Jul/nytår 2014/2015

Uddrag af dagbog og fotos fra vores jule-/nytårsferie i Sydfrankrig

Bürstadt(D) - Argegno(IT) - Saint-Paul de Vence(F) - Nice(F) - Flassan(F) - Wettolsheim(F) - Kirchheim(D)

Dagbog

16.12.2014, Løgten

Dagbogen starter så småt førend turen begynder, men foreløbig bruges de resterende dage til forberedelser og klargøring samt pakning af bilen.

Forberedelserne har selvfølgelig været igang længe, men nu er det ved at være alvor, og tiden går altfor hurtigt her inden afgang.

Kirsten tager det nu meget roligt, og går til frisør, fodterapeut, øjenlæge og jeg ved ikke hvad, og indimellem får hun også tid til at købe julegaver og besøge børn og børnebørn.

Igår aftes startede jeg på udviklingen af denne hjemmeside, og ideen fik jeg på en 6 kilometers gåtur i aftenens mulm og mørke på de lokale fortove, og ikke så snart var jeg indenfor døren igen, da jeg tændte for computeren.

Jeg har i lang tid været i besiddelse af domæne-navnet "MUNK1", og har bare ventet på en lejlighed til at kunne anvende det.

Navnet skal egentlig udtales "MUNKEN", og følger den moderne konstruktion, hvor bogstaver og tal danner et navn. Denne mode er meget sjov, og der kan undertiden være tale om en hel rebus, men "MUNK1" er vel hurtigt lært.

Igår havde vi vores naboer, Sven & Jenny, inde til en lille julehygge-kop-kaffe, og jeg havde tænkt mig at vi primært skulle tale om pasning af vores hus, medens vi er væk, men inden vi fik set os om, var tiden gået med al anden god snak, og Sven & Jenny skulle videre i dagsplanen, så vi fik lige snakket løst om pasningen, idet vi gav hinanden hånden til farvel.

Men nu er det heldigvis sådan at Sven og Jenny kender opgaven til bunds efter at have haft os som naboer i godt og vel 37 år, så ingen problemer med det..

Vi har foreløbig planlagt afgangen til torsdag morgen, den 18. december, kl. 07:00, idet målet den første dag er omkring Darmstadt, som ligger syd for Frankfurt.

Her har Kirsten på forhånd fundet adskillige gode overnatningsmuligheder, og hvis vejret arter sig godt igennem Tyskland, bliver det nok således.

Vi regner med 3 dagsmarcher på hhv. 875 km, 600 km og 380 km, alt ialt en distance på ca. 1850 km., men det hele afhænger selvfølgelig af vejret, trafikken og at bilen opfører sig ordentligt.

Som sagt er første stop omkring Darmstadt, hvorefter vi om fredagen regner med at kunne køre igennem CH, hvor vi tager ruten igennem Skt. Gotthardpasset, dog ikke op over passet men igennem tunnellen. Ude på den anden siden af tunnellen skulle vi gerne nå til Como-søen, hvor Kirsten igen har udset sig adskillige gode alternativer for overnatning, og altså denne gang i Italien.

Om lørdagen, den 20. december skulle vi så gerne nå vores bestemmelsessted, nemlig Villa l'Escale, 855, Chemin des Espinets, 06570 Saint-Paul de Vence.

17.12.2014, Løgten

Dagen har været fortravlet, og vi har begge været i byen for at afslutte de sidste indkøb inden afgang i morgen tidlig.

Vi har planlagt at stå op kl. 05:30 for at kunne være klar til afgang kl. 07:00.

Vejrmeldingen for ruten igennem Tyskland viser sig fra sin gode side på denne årstid, og der meldes om ca. 12 graders varme helt indtil Frankfurt men også risiko for regn.

Lige nu roder stuen med massevis af poser, tasker, tøj og en del løse ting, som altsammen skal stuves af vejen i bagagerum og på bagsædet i bilen, og jeg har fået sørget for ekstra luft i dækkene i eftermiddags, således at de er klar til tung last.

18.12.2014, Bürstadt

Dagen startede med at jeg blev vækket i min allersødeste søvn kl. 5:30 efter at være gået i seng over midnat, vel vidende at der forestod en lang dags rejse, men det er ikke nemt at nå alt i denne verden, og slet ikke at komme i seng til tiden.

Jeg nærmest væltede ud af sengen, søvndrukken og stadig med en halv drøm i hovedet, da jeg pludselig hører K højlydt råbe ude fra badeværelset: ”59,7”………. ? Nå ?, tænkte jeg, det lyder nu ikke, som om hun er ved at tage sin feber ? ”Nu er jeg kommet under 60 !” lød det så derudefra.

Så faldt tiøren, men jeg var som sagt heller ikke helt vågen, og selvom tallene føg igennem luften, havde jeg ikke lige regnet ud at der kunne være tale om vægttal.

Og stoltheden stod tydeligt afspejlet i hendes øjne, da jeg lukkede døren op til badeværelset.

Nu taler man normalt ikke om en kvindes alder og det skal vi da heller ikke. Og man taler da slet ikke om hendes vægt, men i dette tilfælde bliver jeg nødt til, for forståelsens skyld, at blotlægge Kirsten’s slankekur, som startede med et udgangspunkt på 68 kilo i maj måned i år. Måske ikke en særlig høj vægt for en kvinde i hendes alder og med hendes højde, men hun syntes alligevel at det var blevet for meget, og besluttede så at gøre noget ved sagen. Og nu er hun efterhånden ved at være på vej tilbage til ungdomsidealet, som da jeg mødte hende for første gang for 48 år siden, og hvor vennerne kaldte hende ”Skeleton” !..... nej, spøg til side, ikke mere snak om vægt….. det skulle da lige være, at når hun nu engang er kommet igennem den franske ferie med al den gode mad, som en sådan ferie indebærer, kan hun sikkert starte forfra igen.

Vi havde planlagt at køre hjemmefra kl. 07:00, men da forsinkelser normalt hører til vores dagsorden, blev klokken halvotte inden vi kom afsted. Og pyt, tid har vi jo nok af, indtil andet viser sig.

Første stop var rastepladsen ved Frøslev V, hvor vi lige snuppede en kop kaffe, således at vi var klar til det første lange stræk igennem Tyskland. Vores næste stop blev rastepladsen ”Göttingen W”, hvor menuen igen stod på en kop kaffe men også et par panini schinken/käse.

Det regnede stærkt hele vejen indtil Kassel, men trafikken gled let og der var ikke så meget vejarbejde som sædvanligt og kun et par strækninger med ”Stau”.

I Frankfurt var det begyndt at blive mørkt, og vi havde stadig et godt stykke tilbage, men det lykkedes at finde Bürstadt, som ligger syd for Darmstadt, hvor K havde udsøgt hotellet ”Schützenhof” lige midt i centrum af byen. Vi blev dog nødt til at ringe dem op, da vi stod ude på gaden, og døren ind til hotellet var låst. Det viste sig dog at der var tale om indgangen til restauranten, og at hotellets indgang lå omme på den anden side af huset.

Hotellets ejer, Markus Stockmann, lukkede døren op med et lille barn på armen, og han viste os straks op til det sidste ledige værelse, som vi selvfølgelig sagde OK til, selvom der var tale om verdens mindste dobbeltværelse. Men han slog så også 10 euro af prisen,

Hotellet har en 300 år gammel historie, og ligger stateligt der midt i centrum som den eneste bygning i bindingsværk imellem de mere moderne byggerier.

Markus fortalte stolt om den ældgamle gren af familien, som var at se på forskellige billeder rundt om i restauranten, og familien har ejet stedet igennem mange år.

Aftensmaden i restaurantens hyggelige omgivelser var traditionel tysk med masser af kød, brat-kartoffeln, surkål og lokal hvidvin. Markus var også tjener og serverede det hele ganske nydeligt for os, samtidig med at han også havde andre borde at betjene. Da vi var færdige til at gå op på værelset, bad vi ham hilse kokken og sige tak for den gode mad."Vil I ikke gerne hilse på kokken ?", sagde han, og fortsatte "Det plejer vi at gøre her, når gæsterne er tilfredse". Vi sagde selvfølgelig jatak, og forventede at han så hentede kokken ude i køkkenet. Men så gav han os resolut hånd, samtidig med at han sagde "Kokken, det er også mig !".

Dagens strækning lyder på 923 km. efter en tur på 10 timer.

19.12.2014, Argegno, Lago di Como,

Vi er ankommet til Hotel Belvedere,  som ligger lige op ad søen i en lille flække, Argegno, på østsiden, og vi har fået et flot værelse med en virkelig god udsigt ud over søen, og minsandten om vi ikke har fået det eneste værelse med balkon, og det endda uden at vi har bedt om det. Udenfor indgangen står der et stort oliventræ fyldt med jule-lyskæder, og længere henne på vejen står der en række høje palmer ligeledes fyldt med julelys.

Vi tog fra Bürstadt kl. 10:30 og ankom til Como søen klokken 16:30.

Turen igennem CH gik overraskende godt, og igen gled trafikken uden problemer.

Ved grænsen i Basel måtte vi købe en vignet til forruden, og på skiltene inden stod der at den kostede 40 euro. Vi rakte tolderen 50 euro, hvorpå han overraskende gav os 6 schweizerfranc tilbage. Disse 6 franc nåede vi dog ikke at bruge i Schweiz, for lige pludselig var vi nået til den italienske grænse, så nu gemmer vi den formidable formue, og håber på at kursen stiger.

Den eneste fejl vi endnu har begået på ruten var i dag, hvor vi inde i Como by tog fejl af vejen ud af en rundkørsel med 6 udgange. Men der var også fyldt med et mylder af små hurtige italienske biler på alle sider af os. 

Dagsetape på 580 kilometer og en varighed af 6½ time med et enkelt ophold undervejs.

Kl. 21:42

Er lige kommet op på værelset efter en dejlig italiensk aftensmad på dette hyggelige hotel, så nu er dagen blevet afrundet på en udmærket måde.

Under måltidet, som virkelig var godt, begyndte Kirsten at fable om at prolongere opholdet med en dags tid, således at vi lige kunne falde til ro efter 2 dages køretur, men jeg har hende mistænkt for at det skyldes det gode menukort, som hun gerne vil studere noget nøjere i praksis. Men jeg synes nu at vi bør overholde aftalen omkring vores lejemål i Saint-Paul de Vence, hvor vi har aftalt at mødes i morgen ved 17-tiden, frem for at tilbringe en ekstra dag her, og endvidere gør det også et ekstraordinært indhug i vores allerede lagte budget, så vi er stækket inden vi når vores bestemmelsessted.

Lige nu står hun i baggrunden og snakker om at vi bør gå en tur rundt i byen, inden vi tørner ind for natten. God idé, så jeg holder lige en pause i skriveriet, og så overtaler jeg hende til afgang i morgen !

20.12.2014, Argegno, Lago di Como,

Færdig med morgenmaden, som bestod af cappucino, american coffee, brød, müssli, frugter, yoghurt. Derudover var der et stort udvalg af kager i forskellige udformninger som lagkager, der kunne skæres stykker af, men dem sprang vi dog over. Det må være specielt italiensk med den slags kager til morgenmad.

Vi sad ude på restaurantens  terrasse mod søen. Der var var opsat smarte konvektorer ude i siderne, så vi kunne holde varmen. Ovre på den østlige side af søen steg de høje bjerge op som mørke skygger, og oppe mod nord var solen begyndt at skinne på de fjerneste bjergtoppe, som lå dækket af sne.

Men pludselig brød solen op over bjergtoppene i øst og skinnede voldsomt ind på terrassen. Jeg måtte hurtigt lægge trøjen, men kom alligevel til at småsvede, inden vi var færdige med morgenmaden. Fantastisk for en effekt solen har her på denne årstid.

Vi er ved at pakke sammen på værelset, men kan næsten ikke løsrive os fra den flotte udsigt ude på balkonen med søen lige neden for. Der er mange ænder, svaner og nogle arter af fugle, som vi ikke kender. Ind imellem tøffer en rutebåd forbi, med retning mod en af byerne langs søen..

Kl. 19:54, Saint-Paul de Vence

Vi ankom til Saint-Paul de Vence ved 16-tiden efter en tur på ca. 400 km.

Ikke så snart var vi væk fra Como-søen, da en forfærdelig tåge strømmede os i møde. Vi var nu i lavlandet, som strækker sig hen over denne del af Norditalien, og som gennemskæres af Po floden ca. 40 km. syd for Milano. Hele denne strækning ned til nord for Genova foregik i så tæt tåge, at vi ikke kunne se landskabet omkring os, men vi kender det fra tidligere, og det er ikke specielt spændende. Men vi kunne da se baglygterne fra de mange overhalende biler. og på omfartsvejen vest om Milano, myldrede det som sædvanligt med køretøjer i alle 8 vognbaner(4 i hver retning). Termometeret viste 5 grader.

Nord for Genova dukkede bjergene op igen, og der var stadigvæk meget tåget. Men nu begyndte også de mange tunneller at dukke op, og efter at vi var kørt igennem en af de første, var tågen fuldstændig forsvundet og solen stod højt på himlen. Temperaturen var nu steget til 9 grader. Og helt nede ved kysten vest for Genova gik det da helt grassat med 17 grader.

Over 100 tunneller kunne vi tælle inden vi opgav at tælle flere inden den franske grænse. Ruten langs den Liguriske kyst vest for Genova er fantastisk flot anlagt, og den gennemskærer den ene bjergslugt efter den anden. Mange steder køres på højt anlagte bro-systemer, hvor man kan kigge ned i dalene med de mange huse, som ligger overalt helt oppe fra den øverste del af dalen mod nord og ned mod kysten i syd. Landskabet domineres overalt af drivhuse, store og små, og her må være et specielt frugtbart klima til den slags avl. 

Så snart man krydser grænsen til Frankrig, kommer skiltene med Menton, Monaco, Nice, Cannes osv. og helt indtil Nice har vejen undertiden så voldsomt et fald, at man ikke kan nøjes med at geare ned for at bremse med motoren. Og jeg påskønner umiddelbart at det var godt, at der for nylig blev lavet nye bremser på bilen.

Men ikke så snart var vi inde i Frankrig, da vi blev mindet om deres forfærdelige bureaukratiske system med hensyn til betalingsveje. Det system har vi kendt til i mange år, men alligevel bander man hver gang der skal hives 2,30 euro op af lommen, eller 1,50 euro, eller, for at det ikke skal være løgn, 0,60 euro !... jo, vi blev, på en strækning af 40 kilometer, ledt ind betalings-sluser 3 gange for at aflevere de nævnte småbeløb, inden vi nåede vores bestemmelsessted ved Saint-Paul de Vence.  Ovre i Italien kunne vi dog køre en strækning på over 300 km. førend betalingen skulle falde, og i Schweiz skulle vi kun betale ved grænsen. Andre steder i Frankrig kan der selvfølgelig køres længere strækninger imellem hver betaling, men her nede på denne del af kysten, er det da helt galt.

Der findes selvfølgelig også et væld af gratis landeveje, men så skal man virkelig have god tid i dette overtrafikerede land.

Og det skal så siges til systemets fordel, at det er nogle utrolig flotte motorveje, der køres på.

Forresten må jeg lige nævne, at i Italien skal man huske at tælle pengene, som evt. gives tilbage ved de manuelt betjente betalings-sluser, og det bedste er at betale lige præcis det beløb, som opkræves..

Vi er kommet af med lidt over 500 kr. i vejafgifter igennem CH, I og F.

21.12.2014, Saint-Paul de Vence, Villa l'Escale

Vi har sovet længe i dag, og jeg føler mig stadig overtræt efter den lange køretur. Men mon ikke det bliver bedre op af dagen.

Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel, og vi har lige siddet ude på terrassen i liggestolene og nydt vejret. Vi talte om, at vi måske alligevel skulle have taget shorts med, men det kan vi vel købe nede i byen.

Jeg tror nu ikke, vi kommer på nogen udflugter i dag i det gode vejr, men foretrækker driverlivet på terrassen.

Jeg havde lige sat mig til at skrive lidt i formiddags, da Jean Yves bankede på og stod med 2 store skåle udenfor. I den ene var der mandariner og i den anden appelsiner. Og han understregede at det hele var her fra stedet. I morgen vil han komme med citroner, som gror omme på sydsiden af huset. Men han understregede at der var tale om grønne citroner. Men det allerbedste, synes jeg, var da han sagde ”Vous parlez français très bien !”, hvilket skal oversættes til ”De taler virkelig godt fransk !”.

Vi bor i Villa l'Escale i den underste af 2 etager. Ejerne, Marianne og Jean Yves samt deres søn, bor på etagen ovenover.  Vi har 2 store værelser, stue, bad og køkken og så en stor terrasse, som vender mod vest med udsigt over til Saint-Paul de Vence.

Mod syd ligger byen Cagnes sur Mèr 5 km. herfra, og mod nord ligger Vence, også 5 km. herfra.

Vi blev modtaget af Marianne og hunden ”Tango”, da vi ankom i går. Hun viste os rundt i huset og forklarede de forskellige ting. Marianne er dansk, og har boet hernede i mange år, så det er selvfølgelig en stor fordel at have hende indenfor rækkevidde, hvis vi skulle få brug for gode råd og vejledning om området.

22.12.2014, Saint-Paul de Vence

Vi slappede af hele dagen i går i det gode vejr på terrassen i 16 – 17 graders varme, og i solen var det ganske behageligt.

Dog foretog vi en lille udflugt til fods op til bageren en kilometers vej herfra, og sidst på dagen en udflugt i bil til et supermarked i La Colle-sur-Loup, hvor vi foretog de mest nødvendige indkøb til dagligdagen.

I dag har vi brugt eftermiddagen på en tur over til Saint-Paul de Vence, som ligger 1 kilometer herfra i fugleflugt. Man kan spadsere en rute på 3 kilometer derover ved at følge nogle lokale småveje uden rigtige fortove, så der skal virkelig passes på trafikken.

Man ser sjældent nogen spadsere langs de franske veje, og det er forståeligt nok med den forurening, som kommer fra alle diesel-bilerne hernede. Kun et par indfødte danskere tør vove sig ud på disse franske fortove, som her altså er lig med den smalle kant der måtte være i overskud ude i vejsiden.

Når vi spadserer på gader og veje, er der én ting, som altid holder stik. Der kommer altid en pige og en sporvogn til… !... nej, var det bare sådan, men der kommer altid en dieselhørmer og en scooter til og forpester luften lige foran os. Alle køretøjer hernede udstøder en tydelig giftig røg, som straks mærkes i næsen. Kommer de ikke susende forbi os, er det næsten sikkert, at en af de parkerede i vejsiden starter, og det lige foran os, således at vejen foran os igen forpestes med en forfærdelig luft.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det giver underskud i ens ”Helse-bogholderi” at foretage motionsture på de franske fortove. Det man vinder i kroppens konditions-system ved at motionere på gå-ben eller løbe-ben, sættes helt over styr i kroppens lunge-funktion, som bliver alvorligt svækket efter et ganske kort ophold på et fransk fortov.

…..Og samtidig med at vi så skal holde os for mund og næse for ikke at få afkortet endnu mere tid af vores i forvejen forkortede liv, skal vi passe på ikke at træde i en hundelort.

Ja, at vi gider, men bagefter, i genfortællingen, glemmer man let irritationen, og i stedet for træder et vist idyllisk skær af fransk levevis og kultur frem…… ja-ja, selv en hundelort indgår i kulturen…. altså den franske !

Det med biler og forurening og hundelorte er selvfølgelig ikke noget nyt for os. Det har vi oplevet mange gange før, i alle de år vi er kommet til dette land, og det er og bliver en del af den franske levevis. ”Shit følge, eller land fly !”.

Nå, tilbage til gåturen til Saint-Paul, som efterhånden er skubbet noget i baggrunden til fordel for et lille indlæg om kunsten at færdes på franske fortove.

På et tidspunkt skulle vi rundt om et sving på vejen, og her var der ikke engang en smal stribe i vejsiden, men kun asfalt og en hæk, som ragede et lille stykke ud over vejen. Jeg gik forrest, men hørte så en bil komme forude samtidig med at Kirsten råbte til mig. Jeg besluttede lynsnart at foretage en hurtig tilbagetrækning hen til hende ca. 10 meter tilbage, hvor hun stod i læ i et lille indhak i vejsiden. Og det viste sig at være en god beslutning, for ganske rigtigt kom en meget bred Porsche i vild fart susende forbi så tæt på, at bilen rørte ved hækken, og hvis jeg var blevet stående, var det slut med at skrive i denne dagbog…. Pyh-ha…. at han kørte så tæt på hækken, skyldtes nok at der samtidig kom en bil ovre i den modsatte smalle kørebane, og lige præcis i vejsvinget skulle de passere hinanden.

Noget chokerede listede vi forsigtigt videre mod vores mål, og kom til sidst, ad nogle meget stejle veje, op til bagsiden af Saint-Paul de Vence. Her stødte vi først på kirkegården, som vi også kan øjne ovre fra vores terrasse på den anden side af dalen. 

Vi kunne ikke lade være med at gå derind, nysgerrige som vi er, og en fransk kirkegård er altid interessant at besøge. Alle gravsteder er mere eller mindre pompøse, og som regel meget velholdte. For det meste er gravstederne sarkofager og mausolæer, for jord er der ikke noget af, og sjældent ses friske blomster. Derimod er der masser af kunstige blomster, palmer og cypresser i mange varianter.  Og blomsterbuketter findes også hyppigt udført som keramik. Men som det helt anderledes islæt i forhold til derhjemme, er at mange har placeret fotos af deres afdøde familiemedlemmer på selve gravstedet. Disse fotos er enten placeret godt i en glasramme eller indlagt i en emalje-plade. Og tit ligger de blot placeret oven på sarkofagen, eller også er de placeret i hovedgærdet af sarkofagen.

Her på kirkegården ligger den store franske maler, Marc Chagall, som døde i 1985. På hans sarkofag ligger en masse flade sten i en stor rundkreds, og på de fleste af stenene er der skrevet mindeord fra hans store fanskare.  Inde i rundkredsen ligger der hundredvis af euromønter i alle størrelser, dog ikke 1, 2 og ½ euro, men kun småmønter, 20, 10, 5, 2 og 1 cents. Hvad disse ”offergaver” skal symbolisere, ved jeg ikke, og besynderligt ser det ud.

Vi gik videre op i byen, men måtte skynde os på en kort rundtur, da hjemturen helst skulle foregå medens det var lyst. Selve byen ligger på en bakketop, og minder om mange andre franske byer, som også er bygget op omkring en bakketop. Denne by indeholder dog en masse gallerier, små butikker med udstillede malerier og skulpturer, som kan købes for en forfærdelig masse penge. Saint-Paul de Vence er tydeligvis befolket med kunstnere af den dygtige slags.

Vi må vente med at udforske Saint-Paul til en anden dag, hvor vi har mere tid, for hovedformålet med at besøge Saint-Paul er især kunstmuseet ”Fondation Maeght”, som er et ”must”, når denne egn af landet besøges.

24.12.2014, Saint-Paul de Vence

Vi er stået sent op i dag den 24. december, og har så ikke hele dagen for os, men når det nok alligevel.

Det blev lidt for sent i går, og vi kom først hjem fra en bytur til Nice ved 21-tiden.

Vi kørte i bilen ned til banegården i Cagnes-sur-Mèr, hvor vi efter den del forgæves søgen endelig fandt en tom parkeringsplads.

Derefter, ovre ved billetautomaten, måtte vi lige genopfriske proceduren med at bestille billet på denne underlige maskine, men da det kun er to år siden, vi prøvede det sidst, gik det nogenlunde hurtigt.

Inde i toget, som er i 2 etager, var vi så heldige at finde to tomme sæder overfor en ung mand, som skyndsomst flyttede sine ben ned fra det ene af sæderne. Derefter puttede han høretelefonerne ind i ørerne igen, og lænede sig drømmende tilbage i sædet.

Det kan godt være svært at finde ledige siddepladser i disse tog, som betjener alle byerne imellem Cannes i vest og Menton i øst. Og jeg tror faktisk at de ender helt henne i Ventimiglia inde i Italien.

Men det er en utrolig populær bane i regi af SNCF, den franske pendant til DSB.

Togene er nok det mest effektive transportmiddel hernede, for på de steder, hvor togruten følger landevejen, kan man se bilerne snegle sig af sted i lange stimer.

Ja, togrejsen er det mest rationelle, men man skal så finde sig i alle de mobil-talende passagerer, som hernede, ligesom derhjemme, heller ingen hæmninger har med hensyn til at tale så højt, at alle omkringsiddende kan følge med i samtalen. Altså såkaldte tale-ekshibitionister. Nu foregår det selvfølgelig mest på fransk, så jeg lytter ivrigt efter for at lære, og er ikke så irriteret over det, som jeg kan være derhjemme. Og hvis ikke de sidder og taler i mobilen, sidder de og sms’er eller surfer. Alle….. !

På vejen til Nice Ville, som hovedbanegården i Nice hedder, sad der en pige, formodentlig fra Tahiti eller en anden tidligere oversøisk fransk koloni, og talte og talte, og ringede op, og ringede op, og da hun endelig lagde telefonen, var det for at starte på fortæringen af et æble, hvilket også kunne høres overalt i togvognen…., så var det næsten bedre da hun talte.

Fra banegården i Nice Ville er der ikke så langt hen til Avenue Jean Médecin, som er byens hovedstrøg, og hvor man er forskånet for andre køretøjer end de sporvogne, som kører i begge retninger i midten af denne brede avenue, men sporvejsarealet anvendes samtidig også som en del af gågaden, så igen skal man passe på, og ambulancen ses og høres da også regelmæssigt i gadebilledet.

Der var tæt befolket af mennesker på vej op og ned ad avenuen , og ud og ind af de mange butikker, og det til trods for at der var tale om en tirsdag midt i arbejdstiden, dog lille-juleaftensdag…. Men det er vel ligesom derhjemme på Strøget i Århus, der er også altid fyldt med mennesker midt i arbejdstiden.

På vej ned ad Jean Mèdecin konsulterede K lige en H & M, ja forstå det, hvem der kan, men at gå i H & M i Nice, når man ligeså godt kan gøre det hjemme i Århus.

I stedet for skråede jeg over gaden på den anden side, for at kigge på den pragtfulde katedral ”Basilique de Notre Dame”, og det var virkelig en flot ”Crèche de Noël”, de havde fået stablet på benene derinde, og jeg fik taget nogle gode fotos.

En ”Crèche”, som på dansk betyder julekrybbe, er en stor del af den franske jule-kultur, og noget som alle går meget op i. Vel især børnene, som tit er med til at lave dem. Det er en opstilling af juleevangeliet i form at små figurer(santons) i landskabet fra julenatten med Jomfru Maria siddende i stalden, men dog uden Jesus-barnet. 

Det kulminerer så, i kirkerne, til midnatsgudstjenesten juleaften, hvor en procession bærer det lille Jesus-barn ind og placerer det hos Jomfru Maria, altså igen i form af en lille figur(santon).

For enden af ”Jean Mèdecin” endte vi på Place Massena, hvor det altdominerende synsindtryk var et kæmpe Pariserhjul, som kørte langsomt rundt, endda med adskillige af gondolerne fyldt.

Ellers var der fyldt med juleudsmykning i form af guirlander i alle former, lys i alle farver, og røde udstoppede nissemænd. Og så selvfølgelig masser af juletræer, smurt ind i noget hvidt stads, som ligner sne.

På skøjtebanen var der masser af liv som sædvanligt. Der stod en lang kø af børn med deres forældre. De stod tålmodigt og ventede på at blive fotograferet sammen med julemanden, som sad og tronede, bogstaveligt talt, oppe på en piedestal formet som en guld-trone. Der var gjort plads rundt omkring ham, så hele familier kunne blive foreviget via det smarte kamera, som var placeret foran. Og der var tale om en rigtig god gammel hyggelig julemand, som virkelig kunne trække publikum til.

Som noget ny, indenfor de sidste 2 år, er der anlagt et springvands-system i et stort flise-areal på Place Massena, og det kan nok være at det var en attraktion, især for børn.

Ca. 200 stråler springer op fra fliserne i et flot tilrettelagt program, som varierer i det uendelige fra små stråler til store stråler i alle mulige kombinationer. Det helt sjove er, at man må/kan gå rundt inde i området og dermed lade sig ”bestråle”, så mon ikke det er et hit på en varm sommerdag. Men selv her ved vintertid drøner masser af børn rundt derinde, medens mødrene står nervøst og skælder ud uden for området. Fædrene står samtidig og fotograferer hele menageriet.

Vi endte til sidst nede i den gamle bydel(Vieux Nice), og kom forbi rets-bygningen, Palais de Justice, hvor vi, tilbage i 1999, sad på en café lige overfor, og en ældre dame sad og sang så smukt på trapperne op til retten.

Denne gang stod der 3 forbryderisk udseende mørke mænd, lige kommet ud fra retsbygningen, og de stod nu oppe ved de store søjler, ivrigt gestikulerende og højt-talende, imens den ene af dem, en Godfather-udseende type var i færd med at tage overtøjet på. De var formodentlig lige undsluppet et opgør i retten, og tydeligvis med et positivt resultat, hvilket fremgik af deres tilfredse miner.

Vi smuttede derefter lige om på Cours Saleya, hvor byens marked ligger, og ligesom for 2 år siden købte vi et lille oliventræ af den samme dame som dengang. Så nu er ”juletræet” i hus.

Videre op ad de smalle gader med retning mod bjergtoppen bag den gamle by, hvorfra man kan skue ud over hele Nice by og omegn, men undervejs var vi ved at være sultne, så vi stoppede op på et lille torv og udsøgte os et sted med det flotte navn ”La Claire Fontaine”, vel nok opkaldt efter den flotte fontæne, som stod midt på torvet. Der var udendørs servering, dog under en kraftig markise og tilhørende sider af kraftig rød teltdug og med vinduer af plexiglas. Vi kunne sagtens holde varmen under gasvarmerne, som var placeret  oppe under loftet

Vi fik hurtig servering af byens lokale specialiteter, Pissaladière og Salade Nicoise og dertil ¼ hvidvin af husets, samt 1 cola.

En hyggelig frokost et sted i den gamle bydel.

Ude igen fortsatte vi videre ad de små gader i den gamle by op mod bjerget.

Vi endte på toppen efter megen møje og besvær op ad de mange hårnålesving.

Lige inden det øverste plateau stod en mand og spillede fransk musik på en harmonika, og den stemning, som sådan noget musik frembringer, får mig som regel til at lægge et par mønter.

På toppen nød vi udsigten ud over den store by, og vi tog adskillige fotos. Nede i byen var synet domineret at det store Pariserhjul på Place Massena. Mod vest strakte Promenade des Anglais sig så langt øjet rakte. Ovre på den anden side af bugten kunne vi se lufthavnen med al dens trafik. Oppe mod nord kunne vi se de hvide sneklædte bjerge i det fjerne. Ja, jeg skal love for at vi blev mættede af alle disse flotte synsindtryk.

Nede i byen igen var det begyndt at mørkne, da vi kom vi forbi en Ecole Maternelle, hvor børnene var ved at blive afhentet, hvilket var et tegn på at klokken var henad 17.

En Ecole Maternelle er en underskole for de mindste børn, og der så ud til at være ligeså mange pårørende som børn. Nogle blev hentet i bil, andre til fods. Så var der lige ham faderen på motorcykel, som placerede sin lille dreng foran på benzintanken uden nogen form for sikkerhed !

Da vi nåede tilbage til Place Massena, var det nu blevet helt mørkt, og vi beundrede de farvestrålende jule-belysninger, som var overalt.

25.12.2014, Saint-Paul de Vence

Juleaften forløb stille og roligt, og vi havde god tid til det hele.

Vi fik østers til forret, hvilket er almindelig fransk tradition, og derefter Chapon, en hanekylling på 3300 gram, så nogen hanekylling ligner det nu ikke, men nærmere en kalkun. Men det er også en fransk tradition. Og ligeså fransk var desserten, nemlig ”Buche de Noël”, en mindre konditorkage formet som en brændeknude eller træstamme, og de findes i et utal af varianter. Vi fik en med Grand Marnier og en med Chocolat/Grenache.

Vi havde oprindelig planlagt at tage til midnatsgudstjeneste enten i Saint-Paul, Haut Cagnes eller oppe i Vence, men vi droppede det til sidst.

For 2 år siden var vi til en sådan gudstjeneste ovre i Villefranche sur Mèr, men da kunne vi også spadsere hen i kirken og tilbage igen. Her er vi nødt til at køre i bilen, og det kræver at man for det første forsager al vin til julemaden, og det er en vanskelig sag med det gode udvalg af vine. Derudover kræver det også at man kan finde en parkeringsplads, og det er en endnu vanskeligere sag.

Her på egnen er traditionen den, at man mødes på byens torv ½ time før midnat, og går så i fælles procession til kirken. Efter gudstjenesten, som varer ca. 1½ time, er der mulighed for  at deltage i en speciel provencalsk tradition ”De 13 desserter”.

Disse traditioner gik vi glip af denne gang, men slap til gengæld for at falde i søvn i kirken under den lange katolske ceremoni.

26.12.2014, Saint-Paul de Vence

Det er fredag og dermed 2. juledag derhjemme i DK, men hernede er der ikke noget, der hedder 2. juledag.

I går, 1. juledag, var vi på ekspedition til millionærernes paradis, Monaco,

Vi kørte dertil i bil, en flot tur på ca. 36 km., hvor man kører ad A8 igennem den nordligste del af Nice og kan skue ud over en stor del af byen. Vejafgifter i alt 8,80 euro tur/retur.

Vi endte nede i en parkering på 3. etage under jorden lige midt i Monte Carlo by.

Udgangen fra denne parkering gik via en trappe lige op til centrum for hele skuespillet, nemlig Place du Casino, hvor vi havde planlagt at foretage studier af millionærernes gøren og laden.

Place du Casino består i midten af en rundkørsel, hvor omkring alle herlighederne ligger placeret, og inde i rundkørslen er det muligt at opholde sig på et smalt fortov hele vejen rundt.

Ude i midten af rundkørselen, hvorom hele denne mondæne verden drejer, er der anlagt den flotteste julepynt, man kan forestille sig. Juletræer med ”sne”, som et rigtigt vinterlandskab overalt. Om aftenen er der et fantastisk lysshow med evigt skiftende farver på træerne og landskabet, så man bliver overvældet af synet.

I sydlig retning, ud mod havet, ligger selve spillekasinoet, i vestlig retning ligger det over 150 år gamle ”Hotel de Paris” med sin flotte facade, og mod øst ligger den ligeså flotte ”Café de Paris”. Mod nord ligger der placeret et stort springvand.

Så her ude på dette smalle fortov, stod vi nu de næste par timer med åben mund og polypper for at glo på alle de rige.

Det kan ikke kaldes at studere folkelivet, for der er kun tale om det øverste lag af samfundet, som har råd til at bo eller opholde sig her, og som elsker at vise såvel deres rigdom som deres, ind imellem, yderst dekadente levevis frem, hvilket vil fremgå af kommende observationer.

På et tidspunkt afbrød vi dog med et enkelt smut over i spillekasinoet til venstre for Café de Paris, hvor det ikke kostede noget for at komme ind og ”rykke” i de enarmede tyveknægte, som nu om dage selvfølgelig er digitale tyveknægte med trykknapper på. Vi ofrede 5 Euro på spil, og det tog os rundt regnet  2 minutter at spendere dem, og det selvom vi på et tidspunkt kulminerede med en total formue på 7,30 Euro, som vi kunne aflæse i displayet.

Nå, tilbage til rundkørslen, hvor vi så igen stod med øjnene på stilke.

Jeg brugte især meget tid på at studere de hele tiden ankommende biler. Ovre ved Hotel de Paris kunne de nogle gange stoppe op midt på vejen, hvorefter ejermanden, som selv kørte Rolls-Roycen, steg ud. Efter et kort nik, til den i fuld fart hastende piccolo inde fra hotellet, forlod han bilen og slentrede nonchalant iklædt sit dyre tøj med hat, halstørklæde og fine handsker hen ad den tomme gade. Bag ham spærrede hans bil jo for trafikken, inden piccoloen, som vel nok var chauffør-uddannet, fik startet kolossen og kørt den over på en af de mange afspærrede holdepladser, tilhørende hotellet. Her låste han den af, og skyndte sig ind igennem den flotte svingdør til hotellet. Derefter kunne sceneriet gentage sig, blot med en ny rigmand i centrum.

Ovre ved kasinoet stoppede en stor bil midt på fodgængerovergangen og spærrede dermed for både fodgængere og yderligere trafik. Der sad tydeligvis en større familie inde i vognen. Ud steg familiefaderen, gik rundt til alle de øvrige bildøre og hjalp den resterende del af den pukkelryggede dekadente familie ud af bilen. Derefter om til bagagerummet for at tilse at alle juveler og pengeskrin kom i de rette hænder…., alt dette imedens køen af biler bagved hobede sig tålmodigt op, idet de velvidende nok skulle komme på podiet senere. Derefter sidste akt med bilejeren stående afventende at familien nu kom korrekt op ad trapperne til kasinoet, eller ventede han mon på at vi, rakket, skulle applaudere forestillingen ?

Ikke underligt at den utålmodige parkerings-kontrollør fra kasinoet til sidst kom med henkastede lavmælte bemærkninger om den aldeles upassende parkering, og først da steppede patriarken ind i limousinen igen, og kørte langsomt hen for at finde parkering, gud ved hvor.

På fortovet udenfor hotellet stod 2 ”dyre” damer, begge i flotte pelse, og de stod vel og ventede på at Rolls-Roycen blev kørt frem.

Måske de boede på den allerdyreste af suiterne, Winston Churchill, som koster ca. 83.000 kroner i døgnet, men så er det også med fri internet og fri adgang til kasinoet, som i sig selv er 100 kr. værd. Og har de alligevel ikke haft råd til det, har de kunnet vælge suiten ”Charles Garnier”, som kun koster ca. 55.000 kr. i døgnet, men gad vide om der så er gratis internet med  ?

Vi havde meget svært ved at komme væk fra dette underholdende menageri, og da vi endelig forføjede os væk, og påbegyndte traveturen videre ud i byen, var det begyndt at mørkne og alle julelys blev nu tændt. Jeg gik et stykke tilbage, så jeg kunne se op til kasinoet, og ganske rigtigt, hele rundkørslen lå nu badet i julelys, og det vel at mærke i alle skiftende farver, så jeg kaldte på K og vi ilede tilbage for at overvære dette spektakulære syn, og for at tage yderligere fotos. Og det var flot ! Og der var nu ankommet endnu flere mennesker for at overvære dette formodentlig berømte skue af julelys og glimmer og pynt.

27.12.2014, Saint-Paul de Vence

Og hvad sker der så for den erfarne gamle programmør…… !... jo, han kommer til at slette det meste af hjemmesiden i et euforisk anfald af oprydning og om-organisering af alle filerne tilhørende hjemmesiden.

Lige præcis det, der ikke måååå ske…. men så fik jeg da lørdag eftermiddag og noget af aftenen til at gå med at reetablere hele skidtet, og sågar bygge noget af det op på ny. Godt at der er så god en wi-fi linie her i huset, ellers havde jeg nok været klar til at nedlægge hele arbejdet med hjemmesiden.

Og backup havde jeg heller ikke fået etableret godt nok endnu, altså endnu en stor fadæse af en så erfaren it-mand, som endda er så erfaren, at han også har sin erfaring fra tiden tilbage i forrige århundrede, da det hed edb-mand.

Nå, men af skade bliver man klog, men sjældent rig, og dog bliver man i hvert fald rig på erfaring, og så er meningen selvfølgelig at man bør lære af denne erfaring, så der er da håb forude for at en lignende fadæse ikke sker igen.

Så hvis nogen af en eller anden grund skulle have forvildet sig ind på MUNK1.DK sidst på dagen, skyldes det tekniske uheld altså ovenstående søforklaring.

Undskyld især til de ihærdige læsere af siden, altså de, som sidder og venter troligt dagen lang på nyt fra Sydfrankrig i denne vintertid, og som måske har set de gruelige kendsgerninger i øjnene, at web-editoren, det fjols, skulle have lavet ulykker.

Jeg kunne godt have brugt tiden på noget andet, altså nu når jeg/vi opholder os i Sydfrankrig, men man kan kalde det held i uheld, at klimaet samtidig er slået om til kraftig blæst samt et større fald i grader celcius, så vi er nok ikke gået glip af oplevelser, som vi ikke kan nå at indhente i den nære fremtid.

Skulle nogen observere forandringer i hjemmesiden i forhold til tidligere, er man velkommen til at komme med et praj, da min hidtidige korrekturlæser ind imellem mister interessen for emnet, hvilket virker aldeles uforståeligt for den gamle redaktør !

28.12.2014, Saint-Paul de Vence

I dag har vi været på vandretur langs kysten ved Cap d’Antibes sammen med halvdelen af den franske befolkning.

Marianne, vores husværtinde, anbefalede os at tage derud, og vi havde tilfældigvis også selv planlagt den samme tur, men ingen af os havde tænkt på at det var søndag, og at mange franskmænd holder jule-/nytårsferie.

Vejret var strålende med 12-14 graders varme og helt skyfrit.

Vi fandt ned til Plage de Garoupe, som ligger på selve halvøen Cap d’Antibes, og første problem var, ikke uventet, at finde parkering. Der holdt biler i hobetal overalt, selv ude i midten af vejen henover de hvide striber, holdt der biler parkeret, så jeg var faktisk på pessimistisk vis klar til at vende om, og så finde på en anden udflugt.

Men, hvor heldig kan man være…. ca. 2 kilometer oppe ad en stikvej, lykkedes det os at finde én ledig smal plads, hvor vi så måtte kante os ud af bilen, uden at skramme nabobilerne. Ikke fordi de ville have bemærket det, for de var i forvejen så skrammede, at man skulle tro, de var på vej til ophugning.

Jeg be’r til at vi slipper ud af dette land uden en skramme, men det er nok ønsketænkning.

Jeg har indtil nu kun set biler uden skrammer henne i Monte Carlo.

Nå, men vi fandt hen til starten af stien langs kysten ved at følge folkevandringen, som gik i samme retning.

Nogle enkelte havde dog valgt at tage sig en jule-dukkert i det klare vand, og det så også indbydende ud. Andre havde taget fiskestang med og stod nu og ventede på heldet.

Så var der også nogle, som gik på stranden og samlede ilanddrevne grene med underlige former, formodentlig fra en tidligere storm.

Vi lagde ud med at nyde synet over til Nice, som ligger lige ovre på den anden side af ”Baie des Anges”, altså Englebugten, og det var et helt fantastisk syn i det gode vejr med en god sigtbarhed. Byen lå majestætisk lige nedenfor de høje bjerge, og bag de høje bjerge tårnede de endnu højere sneklædte alper sig op i det fjerne.

Hvert andet øjeblik dukkede et fly op ude over havet med retning over mod Nice lufthavn.

”Sentier des Douaniers”, Tolderstien, som den hedder,  er en flot anlagt 5 kilometers sti langs klippekysten, og den er lukket i dårligt vejr, hvilket heldigvis ikke var tilfældet i dag. Man går for det meste på flader eller brud af klippestykker, som er nedlagt i mørtel, så fodfæstet hele tiden er i orden, for man skal være sikker på at kunne stå fast på stien, som nogle steder er så smal, at der kun er plads til en person ad gangen. Så nogle gange måtte vi vente indtil den modgående flok af mennesker var kommet forbi, og andre gange stødte vi ind i en ventende flok, når vi havde fået førsteret til at gå.

Mange gange skulle vi op og ned ad stejle trappetrin, som også var udhugget i klipperne.

Ind imellem gik vi helt ude ved den yderste klippekant, hvor et gelænder i form af nogle udspændte stålwirer dannede beskyttelse mod det undertiden lodrette fald ned mod havet. Og der nede kunne man se bølgerne skumme frådende mod klippesiderne.

Dramatisk så det ud i de mange slugter, som vi passerede, men flot var det.

Vi gik med solen lige imod os, og det kunne derfor være svært at orientere sig om, hvad der skete forude.

Nogle valgte at vende om undervejs, og det var især familier med mindre børn. Og så dem, som havde taget hunden med på søndagsturen. Nu gik de retur, bærende hunden på armen.

Og så var der et par, som dukkede op i modgående retning med cykler på nakken….men det må de have misforstået, for der var for en gangs skyld aldeles ikke tale om nogen mountainbike-rute, og det var da tydeligvis også gået op for dem, så nu stod de der med cyklerne på nakken, og hvordan de ville komme igennem de smalle stier uden at skabe kaos, må stå hen i det uvisse.

Hele vejen langs med stien, på siden ind mod land, var der anlagt en høj stenmur, bestående af udhuggede flade klippestykker lagt ind i mørtel i et puslespil, som må have taget år at sætte sammen. Muren var 2,5 – 3 meter høj, og efterhånden konkluderede vi, at der måtte være tale om private jordstykker på den anden side af muren, for inde bag muren var der opstillet kameraer og andet overvågningsudstyr og underlige anordninger på stolper og master. Ca. for hver 50 meter stod disse tingester. Og øverst på muren var sommetider opsat et gitterværk med spidse jernstænger, som måtte være umulige at forcere. Ja, på et tidspunkt var der endda opsat pigtråd med barberblads-lignende tingester på.

Man skulle tro, at der var tale om militære hemmeligheder, men der er formodentlig kun tale om milliardærernes kystbevogtning af deres egne fæstninger. Sandsynligvis nogle nyrige russere, som er vant til at værdierne skal beskyttes.

Der kan selvfølgelig også være tale om rige franskmænd, som er så rige, at de også må være bange for en gentagelse af begivenhederne i 1789. Og nu sidder de derinde i deres fæstninger og kan, via de mange kameraer, nervøst følge pøbelen i hobetal på stien udenfor muren.

Der er en ufattelig kontrast på rig og fattig i dette land, og man ser det overalt. På den ene side er der så mange rige, at man ikke forstår, hvor de kommer fra, og på den anden side ser man mere eller mindre fattige overalt. Jeg kom til at tænke på udflugten til Nice den anden dag. Vi stødte regelmæssigt på tiggere. Enten sad eller lå de på fortovet, eller også gik de rundt med hatten i hånden. Og da vi skulle hen for at tage toget hjem om aftenen, var vi lige ved at falde over en gammel mand, som lå og sov i en aflang papkasse med et usselt kludetæppe over sig. Han lå på trappen op til banegården.

Selv oppe i Vence stødte vi på en sølle ”gammelmor”, som sad krummet sammen på en stenkant ved fortovet. Foran hendes fødder stod en lille kasse med nogle småmønter i, og ved siden af lå brød og andre madvarer, som nogle havde givet hende.

Man kunne nok snakke meget om fransk politik og især socialpolitik. Om den er bedre eller værre end i andre lande, ved jeg ikke.… og om en gentagelse af den franske revolution måske er nært forestående, ved jeg heller ikke, men man kan aldrig vide sig sikker.

Vi fortsatte turen til ende, og vi konkluderede at det havde været en flot tur, og at det til trods for trængsel på stien, var en oplevelse.

Vi fandt tilbage til bilen via almindelige veje i området, og heldigvis så den ud til at have oplevet opholdet uden ridser eller buler i lakken.

Vi skulle egentlig også have været i Antibes by for at se milliardærernes kaj, som den så flot hedder, men jeg synes nu, at vi så lystyachts nok den anden dag henne i Monaco. Vi droppede Juan les Pins, som ligger omme på den anden side af Cap d’Antibes, men det må blive en anden gang.

29.12.2014, Saint-Paul de Vence

Vi har været på gåtur fra kl. 14:00 til kl. 17:30 i dag, og først forsøgte vi at finde en anden sti over til Saint-Paul de Vence, men forgæves. Meningen var at vi ville undgå vejstrækningen nede i dalen ved ”døds-svinget”, som vi har døbt det, og derudover også den meget befærdede Route de Cagnes.

Vi troede at der selvfølgelig var op til flere stier ned fra området, men alt er besat af private grundejere, og de giver ikke noget fra sig, og kommunen udlægger ikke en cm2 til brug for offentlige stier, for en vej er en vej og den må man følge lige indtil den ender, eller også må man vende om.

Efter at have spadseret forgæves 2 kilometer ud ad en vej i en anden retning, vendte vi om og forsøgte at finde stien, som Marianne har talt om, ovre ved bus-stoppestedet. Det lykkedes K efter ihærdig søgen at finde den uanselige sti ovre på fortovet ved busstoppestedet. Der var hverken skilte eller anden afmærkning, og man skulle skråne over autoværnet, som går langs den meget befærdede vej lige ved siden af rundkørslen på Route de Cagnes.

Vi endte igen ovre i Saint-Paul de Vence på den anden side af dalen, efter at have drøftet stignings-graden på vej op ad den meget stejle vej derovre. Jeg mente 30%, mens K skød på 45%, og da hun er den matematisk uddannede af os 2(jeg er kun sproglig), giver vi hende ret. Uanset hvad, er vejen så stejl at man skal passe på ikke at falde, for man vil da uvægerligt trille hele vejen ned i dalen igen. Og kun nogle ganske få indfødte tør vove sig op og ned ad vejen i deres små peugeot-biler, og tydeligvis foregår det i et stønnende 1. gear såvel op som ned.

Vi har stadig mén i benene efter den tur.

Vi gik denne gang mere minutiøst til værks i vores gennemgang af byen, og erfarede at der virkelig var tale om nogle meget dygtige kunstnere i deres små atelierer overalt i byen. Det ene flotte værk efter det andet stod udstillet i de tilhørende gallerier, eller også direkte hos kunstneren. At der var tale om dyre ting, var der nok ingen tvivl om, da der ikke blev annonceret med priser.

I de fleste butikker var der ikke meget handel, men nogle enkelte kinesere havde åbenbart mod og penge nok til at kigge nærmere på udvalgte ting, for jeg så da, at en handel blev afgjort inde bag et vindue. Det blev til en flot figur i bronze af en dame i flagrende gevandter ridende på en hest i fuldt firspring, og den skal nok stå sig godt til Ming-vasen derhjemme i Shanghai.

31.12.2014, Saint-Paul de Vence

Godt nytår til alle !

Vi holder en rolig nytårsaften her i huset og planlægger et godt måltid.

Fyrværkeri klokken 12 kan vi ikke forvente, for den slags er forbudt her i Frankrig på nær et par andre gange om året.

Håber for alle at 2015 må blive et godt år !

    Godt Nytår !

01.01.2015, Saint-Paul de Vence

Vores nytårsaften forløb stille og roligt, og K havde lavet noget virkelig flot mad med traditionel torsk som hovedret. Ovre hos fiskehandleren stod der på et skilt, at torsken kom fra Nordatlanten, og jeg gætter på, at den er oppe fra auktionen på Hanstholm havn.

Mit arbejde var at åbne 10 østers og 1 flaske Champagne, og begge dele er jeg efterhånden helt ferm til.

Derudover skulle jeg også rengøre en trøffel(Truffe noire Melanosporum), hvilket jeg aldrig har prøvet før.

Det er ikke helt let for en ukyndig, og det endte med at jeg måtte skrælle overfladen af den ligesom på en kartoffel, så der var ikke meget mere end et stykke på størrelse med en valnød tilbage, da jeg var færdig.

Vi dristede os til at købe hele 26 gram i form af denne ene trøffel oppe i Vence. Prisen….. 1 euro pr. gram.

Det blev kun til en ganske lille smagsprøve i aftes, for Kirsten mener, at den skal rives over en omelet, som menuen står på i aften. Den rå smag er meget anderledes og spændende at prøve.

Der var da et par stykker nede i La Colle-sur-Loup, der overtrådte forbuddet mod fyrværkeri i aftes, men det var det mindste fyrværkeri, som vi nogensinde har oplevet. Det så ud til at være et par stjernekastere, de brændte af.

Og så hørte vi også et par brag ovre bag bjerget ved Saint-Paul, men igen, det lød som et par hundepropper.

Aftenens højdepunkt var nok, da vi var på ”Face-time” med familien derhjemme i Randers, hvor vi normalt holder nytårsaften. Det var som at være med alligevel, til trods for afstanden.

Der er nytårskoncert fra Wien på fransk tv1 nu, og hernede lyder musikken ligesom derhjemme. Kun nogle enkelte sætninger fra en speaker, lyder noget anderledes end derhjemme.

I tirsdags var vi på bjergvandring i ”bakkerne” bag Nice. Udgangspunktet var byen Saint Jeannet, som ligger ca. 6 kilometer øst for Vence, og i 400 meters højde. Herfra udgår der flere bjergruter.

Vi lagde dog forkert ud, og kom til at spilde en times tid, inden vi tilbage ved udgangspunktet fandt den korrekte rute.

Helt spild var det dog ikke, da vi samtidig observerede 2 bjergbestigere hængende halvvejs oppe på det høje bjerg lige bag byen. Jeg fik øje på dem i min zoom-linse på kameraet, og de var næsten umulige at se med det blotte øje. Den ene var ved at klargøre nogle liner til den videre færd enten op eller ned ad bjerget, og både over og under dem var der næsten lodret bjergside.

Den rute op på bjerget, som disse 2 dumdristige fyre havde valgt, var nu ikke lige den, som vi ledte efter, men det lykkedes os, henne i byen igen, at finde det korrekte udgangspunkt for vores rute.

Ruten var på 2,8 kilometer op til toppen med en total stigning på 400 meter, og den ville under normale forhold tage 1 time at tilbagelægge.

Den første del af opstigningen foregik ad en flot anlagt sti, hvor vi havde godt fodfæste, men ret hurtigt blev denne ”civiliserede” sti afløst af en ren natursti, hvor vi skulle passe på løse sten og trærødder, der stak op.

Stien blev mere og mere stejl. Og her taler vi ikke om 30 eller 40 graders stigning, nej, her skyder vi begge enstemmigt på, at stien visse steder havde en stigning på 50 grader.

På et tidspunkt passerede en mand os med noget større tovværk hængende over skulderen, og jeg begyndte at spekulere på, om vi måske skulle have haft både pløkker, tovværk og taljer med.

Vi kunne mærke belastningen i benene, formodentlig efter de par ture vi også har haft til fods over til Saint-Paul og besluttede derfor at vende om, til trods for at vi nu var ganske tæt på toppen. Det blev også koldere og koldere jo højere vi kom op, og vi skulle gerne nå ned, inden mørket faldt på.

Vi stod på et plateau lige neden for toppen, og herfra kunne vi tage nogle gode fotos ned over Nice og omegn. Udsigten var aldeles fænomenal.

Jeg havde læst på et skilt neden for bjerget, at der var ulve på bjerget, men at der samtidig også var hyrdehunde tilhørende bjergbønderne med deres fåreflokke. Hvis man stødte på en sådan hund, skulle man bare stå helt stille indtil den havde identificeret én. Ja, sådan stod det faktisk på det grønne skilt, men hvordan den ville identificere én, det var jeg ikke helt med på …. jeg mener, den ville nok ikke se id-kort eller pas ?

Skiltet fortalte til gengæld ikke noget om , hvad man skulle gøre, hvis man stødte på en ulv ?

Jeg havde ikke fortalt K noget om det, for at undgå nervøsitet, og hun var drønet lige forbi skiltet uden at læse faresignalerne.

Vi så hverken hunde eller ulve, men derimod en del franskmænd, som også var på bjergvandring.

På et tidspunkt blev vi overhalet af 2 unge mænd, som spurgte K om rygsækken var tung. Samtidig kiggede de på mig, som kun bar på kameraet, og de hentød måske ironisk til den ulige fordeling af godset. Vi udvekslede et par yderligere bemærkninger med dem….. ”Jamen, skal vi ikke tage et foto af jer ?”, spurgte den ene af dem. God idé, så han tog et par billeder af os, og bagefter tog jeg et billede af de 2 gæve gutter.

Sådan er franskmænd for det meste, utroligt venlige og altid med godt humør og et smil. Hver gang vi passerede nogen på stien, blev vi hilst med et ”Bonjour !”.

Igen en god og hyggelig fransk kultur, og det er ikke kun på smalle stier, at man hilser på hinanden. Man kan være ganske sikker på, at hvis man møder en franskmand gående på en vej, enten i by eller på land, og der ikke er andre tilstede, vil man blive hilst med et ”Bonjour”, og som regel også efterfulgt af ”Monsieur” eller ”Madame”. Og man svarer selvfølgelig selv tilbage med et ”Bonjour” Og det gælder både børn, unge og gamle. Og om aftenen lyder det så ”Bonsoir” på en ligeså elegant vis.

Nå, men dette skal jo ikke være et fransk-kursus, så tilbage til turen på bjerget.

Det var ikke let at gå ned ad bjerget, for benmusklerne blev hele tiden belastet af den hårde nødvendige opbremsning med fødderne.

Vi var ikke kommet ret langt på nedturen, da vi pludselig hørte en del støj bag os, og lynhurtigt dukkede en ung mand på en mountainbike op. Han drønede i fuld fart forbi os, men dog ikke hurtigere end at vi tydeligt kunne høre hans ”Bonjour”. At han kunne køre hen over alle de løse sten og rent ud sagt løse klippestykker og trærødder, som lå spredt overalt på stien, forstår jeg ikke. Godt nok havde han nogle store fede brede dæk på, men alligevel ? Jeg sagde til Kirsten, at nu skulle vi nok ned og samle ham op længere nede ad stien, men vi så ham aldrig mere, og formodentlig var han heller ikke røget helt ud over kanten af bjerget for der er ikke skrevet noget om savnede mountainbike-cyklister i ”Nice-Matin” i dag, så han har heldigvis overlevet turen.

02.01.2015, Saint-Paul de Vence

I går eftermiddags foretog vi en rekognocering til byen Haut Cagnes, som ligger 3 kilometer mod syd. Vi spadserede ad nogle små villaveje, som Marianne havde anbefalet os, og uden hendes vejledning havde vi aldrig fundet derned.

Undervejs blev vi ”kun” forstyrret af 7 forbi-kørende osende dieselbiler…. men til gengæld talte jeg ca. 27 gøende hunde, som alle vogtede indenfor hegn og havelåger.

Alle husejere her har hunde til bevogtning af ejendommen. ”Chien mechant” står der på havelågerne, hvilket direkte kan oversættes til ”Ondskabsfuld hund”, så når man går forbi en havelåge, ved man aldrig hvad der kan ske. I fantasien oplever man de mest grufulde situationer, hvor der må flygtes over hals og hoved for at slippe væk fra uhyret. Men normalt så har hundeejeren sørget for at såvel hegn som havelåge er af sådanne dimensioner, at der alligevel ingen fare er på færde.

Og igen igen, det er kun et par skøre danskere, der kan finde på at vandre ad de små villaveje her i kvarteret. Og dog…. for en gangs skyld, på vores rute 3 kilometer ud og 3 kilometer hjem, mødte vi én person, nemlig en pige i teenage-alderen. Hun kom gående med ørerne fulde af elektronik og tilhørende ledninger hængende ned til en lomme i det smarte sæt tøj. Hun sagde dog hverken Bonjour eller Bonsoir, og virkede aldeles åndsfraværende, idet hun passerede os, med øjnene langt væk fra omverdenen.

Nede i Haut Cagnes gik vi en tur rundt om den gamle borg, som ligger øverst oppe i byen, og hvorfra der er en god udsigt ud over den vestlige del af Nice Vi stod et stykke tid og kiggede på landingspladsen ovre i lufthavnen. Den er anlagt direkte ude på kysten, muligvis på en naturlig halvø, men det ser ud som om den er bygget et stykke ud i havet, hvor den går på langs med kysten, således at flyene lander eller letter uden at komme ind over byen.

Da vi gik hjem fra Haut Cagnes, var det blevet mørkt, og alle villaer, som vi spadserede stille og roligt forbi, blev pludselig hver især oplyst af et utal af projektører samtidig med at de glammende hunde var tilbage på deres vagtposter.

Selvom vi har oplevet det med hundene mange gange før, bliver vi alligevel lige forskrækkede hver gang, og derudover også nervøse for om dyret skulle finde på at entre over hegnet for at æde os !!!

Nogle gange råber K, dog med en sagte stemme ”Så så, lille pus, kan du nu gå hjem til din mor !”, hvorefter vilddyret glammer endnu højere, så efterhånden hele nabolaget vækkes, og der tændes lys i alle vinduer. Men da er vi bogstavelig talt over alle bjerge.

Til sidst nåede vi da også op til Chemin des Espinets 855, hvor vi blev modtaget af vores ”egen” hund ”Tango”, og den gøede ligesom alle andre hunde, men da den endelig fik færten af os, faldt den til ro.

I dag, fredag, står den på oprydning og pakning af bil, for i morgen skal vi til at finde et nyt opholdssted efter 14 gode dage her hos Marianne og Jean Yves.

03.01.2015, Nice

Ved middagstid fik vi fik sagt farvel til Marianne og ”Tango”, men Jean Yves var desværre på arbejde. Vi fik bilen fyldt op med appelsiner og citroner, og der kan efterhånden ikke være mange frugter tilbage på deres træer efter alle dem, vi har fået.

Vi sad i bilen og funderede over, hvor hurtigt de sidste 14 dage er gået, og forhåbentlig går de næste dage ikke lige så hurtigt.

Efter næsten 1 times kørsel, ankom vi til vores nye opholdssted, en lejlighed i den østlige del af Nice.

Der var kun 20 kilometer herover fra Saint-Paul, men vores GPS ledte os ind omkring Nice by, hvor vi fulgte den flotte strandpromenade, Promenade des Anglais helt ude fra lufthavnen og ind til Place Massena. Herfra tog vi retning mod den gamle havn, men i det kvarter var der en del vejarbejde, og på et tidspunkt var GPS’en lige ved at give op. Det tog sin tid at få anvist den korrekte rute igen, men vi fik til gengæld et godt indtryk af, hvor stor den del af byen er.

”Le Baccarat” er et ejendomskompleks med 60 lejligheder, beliggende på Boulevard Carnot. Det ligger i den yderste del af det østlige Nice, et stykke oppe i bakkerne på vejen som fører om til Villefranche sur Mèr.

Der er således en god udsigt ud over såvel havn, bugt som by. Lejligheden vender mod vest og lige overfor, på den modsatte side af havnen, ligger det flotte forbjerg, som på den anden side grænser op til den gamle bydel i Nice(Vieux Nice).

Vi bor oppe på 1. etage, og vores bil holder under jorden 3 etager længere nede. Jeg måtte tage turen 10 gange op og ned med elevator for at få al vores nødvendige bagage op i lejligheden.

Da der kun er 28 m2 til rådighed + en altan på 10 m2, har vi måttet stuve tingene af vejen overalt, og altanen ligner nu mest et lagerrum. Den var ellers så flot, da vi ankom.

Vi har allerede hilst på begge vores naboer. Til den ene side, en franskmand, som er taget af sted igen, men han var i gang med at klargøre sin lejlighed til udlejning på mandag, hvor der kommer et par og bliver i en måned.

Til den anden side har vi også hilst på naboerne, et italiensk par, som også lige er ankommet i dag.

Her om aftenen er der en fantastisk udsigt ud over byen med de mange gule lys fra gadelamperne nede i byen og der er stille og roligt i ejendommen.

Men det er også en stor kontrast at være her i forhold til vores sidste ophold ovre ved Saint-Paul, hvor bebyggelserne ikke lå så tæt som her.

Bag os ligger bjerget ”Mont Boron”, og oppe på toppen af det bjerg, bor vores gamle ”ven”, Elton John. Ham må vi selvfølgelig op og hilse på senere, men om han lukker op, er nok tvivlsomt.

Vi kender området her fra flere ture før i tiden, og har altid ønsket at udforske det nøjere, så nu er chancen der. Derfor startede vi allerede sidst på eftermiddagen med at udforske det nærmeste supermarked, Carrefour, som ligger 10 minutter herfra til fods. Og i morgen har vi store planer om at finde en bager.

04.01.2015, Nice

Der meldes om 16 grader og fuld sol i dag, så vi planlægger en gåtur ud i byen.

……….

Vi er kommet hjem kl. 19:00 efter en 4 timers gåtur i byen i dag.

Vi lagde ud med at finde ned til havnen, og knap var vi kommet derned, førend Corsica-færgen viste sig ude ved havneindløbet. Vi overværede derefter hvordan den lagde til kaj ved at sejle sidelæns i det smalle havnebassin.

Nede på havnen annoncerede de pralende med 19 graders varme på et lysskilt, men det var også så sommerligt, at vi helt glemte hvilken dato, der stod på kalenderen.

Derefter gik vi videre rundt om havnebassinet og kom over til det flotte forbjerg med det store krigs-mindesmærke, som adskiller havnen fra den resterende del af byen.

Efter at have passeret dette forbjerg, har man fuldt udsyn over by og bugt. Der spadserede så mange mennesker på den brede promenade, at det lignede en hel folkevandring, og ruten er åbenbart populær som søndagsudflugt.

Så langt øjet rakte ud mod Promenade des Anglais var der en hob af mennesker, og man skulle hele tiden tage sig i agt for ikke at gå ind i nogen. Samtidig skulle man passe på alle de tohjulede i form af cykler, unge på skateboard eller rulleskøjter og små børn på løbehjul.

Vi så flere uheld med små eller større børn involveret.

Vi valgte derfor at gå en tur op mod byen i stedet for, men herinde var der også fyldt med mennesker på alle cafeer, både udendørs og indendørs.

Også i Nice må man vænne sig til, at der er mange mennesker, men det skal selvfølgelig pointeres, at der er tale om en søndag og endvidere den sidste dag i jule-/nytårsferien for mange mennesker.

I morgen meldes der om faldende grader, så lad os nu se om det varer ved med det gode vejr.

Jeg tror, at vi indtil nu har haft 3 dage med grå himmel og resten af dagene med blå himmel.

Selv nede på stranden lå nogle enkelte i badetøj og nød det.

05.01.2014, Nice

Vi har været på bustur med ”Lignes d’Azur” langs kysten i dag. Der er et busstoppested lige uden for ejendommen, og det er meget praktisk at lade sig transportere på denne måde.

Først og fremmest er det en billig form for transport. Det koster blot 1,50 euro pr. tur, uanset afstand, og man skal ikke bekymre sig om zoner eller den slags uoverskueligheder. Et meget simpelt system, som sporvejene i Aarhus kunne lære meget af.

Og hvis man vil gøre det endnu billigere kan man købe et 10-turs kort, så koster en tur kun 1 euro.

Man kan altså køre fra Nice til Menton for 1 euro, eller fra Nice til Cannes for 1 euro.

Men i dag nøjedes vi med en kort tur, idet vi stod af efter ca. 5 kilometer, nemlig omme i bugten bag Mont Boron, i den lille hyggelige by Villefranche sur Mèr, som vi kender så godt fra et par andre besøg. Villefranche er berømt for sit mikro-klima, og i dag var det ganske tydeligt at de deromme nyder godt af klimaet i læ af de høje bjerge rundt om bugten.

Det endte med at vi gik ned på stranden for enden af bugten, og her sad vi og nød solskinnet sammen med nogle andre strandgæster. Hverdagen er også begyndt for franskmænd efter den lange jule-/nytårsferie, og der er tydeligvis ikke så mange på promenaden mere. Kun turister og pensionister og så et par danske efterlønnere.

Da vi havde siddet en rum tid på stranden i det gode vejr, og K havde ytret ”Ja, nu er der endelig ferie…. ”, ”og nu kan vi endelig slappe af….”, besluttede vi at spadsere over til Beaulieu, en by, som ligger et par kilometers væk, omme i den næste bugt.

På stien om til den by, kom vi forbi villaen ”Nellcote”, hvor The Rolling Stones indspillede ”Excile on Main Street” tilbage i 1971. Keith Richards havde lejet villaen for et års tid, og de unge Stones skulle efter sigende være under stærk indflydelse af narko og deslige, hvilket man selv kan orientere sig om ved at søge på ”Nellcote” i Google. I dag er villaen ejet af en russer.

I Beaulieu er der, som navnet antyder, meget smukt(det oversættes til ”smukt sted”), og vi gik rundt og nød jule-udsmykningen, som stadig er at se.

Da vi skulle finde et busstoppested til hjemturen, prajede jeg en ung mand, som skyndsomst halede ørepropperne ud, og han var så hjælpsom med forklaring af busnettet, at han næsten ikke kunne holde op igen. Vi fulgte hans anvisning om ruten til et stoppested længere oppe i byen, men knap var vi begyndt at spadsere videre, da han kom løbende bag os… ”Monsieur.. monsieur…” for at komme med yderligere hjælp, han var nemlig kommet i tanker om at vi også kunne vælge et nærmere stoppested.

Ikke så snart var vi inde i bussen, og havde fundet et enkelt ledigt sæde til Kirsten, da en ung pige gjorde mine til at ville rejse sig for mig, så jeg kunne få hendes plads.... Jeg afværgede dog med en venlig rysten på hovedet, og stillede mig hen i midten af bussen. At jeg er blevet så gammel, at de unge nu rejser sig for mig i bussen, er tankevækkende. Det sker da aldrig derhjemme ? men det er måske fordi jeg aldrig kører med bus ?

Samtidig hostede den samme flinke pige gentagende gange så voldsomt, at hele bussen efterhånden blev fyldt med baciller, og jeg tænkte straks nervøst på den franske tv-avis i aftes, hvor de talte om en begyndede influenza-epidemi(la grippe). Tiden må vise om vi overlever bacille-angrebet.

Busserne kører hurtigt hernede, og rundt om bjerget til Nice kører man højt oppe over bugten. Det var heldigvis mørkt, så man ikke kunne se dybden, men omme ved nedgangen til Nice holdt en lille bil og spærrede hele vejbanen. Den var gået i stå, og chaufføren stod ude på vejen, hvor han forsøgte at skubbe bilen alene, men der var ikke plads i vejsiden til at bilen kunne skubbes til side. En cykelrytter, som længe havde kørt foran bussen, og tydeligvis havde irriteret vores buschauffør, forbarmede sig over bilisten, og hjalp ham med at skubbe bilen i gang. Det gik heldigvis nedad, men bilen startede ikke som planlagt, og buschaufføren begyndte nu for alvor at blive utålmodig. Der var vel efterhånden gået 5 minutter med dette optrin, og bilen trillede nu ved egen hjælp ned ad bakken, men stadig i tomgang. Så begyndte bussen på en overhaling, til trods for at der var masser af sving forude. Og ikke nok med det, men samtidig med at han startede overhalingen, kom en motorcykel susende forbi for at overhale bussen, og han var lige ved at blive klemt op mod klipperne i den modsatte vejbane. Pyh-ha… heldigvis overlevede alle den hasarderede overhaling, og vi skyndte os at trykke på stop-knappen, for vi var samtidig nede omkring vores eget område.

Konklusion: der skal et vist vovemod til for at køre med franske busser, men det er billigt !

06.01.2015, Nice

Nok en gåtur ind til byen, og denne gang var gadebilledet mere præget af turister, hvor det i søndags var domineret af lokale beboere.

Vi gik forbi alle de berømte strande, Castel, Opera Plage, Beau Rivage, Lido Plage, Sporting, Blue Beach, Neptune Plage, og man kan blive ved længe, hvis man magter at gå hele promenade-turen, indtil man ender ude ved lufthavnen længst mod vest.

Vi nåede hen til Hotel Negresco på Promenade des Anglais, som iflg. vores rute ligger ca. 6 kilometer herfra.

Vi har først nu fundet ud af, at vi godt kan have Endomondo tændt på vores spadsereture. Vi har hidtil troet at den forbrugte et antal megabytes, når den er tændt, men det er åbenbart ikke tilfældet. Forbrug af megabytes på 3G-nettet hernede kan være en dyr affære, og derfor har vi som regel slået nettet fra, når vi bevæger os rundt ude i byen.

Så først nu er vi begyndt at ”lagre” vores gåture digitalt, og det er selvfølgelig en skam, at vi ikke har de første mange gåture med i loggen. Jeg foreslog Kirsten, at vi måtte gøre hele turen om, altså de sidste 19 dages bevægelser, således at vi ville få det dokumenteret på Endomondo, men det afslog hun. Pyt, vi må satse på at de fremtidige ture bliver lagret på harddisken.

Vi kom forbi et par bygninger, hvor gavle og facader var malet som ”Trompe l’oeil”, optisk bedrag, hvilket er et maleri udført så det virker 3-dimensionelt, og man bedrages til at tro, at der er tale om en almindelig facade. Det er hyppigt vinduer og skodder, man ser malet på den måde.

Her var det virkelig godt udført, og vi måtte tage et nærbillede af et vindue, førend vi var overbevist om ”sandheden”.

På tilbageturen gik vi ind omkring en del af byen, hvor det lykkedes os at finde kontoret til ”Lignes d’Azur”, så vi kunne få købt et 10-turs kort til busserne i området, og nu koster hver tur os kun 1 euro(pr. person). Ude af det trængte billetkontor igen, gik vi igennem de smalle gader i den gamle bydel, og kom til sidst igen om på promenaden langs kysten. Herfra over til vores domæne i bydelen bag den gamle havn. Her provianterede vi lige i ”Util”, et lille supermarked på Boulevard Stalingrad. Og nu sidder vi her i stuen og spiser byens berømte specialitet, nemlig Salade Nicoise. Den har vi prøvet flere gange ude i byen, men Kirsten laver den nu bedst.

07.01.2015, Nice

Vi har siden middag haft travlt med at følge såvel aviser som tv vedrørende attentatet på "Charlie Hebdo" i Paris. Fransk tv er online på sagen hele tiden, og der diskuteres og analyseres på flere kanaler.

Vi har udsat vores daglige udflugt for at følge med i sagen.

08.01.2015, Nice

Vi har fulgt meget med i attentatet på ”Charlie Hebdo” i Paris og tydeligvis er Frankrig alvorligt rystet over attentatet.

Francois Hollande har erklæret dagen i dag for national sørgedag, og der flages på halv stang fra offentlige bygninger de næste 3 dage.

En national sørgedag er ellers en sjældenhed i Frankrig, og anvendes normalt kun ved præsidentens død..

Derudover i 2005, da paven døde, men også i 2001 på grund af begivenhederne i New York den 11. september.

Nice-Matin er fyldt med billeder fra i aftes, hvor en stor forsamling af mennesker demonstrerede på Place Garibaldi, 2 kilometer herfra hvor vi bor, med skiltene ”Je suis Charlie”.

Der var et minuts stilhed kl. 12 i dag, og de ringede med kirkeklokkerne i Notre Dame i Paris.

Her i byen lød der eet kraftigt kanonskud præcis kl. 12.

Til aften er tv stadig fyldt med opdateringer om situationen og om jagten på gerningsmændene nordøst for Paris.

09.01.2015, Nice

Klokken er 15, og vi har taget en pause fra tv’et og ligger nede ved poolen i det dejlige solskin. Vi har taget tæpper med til liggestolene, så nu står den på læsning og skrivning.

Det har været svært at løsrive sig fra tv’et, hvor der hele dagen har været direkte udsendelse fra gidseltagningen oppe i Paris. Der er 2 episoder igang lige nu, som en videreudvikling af dramaet i onsdags omkring ”Charlie Hebdo”.

Som sagt, solen skinner, og vi kan rigeligt holde varmen omkring poolen. Men om vi hopper i, er nok tvivlsomt, selvom det turkis-farvede vand ser indbydende ud.

Nede i Middelhavet, som ligger 300 meter herfra, er der 16 grader, men jeg tror at vandet i poolen kun er 10 grader.

K læser ”La France”, som der ligger en stak af oppe i lejligheden.

Det er betydeligt varmere for fødderne her i solen end oppe i lejligheden, hvor klinkegulvet er alt for koldt.. Jeg aner en begyndende forkølelse, men har hidtil kunnet holde den i ave.

At et klinkegulv, om vinteren, er koldt i en fransk uisoleret lejlighed, er ikke noget nyt eller overraskende for os, og derfor har vi selvfølgelig garderet os med hjemmesko og store uldsokker. Men alligevel, så bliver vi sommetider overrasket over, hvor koldt det kan være.

Tiden iler af sted, og det er vist den første dag, hvor vi endnu ikke har været på en udflugt. Næh… Kirsten siger 2 dage.

I går, torsdag eftermiddag, tog vi alligevel på en lille udflugt, da vejret indbød til udendørs sysler, og vi var blevet trætte af at se fransk tv uden danske undertekster.

Vi besteg Mont Boron, som ligger lige bag os. Primært for at opleve udsigten deroppefra. Men også for at dyrke vores paparazzi-lyster omkring Elton Johns ejendom "Castel du Mont Alban".

Det første lykkedes til fulde, men det andet blev en fiasko.

På toppen af dette bjerg ligger en gammel borgruin, som dog er lukket for besøgende, men på plateauet udenfor er der mulighed for at opholde sig, og herfra er vel nok den flotteste udsigt ud over hele omegnen.

På den ene side ligger byerne Villefranche og Beaulieu med de flotte bugter, som adskilles af halvøen Cap Ferrat.

Til den anden side er der fuld udsigt over Nice by, og vi kunne kigge helt over til Saint Jeannet bjerget, hvor vi for nogle dage siden var på vandring.

Vi blev stående længe for at nyde synet i det gode vejr med den dejlige stilhed, langt oppe over den larmende storby, men vågnede dog pludselig op til virkeligheden da en lille bil med 4 unge drenge stoppede op helt ude ved kanten af udsigten og højtråbende inde i bilen diskuterede et eller andet. Alt imens deres lyd-anlæg kørte for højeste decibel. Og om de gad stige ud af bilen…endsige stoppe motoren ?

På vejen op til toppen af bjerget var vi gået forbi forsiden af Elton John’s ejendom, ”Castel Mont Alban”, men en stenmur og en høj hæk afskar os fra at få nogle gode billeder af idolet, så vi måtte nøjes med at fotografere indgangsportalen og portnerboligen, hvor der var opsat et stort kamera til overvågning.

På tilbagevejen valgte vi at gå bagom hans ejendom, men her var der kun en lille vanskelig sti at følge, og vi havde så meget besvær med at følge stien på ufremkommelige klippestykker, at vi helt glemte at kigge ind over hækken. Dette var dog også noget nær umuligt, og kun et enkelt sted kunne vi få et svagt glimt af ejendommen.

Sir Elton, ham fik vi aldrig at se, men nu er det jo heller ikke sikkert at han overhovedet opholder sig på denne ejendom, men i stedet for opholder sig på en af sine mange andre besiddelser rundt om i verden.

Pyt, vi har set ham før, men det er godt nok snart 44 år siden, i 1971, hvor han optrådte på plænen i Tivoli, og det var endda lige før han var blev rigtig berømt. Det var dengang han sad ved flyglet iført stars-and-stripes tøj, høj spraglet hat, store solbriller og høje plateau-sko.

Altså så mange år siden, at vi alligevel nok ikke ville kunne kende ham igen.

Kl. 19:00

Først ved 17-tiden sluttede gidseldramaet.

Disse begivenheder har været rigelig med oplevelser for os de senere dage, og vi har ikke haft lyst til de store udflugter, bortset fra turen op på Mont Boron i går.

Kl. 22:00

Vi har været nede i Rue Stalingrad for at spise pizza hos “La Tartane”, en italiensk restaurant.

10.01.2015, Nice

Jeg læser normalt franske aviser, når vi er i landet, for at blive bedre til det franske sprog, og det kan jeg selvfølgelig ikke gøre uden en ordbog. Den er heldigvis digital, ellers ville den være blevet slidt op efter de sidste dages brug.

En avis hernede koster kun ca. 10 kr. i papirform, så der bliver stadig solgt mange aviser på gaderne, og udviklingen går ikke så hurtigt som derhjemme, hvor papirudgaverne svinder ind.

Der diskuteres voldsomt om de senere dages begivenheder og meningerne er mange.

Frankrig et det land i EU, hvor der opholder sig flest muslimer, og at landet er en tidligere stor kolonimagt med besiddelser især i afrikanske stater, ses tydeligt i gadebilledet, hvor det vrimler med fremmede folkeslag.

Samtidig med de sidste dages forfærdelige begivenheder har en kendt fransk forfatter lige udgivet en ny roman, ”Soumission”,(oversættes til ”Underkastelse”), og den omhandler en fiktion om det fremtidige franske samfund under muslimsk herredømme, og sådan noget sætter selvfølgelig yderligere gang i diskussionen hernede.

Forfatteren er nu ”gået under jorden” efter dramaet i onsdags, tilfældigvis samme dag, som hans nye bog udkom.

Vi tog en tur med bussen ind til byen i dag, dvs. vi fik kun lov at køre et par kilometer for vores 2 x 1 euro, og blev så bedt om at stige af, da politiet spærrede for vejen. Det viste sig at der lige havde fundet en større march af sted med deltagelse af over 20.000 mennesker.

Vi gik derfor resten af vejen ind til byen og kom forbi krigsmindesmærket, hvor der stadig stod en del mennesker og dvælede ved de mange nedlagte ”Je suis Charlie” tegninger i mange udformninger.

11.01.2015, Nice

Har ligget nede ved havet i eftermiddags. Vi fandt en ledig plads på klipperne ved Coco Beach, ½ kilometer væk, og tilbragte et par timer her med bøger og ren afslapning. Badetøj var aldeles påkrævet, medmindre man da ville omkomme af varme i den bagende sol.

Vejret var det hidtil bedste, og vi gættede begge det samme, da jeg spurgte ”Over eller under 20 grader…?” ”Over… !” råbte vi begge samstemmende.

Der var flere friske fyre, som hoppede i fra klipperne og tog en rask svømmetur i det flotte vand.

Solen afgør det hele, og omkring kl. 13 – 14 kulminerer det med et næsten sommerligt vejr. Det er meget intenst og koncentreret i det korte tidsrum. Så snart solen forsvinder, eller der går lidt dis for solen, er det slut med de store varmegrader

Den officielle melding har været omkring 18 grader og sol i dag, men det er da også til at holde ud i januar måned.

I morgen meldes om 14 grader, og udsvingene, iflg. vejrudsigten, ser sommetider store ud, men i praksis har vi endnu ikke mærket den store forskel på dagene.

Regn har vi ikke set noget af, siden vi tog hjemmefra den 18. december, men Sydfrankrig har også fået deres ration af regn i oktober/november, hvor det var helt galt mange steder.

Om aftenen forgæves indkøbstur til Carrefour som ligger øverst oppe på vejen. Det er søndag og dermed andre åbningstider. Derefter gik vi i stik modsat retning, og helt nede ved havnen havde vi succes med indkøb i Utile, som åbenbart altid har åben. Og således fik vi også dagens gåtur op og ned ad fortovs-trapper, som der er mange af i denne bydel.

12.01.2015, Nice

Har lige, pr. email, forespurgt Mr. Patrick Goodman om et lejemål for uge 04 i hans villa i Eze sur Mèr. Den ligger direkte på stranden, og K er utrolig fokuseret på den.

Jeg ringede ham først op, men en fransk dame afviste og sagde at det var bedre med henvendelse pr. email.

Vi har derfor endnu ikke kontaktet Margit Jensen i Nordborg vedr. evt. forlængelse af opholdet her i Le Baccarat.

Samtidig har vi bedt Kirsten Larsen i Viborg om at sende nøgle vedr. huset i Flassan, vores lejemål i uge 05 og 06, til posthuset i Villefranche som poste restante, da vi ikke har nogen nøgle til vores postkasse her i lejligheden.

Vi har godt nok lavet en aftale med en genbo her i ejendommen, om at måtte anvende hendes postkasse til modtagelse af nøglen, men er nervøse for om posten i det hele taget kan finde ud af at lægge kuverten i den rette postkasse. Der er 60 postkasser nede på en væg i foyeren, og det ser aldeles uoverskueligt ud.

Ja, der er travlt med at sørge for kommende husly.

Kl. 18:22

Igen i dag har det været et fantastisk vejr med fuld sol og varme midt på dagen. Vi kørte over til Eze sur Mèr, hvor vi ledte efter det hus, som K havde i kikkerten for uge 04, altså Mr. Goodman’s hus. Vi fandt ret hurtigt huset på stranden, og det så dejligt ud. Problemet med det hus er bare, at det ligger for foden af en stejl bakke med et sving på, og bakken er så stejl og vejen så smal og svinget så kraftigt, at jeg for en gangs skyld melder pas, og simpelthen ikke tør vove mig derned med bilen.

Så efter en del snakken frem og tilbage, er vi blevet enige om, at vi tager en uge mere i Margit’s lejlighed i stedet for.

Vi har fået svar fra Kirsten Larsen, at uge 05 og 06 i Flassan er OK, og derudover har vi lovning på uge 07, men så er vi også ved at være henne i midten af februar, og mon ikke målet så er ved at være nået, og at vi derefter trænger til rekreation i gode gamle DK.

Lille filosofisk essay om franske myrers levevis:

På stranden i Eze sur Mèr sad vi nu og nød det flotte vejr.

Vi sad på en lille afsats og lænede os opad en mur, og ca. 20 cm fra min siddeplads opdagede jeg en lang kolonne af spredte myrer, Nogle var på vej ud for at finde føden, og andre tydeligvis på vej hjem til boet med byttet.

Det første man observerer, er at de kindkysser, når de møder hinanden. Altså ligesom franskmændene også gør, når de mødes. Og det vel at mærke med et kys på hver kind(”Bises” på fransk). Forskellen er bare at man ikke kan høre myrerne smaske.

Vi havde et stykke brød med, og man kan fodre en tissemyre med en lille krumme, og straks siger den haps og begiver sig tilbage til hjemmet, hvor den pænt afleverer byttet til alle de sultne tissemyre-børn, eller måske til den evigt fødende dronning, som selvfølgelig må være bestandig sulten i denne aldrig ophørende cyklus af fødsler. Og træder man så uheldigvis på den lille jæger-myre, kommer der straks en ”kammerat” og slæber afsted med den tilbage til hjemmet, formodentlig ikke for at offeret skal under hurtig lægebehandling, men derimod for at kunne indgå i fødekæden.

Hvad flid angår kunne vi mennesker lære meget af myrerne, men nok ikke så meget af deres primitive kultur. Her i Frankrig ligger de åbenbart aldrig i dvale ligesom derhjemme.

Flid overalt og vel at mærke hele tiden. Hvem har f.eks. nogensinde set en myre ligge og sole sig på en klippe ved kysten langs Eze sur Mèr. Aldrig nogen som helst, og i dag kunne man kun se 2 fremmede mennesker på den kyst.

kl. 20:15

Odette, vores genbo, har lige banket på døren for at spørge til aftalen med postkassen, og vi fik så annulleret aftalen, som vi har erstattet med poste restante løsningen på posthuset omme i Villefranche.

Hun fortalte samtidig om problemet med det varme vand, som skyldes et eller andet brud på en ledning ude i byen.

Jeg havde ind imellem svært ved at forstå det hele, da hun udelukkende taler fransk i en jargon, som jeg ikke er helt med på, og samtidig så hurtigt, at jeg på et tidspunkt måtte afbryde hende med ”pas trop vite…!”, altså ”ikke for hurtigt…”, hvorefter hun slog over i rigtig skole-fransk, og det blev lettere at følge hende.

Vi har ikke haft rigtig varmt vand i hanerne de sidste 5 dage, og det kan godt være lidt anstrengende ind imellem, både med hensyn til bad og opvask.

Vi mødte Odette på trappen for et par dage siden og kom i snak med hende. Det første hun spurgte om var ”Pas de l’eau chaud ?” ”Ingen varmt vand ?”. Og hun var tydeligvis irriteret over problemet, ligesom vi er.

Det er godt at kende sådan en som Odette, en flink pige, vel midt i fyrrerne, som bor her i residensen hele året rundt.

Vi kan dermed bedre følge med i helt lokale problemer, og hun er utrolig flink til at fortælle…. problemet er bare at forstå hende.

13.01.2015, Nice

Nu har jeg endelig fundet ud af, hvorfor der ligger så mange hunde-høm-høm’er på de franske fortove. Jo, de standere, som er opsat med jævne mellemrum, og hvorpå der er hægtet en lille metalkurv med plasticposer til høm-høm’erne, har en fejl. Kurven med poserne sidder så højt oppe på standeren, at hundene ikke kan nå dem.

I dag var vi med bussen ind til Nice, og denne gang lykkedes det at køre hele vejen ind til Place Garibaldi. Det er en meget flot bred plads omkranset af store palæer og med en statue af frihedshelten Garibaldi midt på.

Vi besluttede at gå hver for sig, K for at ose rundt på ”Jean Medecin”, som er fyldt med tøjforretninger, og jeg for at fotografere lidt af livet i byen.

Jeg lagde ud med at kigge på et område midt på Garibaldi-pladsen, som tydeligvis var udlagt til mindeplads for "Charlie Hebdo”. Rundt om et træ var der lagt de sædvanlige tegninger, blomster, blyanter, tændte stearinlys, og mange andre passende ting. Men ikke så snart havde jeg stillet mig op for at fotografere, førend en ung mand med et noget nervøst udseende straks spurgte mig om et eller andet, som jeg dog ikke forstod. Så tog han en krøllet seddel op af lommen og foldede den febrilsk ud. Han virkede samtidig noget ophidset. På sedlen var et billede af den efterhånden kendte profet, og henover siden stod der ”Le Choran est merde !” …. Nå, tænkte jeg, den bliver svær, for hvis jeg nu nikker ja til det, så kan det være at han tager en Kalashnikow op af gemmerne og skyder mig en kugle for panden. Og siger jeg nej, så bliver han måske sur. Jeg var i et dilemma, og vævede lidt omkring spørgsmålet. Men jeg lod som om jeg ikke helt forstod det. Så for han hen til nogle åbenbart bekendte og spurgte ”’Merde’, c'est quoi au anglais ?” ”Shit”, lød svaret, og derefter hen til mig igen for at fortælle på engelsk, hvad der stod på papiret. Men jeg var i mellemtiden gået lidt væk fra skuepladsen, og jeg lod som om jeg var uinteresseret i emnet. Så han opgav mig, men søgte så efter et nyt offer.

Lidt senere, på pladsen, så jeg ham igen på afstand, og nu smilte han til mig. Han så nu egentlig meget flink ud, og formodentlig var han enig i sætningen på papiret, nemlig at koranen er noget møg(her var ordet så på jysk).

Jeg gik videre ind i byen for at studere folkelivet

Jeg fulgte for det meste gågade-systemet, som heldigvis er udbredt, men ind imellem kom jeg også ud i de trafikerede gader.

På et tidspunkt overværede jeg et lille optrin på en af disse meget trafikerede smågader, som går på kryds og tværs i byen. En bilist var åbenbart kørt ind i en anden og der var opstået skrammer på den ene eller begge biler. De 2 bilister var begge stået ud af bilerne. De var åbenbart ikke enige om skylden, og stod nu og larmede og skændtes med hovederne så tæt på hinanden, at jeg blev helt bange for at det skulle udarte sig til korporligheder. Men de begyndte nu at trække sig længere og længere væk fra hinanden, dog stadig med armene oppe, skrigende og råbende, som om det drejede sig om at kunne råbe højest. Pludselig gik de i clinch igen, den ene vildt fægtende med armene, men kun et kort øjeblik. Derefter igen tilbagetrækning. Og sådan gentog scenen sig nogle gange, men efterhånden med mindre hidsighed, og til sidst ebbede det ud, og gemytterne gik hver til sit. De fik bilerne startet igen, og fortsatte ud i det Nice’ske trafik-inferno, hvor den slags scener nok kan opleves mange gange om dagen.

Det mindede mig om et lignende optrin, som vi oplevede for to år siden, også i Nice.

Vi var ankommet med toget til hovedbanegården i Nice, og på vejen ned ad hovedtrappen kunne vi ikke undgå at overvære det spektakulære optrin. En taxa-chauffør var røget fuldstændig op i skyerne, og kunne næsten ikke komme ned igen, alt imedens han skældte en ”stakkels” ung mand huden fuld, fordi han var ”kommet til” at holde på hans taxa-holdeplads. Og den seance havde næsten ingen ende, i hvert fald i den tid, vi gad overvære optrinnet. Den ”gale” taxi-chauffør for frem og tilbage mellem sin bil og den unge mand, og råbte så højt og larmende at man blev virkelig bekymret om, hvad det skulle ende med. Men til sidst blev hans tilbagefald mindre, især da den unge mands kæreste steg ud af ”ulykkesbilen” og blandede sig i diskussionen. Men da var vi også så småt fortsat på vores videre færd hen til Avenue Jean Medecin.

Egentlig er denne slags optrin mere spændende end film, og minder forfærdelig meget om netop film, med iscenesatte skuespillere, som udfører deres roller til færdighed, og man kan sommetider have en anelse af, om det egentlig ikke er en scene, som er i gang med at blive indspillet der, midt på gaden. Og at dømme efter antallet af tilskuere virker det også som om at gemytterne ”spiller” bedre, jo flere der kigger på.

Der ligger formodentlig en skuespiller gemt i de fleste franske bilister, og de drømmer alle sammen om karriere, og garanteret, så får de alle lejlighed til, en eller anden dag, at vise deres færdigheder. Tydeligvis er flere af dem så udøvede i faget, at de udstråler fuld professionalitet.

14.01.2015, Nice

Vi har endelig fået varmt vand tilbage i hanerne, så nu er livet igen blevet lidt mere civiliseret.

Men man kan faktisk godt vænne sig til at tage koldt bad.

Vi gik ned til Coco Beach ved middagstid i dag for, om muligt, at gennemføre vandreturen langs kysten til Villefranche. Der var igen meldt om 17 grader og solskin.

Vi startede ud med at sætte os på klipperne, for at nyde en medbragt sandwich, og det var igen en nydelse at være ved kysten i det gode solskin.

På et tidspunkt kom flere hold af unge og ældre franskmænd i finere tøj, vel nok kontorfolk, og slog sig ned på klipperne. De skiftede hurtigt kontordresset ud med badetøj, og hoppede derefter ud i bølgerne via en lille smal passage i klipperne, hvor der var stenbund i strandkanten og nogenlunde lavvandet.

Efter en god svømmetur, ind på land igen og op under bruseren, som er placeret på klipperne. Derefter blev en medbragt frokost indtaget under en del snakken og diskussion om dagens svømmetur…..så igen omklædning til kontortøj, og derefter gik turen formodentlig tilbage til arbejdet inde i Nice.

Vi prøvede at følge stien det første lange stykke, inden den afbrydes af lodrette klipper nedenfor Boulevard Maeterlink. Her er man tvunget til at gå op på landevejen og følge denne ca. ½ kilometer, inden man kan gå ned til kysten igen ad de mange trapper ved Pointe des Sans Culottes(sjovt navn), og derefter fortsætter stien uden afbrydelse helt til Villefranche.

Vi måtte dog opgive i dag, da det var begyndt at blæse og havet dermed også var blevet noget uroligt. Nogle steder stod skumsprøjtet ind over gangstien.

Det var flot at se bølgerne brydes mod klipperne nedenfor stien, og vi måtte ind imellem vurdere om der var fri passage på stien, eller om vi skulle afvente et ophold mellem bølgerne, inden vi gik videre.

Hen på eftermiddagen blev det dog umuligt at færdes mere på stien, og bølgerne blev lidt for voldsomme, så vi gik tilbage til vores udgangspunkt, hvor de unge mennesker fra Nice havde svømmet i middagsstunden.

Nu var det i stedet for små joller inde fra havnen, som havde overtaget scenen i vandet. De hoppede op og ned på de store bølger, og det så ganske farligt ud. Og selvfølgelig gik der ikke lang tid, inden et par af dem måtte have redningsassistance fra en følgebåd. Den ene af de små både måtte, kuldsejlet, slæbes tilbage til havnen.

I morgen har vi planer om en køretur langs kysten hen til St. Tropez for at gense gamle steder fra vores mange sommerferier der.

15.01.2015, Nice

Kl. 23:39

Turen til St. Tropez er næsten ikke noget at skrive hjem om, og for første gang på denne tur er en udflugt uden ”stof” til skriveriet. Jo, jeg er totalt blank.

Vi kørte, i bil, forbi byerne Antibes, Cannes, Mandelieu-La-Napoule, Théoule-sur-Mèr, Miramar, Saint-Raphaël, Fréjus, Saint-Aygulf, Les Issambres, Sainte-Maxime og så endelig Saint-Tropez.

Altså en lang række af kendte byer på Côte d’Azur, og enhver ville jo så mene, at der må være en masse at skrive om….. men nej.

De første 3-4 byer var én stor sammenhængende masse af by, og imellem de forskellige byskilte var der ingen synlig grænse i landskabet.

Selvfølgelig havde der været noget at skrive om, hvis vi ikke bare havde kørt forbi alle disse byer, og vi gjorde da også et lille ophold i Miramar, hvor K igen skulle besigtige et tidligere påtænkt lejemål.

Det var gemt væk i en lille hyggelig bugt, men så langt væk fra alfarvej, at det ville være noget anstrengende at skulle køre til bageren efter morgenbrød.

Turen langs med kysten var flot og ind imellem også med dramatiske stigninger og mange serpentiner-sving, men det er jo efterhånden hverdag at opleve.

Det var overskyet og til tider et næsten helt mørkt skydække, men regn blev det aldrig til.

Og Saint-Tropez var en forfærdelig skuffelse her ved vintertide. Alt var lukket, og der blev arbejdet overalt med renovering af såvel veje, fortove, bygninger, cafeer, som restauranter. Sæsonen ser ud til at starte så småt igen hen i februar måned, at dømme efter lukke-skiltene på restauranter og forretninger.

Om sommeren er byen en af de største turistmagneter på Côte d’Azur, men om vinteren er det nok det allerkedeligste sted at opholde sig. Det eneste sted, der var liv at spore, var på ”Place des Lices”, hvor pensionisterne dyrkede boule-spillet med samme ihærdighed som altid.

Retur til Nice ad A8, som vi kørte op på henne fra Frejus.

Spørgsmålet her sent på aftenen er, om vi tager til markedet i Ventimiglia i morgen, fredag.

16.01.2015, Nice

Hjemme igen efter en udflugt med tog til Ventimiglia på den anden side af grænsen. Men vi var desværre kommet lidt for sent af sted fra banegården i Villefranche på grund af billet-problemer ved automaten.

På togturen derhen fik vi siddepladser ud mod havet, og jeg regnede med at kunne tage et par flotte billeder fra turen, men ruden var, ligesom resten af toget, fuldstændig spoleret af graffiti-tegninger i mange farver. Godt nok flotte farver og tegninger, men man behøver da ikke at løse billet til et tog for at kunne opleve graffiti… det kan man jo opleve gratis inde på perronen eller ude i byen på ethvert gadehjørne, husmur eller anden forsvarsløs overflade på en bygning.

Da vi endelig kom til Ventimiglia var de ved at lukke ned for fredags-markedet, som byen er så berømt for. Men vi fik da duften af det italienske folkeliv og hunde høm-høm’er under skoene.

Der var dog heldigvis stadig åbent i en del af markedet for frugt og grøntsager, og derudover var også de almindelige butikker åbne, så vi besøgte også en slagter og en bager, og fik dermed handlet lidt fornødenheder, inden vi returnerede til Nice.

Og vi nåede endda 2 kopper kaffe på banegårds-cafeen, den ene, café ordinaire, var på ca. 2 cl., og dækkede knap nok bunden af den lille kop. Men den smagte som en himmerigs mundfuld.

Den anden kop kaffe var med mælk i, så der fik K en større mængde for pengene end jeg gjorde.

På den korte tid, vi var i IT, nåede vi at genopfriske vores italienske ordforråd, som vi havde stiftet bekendtskab med under vores enkelte døgn ved Como-søen. Og vi kunne sagtens jonglere med ordene: Buon giorno, Grazie, Buona sera, Arrivederci, Ciao, Pane, Si, No…. og også nogle få andre, som jeg ikke kan stave til, men med disse simple ord, kan man sagtens komme langt i Italien.

Og heldigvis, så taler alle på denne side af grænsen også fransk, så….. pas de problème !

Kl. 23:30

Nu regner det for første gang siden vi tog hjemmefra den 18. dec. Vi har observeret lyn og hørt nogle enkelte tordenskrald ude vest over Nice, men tordenvejret er ikke kommet hertil endnu.

18.01.2015, Nice

I dag var vi med ”Train des Pignes”, også kaldet ”Kogletoget” på dansk.

Vi hoppede på den lille hyggelige bus, nr. T32, som vi efterhånden har kørt med nogle gange. Det er en lille 12-personers bus, som anvendes på nogle bestemte ruter, hvor der åbenbart kan være langt mellem passagererne.

Der er altid siddepladser i den, og som regel kun et par passagerer med, når vi står på her nedenfor ejendommen på Boulevard Carnot, og i løbet af 10 minutter er vi inde ved Cours Saleya.

Denne gang fik vi endda opskriften på pasta-sovs med i købet. En fransk kvinde, lad os kalde hende pasta-damen, var steget på ved stoppestedet lige efter os.

Hun kendte åbenbart buschaufføren, og stillede sig hen og talte højlydt med ham under hele turen, og samtalen drejede sig kun om, hvorledes den bedste pasta-sauce skulle laves. Klokken var ved at være halv-tolv, så mon ikke det var den kommende frokost, der nu blev klargjort verbalt.

Chaufføren havde så travlt med at gestikulere med den ene arm op i luften, at det lykkedes ham at køre hele vejen ind til Cours Saleya med kun én hånd på rattet.

På et tidspunkt skulle en ældre dame stige af bussen nede ved havnen. Hun havde også siddet og lyttet til diskussionen, og hun blandede sig nu i snakken og kom med et par gode fif til opskriften, inden hun steg af med et ”Bon appetit !”.

Da vi stod af ved Cours Saleya, sagde jeg ”Au revoir” til chaufføren, men han var stadig for langt væk i diskussionen om opskriften med ”pasta-damen til at kunne svare.

Der findes ingen skilte i busserne i Nice, hvorpå der står ”Chaufføren må ikke samtale under kørslen”.

Vi vandrede nu op på Boulevard Jean Jaurés for at tage sporvognen igennem centrum af byen helt op til stoppestedet Libération.

Derfra gik vi hen til ”Gare du Sud”, hvorfra turen med Kogletoget har sit udgangspunkt

Denne banegård tilhører ”Chemin de Fèr de Provence”, og herfra starter ruten, som har endestation helt oppe i Digne-les-Bains i baglandet. En tur som i sin helhed varer 3 timer hver vej.

Kogletoget har fået sit navn fra gamle dage, hvor toget kørte så langsomt op igennem bjergslugterne, at passagererne, under turen, sagtens kunne nå at stå af og samle kogler til optænding af kakkelovnen derhjemme, og derefter hoppe på toget igen.

Men sådan foregår turen ikke nu om dage. Det er et ganske moderne dieseltog, som kører i fuld fart det meste af vejen, men dog afbrudt af enkelte strækninger, hvor det går meget langsomt opad i terrænet.

Banen går langs med floden ”Var” meget af vejen, og turen indeholder mange flotte natur-scenerier med meget høje bjerge, slugter, broer og en række af små pittoreske byer rundt omkring. Ind imellem kan man se de snedækkede alper langt væk.

Der er mange stoppesteder undervejs, og ved de fleste, standser toget kun, hvis man i god tid beder konduktøren om at blive sat af, eller hvis der er nye passagerer, der skal med.

Nogle steder, hvor banen går langs med de næsten lodrette klipper, er der spændt stålnet ud over bjergsiderne for at forhindre sten og klippestykker i at falde ned på sporene eller på toget.

De mest dramatiske strækninger undgik vi dog formodentlig ved at stå af halvvejs på ruten, nemlig i den lille by Entrevaux.

Dermed gik vi måske også glip at de flotteste naturscenerier, men vi havde læst, at der for ca. 1 år siden var sket en ulykke på strækningen efter Entrevaux.

Efter en periode med stærk regn var et klippestykke på mange tons faldet ned og havde ramt en togvogn med katastrofale følger, 2 dræbte og adskillige sårede.

Godt nok var det for oplevelsens skyld, at vi valgte at tage på denne ekspedition, men det kan også blive for ”eksotisk”.

Så vi nøjedes med halvdelen af turen, men det var også rigeligt for os, og vi stod derfor af i Entrevaux.

Vi var de eneste, som steg af, og vi stod lidt på perronen og sundede os i det kølige vejr her oppe i 500 meters højde.

Vi havde ca. 1½ times ventetid inden retur-toget til Nice var tilbage.

Vi gik først over en gammel vindebro til den gamle del af byen, som ligger ovre på den anden side af floden. Der tilbragte vi så en times tid med at gå rundt i de smalle gyder, og vi fik også et kig ind i den flotte gamle kirke. Her tændte K et stearinlys og placerede det i en række sammen med nogle andre tændte lys. Ikke fordi hun er katolik, men måske for at støtte kirken med 1 euro, eller også for at bede til at vi kom velbeholdne ned med toget igen.

Der lød flot kor-sang og højtidelig afdæmpet musik fra et par højttalere inde i kirken, og det gav en noget andagtsfuld stemning.

Vi beundrede den flotte ”Crèche”, som de ikke havde fjernet endnu.

Senere, i udkanten af byen, satte vi os på en bænk for at overvære en forestilling med byens boule-spillere i fin form.

Entrevaux er en ganske lille flække, hvor det virker som om tiden er gået i stå for mange år siden, og om sommeren er der sikkert mange turister tilstede, men om vinteren er der ikke meget liv i byen.

Der ligger et citadel langt oven over byen på en bjergtop, og man kan godt gå derop, men det er en langvarig tur, at begive sig ud på.

På hjemturen var det så småt begyndt at blive mørkt, og vi nåede først ned til Nice ved 18-tiden.

19.01.2015, Nice

Det har regnet hele natten og skulle efter alt at dømme fortsætte hele dagen. Det er også blevet noget køligere, og termometeret ude på terrassen siger 10 grader her til formiddag. Så foreløbig er der dømt ”indendørs-dag”

Kl. 13:47

Regnen er holdt op, og vi planlægger en gåtur til Villefranche.

Kl. 18:56

Hjemme igen. Turen rundt om pynten til Villefranche lykkedes, selvom det nogle gange virkede noget letsindigt af befærde den smalle kyststi, men det er ikke mere letsindigt end at gå oppe på de smalle fortove på vejene.

Der var virkelig flot og meget frodigt på bjergsiden langs med stien. Mange forskellige kaktusplanter og agaver. Og ovre på den anden side af bugten havde vi fuldt udsyn til Cap Ferrat, som vi gik rundt om for 2 år siden. Men nu har vi efterhånden set nok af kyststier, og glæder os efterhånden til at skulle vandre på bjergstier i næste uge.

Inde i Villefranche fik K endelig købt en ny jakke i rigtigt fransk snit. Den meget snakkesalige smarte ekspeditrice, som så gerne ville øve sit engelske sprog, spurgte først om vi var fra Norge, da vi kom ind i forretningen. Hun havde nok hørt os stå og tale uden for, og det lød åbenbart som norsk i hendes ører.

Da jeg så svarede, at vi var fra Danmark, sagde hun spørgende og helt alvorligt: "It's the same ?".....

Stilen var lagt, og vi måtte atter konstatere, at Danmark ikke er specielt kendt af almindelige franskmænd, og altså heller ikke af franske damer.

Og da vi fortalte hende, at vi havde gået langs kysten omme fra Nice, klappede hun højlydt i hænderne og kiggede på vores fodtøj, idet hun tydeligt tilkendegav at vores kondi-sko var det rette fodtøj til sådan en tur.

Overalt i forretningen var der små og store skilte med ”50%”, og det stod ganske klart, at man kunne få det hele for det halve. Men alligevel så gentog hun gang på gang ”Only fifty percent”, hvilket jeg syntes virkede noget anstrengende at høre på, men forsøgte at bevare masken.

Kirsten gik ”catwalk” et par gange foran prøvespejlet, og hun syntes tydeligvis godt om jakken.

Om det var ekspeditricens allersidste bemærkning, der fik hende til at beslutte sig positivt, ved jeg ikke, men pludselig lød det: ”You look very sexy !”…. og det var formodentlig henvendt til Kirsten, til trods for at hun kiggede på mig, da hun sagde det !!

20.01.2015, Nice

Var på posthuset i Villefranche i eftermiddags for at afhente Poste Restante forsendelsen med nøglerne fra DK.

Alt i orden, så nu er vi klar til at tage til Flassan på lørdag.

Samtidig var vi nede i tøjbutikken igen for at få en alarm-tingest fjernet fra Kirsten’s nye jakke. Den var ikke blevet fjernet i går, da den smarte kvindelige franske ekspedient, havde haft så travlt med at snakke om 50% rabat og K’s(eller mit ?) sexede udseende, at hun helt glemte at fjerne alarm-tingesten, inden vi forlod butikken med jakken, og uden at butikkens alarm-system dermed gik i gang.

På hjemturen med bus fra Villefranche stod vi af oppe ved Boulevard Maurice Maeterlinck for at frekventere supermarkedet Carrefour.

Vi havde kun brug for et par fornødenheder, og havde derfor bare taget en mindre indkøbskurv med ind i forretningen. Efter 5 minutter var vi allerede færdige, og gik hen til kasse-systemet.

Først udsøgte vi os kassen med den korteste kø. Der var egentlig 10 kassesluser, men de 7 var lukkede. Og det til trods for at der var rigeligt med kunder i butikken.

Foran os stod en ældre dame, godt nok med indkøbsvognen fyldt op til toppen, men hun var trods alt i gang med at fylde varer op på kasse-båndet, og ovre ved de 2 andre kasser, så der ud til at være længere kø.

Foran den ældre dame var en yngre mand i gang med at betale for sine varer, men der var åbenbart gået kludder i betalings-systemet, for pludselig skulle kassedamen resolut ud fra sit domæne, og om på den anden side af kassen for at hjælpe den unge mand med betalings-maskinen, og derefter gik der fuldstændig kludder i systemet….. Ja, så meget kludder, og ventetid, at vi til sidst besluttede at gå over i en anden række, hvor der nu var tyndet ud i køen.

Herfra kunne vi stå og overvære optrinnet i vores ”gamle” kø, hvor den unge mand var forsvundet, men straks efter dukkede op med en lang strimmel i hånden, og kassedamen stod nu og parlamenterede med den unge mand samtidig med at hun stod og talte i en mobiltelefon, og det hele var et stort cirkus.

Godt at vi havde valgt en anden udgang, for foran os stod kun en yngre pige, som var ved at færdiggøre sit indkøb. Hun var ved at pakke sine varer i 2 medbragte plasticposer, da kassedamen, som var af den rolige ustressede type, begyndte at tale med den unge pige om både vind og vejr, og om familien og om hunden. Og ikke nok med det, men da al den familiære snak var slut, begyndte hun at forklare om et nyt rabat-system der i forretningen, og det var en forklaring så lang, at køen ovre i vores første række nu var ved at være færdig….. men vi besluttede trods alt at forblive, hvor vi var, og vi havde da også placeret vores få varer på båndet.

På et tidspunkt var kassedamen færdig med forklaringen om det nye rabat-system, og den unge pige var også færdig med at pakke sine varer ned i plasticposer, og nu lagde hun så sin store skuldertaske op på pladsen for enden af kasseslusen. Herfra tog hun en større pung frem, og inden i denne fandt hun en mindre pung, og herfra tog hun møjsommeligt et lille kreditkort, som hun stolt fremviste til kassedamen. Vi andre stod efterhånden bare og måbede over forestillingen, men minsandten om kassedamen nu ikke begyndte at forklare om det nye rabatsystem igen, og den unge pige måtte derefter gå hen til en kortlæser for at afgive en kode, og det måtte hun gentage et par gange, alt imens hun korresponderede med kassedamen….. For s.… tænkte jeg, nu må de squ da snart holde op !

Jeg drømte mig tilbage til kassesluserne derhjemme i Løgten hos købmand Carlsen eller Superbrugsen i Løgten, ja endda kasseapparaterne oppe i Superbrugsen i Thisted, hvor det nogle gange kan være anstrengende at komme igennem p.g.a. forkerte priser i systemet.

Nej, de hjemlige kassesluser er det rene slaraffenland i forhold til systemerne i Carrefour Maeterlinck.

Ude af supermarkedet ca. ½ time efter at vi var gået ind, stod vi nu og kunne ånde lettet op med vores 5 varer i en plasticpose.

Vi drøftede igen alle de gange, hvor vi har stået i tålmodige køer i de franske supermarkeder med de underlige betalingssystemer og de snakkesalige kassedamer.

Og så er det endda ikke så galt som i ”gamle dage”, hvor alle skulle betale med check, og først skulle til at finde checkhæftet frem fra tasken og udfylde checken, når alle varerne var puttet i indkøbsposen og samtalen var slut.

Kassedamerne i de franske supermarkeder arbejder på betingelser, som vi ikke ser i Danmark. De arbejder i deres egen fart, og de hersker virkelig suverænt på deres område. Butikschefen ser man sjældent i kasse-området. Skal en kassedame have hjælp med et eller andet problem, som hun ikke selv kan løse, er det normalt en anden kassedame, som træder til. Og kunden, den stakkel, får lært hvad tålmodighed er for en ting.

Det får mig igen til at tænke på en anden episode, men denne foregik i Tyskland, og var en stik modsat oplevelse af ovenstående.

Og den handler om tysk effektivitet.

Det var på vores ferie for 2 år siden, hvor vi undervejs til Villefranche havde gjort et ophold i Sydtyskland.

Vi havde overnattet i Freiburg, og skulle videre dagen efter, men inden afgang havde vi besluttet at foretage et par indkøb, da vi først ville ankomme til vores bestemmelsessted sent om aftenen.

Valget faldt på en Aldi butik, selvom jeg egentlig aldrig har brudt mig så meget om Aldi derhjemme. Jeg synes det er lidt for meget discount, men denne butik lå nærmest for.

Vi ville bare købe en pakke spaghetti til hurtig aftensmad, men det endte med, at vi købte hele butikken. Og det var lige før den ikke kunne være i den kæmpemæssige indkøbsvogn, som vi havde forsynet os med, endsige det stakkels allerede overfyldte bagagerum på 340 volumenliter. Vi måtte derfor overbelaste bagsædet, med den virkning at det blev svært at orientere sig i bakspejlet for alle de købmandsvarer.

Det er ikke sådan, når bønderne kommer til byen med 4-toget og erfarer, at de er kommet til Slaraffenland.

Denne Aldi butik var en oplevelse ud over det sædvanlige, og vareudvalget var særdeles rigt, og helt anderledes end derhjemme. Det lignede ikke den sædvanlige discount-forretning. Der var god plads til at bevæge sig og køre rundt med den store indkøbsvogn, og som det mest interessante, varerne var enormt billige.

Men det allerstørste indtryk fik vi henne ved kasseapparatet.

Normalt er vores arbejdsfordeling således, at jeg lægger varerne op på båndet, og Kirsten lægger dem ned i vognen efter indscanningen.

Jeg fik også lagt alle varerne op på kassebåndet, og der var masser af plads på det lange bånd til fralægning, men på den anden side af kasseapparatet var der bare en lille firkant, hvor der knap kunne ligge en pakke gær, altså ingen rutten med pladsen der, når først varerne var scannet.

Men her fik vi systemets grundighed at se, og logistikken var helt fantastisk.

Det startede med, at kassedamen bad Kirsten stille indkøbsvognen lige ved siden af det lille aflægningsareal, og derefter begyndte hun at indscanne varerne.

Det gik virkelig så hurtigt som aldrig før set. Jeg tog tid ved at tælle sekunderne i hovedet, Det tog hende under 1 minut at scanne vores i alt 59 varer igennem kassen og hun formelig smed varerne på kryds og tværs igennem scanneren, som aflæste lynhurtigt både fra neden og fra siden, og ikke én vare gik forkert.

Og hun kunne multi-taske så det battede, pludselig havde hun en melon uden stregkode i hånden, men lynhurtigt trykkede hun én gang på en tast og melonen var frigivet.

Og som om dette ikke var nok, da der var ca. 10 varer tilbage på båndet, spurgte hun, alt imedens hun stadig scannede: ”Karte oder Bargeld ?”.

Hun var en ren jonglør i sit fag, og ”flaskehalsen” i logistikken lå udelukkende på vores side.

Kirsten forsøgte forgæves at følge med og lægge de mange varer ned i indkøbsvognen, inden de hobede sig op i et bjerg på ”firkanten”, og jeg nåede, af ren benovelse over forestillingen, aldrig hen for at hjælpe hende. Ja, jeg nåede faktisk heller ikke at finde pungen frem, inden det hele var færdigt.

Jeg var målløs og Kirsten var ligeledes målløs, og jeg havde ikke behøvet at have ondt af køen bag os, som jeg troede vi ville forsinke med vores væld af varer.

Vi aftalte at vi besøger den forretning en anden gang for at konstatere, om det går sådan for sig hver gang.

På vejen ud af Freiburg, stødte vi på en anden Aldi butik, og mon ikke der er mange af dem dernede med den effektivitet, som de udviser ?

21.01.2015, Nice

Det har regnet det meste af dagen, men alligevel tog vi ind til Nice for at gøre forskellige indkøb.

Jeg løb forgæves rundt i Monoprix, Nicetoile, Lafayette og så et pharmacie samt et mindre Casino for at finde en ganske bestemt Colgate tandpasta, Sensitive Pro-relief, som jeg er udgået for, og som jeg ikke kan undvære til mine elendige følsomme tandhalse.

Jeg forsøger om de har den ovre hos Auchan i Avignon på søndag eller mandag, når vi er kommet til Flassan. Og har de den ikke der, i et af de største supermarkeder(Hypermarché) i Frankrig, så har de den ingen steder i Frankrig. Men jeg har da fået lært at tandpasta hedder Dentifrice på fransk.

Jeg må evt. få Lea til at sende mig en tube til Flassan.

På hjemturen med T32 kørte vi med vores sædvanlige gode gamle chauffør, som er så snakkesalig, og han synes åbenbart, at vi har støttet hans rute så meget på det sidste, at han rystede på hovedet og sagde ”Non Monsieur, …….. !”, idet han smilende gav mig de 3 euro tilbage, som jeg havde lagt i penge-skålen.

Desværre, nu hvor vi virkelig begynder at falde til, og busturene er gratis, skal vi videre på vores færd i landet.

Vi har afrejse fra Nice på lørdag, og skal så køre ca. 300 km. til vores næste opholdssted. Det er inde i landet ved bjerget Mont Ventoux, hvor vi har lejet et byhus i en ganske lille by, Flassan(www.flassan.dk) med ca. 300 indbyggere. Så det bliver noget af en omvæltning i forhold til Nice, hvor der bor 350.000 + en forfærdelig masse turister

Det bliver dejligt at kunne trække vejret igen i frisk bjergluft, selvom vi efterhånden har vænnet os til byluften i Nice.

Og vi har vænnet os til at opholde os i en lejlighed på 28 m2. Men den er også praktisk indrettet, og det er kun en stor fordel, at der ikke er så meget plads at rode på. Selv et righoldigt bibliotek er der plads til, men med kun 1½-dags regn på 3 uger og de fleste andre dage med fuld sol, er det ikke blevet til så megen læsning.

22.01.2015, Nice

Til middag tog vi med sporvognen fra Place Garibaldi og helt om til Liberation, hvor der også er markedsplads. Her påbegyndte vi en gåtur til bydelen Cimiez for at kigge på gamle romerske ruiner, men vi opgav p.g.a. for mange biler og en deraf irriterende luftforurening. Og det gode vejr var heller ikke lige til en gåtur i den indre by.

Så derfor retur med sporvognen ned i Vieux Nice til sen frokost på La Storia, hvor vi fik Moules/frites og Salade Nicoise. Vi sad ude på fortovsrestauranten lige i solen, og jeg måtte smøge skjorteærmerne op.

Derefter en gåtur op på forbjerget for at se udsigten og solnedgangen over byen, som var et flot skue som sædvanligt.

Oppe fra toppen fandt vi en sti ned til havnen på den anden side af bjerget, og derefter en sidste gåtur hjem ad den bedste rute op forbi Hotel Marbella og ned at Boulevard Carnot.

Formodentlig vores sidste gåtur i Nice i denne omgang.

23.01.2015, Nice

Pakkedag, oprydningsdag og rengøringsdag.

Men da der meldes om 16 grader og fuld sol, bliver der nok også tid til en lille udflugt, og det kan vel ikke tage så lang tid at gøre 28 m2 ren.

Kl. 18:09

Jeg er lige kommet hjem med bussen fra Passable/Rothschild, og Kirsten stod af i Villefranche for at gå ned i tøjbutikken, hvor hun ville kigge på trøjer.

Vi tilbragte eftermiddagen ude på Cap Ferrat, selvom vi havde besluttet os for at holde med gåture langs kysten, men vejret var så godt, at vi absolut måtte af sted.

Vi gik på vestsiden af halvøen, som her vender over mod Villefranche og Nice.

Cap Ferrat kyststien er nok den sværeste, vi har gået endnu, forstået på den måde, at der ikke er tilstrækkelig med gelænder som beskyttelse på yderkanten af stien, som vender ud mod havet. Kun på steder med trappetrin, er der gelænder. Men på andre smalle passager kunne det også være nødvendigt, og her er det med at holde tungen lige i munden. Man skal absolut ikke lide af højdeskræk.

Vi kom forbi nogle bjergsider med en flot bevoksning ligesom ovre på den modsatte side af bugten, hvor vi gik den anden dag. Men her på terrænet, som vender mod vest, er der mere varme fra solen, og det giver tydeligvis en mere frodig vækst.

Der var over 20 graders varme derude, og det varmeste vejr, vi har haft hidtil. Vi satte os på klipperne og nød det i fulde drag.

I morgen er det afgang fra Nice.

Jeg har lige læst i avisen at Francois Hollande har droppet den forhadte millionær-skat her i landet, så nu bosætter vi os nok hernede !

24.01.2015, Flassan

Undskyld, jeg skal lige have fingrene tøet op, inden skriveriet kan begynde for alvor.

Vi er kommet til et område, ca. 300 kilometer fra Nice, hvor temperaturen er ca. 10 grader lavere, og vi har endnu ikke fået huset varmet ordentligt op.

Vi fik ikke sagt ordentlig farvel til Odette i Nice. Hun var ikke hjemme, da vi tog af sted i formiddags, men vi hængte en pose med en æske chokolade på hendes dørhåndtag, og skrev ”Au revoir” udenpå.

Da vi kørte ud af Nice, var der fuld sol og sommeragtigt, men da vi kom længere vestpå begyndte varmegraderne at falde, og vi kan nu forvente omkring 5 – 6 grader om dagen og risiko for nattefrost iflg. vejrudsigten.

Men vi tager det som en trinvis akklimatisering tilbage til de nordlige breddegrader, som vi alligevel snart skal stifte bekendtskab med igen.

Det paradoksale er, at vi den sidste dag i Nice i går havde den hidtil varmeste dag på denne tur.

Vi Ankom til Flassan ved 16-tiden efter en rolig tur på A8, som mod vest ender i Aix en Provence. Her kan man så dreje mod syd, hvis man vil til Marseille, men vi drejede mod nord, ad A7, som går mod Lyon.

Ved Avignon, drejede vi stik østpå, og efter ca. 40 kilometer var vi inde i området ved Mont Ventoux.

Vi havde haft bjerget i synsfeltet langt nede ad A7, og det var meget tydeligt i det klare vejr. Den hvide kalot på toppen kan man se på lang afstand året rundt, og da vi kom nærmere, var det tydeligt, at der var tale om sne.

Den særprægede bjergtop er også hvid om sommeren, men da skyldes den hvide farve de mange kalksten, som dækker den øverste del af bjerget.

Bjerget er over 1900 meter højt, og rager op i landskabet som det eneste bjerg i området, og kan vel siges at være det vestligste punkt af Alperne.

Vi er nu i det franske departement Vaucluse, og kommer fra Alpes Maritimes, hvor Nice ligger. Undervejs hertil kørte vi også igennem departementet Var.

Ulempen ved at forlade det lune hjørne henne i Alpes Maritimes og begive sig hen til Vaucluse er, at vi dermed kommer til området, hvor Mistral-vinden, især på denne årstid, er fremherskende.

Vi har været her i området omkring Mont Ventoux mange gange på sommerferie, og vi har før oplevet Mistralen, men kun i korte øjeblikke.

Og ganske rigtigt, så snart vi begyndte at køre nordpå efter Aix-en-Provence, begyndte det at blæse, og der skulle holdes godt fast i rattet.

Det suser og det stormer udenfor, og vi har barrikaderet os indenfor med alle skodder for vinduerne. Selv hoveddøren har vi barrikaderet med skodder. Og alligevel kan vi tydeligt høre Mistralen i fuld form udenfor. I pejsen lyder der sommetider en knirken fra lågen, som giver efter for vindens susen fra oven. Men ilden brænder lystigt, og det virker meget hyggeligt her i stuen til trods for den barske vind udenfor.

Vi læste i vejrudsigten(La Chaine Météo) i morges, at der ville forekomme kraftige vindstød i Ventoux- området, og jeg skal love for, at der er noget om snakken.

Der er 2 soveværelser i huset, og Kirsten har lige ommøbleret fra det først valgte til det andet, hvor stormen ikke lyder så voldsom

25.01.2015, Flassan

Vejrmæssigt fra den ene yderlighed til den anden.

I går aftes og en del af natten var der fuld storm med Mistralen, men lige nu sidder vi ude på terrassen og nyder solen i det mest stille vejr, man kan tænke sig.

Vi har fundet terrassemøblerne frem fra garagen, og der er virkelig dejligt i varmen.

Beliggenheden mod syd er fortræffelig på denne årstid, og forudsigelsen på 5 - 6 grader, gør ”La Chaine Météo” utroværdig.

Kl. 17:18

Gik en lille tur i byen i eftermiddags, og her er meget stille og roligt på en søndag. Vi så faktisk ikke en sjæl bortset fra 5 flotte hunde, som stod indenfor et gitter og underligt stiltiende fulgte vores færden.

Der er en lille købmandsbutik i byen, men den har lukket om søndagen. Og så er der en bar, selvfølgelig, men den ser ud til at være lukket for vinteren.

Tilbage i huset igen, gik jeg i gang med at hente det sidste brænde i garagen, og hvad dukkede op under det allersidste stykke….. en skorpion !

Jeg har før set sådan en fyr, og blev ikke specielt forskrækket, men da det var en af de mindre var jeg alligevel ekstra forsigtig.

Jeg har engang for mange år siden, i Jugoslavien, fået fortalt, at de mindste af dem er de giftigste.

Dengang camperede vi med vores 3 børn langt nede i Kroatien i nærheden af Dubrovnik, og da vi efter 14 dage skulle til at pakke teltet sammen, opdagede vi en skorpionrede under teltet. Og børnene havde, i leg, løbet barfodet rundt om teltet mange gange.... Vi havde også undret os over at lejrchefen altid gik med lange gummistøvler på, men her var så forklaringen.

Tilbage til vores lille franske ven, som virkede lidt sløv. Den var tydeligvis blevet vækket på den forkerte årstid og sad og sundede sig lidt. Men jeg fik den lirket op på en skovl og smidt over i naboens have !(øh… han ser ikke ud til at være hjemme, og desuden ser der ud til at være mere plads til den derovre).

Jeg nåede dog forinden at forevige det lille kræ på et par fotos, og på et af dem sidder den endda i angrebsstilling, uden at jeg bad den om det..

Bagefter Googlede jeg lidt på emnet, og fandt ud af, at der må være tale om en Euscorpius flavicaudis, en art som netop lever i Sydfrankrig. Dens stik er ikke værre end et hvepsestik, men det kan jo også være galt nok.

26.01.2015, Flassan

Vi stifter pludselig bekendtskab med den franske fauna her på stedet.

I aftes, da vi skulle til at i seng, råbte Kirsten pludselig højt inde fra soveværelset. Jeg skyndte mig derind, og så stod hun og pegede ned mod gulvet, hvor der tydeligvis var en noget større edderkop på vej.

Det var en af dem, som jeg ikke tror, man skal tage op i hænderne

Vi brugte Kirstens egen opfundne metode ”glas-metoden”, som hun tit anvender derhjemme. Et drikkeglas sættes hen over dyret, og derefter lirkes et postkort eller et stykke stift papir ind under glasset, og vupti, så er dyret lukket inde, og man kan gå udenfor med glasset og hælde indholdet ud, uden at dyret lider overlast. En skånsom metode, som fører dyret tilbage til naturen. Og selv for en hus-edderkop, må det være bedre at ende ude i naturen end som et lig i skraldespanden.

Kirstens metode, som hun ikke har taget patent på, er hermed til fri afbenyttelse for alle.

Her var der dog ikke noget drikkeglas i huset, som var stort nok, så vi anvendte i stedet for en mindre glasskål.

Edderkoppen virkede også lidt sløv ligesom skorpionen. Og det skyldes formodentlig at den først er vågnet op nu, da vi har fået huset opvarmet. Huset har stået tomt de sidste par måneder.

Den var dog ikke så sløv, at jeg nåede at fotografere den, så der følger desværre ingen billedmæssig dokumentation med denne oplevelse.

Har lige været ude for at tale med en arbejdsdreng, som går ovre ved naboen for at tynde ud i bevoksningen i haven. Jeg råbte til ham over hegnet, og spurgte om han vidste, hvor man kan købe brænde til pejsen.

Han hoppede skyndsomst ned ad stigen, og kom om på den anden side af hegnet, hvor jeg stod.

Han var vel omkring 25 år gammel og så meget flink ud. Jeg rakte ham hånd, idet jeg sagde ”Pièrre”(det lyder bedre end Peter hernede), og han svarede ”Michel”.

Så begyndte Michel at fortælle om flere forskellige muligheder for at købe brænde. Bl.a. talte han om en bondemand uden for byen, men han leverede altid minimum 5 rummeter brænde, og det er nok mere end vi kan nå at fyre af.

Og så var der en ”træmand” længere væk, hvor man skulle købe for minimum 150 euro.

Man kan åbenbart ikke købe det i sække ved vejen, som man tit ser derhjemme.

Michel bor oppe i den anden ende af byen, og han foreslog til sidst, da jeg havde rystet på hovedet af de første muligheder, at jeg så kunne købe af hans egen beholdning derhjemme.

jeg måtte ind imellem have nogle af sætningerne gentaget, og det endte med endnu et godt håndtryk, da vi endelig afsluttede en handel.

Han ville levere til 14 dages forbrug for 60 euro, og han ville endda levere det til døren i morgen formiddag.

Og han ville levere vinstokke til optænding og egetræ for resten.

60 euro ! det bliver spændende at se, hvor meget træ det er.

27.01.2015, Flassan

Har lige været ude for at tage imod Michel, som jeg hørte køre op ad Impasse Guibert.

”Ça va bien ?” spurgte han, efter at være steget ud af bilen, en ældre Peugeot varevogn.

Ça va très bien !”, svarede jeg, og vi hilste igen på hinanden.

Han var kørt helt op til garagen igennem den smalle passage. En passage så smal, at jeg ikke havde troet, at en bil kunne komme igennem.

Han lukkede op for bagdøren, og der var fyldt med brænde overalt i varevognen. Kun førersædet var fri.

Vi fik det hele læsset af, og over i garagen, hvor det blev stablet op i en pæn bunke, og der ser ud til at være til 14 dages forbrug.

Halvdelen af bunken var gamle vinstokke, og han fortalte at nogle vinbønder skar vinstokkene kraftigt tilbage, når vinplanterne var 10 år gamle, og derfor var der altid masser af den slags træ til rådighed.

Den anden halvdel bestod udelukkende af kraftige egekævler(buches de chènes), som han har skovet her i området ved bjerget.

Han har autorisation til af skove 5 rummeter træ om året. Ja, det lyder jo ikke af så meget for mig som gammel ”træmand” i Vosnæs og Skrald skovene, men mon han ikke også finder mere end det.

Han vil også komme med en kasse grankogler til optænding senere på dagen, og han fortalte at alle må samle kogler i skovene. Så jeg har nu planlagt en kogletur uden tog denne gang.

Da vi havde tømt bilen for brænde, lå der 3 store papirsække nedenunder. De var fyldt med gammelt brød, som han bagefter skulle ud til en hestefarm med.

Michel arbejder som bager i Vaison la Romaine, som ligger en halv times kørsel herfra, og han har kun én ugentlig fridag, nemlig om tirsdagen. Han arbejder fra kl. 3 om natten til klokken 11 om formiddagen. Og derudover har han så også noget havearbejde for forskellige folk. Jo, en flittig dreng må man nok sige.

Jeg fortalte ham om skorpionen, som jeg fandt den anden dag, og han grinede over hele hovedet, da jeg spurgte, om de er farlige !

Kl. 21:15

Var i Auchan le Pontet i eftermiddags for at finde en tube tandpasta. Men det var som at finde en nål i en høstak, og vi fandt da heller aldrig tandpastaen, selvom der var en kilometerlang hylde(øh…. næsten !) med tandpastaer.

Vi noterede os nummeret på parkeringspladsen, inden vi gik indenfor i etablissementet, således at vi havde håb om at kunne finde bilen igen i det enorme område.

Vi gik rundt derinde i næsten 3 timer, og blev væk fra hinanden flere gange, men så er det godt, at man har en mobilos på sig.

Jeg skrev til K ”Hvor er du ?”, og hun svarede tilbage ”Jeg er ved fisken”. Jeg gik ud fra, at hun mente fiskeafdelingen, og der fandt jeg hende også efter 10 minutter.

Senere lød det ”Jeg er i grønt”. Der troede jeg, at hun talte om tøj-afdelingen, hvor hun var ved at prøve den nye forårsmode, men da jeg ikke kunne finde hende i afdelingen for dametøj, skrev jeg "Er du stadig i grønt… eller måske i gråt ?"….. "Frugt og grønt, dit fjols", skrev hun så tilbage kort efter. Den afdeling fandt jeg hurtigt, for det var ikke så langt fra vinafdelingen, hvor jeg havde tilbragt ½-times tid med at studere alle de berømte franske vine.

Men frugt og grønt afdelingen var så stor, at det var mere end svært at få øje på hende.

Jo, Kirsten er med på den moderne sprogform, når der skal skrives korte sms’er, men hun er dog endnu ikke begyndt at forkorte ordene som de unge, der kan finde på at skrive ”d”, når de mener ”det”.

Auchan le Pontet ved Avignon er med i top-10 over de største supermarkeder i Frankrig. Og det er så stort at navnet supermarked(supermarché) ikke slår til, næh… i den størrelse hedder det et hypermarked(hypermarché).

Selv Bilka derhjemme er bare en lille biks i den sammenligning.

Og udenfor dette hypermarked, men under samme tag, er der så et væld af specialforretninger i én lang række.

Efter at være kommet ud til bilen igen, var vi enige om, at vi havde gennemført dagens motions-mål, nemlig de 10.000 skridt som anbefales af sundhedsstyrelsen.

28.01.2015, Flassan

10.000 skridt fik vi til gengæld ikke tilbagelagt i dag, hvor det har regnet det meste af tiden.

Vi kørte alligevel en lille tur i bilen ud i omegnen.

Vinbønderne har overalt travlt med at beskære vinstokkene, således at sidste års skud fjernes, og planten dermed er klar til en ny sæson. De går rundt med nødvendige el-sakse, og der er dermed styr på ergonomien. Når man kigger ud over landskabet, er der vinplanter så langt øjet rækker, så det er et kolossalt arbejde, de er i gang med.

Området ved Mt. Ventoux har sin egen appellation i vin-hierarkiet, og der laves virkelig gode vine her.

Synes man ikke om Ventoux-vinene, skal man ikke bevæge sig langt ud i det tilgrænsende landskab for at finde de berømte Côtes du Rhone områder.

Her ligger adskillige byer indenfor cru-betegnelsen. Gigondas, Vacqueyras, Rasteau, Beaumes de Venise, Vinsobres, og ikke at forglemme Chateauneuf-du-Pape.

Derudover er der et væld af byer med betegnelsen ”Côtes du Rhône Villages”.

Alle disse gode vine har fået navn efter bynavnet.

Og alle herlighederne ligger indenfor en radius af max. 40 kilometer herfra, hvor vi bor.

Oppe på Mt. Ventoux er der stadig fyldt med skyer, således at det er umuligt at få toppen at se.

Da vi kom hjem sidst på eftermiddagen var regnen ophørt.

29.01.2015, Flassan

Det er let at følge med i tiden her i Flassan. Hver halve time lyder der ét klokkeslag, og hver hele time lyder der så det fulde antal slag.

Først høres slagene fra kirkeklokken. Derefter går der et minuts tid, så lyder de samme antal klokkeslag fra uret på rådhuset, men i en anden toneart. Og som om det ikke var nok, forsøger en hane derefter at gøre kunststykket efter, men som regel rammer den ikke samme antal gal som klokkernes slag.

Og hanen er heller ikke helt systematisk, da den kan finde på også at gale uden for de normale tidspunkter for klokkeslag.

Bortset fra det, er der ikke mange lyde fra byen. Nogle enkelte hunde kan man altid høre, og ude på vejen, Rue de la Boissère, kommer der måske et par biler om dagen.

Huset vender på den ene side ud mod en smal passage ”Impasse Guibert”, og denne ender blindt længere oppe i terrænet ved en kirsebær-plantage. Da huset er den sidste matrikel på denne passage, er der ingen trafik af hverken gående eller kørende.

Bortset fra Michel, som i tirsdags var i gang med at tynde ud i bevoksningen ovre hos naboen, har vi kun set en enkelt person komme gående op ad Impasse’n. Det var en arbejdsmand med en hakke på skulderen. Han skulle op for at rode i noget jord ved kirsebærplantagen.

Altså fredeligt og roligt. Og var det ikke for kirkeklokken, rådhus-uret og hanen, så var der næsten for fredeligt, men det passer os alligevel fint ovenpå de hektiske dage i Nice og omegn.

Lige overfor på den anden side af Rue de la Boissère, er byens forsamlingshus, hvor der ser ud til at blive passet mindre børn om dagen. Ellers bliver det brugt til fælles komsammen regelmæssigt. Den dag, vi ankom, var der f.eks. en teaterforestilling i gang derovre. Og en anden aften har der været en familiefest.

Ved siden af forsamlingshuset er der en større parkeringsplads, som nok også bliver anvendt til boule-spil. Og her holder vores bil parkeret sammen med nogle få andre fra nabolaget.

Vores nabo på den anden side af Impasse Guibert er en ældre dame, som vi ikke har set udenfor havelågen endnu, og heller ikke ude på vejen foran huset, men hun går sommetider rundt ovre i haven.

Foran ”vores” ejendom” ud mod Rue de la Boissière ligger en anden ejendom, som virker ubeboet. Alt er skoddet til. Der er formodentlig tale om en ferie-lejlighed. Oppe i byen kan man også se adskillige ejendomme, som ser så lukkede og forladte ud, at der må være tale om ferie-boliger.

Formodentlig lider sådan en lille by så langt væk fra alfarvej samme skæbne som mange små byer derhjemme i udkants-Danmark. Det er svært at få de unge til at bosætte sig. Men man ser trods alt ikke ejendommene blive nedrevet, men derimod opkøbt af byboere, som anvender dem til ferie-formål.

31.01.2015, Flassan

Efter næsten 100 kilometers kørsel har vi nu rundet Mt. Ventoux.

Vi har, i vores sommerferier, ofte været oppe på toppen af bjerget i 1912 meters højde, og det er en fantastisk udsigt man har deroppe.

Om vinteren er det ikke muligt at køre helt derop p.g.a. sneen, så vi valgte i stedet for at køre rundt om bjerget.

Undervejs kom vi alligevel op i 1000 meters højde, og der var under 0 grader og sne flere steder, men vejene var helt farbare, og saltvognen så vi flere gange.

Vi kørte ad en rute, som går igennem byerne Sault, Aurel, Montbrun les Bains, Reilhanette, Brantes, Entrechaux, Malaucène og så til sidst Bedoin.

Turen varede det meste af dagen, og vi gjorde også ophold et par steder.

Undervejs igennem skovområderne var der tydeligvis gang i jagten flere steder. Der var ophængt skilte med ”Reservé à chasse” osv. Et andet sted stod der på et skilt ”Tir du lièvre interdit” = ”Forbudt at skyde harer”, hvem der så ellers skulle håndhæve det forbud. På et tredje skilt var der afbildet en vildsvinehoved, og der stod ikke noget om, at de ikke måtte skydes.

Så for tiden er harerne måske de mest heldige af dyrene i dette område.

Første stop var i Sault, hvor vi gjorde et ganske kort ophold.

Vi slentrede lidt rundt i byen, som normalt er hyggelig at besøge, og vi har et par gange siddet på en af bænkene under platan-træerne for at følge med i boule-spillet. Men vi måtte igen konstatere, at byerne virker aldeles forladte her om vinteren.

På vejen udenfor byen stødte vi på de mange grå lavendel-marker, som dominerer landskabet her oppe i højderne. Det må være et flot syn når de begynder at blomstre i juni.

Dernæst gjorde vi ophold i Montbrun les Bains, som vi aldrig har besøgt før. Den ligger øst for bjerget, og var virkelig spændende at kigge på. Vi parkerede neden for byen, da den er svært tilgængelig i bil. Den ligger oppe på et bjerg, ligesom mange andre af byerne, og allerøverst kan man se ruinerne af en fortidig borg. Nede fra landevejen kan man se, hvordan husene er bygget direkte på klipperne i mange forskellige niveauer

Byen virkede underlig forladt, ikke en sjæl at se bortset fra et par katte og en enkelt hund. Gaderne er belagt med sten, som er lagt ned i et puslespil af et mønster. Nogle steder er belægningen almindelige flade sten, men andre steder er der lagt små afrundede sten på højkant, og så langt ned i fundamentet, at man kun træder på den allerøverste del af de runde sten. Det må have taget en rum tid at gennemføre den belægning.

Dagens ekstraordinære oplevelse fik vi, da vi gjorde holdt på nordsiden af bjerget. Jeg ville have et foto af bjergmassivet fra en vinkel, som vi aldrig har set før.

Det var et meget øde sted, og nedenfor vejen løb floden ”Le Toulourenc” flot igennem landskabet. Ovre på den anden side af floden knejsede de massive bjerge med store skovområder, som kravler langt op ad bjergsiderne, inden de afløses af rene klippelandskaber.

Pludselig blev stilheden brudt af ulvehyl, eller rettere sagt ulvetuden derovre fra. En meget langtrukken lyd, som jeg ikke tror, man kan tage fejl af. Men allerede efter 2 gange tuden, stoppede koncerten. Den mente nok ikke, at vi havde krav på mere underholdning den dag.

Senere kom vi forbi byen Brantes, som ligger langt oppe i landskabet, men vi valgte at blive nede på landevejen, da byen ser aldeles utilgængelig ud.

"Autour de Mont Ventoux".

01.02.2015, Flassan

Sneflokke kommer vrimlende……. Da vi stod op i dag, dryssede den flotteste sne stille og roligt ned udenfor. Det varede dog kun en halv times tid, inden det hørte op.

Så måske bliver der alligevel brug for vinterdækkene, som indtil nu kun har kørt i plusgrader bortset fra i går.

Iflg. vejrudsigten ser det ud til at blive koldere de kommende dage.

Vi besluttede dog at gå op på bjerget i dag, så langt som vi nu kunne klare.

Det endte med at vi tilbagelagde 7 kilometer op ad landevejen D217, inden vi, i 800 meters højde, vendte retur samme vej nedad de mange hårnålesving. Altså en gåtur på i alt 14 kilometer.

Man kan sagtens gå ad denne landevej, da der så godt som ingen biltrafik er.

Da udgangspunktet, Flassan, ligger i 400 meters højde, har vi altså besteget 400 meters højde af bjerget til fods.

Vi brugte 2 timer og 38 minutter på ruten iflg. Endomondo.

Det var ind imellem en barsk tur med en kold vind og nogle enkelte snefnug, som kom blæsende helt oppe fra toppen af bjerget, hvor der tydeligvis var rigtig vinter.

Men ind imellem gik vi også i solskin, og så var det pludselig lunt at gå i alt vintertøjet.

Vi havde det meste af vejen en flot udsigt ud mod vest, hvor Rhone-floden ligger i det fjerne.

På et tidspunkt fik vi følgeskab af en hund, som åbenbart var gået hjemmefra. Den havde både halsbånd, telefonnr. og bjælde på, og efter et par kilometers følgeskab op ad bjerget gad den ikke være med mere og vendte om.

03.02.2015, Flassan

Forsiden af avisen idag: La Provence

Der står nogenlunde således: "Sne og kulde, generel advarsel, regionen er i advarselszonen i 24 timer, der forventes 15 cm i Vaucluse, hvor betegnelsen "stærk kulde" fastholdes, kysten kan blive berørt i aften".

Og ganske rigtigt, her mod aften er der faldet en gevaldig masse sne.

Vi var undervejs fra Avignon på vej hjem til Flassan efter en udflugt i eftermiddags, og knap var vi ude af Avignon, da det begyndte, og inden vi nåede Flassan, var det næsten umuligt at orientere sig på vejen.

Vi var heldigvis også næsten de eneste på vejen tilsidst. Franskmændene uden vinterdæk var krøbet i skjul øjeblikkeligt.

05.02.2015, Flassan

Vinteren er kommet til Vaucluse

Opholdet i Flassan lakker mod enden, og vi er også blevet stækket i vores muligheder for udflugter på grund af vejret.

Der er sne overalt, og man skulle tro, at vi var på Grønland, hvis det da ikke lige var for de toppe af synlige olivengrene, som stikker op fra de snedækkede træer.

Iflg. et opslag på forskellige centrale steder oppe i byen, kan man læse at børnene har fået fri fra skole. Skolebusserne kører ikke, og rutebilerne kører ikke.

Nogle personbiler, som ellers plejer at være væk fra byen på hverdage, står parkeret i sneen, og har ikke været flyttet de sidste par døgn.

Det er fra den ene yderlighed til den anden.

Mandag var vi på marked i Bedoin, og bagefter sad vi på en bænk på bakken allerøverst oppe i byen, hvorfra der er vid udsigt. Solen skinnede og der var ganske lunt.

Tirsdag blev det snestorm om aftenen, da vi var på vej hjem fra l’Isle sur la Sorgue og Avignon.

Onsdag var vi næsten lukket inde og havde travlt med at skrabe terrasse og gangarealer fri for sne.

Heldigvis meldes der ikke om yderligere snefald de næste dage, men her torsdag ved middagstid ligger der stadig store mængder.

Der er 0 grader, stille vejr, og de sidste par nætter har der været ned til 3 graders frost.

Naboen har kun slået skodderne fra ved bagdøren i dag, og det er et tydeligt tegn på kulde.

Vi har nu god tid til at planlægge vores hjemrejse, som efter planen starter på lørdag, og vi håber på godt vejr nordover.

06.02.2015, Flassan

Kl. 20:21

Har lige været nede i kælderen og konstateret at der er en radiator kørende. Ergo har vi varmet kælderen unødigt op i 14 dage !

Vi pakker og pakker, og vi laver reste-mad efter at have tømt køleskabet.

Vi gjorde en allersidste udflugt til Bedoin i dag, men kun for 1 times tid.

I eftermiddags kunne vi minsandten sidde ude på terrassen i fuld sol og med bunker af sne rundt omkring os.

Checker ud om vi kan overnatte i Alsfeld efter Wettolsheim, en køretur på under 400 kilometer. Alternativt Harzen igen !

07.02.2015, Wettolsheim

Vi forlod Flassan ved 10-tiden, og selvfølgelig skinnede solen fra en skyfri himmel, men der lå stadig masser af sne rundt omkring.

Og Mont Ventoux lå for første gang fuldt synligt i det klare vejr.

Vi ankom til Wettolsheim kl. 17:20 efter en 690 km. køretur i et flot solskinsvejr det meste af vejen. Vejen øst om Lyon forekom let uden den store trafik, og vi kørte over Bourg en Bresse mod Belfort, og derefter videre via Mulhouse til Alsace.

Undervejs gjorde vi kun et enkelt ophold, i Aire de Jura på autoroute A39.

Vi bor på hotel La Palette i Wettolsheim, en naboby til Eguisheim. og her bor vi bare godt.

Vi havde i forvejen korresponderet med hotellet, og vi fik en fin velkomst på det hyggelige hotel.

I aften har vi spist en god middag på hotellet og agter os videre op i midten af Tyskland i morgen.

Her i Alsace er der også vinter, og foreløbig har vi konstateret at der er meget koldt om aftenen.

Forventer foreløbig at være hjemme sent mandag aften.

08.02.2015, Kirchheim, Hessen

kl. 21:30

Vi havde en virkelig god aften på ”La Palette” i Wettolsheim, og blev en oplevelse rigere udi den franske madkunst, og her til aften har vi stiftet bekendtskab med den tyske ditto, dog ikke med så stor succes.

Vi ankom ved 17-tiden til Hotel Seeblick i Kirchheim. Det er nærmere betegnet i delstaten Hessen midt i Tyskland.

Vores dagsetape i bilen var på små 400 kilometer, så det var den rene leg.

Inden vi tog fra Wettolsheim, prøvede vi forgæves, via Booking.com, at entrere med hotellet for vores sidste opholdssted, men vi måtte opgive på grund af dårlig net-forbindelse.

Det betød, at vi måtte betale mere for værelset, da vi bare troppede op og spurgte, om der var et ledigt værelse.

Og om der var et ledigt værelse…? Der var helt nøjagtigt 104.

Det viste sig at vi var de eneste gæster på det store hotel med swimmingpool samt en masse andre spændende fritids-faciliteter.

Receptionisten tog venligt imod os, og vi aftalte tidspunkt for aftensmad.

Vi var minsandten også helt alene i den store, men hyggelige, restaurant. ”Nee… dass bedeutet nichts !” sagde den flinke tjener, da vi, efter at have sat os tilrette i restauranten, spurgte om vi var de eneste gæster.

I går aftes havde der været 200 gæster, og aftenen før havde der været et selskab på 100 mennesker, så det virkede som om, at de nu trængte til at slappe af ovenpå 2 hektiske aftener.

Menukortet bestod af 10 forskellige slags schnitzler, og vi valgte jägerschnitzel i 2 forskellige varianter, den ene med bratkartoffeln og den anden med fritter, og dertil kålsalat. Endvidere weissbier og sprudelwasser.

Ja, jeg spørger bare…., kan man overhovedet få andet på en tysk restaurant ? Og det blev serveret i en mængde, så vi næsten ikke kunne rejse os fra bordet bagefter. Ja, vi kunne selvfølgelig have levnet, men det ser ikke så godt ud, og når vi nu var de eneste på restauranten denne aften, og både kokken og tjeneren stod på pinde for os….

På vejen fra restauranten op til værelset hilste vi lige på den flinke receptionist for at sige tak for det flotte værelse med søudsigt, som han havde tildelt os.

Kirsten var så letsindig at spørge til den lange ”hejs”, som gik henover søen, og som vi havde bemærket oppe fra værelset. Så begyndte han at fortælle om søen og området, men ganske hurtigt slog han om i at fortælle om kelterne, og om katerne, og om germanerne, og om romerne og om gallerne og om 27 andre folkefærd tilbage fra Kristi tid og op til dato. På et tidspunkt talte han også om Asterix og Obelix, som om det var nogen, han havde kendt før i tiden.

Jeg stod og nikkede, og sagde ind imellem ”sehr interessant” eller ”sehr spannend”, hvorefter han endnu ivrigere fortsatte den historiske gennemgang af forfædrene her på stedet.

Han holdt et foredrag på ca. et kvarter, og var det ikke fordi, der pludselig kom en kollega for at spørge ham om et eller andet, og vi dermed så vores snit til af forlade scenen, så havde han nok stået og fortalt endnu.

Han var født her i området, og boede i en lille landsby omme på den anden side af bakken. Men han havde også boet i 20 år i Kassel mod nord. Og så fortalte han om Kassel og om en statue af Herkules og om vandfald og om storbyen, som godt nok ikke var så stor som Frankfurt i syd....

Han kunne virkelig ”sælge” området her, så vi lovede ham at besøge det en anden gang, hvis vi kommer på disse kanter her midt i Tyskland, og hold op hvor var han en flink og rar person. Han burde have job på turistkontoret inde i byen.

09.02.2015, Kirchheim, Hessen

Typisk tysk Frühstück her til morgen:

4 slags forskelligt kødpålæg med 3 skiver af hver slags.

4 skiver ost.

2 små pakker smør

1 lille pakke margarine

4 små pakker Nutella.

2 små pakker jordbærsyltetøj.

4 almindelige Brötchen

2 grove Brötchen

1 glas juice

1 kande tynd kaffe

10.02.2015, Løgten

Kom hjem klokken 18:30 i aftes efter en køretur på 730 kilometer fra Kirchheim. Og denne køretur blev vores hidtil dramatiske.

Ca. 30 kilometer syd for Flensburg løb pludselig et stort rådyr ud over motorvejen lige foran os.

Vi kørte 120 km/timen og der var heldigvis ikke andre bilister lige i nærheden. Men det drejede sig bare om en brøkdel af et sekund, og så havde vi braset lige ind i den. Jeg drejede instinktivt i rattet for at undgå kollisionen, og det bevirkede at bagenden med vores tunge læs begyndte at slingre. Men heldigvis var det kun et kort øjeblik, så var den på ret kurs igen, og episoden var overstået.

Jeg gruer for, hvad der kunne være sket. Dyret så stort og tungt ud, og vi har hørt om, at en sådan kollision kan udløse airbags.

Py-ha… så tæt på målet og efter at have kørt 5000 km. de sidste 53 dage uden et eneste uheld !

Resten af vejen hjem fortsatte vi noget chokerede med nedsat fart.

Dermed er ”Tour de Noël” slut for denne gang. Overskriften på turen blev efterhånden lidt ude af trit med virkeligheden, medmindre man hører til dem, der mener at julen varer lige til Påske.

Turen har varet i 53 dage, og har for det meste været spændende og med mange interessante udflugter.

Det har også været dejligt at have tid nok som turist, så vi ikke har skullet skynde os for at kunne nå det hele.

Vi har haft utrolig mange oplevelser og fået en masse nye indtryk.

Og Kirsten har kun taget 2,5 kilo på.

Det var vores 29. besøg i Frankrig og forhåbentlig ikke det sidste.

Tak til alle, som har vist interesse for denne ferieberetning.

Retur