad Nauheim kæmper åbenbart en kamp om at være den mest berømte by m.h.t. historien om Elvis i Tyskland, og igen talte vi om et besøg i disse byer en anden gang, hvor vi har mere tid.
På disse udrejse-dage har vi hele tiden klokken hængende over hovedet, idet vi helst skal nå frem til vores næste bestemmelsessted, inden det bliver mørkt. Det er lettere at orientere sig på vejene i de lyse timer, både med hensyn til sikkerhed i trafikken og selve det at finde vej.
Så vi opgav at søge yderligere historiske Elvis-steder, og pyt, det har vi forhåbentlig til gode til en anden gang.
Vi kørte ind i Frankrig ved grænseovergangen nær Mulhouse og ankom til Cuiseaux kl. 16:30. Det var stadig helt lyst, da vi ankom, og det er først ved at mørkne her ved halv seks-tiden. Altså har vi efterhånden fået foræret næsten et par yderligere lyse timer af dagen i forhold til derhjemme i DK, hvor det efterhånden var ved at blive mørkt allerede klokken halvfire.
17.12.2016, Hotel le Bourgogne, Cuiseaux
Aftensmad, morgenmad + overnatning: 155 Euro.
En ordinær aftensmad ”Menu du Terroir” + vin + kaffe + avec, serveret af en flink dreng.
Vi bor lige nedenfor en del af Jura-bjergkæden. Jeg glæder mig til at nå frem til Flassan i dag. Det gør ligesom det hele lidt lettere at få ”fast bopæl”, og vil formodentlig give mere ro på. Disse ”hotel-dage” og ”køre-dage” er noget anstrengende. ”At rejse er at leve”, som H.C.And skrev, men det kan også være anstrengende at leve, og dermed kan sætningen jo opfattes på flere måder.
Vi har overnattet i værelse nr. 23. Et udmærket værelse, men der er ingen dør ind til toilettet !!! ja, døren til toilettet mangler, og det ser ud til at der aldrig har været nogen. Den må være sparet væk. Godt at toiletterne ikke ligger ude på gangen.
Og kaffekanden, som blev sat på bordet i morges, var uden låg !!! Om låget også er sparet væk, ved jeg ikke. Men, ok, det er også kun et 2-stjernet hotel, og altså ikke Hotel Hilton.
Vi gik ud for at betale i baren, hvor madame havde travlt med at servicere en halv snes mænd, som sad mageligt ved bardisken. Det er også lørdag i dag, og de starter tidligt på baren hernede. Til gengæld er der så heller ikke åbent så længe om aftenen. Normalt skal der være ro omkring kl. 22.
Der var desværre ikke ”Vin jaune” på vinkortet i aftes men kun ”Vin du Jura”, så det må vi have til gode til en anden gang, vi kommer her omkring.
17.12.2016, Flassan, Rue de la Boissière, Impasse Guibert
Vi ankom kl. 17:45 efter en køretur fra Cuiseaux på 369 kilometer, altså en lille sviptur i forhold til de sidste par dages dobbelte distancer. Og med hensyn til trafikken var der tale om noget af det nemmeste, vi endnu har været ude for i Frankrig. Selvom det er lørdag og egentlig den sidste weekend inden juleaften, som er på næste lørdag, så var der så roligt på A7 som aldrig før. Selv ruten øst om Lyon var nem.
Vi gik først en lille tur rundt i Cuiseaux, inden vi tog af sted kl. 11:30, ja… noget sent, men vi trængte efterhånden også til at slappe af ovenpå de sidste par dages strabadser
Vi gjorde et indkøbs-ophold i Sarrians, hvor der lå en Intermarché. Derefter videre til Bedoin, hvor det nu var ved at blive mørkt. Vi skulle selvfølgelig lige proviantere brød hos den bedste bager i Provence, nemlig Olivero Ravel. Fru Ravel ekspederede selv i butikken, og vi gik ud med 2 af de gode brød og en kage. Der havde været julemarked i Bedoin, og de var ved at pakke sammen på markedspladsen.
De sidste 6 kilometer fra Bedoin til Flassan var ad den nok så bekendte vej.
Huset er selvfølgelig koldt, men vi har tændt for alle radiatorer og et par starinlys. Pejsen må vi vente med, indtil vi har fundet en leverandør af ”Bois de chauffage”. Vi forsøger i morgen, søndag, at finde noget i området. Ingen tvivl om at pejsen er nødvendig til opvarmning af den kolde stue og det kolde gulv.
18.12.2016, Flassan
Det første døgn er gået, og det har været en dejlig dag, vejrmæssigt. Fuld sol og ingen vind. Dog har der nok ikke været meget over 10 graders varme i skyggen, men alligevel nok til at vi kunne sidde ude på terrassen i solen.
Hen på eftermiddagen gik vi en tur ud af den nordlige del af byen og op på bjerget, hvor vi fulgte en sti til St. Estève. På skiltet stod der 1,2 km., men da vi nåede til den lille flække, havde vi tilbagelagt over 2 km.
Hjemturen ad andre underlige stier på den nederste del af bjerget her ved Flassan.
Vi har tændt op i brændeovnen med nogle få rester træ fra husets brændekurv og vil så forsøge at finde noget ude i byen i morgen.
Ellers er det mandag i morgen og dermed markedsdag i Bedoin, så det er selvfølgelig vores primære tur i morgen, og hvor vi så finder brænde, må guderne vide.
19.12.2016, Flassan
I morges var jeg så heldig at støde på en ung franskmand, som var ovre ved nabokonen for at lave et eller andet i haven, ligesom for 2 år siden, da jeg stødte på Michel.
Jeg kom helt til kort, da jeg forsøgte at aflytte denne unge mands navn, og jeg kunne slet ikke opfatte det som noget forståeligt. Og ligefrem bede ham stave det, gjorde jeg dog ikke. Det er vist første gang, jeg ikke har kunnet tyde et navn. Vi er langt ude på landet, og det franske sprog blandt de indfødte kan være noget vanskeligt at forstå.
Men han ville forsøge at finde ud af mulighederne for at købe brænde, og ville så vende tilbage.
Lidt senere bankede han på vores dør for at give os telefonnr. og adresse på Benoit Triboulet, som handler med brænde. Han bor et par kilometer udenfor byen i retning mod Bedoin.
Vi er lige kommet hjem fra en tur til Bedoin, hvor der var markedsdag. Vi har været der så mange gange, og falder hurtigt ind i miljøet. De handlende står på de samme pladser, som de plejer, og det er lige spændende hver gang.
På hjemvejen til Flassan kørte vi ad ”Route des Heritiers” for at finde nr. 854, hvor Benoit Triboulet skulle bo. Vi stod udenfor hans lukkede port i 2 minutter, inden der så kom en hund løbende hen imod os, og derefter åbnede en dame hoveddøren inde i huset. ”Vous êtes Mme Triboulet ?” spurgte jeg, og derefter mumlede jeg noget om ”Bois de chauffage ?”….. Men desværre, det var 2 år siden, at handelen med brænde var ophørt, og hun sagde flere gange ”Desolée !”.
Hun var altså ked af, at hun ikke kunne hjælpe os, og hun kunne heller ikke komme med andre forslag til steder, hvor man så kunne købe brænde.
Efterhånden er konklusionen, at vi må køre til Carpentras for at købe sække med træ i et større supermarked. Derudover må vi op i skoven for at samle kogler, så vi har noget at tænde op med.
Vi mangler også stadig at spørge hos købmanden. Han burde vide, om det overhovedet er muligt at købe brænde i omegnen. Muligvis kender han også Michel, hvis Michel da stadig findes her i byen. Men om købmanden overhovedet har åben, er også stadig et ubesvaret spørgsmål. De par gange vi har gået forbi deroppe, har der været totalt dødt. Ikke engang en seddel udenpå døren eller noget andet, som kunne fortælle om åbningstider.
Kl. 19:03
Vi kom hjem ved 18-tiden fra vores jagt på brænde. Eftersøgningen førte os først til Mazan, hvor vi købte 2 sække a 15 kilo ”bois granulés” for 9,50 euro i alt. Derefter videre til Carpentras for at søge efter et større ”E. Leclerc” supermarked. Det lykkedes til trods for en noget vanskelig parkeringsprocedure, som et væld af andre biler også forsøgte at gennemføre. Vi var heldige og fandt, efter et del forgæves søgen, en tom bås.
Vel inde i det store supermarked spurgte vi en ”gardien” om de tilfældigvis skulle have ”Bois de chauffage” i denne biks. Han var uhyre hjælpsom og viste os straks vej ind i det store slaraffenland. Vi fandt både træ og granulat, og jeg skyndte mig ud igen for at skaffe en indkøbsvogn, hvilket den flinke ”gardien” fluks hjalp mig med i form at en plasticmønt, som kunne låse vognen op. Ind igen og derefter hurtig påfyldning af denne vogn, hvilket beløb sig til 6 sække træ og 1 pose granulat. Der resterede stadig 6 sække træ på pallen i butikken, så Kirsten for resolut ud for at skaffe nok en indkøbsvogn, hvilken så blev fyldt op med de sidste 6 sække. Nu havde vi faktisk tømt Leclerc-varehuset for brænde, og derefter gik vi i slingre-kurs hen mod kasseapparaterne med de 2 meget tunge indkøbsvogne. Henne ved kassen skulle K absolut lige kigge på en rulle sytråd, som stod på en stander tæt ved. Men ok, vi kom igennem kassen med 12 sække træ og 1 sæk granulat og så 1 rulle sytråd. Alt i alt 45 euro, hvoraf sytråden androg 6,50 euro.
Nu er så spørgsmålet om denne ladning brænde kan vare et stykke tid, hvad den selvfølgelig kan, men hvor lang tid ?
Lige nu brænder det lystigt i den store ”cheminée”, og de enkelte 30 cm’s stykker, som jeg har lagt derind, fylder ikke meget. Men det er heldigvis egetræ, så det strækker langt.
Pejsen kan tage træstykker med en længde helt op til 70 cm. Den er lukket med et par flotte låger, som hver indeholder 4 små glasruder. Virkelig en solid pejs, som er lavet af store special-sten. Midtvejs er en etage med kraftige bjælker, anlagt som en hylde, hvorpå der står lysestager og andet tingel-tangel.. Den øverste brede del af pejsen er til gengæld udført af noget tyndt metal, hvilket bevirker en god opvarmning foroven i stuen.
20.12.2016, Flassan
Koldt til morgen og lidt regnfuldt. Jeg har tændt op i pejsen og forsøger at blive varmet igennem ved at sætte mig på en spisestol, som jeg har placeret lige foran pejselågerne. Jeg sidder først med ryggen mod pejsen, og derefter sætter jeg mig over i den knirkende blå lænestol og smider benene op på spisestolen, således at de også kan blive varmet igennem.
Efterhånden er der brugt 2 sække brænde, og det på under 1 døgn.
Og så kan jeg igen sidde og drømme om de mange rummeter brænde, som vi har stående derhjemme i Løgten. Et par meter af dem ville gavne godt her sydpå.
Nå, tilbage fra drømmeriet og til planen for i dag. En skovtur op på bjerget er altid spændende. Alternativt kunne vi også tage en læse-dag, da husets bibliotek er fyldt med spændende titler.
Og vi skal også så småt i gang med at forberede julen. Det vigtigste har jeg efterhånden styr på, nemlig en flaske Mercier brut og 1 flaske Sauternes, som jeg så i går henne i Carrefour.
Kl. 16:58
Er lige kommet hjem fra en kort tur på bjerget. Vi kørte kun et lille stykke op og rundt om 2 af de store hårnålesving. Vi fik så samlet en del poser med optændings-pinde men ingen kogler, da der kun var cedertræer i området.
Nede i byen igen satte jeg K af henne ved vejen op til ”Ruchofruit”, som er byens eneste virksomhed. Hun ville op for at købe noget syltetøj, som de er berømte for her. Hun har været der før, og nu venter jeg hende snart hjem. Jeg sætter lige en kop kaffe over. Der er dejlig lunt i stuen for en gangs skyld. Udenfor er der 8 grader, og indenfor viser termometeret 20 grader.
Vi har fulgt med i terror-episoden i Berlin idag. Igen en galning på afveje. For ca. 2 år siden, da vi var i Nice, fulgte vi med i attentatet mod Charlie Hebdo. Og mange andre episoder har der været siden. Verden er da helt af lave.
Nu er K kommet hjem, og uden syltetøj…. Der var lukket på grund af julemarked i Carpentras. Så må vi jo tage derind en dag.
21.12.2016, Flassan
Dagen var ikke med det store indhold hvad oplevelser angår, og vi kom først ud af huset over middag.
Vi startede med at gå ned forbi ”slottet”, ”Chateau La Boissière”, og videre over på vejen til Mormoiron. Denne fulgte vi 1 kilometers penge til krydset ved vejen til Villes-sur-Auzon.
Derefter gik vi op på kirkegården i Flassan… ja, vi ender altid på kirkegården…
Men i dette tilfælde kunne vi heldigvis selv gå herfra igen, når vi ønskede det.
Vi studerede gravsteder og alt hvad dertil hører. Jeg synes altid, det er interessant at læse de mange tekster, som de efterladte placerer på gravstederne. De findes i alle udformninger tekstmæssigt, og er indgraveret i såvel sten som billeder og i de mange små mindeplader med fotos af afdøde. En af de hyppigst forekommende tekster er ”Le Temps passe, mais les Souvenirs restent”, og det kan oversættes til ”Tiden går, men minderne består”.
Ude i den levende verden igen gik vi videre igennem vinmarker og kirsebærplantager, som det vrimler med her. Stedet har faktisk skilte stående med "Terroir de la Cerise", som betyder Kirsebær-område.
Der var dog utrolig dødt overalt, ligesom henne på kirkegården, ja, vi så dog en enkelt markarbejder i færd med at beskære nogle af de mange vinstokke. Vi kunne tydeligt høre klikket fra hans automatiske saks, når han beskar en gren.
Tilbage i Impasse Guibert havde vi tilbagelagt 6,6 kilometer på ruten, som ”Endomondo” så møjsommeligt havde registreret for os.
I morgen er der planer om en jule-indkøbstur til Carpentras, således at vi sikrer os de mest nødvendige ting til en god juleaften her i den butiksdøde by Flassan.
22.12.2016, Flassan
Lille-lille-juleaften, og klokken er efterhånden 21:00. Vi kom hjem fra en tur til Carpentras ved 19:30-tiden.
Det meste af tiden tilbragte vi i E. Leclerc, supermarkedet midt i byen. Vi gjorde juleindkøb og fik vognen fyldt godt op. Det sank til gengæld i beholdningen i tegnebogen.
Vi fik købt både østers, chapon(kapun), champagne og andre rare ting. Så nu er køleskabet fyldt op, og vi kan bare vente på, at juleaften oprinder.
Efter supermarkedet kørte vi om på ”Parking de Platanes” og fandt en parkeringsplads imellem de andre hundredvis af biler. Kirsten ville gerne se julemarkedet i Carpentras, og det skulle befinde sig lige i nærheden af denne parkeringsplads. Nærmere betegnet på ”Place de 25. Août 1944”(gad vide, hvorfor den har fået dette navn, altså ”Den 25. august 1944’s plads” ?), det lyder dog som lidt af et minde fra sidste verdenskrig.
Vi fandt derhen, og julemarkedet var sjovt at se i denne by, i forhold til det, vi er vant til at se i Nice.
Virkelig et hyggeligt sted, og Kirsten fandt straks ”Ruchofruit”-boden, hvor vores syltetøjsdame fra Flassan huserede for tiden. Vi fortalte hende, at vi havde været hos hende i går, og havde fundet sedlen på døren, som fortalte at hun var på julemarkedet i Carpentras. En vældig rar dame at snakke med.
1 glas ”Vin chaud” var virkelig dejligt. I forhold til vores gløgg derhjemme, var der tale om en helt anden smag. Vanille og kanel og andre spændende krydderier i hvidvin gjorde denne drik helt speciel. Den smagte virkelig godt. Og den var åbenbart også stærk, for lige pludselig begyndte Kirsten at danse på fortovet !
Det var der heldigvis ingen, der tog notits af, så vi fik lov at gå videre uantastet.
Derefter hen til trøffel-boden, som bestyredes af et par, tydeligvis ude fra landet, men de så nu mere troværdige ud end dem vi mødte sidst vi købte trøfler i Vence for et par år siden.
Vi lod os dengang overtale til at købe en trøffel, som formodentlig slet ikke var fra høsten det år, for den smagte af ingenting. En ren fiasko.
Men her ved boden kunne vi tydeligvis fornemme en speciel duft ved trøflerne.
Vi spurgte til hvordan man rengør dem, og vi spurgte til hullerne, og vi spurgte til kvaliteten, og vi spurgte til alt muligt andet om trøfler, og vi fik bl.a. til svar at det var ”mouches”, altså fluer, som også elskede trøfler, og som borede huller i dem. Og vi fik at vide, at man skal gøre dem rene med en tandbørste under rindende vand, men ikke koldt vand. Og vi fik at vide, at man aldrig må skrælle dem. (senere har vi så fundet ud af, at andre mener, at man ikke må bruge vand overhovedet ?)
Vi havde så meget tiltro til parret i boden, at vi fik lagt 20 gram trøfler i form af 2 små runde stykker på vægten og dermed stod til en afregning på 20 euro, altså 1 euro pr. gram.
Men vi var begge enige om, efter at have duftet til trøflerne, at vi havde gjort en god handel.
Til sidst sagde konen i boden, ”Jeg smider et kort ned i posen, og hvis I bliver utilfredse med trøflerne, kan I bare møde op i vores hus !”. Ja, det sagde hun selvfølgelig på fransk, men vi fik da fat på denne sidste flotte gestus fra sælgeren i denne handel. ”Au revoir, et bonnes fêtes !” sagde konen, da vi gik. Således siger alle lige for tiden, altså ”Bonnes fêtes”, hvilket direkte oversat betyder ”Gode fester”, og der hentydes selvfølgelig til jul og nytår. Selv kassedamen i supermarkedet siger det som slut-replik.
Carpentras er kendt for trøffel-handel i denne region af Provence. Ja, det er faktisk det mest kendte sted i Frankrig hvad handel med trøfler angår. Hver fredag fra november til marts er der marked inde i byen, og her står alle de private jord-besiddere og falbyder deres trøfler. Vi har til hensigt at studere dette marked senere i januar.
Hvis nogen skulle være interesseret i lidt info om trøfler, er her et godt link, hvor Gunnar Steen Jacobsen fra de hjemlige breddegrader forklarer godt om emnet: Trøfler
23.12.2016, Flassan
Solen skinner fra en skyfri himmel, og det bliver igen en formiddag ude på terrassen. I går nåede termometeret op på 16 grader i skyggen. Og der var totalt vindstille. Det tyder på at blive det samme i dag.
Kl. 18:36
Var en tur i Bedoin for at gå en tur rundt i byen.
Inde langs fortovet på hovedgaden stod der selvfølgelig en salgsbod med østers, og der blev handlet flittigt med denne vare, som alle franskmænd skal have til juleaften. Der var tydeligvis tale om forudbestillinger af østers.
Derefter gik vi en tur op til kirken for at se den udstillede Creche(julekrybbe). Consiergen undskyldte dog med, da vi kom ind, at de lige havde slukket lysene ovre i kapellerne, inden vi ankom, men vi kunne sagtens orientere os i kirken.
Og deres julekrybbe var hele besøget værd. Virkelig flot udført og som sædvanligt altid en stor oplevelse.
Da vi gik ned oppe fra den øverste del af Bedoin by, efter kirkebesøget, stødte vi pludselig på et gadenavn ”Impasse Rory Gallagher”, og ganske rigtigt, efter at vi er kommet hjem til Flassan, har jeg googlet historien om denne irske rockmusikers læggen navn til en gade i Bedoin. Og ham har jeg minsandten en lp med derhjemme på lp-hylden.
Det franske ord ”Impasse” står for en blindgyde, og der er dermed ikke tale om en gennemgående vej. Vi bor også selv på en ”Impasse” her i Flassan.
Jeg jagter en juleflue, som åbenbart har fået lov at overleve, eller også er den smuttet ind ad døren i det gode vejr.
Jeg læser ind imellem ”Vaucluse Matin”, som vi købte ovre i Bedoin i dag, men de skriver kun om julepjat rundt omkring i de små byer. F.eks. er hele 2 sider dedikeret til familier med ekstraordinære julebelysninger af private huse. Overdrevne Illuminationer ligesom derhjemme. Og som sædvanligt er over halvdelen af avissiderne fotografier med masser af personer involveret. Strategien er selvfølgelig at de pågældende personer og deres familier dermed køber aviserne for dermed at kunne se sig selv i ”Søndags BT”
En hel side er med lutter fotos af nyfødte med deres forældre. Så følger 8 sider med sport, altså fransk sport, og ligeledes med utallige fotos af fodboldhold og andre hold. Verdensbegivenhederne, som p.t. omfatter tragedien i Berlin samt den i Aleppo, fylder 2 mindre rubrikker omme på side 33(avisen har 36 sider). Så kommer 1 side med vejrudsigten og 1 side med dagens tv-programmer. Og på allersidste side er der en stor reklame for ”Den Gule Enke”, eller ”Veuve Clicquot”, som den hedder hernede. Undskyld, på denne bagside er der også en enkelt spalte med franske overordnede nyheder.
24.12.2016, Flassan
Nu er det jul igen, og nu er det jul igen………
Kl. 17:57
Jeg har lige skrevet en jule-email til Brita i Frederikshavn. Vi fik en fra hende i går.
Vi gik en tur på næsten 4 kilometer i eftermiddags. Det lyder ikke af så meget, men da halvdelen af ruten gik op ad det stejle bjerg inde på en stenet sti, forklarer det noget om den korte distance.
Kirsten talte i telefon med Stemannsgade på vejen ned igen og ønskede god jul.
Hun har lige siddet og konstrueret et juletræ af de grene, som vi klippede af et cedertræ oppe på bjerget den anden dag. Små røde glaskugler, som hun har medbragt hjemmefra, pynter flot på grenene.
25.12.2016, Flassan
Vi stod forfærdelig sent op, men vi kom også forfærdelig sent i seng i aftes.
Julegaverne, fortrinsvis fra Lea og Mormor, blev pakket op efter midnat.
Kapunen blev godt stegt i ovnen, og indholdet af svesker, æbler, hvidløg og krydderier var eminent.
Men allerførst spiste vi østers, for at følge den franske tradition, og selvom nogle af dem var noget grønne indeni, smagte de udmærket. Dertil et glas Mercier brut.
Så fulgte, som allerede nævnt, kapunen og dertil et glas Vinsobres.
Til dessert en portion risalamande med én mandel i.
Hvem der fik mandelen blev aldrig afgjort, for jeg spiste den, og K fik mandelgaven i form af et flot hjemmelavet marcipanbrød, som vores gode nabo derhjemme, Jenny, har lavet. Det skal blive spændende at smage, for jeg forventer da, at K deler lidt ud af det, men til gengæld ved jeg også, at det kan tage lang tid, inden hun åbner for godterne.
Vi sluttede af med et glas Sauternes, Chateau Menate, til desserten. Fantastisk god til prisen, som var 8 euro.
Stuen var efterhånden varmet så meget op, at vi måtte lukke døren op ud til terrassen.
Alt i alt en god juleaften med kun 2 deltagere, men knap så festlig som sidste år, hvor den blev afholdt hos Lea og Niels i Billund, hvor vi var 12 deltagere, og hvor julemanden kom på besøg.
I dag ville vi gå en tur sidst på eftermiddagen, men lige inden vi skulle ud af døren, smækkede K døren til soveværelset i, og det på en sådan måde, at vi ikke kunne lukke den op igen. Jeg forsøgte, adskillige gange, at dreje håndtaget, således at den øverste låsepal kunne komme ud, men jeg kunne tydeligt mærke, at noget var brækket inde i dørhåndtagets indre del, for jeg kunne næsten dreje det helt rundt, uden at det fik fat i nogen låsemekanisme.
Vi skulle for alt i verden ind i det værelse igen, for der lå naturligt nok vores dyner og sengetøj, og derudover også Kirstens blodtrykstabletter, som hun havde brug for i morgen tidlig.
Pokkers, men vi lod skidtet være og tog noget nedtrykte på vores gåtur for at sunde os lidt.
De fleste at dørene i huset binder og kan ikke lukkes ordentlig i. Huset har en brist, som viser sig i murværket med nogle store gennemgående revner. Formodentlig synker fundamentet, eller en del af det gør, og derved bliver murværket skævt. Døren til badeværelset skramler hen over gulvet og ligeledes døren til toilettet. Og døren til soveværelset har hele tiden været svær at lukke ordentlig.
Hjemme igen, efter en forkortet gåtur, gik jeg ned i kælderen for at finde værktøj. Jeg kom op med en hel kasse og regnede med at få brug for en stor del at det.
Nu er jeg jo ikke nogen låsesmed, og jeg forventede ikke at jeg kunne løse problemet, men havde under gåturen gået og funderet over, hvorledes vi kunne tilkalde en professionel låsesmed her juledag.
Jeg funderede også over, om jeg skulle åbne den med magt, men så ville noget af dørkarmen uden tvivl briste.
Jeg har da tit udskiftet et dørhåndtag derhjemme, men normalt skal man kunne komme til fra begge sider af døren, hvilket altså var umuligt nu.
Jeg baksede med det længe og prøvede at skrue beslaget omkring håndtaget af, men det var umuligt, da det sad fast i hullet, hvor dørhåndtaget går ind.
Jeg drejede og vrikkede det ødelagte håndtag gang på gang, men forgæves. Det fik aldrig fat i låsen.
Jeg var lige ved at opgive, da jeg stod og lænede mig kraftigt op ad døren, og den så pludselig sprang op med et brag.
Det kan nok være at der blev glæde i det lille hus i Provence….
P.s.: Vi har nu rømmet det gamle soveværelse og er flyttet ind i et andet. Heldigvis har huset 2 soveværelser.
Talte Face-time med Pollie på iPad’en til aften. Hun er i Kiel.
26.12.2016, Flassan
Det er mandag, og dermed er juleferien slut her i Frankrig. Hernede har man ikke opfundet 2. juledag endnu, så de stakkels franskmænd har ikke scoret én eneste officiel fridag denne jul.
En dag som denne går hurtigt i glemmebogen. Mest en inde-dag på nær en gåtur fra 16:30 til kl. 18, hvor det var blevet mørkt.
K sad et langt stykke tid udenfor på terrassen med et tæppe om sig. Jeg lå på divaneseren og læste ”Ludvigsbakke” af Herman Bang.
Gåturen sidst på eftermiddagen førte os ud i vinmarkerne, men vi måtte i første omgang vende om et stykke ude ad den øverste sti langs bjerget, og gik derfor ned ad ruten, som vi kendte fra den første dags vandretur.
På tilbagevejen var det begyndt at mørkne, og den røde himmel ude over Rhone-dalen ved Avignon lyste mere end rødt. En ejendommelig mørkerød farve, bare en skam at jeg ikke havde medbragt kameraet.
Vi nåede op til det sidste stykke vej, som går langs med skoven, og her opdagede vi et nyligt opsat skilt på et træ i vejsiden. Skiltet annoncerede, at der foregik vildsvinejagt i området. Det var efterhånden mørknet en del, og skiltet gjorde os umiddelbart lidt nervøse, for vi havde faktisk hørt flere skud tæt på skoven bag Flassan sidst på eftermiddagen. Man skulle jo nødigt blive antaget for at være et ”vildt svin” her på vejen.
27.12.2016, Flassan
En dagstur som varede fra middag til halvsyv aften.
Først kørte vi til byen Crestet, som skulle være et godt udgangspunkt for en vandretur i ”Dentelles de Montmirail”, i hvert fald efter Skarv-guiden at dømme. Denne er godt nok udgivet i 1998, og det er måske årsagen til, at det nu blev en fiasko, for virkeligheden svarede ikke til beskrivelsen fra dengang.
”Dentelles de Montmirail” er nogle ejendommelige savtakkede bjergtoppe, som på afstand ser meget spændende ud. Vi kan se dem langt ude i horisonten mod vest her fra Flassan.
Crestet er en højt beliggende by på toppen af et bjerg, og vi måtte gå det sidste stykke vej ad den ukurante brobelægning. Ikke en sjæl i byen udover en ung murer, som var i gang med at reparere noget på en gammel ruin.
Vi opgav projektet efter en lang vandring omme på den anden side af byen, og kunne overhovedet ikke finde nogen relationer til beskrivelserne i Skarv-guiden.
Fluks ned igen ad den smalle vej mod dalen. Så smal at der kun var plads til én bil ad gangen på vejen. Vi slap ned uden at møde nogen, ligesom vi heller ikke havde mødt nogen på vejen op.
Derefter besluttede vi os for byen Nyons, når nu vi var her oppe nordpå. Vi kørte igennem Vaison la Romaine og Mirabel aux Baronnies og kunne nikke genkendende til vores gamle campingpladser, Camping du Soleil og Le Sagitaire, hvor vi havde børnene med i årene 1999 og 2002.
Nyons, som ligger ca. 40 kilometer fra Flassan var også ganske genkendelig, selvom det er mange år siden, vi var her sidst. Vi gik op ad strøg-gaden, som yderst ender ved den gamle romerske bro fra 1300-tallet. Den går over floden L’Eygues.
Vi forsøgte et par gange at få et ledigt cafe-bord, men forgæves. Selv på denne årstid er der mange mennesker i Nyons.
Vi endte med at besigtige creche’n i kirken, inden vi så returnerede ad samme vej, som vi ankom.
Turen fra Malaucène til Bedoin, ad den kedelige 9 kilometer lange bjergvej med de mange hårnålesving, foregik i total mørke, og vi mødte ikke andre bilister, førend vi ankom til bygrænsen i Bedoin. Derefter ind for at proviantere brød hos Ravel, som har lukket i morgen onsdag. Men her kl. 18 var alt udsolgt i butikken. De lukker endda først klokken 19, men ikke en brødkrumme var at opdrive.
28.12.2016, Flassan
Så er det onsdag eller ”mercredi”, som det hedder på fransk.
Vi foretog en større udflugt oppe på bjerget i dag, og havde medbragt 2 nøddekæppe til forsvar, dersom vi skulle møde aggressive ulve eller vildsvin. Nåh-ja, vi kunne selvfølgelig også bruge dem til vandrestave.
Vi kørte op til PK4, et udgangspunkt som ligger 9 kilometer oppe ad bjerget ad landevejen D217 med masser af hårnålesving.
Deroppe, i 900 meters højde, parkerede vi bilen og startede en vandring, som bragte os op i 1042 meters højde. Ikke den helt store opstigning, men alligevel nok for os idag.
Hjemmefra havde vi selvfølgelig forberedt os ved hjælp af et kort fra husets biblioteket. Heri stod der, på fransk, at ruten var markeret med grønne prikker
Ruten var mere end vanskelig, både med hensyn til stiernes beskaffenhed, som for det meste bestod af skærver i mange forskellige størrelser, men også rutens afmærkning. De grønne farvemarkeringer på træer og klippestykker var flere steder mangelfulde, og ligeledes var den grønne farve sommetider udvisket, eller også var den slet ikke grøn men en helt anden farve. Typisk fransk, at man ikke tager det så nøje med den slags, og når man maler prikker på træer, anvender man den forhåndenværende farve.
Første stoppested på ruten var ”Chapel St. Jean”, som også var det højeste punkt på ruten. Sådanne kapeller ser man tit på de mest øde punkter rundt i landskabet. Som regel kan man komme ind i kapellet, hvor der ofte er forskellige relikvier i form af malerier, kors, statuer og lignende. Kapellet her var dog aflåst.
Området ved kapellet var forsynet med et par træborde med tilhørende bænke, og ved et af dem, sad minsandten 4 franskmænd, som var i gang med siestaen omkring en medbragt madkurv. De havde gået hele ruten nede fra Flassan, hvilket var lig med 7 kilometer. Og det havde taget dem 3 ½ time. De var også betydeligt yngre end os, og så ligeledes ud til at være mere erfarne i bjergvandring end os.
Vi talte lidt med dem og sagde så farvel, hvorefter vi forsøgte at finde ruten nedad. Den skulle ligge omme på den anden side af kapellet, men vi kunne ikke finde den. Derfor vendte jeg tilbage til franskmændene for at spørge dem til råds. De havde et meget detaljeret kort, og viste os vej til ”Fontaine de la Canaud”, som skulle være næste holdepunkt. Dette sted var ganske utydeligt på vores eget kort.
Det lød egentlig meget interessant det med Fontaine, for det kunne tyde på, at der skulle være et vandløb i vente.
Mont Ventoux er på den side, som vender ned mod Flassan, gennemskåret af et større antal kløfter, og det var langs sådan en, vi nu befandt os. Men efter at have gået ca. 500 meter ad den meget smalle sti, drejede den pludselig stejlt ned mod kløften.
Her sagde jeg stop, idet jeg straks kunne se masser af forhindringer i det stejle terræn. I hvert fald ville det tage alt for lang tid at begynde at ”kravle” nedad. Og vi var på det tidspunkt ude på det yderste punkt af ruten, ca. halvanden time fra vores udgangspunkt på parkeringspladsen, og klokken var efterhånden blevet 16:00. Altså havde vi kun ca. halvanden time tilbage, inden det begyndte at blive mørkt. Jeg foreslog først den helt sikre løsning, at vi skulle vende om og gå tilbage til bilen ad samme rute, som vi hidtil havde anvendt. Men K protesterede og ville absolut hellere skyde genvej igennem ukendt terræn og over mod hovedruten, som iflg. kortet skulle befinde sig et stykke vest for vores nuværende position.
I disse yderliggående situationer, som vi har oplevet før, søger hun tit den mest spændende løsning, hvor jeg nok er mere forsigtig.
OK, jeg tænkte, at det kunne aldrig gå værre, end at vi bare gik nedad i terrænet, for så ville vi på et eller andet tidspunkt støde på landevejen D217, men det skulle absolut også være, inden det begyndte at blive mørkt.
Vi lavede nu den aftale, at jeg skulle gå et godt stykke i forvejen, for at undersøge om vi længere fremme ville støde på hovedruten, og K accepterede. Alternativet var selvfølgelig, at vi vendte om og gik samme vej tilbage, som jeg havde foreslået.
Jeg gik nu ad en sti, som var endnu smallere end før, og om der havde gået nogen på denne sti før os, var nogle steder meget utydeligt. Kun klipper og løse sten imellem egetræer, fyrretræer, stikkende enebærbuske og andre underlige buske. Altså ren bjergvegetation, som den nu ser ud i 1000 meters højde.
Efterhånden var jeg kommet så langt foran K, at jeg tænkte på at vende om, for jeg kunne ikke se den forventede hovedrute. Og så……. pludselig ringer min iPhone, som jeg har liggende i inderlommen i min ”Didrikson”…. Pokkers, tænker jeg, da ikke her midtvejs oppe på Mont Ventoux…. Jeg swiper på telefonen, og hvem er i den anden ende af røret… selvfølgelig Kirsten, alias K, som jeg lige havde forladt for 15 minutter siden. Hun siger straks ”Hvor er du ?... jeg synes da ikke, det er spændende at gå her helt alene ?”… Nå, jeg havde jo netop lige tænkt på, at jeg måske var kommet for langt væk, men jeg havde trods alt instrueret hende i, at hun hele tiden bare skulle følge den smalle dydens sti.
Jeg svarede ”OK, jeg går tilbage mod dig, men er altså et godt stykke væk !”
Vi mødtes selvfølgelig, og vi besluttede så at fortsætte i den retning, som jeg var kommet fra.
Vi kom efterhånden ud på en større sti og fulgte så den et godt stykke, men efterhånden måtte vi konkludere, at virkelighedens rute ikke lignede ruten på det medfølgende kort.
Så tog jeg for første gang mobiltelefonen frem for at orientere os på Google Maps. Stien, som vi gik på, var ikke noteret på skærmen, men jeg kunne jeg se, at D217 ikke var så langt væk, og hvis vi bare gik i retning af den, kunne vi aldrig blive helt ”lost”, for på den kan man enten gå opad eller nedad, og går man nedad, ender man på et eller andet tidspunkt i Flassan.
Selvfølgelig endte denne amatør-vandretur lykkeligt. Vi fandt tilbage til vores bil, men det var efterhånden også blevet mørkt.
Nedturen i bilen foregik i 3. gear uden at træde på speederen. Lysene fra de mange små byer ude i landskabet strålede som galakser i et uendeligt univers. Sigtbarheden i mørket var således tydelig helt over til Rhone-dalen ved Avignon.
Vi blev enige om, at vi næste gang måske skulle forberede os noget bedre med kort, og ligeledes sørge for at komme af sted i god tid, og ikke gå længere ud på ruten, end at der var tid til at kunne komme tilbage til udgangspunktet inden mørkets frembrud.
Det er helt sikkert, at det ikke er helt ufarligt at færdes på denne bjergskråning. Vidderne er enorme, og de gennemskårne hjulspor, som også anvendes til vandre-ruter, er på sine steder totalt umulige at orientere sig ud fra.
Og så er, som tidligere sagt, de franske markeringer på træer og i terræn ikke nær så udbredte som i skovene hjemme i DK. Altså, skulle man fare vild på en skovtur i Vosnæs, er der trods alt ikke så langt til alfarvej, uanset hvilken retning man går.
29.12.2016, Flassan
Den evindelige klokke på rådhuset har her til middag slået sine 12 slag, og efter 2 minutters pause har den gentaget de 12 slag. Men ikke nok med det, for 5 minutter efter var der lyd fra en
anden klokke i byen, og den slog minsandten 18 slag…? Ligeledes har det også været de andre dage, hvor vi har været her i middagsstunden.
Anderledes usystematisk og afslappende lyder en kvidren af små fugle i buske og træer her omkring. Og især fra det store cedertræ ovre bag garagen, lyder mange forskellige fuglestemmer i det gode vejr.
Solen har nu skinnet næsten hver dag, siden vi ankom, og mere bemærkelsesværdigt er det, at vi ikke har mærket noget til vinden. Det er så vindstille, at der virker underligt. Selv i går, oppe i en kilometers højde på bjerget, ingen vind.
Der må være tale om et kraftigt højtryk, som ikke sådan lader sig flytte rundt på. Gad vide, om det varer ved de næste 14 dage også. Lige nu viser termometeret 14 grader i skyggen, hvilket ikke er en speciel høj varmegrad, men i solen er der til gengæld varmt, vel på grund af den manglende vind. Godt at jeg tog shorts med herned.
Kl, 18:15
Vi tilbragte det meste af dagen ude på terrassen, men sidst på eftermiddagen kørte vi dog en lille tur over til byerne Villes-sur-Auzon og Mormoiron, hvor vi kiggede lidt på bylivet. Begge byer er dog lige triste her i vintertiden, og især restauranterne holder vinterlukket. Men der bliver, som hele året rundt, spillet Petanque under platanerne på de dertil indrettede baner i byernes centrum. Forskellen til sommertiden er her, at platanernes kraftige bladhang mangler til skygge for solen.
30.12.2016, Flassan
En dag i Carpentras, hvor vi først stødte til fredags-markedet, da de var ved at lukke ned. Klokken var efterhånden halv-et, men vi nåede dog at købe 1 liter olivenolie fra Nyons, mandler og oliven. Og inde på strøggaden, hos en ”Chocolatier”, købte K chokolade til den store guldmedalje. Derefter om i Leclerc, hvor vi handlede ind til en anden stor guldmedalje.
Hjemvejen gik over Bedoin for at købe brød.
Det meste af dagen har det været overskyet, for en gangs skyld.
Nytårsforsæt: Næste fredag vil vi møde op på markedet i Carpentras i god tid.
31.12.2016, Flassan
Det gamle år går stærkt på hæld, og i morgen skriver vi 2017. Hvad skal man dog sige til det ? Vi må høre, hvad dronningen har at sige til det i aften.
Kl. 16:50
Vi har, her på årets sidste dag, gjort som de fleste andre dage her, nemlig gennemført en gåtur. Denne gang nord ud af byen og op mod St. Estève.
På et tidspunkt mødte vi en lille dreng på 6 år. Han gik rundt inde i skovtykningen lige op ad skovstien, hvor vi gik forbi. ”Er du alene ?”, spurgte vi. ”Næh, jeg har bare løbet for stærkt !”. Og et minuts tid efter kunne vi hilse på hans forældre og en lillebror, som kom spadserende ned ad stien.
Kirsten lod følgende nytårshilsen gå ucencureret igennem nåleøjet og videre ud på Facebook:
Her ved foden af Mont Ventoux sender vi en hilsen til familien,
alle venner og uvenner, bekendte og ubekendte, indvandrere og udvandrere.
Også en hilsen til søens folk og det grønlandske hjemmestyre !
Og selvfølgelig ikke at forglemme, Arla-klubben.
Godt nytår til jer alle !
01.01.2017, Flassan
Tak for alt i det gamle år…..
Nytårsaften forløb stille og roligt. Altså en ren fransk version, uden ret megen ståhej og da slet ikke med indhold af fyrværkeri, eller noget der ligner. Fyrværkeri er forbudt nytårsaften.
Vi havde til gengæld pyntet op med serpentiner(jeg kaldte dem terpentiner som barn), og stuen så til forveksling ud som en nytårsaften derhjemme.
Fordelen ved at holde en ”rolig” nytårsaften er først og fremmest, at man så kan komme tidligt op nytårsdag, og ikke nødvendigvis behøver at lide af ”tømmermænd”.
Vi forsøgte, ved middagstid, at finde en fransk fjernsynskanal med nytårskoncerten fra Wien, men det lykkedes aldrig.
I stedet for lagde vi ud, på denne årets første dag, med en gåtur på bjerget.
I alt tilbagelagde vi 7 kilometer fra PK4 ad en rute, som var ligeså dårligt afmærket som sidst, og vi mistede hurtigt orienteringen, men fortsatte dog ”lige ud ad landevejen”.
”Landevejen” var her lig med bunden af kløften ”Combe de Canaud”, hvor der var meget fugtigt, og det var tydeligt, at solens stråler sjældent nåede herned, for der var mos overalt, selv langt op ad træstammerne.
På et tidspunkt stødte vi ind i et område, som var nævnt på vores kort, og vi var dermed på den korrekte rute igen. ”Bories Village” er nogle gamle ruiner af stenhuse fra, ja de må være fra stenalderen, for jeg kan da ikke forestille mig, at nogen har boet i sådanne huse siden. De lå på et plateau langs kløftens ene side, og var anlagt inde under den meget indad skrånende bjergvæg, således at det kun var nødvendigt med en enkelt stenmur for at danne en ”bolig”. Der var ejendomme med både 1, 2 og 3 værelser, men de så ikke ud til at have været beboet i tusinder af år.
Vi mødte ikke andre under hele turen op igennem kløften, og det var et meget øde område. Efter at vi var ude af området igen, bemærkede K, at hun ikke var helt tryg ved stedet.
Vi endte henne ved opstigningen til ”Chapel St. Jean”. Den opstigning, hvor vi den anden dag stod højt oppe i den anden ende og opgav at ”kravle” ned. Opstigningen gik dog nogenlunde smertefrit, og vi var nu i kendt terræn igen, og havde god tid til af finde tilbage til bilen.
Inden vi kørte fra PK4, var det alligevel begyndt at blive mørkt, og inden vi nåede ned til Flassan, 6,4 kilometer nede ad D217, var det blevet helt mørkt. Det var flot igen at se de mange småbyer i omegnen oppe fra bjerget. I mørket skinnede de op i landskabet med de mange lys fra huse og veje.
02.01.2017, Flassan
Allerførst på dagen var vi omkring markedet i Bedoin, og her lød det fra alle sider ”Bonne Année”, altså ”Godt nytår”. Så fik vi da også lært at sige det.
Videre på dagens udflugt lykkedes det os endelig at gøre en succesfuld udflugt til ”Dentelles de Montmirail”.
Denne gang angreb vi målet fra den sydvestlige side af bjergkæden. Den 27. december forsøgte vi fra nordøstsiden, hvor byen Crestet ligger, men det var med et nederlag til følge, og vi fik aldrig bjergkæden at se tæt på.
Turen førte os igennem de berømte vinbyer Beaumes de Venise, Vacqueyras og Gigondas.
Vi parkerede ved ”La Mairie” midt i Gigondas, altså ved rådhuset, og herfra gik vi først en tur rundt i den lille flække. Oppe for at se den traditionelle borgruin på toppen af bjerget, og derefter lidt rundt omkring i de berømte vinmarker. Omkring denne by er vinen så dyr, at hver en kvadratcentimeter udnyttes til vindyrkning, og de fleste steder er bjergene ryddet for vegetation op til en øvre grænse på måske 4-500 meters højde. Mange steder er der lavet terrasser på skråningerne, således at dyrkningen bliver lettere, men selve starten på en sådan vinmark må være kolossalt arbejdskrævende.
At vinen bringer meget velstand til denne egn, fremgår tydeligt af huse og ejendomme i byen.
Gigondas har samme status som eksempelvis Chateauneuf-du-Pape, der ligger ca. 20 kilometer herfra. De opfattes begge som Grand Cru vine sammen med 14 andre steder her i Côtes du Rhône.
Midt i byen fandt vi vores udgangspunkt for opstigning til Dentellerne, og jeg skal love for, at det gik opad. Det drejede sig om en strækning på kun 2 kilometer, men det tog en krig af tid at tilbagelægge denne rute, inden vi ved målet stod oppe på toppen, ”Belvedère”.
De sidste 100 meter op på bjerget, foregik ad nogle stejle trappetrin så høje, at de kunne være vanskelige at forcere.
Oppe på toppen var der bygget en metal-platform, hvor der kunne stå 5-6 personer, og her var et helt fantastisk skue, som dog kun kunne nydes, hvis man ikke led af højdeskræk, for den yderste del af platformen var anlagt helt ud til den lodrette klippeside, men selvfølgelig med et solidt rækværk.
Mod vest kunne vi se langt ud over Rhone-dalen, som i det fjerne fortonede sig i en dis, og mod øst, ganske tæt på, havde vi de efterstræbte ”Dentelles de Montmirail”. Disse savtakkede klipper lignede noget fra en amerikansk Western-film. Virkelig et flot skue, og hele dagens anstrengelser værd. Jeg fik taget en del fotografier af den flotte udsigt.
Nedturen til Gigondas var næsten ligeså anstrengende som opturen, idet der hele tiden skulle stemmes imod med fødder og benmuskler på det stejle stræk.
Inden vi forlod byen måtte vi selvfølgelig lige frekventere byens fælles vinsalg, ”Caveau du Gigondas”, som forhandler de fleste af omegnens vine, og her fandt vi et par gode flasker, i hvert fald hvis kvaliteten hænger sammen med prisen.
Lidt om fransk trafik-kultur:
Hjemturen, ca. 30 kilometer, foregik efterhånden i skumringen, og desværre var vi nu røget ind i trafikken fra de mange, som var på vej hjem fra arbejde. Der lå hele tiden en hidsig fransk bilist bag ved, uanset hvor hurtigt man kørte. De hægter sig på som igler og er umulige at ryste af igen. De kører alt for hurtigt, og skaber farlige situationer, når de forsøger at overhale på de mest underlige steder, hvor enhver anden kan se, at der mangler udsyn fremadrettet.
Det værste er, at de ikke har forstået begrebet med at holde afstand. Sommetider ligger de så tæt bagved, at man ikke kan se deres forlygter.
Om det er fordi, vi kører med udenlandske nummerplader, ved jeg ikke, og normalt holder jeg ind til siden for at lade den utålmodige franskmand, som altså også hyppigt kan være en dame, komme forbi. Men ikke så snart er vi ude på vejen igen, førend en anden ”galning” er i hælene på een.(Jeg håber ikke, at der skulle befinde sig en fransk-mand/dame imellem læserne, som jeg dermed ”træder over tæerne”, men virkeligheden er desværre som beskrevet).
Skulle nogen være i tvivl om sandheden i denne beretning om det franske kørsels-vanvid, så er det bare at slå op i en hvilken som helst fransk avis, og så konstatere hvor mange færdselsulykker, der er sket det sidste døgn. Ergo, man kan ikke læse i en fransk avis uden at blive konfronteret med diverse trafikulykker, for selvfølgelig er det ikke uden omkostninger med denne trafik-kultur.
Det skal siges, at Frankrig, de senere mange år, er blevet meget sikrere at køre i på grund af skærpede lovregler omkring spirituskørsel, fartbegrænsninger osv. Engang lå Frankrig øverst på den kedelige top-10 m.h.t. antal trafikdræbte i Europa, og det gør de vist ikke mere.
Men det synes alligevel som om, at mange franskmænd ikke følger med i lovreglerne nu om dage.
03.01.2017, Flassan
Endelig en dag uden oplevelser !, og dermed altså ikke noget at skrive hjem om, men dog kan lige berettes noget om omslaget i vejret.
Mest en inde-dag, dog ikke for K, som sad i solen på terrassen i længere tid, indimellem at hun styrede vaskemaskinen i kælderen.
Vinden er gået i nord iflg. vejrudsigten, og det har gjort luften en anelse koldere udenfor. Men vinden kan stadig ikke mærkes. Der er totalt vindstille og fuld sol, som der har været, siden vi ankom den 17. december.
Vi gik en lille tur på lidt over 6 kilometer sidst på eftermiddagen.
I morgen planlægger vi en udflugt til L’Isle-sur-la-Sorgue, byen med det udtalemæssigt svære navn. Vi har været der før, for et par år siden, men dengang var det regnvejr og meget koldt.
Derfra er der ikke så langt til Fontaine-de-Vaucluse, byen med et lidt lettere navn, udtalemæssigt, og en by som også er et eftertragtet turiststed. Det er stedet med ”hullet i jorden”, hvorfra der strømmer vand op i store mængder, men måske ikke så meget her om vinteren.
04.01.2017, Flassan
"Kilden i Provence"
En dagstur sydpå til ”Fontaine-de-Vaucluse” og derefter ”L’Isle sur la Sorgue”. 2 byer som ligger meget tæt op ad hinanden. Og 2 lige berømte byer. Den første på grund af de underjordiske kilder, som strømmer op til overfladen og her starter begyndelsen på floden La Sorgue, som få kilometer længere henne strømmer igennem den anden by, L’Isle sur la Sorgue.
Der var ingen drøn på selve ”hullet i jorden” ved Fontaine de Vaucluse, men alligevel strømmede der masser af vand op fra andre småkilder tæt på som starten på floden. Og man skal ikke følge vandstrømmen mange meter, førend den kan kaldes en flod. Disse underjordiske kilder kommer alle sammen inde fra det store bjergmassiv, som tårner sig op i området.
Henne ved ”hullet” er der et rækværk, som angiver, at herefter er det på eget ansvar at gå videre. Der er risiko for nedfaldende sten fra bjerget, som her stiger lodret op i 230 meters højde.
De fleste besøgende negligerer dog denne advarsel, og går uanfægtet videre de sidste 25 meter hen for at kigge på den lille sø, som ligger stille og ganske tilforladelig på denne årstid.
Det er yderst spændende at stå der, og man kan kigge et stykke ind under klippen og se, at en grotte går ind i klippen og ender i et mørkt hul. Men kigger man op ad den lodrette klippe, altså 230 meter op, bliver man helt svimmel. Vi var begge hoppet over barren, men forføjede os hurtigt tilbage efter at have taget et par fotos. Man føler sig ikke helt sikker, når man står lige nedenfor denne høje klippevæg.
Om sommeren er der langt ned til overfladen af vandet, men her om vinteren står vandspejlet højt, ja det ligner en mindre strandbred, og de første par meter kan man se bunden…. men, så skal man nok heller ikke vove sig længere ud, hvis man har lyst til et fodbad, for så går det lodret ned, og det vel at mærke over 300 meter. Mange har i tidens løb forsøgt at måle dybden, og mange har givet op. Man har haft små ubåde sendt ned i hullet. Den berømte Jacques Cousteau måtte give op. Men i 1989 lykkedes det endelig at konstatere en dybde på 308 meter
Og så om foråret strømmer vandet op af hullet, og på denne tid kan man ikke forcere barrieren, som vi gjorde, for så er det hele én stor flod.
Kilden udspyr årligt mellem 600 og 700 mio. m3 vand iflg. en nærmere research på Google.
Men det var en kold omgang at agere turist i dag. Det endte næsten med forfrysninger i fingrene
Også byen ”L’Isle sur la Sorgue” var en kold omgang, så vi kunne ret hurtigt gennemføre vores lille sightseeing, inden vi returnerede de ca. 40 kilometer til varmere egne i Flassan.
Byens centrum er bygget på en ø midt i La Sorgue floden. Vi parkerede udenfor øen og gik så over for at se øen. Det mest interessante var en utrolig flot kirke, ikke så meget udvendigt, men indvendigt var den et fantastisk skue. Aldrig har jeg set så meget forgyldt udsmykning. Overalt var der ornamenter, træpaneler med udskæringer, stuk på lofter og vægge, og koret med alteret, forgyldninger overalt. Her følger et link til kirken: Collégiale Notre-Dame-des-Anges
05.01.2017, Flassan
Vinden har været på besøg i dag. Ja, det startede allerede i nat, og jeg troede bestemt, at det var begyndt at regne, men det viste sig altså at være vindens forskellige lyde, der kunne høres.
Og det er første gang i snart 3 uger, at vi har mærket nogen vind.
Men her til aften har den lagt sig igen.
Vi var på en 7 kilometers gåtur mod nord sidst på eftermiddagen, og det var blevet mørkt, da vi gik igennem byen, samtidig med at kirkeklokken slog 6 slag.
06.01.2017, Flassan
Episode i Carpentras omhandlende en danskers dårlige fodgænger-kultur:
Fra markedspladsen på ”Parking des Platanes” i Carpentras ville vi gå videre over i byen for at studere livet der.
Vi står foran et lyskryds på en af de mest befærdede veje i Carpentras, og der er rødt lys for fodgængerne. Der er 3 vejbaner, og i de 2 første rækker holder bilerne stille på grund af trængsel, men ovre i den 3. række kører trafikken. Der er stadig rødt for vi fodgængere…. men pludselig ser jeg K storme ud i krydset………. jeg når ikke at reagere på noget som helst, inden hun er på vej ud på kørebanen.
Bilen, som er på vej ovre i den 3. bane, har heldigvis set hende og blokerer bremsen, så det kan høres i asfalten, medens hun drøner videre.
Tydeligvis chokeret, men heldigvis velbeholden, står hun nu ovre på det modsatte fortov og kigger flovt over på mig.
Alles øjne rettes mod hende. Såvel chokerede bilister som chokerede fodgængere og mig, som nok er den mest chokerede…. alle stirrer vi på hende.
Der går lige lidt tid, inden alle får sundet sig, og trafikken sætter i gang igen.
Hvad der gjorde udslaget til denne episode, er noget diffust, men efter nærmere analyse af bevæggrunde, kunne der være tale om et uigennemtænkt forsøg på at skabe en spændende situation, som vi så skulle skrive hjem om. Som om vi ikke oplever spænding nok i forvejen.
Og Kirsten, som normalt aldrig går over en vej, uden at der er farbar bane i 100 meters sigte til alle sider, og det selvom der er grønt lys…
Alternativet til denne teori om selv-iscenesættelse af et stunt, kunne selvfølgelig også være, at hun var udsat for et blackout, men det er nok ikke let at få hende til at indrømme.
Pyh-ha… det var virkelig en farlig situation, men heldigvis endte den godt.
Og der blev selvfølgelig noget at skrive hjem om.
07.01.2017, Flassan
En dagstur til ”Gorges de la Nesque”.
Vi lagde ud med at køre til Monieux, ca. 20 kilometer fra Flassan. Her parkerede vi ved søen ”Plan d’eau de Monieux” og gik så til fods ad stien mod Chapel St. Michel.
Vi tilbagelagde 3,2 km. ad denne sti, inden vi måtte vende om. Ikke fordi stien hørte op, men fordi den til sidst gik så tæt på kanten af et bjergmassiv oppe i højden, at vi simpelthen ikke turde gå der. Vi havde også set nok undervejs til de mange kløfter, slugter og stejle bjerge, som følger på ruten langs floden La Nesque. Vi havde gået under klippeskrænter, som hævede sig lodret over vore hoveder og hvor vi pr. refleks øgede farten for at komme hurtigere hen til mere sikre områder.
Vi var lige kommet ud af et tættere buskads-område, hvor stien var ganske tilforladelig, og der var ikke andet at se end det flade terræn, da vi så kommer ud for enden og kan kigge en kilometer ned i en slugt, altså lodret. Det med en kilometer er nok noget overdrevet. Det kan være svært at vurdere afstande og højder og dybder i en sådan situation, hvor man pludselig overraskes. Og der er ikke tale om en lodret løgn, men måske en halv.... Mine ben begyndte at ryste og jeg kunne aldrig drømme om at fortsætte ad stien. Ligeledes K, som ikke lider af nær samme højdeskræk som jeg gør. Hun gik ca. 5 meter længere hen ad stien, men vendte så resolut om, helt bleg i hovedet.
Nej, rigtige bjergbestigere det bliver vi nok aldrig.
Tilbage mod Flassan gjorde vi holdt helt oppe ved slutningen af D217 og samlede 7 poser optændingspinde til pejsen. Og nu er det ved at blive varmt i den hyggelige stue langt fra de voldsomme og barske naturscenerier, som vi har oplevet i dag.
P.s.:
Jeg har lagt fotos ud fra turen, men hvis nogen ønsker at se mange flere fotos fra området, så er her et godt link: "Gorges de la Nesque" fra en som var mere modig end os.
08.01.2017, Flassan
Minus 2 grader til morgen, men ved middagstid er den oppe på plus 6 grader, og solen er ved at komme frem igen.
Vi har i dag konkluderet, at vi gik forkert, nok engang, på stien ved Gorges de la Nesque i går. Vi skulle formodentlig have drejet af, lige inden vi kom ud på det totalt farlige terræn ved yderkanten af klippen. Men det var bare ikke at se i terrænet, da vi gik der. Og vi kommer aldrig derud igen for at konstatere, hvad der var ret og hvad der var vrang.
Vi regner med en hjemmedag i dag, men lad os nu se. Vi er ikke så gode til det der med hjemmedage hernede. Der er for mange spændende mål for udflugter.
K er ved at skrive en nytårshilsen til familien Block fra Hamburg, efter det brev som Lena så flot har oversat til tysk.
Knap nok var solen dukket op, da den pludselig blev ”sort”. En stor flok fugle, det lignede stære, landede i træerne lige i nabolaget, og de lavede en støj uden lige. Så lettede nogle af dem og fløj forvirret omkring. Men efter 5 minutter lettede hele flokken og fløj vestover i een stor sort plamage. Jeg optog noget video af episoden, men skal nok have en del klippet sammen og redigeret, inden det kan udgives.
09.01.2017, Flassan
Markedsdag i Bedoin, for 3. gang på denne tur. Vi hjembragte en ”Poulet fermier”, hvilket betyder land-kylling, så nu er menuen klar i aften. Vores ”gamle” kyllingemand, som har stået på det marked, siden vi så det første gang i 1889(ja, det er ikke helt overdrevet), må efterhånden have solgt mange kyllinger.
De bliver stegt på en gas-grill, som han har medbragt på en stor ladvogn. Her roterer kyllingerne rundt og bliver godt gennemstegt. Hertil også sovs og kartofler, som han laver under grillen.
Der er så meget efterspørgsel efter hans kyllinger, at man normalt skal bestille i forvejen, og i dag havde han 3 kyllinger tilbage, da vi endelig var færdige med det øvrige marked og endte ved hans vogn.
Den ene kylling blev udleveret til en dame, som stod foran os. Jeg troede så, at vi kunne vælge imellem de 2 resterende, men nej, den ene af de sidste 2 var reserveret. Men OK, vi fik så dagens allersidste kylling. Han var endog så flink, at slå 1 euro af prisen, men vi har også købt mange kyllinger hos ham i tidens løb. Sovs og kartofler var udsolgt for længst, så det fik vi ikke noget af.
10.01.2017, Flassan
Inde-dag og overskyet for første gang. Dog tittede solen frem en times tid over middag.
Kirsten har igen været på indkøb oppe hos Ruchofruit og medbragte så mange glas syltetøj og andet, at hun nu kan fylde en hel papkasse.
Kl. 17:58
Hjemme igen efter en gåtur på ca. 6 km. Via Patey, hvor vi bad til, at der ikke var nogen jagt i gang til trods for det tiltagende tusmørke. Vi observerede skyer som aldrig før på denne tur. I starten lå de så lavt, at de berørte tagene på husene i Flassan, og vi kunne nu tydeligt se, at nedbøren, som i nat havde form af regn i Flassan, havde haft form af et større snefald oppe på bjerget.
11.01.2017, Flassan
Onsdag, og hvad skal vi så lave ?
8 grader på termometeret på den blå skodde ved terrassen her ved middagstid, og alligevel er det dejligt at sidde i solen.
Vi kørte en tur, om eftermiddagen, til Pernes les Fontaines for at kigge på de 40 fontæner, som skulle være tilstede i den by. Vi så da godt nok også nogle stykker, men der var selvfølgelig ingen vand i nogen af dem. Ligeledes i floden La Nesque, var der ikke mere vand end i vandhanen derhjemme.
Vi gik lidt rundt i bymidten og kom selvfølgelig også ind i kirken, hvor det mest interessante var den flotte creche, altså en krybbe. Efter at vi var gået ud igen, kom jeg i tanker om et foto, som jeg gerne ville have taget og gik derfor ind igen.
Jeg tog et par billeder af den flotte krybbe, og pludselig kom Conciergen over til mig. Han havde siddet og læst i et eller andet ovre på sin stol. Han spurgte, om jeg ikke ville have lyset tændt, så jeg bedre kunne fotografere, og så tændte han for en kontakt, som flot illuminerede den fine krybbe.
Vi faldt i snak, og han spurgte om, hvor vi kom fra. Som sædvanligt kunne jeg aflæse et stort spørgsmålstegn i hans ansigt, da jeg nævnte ordet Danmark, og han mumlede samtidig lidt om ”La Suede”…..
OK, efterhånden må vi tage til efterretning af både Sverige og Norge er mere kendte i Frankrig end lille Danmark. For normalt hører man altid ordene ”La Suede” eller ”La Norwege”, men aldrig ”Le Danemark”, når man forsøger at spørge folk ud, om de kender Danmark.
”Laver I også ’Creches’(altså krybber) i Danmark ?” ”Næh..”, måtte jeg bedrøvet meddele ham. ”Jamen I er da protestanter i Danmark ?”.
Jeg ville ikke lige fortælle ham om den nisseborg, som vi normalt laver derhjemme i stuen, og som alle børn synes om, men en nisseborg kan absolut ikke sammenlignes med en ”Creche”. En Creche her i frankrig er normalt lavet af voksne personer, og omhandler udelukkende den del af juleevangeliet, som fortæller om jesusbarnet i krybben.
Han fortalte videre om de flotte dragter, som de flotte Santons var iklædt. Dem havde nogle damer fra byen lavet, og de var meget gamle, altså kjolerne.
(En Santon er en figur, som indgår i krybben).
Jeg fortalte at min kone efterhånden havde købt mange Santoner i Frankrig, og at vi havde set mange ”Crecher” i mange forskellige kirker, men at denne var den absolut flotteste endnu.
Efterhånden talte vi vidt og bredt om flere emner, og jeg sagde, at vi skulle til Nice på lørdag for at opholde os der i 4 uger. Han var lige ved at falde ned af stolen, hvis han ellers havde siddet på sådan en, men så fattede han sig og sagde ”Nåh….I skal til karneval ?”
Han fortalte at han og konen hvert år lejede et hus et eller andet sted i Frankrig og holdt ferie med børnebørnene. For Frankrig er så stort og varieret, at det ikke er nødvendigt at tage ud af landet. Han fortalte….. og jeg fortalte…. og sådan blev vi ved et kvarters tid.
Jeg sluttede af med at fortælle, at det var vores 32. besøg i ”La France”…. Han måbede og sagde: ”Så skulle I have en medalje !”, samtidig med at han slog ud med armene og fortsatte: .”Vous parlez bien Francais !”, Så var jeg stolt, og resten af dagen var reddet.
Aftenen forløb således:
Pasta med Kirstens sublime tilbehør ! nam-nam.
og mit nyindkøbte salat(laitue) med røde peberfrugter, radiser og løg.
og en nyindkøbt gedeost BucheChevre.
og en nyindkøbt Côtes du Rhône, årgang 2015.
og en nyindkøbt baguette tradition.
og til dessert et par af Lea’s mini marcipanbrød fra Anthon Berg.
og ild i pejsen.
og så videre.
12.01.2017, Flassan
Vi er så småt begyndt at pakke sammen, men har alligevel planer om en udflugt i eftermiddag.
Kl. 18:44
10,9 kilometer tilbagelagt i omegnen med de mange små flækker. Hovedmålet var St. Colomb, og på vejen derover kom vi igennem Saint Estève og Les Bruns. På tilbageturen gik vi via Les Vendrans og tæt på Les Fatigons.
Alle disse småbyer er mere eller mindre bare en samling af få huse, og der er virkelig mange af den slags små udsteder her på egnen.
De er selvfølgelig forbundet via mindre landeveje, men det er også muligt at færdes imellem byerne via stisystemer, som går igennem vinmarker, oliven-lunde og kirsebær-plantager.
På et tidspunkt mødte vi en gammel kone, som kom gående imod os. Hun så ikke ud til at være så godt til bens, og knap 10 meter før vi passerede hende, begyndte hun at tiltale os, samtidig med at hun pegede på Kirsten. Vi stoppede op for at tale med hende. Hun talte et underligt sprog, formodentlig noget provencalsk, men vi forstod i hvert fald, at det var Kirsten’s vandrestok, hun hentød til. Jeg spurgte, om hun havde glemt sin derhjemme, men det lød ikke som om, hun nogensinde brugte stok. En vældig flink gammel kone, som gerne ville snakke, men som var meget svær at forstå.
På returvejen kom vi vest om Flassan og kunne skue ned over byen oppe fra en sti på bjerget.
13 graders varme i dag, en halv dag med sol og en halv dag med skyer.
13.01.2017, Flassan
Pakkedag og slut på Flassan.
Vi skal være ude af huset i morgen, lørdag, kl. 12:00, men da der ikke kommer nye lejere, kan vi tage den med ro.
Det har været 4 gode uger her. Vi har været meget heldige med det gode vejr. Det havde vi ikke forventet, men sjovt at opleve det. Godt nok ikke de store varmegrader i skyggen, men i solen totalt varmt i det vindstille vejr.
I morgen har vi en køretur på ca. 300 km., inden vi er ved vores næste opholdssted, Villefranche sur Mèr ovre ved Nice. Der kan vi forvente lidt varmere vejr, og alligevel ser det ud til at der er blevet koldere derovre de senere dage. De er nok også berørt af den kuldebølge, som, efter avisen at dømme, skulle berøre en del af Sydeuropa.
Kl. 18:23
Det har været den hidtil dårligste dag vejrmæssigt. Men det kan vel heller ikke passe, at vinteren hele tiden skulle være, som de sidste 4 uger har været.
Da jeg skulle til at gå ned til bilen med det første læs, begyndte det minsandten at hagle, men inden jeg var nået derned, var det holdt op igen.
Og sidst på eftermiddagen kom der pludselig en snebyge oppe fra bjerget. Der faldt nogle store snefnug i en hvirvlende vind, og på et tidspunkt var der helt hvidt udenfor.
Et kvarter efter var det hele væk igen, men her til aften har jeg været nede for at skrabe bilruderne fri for frost.
Vejret er tydeligvis ved at blive mere ustabilt, Men hvad gør det, vi pakker bare og rejser videre til forhåbentlig varmere himmelstrøg.
P.s.: Redaktionen holder dermed lukket et par dage, men forventer at kunne bringe de sidste nyheder fra Nice og især omegn i løbet af den kommende uge.