Foråret 2020

Uddrag af dagbog og fotos fra vores tur til Sydfrankrig 

foråret 2020

Schwelm - Rully - Flassan - Macon - Schweich(Mosel) - Schneverdingen

Dagbog

Turen igennem Tyskland

Torsdag, den 13.02.2020, Parkhotel Fritz am Brunnen, Schwelm

Vi blev forsinket en time i det Hamburgske trafik-syndrom. Hvorfor de ikke har lagt en helt ny motorvej vest om byen som en stor ringvej, forstår jeg ikke. De har nu arbejdet på at udvide vejnettet igennem byen og under Elben så længe, at man må konkludere, der er tale om en kronisk tilstand i trafikbilledet.
Og denne tilstand ser ud til at have smittet vejnettet på sydsiden af floden. For her er man nu også i gang med større udvidelser.
Først da vi var et godt stykke forbi de store områder med havneterminaler blev trafikken mere normal.

Hvis turen går til Frankrig, skal man ca. 25 kilometer syd for Hamburg tage stilling til, om man vil køre direkte sydpå via Hannover/Frankfurt eller mod sydvest via Bremen/Køln. Til den del af Sydfrankrig, som er vores mål, er det næsten ligegyldigt, hvilken af vejene man tager.
Vi valgte Bremen, og kørte så i et gedigent regnvejr hele vejen til Wuppertal, hvor vores første overnatning var planlagt.
Denne planlægning startede dog først syd for Bremen, så min min co-pilot, K, måtte lige bruge 5 minutter på at booke et overnatningssted. Dette gjorde hun modvilligt, idet hun havde travlt med at passe gården i Hay-day, eller også var det med at spille Wordfeud.
Et par tryk på tasterne og Booking.com havde reserveret et værelse til os 250 kilometer længere fremme. Denne portal har i forvejen alle vores oplysninger, incl. kredit-kort oplysninger, så det går tjept med at lænse kortet.

Hotellet lå i en forstad til Wuppertal, og vi havde et forfærdeligt hyr med at finde stedet. Det var blevet mørkt, og det øs-regnede stadigvæk. Samtidig skulle alle Tysklands biler åbenbart samme vej som os. Et rent inferno, som selvfølgelig endte med, at vi kørte forkert.
Da vi stod af motorvejen udenfor Wuppertal, stod der på gps’en, at vi havde 6 kilometer tilbage til målet. Vi måtte holde i kø i 2 vejbaner ved afkørslen. 100 meter længere fremme var der 2 veje, én til højre og én til venstre. ”Fru GPS” fortalte adskillige gange, hvilken af vejene vi skulle tage, men på grund af den dårlige sigtbarhed og den forvirrende mængde af biler, valgte jeg den forkerte vej. Vi endte dermed på motorvejen igen, og samtidig stod der nu, at vi havde 16 km til vores mål. Derefter 5 kilometer sydpå ad motorvejen, ind ved første afkørsel og 5 kilometer retur nordpå, hvorefter vi igen var i det rette område. På et tidspunkt så det nu ud til, at hun ville lede os ud på motorvejen igen. Der holdt bilerne stille i kø så langt øjet rakte, så jeg overhørte hende og valgte at dreje den modsatte vej
Jeg savnede pludselig mine ørepropper, da ham bagved dyttede højt og langvarigt, idet han måtte bremse hårdt op for os, men de lå desværre omme i min toilettaske i bagagerummet. Jeg luskede noget forlegen videre ad vejen i min stressede tilstand, og vi hørte heldigvis ikke mere til ham.
Vi standsede derefter det første det bedste sted, nemlig i en buslomme. Her kodede jeg gps’en om, således at den skulle undgå motorveje, ”Autobahn vermeiden”. Nu stod der igen 6 kilometer til målet, og vi kørte ad små, snørklede veje mod målet. Det gik dog galt igen lige en halv kilometer før målet. Jeg holdt i en forkert vognbane og kunne ikke komme over i den rigtige. Så vi måtte lige køre en kilometers omveje rundt i et villakvarter, inden vi var tilbage i det rette spor. Pyh-ha…
Næh, at køre bil i Tyskland i øsende regnvejr, samtidig med at det er blevet mørkt, og samtidig med at man snart har nået den alder, hvor kørekortet skal fornyes, er ikke let.

Velkommen til Bonjour-land

Søndag, den 16.02.2020, Rue de la Boissière, 21 Impasse Guibert, Flassan
Så er vi igen i Bonjour-land , altså landet hvor man siger bonjour til næsten alle, man møder. Det gælder i hvert fald i den lille by, hvor vi bor. Dog siger man bonsoir om aftenen.
Hvad så om morgenen, da siger man vel godmorgen ?... næh, da siger man såmænd også  bonjour.
Der er en særlig problemstilling i overgangsperioden allersidst på eftermiddagen, på grænsen til aften. Da hører man begge sætninger, og man risikerer at blive svaret med ”bonsoir”, når man selv hilser med ”bonjour” og vice-versa.
Joh, det kan være svært at begå sig korrekt i den franske kultur.

Altså er vi igen tilbage i vores andet fædreland.... øhhhh, altså jeg tror nok, at min bedstemor havde noget sydlandsk blod i årerne. Det fik jeg i hvert fald fortalt som barn, så det holder jeg mig til.
Bliver det for meget med ordet fædreland, kan vi selvfølgelig også nøjes med ordet ferieland, og dermed er alt igen tilbage i den gamle gænge.

Her i Flassan får vi altså lært at sige bonjour og bonsoir, men så heller ikke meget mere, for de indfødte holder sig lidt tilbage. Det er i hvert fald vores erfaring fra sidste gang vi var her.
Kun hos den lille købmand, Yoan Jouvaud, udveksles der mere belærende sprog.

Ellers kan vi bare tage til nabobyen, Bedoin, som ligger 6 kilometer væk. Her er både supermarked, bager og kiosk og hver mandag er der et stort marked, hvor mange folk fra by og opland er tilstede. Her er det nødvendigt at finde langt sværere gloser frem fra sit vokabularium.
F.eks. når man sætter sig på den lokale stam-café. Her kan man ikke nøjes med at sige bonjour, ja, så får man i hvert fald ikke meget serveret.

Vi ankom klokken 18 i aftes.

Det er søndag idag, og den er velkommen som hviledag efter de 3 dages anstrengende køretur. 

Sidst på dagen gik vi alligevel en tur igennem kirsebærplantagerne syd for byen og hjem over den store bakke vest for byen. På et tidspunkt kom vi forbi et blomstrende mandeltræ, hvor der stadig hængte mange frugter fra sidste sæson. Vi tog nogle stykker med i lommen. Længere henne ad vejen fandt K en sten, hvormed kun fik knækket en af mandelkapslerne. Hun smagte på mandelen, men spyttede den hurtigt ud igen. Bitter smag. Vi konsulterede lige Google for at søge på emnet bitre mandler, og fandt så ud af, at de indeholder stoffet amygdalin. Dette stof er kemisk et forstadie til blåsyre ? Det kan nok være, at hun spyttede ud igen, og det mere end én gang.
Hun overlevede smagsoplevelsen, og fremover nøjes vi med at nyde synet at de blomstrende vilde mandeltræer.

NB: på grund af en dårlig net-forbindelse bliver opdateringen af denne hjemmeside noget ukonstant

Mandag, den 17.02.2020, Flassan
Vi har været på mandagsmarked i Bedoin i formiddags. Markedet er med de samme boder, som sidst vi var her for et år siden, og med de samme stadeholdere.
Selvfølgelig købte vi den traditionelle grillkylling, Poulet Fermier, Label Rouge, hos kyllingemanden. Oliven og diverse lækre grøntsager fik vi da også slæbt med i indkøbskurven.
Da vi kom tilbage til Impasse Guibert, var vores nabo, Madame Berthon, lige kommet hjem. Hun var ved at pakke ud fra bilen. Vi hilste på hende, og talte med hende for allerførste gang. En meget venlig dame med et noget aristokratisk udseende, som K udtrykte det. Hun spurgte, om det generede os, at hendes havemand holdt parkeret med sin bil ved vores trappe.

Jeg har ikke fået kontakt med træmanden endnu. Han tager ikke telefonen, men svarer kun på en telefonsvarer med nogle sætninger, som jeg ikke kan dechifrere.

Tirsdag, den 18.02.2020, Flassan
Jeg ringede til træmanden i Villes-sur-Auzon som det første i dag, men han måtte desværre meddele, at han først havde træ om 3 uger.
Det var en streg i regningen, så oppe hos købmanden, Yoan, senere i formiddags, spurgte jeg straks, om han kendte en brændselshandler her i området. Svaret var negativt, og han mente, at vi skulle prøve i Bedoin. En gammel tandløs mand, som også var inde for at handle, mente at vi kunne fælde træ oppe på bjerget ?
Kl. 18:15. Vi kunne jo ikke så godt følge den gamle mands råd, men vi tog da op på bjerget for at fylde nogle poser med optændingstræ og grankogler. Da vi var ved at være færdige kom en mindre lastbil susende ned ad vejen med ladet fyldt med godt træ. Vi forsøgte at sætte efter ham, men vi nåede ham aldrig.

Torsdag, den 20.02.2020, Flassan
Stadig uafklaret med hensyn til brænde. Jeg gik op på borgmesterkontoret, som ligger 100 meter fra  vores hus, for at spørge i dag. Jeg traf dog ikke selve borgmesteren, men kun et par af hans undersåtter. Den ene hjalp mig med at finde et par adresser, hvoraf den ene var Benoit Triboulet. Ham besøgte vi forgæves, sidst vi var hernede. Han var gået over i en anden metier, som ikke havde noget med træ at gøre.
Den anden adresse besøger vi i morgen, når vi alligevel skal til fredags-marked i Carpentras. Han bor i periferien af byen.
Så foreløbig fyrer vi med ”granulés de bois”, sanke-pinde og grankogler fra skoven.
Vi gik en tur på 6 km. over til Patey i eftermiddags.
Det har været en forrygende solskinsdag med nul vind, så vi har været en del på terrassen.
Jeg har snart brugt en hel sending lommeletter på min forkølelse, som traditionelt opstår en af de første dage, når vi er ankommet til vores feriested. Årsag: for meget rødvin ?…. Næh, for lang en køretur med klimaanlægget tændt i bilen.

Fredag, den 21.02.2020, Flassan
Først på jagt efter trøfler og derefter på jagt efter brænde..
Fredagsmarkedet i Carpentras er også et must, og især handelen med trøfler er interessant.
Tidligt om morgenen er der en grossist-handel, hvor restauratører og lignende er kunder. Dette marked var dog stoppet, da vi ankom, og tilbage var der nu kun én enkelt bod, som solgte trøfler til almindelige dødelige. ”Truffes de Paul”, som han hed. ”I kan også finde mig på Facebook !” proklamerede han. Han kom fra Venasque, en lille flække udenfor Carpentras.
Der stod en lille flok kunder ved hans bod. Alle skulle de røre ved de små mørkebrune ”guldklumper”, og alle skulle de snuse til produkterne. Op til næsen og så dufte et par gange. Vi kunne selvfølgelig ikke nøjes med at snuse rundt omkring boden, så vi snusede også til trøflerne.. Der var ingen kinesere eller italienere imellem køberne, så vi turde godt binde an med at købe en enkelt trøffel, selvom den havde været omkring adskillige fremmede næser. Vi har prøvet det med trøfler før, men er som regel blevet skuffet. Denne gang duftede den dyre svamp dog fantastisk. Selv i bilen på vej hjem satte den en duft i kabinen, og det selvom den var pakket ind i en brun pose. Så det tegner helt godt for en kommende hjemmelavet omelet eller hvad den nu skal anvendes til.
Helt nøjagtig 35 gram vejer den. Kiloprisen var 950 euro, så nu er det muligt for den matematisk dygtige læser, at færdiggøre det endelige regnestykke, og dermed afsløre prisen på vores ”guldklump”.

Efter dette belærende regnestykke går vi over til vores jagt efter brænde. Her endte vi, efter en del omveje, nede i nærheden af Pernes-les-Fontaines, hvor et større savværk er placeret. ”Sebastian Pelissier et Filles”, står der på skiltet udenfor fabrikken, altså er døtrene med i foretagendet. I den ene ende af fabrikken sendes der kæmpemæssige træstammer ind i systemet, og i den anden ende kommer der mange forskellige produkter ud. F.eks. brædder i alle størrelser men også brændestykker i alle størrelser og f.eks. også trægranulat fint indpakket i poser. Meget interessant, så vi gik direkte ind i fabrikken for at købe 1 rummeter brænde. Jo, altså kun 1 rummeter. Det kan nok være de grinte i skægget, da de hørte det, de gode arbejdere. Og så ville vi endda gerne have det leveret ved døren. Vi holdt stædigt fast i den afgivne ordre, og en af dem ringede nu til ”La Patronne”, måske en af døtrene eller også chefens kone. Hun står åbenbart for salget. På et tidspunkt rakte han mig telefonen, så kunne jeg selv aftale det fornødne med hende. Det måtte jeg dog opgive i den forfærdelige støj fra fabrikken. Jeg havde rigeligt besvær med at høre, hvad arbejderen sagde til mig. Vi måtte dog opgive at få vores brænde leveret i dag, men madamen i den anden ende af røret ringer os op på mandag, eller også ringer vi til hende.

Mink til Munk
Jeg glemte for resten at fortælle, at K købte en minkpels på markedet i Carpentras. Jo, det ligner grangiveligt en minkpels, men da den kun kostede 10 euro, kan det da godt være, at der er tale om noget andet end mink.

Lørdag, den 22.02.2020, Flassan
Jeg klargjorde cyklerne i kælderen og foretog en prøvetur, som førte mig helt til Villes-sur-Auzon. Sagen er den, at når man kommer ud på vejen her udenfor huset, går det nedad alle 5 kilometer til Auzon, så det var en nem sag at trille derned. Tilbageturen var til gengæld ikke så nem. Jeg trak med cyklen en del af vejen i det gode vejr.
Op til 18 grader i dag og driverliv på terrassen.
Naboerne, altså dem som har have ved siden af vores, de 2 unge med det lille barn, er kommet, og de opholder sig også ude i haven.
Vi har nu været her i en uge.

Søndag, den 23.02.2020, Flassan
19 grader på terrassen i skyggen i dag. Lige nu er jeg gået ind i stuen, for det er for varmt at sidde derude. Solen har stor styrke, og man kan ikke sidde direkte i det stærke lys. Vi har allerede fået kulørte kinder og må derfor holde til i skyggen. Ingen vind og totalt stille i nabolaget. Kun et par hunde høres oppe i byen. Ind imellem høres dog også Madame Berthon talende i sin mobil ude i haven. Der er dårlig net-forbindelse i denne del af byen.
Jeg har fundet den store parasol frem fra garagen og fået den monteret på terrassen. Den er enorm stor og virker godt.
Min forkølelse har forhåbentlig kulmineret i nat. 

Mandag, den 24.02.2020, Flassan

Klimaforandringer i Frankrig
Min forkølelse har igen kulmineret i nat, hvis den altså kan det 2 nætter i træk. Pokkers til helbred. Hele dagen har jeg også gået og små-hostet, og indimellem også stor-hostet. 
Den uendelige jagt på brænde fortsætter, og så snart vi var kommet til markedet i Bedoin, gik jeg resolut op på ”Hotel de Ville”, hvor jeg traf en ansat. Hun var ligeså behjælpsom som hende på kontoret i Flassan, og hun ringede til et nummer i Les Baux. Der var dog intet svar, men jeg fik overleveret navn og telefonnr.
Efter markedet og et glas udendørs rosè på ”Le Relais”, gik turen hjemad via Les Baux. En lille flække på bjergkanten ligesom Flassan. Vi har været der før på en cykeltur.
Strategisk godt placeret på etagen lige over byens cafè, bor Monsieur Bernard Blanc. Han skulle, efter sigende, være brænde-mand, men var desværre ikke hjemme.
Hjemme i Flassan prøvede jeg senere at ringe til ham, men også forgæves
Det har været en helt fantastisk dag, vejrmæssigt. 21 graders varme, men så skulle det også begynde med en anden vejrtype fra i morgen. Det kan da heller ikke passe, at vi kan være så heldige som hele den sidste uge.

I avisen skriver de, at det har været den varmeste februar i 75 år. ”Mais où est passé l’hiver ?” = ”Men hvor er vinteren blevet af ?” står der øverst på forsiden af ”La Provence” i dag.
Klimaforandringerne er bestemt også nået til Frankrig. Der skrives meget om problemerne. Især bønderne er nervøse for fremtiden. En varm februar får væksten i de mange frugtplantager til at starte for tidligt, og så bliver der større risiko for frostskader under den senere blomstring.
Og så er det endda slet ikke så grelt her i Vaucluse departementet. I vores nabo-departement, Var, som ligger mod øst, har de, i starten af februar, oplevet en enkelt dag med 27 grader og en nat med 19 grader. 

Tirsdag, den 25.02.2020, Flassan
Sent op, mest på grund af en igen elendig sove-nat. Hoste, hoste og atter hoste. Utroligt at K kan holde ud at være op ad mig 24 timer i døgnet. Hun er heldigvis samtidig fuldstændig immun overfor mine mange baciller, og godt for det, ellers var det den rene elendighed.
Sidst på dagen gik vi en tur op ad stien mod bjerget, startende ved ”Le Loup”.

Onsdag, den 26.02.2020, Flassan
Kl. 17:30
Jagten på træ er slut for denne gang: Vi kørte til Mazan, hvor vi før har handlet hos en ”Francks dyrefoder”-lignende forretning.
Ligesom sidste gang, skulle han ind på kontoret for at konsultere regnemaskinen, da jeg spurgte om, hvor meget 10 sække granulat ville koste. ”49 euro” lød svaret efter en del beregninger på den gammeldags regnemaskine med papirstrimmel og det hele. Ja, det var lige før den havde håndsving. Jeg kørte derefter bilen om i baggården, bakkede hen til pallen med sække, og ved fælles hjælp fra ”Le Patron” fik vi smidt 10 x 15 kilo ind i bagagerummet.
Nu har vi faktisk brænde nok, men bare i pilleform, og det er måske ikke så romantisk som gode gamle brændeknuder fra skoven, men vi får da varme i stuen, og vel at mærke en varme som er mere behagelig end varmen fra el-radiatoren.

Vejret er slået totalt om, fra den ene yderlighed til den anden. 8 grader på terrassen, hvor vi for et par dage siden havde 21. Her til aften er der faldet sne oppe på bjerget, men det er oppe i ca. 1900 meters højde. Udsigten for de kommende dage ser lidt broget ud. Måske vi skal være ekstra glade for de sidste 10-11 dages sommeragtige vejr, som vi har nået at opleve.

Torsdag, den 27.02.2020, Flassan
Indendørs hyggedag foran den store pejs. Det har regnet hele dagen, men (vand)pyt med det, for vi har stadig dage nok at tage af til kommende udflugter.

Fredag, den 28.02.2020, Flassan

"Gisp, er det ikke gips ?"
Solskinsdag, men knapt så varmt som tidligere. 12 grader, som er nok til ophold på terrassen.
Coronaen er kommet til Montpellier, ikke så langt herfra, men mon ikke den friske luft fra Mistral-vinden her for foden af bjerget kan holde os udenfor smittefare ?
Vi planlægger en tur til Mormoiron for at gennemføre gips-ruten på bjerget bag byen. En let tur på 5 kilometer, som fører os igennem landskaber, hvor der indtil 1964 blev gravet gips ud af bjerget.
Klokken er nu 23:25 og vi er kommet hjem fra turen for længe siden. 
Som sædvanligt gik det godt i starten af ruten med at følge de gule afmærkninger på træer og sten, men som så ofte før gik det hele også i skudder og mudder midtvejs på ruten. Franskmændene er ikke konsekvente i afmærkning af ruter, og pludselig mødte vi kun blå og blå/hvide afmærkninger. Ergo for vi vild på bjerget, men da der var tale om et mindre et af slagsen, var der ingen fare på færde, selvom dagen lakkede mod enden. Vi tog Google Maps til hjælp og fandt en sti halvvejs rundt om bjerget, startende fra vest-siden og sluttende omme i Mormoiron by på østsiden af bjerget.
Forresten så vi da nogle af de gamle gips-brud.

Lørdag, den 29.02.2020, Flassan
Den sidste af februar-dagene anvender vi til en tur til ”Le Pontet”, som ligger lige udenfor Avignon. Der har de en af de største seværdigheder i omegnen, nemlig Auchan, et hypermarked, som dagligt hjemsøges af tusindvis af mennesker. Om lørdagen er der det helt store rykind i denne biks, og måske det ikke er helt klogt at frekventere butikken i disse  Corona-virus-tider, men det er et overskyet og lidt trist vejr med kun 10 graders varme, så vi kan ligeså godt anvende tiden indendørs.
Kl. 20:55
Vi kom hjem, da det var blevet mørkt og fik sat alle poserne af i porten til Impasse Guibert. Vi havde købt en bondegård, som om vi ikke har nok i de 2, som vi allerede ejer på Hay-day.
Auchan er alt for stor for nogle bønder som os. Det er næsten umuligt at finde alle ting på indkøbssedlen, med mindre man er stedkendt. Og når man endelig er nået op i den anden ende af butikken, men har glemt noget, orker man ikke løbe frem og tilbage. De må beskæftige tonsvis af folk, så godt for det. Men som sagt… alt for stort for os. Næh, gode gamle Shoppi ovre i Bedoin, er lige noget for os. Her har kassedamen altid tid til en ekstra snak. Og hvis vi ønsker os tilbage i tiden, dengang en købmandsbutik var med betjening, altså lig med ”Jens Enøres” butik på Kristrupvej 56 i Kristrup(her var vi lige tilbage i min barndom), kan vi bare gå op til Yoans lille biks her i byen. Den butik er på størrelse med vores stue hjemme i Løgten. Og alligevel står byens damer her og passiarer dagen lang, altså et mødested for de indfødte, og vi andre må så forsøge at kæmpe os igennem menneskemængden for at komme til disken.
P.s.: Jens Enøre blev kaldt sådan, fordi han vendte enhver enøre, og ikke lod en øre gå til spilde. Fredag aften var jeg altid med min far ovre for at betale ugens regning, og så vankede der alligevel altid et kræmmerhus med bolcher.

Mandag, den 02.03.2020, Flassan
12 grader og udsigt til heldagsregn….. måske er vi ved at få danske vejr-tilstande ?
Og det var den eftermiddag/aften, hvor vi drønede til Seillans for at finde en varmeblæser til K, fordi den gamle var brudt sammen. Alt i alt en omsonst-tur på mindst 52 km. for at konstatere, at de ikke mere var på hylden, hverken i L’Eclerc i Carpentras eller i Intermarché i Seillans. En hjemtur fra Seillans i mørket og med de sædvanlige emsige franskmænd lige i hælene. Der ligger altid en fransk bilist bagved, når man kører på de franske veje, undtagen på motorvejene; der overholder de pænt fartgrænserne, men på landeveje og departements-veje er de fuldstændig ustyrlige i deres iver efter at komme hjem efter fyraften, eller bare i deres irritation over at se en turist foran. De kan finde på at overhale hvor som helst, og det klogeste man kan gøre, er at holde ind til siden, så de kan komme forbi.

Tirsdag, den 03.03.2020, Flassan
”Gorges de la Nesque”
I dag vovede vi at angribe vandreruten ”Gorges de la Nesque”, som går igennem kløfterne oppe ved Nesque floden. Den starter fra den lille landsby, Monieux, som ligger klinet op ad bjergsiden i 700 meters højde. I nærheden ligger en anden bjergby, Sault, kendt af mange cykelryttere, idet den er sidste by på sydsiden inden toppen af Mont Ventoux.
Vi parkerede i udkanten af Monieux, og derefter gik turen op ad bjerget i en stigning, som næsten ikke syntes at have nogen ende. Vi endte oppe i 860 meters højde, hvorefter det gik nedad et stykke mod landevejen D942. Videre herfra begyndte en kraftig nedstigning mod slugten, hvori La Nesque floden løber i bunden.
Vi havde vores bange anelser, om vi kunne gennemføre denne del af ruten, og vores bange anelser viste sig desværre at holde stik. Jeg gik i forvejen ned ad den stejle sti, som skulle føre os ned til bunden. Dernede lå vores mål, nemlig et kapel, Chapel st. Michel, fra det 12. århundrede. Afstanden derned var helt præcis 600 meter ad stien, disse 600 meter var fordelt over et lodret fald på ca. 100 meter, altså et gennemsnitligt fald på 16-17%.
50 meter nede ad stien måtte jeg dog allerede give op. Det blev pludseligt lidt for spændende med kun ganske kort afstand til det bratte fald ud over klippekanten. Mange steder var stien blot de naturlige klipper, hvor man kunne sætte sine fødder i revner og sprækker.  På et tidspunkt fik jeg øje på bunden af kløften forfærdelig langt nede, og jeg besluttede med det samme, at dette ikke var noget for os. Vi havde ikke set andre vandrere på turen, så vi ville formodentlig også være helt alene der nede på bunden af kløften, hvis det var lykkedes os at komme derned.
Altså var vi ikke helt så modige med at udfordre skæbnen her, så vi ”nøjedes” med at betragte dette enestående natursceneri fra oven, men det var også rigeligt turen værd.
Længere oppe ad landevejen var der et udsigtspunkt og flere turister tilstede. En helt fantastisk udsigt ned mod kløfterne, som danner kulisserne til dette prægtige naturfænomen. Jeg forsøgte at fotografere mange af de storslåede panoramaer, men det er svært at gengive dimensionerne på et foto. Højder og afstande bliver ligesom fortegnede i forhold til det reelle syn.

Tilbage i Monieux gik vi en kort tur igennem byen. Mest for at få et gensyn af den gamle restaurant, Les Lavandes, hvor vi spiste tilbage i år 2010. Vi taler af og til om en sjov episode, som vi oplevede dengang, og her vil jeg lige prøve at gengive den.
Jeg havde glemt min pung på bordet, da vi forlod restauranten, og opdagede det først da vi var kommet tilbage til Bedoin, hvor vi boede. Pyh-ha.....  jeg husker stadig situationen, for alle vores kontanter var i pungen. Men historien endte heldigvis godt, for vi blev vi ringet op af restauranten, at de havde fundet pungen. Jeg havde heldigvis et visitkort i min pung, og der havde de fundet telefonnummeret.
Vi ilede de 30 kilometer tilbage til Monieux, hvor restauranten nu var ved at lukke. Udenfor stod alle de ansatte på rad og række, kokke, tjenere, inspektør og ventede på os. En af dem overrakte mig pungen, hvorefter jeg halede en 20 euro seddel op som findeløn. Derefter klappede de minsandten af os, som havde vi lige gennemført en optræden for dem.
Jeg tænker stadig tit på de ærlige franskmænd.

Hjemme igen i Flassan, med fast solid grund under fødderne, er det en fornøjelse at sidde foran den flotte pejs med fuld varme på. Udenfor er det stjerneklart og kun 4 graders varme, men indenfor er der hyggelys og 21 grader i stueregionen.

Onsdag, den 04.03.2020, Flassan
12 grader på terrassen, sol i formiddags og overskyet i eftermiddags. Det var dagens vejrudsigt.
Vi har holdt en meget lav profil i dag ovenpå gårsdagens udflugt til Nesque kløften. Turen var på 10 kilometer, så det sidder stadig i benene i dag. Vi nøjedes med en tur til købmanden, en spadseretur på ca. 150 meter hver vej. Så det blev ikke til mange skridt i sundhedsapp’en i dag.

Torsdag, den 05.03.2020, Flassan
Regndag.
Som sagt regndag hele dagen, og 12 graders varme. Vi sluttede indendørs-opholdet med at tage til Bedoin sidst på eftermiddagen. Her måtte vi gøre ophold i bilen på parkeringspladsen ved Carrefour, alt imens regnen væltede ned, og det ville være den rene druknedød at begive sig ud udenfor bilen. Efter et kvarters tid stilnede det af, og K vovede sig ud for at gøre et par nødvendige indkøb.
Iflg den franske Meteo ser den næste uges tid ud til at være i den gode retning.

Fredag, den 06.03.2020, Flassan
Fredagsmarked i Carpentras, hvor vi igen nåede at se, hvordan de lukker boderne ned. Vi havde et større besvær med at finde parkering og måtte holde langt væk i en mindre sidegade, som viste sig at være en blind vej. Vi måtte meget besværligt bakke ud, da vi igen skulle derfra.
Tilbage i Flassan er vores nabo ud til vejen, Jean Carlier, i mellemtiden flyttet ind, men vi har ikke hilst på ham endnu.
Hundetræf i "Salle des Fêtes". Alle omegnens jægere er troppet op med deres jagthunde. vi talte med en af dem, altså en af jægerne. Han havde bagsmækken af bilen fyldt op med flotte jagthunde. K syntes, at han selv lignede en af hundene. Hun har en eller anden teori om hundeejere og deres hunde, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.

Iflg. hundeejeren var der tale om en "Concour des chiens", og denne hunde-konkurrence skulle minsandten vare hele 3 dage.

Lørdag, den 07.03.2020, Flassan
Solskin hele dagen og en god varme.
Kl. 21:20
”Les ocres de Mormoiron…..”. 10 kilometer igennem okkerbjergene øst for Mormoiron. Udgangspunkt ved ”Lac des Salettes”. Et særpræget område, domineret af de okkerfarvede bjerge. Nogle steder er jorden helt rødbrun. 
Stadig hundetræk i Salle des fêtes og ingen parkering.

Søndag, den 08.03.2020, Flassan

12 grader og ind imellem solskin.
I dag står den på tur til Brantes, en lille flække nord for bjerget, og med en formidabel udsigt til den stejlere nordside af Mont Ventoux.
Vi var hjemme klokken 19 efter de ca. 90 kilometer rundt om bjerget, altså en tur rundt om landevejene for foden af Mont Ventoux. Joh, der er ikke tale om Himmelbjerget eller Ejer Baunehøj derhjemme. Og heller ikke  Manbjerget.

En flot kørsel på nordsiden med en formidabel udsigt. Dog blev vi ind imellem forstyrret af en del motorcyklister i fuld galop, så vi følte os som deltagere i et racerløb. Det er typisk med mange motorcyklister på vejene om søndagen, og de kører forfærdelig hurtigt.
Udsigten fra Brantes var flot men selve byen en tynd kop te.
En tynd kop kaffe blev det også til, inden vi igen fortsatte ruten hjem over Malaucene og Bedoin. Bjergvejen fra Malaucene til Bedoin var om end mere besværlig med de 100 vejsving, end vi husker fra før i tiden.
Hjemme igen kunne vi stadig ikke finde ledig parkering. Hunde-ejerne stod stadig oprejst ned i "Salle-des-Fêtes" efter en efterhånden 3 dage lang seance med deres kræ.
Så vi måtte parkere udenfor terrænet. Der er kæmpestore 4-hjuls trækkere, SUV'ere eller hvad den slags øser hedder overalt her i byen. Og muskelstærke provencalske mænd i jagttøj overalt.

Mandag, den 09.03.2020, Flassan
Jenny 80 år i dag, tillykke med dagen !.

Markedsdag i Bedoin, hvor det, for en gangs skyld, lykkedes os at komme i god tid.
Det blæser meget i dag, og der er ca. 12 graders varme i skyggen. Men i solen er der bagende varmt. I formiddags, da solen bagte på termometeret på terrassen, stod det på præcis 30 grader.

Til aften gik vi en tur ad Egevej /Kirsebærvej.
Da vi kom ned til Rue de la Boissere, stødte vi på Monsieur Carlier, og vi hilste selvfølgelig på ham. En vældig flink mand, som bruger sin ferie-ejendom til et atelier i stueetagen, og beboelse ovenpå. Han har været pensioneret i 20 år og arbejdede tidligere som ingeniør for firmaet Alstom, en kæmpe-virksomhed i Frankrig.
Siden pensioneringen var han så begyndt at male, og hygger sig nu med det. Han inviterede os straks indenfor, men vi blev nødt til at afslå. Han ønskede os i stedet for ”Bonne randonnée”, altså "God gåtur"

Onsdag, den 11.03.2020, Flassan
Sommerdag med melding om op til 21 grader !
Corona-spøgelset breder sig. Panikken breder sig. ”La Provence” skriver næsten ikke om andet. Især kysten ved Côte d’Azur er ramt. Her bor også mange af italiensk afstamning og derfor med familie i Italien. Vi ligger i læ her ved bjerget og håber at kunne komme helskindet herfra på lørdag, hvor vores ophold i Flassan er slut.

 

Torsdag, den 12.03.2020, Flassan

Ændrede ferieplaner: Middelhavet eller Kattegat ?

På grund af den omsiggribende Corona-virus-panik har vi valgt at ændre vores ferieplaner. Vi dropper et planlagt besøg ved Middelhavet, som ellers kun ligger små 100 km. væk herfra og drager i stedet for mod det hjemlige Kattegat. Fredag og lørdag kører vi igennem Frankrig. Søndag er det Tysklands tur, og mandag slutter festen i frivillig isolation i et øde sommerhus, beliggende længst oppe i i det vindblæste Nordjylland. En lang køretur igennem Europa, hvor vi vil forsøge at holde lav profil i forbindelse med nødvendige ophold/pauser.
Den 24. marts er vi igen i Løgten, hvor den første uge også tilbringes i frivillig isolation.
P.s.: håber ikke at alle hylderne i den lokale Netto er ryddet.

Pakke, pakke, pakke…. Og vi bliver aldrig færdige…. Sådan ser det i hvert fald ud. Pejse-rengøring efter 4 ugers brug. Især K’s værelse ser uoverskueligt ud, og det ligner snart det hjemlige. Det må være en sygdom. Stor opvask, selv efter en maskinopvask tidligere i dag. Ingen gåture eller udflugter i dag.

Fredag, den 13.03.2020, Macon
Efter en køretur på 310 kilometer, sidder vi nu og kigger ud på Saône floden, som ligger ovre på den anden side af vejen nedenfor hotellet. Vi bor på 1. sal på "Best Western Hotel Europe d’Angleterre", et flot navn på et hotel, men af ganske almindelig standard.

Kom hjem til hotellet for en time siden, klokken er 23:40, og vi slap igennem hall’en uden at lade os lokke ind i baren. ”Le Lamartine” var nok det sidste besøg. Ovre på den anden flodbred af Saône, i byen St. Laurent, ligger ”L’autre Rive”, og den besøger vi næste gang, vi forhåbentlig kommer herned, for Macon er nok et besøg værd, især hvis man har et par dage til rådighed. Kirken St. Pièrre ser spændende ud.
Aviserne bliver mere og mere fyldt med panik og underlige historier fra især Italien.
I morgen iler vi videre nordpå.

Lørdag, den 14.03.2020, Schweich
Vi var kommet ca. 8-9 kilometer ud ad vejen fra Macon, da K siger ”Peter, min jakke ?”. Hurtig tilbagetur til hotellet, således at K ikke skulle komme til at fryse, når nu vi snart kommer længere nordpå.
Efter en køretur på 510 kilometer, sidder vi nu på et hotelværelse i byen Schweich, som ligger lige op ad Mosel-floden ikke så langt fra byen Trier.
Klokken er 22:06, og vi kom op på vores værelse på 1. sal efter aftensmaden for en halv time siden. En udmærket aften i restauranten, som var fyldt. Og en efterhånden god snak med den dårligt gående servitrice, som drømte om at komme til den danske vestkyst med campingvognen, når hun blev pensioneret.
Iflg. receptionisten må de kun udleje 3 værelser, og vi har været heldige at få det ene.
Der er en del Corona-tilfælde her i Pfalz, som delstaten hedder.
Det begynder at se mere broget ud.

Søndag, den 15.03.2020, Schneverdingen
Torben, svoger, 66 år i dag, tillykke !

Vi forlod Schweich ved 11-tiden. Der var kun 3 borde besat ved morgenbordet, så det var altså korrrekt som hun sagde i går, at de kun måtte udleje 3 værelser…. ? det lyder idiotisk, og mon ikke vi har misforstået hende.
Dagens etape på 585 kilometer, incl. omvej på 30 kilometer, var en noget langstrakt affære.

Ruhr-distriktet er altid svært at komme helskindet igennem. Vi valgte at køre mod Hannover istedet for Bremen, og det var udmærket, sådan da.

Ved Düsseldorf måtte vi holde i kø i næsten 1 time på grund af et harmonikasammenstød længere fremme. Men vejen fra Essen til Bielefeld var ekstrem god og farbar. God afstand mellem bilerne på de 3 spor gjorde at march-hastigheden sagtens kunne være 160 km  i  timen. Det er absolut Ikke normalt for os, men her var sikkerheden helt i orden, så vi skulle lige prøve vognen af. Vi blev alligevel overhalet mange gange af biler med over 200 i timen.
Der var tydeligvis langt færre biler på vejene end normalt på en søndag.

Den Corona-sag viser sig efterhånden at lægge landene ned, tror jeg. Vi har nok ikke set det værste endnu.
I dag har tyskerne lukket grænserne mod Frankrig, så vi nåede da heldigvis lige at blive det problem kvit, da vi kom over igår.

I morgen mandag går det over den danske grænse, forhåbentligt smertefrit, og dermed er vi i sikkerhed i Danmark….  eller er vi ?